Leder

Der er en tendens i tiden til, at universitetsteologer og protestantiske biskopper er begyndt at mene, man kan udkrystallisere en bestemt moral af kristendommen. Det er nyt.

Så sent som i 2011 skrev Ole Jensen i en artikel i Kristeligt Dagblad, at Løgstrup bliver provokerende, når han ikke giver os anvisninger på, hvad det kristelige består i. Det mener katolikkerne godt, man kan, idet de hævder, at for eksempel førægteskabelig sex, skilsmisse og abort er syndigt, skriver Jensen. Han bruger dette som et eksempel på forvansket kristendom. Kristendom som principper. Han har sikkert ret.

De fleste folkekirkekristne ville nok også betakke sig for at få den slags retningslinjer udstukket af kirken. Måske derfor er der heller ingen bisper eller professorer, der taler om, at kirken skal stå sammen og have en stemme i den slags spørgsmål. Det overlader de (og vi) til evangelikale tosser og katolikker.

Når det gælder klima og indvandring, er der derimod bred enighed om, at evangeliet forpligter og bliver et argument. "Den aktuelle flygtningesituation” hedder det sig således, "taler sit eget tydelige sprog” (Anders Klostergaard d. 22.9. i Kristeligt Dagblad). Og den nyslåede Århus-biskop, Henrik Wigh-Poulsen, udtaler til P1, at ”den aktuelle situation” er en ”game changer”, og at kirken i denne situation har ”perspektiver at byde ind med”. Biskopperne har travlt med at overgå hinanden i at rundsende særlige bønner og opfordringer til indsamlinger og opfordringer til fredsringe til menighedsråd.

I klimaspørgsmålet er mange begejstrede for den katolske pave Frans, som rejser rundt i hele verden (med fly og bil, må man formode) og opfordrer politikere i Jesu Kristi navn til at arbejde for at begrænse CO2-udledning i deres lande. I modsætning til Jesus rider paven på en bølge af velvilje og velgørenhedskroner, der egentlig burde gøre ham skeptisk over for om han nu også er så vældig meget in sync med frelseren, når det kommer til stykket.

Det er svært at være uenig i, at man som kristen skal gøre sit bedste (selvom det aldrig bliver helt godt) for at føre næstekærlighedsbudet ud i livet. Men det er påfaldende, i hvor høj grad fordringens indhold af pave og bisper anses for at være lig med det der er politisk gangbart på de bonede gulve. For er det virkelig så let at afgøre, hvad der er rigtige kristelige holdninger og ret næstekærlig adfærd?

Det er klart, at hvis man er af den opfattelse, at alle de mennesker, der vælter ind over Europas grænser i disse dage er flygtninge, hvis liv er i fare i hjemlandet, så kan man meget vel mene, det er ens kristne pligt at hjælpe dem til at få asyl. Så er det også ens kristne pligt at afgive dele af sin egen velfærd til alle de hundredetusinder af flygtninge, der vil komme til landet, såsom SU, plejehjemsplads, job, lejlighed eller arbejdsløshedsunderstøttelse. Som brødre vi dele.

Det er også klart, at hvis man er af den opfattelse, at planeten trues af menneskeskabt global opvarmning, så kan man mene, det er ens kristne pligt dels at forsøge at afværge denne opvarmning ved fx at undlade at bruge elektricitet, rejse med fly, køre i bil, købe møbler fra Kina og spise importerede fødevarer. Dels ved at hjælpe de lande, der antages at blive påvirket af den globale opvarmning med at bygge diger, jordskælvssikre, relokere eller hvad man nu regner med, der skal gøres.

Hvis man derimod ikke er af nogle af de to ovennævnte opfattelser, så kan man heller ikke mene, det er ens kristne pligt at agere sådan som folkekirkens biskopper, pave Frans m.fl. mener, at vi bør. Tværtimod, faktisk.

Man kan nemlig også godt indtage den holdning, at det er ganske moralsk forkert i et kollektivt anfald af galopperende oikofobi at lukke store mængder af muslimske indvandrere ind i et kristent land. Og i så fald kan man meget vel mene, det er ens kristne pligt at prøve at begrænse indvandringen. Man kan også godt indtage den holdning, at den globale opvarmning er en and, og at det efter Climategate er mærkværdigt fortsat at agere, som om Manns hockeystav var udtryk for sandheden om planetens klima. Og i så fald kan man meget vel mene, det er ens kristne pligt at tale for, at de svimlende summer, der p.t. bliver brugt på vindmøller og solenergi m.v. i stedet bliver brugt på fx at skaffe mad og rent drikkevand til folk, der bor i fattige områder.

Hvem, der får ret, lader sig ikke afgøre uden en krystalkugle. Selvom der er nok så mange, der hylder en bestemt opfattelse, så er det stadigvæk ikke sikkert, den er sand. For er de fleste de bedste eller bare de fleste, som Niels Hausgaard så rammende spørger.

Derfor ville det være velgørende, om bisper, professorer m.fl. ville holde op med at docere, hvad der er andre menneskers kristne pligt. Hvorfor lader de ikke folk selv afgøre det, i stedet for at stå og prædike som en anden Kamran Shah om, hvad der er halal og haram?

Støt Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel drives på frivillig basis. Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412

Konto: 3412 312 082

Vi takker for enhver støtte.

 

Med venlig hilsen

Stine Munch, Nana Hauge og Merete Bøye

Johannes Horstmann 1915-2015

af Margrethe Horstmann

"Min pointe om tidehvervs forhold til kristendommen (politiserende forkyndelse, red.) er kirkehistorisk korrekt. Før i tiden talte man ikke om kirke og kristendom, det var noget, man udlevede søndag fra 10 til 12, i skolen og i konfirmandundervisningen, resten af tiden levede man i sin borgerlige sammenhæng, og det har givet kirkelivet i Danmark sit særlige kulturelle præg. Det er tampet ind i os på teologistudiet. Nu er det ændret og man skriver om, hvordan landet er kristent og må og skal være det."

Således skrev Præsteforeningens Blads redaktør i en vist efterhånden kendt kommentar til Morten Fester Thaysens imødegåelse af Merete Bøyes artikel i Kristeligt Dagblad (d. 1/8-15) om den kæmpende kirke. Well, de kirkehistoriske bevisførere, Brønnum har stiftet bekendtskab med, har på intet tidspunkt tjekket ind hos os. Min far, Johannes Horstmann, ”udlevede” ikke sin kristendom mellem 10 og 12 om søndagen, og han talte – og navnlig skrev – om disse emner 24/7, som man siger.

mødet med tidehverv

Sandt er det, at han drev teologi, fordi ”der skal prædikes på søndag”, og tidsrummet 10-12 kan i nogen måde siges at være korrekt, fordi han prædikede så længe. Også for længe. Men den lidenskabelige optagethed af sagen drev værket.

Teologisk følte han sig længe hjemløs, og først ved mødet med Tidehverv - Heje, Brøndsted og Olesen Larsen, hvis efterfølger som residerende kapellan ved Esajas Kirke han blev, og Vilhelm Krarup, der formentlig var den teolog, der stod ham nærmest - fandt han sit sted. Til sin gamle fars sorg. Sted, ikke bevægelse. For man kan ikke kalde et forum, hvor der var uenighed om alt andet end om at forkynde evangelium, en bevægelse. I 70’erne var mange, måske de fleste, tidehvervsfolk modstandere af EF. Min far så ikke nogen særlig grund til at bekæmpe frihandel og måtte drage hjem fra årets møde med prædikatet ”landsforræder”. Næste år vendte landsforræderen tilbage med et endnu længere foredrag, for disse disputationer endte sjældent i åbent fjendskab. Det er sommermødets styrke: at debatten er fri, og at de uforskammetheder, der føg gennem luften, blot var en variation af ”med venner i lys vi tale” (sidste linje i salmen, der indledte min fars foredrag). På samme måde, som Guds ja til mennesker er skjult under Guds nej (som i historien om den kananæiske kvinde), et emne, han arbejdede med hele sit liv, fornemmede han Tidehvervs sommermødes ”ja” til ham selv gennem alle årene. Dér var hans sted, selv om han sjældent var fuldt ud enig med nogen, navnlig ikke med sin gamle konfirmand Jesper Langballe. Sagde nogen, at min far ikke var rigtig tidehvervsk, kunne han sagtens tage det som en kompliment.

Sikkert er det, at min fars forhold til verdens lyster og lader var præget af hans forankring i læsning af Bibel, Luther og Augustin. Guds skabning var altid Hans skabning, og intet kunne ændre det. Holocaust var for min far ikke et tegn på at Gud endelig var død, men at menneskets ønske om selv at ville være Gud var dødsdømt. 80’ernes tale om at Guds almagt lå under for atombombens, førte til den bemærkning, at ”ingen atombombe falder til jorden uden at Gud er med i det”. Det afstedkom en brev- og telefonstorm fra mennesker, der frydefuldt gød galde over denne onde præst, der aldrig udførte diakoni og socialt arbejde, men bare sad dér. Ja, Johannes Horstmann sad meget, men var aldrig uvirksom.

betonlutheraner 

Om føje tid afholdes et seminar i hans gamle kirke, Esajaskirken på Østerbro, med navnet: Johannes Horstmann – en luthersk pilgrimspræst. For hvis Johannes Horstmann havde et motto, var det: ”Vi føres.” Af Gud, forstås, ikke af stærke kræfter eller skæbnen. For ham var Gud ikke én, der gav os opbakning for at trække sig tilbage i sin himmel, når vi kunne lidt igen. Nej, Gud er den aktive, og mennesket den, der er skabt til at gøre Guds vilje. Når mennesket ikke vil dét, støder det på en grænse.

