Leder

Der står for tiden en debat om dåbsritualet i Kristeligt Dagblad. Det korte af det lange er, at nogle mener, ritualets sprog er fra gamle dage og derfor ikke kan forstås af ”moderne mennesker”. Det skal formuleres om.

Og nu, vi er i gang med at revidere, hvorfor så ikke også give teologien en overhaling, så den bliver mere 2019? Synd, frelse, himmel, helvede – hvad kommer det os ved? Særlig talen om arvesynden finder man problematisk, for hvad bilder vi os ind at påstå over for dåbsforældre, at deres børn ikke er født som helt perfekte mennesker? Og helt galt er det, at vi i dåbsritualet siger, at man bliver Guds barn i dåben. Som om, alle mennesker ikke var Guds børn fra undfangelsen af ?

Det er forkert, mener nogle, at sige, at mennesket er ”undfanget i synd”, thi sex er ikke syndigt og ergo er mennesket ikke undfanget i synd. Man overser helt, at arvesynden luthersk forstået ikke har noget at gøre med sex; men det at man er ”undfanget i synd” betyder, at ethvert menneske lige fra det undfanges rummer både godt og ondt. At ethvert menneske lige fra undfangelsen rummer den tilbøjelighed til det onde, som vi kalder: at være en synder.

Vil man fjerne læren om arvesynden, fjerner man også læren om, at ethvert menneske har brug for Kristus som sin frelser. Vil man sige, at ethvert menneske er Guds barn, er det ikke længere Sønnen, men Faderen, der frelser os, og hvad skal vi så overhovedet med Jesus? Og hvad skal vi med dåben, hvis den hverken frelser os eller gør os til Guds børn? Så er dåben bare en hårvask og en hyggelig ramme om en familiefest.

Man kan godt argumentere for, at dåbsritualet kan skærpes og forbedres. Men i så fald skal det ske ud fra et ønske om at skabe en bedre og tydeligere overensstemmelse med Jesu forkyndelse og den lutherske lære.

Nyt Babel som pdf

af Nyt Babel

Arvesynd og godhedspoint

af Stine Munch

Arvesynd, eller vi skulle måske snarere sige grundsynd, betyder: mennesket har også noget ondt i sig. Det ligger til os. Og sådan har det altid været. Det vil sige, at det er menneskeligt at være en idiot. Også en kæmpeidiot. Noget af det idiotiske er endda kriminelt og virkelig ondt.

Men forbryderen er stadig et menneske. Hvis vi fjerner arvesynden, er mennesket forstået som kun godt. Gør mennesket så noget ondt, er det umenneskeligt.
Et umenneske er fredløst og værdiløst.

Fjernelse af arvesynden har således etiske konsekvenser, som jeg kan forestille mig kan lede til ukristeligheder som dødsstraf og anden udstødelse af samfundet.
Jeg har med et halvt øje set en serie der hedder Black Mirror. Et af afsnittene handler om en skræmmende fremtid, hvor det gælder om at opføre sig, på overfladen, så pænt som muligt, hvorefter man så får point. Kommer man til at råbe af andre eller sige sin lidt for ærlige mening eller i det hele taget gøre noget dumt, bliver man trukket i point. Det medfører, at ingen ville være sammen med dem, der har lave pointtal, og de isolerer sig som udstødte af samfundet.

Det lyder jo virkelig uhyggeligt. Og jeg har hørt, at det omtalte pointsystem allerede er virkelighed i Kina. Det er heller ikke langt fra de unge i dag. Vores samfund er præget af en tænkning, der er baseret på tal (12-taller), på tjeklister der skal gennemføres, på rigide regler, på mistillid og kontrol. En bogholderkultur med et nulfejls-ideal.

Det nulfejlsideal er efter min mening ganske umenneskeligt og ukristeligt. Og for mig at se fører det, at anse mennesket for kun godt til en sådan misere. Helvede på jord. Fordømmelse til straf og evig pine.

Grim som arvesynden - den ny dåbsteologi

af Torben Bramming

Arvesynden er udsat for et veritabelt stormløb af professorer som Jacobsen fra Århus, lektor Lars Sandbeck fra Præsternes efteruddannelse! og arbejdsgruppen i Lindevang sogn nedsat af Københavns biskop? Luther og Augustin – og dermed Biblen, som de bygger deres teologi på, erklæres irrelevante for det 21. århundredes mennesker, som skulle have helt andre behov end tidligere mennesker og slet ikke kan forstå eller acceptere talen om arvesynd, fortabelse og dåben som vejen til frelse. Derfor vil de lave dåbsritualet om og den dertilhørende ”gammeldags” teologi forstår sig.

Særligt arvesynden, som Kristus med sit blodoffer vasker af den døbte og frelser ham, er faldet mange for brystet.

Men arvesynden er jo sand, erfaret virkelighed, beskrevet med en sand myte i 1. Mosebog, hvis virkelighed er stadfæstet af Kristus selv, idet han dør for alle, for alle er syndere.

Hvordan skal man forklare arvesyndens virkelighed? Her følger et forsøg.

Mennesket er skabt godt. Det har vi ikke alene Guds ord for, det kan andre ideologier og filosofier nikke bejaende til. Men hvorfor er der så ondt? Ja, nogen siger, at der slet ikke er ondskab, men blot uvidenhed eller uhensigtsmæssighed. Rydder man først de sociale, økonomiske, kulturelle og historiske uligheder af vejen, så finder vi det gode menneske inde bagved, for alle mennesker er gode. Det onde eller uhensigtsmæssige er altså blot et spørgsmål om miljø, ikke om arv. Her er kristendommen uenig, for den er det både arv og miljø. Der er ganske vist ondskab, djævel og uhensigtsmæssighed i vores miljø fra fødsel til død, men det ligger også i menneskets dna. Ethvert menneske, der vokser op, er en synder, som ikke gør det gode, som han eller hun ved, at de skal, men det onde, som de ikke vil, det gør de. Det er erfaret virkelighed for alle mennesker og det mest realistiske menneskesyn, der gives - men som kan forvirres af løs snak om himmeriget på jorden ved brug af et eller andet tryllemiddel, som kan befri mennesket.

Det kan være den sødladne gud, der bare elsker alle mennesker og ikke sætter skel, som de ny-rationalistiske dåbsforslag svømmer over med, eller det kan være ideologier som kommunismen. Man lover sig en mere åben og venlig imødekommende verden, når skellet mellem dem og os er skaffet af vejen engang. Man afviser den gamle forestilling om et Paradis, der venter os bag tiden og udenfor tiden som ”a pie in the sky”, ønskedrømme sublimeret af jordiske tanker, som man får tilgang til gennem dåben. Man lover man dog blot paradisiske tilstande på jorden i stedet for, som så også er lidt ude i fremtiden, for der skal lige gøres en hel masse ved en hel masse mennesker først. Man lover altså blot en jordisk ”pie in the sky”, som også ligger ude i fremtiden, altså bare ”bøf på en anden måde”. Og i denne udformning er det ren ønsketænkning, for det syn på ondskab og synd, der kommer frem i forslagene til de nye dåbsritualer er ikke realistiske eller erfaringsnære.

