Leder

Frygt ikke og husk, at Jesus selv var flygtning. Husk også, at de vise mænd jo aldrig var kommet frem til krybben, hvis det havde været i dag. Sæt ikke sikkerhed over retssikkerhed. Frygt ikke.

Sådan har det åbenbart lydt i prædikener landet over juleaften og sådan lød det i Haderslevbispens prædiken til folketingets åbning, hvor hun talte for at fordrive frygten for flygtningene og migranterne med kærlighed.

Men kan man overhovedet bruge evangeliets fortællinger og formaninger på den måde? Nej, det mener vi ikke. Det er rigtigt, at Jesus opfordrer os til ikke at frygte. Frygt ikke, for jeres Far har givet jer riget, siger Han. Men formaningen om ikke at frygte handler dog næppe om, at man fx ikke skal tage sig i agt for falske profeter og for ulve der kommer i fåreklæder, for den slags advarer Jesus imod. Han advarer om forfærdelige forfølgelser og udryddelser. Han advarer også om den store dag, om de sidste tiders komme. Han formaner til årvågenhed. Og noget af det sidste han siger, er: ”Vogt mine lam.” 

Jesu ”frygt ikke” handler ikke om, at vi ikke skal tage os i agt her i verden, men om at vi ikke skal frygte Gud. At vi kan have et forhold til Gud som barn til far. Gud er nu ikke længer vred, som det hedder i julesalmen. Vi har fred med Gud vor far. Det er julens budskab og betydning. Med denne fred med Gud, kan vi nu gå ud i verden og stride den gode strid og prøve at vælge det gode. Ikke ved at dukke nakken og tie og holde armslængde. Nej, ved frejdigt at forkynde det evangelium, der sætter mennesket frit til at gøre Guds vilje.

Men er det da ikke Guds vilje, at vi skal tage os af den arme og den forfulgte? Jo, det skal vi hver især. Men hvis den arme og forfulgte begynder at forfølge vor næste, hvad da? Når den arme og forfulgte i snart mange år har gjort det utåleligt for jøder og karrikaturtegnere at være til i Europa? Når den arme og forfulgte vil meje folk ned i hundredevis og planlægge simultane overgreb på kvinder i indtil flere europæiske storbyer, hvad så?  Så er vi naturligvis nødt til at standse ham. Ellers lukker vi ulven og lammet ind i den samme fold. 

Naturligvis skal vi tage imod folk i nød, men vi skal også se på hvad det er for en kultur de har med. Og især skal vi se på hvad det er for en kultur mændene har, for ellers importerer vi alverdens kvinders problemer hertil. Netop hændelsen i Køln og andre byer i Europa er en konsekvens af den store indvandring, og er vi ikke i stand til at håndtere dette, så kan vi ikke tage så mange indvandrere uden at der sker den slags, og værre katastrofer. Derfor er der al mulig grund til at forfærdes og frygte – men ikke over for Gud.

 

 

 

 

 

 

Støt Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel drives på frivillig basis. Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412

Konto: 3412 312 082

Vi takker for enhver støtte.

 

Med venlig hilsen

Stine Munch, Nana Hauge og Merete Bøye

Indgangsbøn og gudstjenestesyn

af Villy Klit-Johansen

Hvorfor holder jeg på den gamle indgangsbøn?

Svaret er meget enkelt. Det er, fordi den klart udtrykker det gudstjenestesyn, at det centrale i gudstjenesten er Guds ord. I gudstjenesten taler Gud til os. Jeg holder på den gamle indgangsbøn, ikke fordi der ikke må laves noget om, men fordi den er bedst.

Den gamle indgangsbøn er den, der, som de fleste husker, begynder: "Herre, jeg er kommet ind i dette dit hus for at høre, hvad du, Gud … vil tale til mig". At høre, hvad Gud vil tale til mig, er det første og det sidste. Det er det, en evangelisk gudstjeneste er til for.

Denne indgangsbøn er stadig ritualbogens og alterbogens første valg.
I mange kirker benytter man imidlertid nu en indgangsbøn fra Tillæg til Alterbogen 1993. Den er skrevet af Anna Sophie Seidelin, om hvem der i øvrigt kan siges meget godt. Men der er det problem i hendes indgangsbøn, at den rykker os og vores bøn frem på den plads, der alene tilkommer Gud og hans ord.
Indledningssætningen lyder:

Herre vor Gud,
hør os, som er samlede her
i det hus, vi har bygget for dit navn.

Her er det Gud, der skal høre på os, ikke os, der skal høre på Gud. Vægten er forskubbet fra forkyndelsen af Guds ord til vores bøn.

Jeg vil ikke foretage en sammenlignende analyse af de to indgangsbønner. Det ser jeg ikke som min opgave, selv om det kunne være nyttigt nok. Nej, det er bare de to bønners indledende sætning, der i denne omgang interesserer mig.

Sagen er den, at det er de første ord, der lyder i gudstjenesten, og derfor har de stor vægt. De kan sammenlignes med optakten til et musikstykke. Optakten skal være i samklang med musikstykkets helhed. Den skal på relevant vis lægge op til det musikstykke, der nu begynder. De omtalte sætninger "giver tonen an" til hele gudstjenesten. Derfor må vi spørge om, hvad en evangelisk-luthersk gudstjeneste er.

Her kan vi med fordel tage Luther til hjælp. I slotskirken i Wittenberg fangede en malet indskrift lige indenfor indgangsdøren for nogle år siden mit blik. Det var et citat af Martin Luther med følgende ordlyd (i min oversættelse): "Det, der skal ske i dette gudshus, er, at vor kære Herre selv vil tale til os gennem sit hellige ord, og vi på vor side skal tale med ham gennem bøn og lovsang." (Jeg bringer også lige citatet på tysk, så læseren kan kontrollere: "In diesem Gotteshause soll es geschehen, dass unser lieber Herr selbst mit uns rede durch sein heiliges Wort und wir wiederum mit ihm reden durch Gebet und Lobgesang.")

Citatet på væggen i Wittenberg Slotskirke er i øvrigt beskåret. I den oprindelige sammenhæng opfordrer Luther indtrængende sine tilhørere til sammen med ham at sørge for, at "intet andet foregår i dette hus, end at vor kære Herre selv vil tale til os" osv. Det kan vi så lige tænke lidt over.

Sammenhængen, som citatet stammer fra, er den indvielsestale, Luther den 5. oktober 1544 holdt ved indvielsen af den interessante kirke i Schloss Hartenfels i Torgau. Talen har haft overordentlig stor betydning for luthersk gudstjenesteforståelse. Luthers syn er kort fortalt, at gudstjenesten består af Guds tiltale og menighedens svar.

Det er lidt ligesom med Fadervor. Herrens bøn begynder med Guds dagsorden, helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje, og først derefter kommer vor dagsorden, giv os i dag vort daglige brød osv. Gudstjenesten skal også begynde med Guds dagsorden, og først derefter kommer vor dagsorden, der bør underordnes Guds dagsorden. Gudstjenesten er kommunikation, nærmere bestemt tiltale og svar. På tysk: Wort und Antwort. På tysk kommer det tydeligere frem end på dansk, at der er en korrelation mellem tiltale og svar, og at tiltalen kommer før svaret.

Det er netop det, der går galt i Seidelin-bønnen. Den sætter vores bøn i spidsen. Men hvordan kan menigheden svare på en tiltale, der endnu ikke har lydt? Jeg skal ikke udtale mig om afdøde fru Seidelins teologi generelt, det har jeg ingen forudsætning for, men denne formulering er i hvert fald i god overensstemmelse med den stigende religiøsitet, vi kan konstatere i disse år.

Vi lever i en meget religiøs tid. Religionsforskerne kan fortælle, hvad vi i øvrigt ikke kan være uvidende om, hvis vi lever med i vores tid, at mennesker vel at mærke selv vil sammensætte deres tro af elementer fra forskellige religiøse traditioner. Det kan ikke nægtes, at det betyder, at mennesket sætter sig selv i centrum, hvor kristendommen sætter Gud i centrum. I dag vil mennesker have spiritualitet og religiøse oplevelser, ser det ud til. Og i Folkekirken er mange parate til at levere, hvad tiden efterspørger.

Hvem har i dag lyst til at høre et nyskabende, befriende, frelsende, ord fra Gud til alle mennesker? Jeg kan ikke besvare spørgsmålet, men erfaringen gennem et par tusinde år synes at vise, at der altid er nogle, der vil. Og i øvrigt må vi med stor frimodighed henholde os til ordene i Esajasbogen: "sådan er mit [Herrens] ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde." (Kap. 55, v. 11).

Jo, det store opgør med den religiøse idealisme og moralisme, der begyndte i 1920erne og kom til at bestemme dagsordenen gennem det meste af det 20. århundrede, har fået fornyet aktualitet. Opgøret havde et ægte reformatorisk ærinde. Det vil i virkeligheden sige et sjælesørgerisk ærinde. Det er en overraskende trøst og stor glæde, at "vor kære Herre vil tale til os…"

Et af de vigtige spørgsmål var: Er religiøsitet at forstå som en søgen efter Gud eller som en flugt fra Gud? Det korte svar må i dag være: Den er sikkert begge dele. Religiøsitet er en tvetydig størrelse. Hvad gudstjenesten angår, skal den ikke dyrke religiøsiteten. Fokus skal ikke være på spiritualitet og moral, men på Guds ord til tugt af de hovmodige og til trøst for de fortrykte.

Hvis religiøsitet, som meget tyder på, er et menneskeligt vilkår, medbringer vi vore religiøse spørgsmål, eller skal vi sige eksistentielle spørgsmål, når vi kommer til kirke. Vi, også præsten, kommer til kirke som mennesker med menneskelige erfaringer, smerter, længsler og kommen til kort. Dette behøver ikke ekspliceres mere, end gudstjenestens bibeltekster og dåbens og nadverens ord lægger op til. Tages teksterne alvorligt, kan gudstjenesten ikke undgå at blive et møde mellem mennesket og evangeliet. Men der bør ikke rejses tvivl om, at essensen i gudstjenesten er evangeliet. Vi skal høre Guds ord.

Mindre væsentligt, men ikke helt uden betydning, er det, at Seidelins bøn er i vi-form, hvor den gamle var i jeg-form. Jeg-formen dækker over, at indgangsbønnen er et særligt dansk fænomen, der har sin helt egen historie. Egentlig er den, som formen viser, tænkt som den enkeltes personlige bøn før den fælles gudstjeneste.
Seidelins indgangsbøn derimod fremtræder som endnu en gudstjeneste-kollekt (fælles-bøn). Men jeg vil mene, at vi har bønner nok i gudstjenesten. Ikke at jeg har noget imod bønner, naturligvis ikke, men der skal være en vis balance. Derfor vil jeg sige: Hvis man endelig ikke vil bruge den gamle, så afskaf hellere indgangsbønnen som sådan, selv om jeg vil mene, at det ville være et tab, fordi den klassiske bøn både er sprogligt smuk og udtrykker gedigen kristendom. Men jeg vil kunne leve bedre helt uden indgangsbøn end med en bøn, der, placeret på dette meget vigtige sted i spidsen af gudstjenesten, forrykker hele perspektivet.