Det lyder gammeltestamentligt, og er det også. For min far forkynder det Gamle Testamente Kristus og står ikke i modsætning til det Nye. Kløften mellem det gamle og det Nye Testamente, den vrede Jahve og den kærlige Kristi fader, kendte han ikke. Men sådan som folket i det Gamle Testamente føres af Gud, sådan føres også den enkelte. På min fars grav er indgraveret Davids salme 86,11: Lær mig O Herre din vej at jeg kan vandre i din sandhed. Vend mit hjerte til dette ene: at frygte dit navn.

Min fars virke forløb med få, men ikke særlig muntre, afstikkere til universitetsmiljøet (Hal Koch så engang et håb i ham og hjalp ham forbindtligst til et værelse på Borch, væk fra en væmmelig ældre dame i Sølvgade), parallelt med det officielle ”kirkelige liv”. Jeg sætter udtrykket i anførselstegn, fordi han afskyede det udtryk. Som om kirken på kejser Augustus' vis kunne rummes i statistikker og årsskrifter. Den ”frie teologiske højskole” fandt sted i vores dagligstue, da min far ikke havde adgang til krypten i sin egen kirke – en af Kirkefondets bestemmelser.

Bibellæsningerne ligeså. Hvad angår de fattige og syge, tror jeg ikke, der kunne sættes en finger på min fars troskab og solidaritet, men det var evangeliet, der bar hans virke. Han kom ikke med varm kaffe og pizza. Og derfor var der ingen, udover de syge, fattige og ensomme, der vidste noget om det.

Min far sagdes at være en betonlutheraner, der ikke havde sans for politik og økumeni. Hertil er at sige, at Confessio Augustana i kap. 7 undertreger, at dér, hvor evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes, dér er kirken, hvor den så ellers er. Nazisme og kommunisme så han som erstatningsreligioner, eller med Chesterton: "kristne dyder, der er gået amok". Læs eventuelt ”Kristendommen og det humane – og den dæmoniske humanisme”, Tidehverv 8, 1983. En af hans nære samtalepartnere i de senere år var den ortodokse teolog, litterat og forfatter Monica Papazu. Det var i samtalen, han havde sin styrke, og jeg tror vitterlig, han kunne tale med alle, der havde noget på hjerte, og han kunne også være meget morsom. En Yorkshire-bonde, der sad ved et busskur for at se, hvem der kom, havde så meget at sige, at bussen kom og gik uden at min far kom med – og det var i Yorkshires mere øde områder.

en upraktisk mand

Sjælesorgen, samtalen mellem præsten og sognebarnet, kaldte han prædiken for den enkelte. Kirkebladet var, i tråd hermed, præstens forlængede prædiken. Således udgav min far sit eget kirkeblad for egen regning, fordi han ikke ville lægge navn til sognets blad, hvis linje han var uenig i. Det var før samarbejde blev et dogme.

Ved et seminar i TeoBar, da min fars dogmatik var udkommet, udtalte professor Bent Fl. Nielsen, at dogmatikken jo ikke var helt up to date, da islam ikke forekom i den. Nu er det altså en kristen dogmatik, men det skal ikke være en hemmelighed, at min far anså islam for at være et kristent kætteri. Og som sådant ikke et særligt kapitel værd.

Personligt var min far, som mange stuelærde, kejtet og særdeles upraktisk. Han kunne faktisk ikke noget - udover at blive født i Sulsted præstegård som tredje barn af seks, blive student i Viborg, og være gift med min mor (og blive far i en fremskreden alder). Nå ja, og være hjælpepræst i Hjørring under provst Hermansen (det var vist meget mystisk), kapellan i Randers Skt. Peder og i Østervold, København. Det gik ikke altid stille af, og det pæne Østerbro-kirkeliv fik nogle skrammer. Men når kirken ville noget andet end at være kirke, og det en kæmpende kirke, var det præstens opgave at påtale det og pege hen på den Kristus som var vejen, sandheden og livet.

En sorg i hans ungdom var nok årsag til, at det var svært for ham at smalltalke. Han kunne ikke – og var derfor heller ikke dus med ret mange. Der er nu også mere glød over en diskussion, hvor man er Des. Fatte sig i korthed kunne han heller ikke – og dog: Når Tidehvervs redaktør henvendte sig med en hastesag, så kunne han godt. Men på krematoriet krummede de tæer, når han kom, for der var sat tre kvarter af til en bisættelse, der kunne tage en time. Gamle Svend Barfoed sagde til mig en gang: Der er to i dette land, der har forstået tingene: Din far og Rudolph Arendt. Men Rudolph Arendt vil ikke tale, og din far kan ikke.

Nej, og han kendte sit handicap, der var tungt nok. Men teologi er for syndere, og som synder drev han teologi og bibellæsning med det ene formål at pege på Kristus. Bibelen skal læses knælende, sagde han, og det skal ikke forstås pietistisk. At nogen tør binde an med et seminar over ham i hans gamle kirke, er umiddelbart imod det, min far stod for, men hans dogmatik har ved afdøde Henrik Frosts solide mellemkomst fået en udbredelse, den nok kan fortjene. Hvis man vil lære min fars teologi at kende, er det et godt sted at begynde.

PS. Læs evt J. Høgenhavens mindeord over Johannes Horstmann i Tidehverv 2, 2000. Der står alt det, der bør siges.

 

Indvandring før og nu

af Kurt V. Andersen

Jeg har på facebook nogle gange set en sammenligning mellem udvandringen til Amerika i det nittende århundrede og så de nuværende migrantstrømme til Europa. Forskellen springer mere i øjnene end lighederne, hvis man ser nøjere efter.

De skandinaviske udvandrere til USA kunne blive ansat hos allerede ankomne skandinaver, de kunne slå sig ned som nybyggere eller prøve sig igennem på andre måder. Men der var minimal eller oftest ingen hjælp at hente fra de amerikanske myndigheder. Mange af os har slægtninge, for hvem det slet ikke gik. De måtte vende hjem med tomme hænder. Der var ingen hjælp at få i USA.

En sammenligning ville forudsætte, at vi i DK modtager migranter med f.eks. 3 måneders hjælp (som visse steder i USA) og dermed slut. De måtte så skaffe sig et udkomme på et arbejdsmarked med ingen eller meget lav mindsteløn og uden forsikring, hvilket ville føre til et omfattende løntryk og omkalfatring af hele arbejdsmarkedet.

Ville vi i Danmark acceptere en løn, som end ikke med 40-50 timers arbejde ville kunne skaffe husly til den arbejdstagende? Sådan er det faktisk i USA i det 21. århundrede (for slet ikke at sammenligne situationen i USA i det 19. århundrede). I dag har mange amerikanere to jobs for overhovedet at skaffe det simpleste husly. 

Ville vi acceptere sammenbrud i det kollektive ansvar, hvor selv de simpleste velfærdsgoder ville blive udsat for voldsomme besparelser?

Disse spørgsmål sprang en dansk emigranthistoriker behændigt over i et interview på P1 i forgårs. Straks efter kunne man læse indlæg på facebook med samme fejlagtige sammenligning. Jeg føler mig nødsaget til at gentage, skønt jeg er træt af det, at jeg mener vi skal modtage syriske flygtninge, men jeg er enig med Andreas Kamm i at vi ikke kan sætte vore egne velfærdssamfund over styr - for hvem ville det egentlig gavne i længden? Slet ikke de svageste på arbejdsmarkedet, som migranterne hører til, men altså heller ikke danske lønmodtagere, som gennem generationer har kæmpet sig frem til ordentlige forhold.

De skandinaviske udvandrere og dagens migranter har det til fælles, at de flygtede eller flygter fra fattigdom. Den afgørende forskel er, at der står en velfærdsstat klar med de nødvendige velfærdsgoder til migranter i Danmark. At afvise denne afgørende forskel vil få konsekvenser for lønmodtagere i den dårligst lønnede ende. Men det betyder måske ikke så meget for den pseudointellektuelle offentlighed i Danmark? Vi er med andre ord nødt til i et fælleskabsbaseret velfærdssamfund alene af økonomiske grunde at vurdere, hvor meget vi kan magte. Og ja, vores samvittighed og moralske valg er altid i klemme mellem fordring og evne. Ikke at ville acceptere dette vilkår er den umodenhed, som man må overlade til utopister og unge idealister uden ansvar.

Kvindeteologi

af Nana Hauge

Da jeg var barn i 70'erne, var der ikke rigtig forskel på drenge og piger. Vi gik ens klædt i træskostøvler og overalls og havde alle grydeklip. Jeg ønskede mig brændende en tylkjole og en prinsessekrone, men sådan noget fandtes slet ikke i butikkerne. Min mor syede i stedet en grøn slå-om-nederdel til mig – kantet med lila fløjsbånd. Jeg var lykkelig for den nederdel.

Da jeg befandt mig hen mod slutningen af teologistudiet, var der nu pludselig alligevel forskel på mænd og kvinder.

I hvert fald når det kom til præstegerningen. Mænd blev præster, fordi de interesserede sig for teologi og for at tænke stort. Kvinder, fordi de gerne ville være noget for andre mennesker. De var også gode til børnearbejde og sådan noget som ingen regner for noget – selvom børnearbejde i form af barnedåb burde være noget, kirken regnede for sin fornemste og vigtigste opgave.

Der blev ikke direkte sagt, at kvinder ikke interesserede sig for teologi, men det lå ligesom mellem linjerne. (Der var i mellemtiden også kommet masser af lyserøde tylskjoler i børnetøjsbutikkerne.)

Dette blev gentaget med års mellemrum lige til den dag i dag. De kvindelige præster har devalueret faget. De kvindelige præster gør kirken til en omsorgskirke. De kvindelige præster forfladiger forkyndelsen. Fortsæt selv listen.

Men samtidig med alt dette blandede de kvindelige præster sig overalt i de teologiske diskussioner. De kvindelige præster ytrede sig om opstandelsen, om religion og politik, om tivoliseringen af Folkekirken, om udvandingen af kristendommen. Et af dansk teologis fremmeste tidsskrifter, Tidehverv, fik en kvindelig redaktør. Samtidig med at de kvindelige præster blev beskyldt for at feminisere og udvande, var de store dagblades teologiske kommentatorer kvinder. 