Mennesket har ondskab i sig og fortabt fra syndefaldet. Ondskaben ligger latent i det lille barn og bryder ud så snart det kan skelne ondt og godt og altså bevidst gør ondt. Før barnet er bevidst om det gode og onde, er der imidlertid ingen som vil holde barnet ansvarligt for dets handlinger. De er som dyr udenfor kategorien. Josef Goebbels var ansvarlig for sine handlinger og støtte til Hitler, men Hitlers trofaste schæferhund var ikke, selvom den elskede sin herre mere end Goebbels gjorde, og bed dem, som Hitler pudsede den på. Goebbels mindste børn, som blev myrdet af deres mor, var heller ikke onde, selvom de kunne lide onkel Adolf, de vidste ikke bedre, men latent lå ondskaben i dem som i ethvert menneske, og egoismen, som er dens fætter.

Man prøver derfor som kristen at opdrage og danne sine børn ud fra arvesyndens virkelighed. Ondskaben kan man ikke udrydde, døden kan man ikke standse, men man kan forsøge at bekæmpe ondskaben og døden ved at holde sig til og uddannes i Guds ord og evangelium. Man taler i dag så meget om dannelse i vores postkristne tid. Der bliver skrevet stolper op og ned om det, men det er slet ikke dannelse, der bliver formidlet, men befrielse af det indre, gode menneske, som skal pakkes ud og stråle med alle sine gode og spontane egenskaber. Det menneskesyn ligger også bag megen af den nye dåbsteologi. Det er derfor man ikke må sætte skel, når man døber, for hvad så med alle de gode udenfor? Når man gennem hele den reformpædagogiske skoles tid fra 1960’ernes Blå og Røde betænkning har stopfodret efterhånden to generationer danskere med den ideologi, så bliver kristendommens tale om mennesket som synder unægtelig svær at gå lige til, uanset at de fleste mennesker kan erfare dens virkelighed. Historien har jo da også masser af eksempler på, at den form for ideologi ikke fører til noget godt, særligt ikke når den pakkes ind som humanisme og socialisme, hvad alle har kunnet se fra Kina over Cuba til Venezuela og ANC’s Sydafrika i dag. Det, de jordiske paradisdrømmere lover, lader ikke alene vente på sig, men udvikler sig til noget grimt på længere sigt, for de mennesker som står i vejen for ”fremskridtet” og det gode har en ubehagelig tendens til at blive censureret, udstødt, arbejdsløse eller direkte fængslede eller myrdede.

At dannelse er noget andet, ligger i selve ordet. Danne betyder jo at hænder former noget materiale, som ikke er, som det skal være. Man former og putter noget i det menneske, som man kender som synder, altså en der ikke gør, hvad hun ved hun burde, men ofte det hun ved, hun ikke burde. Det er nemlig sådan, at hvis man gør som om at ondskab og død ikke har noget med mig at gøre, så fremmer man begge dele.

Jo, arvesynden er virkeligheden, som Kierkegaard skriver i ”Begrebet Angst” for alle mennesker er sig selv og slægten – altså ikke alene selvstændige individer, men også alle andre helt tilbage til Adam og Eva. Skabt gode i Guds billede, men altså faldet. Det er så sandt som at 2+2 er fire og det fortælles i den sande myte i 1. Mosebog. Det fortælles netop i en myte, der handler om, at de to første mennesker falder for fristelsen fra slangen og gør det, de ved, de ikke må. Sådan falder alle – alle! På den måde er mennesket som gren på et træ, der er menneskeheden – sig selv og slægten. Det er så sandt, at vi ikke kan få det på afstand og gøre noget ved det, det onde er ikke et lune eller et stykke tøj, man kan slænge fra sig, det er i ens dna og følger en til døden. Derfor fortælles det i mytens distancerede form. Og derfor har man brug for ham, som knuste slangens hoved, Kristus, som frelser os fra synd og død. Det er evangeliet. Det kan faktisk ske trods arvesynden og døden. Man skal blot sige ja til ham i dåben, så åbner han os Guds rige her på jorden og i evighed i Paradis. Så fri os fra ny dåbsteologi, som ikke vil vide at Kristi ord om hans frelsende indgriben, der sætter skel – den er grim som arvesynden, og det bliver den, fordi den tror, den kan glemme den.

 

 

Må vi være i den rummelige folkekirke?

af Merete Bøye

Man taler ofte om den rummelige folkekirke. I folkekirken er der ”højt til loftet”, siger vi, der er vide rammer og plads til al mulig forskellighed. Og det er godt. Det skal ikke være sådan, at man kun kan rummes i folkekirken, hvis man går i kirke hver søndag, fører et dydigt og anstændigt levned, kommer i missionshuset, er heteroseksuel osv. Folkekirken skal ikke være et reservat for de fromme.
Spørgsmålet er bare, om ”den rummelige folkekirke” efterhånden har sejret ad helvede til? Om folkekirken snart er blevet så ”rummelig”, at der ikke er plads til de fromme.

Man plejer at sige, at man ikke kan tale om at være mere kristen eller mindre. Enten er man kristen, eller også er man ikke, ligesom at man ikke kan være lidt eller meget gravid. Men vi har dog sprog, der kan beskrive en graviditets fremskriden. Man kan fx være højgravid, hvilket betyder, at man er tæt på termin. Man kan være gravid i første trimester, dvs man er så nygravid, at det knapt kan ses. Og man kan være så tæt på undfangelsen, at man ikke engang selv ved, at man er gravid. På samme måde burde det være tilladt at tale om, at nogle mennesker er mere optaget af troen på Jesus Kristus, end andre er. For nogle er det fx livet om at gøre, at de kan komme til nadver hver søndag. Andre gider kun gå i kirke, hvis gudstjenesten er underholdende som en biograffilm eller en teaterforestilling.

De mennesker, i hvis liv Jesus fylder meget, opsøger fællesskab med andre, der også har en bønspraksis, læser i bibelen dagligt, taler frit om troen. Dette fællesskab burde de kunne finde i folkekirken. I dens ritualer, dens salmer, i den frimodige samtale og prædiken om, hvad Jesus har gjort og gør for os. Men finder de det? Hvis de skal tro, hvad de læser i dagspressen, så er folkekirken præget af bisper, professorer, lektorer og sågar en selvudråbt ”fremtidsforsker”, som fortæller os alle, at bibel og bekendelser er so last year, og at man ikke kan komme og snakke til folk i 2019 om antikverede ting som arvesynd, frelse, himmel og helvede. Den slags ting er gammeldags og sikkert også krænkende, så de skal bare afskaffes. Hvad tænker fromme mennesker, når de læser den slags?