Til sidst en bemærkning om en markant sproglig forandring, man kan iagttage i medierne. Man støder af og til på den sprogbrug, at de kristne om søndagen samles til bøn. Det er noget nyt, som vidner om en betydelig uvidenhed om kristendom. Gad vidst, om det er en afsmitning fra den muslimske sprogbrug. Journalisterne ved, at muslimerne samles til fredagsbøn, og så tænker de, at kristne vel også mødes til bøn, blot om søndagen. Men det er en forkert slutning, der, som sagt, vidner om uvidenhed. Bøn er muligvis en dækkende samlet betegnelse for muslimernes fredagssamling. Men kristne mødes nu engang i Guds hus for at høre, hvad Gud vil tale til os. Det skal være det, der fra første begyndelse slår tonen an til hele gudstjenesten. "Herre, jeg er kommet ind i dette dit hus for at høre, hvad du, Gud … vil tale til mig"

Jesus vil heller ikke noget med kirken i år

af Kevin Asmussen

Når der tales og diskuteres om kirkens fremtid og særligt dens fornyelse, har jeg bemærket, at det tit kommer til at handle om Jesus. Hvordan ville Jesus have set på tingene? Hvad ville Jesus have gjort?

For år tilbage deltog jeg i en præsteindsættelse med efterfølgende middag. Præsten, der skulle på barsel, holdt tale til sin vikar, og store dele af talen handlede om, hvor svært hun havde det med at skulle tage afsked med en menighed og et sogn, der var blevet som et barn for hende. Et barn, måtte man forstå, som man jo følger dag og nat, opdrager og trøster og sætter plaster på og en sut i munden, når det græder.

Men så håbede hun da, at vikaren ville tage sig godt af barnet, nu hvor hun måtte være væk et stykke tid. Hun gav instrukser om at give menigheden udelt opmærksomhed og kærlighed. Nurse lidt, og så ellers bare være der – ligesom en babysitter når forældrene er ude. Ja, lidt ligesom Jesus ville have gjort, lød det underforstået.

Og denne Jesus spænder man så også for sin vogn, når kirkens, menighedslivets og præsterollens fremtid skal arkitekteres på de såkaldte visionsmøder, som enhver kirke med respekt for sig selv sætter på plakaten for at markere, at man dog stadig vil noget med sin kirke.

Hvad ville Jesus have gjort, hvis han skulle bygge kirke og holde gudstjeneste i dag? Hvordan ville Jesus mon være som præst?

En del steder er ræsonnementet helt åbenlyst, at Jesus ville i hvert fald ikke have brudt sig om orgler. Heller ikke salmerne. Præstekjolen ville han have gjort til grin, for slet ikke at tale om kirkebænkene. Bibelen ville han nok heller ikke have brudt sig synderligt om. Ud med prædikestolen, fordi vi skal kunne tale med hinanden i øjenhøjde. Jesus talte jo ikke ned til folk, men talte demokratisk, kærligt og direkte ind øjnene. Og det hele behøver vel ikke engang at foregå inde i kirken. Jesus selv bevægede sig for det meste rundt udenfor.

Og i en snæver vending kan vi ved hjælp af den gode Jesus få orgelet til at forstumme og salmesangen til at klinge ud. Vi kan få præsten frem i cowboybukser. Kirkebænkene hugger vi om, og vi sætter caféborde ind, så det bliver mere hyggeligt. Bibelen behøver vi ikke læse så meget i, for Jesus var mere til happenings. Så hellere noget drama eller endnu flere billeder på powerpoint. Bagefter kunne vi samtale i skæret af 200 tændte stearinlys, som præsten har tændt i Jesu ånd.

Nu sagde jeg nok præst, men også han skal jo være en kopi af Jesus, og derfor er han slet ikke et rigtigt menneske længere. Han er blevet ren kærlighed, bare kærlighed og himmelsk omsorg.

Menigheden er nemlig heller ikke længere bare en menighed, et kedeligt, lokalt fællesskab, nej menigheden er blevet noget så fint som et uopdyrket opdragelsespotentiale af ubehjælpelige børn, som ikke ved endnu, i hvor høj grad det hele er synd for dem. Det er synd, mener man, at de ikke har følt Guds kærlighed. Det er synd, at de er blevet ofre for kapitalens krav om arbejdsomhed og flittighed. Det er synd for dem, at de har et ansvar. Men så er det godt, de er kommet hen i den hyggelige kirke, hvor man til formålet oven i købet har købt og placeret en rød sofa til dem, der har brug for at tale lidt mere intimt og fortroligt med ham, man engang kaldte præst, men som nu bare er kærlighed. Nu skal det løftes fra dem: selvhad, travlhed, neuroser, stress, ansvar og alt det andet, som ikke er godt for børn og barnlige sjæle. Nu skal der elskes og skabes relationer, fordi relationer er altså bare det vigtigste, og alle skal føle sig elsket som dem, de er.

Så hyggeligt, kærligt, demokratisk og himmelsk ville det være at gå i kirke, hvis man havde spurgt Jesus. Og det gør man så rundt omkring i de små sogne, når kirkens og menighedens liv skal drøftes.

Misforstå mig ikke. Samtaler og diskussioner om gudstjeneste, kirkerum, belysning, altervin, salmesang og alt det andet er vigtige og væsentlige.

Men hold Jesus udenfor. Han vil ikke noget med kirken. Heller ikke i 2016.

Om religionsmøde-kvalifikationer

af Hans Hauge

Folkekirke og Religionsmøde er en organisation, som har nedsat en tænketank. Organisationen har visioner, for det skal man have i dag. Dernæst betjener den sig af alle de plusord, som man også helst skal betjene sig af. Det er ord som dialog og mangfoldig og ikke mindst det ord, som alle bruger: udfordringer. Alt er en udfordring. Det kommer fra amerikansk politisk korrekt sprogbrug, hvor mennesker ikke er handicappede, men physically challenged. Og en rumraket hed Challenger. Og et triatlon-løb hedder ChallengeDenmark.

De andre religioner er nu blevet en udfordring ligesom alt andet. Men er de det? Altså en udfordring? Måske en mindre vigtig udfordring, men sandelig ikke den største. Udfordring er et ord, der dækker over fare eller trussel. Hvad truer folkekirken? Da ikke religion eller andre religioner, men derimod irreligiøsitet, ateisme, den politiske venstrefløj og ligegyldigheden (dechurching). Tænketanken har valgt et sikkert emne, men der er fare for, at det bliver udenomssnak, fordi den ikke vil tage den reelle udfordring op.

Organisationens tænketank har udsendt en rapport "Vedr. udredning og anbefalinger om religionsmødekvalifikationer i fremtidens uddannelsesforløb for præster i folkekirken". Rapportens største svaghed er dens vaghed. Den taler om en underlig størrelse, der hedder 'samfundet', men den mener vel Danmark. Ved at tale pseudo-sociologisk kommer den til at skrotte historien. Og den undlader totalt at tænke politik og kirke sammen. Ahistorisk og apolitisk er den.

Præster har jo altid mødt andre religioner, men skal der i dag særlige kvalifikationer til? Den religion, præsterne mødte i f.eks. 1950'erne, var folkereligionen. Og den religion gjorde de op med, så godt de kunne ved at konfrontere religionen med evangeliets syrebad. Senere gjorde teologer som Johannes Aagaard op med de nyreligiøse bevægelser, og religionskritikken udgik fra Dialogcentret i Aarhus. I dag gør man ikke op med noget eller nogen; man, dvs. tænketankens medlemmer, synes, at præsterne skal gå i dialog med de andre religioner, men de andre religioner er stort set kun islam og lidt buddhisme. Jehovas Vidner, baptister, katolikker, mormoner osv. nævnes ikke i rapporten. De er ikke udfordringer. Besøger bisperne aldrig mormontemplet i København? Og lader sig filme dér?

Jesus nævnes kun et sted i rapporten, idet biskop Marianne Christiansen refererer en muslim, der påstod, at danskerne ikke vidste, hvilken religion de har. "Vi (muslimerne) kender godt Jesus, for han er en højtæret profet, men danskerne kender ham ikke". Nej, det har han ret i. Vi kender ham da ikke. Det ved vi fra Brorsons julesalmer. Og "kender du Jesus?" var noget, en missionsmand kunne spørge om i fortiden, men rapporten er renset for mission; det er erstattet af vision. Marianne Christiansen kunne have sat denne uvidende muslim på plads og fortalt ham, at vi ikke ærer Jesus højt – han blev som bekendt korsfæstet – og at han på ingen måde er en profet. Vi har lagt arianske kætterier bag os. "Religionsmøde kristnede danerne". Sådan omskriver Marianne Christiansen historien. Det var mission, som kristnede danerne. Danerne forsøgte at forhindre det, men det lykkedes ikke at holde kristendommen ude. Skal religionsmøde kristne muslimerne? Ikke meget tyder på det. Rapporten er jo ikke indremissionsk. Mission er overgreb, men dialog er – ingenting.

Der bruges både ordene dannelse og uddannelse, men hvorfor dannelse? Præsterne skal kun gennem uddannelsesforløb og ikke dannelsesforløb. Der arbejdes med noget, der hedder "kontekstuel teologisk dannelse", men ordet kontekstuel forklares ikke. Under denne overskrift står der den slags prikker, som en computer kan lave, og så læser vi:

At kunne gennemtænke og tolke kristendommen ind i den komplekse kontekst, der udgøres af et demokratisk og sekulært samfund, hvor forskellige religioner og livssyn spiller en væsentlig rolle.

Her kom en slags forklaring på konteksten. Det er Danmark, men nationen beskrives som et demokratisk og sekulært samfund. Hvorfor "demokratisk"? Det er da ikke noget nyt eller truet. Og "kompleks"? Det rimer på kontekst, men er mest luftguitarsnak. Det er rigtig teologisnak at sige "tolke ind i". Betyder "tolke" her: oversætte? Og hvordan gennemtænker man noget ind i en kontekst? Sproget har helt forladt virkeligheden.

I det næste afsnit får vi at vide, at samfundet, der er sekulært, ikke er sekulært, men at der bliver mere religion. Samfundet er sekulært og ikke-sekulært. Mig bekendt har forskellige religioner altid spillet en rolle, men om den er væsentlig, ved jeg ikke. Hvorfor navngives disse forskellige religioner ikke? Hvor mange er der?

3. kapitel hedder: Nye udfordringer for præsten i et samfund med forskellige religioner og livssyn skrevet af Annette B. Bennedsgaard. Det er igen en underlig abstrakt måde at skrive om Danmark på, for det er vel det land, der tænkes på med ordet "samfundet"? Vi skal faktisk gætte os til, at det er Danmark, det handler om, men vi får da nævnt Anders Fogh Rasmussen, der ikke havde forstået Luthers toregimentelære, som Ulrick Becker Nissen belærer os om.

Anette Bennedsgaard indleder med denne sætning: "Samfundet har et ambivalent forhold til tro". Det er altså ikke let at finde ud af, hvem der har dette ambivalente forhold og til hvilken tro? Hvad menes: Staten, Grundloven, befolkningen, skolen, kunsten, kulturen? Mener hun civilsamfundet? Markedet? Hun er dog helt på det rene med, at vi afsekulariseres. Hun beskriver dernæst religion som noget, der udbredes af folkekirken og moskeerne. Der er "missionsoffensiv fra både muslimsk og kristen side" – som om det er side by side. Men er det godt, at der er en sådan muslimsk offensiv? Hun har ikke megen fidus til de teologiske uddannelser, der beskrives som reservater. Det gør, at de teologistuderende tror, de befinder sig i et homogent enhedssamfund. Det tror jeg faktisk ikke, de går rundt og tror.