Der skete også det, at de kvindelige teologer forsvarede en klassisk opstandelsestro frem for en ”moderne”. Der skete det, at de holdt fast på det synspunkt, at der ikke findes en særlig kristen etik, og at der derfor heller ikke findes en særlig kristen flygtninge- eller miljøpolitik. Der skete det, at de i samklang med Grundtvig spurgte: Hvi er Herrens ord forsvundet af hans hus? Der skete det at de påpegede skillelinjer i det danske teologiske landsskab, og at de tordnede mod grøn kirke og andet pjat.

Nu kunne man efterhånden ikke anklage dem for omsorg og børnearbejde mere. I stedet hævdede man nu, at når de kvindelige præster var nået frem til et andet synspunkt end deres mandlige modstandere, da måtte det skyldes enfoldighed – ikke teologisk tænkning. Eller endnu værre – skjulte (politiske) dagsordener. Man kunne ikke forestille sig, at den teologiske tænkning kunne føre til andet end det, der var blød politisk korrekt mainstream teologi.

Nu skete der så pludselig også det, at hver gang de kvindelige præster havde ytret sådanne synspunkter – ja så blev det bemærket, at de var kvinder. Kvindelige teologer.

De mandlige teologer, der erklærede sig enige med de kvindelige præster blev set som prælater. En slags tilbehør. Medløbere. Det er den ældgamle historie om, at kvinden lokker manden.  

Man så, at det stadig var interessant og afgørende, hvilket køn præsten har. 

 

 

 

 

 

Følelser og politik

af Michael Bøss

Kristeligt Dagblad ønsker ikke at beklage, at jeg blev citeret ude af kontekst i en artikel på netavisen. Og redaktionen vil heller ikke publicere et indlæg, hvor jeg forklarer mit syn på forholdet mellem følelser og politiske holdninger. Derfor vælger jeg selv at gøre det på denne måde:

På Kristeligt Dagblads netavis i går den 15/9 blev der bragt en artikel under overskriften ”Forskere: Følelser er en legitim del af flygtningedebatten”. Jeg bliver her citeret med en sætning, der var klippet fuldstændigt ud af sin oprindelige kontekst i en opdatering på Facebook. Sætningen lyder: ”Følelsesbaseret politik har historisk vist sig til skade for demokratiet.” Jeg blev i artiklen ikke bedt om at uddybe mit citat.

Jeg har bedt Kristeligt Dagblad beklage dette, men det ønsker chefredaktionen ikke. Den mener ikke, at der er begået nogen fejl, og at sætningen er repræsentativ for min holdning. Kristeligt Dagblads to journalister har dog begge beklaget fejlen og indrømmet, at sætningen ikke stod for det, jeg skrev i Facebook-opslaget, og som jeg i øvrigt først havde udtalt mig om i både KD og tre nyhedsudsendelser på DR.

Jeg vil derfor her selv uddybe, hvad jeg mener om følelsers rolle i politik. Men først lidt om det generelle problem ved artiklen.

Artiklen byggede ikke kun fra et plukcitat fra mig. Der var også en henvisning til Liberal Alliances Henrik Dahl og debattøren Katrine Winkel Holm. Dahl havde på sin egen Facebook-profil – som en kommentar til demonstrationen på Christiansborg Slotsplads – skrevet: ”I handler ud fra en antagelse, der kunne formuleres således: ’Mine følelser slår dine argumenter’.” Katrine Winkel Holm havde kritiseret justitsminister Søren Pind for at vise følelser i flygtningedebatten.

Derefter lod journalisterne to forskere – retorikeren Christian Kock og moralfilosoffen Ditte Marie Munch-Jurisic – forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt det er legitimt at bygge moralske og politiske holdninger på følelser. Det, mente de, var fuldt legitimt. Som det er blevet almindeligt i danske medier, så blev nogle ”eksperter” altså trukket ind og gjort til en slags overdommere i det politiske system.

For mit eget vedkommende havde jeg dog oprindelig overhovedet ikke ytret mig om, hvorvidt følelser hører hjemme i politik. Sætningen indgik i en opdatering, hvor jeg advarede mod den gensidige dæmonisering af modparten, som kendetegner flygtningedebatten i disse dage. Den fulde tekst, som var skrevet som en opfordring til at læse en kommentar af Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen, lød:
”Retorikken og følelsespolitikken er på et så højt niveau i disse dage, at vi ikke har set magen siden afstemningen om EF i 1973. Det er betimeligt at advare mod den gensidige dæmonisering af ens politiske modstandere, der finder sted. Det er ikke klædeligt for et oplyst folk. Ja, undskyld at jeg moraliserer. De, der er med til at piske stemninger op, hvad enten de er på den ene eller anden side, bedriver en meget farlig leg med ild. Det er helt i orden at have et varmt hjerte, men det lige så vigtigt at beholde forstand og dømmekraft. Følelsesbaseret politik har historisk vist sig til skade for demokratiet. Læs Thomas Larsens tanker om behovet for besindighed og anstændighed.”

Som det fremgår, udtalte mig ikke om, hvorvidt man bør kunne lægge følelser til grund for en politisk holdning. I stedet understregede jeg vigtigheden af en balance mellem hjerne og hjerte. Men jeg vil dog ikke lægge skjul på, at jeg finder debatten om flygtninge og migranter for tiden kendetegnet af netop en mangel på balance mellem hjerte og hjerne. Konsekvenserne er på længere sigt uoverskuelige: Nu er det pludselig legitimt at bryde loven hvis den enkeltes ”moral” eller ”følelser” byder det. Nu kan man åbenbart tillade sig at se bort fra den kendsgerning, at Danmark hidtil ikke har været i stand til at integrere indvandrere uden faglige kvalifikationer fra Mellemøsten. I Kristeligt Dagblad d. 15. september hævdede præsten Kristine Stricker Hestbech frejdigt, at vi ”snildt” kan tage 100.000 flygtninge, og opfordrede til at blive ”opdagelsesrejsende i næstekærlighed”.

Eskatologiske visioner om en menneskehed af ”brødre og søstre” blandes rask væk med apokalypser i aviser og sociale medier lige for tiden. I den situation foretrækker jeg realistiske politikere, selvom de er rådvilde. Som jeg selv ser det, er politik en praktisk gerning, som har til formål at skabe rammerne for et godt samfundsliv og bevare de institutioner, som sikrer det.

Jeg går ud fra, at de fleste, der går ind i politik, gør det ud fra et følelsesmæssigt engagement, men samtidig er klar over, at politiske uenigheder skal afgøres med saglige og rationelle argumenter – hverken med henvisning til deres følelser eller religion. Politik er et produkt af oplysningen og bør foregå på et oplyst grundlag. Så fri os for alle dem, der vil reducere politik til en følelsesbåret etik, hvad enten den er ”humanistisk” eller ”kristen”. Det betyder ikke, at etik ikke hører hjemme i politik. Men der findes faktisk også en lang vestlig tradition for at hylde en etik, der bygger på rationalitet.

Kim Leine - en skide grønlænder

af Stine Munch

Anmeldelse af Kim Leines forfatterskab

I slutningen af august skulle Kim Leine fortælle om sin seneste roman på hovedbiblioteket i København. Leine dukkede ikke op, og personalet på biblioteket blev let paniske. Endelig fik man kontakt til Leine. Han havde glemt det. Eller. Han troede først, det var i næste måned. Men Leine tog hurtigst muligt en taxa til Krystalgade, og kun 45 minutter forsinket gik foredraget i gang.

Leine er en undseelig mand. Han taler ikke ret højt, hans danske klinger norsk. Men hans blik er stærkt. Skælmsk, vil jeg sige. Og dette blik må være årsagen til hans held med kvinder (skal man tro erindringsbiografien Kalak).

Jeg har læst Kim Leines forfatterskab. Ikke fordi det er så langt eller stort. Det håber jeg til gengæld, at det bliver. Leine skriver ganske enkelt rasende godt og med en sjælden fantasi og indlevelse.

Hele forfatterskabet, inklusive erindringsromanen Kalak, handler om, hvordan mennesket tumler gennem livet, om egoisme, rodløshed, om hvordan vi udnytter hinanden, om kærlighed, om sorg og om total deroute. Kort sagt om hor, mord og frafald. Ofte fatter man sympati for en romans hovedperson(er), hvilket dog ikke er tilfældet i Leines bøger. Man identificerer sig ubekvemt med bøgernes afstumpede og til dels nærmest psykopatiske personkarakterer.

Jeg er særligt optaget af menneskets ondskab. Om hvorfor vi gør det onde, som vi ikke vil. Det tror jeg også, Leine er. I hvert fald skriver han om det blindt famlende menneske. Jeg plejer at sige, at jeg opfatter livet som en kamp. Og mennesket som soldat i denne kamp. Leine beskriver kampen uden filter.

Kalak

I debuten, Kalak (2007) kastes læseren ind i begivenhederne, og man begynder ved slutningen. Samme kneb bruger Leine også i romanerne Valdemarsdag, Afgrunden og Profeterne i Evighedsfjorden. Man konfronteres med hvor galt, det er gået for hovedpersonen, og så kommer historien om, hvordan det dog kom så vidt; et greb, som Blixen i øvrigt også bruger i Min afrikanske farm.

I den selvbiografiske Kalak møder vi således Leine, der sidder på et sygehus i Nuuk og skyder sig i armen med morfinpræparatet petidin. Herfra 'klippes' der tilbage til den 17-årige Kim, der er flygtet fra sin mor og stedfar og den bygd i Norge, hvor han er født og opvokset. Det er en flugt fra et barndomshjem og et minisamfund, præget af livet som Jehovas Vidne. Nu står Kim i København for at opsøge sin homoseksuelle far, der repræsenterer en mulig frihed og en vej væk fra den straffende Gud, der har ligget som en trussel i barndommen. Men én helt afgørende ting præger de første år i København: faderen indleder et incestuøst forhold til sin søn Kim.