Via mine børns skole har jeg til daglig min gang i et såkaldt ”kristent miljø”, dvs netop blandt mennesker, der har daglig bøn og bibellæsning som en naturlig del af deres liv. En del er fortsat tilknyttet Indre Mission, men flere og flere defilerer over i de frikirker og valgmenigheder, der skyder op alle vegne. Hver gang, folkekirken indfører et nyt tiltag ”for at komme moderne mennesker i møde”, mister den medlemmer fra disse fromme kredse.

Om de nye påfund, såsom fx gudstjenester med deltagelse af Dalai Lama eller muslimske imamer, klimagudstjenester med æggegang i stedet for prædiken og senest den standende debat om dåbsritualet til gengæld tiltrækker nogle af de eftertragtede ”moderne mennesker” (hvem de så end er), ved jeg ikke. Det kan let være. Men er det ikke et problem, at folkekirken i sin iver efter at være så rummelig, at der er plads til folk, der ikke kan tåle at høre, at Kristus har frelst dem fra synd og død, skyder de mennesker fra sig, som daglig takker og priser Jesus for hans frelse?

De jødiske filmskabere Joel og Ethan Coen har begået en novellefilm, der hedder ”Meal Ticket”. Den foregår i det vilde vesten og handler om en omrejsende impresario, der lever af at sætte scenen for en forestilling med en bemærkelsesværdig ung mand. Han mangler arme og ben, men han kan recitere Shakespeare, Shelley, Abraham Lincoln og Bibelen, så man bliver grebet og opløftet.

Da ynglingen hverken har arme eller ben, kan han ikke selv spise eller gå. Han er afhængig af, at impresarioen sørger for ham. Dette gør impresarioen også glad, for han ved, at hans indtægt afhænger af denne hjælpeløse mand. Impresarioen har fundet, for at tale bibelsk, en skat i lerkar. For det er hele den vestlige kultur: vores litteratur, vores religion, vores poesi, som er inkarneret i denne krøbling. Alt det, der i virkeligheden bærer os, åndeligt talt. Men karret, legemet, som rummer denne skat, har altid brug for at blive båret videre. Armløs og benløs er den unge mand afhængig af at blive båret frem og sat på en taburet (en piedestal, om man vil) af den mere praktisk begavede impresario. Impresarioen har ikke nogen særlig interesse i krøblingen. Han fodrer ham og holder ham i live, men kun p.g.a. hans indtjeningspotentiale. Han er hans ”meal ticket”, hans middagsbillet, hans levebrød – intet andet. Når han skal på bordel, må han slæbe krøblingen med og stille ham med ryggen til, så han ikke kan se, hvad der foregår i sengen bag ham. Men alene hans uskyldige tilstedeværelse er irriterende, fordi den ligesom understreger det skamfulde i impresarioens handlemåde.

I begyndelsen tiltrækker den unge mand et stort publikum, men efterhånden som nyhedsværdien forsvinder, skrumper tilskuerskaren og dermed også impresarioens indtægt.

En dag opdager impresarioen, hvorfor så få efterhånden gider høre på krøblingens recitationer. Der er kommet et nyt show på prærien, som tiltrækker et stort klappende publikum: En dresseret høne, der tilsyneladende kan løse lette regnestykker. Han køber straks hønen, og da han næste dag er på vej til den næste by i sin prærievogn, slår han krøblingen ihjel ved at kaste ham ned i en å. Hvad skal man med det gamle møg til Bibel, poesi, drama og patriotisme, når man har en høne, der kan regne? ”Vi skriver trods alt 1880”, har han sikkert tænkt.
Næsten bogstaveligt talt smider han barnet ud med badevandet. Og det bidrager kun til tragedien, at man som seer har en tydelig fornemmelse af, at impresarioen er blevet snydt, så vandet driver, af hønens tidligere ejer, der blev fremstillet som lidt af en ”snake oil salesman”. For en tragedie er det, det fornemmer man tydeligt. Med lerkarret, den unge krøblings krop, er også skatten gået tabt.

Samme fornemmelse får man, når man ser, hvordan nogle af de mennesker, der burde værne om den skat, som er folkekirkens, agter den. Kirkens skat er Ordet og sakramenterne. Det er det, vi er sat til at gå ud i alverden med og række til alle folkeslagene. Om folk vil tage imod det eller ej, er op til dem selv; men vi har ingen ret til at kaste det i åen og erstatte det med, hvad end vi tror, ”moderne mennesker” hellere vil have.

Hvis dåbsritualet skal ændres, skal det ske ud fra ønsket om at formulere et ritual, der ligger bedre i tråd med Jesu forkyndelse, apostlenes lære og vores evangelisk-lutherske tradition. Det skal ikke ske med det argument, at ”tiden kræver det”, for så kan vi skifte det ud i al uendelighed. Man har sine tvivl om, hvor fremtidssikret den regnende høne egentlig er. Hvor længe bliver den mon ved at tiltrække et interesseret publikum? I morgen kommer der måske en dresseret hest til byen, i overmorgen en dansende puddel.

”I har de tyranner, I fortjener”, skrev Pontoppidans ”isbjørn” til sin menighed, inden han forlod den for at rejse tilbage til Grønland, fordi hans tilværelse som præst var blevet ham gjort for sur. Det samme kan man til dels sige om folkekirken i dag, for det er menighederne selv, der har valgt de præster og bisper, der uafladelig fortæller os, at evangeliets forargelse skal fjernes eller pakkes ind i sukker, hvis vi ikke skal støde ”moderne mennesker” fra os.

Men måske kan man trods alt finde lidt trøst og opbyggelse i et af de digte, som Coen-brødrenes krøbling reciterer. Guds Ord varer fra evighed til evighed. Men enhver tids mægtige mænd skal dø til sidst – og glemmes.
I met a traveller from an antique land,
Who said—“Two vast and trunkless legs of stone
Stand in the desert. . . . Near them, on the sand,
Half sunk a shattered visage lies, whose frown,
And wrinkled lip, and sneer of cold command,
Tell that its sculptor well those passions read
Which yet survive, stamped on these lifeless things,
The hand that mocked them, and the heart that fed;
And on the pedestal, these words appear:
My name is Ozymandias, King of Kings;
Look on my Works, ye Mighty, and despair!
Nothing beside remains. Round the decay
Of that colossal Wreck, boundless and bare
The lone and level sands stretch far away.