Hun påpeger rigtigt, at vi går fra mindre til mere religion i Danmark, men hun tager fejl, når hun mener, at vi er gået fra et homogent til et ikke-homogent samfund. Der var religiøs mangfoldighed i Danmark også før i tiden, det blev blot ikke beskrevet med dette intetsigende modeord: mangfoldighed. Mange landsbyer var delt i to uforsonlige lejre mellem missionske og ikke-troende; hvorfor mon der blev bygget valgmenighedskirker? Homogenitet? Religionsmøde? Nej, det var en kamp om sandheden. Og frelsen. Bennedsgaard antyder, at kirken burde være til stede på fitnesscentre. Ja, hvorfor ikke? Fitnesspræster ville da være en innovativ ide – skal præstekjolen skiftes ud med en mankini?

Ulrick Becker Nissen diskuterer forholdet mellem privatsfære og offentligt rum. Forskellen mellem offentlig og privat er selve ideen med det liberale samfund i modsætning til fortidens socialistiske. I dag giver det ikke megen mening at skelne mellem offentlig og privat. Muren imellem dem er brudt ned. Både Bennedsgaard og Nissen nævner flere gange begrebet autenticitet, som var det noget religiøst. Lionel Trillings berømte skelnen i bogen Sincerity and Authenticity fra 1972 beskrev det moralske skred fra ærlighed (være tro mod en selv) til det problematiske og moderne begreb om autenticitet. Nissen trækker vist nok på nogle kommunitarister – Trilling var liberal – som M. Walter, og han må vel mene Walzer? Er det meningen, at danske præster skal dannes efter amerikanske kommunitarister (til oplysning: Bill Clinton sværmede for kommunitarismen)? Kommunitarister har våde drømme om de tabte fællesskaber. De er antimodernister.

Det hele koges ned til, at præsten kommer et sted fra og ikke kommer med et View From Nowhere, som er en titel på en bog af den jødisk-amerikanske filosof Thomas Nagel, som ikke nævnes. Også hos Nissen er der et afsnit, der hedder Udfordringer for præsten. Nissen lægger afstand til tanken om konsensus, og det er en god ting, men hvorfor "liberale positioner" kan være undertrykkende, kan jeg ikke forstå? Han arbejder også med en forestilling om "det profetiske vidnesbyrd", der går ud på, at præsten skal modsige livssyn og tendenser i samfundet. Præsten skal sige fra. Kunne det være at modsige det, at Danmark modtager for mange migranter? Hans skelnen mellem Aeropagos-præsten og præsteskabsmotivpræster – Første Petersbrev – forekommer som noget af det bedste i hele rapporten.

Men lad os lige tage Bennedsens tomme diagnose en gang til:

At kunne gennemtænke og tolke kristendommen ind i den komplekse kontekst, der udgøres af et demokratisk og sekulært samfund, hvor forskellige religioner og livssyn spiller en væsentlig rolle.

Problemet er da ikke, at forskellige religioner og livssyn spiller en væsentlig rolle, men derimod at de ikke gør. Det gør derimod kulturelle og politiske forskelle.

Problemet med indvandringen er: jo flere indvandrere, jo færre medlemmer af folkekirken. Hvis man altså er tilhænger af folkekirken, er det et problem, men det er der færre og færre, der er. Omtrent halvdelen af danske præster stemmer på partier, der vil nedlægge folkekirken. Det ville da være vigtigt, at Marianne Christiansen oplyste, hvad hun er politisk og ikke skjulte det. Politik er i et demokratisk samfund altid partipolitik.

Hvis man ikke er tilhænger af folkekirken, da er indvandringen en gave, for den forandrer samfundet og folkekirken. Hvorfor tror man, at stat og kirke er adskilt i Sverige og på vej til at blive det i Norge? Det er åbenbart, at hvis man placerer 100 asylansøgere i en landsby på 100 mennesker, så går medlemstallet ned med 50 procent.

Problemet er også kulturlivet og centrum-venstre i det politiske system: især De Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten. Kulturen først. Kulturlivet er totalt uinteresseret i kirken, på nær når det kan bruge kirkerum til koncerter, for der jo sådan god stemning i en kirke. Kirken eksisterer ikke for kunsten, mens kirken er åben, næsten tilbedende, over for og af den selvsamme kunst. Selvpinende lukker den f.eks. Henrik Nordbrandt eller Benny Andersen ind i kirkerummet, vel vidende at de hader og foragter kirken og Danmark. Tænketanken burde langt snarere koncentrere sig om politikermøde. Der er Radikale, som vil afskaffe helligdage – og kongehuset. Partiet vil adskille stat og kirke. De Radikale er et langt større problem end muslimerne, der ikke ytrer den slags radikale ønsker. Det er da et langt større problem at have en præst der er med i De Radikale, end en der måske tror på reinkarnation, for denne tro har ingen praktisk betydning.

Socialdemokraterne er også på vej mod at ville adskille stat og kirke; og Alternativet og SF vil også. Med andre ord: det er den politiske venstrefløj, der er præsternes største udfordring. Det er som bekendt de borgerlige partier, der i dag værner om folkekirken, det er de borgerlige, der går i kirke, og det var det, som kom til udtryk i regeringsgrundlagets "Danmark er et kristent land". Det betyder, at regeringen vil bevare folkekirken, som den er. Det skriver man kun, fordi centrum-venstre vil privatisere religionen og fjerne den fra det offentlige rum. Det er ufatteligt, at den omsiggribende humanisme og ateisme ikke nævnes. Eller det fatter man, fordi man satser på de andres religion, for dermed at se bort fra problemerne.

Anders Laugesen skriver, at de præmisser, som vi bygger vor selvforståelse på, er "undergravet". Og hvem undergraver denne selvforståelse? Det politiske venstre, hvem ellers? Laugesens historie er den velkendte om, at engang var "samfundet" (dvs. Danmark) homogent, og nu er det "livstolkningsmæssigt uhomogent". Hal Koch sagde i sin tid, at vi var fælles om det politiske, men ikke det kulturelle. Det har han ret i. Vi har ikke nogen homogen kultur og har aldrig haft det. "Sognet er en af mange rammer for religiøst fællesskab"? Hvad betyder mon det? At gå i kirke er at forlade fællesskabet, der spiller badminton, går i Bilka eller slår græsplæne i kirketiden. Laugesen taler om alle mulige former for "religiøsitet". I den situation skal det atter fremhæves, at kristendommen ikke er en religion, men religionskritisk. Hvad er det, som han taler om, andet end folkereligionen, og det meste af den er ren kitsch og pop.

Kan det virkelig være noget nyt, at der er en tæt sammenhæng mellem religion og politik? Rapporten er apolitisk og derfor tam og ufarlig. Dens analyser af "samfundet" er klicheprægede som dette: "Vi lever nu i et mangfoldigt samfund, og mangfoldighed betyder, at der er 250,000 muslimer, og der bliver flere." Det er et held, at rapporten blev skrevet før flygtningestrømmen, for så kan enhver forestille sig, hvad de nye udfordringer vil være.

Det vigtigste i livet kan ikke kontrolleres

af Lærke Grandjean

I trosspørgsmålet såvel som i det pædagogiske må man være villig til at se det risikable i øjnene

Verden ser målløs til, mens Danmark sælger ud af værdierne tillid og tro i undervisning og uddannelse. "I danskere har Grundtvig, Kierkegaard og Løgstrup. I er verdensberømte for at skabe lykkelige, skabende og demokratiske borgere. Hvorfor peger I ikke på en anden vej end OECDs og PISAs ødelæggende konkurrence vej, som er ved at nedbryde mennesker og maskingøre uddannelse?", lyder det fra international pædagogisk forskning.

Valget står mellem tillidens vej - eller målingsvejen. Ad den ene kan man aldrig garantere, at uddannelse lykkes. Man kan håbe og tro på det. Man kan vise tillid til de lærere og den skole, der skal varetage det daglige undervisningsarbejde. Ad den anden vej kræves garantier, og uddannelsesresultaterne kontrolleres derfor hyppigt med maskinelle læringsmålingstests.

Flertallet af danske politikere har vedtaget at gå ad sidstnævnte vej, og den nye læringsfolkeskole følger blindt OECDs og PISAs håbløse politik i troen på, at kundskaber og viden er noget, man kan proppe ind i mennesker. Man mener, man kan teste og måle sig frem til, hvor meget eleverne indoptager. Skolen er blevet som en svineproduktion. Får vi gode samfundsborgere ud af det?

Det spurgte jeg i februar den hollandske uddannelsesforsker Gert Biesta om. Mellem to forelæsninger, og i de timer bilturen mellem København og Aarhus varede, gjorde han det klart, at den nye danske læringsskole er en fatal fejltagelse. 

Den danske regering har sammen med kommunerne tildelt milliarder af kroner til at øge maskinernes indtog i skolen.  Pengene er til it-udstyr og til forskningsprojekter, som bl.a. handler om, hvordan læreren løbende - med computerprogrammer - skal tjekke elevens læring via en række spørgsmål til den enkelte elev. Lærerens opgave er så ud fra spørgsmål og elevsvar på computeren at teste elevens tegn på læring, at evaluere elevens læring og vurdere om eleven har nået de nationale læringsmål. "Det lyder for mig som den samme måde, hvorpå man opdrætter svin. Jeg vil sige, at det nærmest er en latterlig opfattelse af, hvad uddannelse indebærer", siger Gert Biesta.

Læringsplatforme, digitalisering af elevernes læring og input-output-tankegangen vil udradere det menneskelige dannelsesaspekt. Men så ødelægges uddannelse ifølge Gert Biesta. I stedet skal man stille spørgsmålene: Hvad er god uddannelse? Hvad er formålet? Hvis formålet bl.a. er at danne mennesker til et levende demokrati, et bæredygtigt miljø og en voksende omsorg for hinanden, så er Gert Biestas råd til danske politikere og lærere kort og godt:  Vær ikke en logrende hale til den læringsvanvittige OECD og PISA-hund.

I skolen skal man, diametralt modsat OECDs og PISAs anbefalinger, først og fremmest vægte undervisning - ikke læring (som kan foregå alle andre steder, uden for skolen).

Gert Biesta begrunder: "Jeg skelner mellem to måder [undervisning og læring], hvorpå man kan beskrive forholdet mellem en studerende og en lærer. Oplevelsen af at blive undervist er en oplevelse, hvor noget kommer til dig. Noget, som du ikke har med at gøre, som er ude af din kontrol og ude af dine hænder. Den infantile reaktion på at blive undervist er at sige, åh, jeg kan ikke lide det, jeg vil have kontrol, så jeg skubber det tilbage. Men oplevelsen af at blive undervist er meget vigtig, hvis man altså ønsker at fremme ansvarlighed og selvstændighed."

Gert Biesta sammenligner Danmarks nye læringsskole med den ene af de to skabelsesberetninger i Bibelen. Gud, Jahve, producerer noget, og så ønsker han at være sikker på, at det, han producerer, nemlig mennesker, opfører sig, som han vil have det. Denne skabelsesberetning kan ses i et produktionsagtigt lys, hvor vores forhold til verden tænkes som produktion. Hvis man smider det risikable ud, så bliver det produktionstanken, der vinder. Men en sådan produktionstanke på uddannelse skaber ikke ansvarlige og selvstændige mennesker.

I den anden skabelsesberetning fra Bibelen ønsker Gud, Elohim, derimod, at mennesket skal være voksent, være et subjekt i sig selv, altså frit og uafhængig af skaberen. Kampen mellem på den ene side at være dén, der skaber og på den anden side at være bevidst om at det, man skaber, dybest set er hinsides éns kontrol, er en enorm risiko, som må tages.