Kim Leine uddanner sig til sygeplejerske, han bliver gift, får to børn, og familien rejser til Nuuk, hvor han har fået arbejde. Årene i Grønland udgør fortællingens kerne. Med stor ihærdighed lever Leine sig ind i den grønlandske kultur og mentalitet og 'hædres' af de lokale med det dobbelttydige prædikat 'Kalak': en skide grønlænder.

I kraft af sin rolle som sygeplejerske får Kim et grundigt indblik i et barskt liv i de grønlandske minisamfund med vold, druk, mord, selvmord og stoffer. Men han oplever også menneskeligheden, redder liv og hjælper med at bringe børn til verden. Han drages af den følelse af autenticitet og intensitet, som det at leve midt i den vilde natur og de uendelige vidder giver ham. Kims omgang med grønlænderne er dog på markant vis præget af den angst og rastløshed, han har med i bagagen. Således udlever den unge misbrugte dreng nu som voksen mand et stigende misbrug både i form af mange erotiske forhold til grønlandske kvinder – forhold der er præget af kynisme og følelseskulde – og i form af narkomani.

'Kalak' betyder 'skide grønlænder'. Om denne titel siger Leine: "Det passede godt med min selvfølelse at være en kæmpeidiot." Et udsagn, der uvilkårligt fryder en luthersk teolog. 

Kalak minder mig bekendt ikke rigtigt om noget andet. Det er ikke en selvbiografi, som vi kender dem, men en mere litterær skildring af eget liv. Anmelderne har kaldt debutten 'autobiografisk' men til det siger Leine: "Jeg anede ikke, hvad autobiografi var, og det gør jeg stadig ikke."

Romanen kan dog siges at være beslægtet med Kristian Ditlev Jensens Det bliver sagt, som også har seksuelt misbrug i barndommen som omdrejningspunkt. Romanen kan også siges at være beslægtet med et forfatterskab som Erling Jepsens, der i høj grad tematiserer seksuelt misbrug og psykisk uligevægt, og hvor det at forholde sig litterært til disse tabuer bliver en slags selvterapi. Men hvor Erling Jepsen anlægger en galgenhumoristisk distance til hændelserne i barndommen, har Leine en mere rå og passivt observerende tilgang. Det virker næsten, som om, der bag hele forfatterskabet sidder en undrende forfatter og siger: "aha! Sådan kan menneskelivet altså også tage sig ud".

Det er ikke kun Leines fantastiske historier, der gør ham så fascinerende og værd at læse. Også det præcise og skarpe sprog er helt særligt, indimellem så provokerende brutalt, at jeg har måttet læse med hænderne for øjnene.

Tunu

I Leines tredje roman, Tunu (2009), fortsættes Grønlandstemaet. Man følger livet i og omkring en grønlandsk bygd gennem et år. Fra kapitel til kapitel møder vi bygdens beboere og bliver vidner til hændelser, som på forskellig måde præger deres liv. Persongalleriet samler sig om den udstationerede danske sygeplejerske Jesper og den konsultation i bygden, han er ansvarlig for. En række mail-korrespondancer, som Jesper har med sin søster og med sin lægekollega i Nuuk, udgør en del af romanens kapitler. Disse kapitler giver et indblik i Jespers eget problematiske og udfordrende ophold i den lille bygd og samler samtidig de øvrige kapitlers forskellige historier og skikkelser, så der langsomt tegner sig et sammenhængende kollektivt portræt af det hårde liv i bygden, en slags postkolonial kommentar? Havde bygden haft de problemer, der skildres, hvis ikke danskerne var kommet? Og hvis ikke de var kommet, hvordan havde der så set ud?

Valdemarsdag

Leines anden roman Valdemarsdag (2008), starter som noget af en volds-splatter. Som før skrevet indledes denne roman, ligesom Kalak, med den begivenhed, som resten af romanen leder hen til. Fortællingen indledes med, at hovedpersonen Erik Rasmussen på Valdemarsdag d. 15. juni knuser hjerneskallen på sin chef Aage Weiche og bevæger sig ud i det solrige danske sommervejr. Parallelt med romanens nutid indfletter Kim Leine dels en række erindringspassager, der leder læseren fra Erik Rasmussens barndom og frem mod den skæbnesvangre junidag, der er romanens nutid, dels en række politirapporter, som opruller mordsagen med øvrighedens distancerede analyser og formodninger. Leines komposition skaber en kraftfuld dynamik mellem den personlige historie og den ydre karaktertegning af en morder, som politiet nedfælder i deres rapporter. Kompositionen opbygger en spændingsstruktur, hvor hændelsesforløbet, der går forud for indledningens mord, langsomt udfoldes og fremkalde for læseren.

Efter selve fortællingen om Erik Rasmussen følger et kapitel, som afslører, at Erik Rasmussen er Kim Leines egen farfar. "Dette er den egentlig historie for mig som forfatter. Måske er det også den, der betød, at jeg som helt ung besluttede at blive forfatter", siger Kim Leine. Og således bliver også Leines anden roman på sæt og vis autobiografisk, idet den tager afsæt i forfatterens egen familie.

Profeterne i evighedsfjorden

Profeterne i Evighedsfjorden er en tyk roman på over 500 sider. Persongalleriet er mangfoldigt, forviklingerne og personernes forbundethed med hinanden er indviklede, og ofte måtte jeg gå tilbage for at læse, hvordan dette eller hint hang sammen. 

Romanen kræver en årvågen læser og lader sig vanskeligt beskrive kort; dens tone og stil er netop så særlig for Leine. Det er livet, der beskrives. Med lort og lus, længsel og smerte, i lyst og - fortrinsvist - i nød.

Også i denne roman begynder læseren med slutningen på historien i 1795 og spoler så tilbage til d. 1. juni 1782. Den unge Morten Pedersen, fra en fjern norsk provins går i land på kajen ved Toldboden i København. Han ville gerne studere medicin og virke som fysikus, men hans far har besluttet, at sønnen skal være præst. Morten resignerer og tager til København for at blive teologikus.

Morten observerer, at han er den eneste af studenterne der hedder noget med –sen, til efternavn. Derfor finder han et, synes han, bedre navn, langt ude i familien. Derefter hedder han Morten Falck. Som en anden Søren Kierkegaard, forlover Morten Falck sig med en ung Abelone fra det bedre borgerskab, og ligesom Kierkegaard gør han det forbi, før det rigtigt bliver til noget. Da han møder hende mange år senere, er hun gået fra forstanden.

Abelone og Morten Falcks søster og svoger ønsker, at han får et embede på Lolland, men efter sin dimisprædiken i Vor Frue Kirke i København modtager Morten Falck et kald ved Sukkertoppen og tager snart afsted med skib mod Grønland. Med sig bringer han en ko, så de har mælk undervejs.. Beskrivelsen af hans omsorg for koen er blandt romanens højdepunkter.

40-50 år efter Hans Egedes første missionsfremstød har Morten Falck en naiv tro på, at de hedenske grønlændere er som små lam, der savner en god hyrde. De skal reddes! Morten Falck bliver klogere. Romanen foregår samtidig med den franske revolution, og Morten Falck er dybt påvirket af Rousseaus udsagn: »Mennesket er født frit, og overalt ligger det i lænker!«.

Morten Falck har ikke trang til at tvinge grønlænderne til noget, men tilsyneladende heller ikke til at forkynde kristendom. Han virker i det hele taget noget distanceret i sit kald. Leine beskriver stort set ikke gudstjenesteliv, prædikener eller taler, og det fremstår tvivlsomt, om denne præst egentlig skal forestille at holde regelmæssige gudstjenester. Måske er det bevidst for at beskrive Mortens Falcks sløseri med sin gerning, eller også har Leine her sin begrænsning. Jeg tror mest, det første er tilfældet, fordi Leine ellers evner at researche på mangt og meget. 

Men for helhedens skyld, og fordi beskrivelsen af Morten Falck ellers er så gennemgribende, også på det fysiske plan, savner jeg personligt et indblik i præstens åndelige anfægtelser og overvejelser. Kun i mødet med netop profeterne i Evighedsfjorden, Habakuk og Magdalene, åbner Leine for noget sådant.
Magdalene modtager ord direkte fra Herren selv, stifter en menighed og forkynder en blanding af naturreligion og kristendom. Det behager naturligvis ikke kolonimagten, og der kommer en ophedet kætterhistorie ud af affæren.

Leine kildehenviser til en artikel om Habakuk og Magdalene (Tidsskriftet Grønland, 1986) skrevet af Mads Lidegaard, og herudfra digter han så videre på personerne Habakuk og Magdalene og deres liv og tanker. Falck mangler gennemslagskraft og autoritet som præst og lider nederlag, når han diskuterer kristendommens velsignelser med intelligente indfødte, og han kommer – også på grund af sin ikke særligt kontrollerede livsstil – i et modsætningsforhold til kolonimagtens øvrighed.
Der er en god del Leine i Falck. Begge rejser de ud, båret af længslen efter det fremmede, efter eventyret og friheden. Men i bagagen er også flugten fra sig selv, et destruktivt misbrugs-gen, men også en evne til, som en slange, at skifte ham og forvandle sig. Anmelderne har kaldt denne roman for autofiktion. Leine udtaler, at biografien kan være klaustrofobisk, og at en autofiktion på den måde er en aflastning udi genren: at beskrive eget liv.

Kim Leine skriver, så man skærmer sig for ild og skutter sig for is, kradser sig for lus i parykken og væmmes ved stanken af spæk og sved. Vi er med til voldtægt og abort, hævn og ydmygelse, straffeekspeditioner og overgreb. Vi er både med i kajakken og ombord på hvalfangerbåden, i tørvehytterne og på præstegården, i det københavnske borgerskabs stillestuer og i byens skamfulde skyggesteder. Og vi er med til den fortabte søns hjemkomst til Norge, hvor Morten Falck har lykken indenfor rækkevidde men drages af den grønlandske sirenesang.