(Shelley, Ozymandias)

 

 

Oldkirkens stærke dåb

af Nana Hauge

For os, der er født ind i en kristen kultur, tror jeg det er umuligt at forestille os hvilket drama, hvilken livsomvæltning, hvilken nyskabelse dåben har været for mennesker i antikken. Hvor vi i dag primært ser dåben som en bekræftelse på noget, vi allerede har eller lever i, var det på ingen måde tilfældet for de mennesker, der oplevede at blive døbt for 2000 år siden. For dem var dåben virkelig en total forvandling af deres liv. At blive døbt var at indtræde i en hel ny virkelighed, der betød at man i store træk måtte lægge alt det bag sig, man hidtil havde kendt til og leve på en helt anden måde, end man før havde kendt til. Vi aner det, når vi i Det Nye Testamente læser de mange passager om at gå fra liv til død og fra lys til mørke, og om at iklæde sig lyset og blive genfødt som et nyt menneske.

At blive døbt var heller ikke så lige til. Før man kunne indtræde i dette nye liv måtte der forberedelse til. Man måtte først være med i det nye fællesskab som katekumen – dvs man kunne kun deltage i noget af messen. Man havde fx ikke adgang til at deltage i nadveren og sådan kunne der gå mange år, hvor man forberedte sig på at blive kristen ved at blive vant til det kristne liv og den nye og helt anderledes etik, det kristne liv indebar. Først når man var blevet vant til den nye livsform med denne altomvæltende nye etik og med frelseshistorien, kunne man blive døbt. Først når man kendte historien om, hvordan alle mænd og kvinder engang trællede i dødens og djævelens og alle onde ånders fængsel, og om hvordan Kristus havde sat disse fangne fri, da han med sin død og opstandelse styrtede helvedes porte, besejrede døden og synden og trak de fangne ud af dødens og syndens garn, først da kunne man blive døbt. Alt det fik man nu del i, idet ens krop blev sænket ned i dåbens vand. Man fik nu del i den nye menneskehed, som Kristus havde skabt ved sit offer og sin sejr. Et nyt liv, hvor man ikke var i de onde magters vold, men hvor man var i Kristi hånd og havde del i hans sejr over mørke og død.

Dåben fandt efter oldkirkelig skik sted påskenat. Her blev dåbskandidaterne – mænd, kvinder og børn, ofte hele familier sammen – klædt af i halvmørket og under forsagelser, velsignelser og bøn, dykket ned under vandet tre gange af præst eller biskop. Herefter blev de døbte iklædt hvide gevandter, og nu kunne de gå ind i kirken og deltage i hele messen og nadveren for første gang.

Den døbte var nu befriet for alle de onde kræfter der var på spil i verden. Nu begyndte det nye liv, og dette nye liv kom virkelig til at forandre verden, som man kendte den. Troen på Kristi sejr over døden kom til at omforme antikkens rå samfund, transformere det til den civilisation med respekt for menneskelivet, med ligeværd mellem kønnene, med omsorg for de svage og syge og fattige, alt sammen noget, som vi den dag i dag lever i efterdønningerne af.

Vi fornemmer også dåbens drama i Det Nye Testamentes mange beretninger om Jesu uddrivelse af onde ånder. Fortællingerne skal vise, at Jesus har magt over disse ånder. At han er ypperstepræst, den af Gud udvalgte, og at nok står verden i den ondes og dødens magt, men her er der en, der kan nedkæmpe ondskab og død. Dæmonuddrivelserne i Det Nye Testamente afspejler uden tvivl forsagelserne af djævelen ved dåben.

På trods af mange hundrede års diskussioner om dette dåbsritual og stadige ønsker om at modernisere det, så vi ikke har forsagelsen af djævelen med, har vi endnu i vores danske dåbsritual bevaret forsagelsen, der sammen med korstegnelsen er en uddrivelse af djævelen. Som det hedder:

Gudsfingrene grande
slog kors for din pande,
Guds Enbårnes røst
slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade

I sin form er vores dåbsritual og ikke mindst Grundtvigs salme dermed tro overfor og afspejler oldkirkens dåbspraksis. Forsagelsen understreger dåben som en befrielse fra denne verdens mørke magter, som den overgang fra død og mørke og djævel til liv og lys, som dåben nu engang er. Forsagelsen understreger, at den døbte er gået fra at være blot menneske i en forvirret verden, kejserens (denne verdens magters) undersåt, til at være Guds barn.

Det er rigtigt, at den forvandling, der sker i dåben: at mennesket bliver Guds barn, et helt nyt menneske, og at et menneske er helt fortabt, overladt til denne verdens magter uden dåben, godt kunne fremgå klarere af dåbsritualet, som det ser ud nu. Her kunne man hente inspiration i fx Romerkirkens dåbsritual, hvor flere elementer i ritualet peger på denne forvandling. Fx iklædning af dåbskjolen efter dåben, salving og lystænding, at man venter med barnet ved indgangen til kirken mm. Man kunne også inddrage Romerbrevet 6 om forvandlingen, der sker i Kristus ved dåben.

Så ja tak til et dåbsritual der tydeliggør den skelsættende omvæltning, dåben er. 

 

Luther om arvesynden

af Hans-Ole Bækgaard

Dåben debatteres for tiden i folkekirken. Det kan bestemt overvejes, om der kan/bør justeres i ritualet, så det fremmer en evangelisk-luthersk dåbslære. Det kan også overvejes, om sproget formidles klart nok til nutidens mennesker. Desuden er det ansvarligt at overveje, hvad ændringer rummer af betydning, og at der foregår en teologisk refleksion i forhold til lære, arv, tradition og praksis. Det kan være med til at skærpe og bevidstgøre.

Jeg havde (måske et naivt) håb om, at dette kunne komme i spil, når vi i folkekirken skal forholde os bl.a. til dåbsritualet.Men debatten er hurtigt kommet til at handle om: Bør vi ikke snarere formulere en ny dåbsteologi, så den passer til mange præsters teologi, og så et ritual afspejler denne teologi, som flere allerede udmønter i praksis, og som dermed sikkert også passer bedre til moderne mennesker?

Nu kommer det så ikke kun til at handle om dåben, men om helt grundlæggende forhold for folkekirken og for teologien. Det handler ikke kun om sprog, men om indhold. Skal der i et nyt ritual formuleres en anden/ny definition på menneskets grundsynd/arvesynd, trosbegrebet, frelsen, fordømmelse/fortabelse osv. i forhold til folkekirkens bekendelsesgrundlag?

Skal vi have en omskrevet/redigeret version af Den augburgske Bekendelse (CA), så den passer til liberal teologi/moderne teologi, men så den ikke længere er samsvarende med evangelisk-luthersk lære? Skal vi se bort fra det teologiske arbejde, som reformatorerne med Luther i spidsen fik formuleret sig frem til på baggrund af de bibelske tekster og i med-/modspil til den teologiske tradition? Skal vi forkaste den status, som CA har som bekendelsesskrift i folkekirken? Endvidere: Kan vi se bort fra de sidste 500 års arbejde hos mange af kirkens folk med at fastholde denne lære, samtidig med at man formulerer den relevant og forståeligt til samtidens mennesker? Og kræves der virkelig en helt ny dåbsteologi specielt designet til 2019?