I uddannelse, hvor menneskelige handlinger skabes, må man vælge, om man vil skabe selvstændighed og ansvarlighed eller ej, også selvom det er langt mere risikabelt og lidelsesfuldt. Hvis vi forsøger, som Jahve gør i Bibelens ene skabelsesberetning, at smide det risikable ud, så viser man ikke interesse for, om mennesker bliver subjekter men tænker dem blot ind i en produktion. Det er ikke en uddannelsesmæssig gestus. 

Gert Biesta inddrager det religiøse sprog samt forestillingerne fra Bibelen som en underløbende strøm i hele sin pædagogiske forskning. Dermed står han ved, at pædagogik er et "svagt projekt", hvor det, ligesom i trosspørgsmål, er umuligt at give garantier for, hvordan det virker. Det kræver mod af en pædagogisk forsker således at sprænge de ellers faste forestillinger om, at pædagogik og tro skal holdes adskilt. 

Måske skal vi i Danmark tilsvarende finde modet til at bringe folkeskole og folkekirke, altså viden og tro, sammen og sige, at lærerne og skolen har en art forkyndende opgave, forstået som aktuel tiltale om det at tro, som et kald til afgørelse. Er det på tide at sprænge rammerne og indse, at uden at inddrage kaldet til tro, håb og kærlighed, altså at tiltale et religiøst indhold ind i det pædagogiske, bliver pædagogik og uddannelse taget på sengen i spørgsmålene om, hvad et menneske er, ogg hvad skolens formål er. Så står vi uforstående tilbage og spørger: Hvorfor er det gået så skævt?

Den (manglende) religiøse debat er som gløder, der upåagtet enten kan flamme med faretruende fanatisk fromhed - eller slukkes og føre til gold og iskold åndløshed. Men samme gløder kan med den rette omhu blusse med en ild, der kan live op midt i den maskinelle aktivitets- og kompetencekulde.

Vor hjemlige Grundtvig, Kierkegaard og Løgstrup kan i høj grad bidrage til en sådan oplivende religiøs debat.

I trosspørgsmålet såvel som i det pædagogiske må man være villig til at se det risikable i øjnene, for det vigtigste i livet kan ikke kontrolleres. Man kan ikke kontrollere, hvad tro eller viden gør ved det enkelte menneske, heller ikke om det gør nytte for samfundet. Man kan håbe på det, men ikke vide det med sikkerhed. Det er det grundlæggende udgangspunkt, hvis man i folkeskolen vil skabe ansvarlige og selvstændige samfundsborgere, der samtidig både er oplyste og har øjne og ører åbne for troens muligheder.

Skolen og dens lærere hverken kan eller skal altså garantere, at børn og unge går ud af skoleporten parate til et levende demokrati, et bæredygtigt miljø eller omsorg for hinanden. Samfundet og dets politikere kan skabe rammer og håbe på, at det sker - men man kan aldrig vide det med sikkerhed.

I stedet for at tænke uddannelse ud fra en produktionstankegang, sådan som det sker i den nye læringsfolkeskole, skal politikerne og samfundet vise tillid til og tro på, at lærerne og skolen gør alt, hvad der står i deres magt for at skabe god undervisning.

Hvis man altså stadig ønsker, at skolens formål skal være at danne mennesker til åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

 

Det almene præstedømme

af Peter Balslev-Clausen

Forestillingen om det almene præstedømme er grundlæggende for de protestantiske kirkers selvforståelse. Tanken om det almene præstedømme var ikke ukendt i den katolske kirke før reformationen i begyndelsen af det 16. århundrede, men det var Martin Luthers kirkesyn, der for alvor satte forestillingen om det almene præstedømme på dagsordenen. Det klassiske sted, hvor Luther gør rede for sit kirkesyn, er hans åbne brev til den tyske nations kristne adel om kirkens forbedring (An den christlichen Adel deutscher Nation von des christlichen Standes Besserung) fra sommeren 1520. Det er her, han skriver, at "hvad der er krøbet ud af dåben, kan opfatte sig som allerede indviet til præst, biskop og pave", dvs. indviet til at stå ansigt til ansigt med den treenige Gud og til at være mellemmand mellem Gud og mennesker. Luthers kirkelige embedsforståelse skal ses på baggrund af den katolske embedsteologi. Udgangspunktet for denne teologi var – og er også i dag – messeofferet, præstens genkaldelse af Kristi Golgata–offer med dets fulde virkning, tilgivelsen af alle synder over for Gud og mennesker. I nadveren frembærer præsten Kristi offer over for Gud. Dette kan han, fordi præstevielsen gør han til ét med Kristus som Kristi stedfortræder.

Luther brød afgørende med dette katolske kirke– og embedssyn. I modsætning til den katolske opfattelse, at det er bispe– og præsteembedet, der er kirkekonstituerende (jfr. Matth. 16,13–20 og Johs. 21,15–19), gjorde Luther gældende, at det er dåben, der er grundlæggende, dvs. konstituerende for kirkens og den enkelte kristnes gudsforhold. Hver enkelt kristen står efter Luthers opfattelse på samme måde som en katolsk præst ansigt til ansigt med den treenige Gud og er i samme grad ét med Kristus. Samtidig tog Luther kategorisk afstand fra det katolske nadversyn, der efter hans opfattelse var et udtryk for gerningsretfærdighed, idet det var præstens gerning, der aktualiserede Golgata–offeret og Guds tilgivelse af nadvergæsterne.

Det var Luthers opfattelse, at præsten er en funktion af det almindelige præstedømme og ikke omvendt, som det var – og er – den katolske opfattelse. Præst er den, som menigheden kalder til at være det. Efter katolsk opfattelse giver indvielsen præsten en grundlæggende ny uudslettelig karakter, en character indelebilis, der er uafhængig af, om han er præst for en menighed eller ej. En protestantisk – luthersk – præst er kun præst, når han er præst for en menighed, der har kaldet ham.  Før ansættelsen som præst og efter afskeden er præsten i luthersk forstand lægmand som alle andre. En luthersk præst er sin menigheds medhjælper og sparringspartner. Som medhjælp forestår han eller hun gudstjenesten med sakramenter og kirkelige handlinger. Som sparringspartner som bibellæser, sjælesørger og evangelieforkynder trækker præsten på sin teologiske uddannelse. Det er derfor den teologiske uddannelse og ikke præstevielsen – ordinationen – der er forudsætningen for en luthersk præsts kaldelse til præst. I kortform: den katolske præst skal være hellig, den protestantiske – lutherske – skal være lærd.

Der er to områder, hvor man i folkekirken taler om det almindelige præstedømme, i gudstjenestesammenhæng og i organisatorisk sammenhæng, dvs. når det drejer sig om lægfolks medvirken ved gudstjenesten, og når det drejer sig om menighedsråds arbejde og deltagelse i kirkens styrelse. Med hensyn til lægfolks opgaver i gudstjenesten er den i en luthersk sammenhæng ikke et spørgsmål om, hvorvidt den pågældende er ordineret eller ej, men om, hvorvidt vedkommende er kaldet til opgaven eller ej. Til oplæsning af tekster, bibeltekster eller faste bønner, kræves der ikke andet, end at vedkommende kan læse og har en tydelig og klar stemme. Som prædikant skal lægfolk ligesom præster have en relevant bibelteologisk baggrund/uddannelse. De, der er utilfredse med, at gudstjenesten normalt er præstestyret, og gerne vil have den gjort mere nærværende ved at give lægfolk funktioner i gudstjenesten, vil opdage, at det stadig er en anden, eller andre, der fører ordet i gudstjenesten, ligesom lægmandsoplæsning og -hjælp ved altergangen ikke gør gudstjenesten mere folkelig, men løsner den forbindelse mellem forkyndelsen og altergangen, som præstens person signaliserer.

I den lutherske kirke bliver menigheden – eller "lægfolket" – i øvrigt ikke myndigt ved at læse tekster op, men ved at synge med på salmerne, ved at høre på prædikenen, tilegne sig bønnerne og gå til alters. Gudstjenesten bliver ikke til et "vi" ved at en anden end præsten læser teksterne op osv. Det gælder også nadveren. I forhold til Vor Herre behøver det ikke at være en præst, der forestår den, men i forhold til menigheden, og dermed den enkelte, der deltager i nadveren, er præsten den, der af menigheden er sat til at betjene menigheden. I luthersk nadverforståelse hænger forkyndelse og nadver uløseligt sammen. Derfor bør det være den, der har prædiket, der også forestår nadveren. At lade "lægfolk" forestå nadveren eller f.eks. dele brødet ud, forudsætter i virkeligheden en katolsk nadverforståelse, hvor ritualet, og den, der forestår det, og ikke forkyndelsen er det afgørende.

Menighedsråd er administrative styringsorganer valgt ved almindelig valgret af folkekirkens medlemmer. Sammenligner man nutidens menighedsråd med forholdene på Luthers tid, svarer menighedsrådene kirkeligt set til datidens kristne fyrster og byråd, som Luther henvendte sig til med hensyn til kirkens styrelse. Det er ikke forkyndelsen som sådan, men at forkyndelsen finder sted, der er deres kirkelige kompetence. For dem som for alle andre er det forkyndelsen, bibellæsningen, bønnerne, salmesangen og sjælesorgen, der åbner for et kristent liv, ansigt til ansigt med Gud og mennesker.

 

Den "naturlige" død

af Kåre Egholm Pedersen

Jyllands-Posten bragte for nogen tid siden en artikelserie, som undersøgte de etiske dilemmaer, der opstår, når døden fortrænges. I en af artiklerne blev det ligefrem anbefalet (JP. 7/12 2015), at døden kommer på børnenes skoleskema. Det skal ske for at bryde det tabu, som døden efterhånden udgør i det danske samfund. En forsker i vestlig dødskultur, Louise Holm Thomsen, udtaler i artiklen: "Hvis det nogensinde skal lykkes at få opløst tabuet omkring døden, så skal man sætte ind i folkeskoler og allerede dér begynde at undervise børn i at tale om døden som en naturlig del af livet".

I princippet er det ikke noget dårligt forslag. Jeg har ligesom alle andre præster undervist konfirmander i "døden" i mange år. Men det har aldrig været min forventning, at jeg kunne bryde noget tabu ved blot at fortælle, at døden er en "naturlig del af livet." Selv om man har lært alt om døden, gør det stadig ondt at miste. Hvor "naturligt" føles det f. eks. at miste et barn? Ikke særlig naturligt, hvis der dermed menes "godt". 

I denne artikel er det mit ærinde at svare på, hvorfor vi ikke fjerner dødens karakter af tabu ved blot at tale objektiverende om den. Efter en kort redegørelse for, hvad der kan menes med, at døden er en "naturlig" del af livet, følger nogle overvejelser over begrebet tabu. Til slut fremhæver jeg, hvad teologiens særlige bidrag kan bestå i, hvis vi virkelig ønsker at kunne tale frit om døden. 

Tre typiske forståelser af ’den naturlige død’

For at kunne tale kvalificeret om døden og det tabu, som tilsyneladende ikke vil dø, er vi nødt til først og fremmest at afklare, hvad vi taler om, når vi taler om en "naturlig" død. Blandt sandsynligvis mange flere vil jeg her fremhæve tre typiske grundforståelser af udtrykket "naturlig død": 

1. En død, som ikke skyldes en ulykke, selvmord eller særlige begivenheder. 
2. En "normal" død, som følge af aldersbetinget fysisk svækkelse.
3. En "god" død.