Som forfatterskabets fjerde roman demonstrerer Profeterne i Evighedsfjorden en fortsat fremdrift, der dementerer en eventuel skeptisk forventning om, hvorvidt kvaliteten i for høj grad byggede på selvterapi og på den personlige erfaring. At han skriver Morten Falck frem som sit symbolske selv er der næppe tvivl om, men det er gjort modigt, indsigtsfuldt og selvbevidst.

Afgrunden

Afgrunden er en hæslig bog. Fuld af vold og blod og splat. Jeg måtte læse adskillige sider med hænderne for øjnene (sådan med spredte fingre). Men det er en hæsligt god bog! Den skildrer kroge af det menneskelige sind og måske snarere, at det ikke blot er hæslige kroge, der skildres men menneskets egentlige natur. Leine kigger lige ned i den sindets afgrund, og han er ikke bange for at skrive, hvad han ser. Det er konkret, og det er fantastisk. Skarpt, realistisk og uforudsigeligt. Og det rå og afstumpede er beskrevet nøgternt og roligt.

Romanen veksler i tempo og mellem genrer. At Leine er sygeplejerske fornægter sig ikke gennem de fagsproglige lægejournaler om de to brødres død. Desuden indledes hvert afsnit/kapitel med et stykke fra Johannes' Åbenbaring, et sted er der en fabelagtig gendigtning af Salme 123, og romanen indeholder adskillige breve. Man kan meget fint kalde romanen for en 'genre-collage'.

Romanen skulle oprindelig have været et manuskript til en film om modstandsmanden Peter de Hemmer Gudme (1897-1944). Men historien fik sit eget liv og voksede til en 600-siders fortælling, som man fint kan læse uden at være specielt historisk interesseret.

Afgrunden handler om tvillingerne Kaj og Ib. Vi følger de to brødres liv fra 1918, hvor de er godt 20 år gamle til deres død i 1944. Som 20-årige melder Kaj og Ib sig som frivillige soldater i den finske borgerkrig. Krigen er beskrevet som et bestialsk orgie af vilkårlig død, vold og brutale henrettelser. Brødrene overlever krigen og kommer tilbage til Danmark, hvor vi følger brødrenes liv op gennem mellemkrigstidens København. Brødrene har hver deres ar på sjælen efter krigen og prøver på hver deres måde at finde en plads i tilværelsen. Ib bliver læge og Kaj teolog. Begge er de meget distancerede til deres fag og til livet i det hele taget.

Afgrunden er Leines seneste roman, og selvom jeg er udelt begejstret for hele forfatterskabet, vil jeg mene, at denne roman har størst pondus. Den er en afgrundsdyrkende roman, med stor forstand på uforståeligheden i menneskers adfærd.

Et gennemgående tema i hele forfatterskabet er spørgsmålet om det moderne menneskes vanskelighed ved at tilpasse sig. Leine tør iagttage menneskets uforståelighed, og han bilder sig ikke ind, at mennesket i grunden er godt.
Disse skildringer af det absurde menneske er alle særdeles læseværdige, og det kommende efterårs- og vintermørke vil udgøre en fin kulisse for læsningen.

 

Fornyelse i kirken

af Knud Nyboe Rasmussen

Vi lever i dag i et informations- og mediesamfund, hvor nyheder vælter ind over os døgnet rundt. Hver dag, ja, hver time, bringer sine nyheder, der knap er bragt til torvs, før de er glemt og afløst af endnu nyere nyheder.

Derfor er intet så uvedkommende som gamle nyheder. Kun det nyeste nye fanger opmærksomheden - et kort øjeblik.

Når landet ligger sådan, så kan det ikke undre, at kirken ustandseligt møder opfordringer til at forny sig og dermed følge tiden, så der også i kirken sker noget nyt, som kan tilfredsstille et nyhedsforvænt publikum.

Men opfordringen til - eller kravet om - fornyelse i kirken er ikke så ligetil at imødekomme. Der er ganske vist mange præster og kirkelige kredse, der prøver på at skabe fornyelse i kirken, men resultatet er sjældent særlig nyt. Oftest er der tale om "bøf på en anden måde", altså om opkog af noget gammelt og i andre sammenhænge for længst prøvet. Så nogen voldsom fornyelse i ordets egentlige forstand er der sjældent tale om.

Naturligvis kan og skal man i kirken løbende tage nye kommunikationsformer og medier i anvendelse. Undertiden også nye gudstjenesteformer og musik. Det siger sig selv.  Men det er ikke den fornyelse, vi her taler om.

For der er det mærkelige ved kirken, at skal der her skabes fornyelse, virkelig og egentlig fornyelse, så sker det aldrig ved, at man finder på noget nyt og ikke før set og hørt. Det kan der måske nok komme en vis forandring og afveksling ud af, måske af og til også afsporing fra det egentlige, men der kommer aldrig ægte og saglig fornyelse ud af det.

Al historisk erfaring viser nemlig, at virkelig fornyelse i kirken faktisk kun sker ved, at kirken på ny vender sig til det gamle, det vil her sige: til det oprindelige - altså til det, som kirken fra begyndelsen var henvist til og anlagt på. 

Og det er måske ikke kun i kirken, det forholder sig sådan. Jeg tænker f.eks. på den gamle progressive venstrefløjsmusiker Benny Holsts sang ”Julies sprog”, som er kommet med i højskolesangbogen. Sangen er et opgør med et moderne forfladigende og manipulerende sprog, og de to sidste linjer, der rummer en slags konklusion, lyder: ”det sprog vi har talt trænger til at fornyes / vi må lære det gamle igen”. En tankevækkende folkelig parallel.

Ellers er den lutherske reformation jo skoleeksemplet på, at fornyelse i kirken ikke er at opfinde nye ting. Det var jo præcis det, paven og pavekirken havde gjort middelalderen igennem, men som reformationen gjorde op med - netop ved at vende sig til den gamle af skriften bevidnede, og det vil sige: den oprindelige kristendom. Sådan blev reformationen en afgørende fornyelse af kirken - eller rettere: den blev, som ordet siger, en gen-dannelse – en re-formation - af kirken til at være det, som den var i begyndelsen.

Det samme kunne med stor ret også siges om Grundtvigs såkaldte "mageløse opdagelse" af, at kirken er en historisk virkelighed, der bæres - ikke af menneskers ideer og kundskaber eller ople­velser og stemninger, men af et levende ord, der har lydt ved dåb og nadver lige siden kirkens begyndelse. Den gennemgribende grundtvigske fornyelse af rationalismens kirke var altså på ingen måde en opfindelse af et nyt kirkesyn, et særligt ”grundtvigsk” kirkesyn. Nej, den var - netop - en frugtbar genopdagelse af og dermed tilbagevenden til det gamle - det oprindelige - det, som har båret kirken igennem historien - og som stadig bærer den, hvor den er Jesu Kristi kirke - og ikke en anstalt for menneskets egen opfindsomme religiøsitet eller spiritualitet.

Kristeligt set er det gamle, som bærer kirken, også det radikalt og til alle tider nye. Egentlig det eneste virkeligt nye, som findes under solen. Og hvad er dette nye? Det er det, som overvinder det i negativ forstand gamle: synden, døden, djævelen – og dermed også menneskets dybeste nød og håbløshed, alt det, som forvrænger og ødelægger livet.

Dette virkeligt nye delagtiggøres et menneske i gennem dåben, hvor det får livsfællesskab med ham, som i egen person er overvindelsen af det gamle: ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til.” (2. Kor 5,17). Eller som Paulus udtrykker det samme i Romerbrevet kap. 6. hvor han taler om dåben som det gamle menneskes død og begravelse med Kristus, ”for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv” – eller som der egentlig står i den græske tekst: for at vi skal vandre (leve) i ”livets ny-hed” (en kainoteti zåes).

Denne ”ny-hed”, det er det eneste virkeligt nye, ikke kun i kirken, men også i verden. For denne ny-heds skyld er den kristne kirke til.

Al ægte fornyelse i kirken, det er derfor – på ny og på ny – at vende tilbage til denne ”gamle” ny-hed, som aldrig bliver gammel.

 

                                                                                                           

 

 

 

 

 

 

Vær hos de andre - om at blive gift med sig selv

af Isak Krab Koed

Kan man være gift med sig selv? Spørgsmålet forekommer formentlig de fleste en kende absurd. I flere lande praktiseres sådanne selvvielser ikke desto mindre allerede, og så sent som i 2013 foretog en dansk præst den første selvvielse herhjemme. Et sådant selvvielsesritual er ikke juridisk gyldigt, men påberåber sig til gengæld Kristi autoritet, når det udføres i Kristi kirke – og det er dén påstand, der skal underkastes nærmere undersøgelse i det følgende.

Det kan virke oplagt at affærdige selvvielsen med udgangspunkt i skriftsteder, der udgør grundlaget for den kristelige ægteskabsordning. Jesu samtale med farisæiske skriftkloge om vilkårene for skilsmisse i Matt. 19 rummer for eksempel den vel nok mest håndfaste definition af et ægteskab, idet han siger om dem, der indgår i det, at ”de to skal blive ét kød” (Matt 19,6). Et menneske er nu engang kun ét, hvad enten det vil det eller ej – og man bliver hverken mere eller mindre ét kød, end man var det i forvejen, når der ikke er noget at sammenføje. Den betragtning er i øvrigt lige gyldig, uanset om formuleringen om at blive ét kød annammes i kødelig eller åndelig forstand. Ganske vist kan man være i syv sind, men man kan dog kun være det i sit eget ene.