Selvfølgelig kan man nå frem til en anden dåbsteologi end den evangelisk-lutherske og stadig være i overensstemmelse med de kanoniske skrifter, men så taler vi om en anden lære, andre kirkesamfund. Så må den teologiske debat føres på den præmis – og ikke på, om folkekirken skal have et nyt bekendelsesgrundlag.

Arvesyndsbegrebet hos Luther er ikke direkte overtaget fra Augustin. Det er bestemt ledt i den retning at fastholde det syn på mennesket, som Luther udledte af sine skriftstudier om, at det hele menneske (totus homo) er ramt af syndefaldet og under Guds dom til vrede, og alene Guds nåde i Jesus Kristus ved troen alene kan redde et menneske fra evigt at gå fortabt. Troen på Kristus, som knytter sig til de løfter, Gud giver et menneske i dåben, redder os fra fortabelsen. Derfor frelses et menneske ved tro og dåb – og uden troen er det under fordømmelse (Mark 16,16; bemærk at der ikke står "uden dåb").

Der kunne henvises til utallige steder, hvor Luther udlægger dette, så det står som en grundlæggende lære for det, der siges om dåben i Den augsburgske Bekendelse (også art. 2, 9, 13 og 17) , fx om synden, loven og dåben i De Schmalkaldiske Artikler, og i Den Store Katekismus. Her følger nogle få citater fra nogle udvalgte skrifter:

”Derfor kan du jo nok se, hvor rigt et kristent, dvs. et døbt menneske er. Selv om han vil, kan han ikke miste sin frelse – ligegyldigt hvor mange synder han så har begået – medmindre han ikke vil tro. Ingen synd kan bringe ham i fortabelse undtagen vantroen. Hvis troen står fast eller vender om til det Guds løfte, som vi har fået i dåben, drukner netop alle andre synder på et øjeblik i troen herpå – eller snarere i Guds sandhed – fordi han ikke kan fornægte sig selv, hvis du bekender ham og i tro holder fast ved hans løfte.” (Luther om dåben i ”Om kirkens babylonske fangenskab”)

”Dåbens kraft, gerning, nytte, frugt og formål er, at den frelser. For man døber ingen, for at han skal blive fyrste, men, som ordene lyder, for han skal blive frelst. …. At blive frelst, ved man nok, betyder intet andet end at blive befriet fra synd, død og Djævel, komme ind i Kristi rige og leve evigt sammen med ham. Her ser du igen, hvor dyrebar og værdifuld dåben er, når vi i den opnår en så uudsigelig skat.” (Luther om dåben i ”Den Store Katekismus”)

”Vi er ikke syndere, fordi vi begår snart den ene, snart den anden synd, men synden begås af os, fordi vi allerede på forhånd er syndere. Det betyder: Et dårligt træ og en dårlig sæd kan kun frembringe dårlig frugt. Fra en dårlig rod kan der ikke vokse noget andet op end et dårligt træ.” (Luther ud fra Salme 51, 1532/1538)
”Arvesynden er ikke bare mangel på den oprindelige retfærdighed, men den er en medfødt ondskab, som gør os skyldige til den evige død og også forbliver i os efter dåben og står Guds lov og Helligånden imod” (Luther i "Teser om retfærdiggørelsen", 1538).

I et indlæg i Kristeligt Dagblad den 11. januar stiller Lars Sandbeck nogle spørgsmål omkring udøbte børns situation i forhold til fortabelsen og frelsen (…).
At være under fordømmelsen gælder ikke alene udøbte børn. Alle mennesker – uanset alder – er fortabt uden troen på Kristus. Derfor døbes vi til at tilhøre ham, blive indpodet på ham, gribe om (ved en skænket tro) de løfter, som Gud giver os af nåde i dåben. Som evangelisk-lutherske bekender vi, at disse løfter ikke alene gælder voksne, men også børn. Derfor døber vi børn (se bl.a. i Den Store Katekismus).

Jamen, kan et menneske gå fortabt? Hvis vi skal fastholde den bibelske lære om, at ingen kommer til Faderen ”uden ved mig”, som Jesus siger, så er det bibelske svar, at der kun er frelse ved troen på Jesus Kristus. Det er den lære, som de lutherske fædre formulerer sig omkring. At være skabt er ikke automatisk at høre til i Guds evige rige. Kun ved dåb og tro kan vi have vished om at være et frelst Guds barn. At fælde dom her er alene givet Jesus Kristus (Joh 5,26-29), men netop ved tro på ham og dåbens løfter om frelse, kan vi også tro på ikke at være under fordømmelse (Joh 5,24-25; Rom 8,1).

Jamen, er der ikke undtagelser? Bestemt. Det giver god mening at spørge: Hvad med børn, der ikke når at blive døbt, ikke når at fødes osv.? Det kunne være let at ændre på læren for at give et tilfredsstillende svar. Det gør de lutherske fædre ikke. På en og samme tid er de faste i læren og kærlige i sjælesorgen – og de siger hverken mere eller mindre, end hvad vi kan sige også i dag.

Derfor finder jeg heller ikke grund til at ændre på dette i vores tid – netop ud fra evangelisk-luthersk lære. Den grundsten blev allerede lagt med Bugenhagen, da han formulerede Kirkeordinansen (1537/1539) i forbindelse ved reformationen i DK. Her er der en del om ”læren”, hvor det klart bliver udtrykt. Dernæst er der en del om ”ceremonierne”, hvordan denne lære kan udmøntes og praktiseres – og herunder også vejledning omkring udøbte børn m.v. (Se især del 2, afsnit 1, 5, 14-16).

Meget mere kunne anføres, ligesom uddybning af luthersk teologi og dens forankring i det bibelske materiale som teologiske fremstillinger og refleksioner – og det bliver der helt sikkert lejlighed til i den kommende tid.

Det handler altså ikke alene, om vi kan ændre på et ord som ”arvesynd” eller om at tilpasse sproget i dåbsritualet til moderne menneske, eller om der stadig kan være sætninger i et ritual, som rummer mulighed for forskellige teologiske tolkninger.
Det kommer snarere dybest set til at handle om – som Lars Sandbeck, Anders-Christian Jakobsen m.fl. kommer til at stå for – om der skal ritualiseres en ny dåbsteologi i folkekirken, som har bekendelsesgrundlaget imod sig? Om bekendelsesgrundlaget skal ændres, eller CAs status som bekendelsesskrift skal ophæves?

Kan vi ikke få den teologiske drøftelse om evt. revidering af dåbsritualet tilbage på det spor, hvor vi ser på det som en evangelisk-luthersk kirke?

Sprog eller teologi?

af Merete Bøye

Det er ikke sproget, Birgitte Kragh Engholm ønsker at ændre. Det er selve dåbens teologi.

