Prædiken Helligtrekonger
af Agnete Raahauge
Lovet være du, Jesus Krist,
at du menneske vorden est
født af en jomfru ren og skær
Gladelig hilst af Himlens hær.
O Gud ske lov!
---
For øjeblikket sidder der en liturgikommission nedsat af biskopperne og arbejder på et oplæg til, hvordan folkekirkens ritualer for dåb og nadver kan ændres.
Småjusteringer af gudstjenestens ritualer er sket løbende i århundreder, for selvfølgelig skal folk ikke føle at de går ind i et teater, der spiller ”Gudstjenesten da tipoldefar var barn”, når de går i kirke.
Præsten behøver f.eks. i dag ikke at sige: ”Herren være med Eder”, når ”Herren være med Jer” nu betyder akkurat det samme. Ligesom nogle gamle ord som ”tilforn, efterdi, ihvorvel” selvfølgelig skal erstattes med tilsvarende nye.
Andre gamle ord er der grund til at bevare, synes jeg, på grund af ordenes skønhed og den dybere betydning de har, end de nye, de erstattes med – tag f.eks. ordet frugtsommelig, som er noget mere poetisk end ordet: gravid. Men ritualernes sprog skal selvfølgelig ikke være påfaldende gammeldags, hvis det kan fornyes, uden at selve meningen går tabt.
Men lige netop dette: at ritualernes mening, det de skal sige, kan risikere at gå tabt i de ritualændringer, liturgikommissionen snart barsler med – det har jeg en velbegrundet frygt for.
Forleden læste jeg en kronik af en ung københavnsk præst, der også var noget så fint som forsker i kirkens fremtid. Hun havde haft 78 dåbssamtaler i løbet af et år og kunne berette, at ingen af de dåbsforældre hun havde talt med, forstod, hvad dåbsritualet sagde. For, som hun skrev, der er sket meget, siden det nuværende dåbsritual blev formuleret i 1912. Verden har udviklet sig siden, og vi tænker anderledes om mange ting, sagde hun.
Men dåbsritualet er så fuldt af gamle ord og begreber. Et ord som syndernes forladelse f.eks. – det siger ikke unge folk af i dag noget, for det ligger vore dages mennesker fjernt, at de skulle være syndere – og hvad er i grunden synd.
Ligeledes med korstegningen for barnets ansigt og bryst. Det forstår folk heller ikke i dag. Derfor mente hun, at dåbsritualet trængte til en gennemgribende modernisering, så det blev umiddelbart forståeligt.
Men når præsten ved dåben tegner korset for barnets ansigt og bryst – ”til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre, Jesus Kristus”, så er det jo, fordi det var på korset, Vorherre betalte for vores synd, som skiller os fra Gud.
Og hvis vi ikke alle som en fra fødslen af var befængt med den arvesynd, som gør, at vi i vores liv gang på gang gentager Adam og Evas tvivl på Guds godhed og faderlige omsorg – ja, så havde for det første Guds søn ikke behøvet at betale for vores synd med sit liv; for det andet behøvede vi ikke dåben i hans navn for at blive Guds kære børn – for så var alt jo uden videre i den skønneste orden med os.
Ja, vi behøvede så heller ikke gå i kirke, ikke få nadveren, hvor Vorherre igen og igen giver os sig selv og således nærer os som det Guds barn, vi blev i dåben. Så hvis vi moderniserer dåbsritualet ved at erstatte ordene ” syndernes forladelse” og ”korsets tegn” med ord, der er i mere almindelig brug i dag – ja, så ender det let med, at vi helt afskaffer dåben i dens egentlige betydning.
Og så er vi arme mennesker – ligegyldigt om vi er gammeldags eller moderne – uhjælpeligt isolerede i vores egen selvgode eller fortvivlede boble, for dåben har vi jo fået af Guds nåde, for at enhver af os skal turde stole på, at også mig har Gud Fader skænket syndernes forladelse for sin søns skyld; også mig kalder han sit eget kære barn.
Der er simpelthen ord, der er uopgivelige, hvis vi skal kunne høre, hvilken gave, vi har fået i dåben. Og når unge dåbsforældre ikke forstår dåbens betydning, så turde det være, at det ikke så meget er på grund af selve ordene, men nok så meget, fordi ordene støder imod en anden tro – vor tids tro, som vi indpodes fra barnsben af: at vi har krav på anerkendelse – også fra Gud; at vi kun bliver bedre og bedre, jo mere vi udvikler os, for udvikling er pr. definition af det gode.
Men det kunne jo også være, at de unge dåbsforældre en dag bliver så gamle og voksne, at de mister troen på sig selv og deres eget udviklingspotentiale, og at de den dag pludselig taknemmeligt fatter, hvad Gud skænkede dem i deres dåb: at de på trods af deres manglende potentiale til at vokse lige ind i Himmerige, har fået den åbne dør til Guds rige, der hedder Jesus Kristus.