Det er med andre ord tydeligt, at selvvielsen teologisk set ikke kan opfattes som et egentligt ægteskab. Af den konstatering følger imidlertid ikke et svar på, om praksissen (under et andet og mindre misvisende navn) kan finde sted i en evangelisk-luthersk folkekirke, hvori mangt og meget som bekendt foregår, uden at det har specifikt skriftbelæg - hvad der i øvrigt ikke strider mod reformationens ånd, idet Luthers højre hånd, Philip Melanchton, i Confessio Augustana art. VII klart understregede, at man ved kristendommens udbredelse udmærket kunne oppebære lokale ritualer og højtider, for så vidt som disse ikke stod i modstrid med evangeliet: ”Til sand kirkelig enhed er det nok at være enige om evangeliets lære og forvaltningen af sakramenterne. Det er ikke nødvendigt, at de samme menneskelige traditioner, ritualer eller ceremonier, der er indstiftet af mennesker, findes overalt.” Kan en sådan modstrid ikke konstateres, er der altså ikke noget i vejen for, at praksissen opretholdes – heller ikke som del af et sjælesørgerisk forløb i kirkeligt regi, sådan som den optrådte i Gethsemane Kirke på Vesterbro i København tilbage i 2013.

Det videre spørgsmål må derfor være, om ideen som sådan er uevangelisk? Til en begyndelse: Ja, hvad er idéen? Ved en vielse siger brud og gom ja til hinanden. Ved en selvvielse siger brud eller gom ja til sig selv. Det kan lyde ganske uskyldigt. Hvilken tåbe ville dog finde på at gøre det modsatte – altså sige nej til sig selv, til sin egen eksistens? Den skæbne at være sig selv kan vel kun undflys ved dødens mellemkomst?

Det problematiske i disse bemærkninger er den uudsagte præmis, hvorpå de bygger, nemlig den, at et menneske selv vælger livet. Ethvert menneske er jo fra moders liv unægtelig svøbt i sit eget skind og har ikke haft spor med sagen at skaffe. Det er ude af spædbarnets hænder, om det fødes eller ikke. Livet gives os som en gave. Ikke som et spørgsmål til personlig afgørelse: Vil du leve eller ej?

Når nu denne afgørelse er truffet for os, bliver selvvielsens ja et udtryk for andet og mere end et tilvalg af selve det at leve. Det bliver en hensigtserklæring om, hvordan man vil bringe sin gave i anvendelse, ja, i grunden ligefrem et løfte om troskab mod denne hensigt. Jaet bliver – som terapeut og psykolog Mette Holm formulerede det i Kristeligt Dagblad 31. marts 2015 – ”den ultimative manifestation af, at man vælger sig selv.”

Hvad kan man kristeligt set sige om dét valg? I en tilværelse, hvor man ikke kommer til andet end kort, er det let at forstå behovet for at sige god for sig selv, simpelthen meddele sin omverden, at man er god nok – både for og i sig selv. Når man således gør sig selv til sin egen dommer, glemmer man imidlertid rent, hvorfra man fik det liv, over hvilket dommen står. Kan man tillade sig at gøre hvad som helst med den livets gave, man uforskyldt er blevet betroet? Har man overhovedet den lyst, når man tænker oprigtigt efter?

I den lille bog Kristendommens Oprindelse fra 1963 giver kirkehistorikeren Hal Koch en god begrundelse for, at svaret er nej: ”For den, der uden grund og rimelighed har modtaget alt, er det en selvfølgelig ting at elske og tilgive. [...] Guds godkendelse; den har han som gave, men netop derfor tilhører hans gerninger næsten. Selv har han ikke brug for dem.” Hvilken tåbe ville nemlig finde på at sige nej til sig selv for vores skyld? Hvilken tåbe var uden skyld, men tog den skyldiges straf? Det var Kristus selv, som sagde: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Luk 23,34). Og hvad skulle vi – således tilgivne – selv have brug for vore gerninger til?

Over den kristnes liv hviler altså allerede Guds ja – og da livet er en Guds gave og ikke menneskets egen fortjeneste, er også den kristnes gerninger Guds ejendom. Når Kristus taler om det dobbelte kærlighedsbud, er det i grunden slet ikke en formaning eller et lønligt håb om vores livsførelses art, vi hører. Det er en ordre! ”Men vil du gå ind til livet, så hold budene!” (Matt 19,17). Budet er, hvad Gud Herren byder os at gøre med det liv, som er hans, disse talenter, han har betroet os: Vær hos de andre. Det er ikke bare, hvad vi skal med livet. Det er livet i sig selv.

Derfor kan Luther i Et kristenmenneskes frihed sige: ”Et kristenmenneske lever [ikke] i sig selv, men i Kristus og i sin næste, i Kristus gennem troen, i næsten gennem kærlighed. Gennem troen føres han op over sig selv til Gud, fra Gud føres han igen ned under sig selv gennem kærligheden.” Siger man sig fri af forpligtelsen på sin næste, siger man sig selve livet fra. Siger man ja til sig selv, siger man Kristus nej. For ”den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det” (Luk 9,24). Vier man livet til sig selv, har man slet intet liv at leve.

Foragter ej de ringe dage

af Nana Hauge

Kristendommen ser ud til at være i frit fald i både Europa og Nordamerika. Hvis udviklingen fortsætter som den er nu, er der ikke flere kristne i hverken England eller Tyskland om for eksempel 50 år.

I USA (Guds eget land) er der hos den generation, der er født efter 1981 kun 50 % der opfatter sig som kristne og tilhører et kristent kirkesamfund. I Norge og Sverige er udviklingen den samme. Her I Danmark har vi i Folkekirken fortsat en høj medlemsprocent, men også her falder både dåbstal og medlemstal en lille smule hvert år.

Meget er forsøgt i bestræbelserne på at udtænke foranstaltninger, der kan sikre og værne kirkehuset og kristenheden. Resultatet er, at mange såkaldte tærskler er sænket eller helt væk. Mange dogmer er opgivet til fordel for blød humanisme. Kristendommen er mange steder blevet til pæn kultur, livspoesi eller opløst i moral.

Fornyelse og oplevelseskultur er implementeret. Man forsøger sig med visionsgrupper, branding, synlighed og logoer. Faldende dåbstal vil man modvirke ved at lave forkromede selvbestaltede kirkeråd. Men det hele er tilsyneladende uden effekt.

Til gengæld er kristenheden i bestræbelserne på at forny sig og være moderne gået hen og blevet bange for sin egen skygge;

Som en britisk katolik skriver i The Spectator, så er der selv ikke for den argeste ateist noget at komme efter mere. Selv ikke på de skoler, der kalder sig for katolske – for her er kristendommen skiftet ud med multikultur og Nelson Mandela-kult.

Men en af de mest dramatiske fejltagelser, kirkerne kan begå, og som de protestantiske kirker har begået, mener en italiensk sociolog, er at tro, at de for at beholde deres medlemmer skal tilpasse sig samfundet.

Heller ikke her i Danmark er det lykkedes at stoppe medlemsnedgangen på trods af de sidste 40 års bestræbelser på at peppe kirken op og gøre den mere moderne og tidssvarende. Vore egne kvikke påfund gør det åbenbart ikke. Ingen djævel kan det hæmme, ingen helgen kan det fremme, som Aastrup sagde.

For det er alene ordet om Kristus, der helliger huset. Det er ånden der bygger kirke bedst. Det betyder ikke, at vi bare skal læne os tilbage og se til at Europas kirker styrter i grus, og at den kristne menighed uddør.

Men vil vi være kirke, må vi være det på Guds nåde. Da må vi acceptere, at kirken lader sig ikke tvinge, for Guds ånd virker i stilhed. Og da må vi kende den fred, der tjener os.

Grundtvig mente, at vil du være Guds barn i Kristus, vil du være i lyset, vil du bygge på Kristus, da kan du ikke samtidig råbe på fred, sikkerhed og tryghed. For vil man eje lyset og livet så kan man kun eje dette på bekostning af trygheden og sikkerheden.

Måske er det sådan, at vil man bygge på Kristus, kan man ikke samtidig eje verdens fred. Så kan man ikke lave sikre og uindtagelige borge. Så må man leve med risiko og kamp. Til gengæld har man den fred, som Kristus skænker. Den fred er ikke som den verden giver. Hans fred er ikke fred fra strid, men det er fred til at stride sin strid med mod, fred til at vente på enden god.” Det er den fred, der giver det livsmod der gør, at vi kan kæmpe og vinde. Og som gør, at vi kan strides uden at forfærdes.

Og dette er løftet til os, når dagene er ringe, når vi har bygget borge, som vi siden hen så styrte i grus, når det hele synes tabt - at han vil rejse det hele igen på tre dage. At ud af det, der sank i grus, vil der komme nyt. 

 

 

 

 

 

Replik til Andreas Meng

af Robert Jensen Buhl

Efter at have læst både Jakob Wolfs kronik fra d. 23. maj i Berlingske og Andreas Mengs svar på denne i Nyt Babel #6 kan jeg ikke se andet, end at Andreas Mengs artikel ligeledes trænger en kommentar. Den lider nemlig under flere unøjagtigheder i forhold til, eller sågar misforståelser af, flere af kronikkens begreber såvel som generelle sigte. Derudover fremlægger den et trossyn, jeg i mange optikker finder kritisabelt.