Sognepræst Birgitte Kragh Engholm fra Vesterbro skriver i Kristeligt Dagblad d. 2.1., at ”moderne mennesker” ikke forstår dåbsritualet, som derfor bør moderniseres. Når Engholm forklarer ritualet, forstår folk det godt, men det er ikke nok. Ritualet skal kunne forstås ”uden præstens oversættelse og mellemkomst”.

Engholm konkluderer, ”at det ikke er indholdet, næringen og meningen i dåbsritualet, den er gal med, men formen, sproget og det livsfjerne”. Hun udtrykker bekymring for, at dåbsforældrene ”ikke forstår den næring, der ligger i ordene og handlingen”, når de læser ritualet. I et opfølgende indlæg d. 6.1. skriver hun, at ” en god præst sagtens kan forklare dåbsritualet, for vi præster forstår det jo godt”.

Det er muligt, at Birgitte Kragh Engholm godt forstår dåbsritualet, men står hun også inde for det? At dømme efter, hvad hun selv skriver andetsteds, har hun afgørende indvendinger imod den teologi, der bliver udfoldet i ritualet.

Det ligger i dåbsritualet, at der finder en forvandling af mennesket sted i dåben. I dåben får man ”syndernes forladelse og det evige liv”, og det vil sige, at man i dåben bliver ”genfødt” og går fra at være et dødeligt menneske under lovens trældom til at være fri og frelst og have del i det evige liv, som Jesus vandt os. Det slås fast, at det er i dåben, man bliver Guds barn: ”Den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn”, står der.

På Engholms facebook-væg udfolder der sig en diskussion om indlægget fra d. 2.1. Lars Sandbeck spørger: ”Men oplever dåbsforældrene, at det giver mening for dem, at deres barn først bliver Guds barn ved at blive døbt – hvilket er teologien i det nuværende ritual – eller fortæller du dem noget andet?” Sandbeck tilføjer: ”I så fald er det jo ikke blot formen, men selve indholdet, du er inde og ændre på.”

Thomas Reinholdt Rasmussen fortsætter: ”Hvis det er forudsat, at vi er Guds barn, og ikke blir det ved dåben, så havner vi vel i bedste fald i en moralistisk kristologi og i værste fald bliver kristologi et overflødigt vedhæng.”

Engholm svarer: ”Ethvert barn er et guds barn, døbt eller ej.” Det vil sige, at hendes problem med dåbsritualet ikke er en rent sproglig udfordring, men en teologisk. Det er ikke nogen lille detalje, de to lærde herrer gør opmærksom på. Det handler om, hvorvidt vi overhovedet mener, Kristus er nødvendig til frelse. For hvis man allerede ved skabelsen bliver Guds barn og får del i frelsen og det evige liv, hvad skal vi så med Kristus? Hvorfor døde han på korset, hvis ikke for at frelse os fra synden og døden?

Engholm ønsker et nyt ritual, som formidler hendes egen holdning: at dåben ikke er frelsesformidlende, og at man ikke bliver Guds barn i dåben, for det er man i forvejen. Hvad vi så skal med dåben – ja, det må Birgitte Kragh Engholm forklare, hvis hun kan.

Jeg forstår godt, det er svært for Engholm at forklare dåbsritualet, for man skal godt nok slå knuder på sig selv for at at få formidlet, at ”enhver er Guds barn, døbt eller ej”, ud fra et ritual, som tydeligt siger, at Guds barn bliver man i dåben. Ikke så sært, hvis dåbsforældre bliver ” helt blege” i forsøget på at skabe mening i dén kortslutning.

Det er i orden at mene, at ritualet skal gentænkes og teologien ændres. Det er også i orden at mene, at sproget i ritualet er gammeldags og godt kan jazzes lidt op. Men det er temmelig fordækt at søge at få ændret teologien i et ritual under dække af, at det bare er sproget, der skal moderniseres.

Prædiken Helligtrekonger

af Agnete Raahauge

Lovet være du, Jesus Krist,
at du menneske vorden est
født af en jomfru ren og skær
Gladelig hilst af Himlens hær.
O Gud ske lov!
---
For øjeblikket sidder der en liturgikommission nedsat af biskopperne og arbejder på et oplæg til, hvordan folkekirkens ritualer for dåb og nadver kan ændres.
Småjusteringer af gudstjenestens ritualer er sket løbende i århundreder, for selvfølgelig skal folk ikke føle at de går ind i et teater, der spiller ”Gudstjenesten da tipoldefar var barn”, når de går i kirke.

Præsten behøver f.eks. i dag ikke at sige: ”Herren være med Eder”, når ”Herren være med Jer” nu betyder akkurat det samme. Ligesom nogle gamle ord som ”tilforn, efterdi, ihvorvel” selvfølgelig skal erstattes med tilsvarende nye.

Andre gamle ord er der grund til at bevare, synes jeg, på grund af ordenes skønhed og den dybere betydning de har, end de nye, de erstattes med – tag f.eks. ordet frugtsommelig, som er noget mere poetisk end ordet: gravid. Men ritualernes sprog skal selvfølgelig ikke være påfaldende gammeldags, hvis det kan fornyes, uden at selve meningen går tabt.

Men lige netop dette: at ritualernes mening, det de skal sige, kan risikere at gå tabt i de ritualændringer, liturgikommissionen snart barsler med – det har jeg en velbegrundet frygt for.

Forleden læste jeg en kronik af en ung københavnsk præst, der også var noget så fint som forsker i kirkens fremtid. Hun havde haft 78 dåbssamtaler i løbet af et år og kunne berette, at ingen af de dåbsforældre hun havde talt med, forstod, hvad dåbsritualet sagde. For, som hun skrev, der er sket meget, siden det nuværende dåbsritual blev formuleret i 1912. Verden har udviklet sig siden, og vi tænker anderledes om mange ting, sagde hun.

Men dåbsritualet er så fuldt af gamle ord og begreber. Et ord som syndernes forladelse f.eks. – det siger ikke unge folk af i dag noget, for det ligger vore dages mennesker fjernt, at de skulle være syndere – og hvad er i grunden synd.
Ligeledes med korstegningen for barnets ansigt og bryst. Det forstår folk heller ikke i dag. Derfor mente hun, at dåbsritualet trængte til en gennemgribende modernisering, så det blev umiddelbart forståeligt.

Men når præsten ved dåben tegner korset for barnets ansigt og bryst – ”til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre, Jesus Kristus”, så er det jo, fordi det var på korset, Vorherre betalte for vores synd, som skiller os fra Gud.

Og hvis vi ikke alle som en fra fødslen af var befængt med den arvesynd, som gør, at vi i vores liv gang på gang gentager Adam og Evas tvivl på Guds godhed og faderlige omsorg – ja, så havde for det første Guds søn ikke behøvet at betale for vores synd med sit liv; for det andet behøvede vi ikke dåben i hans navn for at blive Guds kære børn – for så var alt jo uden videre i den skønneste orden med os.