For et er de sproglige barrierer i kristendommens sprog, som vi kan udjævne ved at erstatte alt for gammeldags klingende ord med nyere og mere tidsvarende. Et andet er det inderste i kristendommen, det inderste i evangeliet: syndernes forladelse ved Kristi kors. Når vi ikke forstår det, er det fordi vi støder os på det, fordi det modsiger vores selvopfattelse, modsiger, at vi er engle og ikke har brug for Guds nåde.
Her må ethvert menneske selv komme til forståelse; eller rettere sagt: her må Gud selv åbne os det glædelige budskabs betydning, så også vi hver især glæder os over det.
Og hvordan Gud gør det – det kan vi ikke sætte på formel, for det er Guds sag med hver enkelt. Evangeliet er på engang det lettest forståelige for ethvert menneske, fordi vi hver især er skabte i Guds billede og dybest i os bærer længslen efter at finde vores sande hvile hos ham. Og det er samtidig det vanskeligst forståelige, fordi den gave, det skænker os, støder mod vores tro på os selv og hver tidsalders afguder.
Hvis det kun var sproget, der hindrede os i at forstå evangeliet, så ville kong Herodes og ypperstepræsterne og de skriftkloge alle straks have forladt Jerusalem for at gå til Bethlehem og tilbede den nyfødte Jesus. For sprogligt forstod de, hvad det var stjernen, som Østerlands vise mænd fulgte, vidnede om.
De forstod også ordene synd og nåde, for de havde Guds lov i deres skrifter. De kendte Guds løfte om Kristus, for de havde profeterne i deres skrifter. Hele Biblens sprog var deres sprog – og dog ville de ikke forstå. Herodes ville ikke, fordi det gjorde ham skinsyg, at en større herre end han var født. Des skriftkloge ville ikke forstå, fordi den fattige Kristus, hvis fødsel i stalden var en forsmag på hans lidelse og død på korset, stødte mod deres selvsikre tro på, at de selv, ved at følge lovens mindste bud, kunne gøre sig syndfrie og retfærdige nok til Guds rige.
Men de tre Østerlandske vismænd, som talte et ganske andet sprog, der ikke rummede Guds nåde og menneskets synd; de tre vismænd, som aldrig havde hørt om den levende Gud, som skabte mennesket i sit billede og trods menneskenes oprør elskede sin skabning så højt, at han ville ofre sit dyrebareste, sin egen søn, for at drage det hjem til sig.. Nej, de tre vise mænd, som kun kendte den hårde ubønhørlige og upersonlige skæbne, hvis veje var mejslet ud i stjernernes baner og konstellationer; den blinde kolde skæbne, som ikke lod sig ændre… disse tre østerlandske vismænd, var det, der ved synet af stjernesolen på himlen forlod deres hjem for at drage på den lange rejse til Bethlehem.
Det var de østerlandske vismænd, der knælede for frelseren, der lå svøbt i krybben, og ofrede guld, røgelse og myrraskær af hjertens taknemmelighed. Dybt i deres hjerters inderste havde de forstået, at her var han, der var større end skæbnen; som brød stjernebanernes kolde herredømme over menneskers liv – for her lå han, som var Guds, deres skabers, åbenbarede hjertelag mod mennesker.
Gud, der elsker sine skabninger med en faders kærlighed, og ville give alt for at vi igen, til vort eget bedste, skal stole på ham, som børn stoler på deres far – Hans søn var det, vismændene så sandt fandt i krybben.
Vi skal ikke forske i, hvorfor vismændene forstod af hjertet, mens Herodes og de skriftkloge gjorde deres hjerter hårde. Det er Guds hemmelighed, som vi ikke skal stikke næsen i.
Men vi skal hver især se os selv i både Herodes og i vismændene. For i enhver af os, der er skabte til Gud, men faldne med Adam, strides Herodes modvilje mod vismændenes glade tilbedelse. Og det er til syvende og sidst kun Guds eget ord, oplyst for os ved Gud Helligånd, der kan bringe vismændenes glæde til at fortrænge Herodes stolthed.
Derfor – når det gælder forståelsen af det inderste i evangeliet, i Guds nådesord, så må vi hver især begynde med at bede, at Gud selv vil lade sit ord fæste rod i vores hjerte, så vi ligesom vismændene knæler os glade for Kristus.
Glade udi sjæl og sind
ginge de i hytten ind,
der var ingen kongetrone;
Der kun sad en fattig kone
vugged barnet i sit skød.
Østerlands de vise mænd
fandt dog stjernen der igen,
som de skued i det høje,
thi i barnets milde øje
funklende og klar den sad.
Den var dem et tegn så vist,
at de så den sande Krist,
derfor nejed de sig glade,
ofrede på gyldne fade
røgelse med søden lugt.
...
Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans guddomsord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.
Amen