Jakob Wolfs indledende pointe, at det hellige ikke er demokratisk, går på, at livet i sin bestemthed (skabthed) aldrig har stået til diskussion. Der er dele af tilværelsen, vel at mærke dele af "afgørende og skæbnesvanger betydning", som det ikke står til os at ændre. Det mest afgørende, som Jakob Wolf også nævner, er vel dette, at vi og verden overhovedet er – og engang ikke skal være mere. Hermed har Jakob Wolf gjort det klart, at når han i denne sammenhæng taler om "det hellige", så menes der livet i sin bestemthed.

meng stiller en stråmand op

Skaberværket er helligt. Andreas Meng giver som det første Jakob Wolf ret i, at det hellige ikke er demokratisk, for, fortsætter han, "der er En Hellig, som er absolut sandhed." Tilføjelsen er problematisk, for nu er det ikke længere Jakob Wolf, han giver ret, men en stråmand. Jakob Wolf siger, at vi lever under livsvilkår, som aldrig har kunnet diskuteres; Andreas Meng giver ham ret i, at det ikke kan diskuteres, at Kristus er sandheden. Hvor Jakob Wolf taler om det hellige som noget, der er umiddelbart iagttageligt for alle mennesker, tillægger Andreas Meng i en håndevending begrebet en specifikt kristelig betydning, som bevirker, at Guds hellighed nu kun er tilgængelig igennem "Ham", og at "Gud ikke åbenbarer sin sandhed på andre måder end ved Kristus." Det er vel muligt, men det er ikke desto mindre en misforståelse af Jakob Wolfs begreb om det hellige.

Når Andreas Meng derfor mener, at Jakob Wolf "ender med at modsige sin egen overskrift og sig selv" ved alligevel at mene, "at der gælder en smule demokrati i "det hellige", for der findes ikke kun en sandhed", så beror denne påstand på en misforståelse. Ifølge Jakob Wolf er det hellige, forstået som skaberværket, blevet til på fuldkommen udemokratisk vis. Det er én ting. Noget andet er, at vi på demokratisk vis, det vil blot sige gennem samtale, kan drøfte hvad sandhed er, og hvordan vi bedst bringes i forhold til denne. Dette, at Jakob Wolf ikke vil udelukke, at andre religioner end kristendommen har "del i sandheden", er derfor ingen demokratisering af det hellige og følgelig en selvmodsigelse, eftersom det hellige af ham slet ikke er blevet brugt i betydningen "sandheden".

en falsk antinomi

Det er Andreas Meng selv, som har forestået denne tretrinsoversættelse: det hellige - Kristus - sandheden, og herigennem kreeret en falsk antinomi. I det hele taget synes Andreas Meng at tage meget anstød af Jakob Wolfs syn på relationerne mellem sandhed og religion, tro og åbenbaring.

Uenigheden er ikke til at overse, men det er til gengæld den mere nuancerede forståelse af de grundlæggende sondringer, som Jakob Wolf bygger sin argumentation op omkring. Måske først og fremmest hvad angår spørgsmålet om (absolut) sandhed, som Andreas Meng beskylder Jakob Wolf for at have en "skæv definition af". "Sandheden tilhører", siger Jakob Wolf, "Gud og kan ikke ejes af mennesker. En rethaverisk religion, der tager patent på sandheden, er ikke en religion, men en politisk ideologi." Ifølge Jakob Wolf er altså sandheden ikke bundet til nogen bestemt religion, fordi sandheden er Guds, mens religionerne er "formede udtryk for menneskers erfaringer af det ubetingede, der betinger os." Sandheden er guddommelig, religionen er menneskelig. Og selvom religionerne er forskellige, handler hver og en om "det, vi alle sammen er fælles om, nemlig at være underkastet vilkår, vi ikke har magt over".

Det er Jakob Wolfs pointe, at religionerne har en fælles (hellig) forudsætning, nemlig livet, som det er. Andreas Meng er af en anden overbevisning: "Kristendommen og religionerne har intet tilfælles, for religionerne fornægter hele det fundament, som Kristustroen bygger på. Der er kun forskelle." Hvor Jakob Wolf altså skelner mellem sandheden som noget ubetinget på den ene side, og de kulturhistorisk betingede religioner på den anden, skelner Andreas Meng mellem på den ene side kristendommen, idet denne er sandheden, og på den anden side løgnen, som er alt andet. Derfor beror det igen på en misforståelse, når Andreas Meng hævder, at "lektorens hele idé synes at være den, at vi for alt i verden ikke må hævde en absolut sandhed". Hvad Jakob Wolf i stedet siger er, at i det øjeblik vi hårdnakket holder på, at vores religion er sandheden, da har vi fjernet sandheden fra Gud og reduceret religionens gudsdyrkelse til at være en selvkredsende ideologidyrkelse. I allerhøjeste grad skal den absolutte sandhed hævdes, men den skal hævdes som tilhørende Gud, for kun således undgår man, at den monopoliseres og systematiseres af mennesker.

forskel på almene udsagn og trosudsagn

En anden grund til, at Andreas Meng er kommet på, at Jakob Wolf skulle vægre sig mod at tale om en absolut sandhed, er, at han ikke for alvor har forholdt sig til sondringen mellem almene udsagn og trosudsagn og disses forhold til sandheden. Jakob Wolf skelner mellem tro og almen viden, eller mellem almene udsagn og trosudsagn. Det er ikke sådan at forstå, at der findes nogle udsagn, som er almene og nogle, som er trosudsagn; det selvsamme udsagn kan forstås både som et alment udsagn og som et trosudsagn, det vil sige et udsagn, hvis sandhedsværdi først realiseres, idet dets budskab overtages i en eksistentiel stillingtagen. "Jesus er sandheden" forstår Jakob Wolf som et trosudsagn, hvilket altså vil sige, at det kun er sandt for tilhøreren, for så vidt det tros af dette enkelte menneske. Troens sandhed er altid personlig, fordi ingen kan tro for dig, men det udelukker på ingen måde, at det, som tros, skulle kunne være den absolutte sandhed.

Som Jakob Wolf udtrykker det: "Når jeg som kristen siger, at jeg tror, at Gud har åbenbaret sandheden om sig selv i Jesus fra Nazareth, så tror jeg, det er en absolut sandhed". Andreas Meng derimod forstår eksempelvis udsagnet "Jesus er sandheden" som et alment udsagn. "En absolut sandhed", siger han, "er ikke kun sandhed for mig, men er sandhed for alt og alle, det er den "totale sandhed"." Dog overser han derved, at også trosudsagnets sandhed er sandhed for alt og alle, absolut – når først den tros. (En illustration af dette kunne eventuelt være den billedlige tale om troens øje, troen som dette, at betragte livet på en bestemt måde eller fra et bestemt sted. Perspektivet gælder ikke i almindelighed alle og enhver, kun dem, som i øjeblikket befinder sig på dette sted. Men uanset for hvem, der bevæger sig derhen, vil perspektivet være det samme.)

Udtrykket "den totale sandhed" understreger, at Andreas Meng, i modsætning til Jakob Wolf, hører det kristne budskab som afdækningen af en almengyldig naturlov, ikke som et trostilbud til den enkelte. Forskellen ved at forstå det kristne budskab som et alment udsagn eller som et trosudsagn er ikke et spørgsmål om at tage det for mere eller mindre sandt. Heri består vel Andreas Mengs centrale misforståelse hvad angår spørgsmålet om sandhed. Forskellen går på, hvorvidt det kristne budskab tages for en lære (dogma) eller en eksistentiel meddelelse (kerygma). Naturligvis er en meget stringent skelnen i reglen mere teoretisk end praktisk.

For eksempel er den eksistentielle forståelsesmulighed rigtignok for alvor udsondret og fremdraget gennem det 20. århundredes teologi, men den kan samtidig siges at være afspejlet og indlejret i kirkehistorien, i udviklingen af ritualiteten. At der er behov for at sige det i bund og grund samme igen og igen for de samme mennesker er netop udtryk for den opfattelse, at evangeliet ikke én gang for alle kan begribes, tilegnes og relativt uproblematisk fastholdes, som det mere eller mindre er tilfældet med en lære.

 

Det er på denne baggrund, forståelsen af kristendommen som en eksistensmeddelelse, at Jakob Wolf, uagtet sin personlige kristentro, hverken kan eller vil udelukke, at "Gud på en anden måde har åbenbaret sin sandhed for andre". Det er og bliver den enkeltes afgørelse, om han vil tro forkyndelsen af åbenbaringen i Kristus. For Andreas Meng er det imidlertid i kraft af hans personlige tro givet, at Gud ikke kan have åbenbaret sit sande væsen på anden vis. Derom kan han "have trosvished". Troen er ingen personlig overbevisning, ikke et ansvarsfuldt valg, "for valget er taget. Gud åbenbarede sig nemlig i Jesus fra Nazareth, og kun igennem Ham kan vi kende Gud."

angående trosvished

Hvad angår denne "trosvished", er der et par ting at bemærke. Sin trosvished baserer Andreas Meng på, at "Gud er den, Han siger, Han er". Problemet med dette argument er bare, at det er en fejlslutning, et cirkelbevis: Hvis troen på, at Jesu forkyndelse er Guds ord, beror på tilliden til, at Gud taler sandt, så er troen på, at det er Gud, som har åbenbaret sig, sat som forudsætning for (tros)visheden om, at åbenbaringen er Guds og derfor sandfærdig. Med andre ord: Hvis jeg skal tro, at det er Guds ord, af den grund, at Gud taler sandt, må jeg allerede tro, at det er Guds ord. Sagen er naturligvis ikke den, at Guds ord i troen ikke skal tages for værende Guds ord, men at det er meningsløst og selvbedragerisk at ville retfærdiggøre sin tro med henvisning til den selvsamme tro.

Der kan gives nok så mange gode grunde til at tro, særligt med udgangspunkt i den menneskelige erfaringsverden, men vished for troen, det gives ikke. Desuden er ideen om trosvished mindre uskyldig end som så, for det er den, uden sammenligning i øvrigt, fundamentalismen lever af. Jakob Wolfs overordnede pointe i kronikken, der falder som en kommentar til den da igangværende debat om, hvorvidt kristendommen kan siges at være bedre end islam, er den, at hvad der ganske vist var tænkt som et forsvar for og en promovering af kristendommen, i virkeligheden gør kristendommen, såvel som enhver anden religion, uret.