Hvis formålet er at "opløse tabuet", virker den første definition alt for teknisk distancerende, selv om den selvfølgelig ikke er forkert. Den lægger hverken fra eller til med hensyn til vores evne til at tale åbent om døden. Den anden (2) sætter os bedre i stand til at tale, for når døden omtales som "normal", så bliver det også et vilkår, vi alle sammen deler. Den bliver et fælles anliggende. Strækker man (3) adjektivet "naturlig" til også at betyde "god", så kræver det efter min mening en del flere mellemregninger, end der er lagt op til i den almindelige folkeskole. En død kan være nok så naturlig, men "god" er den ikke, hvis den ender på samme måde, som min vaskemaskine, når jeg trækker stikket ud af kontakten. Det er jo ikke kun den døde, der har retten til at kalde døden god. De efterladte har lige så meget ret til at fælde dom. Derfor regnes et selvmord sjældent for en god død på trods af, at den døde har villet det sådan. Det er med andre ord lettere sagt end gjort at gøre døden til en "naturlig del af livet". Det fjerner ikke tabuet blot at tale om døden som følelsesfænomen eller beskrive den medicinsk via undervisning i skolen.

Det meningsfulde tabu

Spørgsmålet er også, om det overhovedet er muligt endsige ønskværdigt at opløse dødstabuet. Det har formentlig været der lige så længe, der har levet mennesker. Fra neandertalernes grave ved vi, at vi altid har gjort os billeder og forestillinger, som skulle forsone os med det faktum, at vi fødes for at dø. Hvorfor skulle det være anderledes i dag, når nu vores grundvilkår ikke har ændret sig væsentligt bortset fra en lidt højere komfort og tilsvarende levealder? Lad os se nærmere på tabuet som mere alment fænomen.

Ordet tabu stammer oprindeligt fra Polynesien. Det har været anvendt som betegnelse for de offeritualer, som kun høvdingene måtte udføre. Fik man som undersåt eller fremmed indsigt i disse ritualer, var det forbundet med straf. I dag bruges ordet mest til at betegne det, vi ikke taler om. Af hensyn til eller af respekt for andre kan man undlade at berøre visse emner. Det kan være ubehagelige begivenheder, som man ikke vil rippe op i ved at nævne det højt. Hustruvold, incest, alkoholisme kan være sådanne emner, som vi omgiver med "tabu". I den forstand kan et tabu give god mening. For ikke at få mere fra samme skuffe eller øge mængden af lidelse, pakker vi de livsfjendtlige fænomener væk og lægger låg på. Afskyen eller angsten for deres følgevirkninger eller udbredelse ligger til grund for tavsheden omkring dem. 

Alligevel kan det være i vores interesse at tale om dem på trods. Det hjælper jo ikke den voldsramte, den misbrugte eller den afhængige, at der nedlægges forbud mod talen om årsagen til deres lidelse. Derfor bliver måden dette italesættes på helt afgørende. På samme vis med døden. En afmystificering af døden består ikke i, at vi nu selv frit og legitimt kan bestemme, hvornår den skal finde sted, eller hvem den skal ramme. En "aftabuisering" må aldrig bestå i at mennesket gør sig til herre over liv og død. En opløsning af døden som tabu bør derfor sigte mod, at gøre os og vore børn mere robuste og modstandsdygtige, når døden griber ind i vores relationer. Vi skal lære at leve med den. I den forstand, og kun i den forstand, giver det mening at lære børn om døden. Så hvad er det særligt teologiske bidrag i denne kontekst? 

Det teologiske bidrag

Enhver religion har en teori om, hvordan vi skal forholde os til døden. Det er dens sociologiske eksistensberettigelse. Religionen binder det sammen, som ellers ville true med at tilintetgøre os; det nødvendige med det tilfældige, det gode med det onde, himmel med jord. Med det religiøse sprog tilføjes den forklaringskraft, som gradvist blev forvist fra den sekulære verdensanskuelse. Derfor er dens nytteværdi ved et dødsleje lige så indlysende, som medicinen er det ved et sygeleje. Dette gælder, når den døende og de efterladte taler samme religiøse sprog. Selv om der gøres mange forsøg på at undertrykke det, er det stadig i vores kulturkreds kristendommens store fortælling, vi henter mening og livsmod fra, når vi konfronteres med døden. Måske ikke som tidligere gennem personlig andagt, bibellæsning og bøn, men mere gennem de rygter om Gud, som sammen med den brogede folkereligiøsitet skaber et rum, hvor tabuet momentant sættes ud af kraft. 

Kristendommens vigtigste bidrag er, at vi inden for dens forklaringsramme kan identificere døden som en slagen fjende. Den medfødte, emotionelle modvilje tages alvorligt ved at døden aldrig var en del af Guds skaberværk. Oprindeligt var døden der ikke. Den kom ind senere. Historien om syndefaldet fortælles stadig, fordi den bekræfter os i vores fjendskab med døden. Men den står ikke alene. Kristendommens storhed består i, at den gamle Adams synd blev sonet ved den nye Adams offer. Ved at Gud selv blev menneske, døde og opstod for os, blev døden opslugt til sejr for os. 

Den egentlige grund til vores tavshed, når talen falder på døden, skyldes vel, at vi har glemt det sprog, de gamle anvendte for at kunne tale om døden. Vi har glemt den fortælling, som gjorde Paulus i stand til at skrive til menigheden i Korinth: "Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?" Det er sådan set derfor, det er vigtigt, at forældre tager deres børn med i kirken. De har brug for en modfortælling som alternativ til en (på dette afgørende felt) magtesløs sekularisme. Tabuet om døden kan ikke brydes gennem oplysning, med mindre lyset kommer fra Gud.

I denne korte artikel har jeg forsøgt at vise, at man ikke eliminerer smerte og potentielt traumatiserende følgevirkninger ved at omtale døden som "en del af livet". Fordi noget er naturligt eller normalt, er det ikke sikkert, at det er godt. Derfor bør en evt. forebyggende oplysning om døden ikke kun forholde sig til, hvad der sker rent fysiologisk, eller hvordan man kan komme i gang med "sorgarbejdet". Det bedste værn mod den magtesløshed døden påfører os, er det gamle, kristne evangelium om syndernes forladelse og det evige liv. Det er værd at gøre gældende, hvis døden en skønne dag skulle havne på vores børns skoleskema. 

 

Kirkeskibet

af Ole Juul

For en del år siden, mens jeg endnu var i embede som landsbypræst, fik jeg en henvendelse fra en mødregruppe i sognet. En af de nybagte mødre havde af en veninde hørt noget om babysalmesang i kirken, og da hun selv sang i kor og sang meget for sin nyfødte var ideen om babysalmesang noget, som hun virkelig var optaget af. Og nu ville gruppen på fem mødre gerne høre, om det var noget, der kunne praktiseres i deres kirke.

Jeg havde også selv hørt om fænomenet, men havde i grunden ingen intentioner om at indbyde til salmesang i kirken – ud over den, der fandt sted ved søndagens gudstjeneste. Men her blev jeg så alligevel "fanget", og jeg aftalte at mødes med de fem mødre (af hvem jeg havde konfirmeret den ene og viet to andre) for at høre mere til deres ønsker og ideer.

Det endte med at jeg – efter at have talt med min organist, som også dengang var særdeles samarbejdsvillig – mødtes med de fem mødre og deres poder nogle hverdage hen over foråret, hvor vi sang nogle af de salmer, som hørte foråret og Påsken til samt morgen- og især aftensalmer. Alt sammen i tråd med den salmesangstradition, vi kender fra søndagens gudstjeneste. Rigtig hyggeligt var det, og det lod til, at også de små synes, det var godt.

Men en sådan mødregruppe består jo ikke for altid, og da mødrene var færdige med barsel og ude igen i arbejdslivet og de små anbragt hos dagplejemødre rundt i sognet, indstillede vi "samarbejdet". Men sådan noget rygtes jo – især i landsogne – så der gik ikke lang tid før en anden mødregruppe meldte sig. Men her var behovet et andet, hvad sang og musik angik. Der skulle ikke synges så mange salmer, nej, hellere moderne børnesange med rytmisk musik. Og så var det som om, at hele ideen med babysalmesang forduftede, og da heller ikke min dygtige organist synes, at det var nogen særlig god idé at lægge hus og kræfter til, blev det aldrig til noget med denne mødregruppe. Og da også dette rygtedes kom der ikke flere henvendelser.

Men det var, som en af mine yngre kolleger udtrykte det, ærgerligt, for hun mente nok, at jeg burde have strakt mig meget længere, når nu behovet var der. Hvad ville der gå af mig og embedet, om man sang rytmiske børnesange, når nu mødrene viste interesse for kirken. Næ, såmænd, men det var altså babysalmesang, vi kom fra, og vi var ved at ende et helt andet sted. Derfor.

En anden kollega i de lokale samarbejdsrelationer, der altid er mellem præster, bemærkede i samme anledning, at han fandt det prisværdigt, at jeg – der ellers regnedes for den noget konservative i kollegiet – havde taget ideen op som den første, ny, som den var dengang. Men, som det fremgår af ovenstående, skyldtes det dels personligt kendskab, dels et absolut seriøst ønske, der havde rod i søndagens gudstjeneste, og som man skal være særdeles hårdhudet for at sidde overhørig.

Siden da – og efter jeg nu er holdt som sognepræst – er der jo sket rigtig meget i og omkring kirken. Jeg blev heri bekræftet, da jeg en adventssøndag i fjor var til gudstjeneste i min sognekirke. Under meddelelserne blev der denne søndag indbudt til julekoncert, plejehjemsgudstjeneste, "kirke i børnehøjde", julebasar, julestue, og hvad ved jeg. Et sandt overflødighedshorn af tilbud i december. Som om folk ikke har nok at se til i en travl adventstid. Men nej, kirken ligger ikke på den lade side og slet ikke op til jul. Og det skulle jo nødig hedde sig. For de aktive kirkefolk er søndagens højmesse ikke nok. Der skal mere til for at få folk "i tale". Og sandt er det, at evangeliet kan forkyndes på andre måder end ved en ordrig højmesse.

En god ven og tidligere kollega gav mig i sin tid et interessant "billede" af det lokale kirkeliv i sit sogn: Sognets søndagsgudstjeneste er som et skib, hvor kursen er sat. Her er et fast ritual og et udvalg af tekster og salmer, som følges. Men med et skib af en sådan størrelse er det vanskeligt – for ikke at sige umuligt - at lægge til ved de små øer uden havne. Så hvad gør man? Ja, man sender små både ud fra moderskibet, som har lettere ved at lægge kursen om, hvis det er nødvendigt. Disse småbåde i form af andre tilbud end højmessen finder ind til øer uden havne, lægger til i strandkanten og bringer åndelig proviant ind til øen, hvis indbyggere måske længe har kigget langt efter det store skib derude i horisonten.

Billedet kan fortælle os meget om, hvad der er hændt over en generation i dansk sognekirkeliv. Søndagens gudstjeneste kan ikke gøre det alene, og selv om der er folk nok, der har sikret sig plads på dækket, så er der altså andre folk på de afsides øer, der også skal tilgodeses og høres. Men der ligger en forkyndelsesmæssig fare i, at de små afstikkerbåde glemmer det moderskib, de udgik fra, og hvorfra provianten hele tiden skal hentes. Det kunne se ud til, at nogle af de små både, der har sat deres egen kurs, efterhånden ligger højt i vandet, da de ikke har mere at give af, og de sejler nu formålsløst rundt mellem øerne uden længere at have noget at bringe ind. Moderskibet har mistet kontakten, småbådene er ikke længere at se på radaren, men det er umuligt at vende den store skude og søge tilbage i farvandet. De må klare sig selv nu.