Ja, vi behøvede så heller ikke gå i kirke, ikke få nadveren, hvor Vorherre igen og igen giver os sig selv og således nærer os som det Guds barn, vi blev i dåben. Så hvis vi moderniserer dåbsritualet ved at erstatte ordene ” syndernes forladelse” og ”korsets tegn” med ord, der er i mere almindelig brug i dag – ja, så ender det let med, at vi helt afskaffer dåben i dens egentlige betydning.

Og så er vi arme mennesker – ligegyldigt om vi er gammeldags eller moderne – uhjælpeligt isolerede i vores egen selvgode eller fortvivlede boble, for dåben har vi jo fået af Guds nåde, for at enhver af os skal turde stole på, at også mig har Gud Fader skænket syndernes forladelse for sin søns skyld; også mig kalder han sit eget kære barn.

Der er simpelthen ord, der er uopgivelige, hvis vi skal kunne høre, hvilken gave, vi har fået i dåben. Og når unge dåbsforældre ikke forstår dåbens betydning, så turde det være, at det ikke så meget er på grund af selve ordene, men nok så meget, fordi ordene støder imod en anden tro – vor tids tro, som vi indpodes fra barnsben af: at vi har krav på anerkendelse – også fra Gud; at vi kun bliver bedre og bedre, jo mere vi udvikler os, for udvikling er pr. definition af det gode.

Men det kunne jo også være, at de unge dåbsforældre en dag bliver så gamle og voksne, at de mister troen på sig selv og deres eget udviklingspotentiale, og at de den dag pludselig taknemmeligt fatter, hvad Gud skænkede dem i deres dåb: at de på trods af deres manglende potentiale til at vokse lige ind i Himmerige, har fået den åbne dør til Guds rige, der hedder Jesus Kristus.

For et er de sproglige barrierer i kristendommens sprog, som vi kan udjævne ved at erstatte alt for gammeldags klingende ord med nyere og mere tidsvarende. Et andet er det inderste i kristendommen, det inderste i evangeliet: syndernes forladelse ved Kristi kors. Når vi ikke forstår det, er det fordi vi støder os på det, fordi det modsiger vores selvopfattelse, modsiger, at vi er engle og ikke har brug for Guds nåde.

Her må ethvert menneske selv komme til forståelse; eller rettere sagt: her må Gud selv åbne os det glædelige budskabs betydning, så også vi hver især glæder os over det.

Og hvordan Gud gør det – det kan vi ikke sætte på formel, for det er Guds sag med hver enkelt. Evangeliet er på engang det lettest forståelige for ethvert menneske, fordi vi hver især er skabte i Guds billede og dybest i os bærer længslen efter at finde vores sande hvile hos ham. Og det er samtidig det vanskeligst forståelige, fordi den gave, det skænker os, støder mod vores tro på os selv og hver tidsalders afguder.

Hvis det kun var sproget, der hindrede os i at forstå evangeliet, så ville kong Herodes og ypperstepræsterne og de skriftkloge alle straks have forladt Jerusalem for at gå til Bethlehem og tilbede den nyfødte Jesus. For sprogligt forstod de, hvad det var stjernen, som Østerlands vise mænd fulgte, vidnede om.

De forstod også ordene synd og nåde, for de havde Guds lov i deres skrifter. De kendte Guds løfte om Kristus, for de havde profeterne i deres skrifter. Hele Biblens sprog var deres sprog – og dog ville de ikke forstå. Herodes ville ikke, fordi det gjorde ham skinsyg, at en større herre end han var født. Des skriftkloge ville ikke forstå, fordi den fattige Kristus, hvis fødsel i stalden var en forsmag på hans lidelse og død på korset, stødte mod deres selvsikre tro på, at de selv, ved at følge lovens mindste bud, kunne gøre sig syndfrie og retfærdige nok til Guds rige.

Men de tre Østerlandske vismænd, som talte et ganske andet sprog, der ikke rummede Guds nåde og menneskets synd; de tre vismænd, som aldrig havde hørt om den levende Gud, som skabte mennesket i sit billede og trods menneskenes oprør elskede sin skabning så højt, at han ville ofre sit dyrebareste, sin egen søn, for at drage det hjem til sig.. Nej, de tre vise mænd, som kun kendte den hårde ubønhørlige og upersonlige skæbne, hvis veje var mejslet ud i stjernernes baner og konstellationer; den blinde kolde skæbne, som ikke lod sig ændre… disse tre østerlandske vismænd, var det, der ved synet af stjernesolen på himlen forlod deres hjem for at drage på den lange rejse til Bethlehem.

Det var de østerlandske vismænd, der knælede for frelseren, der lå svøbt i krybben, og ofrede guld, røgelse og myrraskær af hjertens taknemmelighed. Dybt i deres hjerters inderste havde de forstået, at her var han, der var større end skæbnen; som brød stjernebanernes kolde herredømme over menneskers liv – for her lå han, som var Guds, deres skabers, åbenbarede hjertelag mod mennesker.

Gud, der elsker sine skabninger med en faders kærlighed, og ville give alt for at vi igen, til vort eget bedste, skal stole på ham, som børn stoler på deres far – Hans søn var det, vismændene så sandt fandt i krybben.

Vi skal ikke forske i, hvorfor vismændene forstod af hjertet, mens Herodes og de skriftkloge gjorde deres hjerter hårde. Det er Guds hemmelighed, som vi ikke skal stikke næsen i. 

Men vi skal hver især se os selv i både Herodes og i vismændene. For i enhver af os, der er skabte til Gud, men faldne med Adam, strides Herodes modvilje mod vismændenes glade tilbedelse. Og det er til syvende og sidst kun Guds eget ord, oplyst for os ved Gud Helligånd, der kan bringe vismændenes glæde til at fortrænge Herodes stolthed.

Derfor – når det gælder forståelsen af det inderste i evangeliet, i Guds nådesord, så må vi hver især begynde med at bede, at Gud selv vil lade sit ord fæste rod i vores hjerte, så vi ligesom vismændene knæler os glade for Kristus.

Glade udi sjæl og sind
ginge de i hytten ind,
der var ingen kongetrone;
Der kun sad en fattig kone
vugged barnet i sit skød.

Østerlands de vise mænd
fandt dog stjernen der igen,
som de skued i det høje,
thi i barnets milde øje
funklende og klar den sad.

Den var dem et tegn så vist,
at de så den sande Krist,
derfor nejed de sig glade,
ofrede på gyldne fade
røgelse med søden lugt.
...

Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans guddomsord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.

Amen

Barnedåb for moderne mennesker

af Merete Bøye

En sketch fra Viborg Stiftsrevy 2017

PRÆST: Ja … velkommen, alle sammen. Vi er samlet her i dag for at holde barnedåb for en sød lille dreng. Og dåben, det er jo der, hvor vi hører, at Gud elsker os allesammen, både børn og voksne … og Gud er slet ikke nogen vred Gud, han er en rigtig rar Gud …

DÅBSFAR: (afbryder) Jaja, blabla, vi har ikke hele dagen vel.