Jeg mener helt bestemt, at det kan være en kirkelig berigelse for et sogn og for sognets liv, at kaptajnen (sognets præst) og hans besætning (menighedsråd og sognemedhjælpere) hele tiden har blik for, hvordan der kan bringes proviant ud til småøerne, hvordan evangeliet kan forkyndes på anden måde end blot ved ord. Men der sker et traditionstab, når moderskibet ikke længere er i kontakt med de småbåde, der udgik fra det, når forkyndelsen bliver teologisk tynd og næringsfattig. Eller når besætningen, der blev sendt afsted, glemmer, hvorfra de kom, eller får den trodsige tanke, at det er deres lille båd, der er moderskibet.

Det sunde sognekirkeliv er kendetegnet ved, at der er en sammenhæng mellem moderskibet og de små både, at besætningen ved, hvorfra den er sendt, og at kaptajnen har dem på sin radar. Og sådan forholder det sig da også i langt de fleste kirkesogne landet over. Evangeliet forkyndes med ord fra rituelle tekster og de autoriserede salmer og i en gennemarbejdet prædiken – samtidig med, at der vises hen til evangeliet på andre måder og i andre sammenhænge. Sådan er det moderne sognekirkeliv, og når det lykkes, bliver det et levende ord og et oplevelsesrigt eksperiment, der hele tiden søger fornyelse for at sikre, at så mange som muligt mættes.

Og langt de fleste ved, hvor vigtigt det er, at forbindelsen til moderskibet er der. Dette er bestemt ikke nyt. Nej, sådan har det været siden den "unge kirke", som Martin A. Hansen kalder den i sit pragtværk Orm og Tyr, blev en del af folkelivet herhjemme. Værket er gennemsyret af kultens betydning, som han havde mødt den i sine studier af brydningen mellem hedenskab og kristendom, og som han selv kendte den fra sin barndom og ungdom på Stevns. Men også han var skeptisk og forsøgte i store dele af sit forfatterskab at redde det ud af kulten, som kunne omsættes ind i en ny tid. "Kirken er en selvtilfreds vært, som har en utilfreds lejer, der hedder kristendommen," skrev han i sin dagbog den 9. januar 1944. Og det lykkedes ham i vid udstrækning – især i novellerne – at omsætte og omskrive det evangelium, han som barn havde hørt talt i kirken.

Men i sine sidste år nåede han frem – eller atter tilbage – til den erkendelse, at kulten, gudstjenesten, "moderskibet" er nødvendig for fornyelsen. Således skriver han i Orm og Tyr om de første kristne nordboere: "Menneskenes hellige pligt er at fæste nyt livsmod i planter og dyr. Men selv må de have kirken, hvorfra Guds rige breder sig ud over gårde og marker, et lyst land i dødsnaturen. Selv må de have kulten, messen, bønnen, syndsforladelsen, velsignelsen, hvorfra varm kraft når det valne blod. Her står håb, tro, livsglæde op fra det døde". Så megen erkendelse nåede han til, at da han havde indleveret Orm og Tyr til Wivels Forlag, gik han og hans kone Vera i kirke, og for første gang i mange, mange år gik han til alters. Og her i rummet, i kulten, erfarede han sandheden, at "meningen skulle hentes. Meningen skulle man ikke komme med, nar som man var, den kunne bare gives."

Ja, fra søndagens gudstjeneste med dens faste rituelle led, dens salmer og tekster, dens gennemarbejdede prædiken hentes der åndelig næring og fornyelse til de små både. God vind derude.

Prædiken til sidste søndag efter Helligtrekonger

af Merete Bøye

Den kendte – nu afdøde – ateist, Christopher Hitchens, har en bror, der hedder Peter. Ligesom sin bror blev han grebet af ungdomsoprøret i slutningen af tresserne, hvor det var på mode at gøre op med alle autoriteter fra sin mor over skolelæreren til Gud den almægtige. Han blev glødende ateist – i en sådan grad, at han blev vred og forarget, når han en sjælden gang imellem mødte mennesker, der formastede sig til at tro på Gud. Siden fandt han selv tilbage til kirken igen. Peter og Christopher Hitchens har haft mange diskussioner om ateisme og kristentro, og i bogen The Rage Against God tager Peter Hitchens nogle af broderens ateistiske teser op og forsøger at give svar på dem.

Christopher Hitchens, den ateistiske bror, siger, at buddet om at elske sin næste som sig selv er alt for svært at holde, fordi menneskers natur er sådan, at de elsker sig selv mere end de elsker andre. Dette, siger Peter Hitchens, er åbenlyst forkert. Se blot på mødres urokkelige kærlighed til deres børn, se hvordan læger og sygeplejersker risikerer at blive smittet med farlige sygdomme for at redde andre menneskers liv, se alle de ældre ægtemænd, der passer deres inkontinente og demente koner, eller se på de soldater, der faktisk giver deres liv på slagmarken for andre. Man kunne også nævne de første kristne, som lod sig kaste for løverne eller korsfæste, fordi de ikke ville fornægte deres kristne tro.

Større kærlighed har ingen, end den der sætter livet til for sine venner, siger Jesus, og moderne præster udlægger det gerne sådan, at dette handler om Jesus selv – det var jo ham, der gav livet for alle os andre. Og det var det da også. Men det er også en opportun måde at udlægge et skriftsted på, der ellers nok kunne gøre os ilde til mode – alle os, der ikke er helt sikre på, om vi ville være uselviske nok til at give vores liv for andre.

Det er da også mærkeligt og gådefuldt, hvorfor mennesker gennem tiderne har været villige til at give deres liv for andre. Livet er os så dyrebart, og hvis vi mister dét – hvad har vi så tilbage? Svaret på dette spørgsmål er for ateisten: intet. Men for den kristne er svaret: alt. For Jesus siger: Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Eller som de andre evangelister lidt mindre forblommet udtrykker det: den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det. Det korte, timelige liv, vi lever på jorden, er ligesom et hvedekorn, siger Jesus. Det er nødt til at dø og lægges i jorden, for at det kan forvandles og komme til at bære mange fold. Denne forkyndelse af opstandelsen og det evige liv har gennem årtusinder været til trøst og opbyggelse for kristne mennesker. Den har indgydt dem mod til livet og ladet dem føle, at de havde fred med Gud. Den fred, vel at mærke, som gør rolig midt i våbenbrag.

Peter Hitchens havde i sin ateistiske periode ment, at kirken og kristendommen var forældede oldtidsfund fra en barbarisk fortid, og ikke noget for moderne mennesker at give sig af med. Som barn havde han været kordreng, og de gamle salmer og bønner havde forekommet ham håbløst støvede. Da han som midaldrende mand vendte tilbage til kirken, var alt det gamle og højtidelige, som han havde næret så stort et had til og dog siden var kommet til at savne så dybt, fejet væk. Det var erstattet af, som han skriver: ”en ynkelig moderne-sproget affære, omtrent så poetisk som en køreprøve.” ”I de år, jeg havde været borte”, skriver han, ”havde biskopperne følt bølgerne af had – fra folk som mig – slå imod de ældgamle mure. Og de havde reageret ved at prøve at gøre deres aktiviteter mere tilgængelige for de verdslige.” Peter Hitchens begræd nu tabet af det højtidelige og alvorlige, og savnede den gamle uforknytte forkyndelse af menneskets syndighed og elendighed sat over for Guds storhed og almagt, selvom – eller måske i virkeligheden også på grund af, at han godt vidste, han selv havde været med til at udradere den.

Hitchens kirke er den anglikanske, men gør noget lignende sig gældende for vores folkekirke? Vi har også i de senere årtier været hårdt trængt af den omsiggribende ateisme, og præsterne har været i defensiven og forsøgt at komme den aggressive kritik af kristendommen i møde. Noget af det, vi har ændret, har været godt og nødvendigt – fx har folkekirkens præster været nødt til at overtage børnenes kristne dannelse efter folkeskolen, som fra og med skolereformen i '76 ikke længere ville forkynde kristendom for skolebørnene. Andet har været problematisk. I forsøget på at imødegå de ”bølger af had”, der har slået imod vores kirkemure, har vi forsøgt at gøre kristendommen mere spiselig for dens kritikere ved at omskabe den til en slags humanisme. Det hele er bare billedsprog og betyder ikke rigtig andet end hvad vi selv synes, det skal betyde. Opstandelsen er således ikke en reel opstandelse – hverken Jesu eller vores – men bare et smukt billede på, at der sker noget dejligt på tirsdag. Og Gud er bare et andet navn for livskraften eller kærligheden eller hvad vi ellers kan komme i tanker om af rare ting i den jordiske tilværelse.

Men hvis det er sådan, vi opfatter Gud og det evige liv – så ender historien om Jesus ikke med opstandelsen påskemorgen, for den er jo bare et billede. Så ender historien om Jesus Langfredag på korset. Med at det gode og redelige menneske, tømrersønnen Jesus fra Nazareth, blev pint og henrettet og lagt i sin grav. Og så kan vi andre heller ikke vente os noget bedre, for den der tjener ham skal følge ham, og hvor han er, der skal også hans tjener være. Så skal vores små døde hvedekorn ligge ved siden af hans i jorden og rådne og blive til jord. Forkynder vi på denne trøstesløse måde, så er der ikke mange, der får mod til at sætte livet til – hverken for Jesu skyld eller for den næste, som han har befalet os at elske.

Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig, sagde Jesus, og betegnede dermed, hvordan han skulle dø. Det er et stærkt ord af Jesus. Frygtindgydende, fordi vi ved, hvordan han døde – hvordan han blev ophøjet – ophøjet på et kors! Jeg vil drage alle til mig – for vi skal alle dø, ligesom ham. Det er forfærdende ord, fordi de fortæller os, at hvis man vil følge Jesus efter, så kan det være, man ender på et kors. Men også trøsterige og livgivende ord, fordi Jesus ikke blev hængende på korset, eller liggende i graven. Han stod forklaret op igen, som hvedekornet i jorden, der spirede og bar mange fold. Ligesom Jesus stod herliggjort op på den tredje dag, sådan skal vi også herliggøres og stå op til evigt liv med ham. Derfor skal vi ikke være bange for døden, for den er overvundet. At byde den og graven trods, kan med Guds hjælp og lykkes os! Amen.

Svar til Marianne Christiansen

af Stine Munch, Nana Hauge og Merete Bøye

Tak til biskop Marianne Christiansen, som d. 12. januar i Kristeligt Dagblad svarede på vores indlæg i samme avis d. 7. januar.

Vores indlæg var først og fremmest en kommentar til de mange præster, der i trykte medier og på facebook har tilkendegivet, at de ville prædike juleaften over englens "Frygt ikke". Vi mener, det er biskop Christiansen, der med sin prædiken over samme tema ved folketingets åbningstale satte denne trend i gang, og derfor mente vi, at hun retfærdigvis måtte nævnes.

Marianne Christiansen mener, vi har misforstået hende og bebrejder os, at vi kritiserer en prædiken, vi ikke har hørt. Vi har imidlertid både hørt prædikenen i radioen og læst den på skrift. Når vi hævder, at biskoppen tolker udtrykket "frygt ikke" løsrevet fra sin sammenhæng, er det fordi hun i sin prædiken bruger citatet formanende med henblik på at fordrive frygten for flygtningene med kærlighed. Netop sådan sammenfattes hendes prædiken da også på Kristeligt Dagblads netside.

"Hvordan forsikrer vi hinanden og ikke mindst vælgerne om, at intet bliver anderledes eller dårligere i fremtiden, og hvordan skal vi kunne rumme fremmede og flygtninge i vores land, når vi nu er bange for dem, og hvordan skal vi overhovedet møde fremtiden, hvis vi ikke kan være helt trygge ved, at alt skal være, som det plejer ", spørger Christiansen og svarer selv:

"Frygt ikke, jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst", for sådan sagde Jesus til sine disciple.

Det for os at se problematiske ved Marianne Christiansens brug af ordene "frygt ikke" er, at hun kobler dem sammen med den reelle bekymring for indvandringen og dens følger; en bekymring, som særligt den seneste tids begivenheder taget i betragtning nok må siges at have en vis bund i virkeligheden.  Konsekvensen, som Marianne Christiansen og hendes meningsfæller må drage, må  være, at en god kristen bør kunne styre sin frygt for konsekvenserne af masseindvandringen og i stedet lade hjertet være fyldt af kærlighed, som Sørine Gotfredsen pegede på i en kommentar umiddelbart efter prædikenen blev holdt.

Vi er ganske enige i at Frygt ikke er et omkvæd for evangeliet, men med fare for at gentage os selv, må vi pointere: Jesu "frygt ikke" går ikke på at mennesker ikke skal tage sig i agt for reelle farer i verden. Jesu "frygt ikke" går på, at mennesker har fred med Gud. Det er nemlig et kristent menneskes frihed, at det ikke behøver at frygte Gud.

Hvordan dette fravær af frygt for Gud skal komme til udtryk i det liv, vi lever, kan vi ganske rigtigt diskutere, og det er sådan set det, vi gør. Biskop Christiansen mener, det betyder, at vi ikke bør frygte eller bekymre os om de reelle farer, der følger med masseindvandring. Såsom fx islamisk terrorisme og rape jihad. Det er vi ikke enige i. Set i lyset af den seneste tids begivenheder mener vi, at folks frygt og rådvildhed bør tages alvorligt. Evangeliets "frygt ikke" skal ikke forstås som en moralsk løftet pegefinger – en indskærpelse af, at vi er dårlige kristne, hvis vi nærer den mindste frygt for fremtiden. "Frygt ikke" betyder, som Brorson sagde det: at Gud er nu ikke længere vred.

Replik til Kurt E. Larsen

af Johannes Steenbuch

"Naar mange Præster er fuldblods Chauvanister, saa skyldes det ikke nogen Slags Blodtørst hos dem, men simpelthen, at de hænger fast i Synsmaader og Idealer fra femten eller seksten Hundrede og Hvidkaal. Om de strøg alt dette af sig og gav Kristendommen, som Jesus Kristus selv skabte den, og som Paulus og de andre forkyndte den, Rum i Hoved og Hjerte, uden nogen Slags Forbehold, da vilde der komme til at lyde en ny Slags Prædikener fra deres Prædikestole." (Johannes Bakkeby (P. Olsen), Gennem Tvivl, p. 104)

Kurt E. Larsen fra Menighedsfaktultet i Aarhus har i sidste nummer af Nyt Babel (nr. 7) en replik til undertegnedes artikel "Evangeliet: Et oldkirkeligt kætteri?". I artiklen forklarede jeg, at den oldkirkelige lære om altings genoprettelse (ApG 3,21), den såkaldte "apokatastasis-lære", var ret udbredt i senantikkens kristendom, og at den senere kætterstempling af origenismen ikke kan ses som en generel fordømmelse af apokatastasis-læren. Jeg rundede af med at forklare, at jeg ikke selv vil forsvare apokatastasis-læren som en abstrakt teori men blot holde fast i, at vi ikke kan sætte grænser for evangeliet, og at vi er nødt til at tage især Paulus' universalistiske formuleringer seriøst i den grad, at vi i ikke uden videre giver os til at antage teorier om "dobbelt udgang".

Nuvel, jeg fik også lidt friskt konstateret, at læren om den dobbelte udgang var "hedenskab", hvilket synes at have faldet Kurt E. Larsen for brystet. Det er sådan set ganske forståeligt, for den påstand kan jo nemt læses som en kætterstempling af dem, der måtte abonnere på teorien. Det ligger mig dog fjernt at kætterstemple andre eller kalde andre for vantro – én ting er Kurt E. Larsens personlige tro, noget ganske andet er de teologiske doktriner, han anvender til at sætte sin tro på begreb. Og hvad teologiske doktriner angår, vil jeg mene, at vi alle har elementer af "hedenskab" i vores begrebsverden, uden at det derfor nødvendigvis gør os til vantro eller kættere.

Det er dog lidt besynderligt, at Kurt E. Larsen beklager sig over, at min anklage "rammer alle os", der har underskrevet præsteløftet og de dertilhørende bekendelsesskrifter, hvori en række trossamfund med opfattelser, der afviger fra den lutherske, fordømmes. Kurt E. Larsen beklager sig altså over at blive anklaget for hedenskab, når han selv fordømmer dem, der ikke er enige med ham i teorien om den dobbelte udgang. Nuvel – selvom det kunne lyde sådan, tror jeg ikke, at Kurt E. Larsen dermed vil forbeholde sig retten til at fordømme andre uden selv at risikere at få igen med samme mønt. Snarere tror jeg, at pointen er, at vi simpelthen har forskelligt bekendelsesgrundlag.  Og i så fald er jeg helt enig med Kurt E. Larsen: Vi læser Bibelen forskelligt, fordi vi starter hver vores sted. Kurt E. Larsen er bundet af sit præsteløfte, mens jeg tager udgangspunkt i bibelvers som fx Rom 5,18-19, Rom 11,32, 1 Kor 15,22, 1 Tim 4,10, 2 Kor 5,19, 1 Joh 2,2, Kol 1,19-20 og så videre. Det får selvfølgelig betydning for, hvordan vi hver især tolker fx Jesu lignelser om straf og belønning.

Dog kunne jeg ønske mig, at Kurt E. Larsen gav sig tid til at undersøge, hvad det er for en overbevisning, han med sin insisteren på præsteløftet fordømmer. Han peger med rette på, at Paulus jo også taler om dem, der fortabes og ikke skal arve Guds rige og så videre. Men undertegnedes, og mange andres, påstand har jo aldrig været, at der ikke findes fortabelse – blot at denne fortabelse ikke er endegyldig. Og det er det, der burde være det grundlæggende diskussionspunkt. Fortabelsen er en historisk realitet, mens den endegyldige frelse er en eskatologisk realitet. Som professor i kirkehistorie P.G. Lindhardt så udmærket formulerede det, er fortabelsen ikke "en mulighed", men den virkelighed, vi befinder os i. Det er frelsen, der er en mulighed – ikke vores, naturligvis, men Guds mulighed, som derfor må tros. Fortabelsen er rigtignok det "sorte bagtæppe", foran hvilket evangeliet forkyndes – eller rettere beskrives fortabelsen måske bedre som fortæppet, der, når det flænges eller blot løftes, afslører evangeliet. Fortabelsen er i hvert fald ikke bagsiden af evangeliet, som derved ville vise sig at være alt andet end godt nyt – det er snarere omvendt, at evangeliet er bagsiden af fortabelsen, der i kraft af Jesu død og opstandelse viser sig at være præludiet til frelsen (jf. fx Rom 11,32).

Et af de traditionelle argumenter (som jeg ikke nødvendigvis vil tilslutte mig helt, men som i hvert fald rykker ved teorier om dobbelt udgang) for, at fortabelse ikke er noget endegyldigt er, at de ord vi nogle gange oversætter "evig" og "evighed" (æon) ikke betyder noget sådant på græsk, eller at vi i hvert fald kan tale om flere på hinanden følgende evigheder (æoner), ligesom fx Paulus gør det. Det er en længere diskussion, men at der kan opstå problemer, hvis man ikke er opmærksom på det forhold, kan ses, da Kurt E. Larsen giver sig til at citere en række af de såkaldte apostolske fædre, hvor der bl.a. tales om "evig ild" (æonisk ild). Fx citerer han Brevet til Diognetus fra det 2. århundrede, hvor der i den af Kurt E. Larsen anvendte oversættelse tales om "den evige ild, som indtil enden skal pine dem, der overgives til den." Selvom denne oversættelse er problematisk, burde det dog være tydeligt, at den "evige ild" ikke kan forstås som en ild uden ende i tidslig forstand, da truslen jo netop går på, at den skal pine dem, der overgives dertil, "indtil enden" (telous). Det passer godt med den opfattelse, at det "æoniske" (evighederne) varer indtil "enden", hvor vi fra Paulus ved, at Kristus skal overgive alt til sin fader, så Gud kan være "alt i alle". Ihvertfald kan man ikke bare gå ud fra, at der er tale om en eskatologisk påstand, blot fordi en forfatter (bibelsk eller andet) taler om fortabelse og straf i denne eller den kommende verden (æon). Vil man danne sig et indblik i, hvordan begreber om tid, evighed og enden skal forstås ift. diskussionen om apokatastasis-læren, kan jeg anbefale, at man læser fx Ilaria Ramellis The Christian Doctrine of Apokatastasis: A Critical Assessment from the New Testament to Eriugena fra 2013, hvor hun også diskuterer en række apostolske og apologetiske fædre.

Til afslutning vil jeg gerne tilslutte mig Kurt E. Larsens afstandtagen fra spekulativ eskatologi (med spekulativ forstår jeg her en tankeform, der ved hjælp af fx filosofiske metoder og principper vil udlede påstande af de bibelske skrifter, som ikke eksplicit hævdes deri). Vi må både afvise en alt for spekulativ apokatastasis-lære såvel som teorien om den dobbelte udgang, som er blevet forsøgt forsvaret med de mest spekulative teorier om, at Gud har en "hemmelig vilje" uden for sin åbenbaring, at han "ikke er bundet af sit ord" eller at de fleste mennesker er skabt uden evnen til at tro, samt en teori om en "dobbelt prædestination" eller at mennesket med sin "frie vilje" endegyldigt er i stand til at modsætte sig Guds vilje, og så videre.

Når jeg oprindeligt skrev indlægget under titlen "Evangeliet: Et oldkirkeligt kætteri?" var det netop ikke for at forsvare apokatastasis-læren i sig selv (selvom det nok kunne lyde sådan), men for at afvise den dogmatiske tro på spekulative doktriner såsom læren om den dobbelte udgang. At jeg vil holde fast i, at vi ikke har ret til at begrænse evangeliet og omfanget af Jesu forsonende gerning, skal der dog ikke herske tvivl om. Det betyder i praksis, at vi ikke forholder nogen Guds kærlighed eller anvender trusler som et middel til at skræmme folk ind i Guds rige (som om det kunne lade sig gøre). Vi skal tale om lov og dom, ja, men kun som et middel til den syndserkendelse, der har evangeliet til formål. Skal missionen være sandt evangelisk, må den ultimativt dreje sig om de gode nyheder (hvad den da også gør i langt de fleste tilfælde efterhånden, i hvert fald herhjemme). Det tror jeg nu heller ikke nødvendigvis, vi er uenige i.