PRÆST: Så, nu … starter vi.

PRÆST: Anton Noah Felix Frederiksen, forsager du Djævelen og alle hans gerninger ...

DÅBSFAR: Nej, stop lige!

PRÆST: Hvad er der?

DÅBSFAR: Du har ret, Camilla. Villads er bedre. Villads Elias August.

PRÆST: Villads Elias August …

DÅBSFAR: Lad os lige tage en time-out og sparre lidt. Jeg vil gerne have Anton med!

DÅBSMOR: Jeg er lidt vild med Liam.

DÅBSFAR: Liam Villads Anton, så?

PRÆST: Hør her – der er andre i kirken end jer ...

DÅBSFAR: Du får da dit honorar, ikke?

PRÆST: (undrende) … Næh?

DÅBSFAR: Mattias foreslog jo Gandalf

DÅBSMOR: Ej, Carsten, man kan altså ikke kalde et barn for Gandalf!

DÅBSFAR: Gerhardt kunne godt blive populært fremadrettet.

DÅBSMOR: Gynther Gerhardt Gandalf!

DÅBSFAR: Dét synes jeg, vi bør implementere.

PRÆST: Gynther Gerhardt Gandalf Frederiksen, Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?

DÅBSFAR: Nej! Nej, det er ikke godt nok! Lad os lige gå i tænkeboks. Har vi haft en dialog omkring Laban?

PRÆST: Jeg har altså skrevet Anton Noah Felix i kirkebogen.

DÅBSFAR: Så lav det om.

PRÆST: Jamen til hvad? I ændrer det jo hele tiden.

DÅBSFAR: Og hvad så? Er det måske ikke dit arbejde?

PRÆST: Jo, men altså --- folk sidder og venter –

DÅBSFAR: Ved du hvad, fister, du begynder faktisk at irritere mig lidt! Hvad kalder du det her show, du har gang i?

PRÆST: En … en gudstjeneste?

DÅBSFAR: Ja, guds- tjeneste, ik' oss'? Tjeneste! Som i: Du gør os en tjeneste!

PRÆST: Arhh, sådan kan man nu ikke bare ...

DÅBSFAR: (afbryder) Husk lige på, at der er rimelig hård konkurrence på religionsområdet. Og nogle religioner byder faktisk ind med en langt bredere vifte af mere markedsorienterede produkter.

DÅBSMOR: Ja, for ikke at tale om de flotte dragter!

DÅBSFAR: Camilla, skal vi ikke lige sætte det her på høwld, og så gå over og facilitere en evaluering af moskeen ovre i Jernbanegade?

PRÆST: Lige midt i gudstjenesten?

DÅBSFAR: Ja, hvis du vil holde på kunderne, så skulle du nok overveje at profilere dig med en lidt mere resultatsøgende service!

PRÆST: (bedende) Hør nu – I kan da ikke bare gå midt i dåbsritualet. Tænk dog på barnet.

DÅBSFAR: Fuck nu barnet! (lægger barnet hårdt ned i døbefonten).Ved du hvad? Du er nødt til at spille spillet! Innovation! Disruption! Synergi! Dem, der ikke kører på den store klinge, de taber på den lange bane!

PRÆST: Hva' for en bane?

DÅBSFAR: Hva' for en … ? Du fatter bare ikke en nanometer, vel? Jeg snakker om den måde, du kører denne her bonderøvs-biks på. Tag nu denne hersens bygning. Domkirke eller hvad i kalder det. Så meget real-estate på den bedste grund i Viborg, bare så du kan køre dit lille show her hver søndag. Det er jo latterligt!

DÅBSFAR: (visionært - til sig selv) Gud, hvor ville jeg gerne have fingrene i det her sted. Jeg ku' virkelig lave noget på det. Der ku' være butikscenter. Eller nogle lækre luksuslejligheder – økologisk café i underetagen. Det er godt nok spild af plads, det her.

PRÆST: (Ved at blive irriteret) Hør lige her, Hella Djøf, det her er en kirke, ikke en aktiebørs! Det her sted er grundlagt på noget, der er en smule mere bestandigt end … disruptionrådet.

DÅBSFAR: Er det det?!

PRÆST: Ja, det er det faktisk! Noget, der er temmelig meget mere meningsfyldt end luksuslejligheder og butikscentre!

DÅBSFAR: Nådada, ja, hvis du siger det. Men så kom med det: hvad er din deal, hvad er dit game, hvad er dit pitch?

PRÆST: Jamen se på jer selv. I knokler hele livet for at tjene penge nok til at få et par år, hvor I kan vælte omkring på en strand eller en golfbane, men hvad har I egentlig gjort for at sikre jer selv EFTER pensionen?

DÅBSFAR: Efter pensionen??

PRÆST: Jeg taler om Himmeriget

DÅBSFAR: Himmeriget – er det ikke der, Mads og Trine har sommerhus?

DÅBSMOR: Himmerland

DÅBSFAR: Nåh ja.

PRÆST: Efter et hårdt liv, synes I så ikke, I skulle forkæle jer selv med lidt varig sikkerhed? Vi snakker livsstil, wellness, synergi. Fremadrettet (peger manende ud imod den lysende fremtid.)

DÅBSMOR: (rådvild, henvendt til dåbsfar) Hvad er det, han snakker om?

DÅBSFAR: (interesseret) Giv mig lidt space, giv mig lidt space!

PRÆST: Hun har ret, tænk over det. Tag en strategisk dialog med din egen åndelige rådgiver.

DÅBSFAR: Det lyder faktisk som en fremtidssikret handleplan på sigt.

PRÆST: Og om ikke andet - så tænk da på lille Gynther Gerhardt Gandalf. (tager barnet og rækker det til moderen)

DÅBSFAR: (henvendt til moderen) OK skat – det, jeg tænker, er: hvad med, at vi sikrer os på forskellige felter og spreder ham ud på lige dele buddhisme, islam, jøde, hindu og så videre, men bibeholder majoriteten her i Folkekirken?

DÅBSMOR: Ja, det lyder som en god, procesorienteret strategi.

DÅBSFAR: Super! Så er det det, vi går med!

PRÆST: Godt så! Gynther Gerhardt Gandalf Frederiksen, forsager du ...

DÅBSMOR: (afbryder) Men så burde vi tænke mere over i sådan noget som Johannes Abraham Rajesh.

DÅBSFAR: Peter Abraham Sanji lyder ret nice.

DÅBSMOR: Hvad med Andreas Josef Naresh?

PRÆST: OK, ved I hvad – gør det selv. Her er vand, her er ritualbogen. Jeg går over på Latinerly og får en bajer!