 

Svar til Robert Jensen Buhl

af Andreas Meng

Robert Jensen Buhl havde i forrige nummer af Nyt Babel en replik til en replik jeg skrev til lektor Jakob Wolfs kronik i Kristelig Dagblad. En ganske fornuftig replik, der forsøger at vise, hvorledes jeg har misforstået Wolfs hensigt, samtidig med at jeg fremlægger et trossyn som Jensen Buhl "i mange optikker finder kritisabelt". Lad mig starte med at slå fast, at jeg meget muligt har misforstået Wolf. Om det så har været mere eller mindre bevidst er vel irrelevant i denne sammenhæng. Men jeg vil dog tage fat på noget af den kritik som Jensen Buhl kommer med. En ting er sikkert: Hvis Jensen Buhls tolkning af Wolfs kronik er den rette, og det kan meget vel være, så tager jeg fejl i min påstand, når jeg skriver, at Wolf modsiger sig selv. Men er Jensen Buhls tolkning korrekt, så burde overskriften på min replik ganske enkelt have været "Nein!", og sætningen at "Gud ikke åbenbarer sin sandhed på andre måder end ved Kristus" kraftigt understreges. Og således står min replik dog stadig som et nej til Jakob Wolfs naturlige gudserkendelse. Det kan altså meget vel være, at jeg opstiller en stråmand, det kan derimod også læses som et nej til hvad jeg ville kalde sværmeri.

Om trosudsagn og almene udsagn

Der er meget, jeg ikke forstår, og det kan være, at jeg både har misforstået Wolf og koncepterne "almene udsagn" og "trosudsagn". Det er korrekt, at jeg først kan tro at Jesus er Sandheden, når troen bliver mig givet og derved berører mig eksistentielt. Men det ændrer ikke på, at Jesus er Sandheden uafhængigt af om jeg har dette forhold til Ham eller ej. Det er ikke en naturlov, man kan gå ud og aflæse i naturen eller komme frem til ved psykologiske undersøgelser, men det er en sandhed, som bliver åbenbaret når Ånden giver øjne at se med. Ateisten vil ikke kunne nikke genkendende til følgende udsagn: "Jesus er Sandheden", men dog er Han det stadigvæk. Ja, det forudsætter troen og er derfor ikke objektivt anskueligt, men det er dog absolut sandt. Ham, som romerne håner som Jødernes Konge, Han er rent faktisk Konge.

Jensen Buhl har ligeledes helt ret, når han pointerer, at det ifølge mig ikke er mit eget valg at have et forhold til Frelseren. Det er nemlig ikke min overbevisning eller mit valg, men Guds nådige gave.

Yderligere mener jeg med trosvished blot det, at jeg har vished om, hvem jeg tror på: Guds handlen i Jesus Kristus og mine synders forladelse.

Om tro ud af tro

Det har aldrig været min hensigt at give en grund til at tro eller retfærdiggøre troen. Jeg ønsker heller ikke at indgå i en debat om, hvad der er bedre end andet. Det var ganske enkelt et nej til Jakob Wolf, når han nu ganske alment udtaler, at han ikke kan udelukke, at Gud har åbenbaret sig på andre måder. Og her skriver Jensen Buhl noget ganske interessant: "uagtet sin personlige kristentro". Ligeledes pointerer Jensen Buhl, at jeg taler ud af tro og Wolf taler om tro. Og det vil Jensen Buhl givetvis også sige om det, jeg har skrevet ovenfor. Men er det overhovedet muligt at tale om tro uden at tale ud af tro? Kan man tale ud af ikke-tro? Kan man være ikke-troende, hvis troen forstås som et forhold til den eller det man har tillid til, venter alt fra? Findes sådan en tilstand overhovedet? 

Jeg må derfor lægge kortene på bordet: Jeg taler ud af tro og er på ingen måde objektiv. Just som ingen er det, ja, det gælder sågar dem, der siger, at de er det. Og da jeg ikke taler objektivt, men subjektivt, så forkynder jeg også, for det er det eneste vi kan, om Ham, Gud, og det forhold til Ham som er troen. Vi kan nemlig ikke "behandle Gud som en sommerfugl, der bliver sat på et bræt til almindelig beskuelse". 

Anerkender man ikke den præmis, så kan man rigtigt nok ikke bruge mit svar til noget som helst. Og det er sådan set også fint med mig. Så kan man jo passende gå videre, når man ser mit navn.

 

Anmeldelse af Ahmad Mahmoud: ”Sort Land – fortællinger fra ghettoen”.

af Stine Munch

For efterhånden mange måneder siden så jeg et interview med Ahmad Mahmoud i TV. I modsætning til andre vrede unge mænd med indvandrerbaggrund og en udgivelse i hånden, så var han faktisk ikke vred og slet ikke højtråbende. Tværtimod virkede han både genert og usikker. Men at skrive og udgive sine fortællinger fra ghettoen er modigt og må have krævet stor styrke.

Ahmad Mahmoud er født i 1987. Hans forældre kom til Danmark fra Libanon, hvor de havde opholdt sig som palæstinensiske flygtninge. Ahmad Mahmoud er vokset op i ghettoen Askerød, han har taget en uddannelse og fået et arbejde som maskinmester hos Novo Nordisk. Han forlod ghettoen, da han blev voksen, og lagde en barndom bag sig med tæsk, tvang og tyranni. Bogen har dog ikke Ahmads egen succeshistorie som fokus men handler om og beskriver en dansk indvandrer-ghetto med egne love og regler og en autoritær og voldelig opdragelseskultur:

Den handler om ghettoen – om det liv, der leves dér; den kultur, der hersker. Den opretholdes gennem en stram kollektiv kontrol, som forhindrer individuel frihed og personlig udvikling – man ønsker at bevare status quo, at hver generation kopierer den forrige og i hvert fald ikke bryder med kulturen og finder sin egen vej.

Ahmad Mahmoud ønsker at rydde op og ud i fordomme og forudindtagethed om indvandrere i det miljø, han er vokset op i. For eksempel den udbredte fejlslutning, at medlemmerne af de såkaldte parallelsamfund ønsker at være en del af det danske samfund. Der er ikke nogen imam eller patriark på forfatterens vej, der har opfordret til sameksistens med de vantro danskere.

Ahmad Mahmoud angriber tillige "insha'Allah-kulturen" og dens ansvarsfralæggelse. Det er Guds ønske, hvis jeg føder ti børn, kører for stærkt eller trækker min kniv. Forfatterens opråb retter sig mod den voldelige og autoritære opdragelseskultur og machoidealerne i det indvandrermiljø, hvor han er vokset op. Samtidig retter han også sit opråb til det danske samfund og beder os om at smide berøringsangsten, gå i dialog og handle for de kommende generationers skyld. 

Men Ahmad Mahmoud fornægter ikke sin oprindelse og sin arv ej heller sin familie, men som han skriver:

"Jeg er født i Danmark og er dansker, men betyder det så, at jeg ikke må være palæstinenser? Hvis jeg er palæstinenser, betyder det så, at jeg ikke må være dansker? Skal jeg tvinges til at vælge det ene frem for det andet? Jeg er dansker, og det er jeg stolt af at være, men jeg må acceptere mit ophav og kende dets kultur. (…) Men nu er jeg her mellem æblegård og humlehave og her hører jeg til. (…) Så konfrontér børnene og fortæl dem, at de er danske. Det er ikke racistisk. Det er omsorg."

Sort Land kan ikke siges at være stor litteratur; bogen er en beretning og et vidnesbyrd fra en dreng, der så undrende på livet hele sin barndom. For os, som ikke er en del af indvandrermiljøet, giver bogen et indblik i ghettolivet, men desto vigtigere kan Ahmads historie give mod og styrke til andre børn og unge i indvandrerfamilier.

I hvert fald er det sidste Ahmad Mahmouds egen intention med bogen.

 

Nyt Babel i pdf-format

af Nyt Babel

Her kan du få hele Nyt Babel som pdf-fil - lige til at printe ud. Ønsker du blot dele af bladet i pdf-format, kan du finde et link til pdf-fil under hver enkelt artikel.

KONVENT: Mariæ Bebudelseskonvent 2016

af Nyt Babel

13.-15. marts på Taarnborg Puggaardsgade 3, 6760 Ribe

SØNDAG

Kl. 19.00 Kaffe og ankomst
Kl. 20.00 Sognepræst Thurø Thomas Aallmann: Let's pray! - en dansk feltpræst og The US Marine Corps. Udsendt fra juli 15 til februar 16 i Al Assad Airbase, Irak med 150 danske og 900 amerikanske soldater 5 km fra IS, blev jeg tæt knyttet til The Marines. Som deres chaplain, slog vi sammen ind på høje veje, der gav styrke fra sig på flere planer. Det vil jeg fortælle lidt om. I sidste ende drejer det sig om det bibelske, og bibelen om dette spørgsmål: Er Kristus kun nyttig for mig - eller er Han det ultimativt skønne? Hvis Kristus kun er en nyttig figur i et system, er det ofte fordi, at jeg vil have ham til at flytte noget i min verden. Er Han det ultimativt skønne, så er det mit hjerte, der skal flyttes - måske vil det derefter begynde at flytte verden."

MANDAG

Kl. 10.00 Sognepræst, Sorø, samt formand for Selskabet for Danmarks Kirkehistorie Rasmus Dreyer: Et importeret problem? Hans Tausen og tyrkerne. Frygt for tyrkerne, dvs. for islam, var et mere reelt problem for de reformatoriske teologer i Danmark, end den hidtil har været påpeget. Tyrkerfaren var ikke bare ”et vrængbillede, som gik ud fra den evangeliske kristendoms absoluthedskrav”, som prof. Martin Schwarz Laustens skriver i sin bog om de danske reformationsteologers syn på islam (Anis 2010). Tyrkerne var en trussel, der var virkelig. I dag ved vi, at islamiske sørøvere hærgede i både Nordsøen og langt op i Nordatlanten. Så måske var der også reelle grunde til, at danskere som Hans Tausen udgav bønnebøger til bøn mod denne nye fare i verden?

Kl. 14.00 Valgmenighedspræst Kjellerup Johan Chr. Nord:I folkets egne gamle ord kun folkelig oplysning bor af Folkeånden givet" Aage Møller og mytologien. I 1921 rejste den grundtvigske hjemmeføding Aage Møller Rønshoved højskole. Med skolen ønskede han at finde tilbage til den egentlige grundtvigske højskoletanke, og efter en søgende tid oplevede han det gennembrud,han havde længtes efter. Han oplevede myternes kildevæld som folkeåndens levende selvmeddelse - og den gamle livsoplysning gjorde alting nyt. Foredraget vil handle om Aage Møllers syn på mytologien - og om den styrke vi der idag vedkender os folkelig og kristelig arv og gæld kan møde i dette syn.

Kl. 17.00 Gudstjeneste i Ribe domkirke ved sognepræst Københavns domkirke Stine Munch

Kl. 20.00 Sanger og forfatter Troels Pedersen: Sange fra og ord om Daglig tale.

TIRSDAG

Kl. 10.00 Valgmenighedspræst Odense Massoud Fouroozandeh: Rapport fra fronten: Missionens stilling og fremtid i Danmark lige nu. Massoud vil i foredraget fortælle om missionen blandt muslimer og de tiltag som i den nuværende flygtninge/migrant krise er nødvendige.

Konventet arrangeres af C.S. Lewis-selskabet.

Tilmelding ved betaling af deltagerafgift på 500,- betales på konto reg.: 4695 Konto. nr.: 3629773932 senest 5. marts husk navn på indbetaling.
Indkvarterings muligheder på B&B, Vandrehjem. Torben Bramming er gerne behjælpelig med svar på spørgsmål tlf. 21852381/ email: tbramming@stofanet.dk