Uanset om det også giver mening at sammenligne kristendom og islam ud fra et kulturhistorisk og/eller politiskideologisk perspektiv, er det grundlæggende uinteressant, hvis analysen stopper der, for det er en banalisering af religionernes sag, som overser det væsentlige, at religionerne har udgangspunktet, den menneskelige tilværelse, tilfælles.

Andreas Meng er dog ikke i stand til at se, hvordan kronikken, i kraft af sin pointering af, at den religiøse livsopfattelse netop ikke bliver mere irrelevant i takt mod samfundets modernisering og rationalisering, men tværtimod stadig mere relevant, nogensinde skulle kunne være et forsvar også for kristendommen. Tværtimod betyder slige overvejelser, at "sandheden bliver til løgn". Det skyldes åbenbart, at Andreas Meng ikke er indstillet på at diskutere grundlaget for tro. Det, som også var et oplæg til religionsfilosofisk et give religionernes livstolkning en respektabel og seriøs plads i vores tid, hvorudfra vi kan overveje, hvordan i alverden også vi med god grund kan tro det kristne budskab, som jo insisterer på at være eviggyldigt, forekommer tilsyneladende Andreas Meng at være en nærmest antikristelig, "dialog-minded" og "forsonlig" (brugt ikke-komplimenterende) humanisme, som i værste fald ansporer til at undergrave og fornægte kristendommens fundament. Heroverfor sætter Andreas Meng derfor forkyndelsen.

Hvor Jakob Wolf i sin kronik, hvad religiøs tro angår, taler om tro – om grundlaget for tro, om troens betydning i moderne tid, samt om troen som et personligt sandhedsforhold – taler Andreas Meng ud af tro. Det er der i og for sig intet i vejen med, og det er vel saltet i enhver homiletisk sammenhæng, men det er af den grund ikke videre interessant og oplysende som svar på de problemstillinger, Jakob Wolf her adresserer.

 

 

Replik til Johannes Aakjær Stenbuch

af Kurt E. Larsen

Johannes Aakjær Stenbuch har i sidste nummer af Nyt Babel skrevet et indlæg til fordel for apokatastasis-læren / universalismen / altings endelige genoprettelse / alles frelse.

Vilhelm Beck fortæller, at da han omkring 1850 gik til forelæsninger hos professor Martensen på Københavns Universitet, gav denne udtryk for sit håb om, at alle mennesker blev salige. Dog med den tilføjelse: "Dog det har aldrig været Skriften og Kirkens lære." Et tilsvarende forbehold tager Stenbuch ikke. Han vil ikke selv forsvare apokatastasislæren "som en abstrakt-universel teori". Men på den anden side er det "middelalderlig soteriologi", ja, "hedenskab", hvis man ikke går ind for læren. Det er noget af en svada, så sandt den evangelisk-lutherske kirke som bekendt lærer en dobbelt udgang og"fordømmer gendøberne, som mener, at der skal være en ende på straffene over de fordømte mennesker og djævlene" (Confessio Augustana 17). Det rammer alle os, der som præster har aflagt et præsteløfte om at "forkynde Guds ord rent og purt, som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger".

bibelvers skal læses i kontekst

Det er rosværdigt, at Stenbuch gør meget ud af at begrunde sin holdning eksegetisk. Mit anliggende er ikke at gå nærmere ind i en debat med ham om alle de enkelte skriftsteder. Jeg vil blot drøfte tolkningen af et enkelt bibelord som eksempel. 1. Kor 15, 22: "For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus." Tilsyneladende har Stenbuch en god sag i dette vers. Står der ikke sort på hvidt, at alle gøres levende med Kristus? Men læst i hele brevets egen sammenhæng bliver tolkningen vanskelig: Hvis Paulus var på vej til i kapitel 15 at lære alles endelige frelse, hvilken mening giver det da, at han tidligere i brevet har skelnet mellem "dem, der fortabes" og "os, der frelses" i 1,18? Eller at han i 6,9-10 taler om, at ingen spottere og røvere skal arve Guds rige? Eller at de såkaldte svage kristne bringes til fald af andre? (8,9) Eller at Paulus er hård ved sin krop, for at ikke han, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet (9,27). Eller at korinterne skal lære af advarende eksempler for at den, som tror, at han står, skal se til at han ikke falder (10,12)? Den naturlige læsning af brevet i sin helhed, udelukker for mig at se en indlæsning af apokatastasis-læren i 15,22. Paulus taler på det sted til sine kristne læsere, og har ikke følt det nødvendigt at gardere sig ved endnu engang at advare mod forkastelsens mulighed. Eller også betyder "gøres levende", at alle opstår til dommen, hvis udgang ikke nødvendigvis er frelse.

Tilsvarende vil jeg mene, at der må argumenteres omkring de øvrige nævnte skriftsteder fra andre skrifter. Omkring 1980 gik jeg til undervisning i nytestamentlig teologi på Aarhus Universitet. I en time opponerede en studerende mod fortabelsens mulighed, som han fandt uforenelig med troen på en kærlig Gud. Som jeg husker episoden svarede professor Søren Giversen hertil: Fortabelsen er med overalt i Ny Testamente, som den mørke baggrund hvorpå evangeliet lyser. Jeg håber, jeg husker ordlyden rigtigt og ikke gør min gamle lærer uret. I hvert fald er sætningen efter min mening en præcis sammenfatning. Fordi fortabelsen er en mulighed, derfor elskede Gud verden således, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. (Joh 3,16). Og fordi der er en frelsens mulighed hedder det i Mark 16,16: Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Så har den kristne kirke da lige siden forkyndt evangeliet om Jesus Kristus, for at mennesker ved tro og ved dåb kunne få del i frelsen. Derfor har vi en kirke, hvor ordet lyder og sakramenterne forvaltes, så mennesker kan komme ind på frelsens vej og bevares der.

oldkirkens teologer var ikke enige

Stenbuch beklager, at man studerer patristikken for lidt herhjemme. Så langt kan jeg være enig med ham. Man får det indtryk af hans artikel, at det nærmest var sådan, at de kristne i oldkirken generelt gik ind for alles frelse, og at først Augustin udviklede teologien om den dobbelte udgang. For os, der er vokset op med Holmquist-Nørregaards kirkehistorie, er det ikke nyt, at der i oldkirken var tilhængere af apokatastasis. Origenes, og efter ham Gregor af Nyssa, Gregor af Nazianz og Theodor af Mopsuestia gik ind for læren. Men Holmquist-Nørregaard gav nu ikke indtryk af, at det var den almindelige holdning, og det gjorde bogen ret i.

Stenbuch nævner et – unægtelig ubehageligt - citat af Tertullian og beskylder ham for horror-æstetik. Men hvad med oldkirken forud for Tertullian og Origenes – havde de ingen holdning til alles-frelse kontra dobbelt udgang? Stenbuch påpeger, at tidlig efter-apostolsk kristendom ikke havde nogen systematisk veludviklet eskatologi eller soteriologi. Hvis man hermed tænker på en systematisk kraft og systembygning a la Augustin, Thomas Aquinas og Karl Barth, så har han naturligvis ret. Men en del skrifter er dog overleveret fra tiden efter apostlene, og de bærer ikke præg af nogen tro på alle tings endelige genoprettelse og alle menneskers frelse til sidst.

De skrifter, der kaldes de Apostolske Fædre, og som omtrentligt stammer fra årene 100-170, gik tydeligt ud fra, at der fandtes en dobbelt udgang. Det vil jeg her give et par eksempler på. I skriftet Polykarps martyrium trues Polykarp af prokonsulen med at blive brændt ihjel af ild, hvortil Polykarp svarede, at han var mere bange for den evige ild. "Du truer mig med en ild, der kun brænder en tid og snart slukkes; for du kender ikke den kommende doms og den evige pinsels ild, der venter de ugudelige". Fordi Polykarp vidste, at der fandtes en fortabelsens mulighed, og fordi han frygtede denne for sin egen del, ville han hellere dø end fornægte den Kristus, der havde frelst ham.

Også biskop Ignatius tænkte i den retning, da han på rejsen mod sit martyrium i Rom skrev et brev til efeserne. Ignatius ønskede for sin egen del mest af alt at nå frelsen, og over for dette mål blegnede alt andet: "Lad ild og kors og flokke af vilde dyr, sønderskæring, udstrækning af knogler, afhugning af lemmer, knusning af hele legemet, og gruefulde pinsler fra djævelen komme over mig, blot jeg må nå til Jesus Kristus". Bag disse ord må underforstået ligge, at det ikke var alle, der nåede frelsen, og at det var ingen selvfølge, at Ignatius selv gjorde det. Han frygtede derfor ikke så meget døden som det, der kunne fordærve hans tro på Gud, dvs. den falske lære og de falske lærere: "En, der er sådan, er blevet besmittet, og han skal komme i den uudslukkelige ild, ligesom også den, der lytter til ham".

den jordiske død og den evige

I det lille skrift Brevet til Diognet møder vi den samme tanke om, at kristenforfølgelsens bål er at foretrække for den evige ild: "… når du først har lært det at leve i sandhed i himlen at kende, når du foragter den tilsyneladende død her i verden, når du frygter den død, som er virkelig, den som venter dem, der skal blive fordømt til den evige ild, som indtil enden skal pine dem, der overgives til den. Når du har fået kendskab til denne ild, da vil du beundre og prise dem lykkelige, der for retfærdighedens skyld udholder den ild, der kun varer en tid". Fordi man havde en tro på, at dommen kommer, vil man frygte den evige død og ikke den jordiske. Dette er en særlig kristen dyd, som andre ikke kender til. I hvert fald ikke før de møder evangeliet, som altså heller ikke i dette skrift har været et budskab om alles frelse til sidst. Men snarere en forkyndelse af frelsens mulighed, for den der bliver ved sin tro og dåb, indtil det sidste.

2. Klemensbrev, der med en fri gengivelse af Jesu ord i Mattæus 10,28 skriver følgende formaning: "Lammene skal ikke frygte ulven efter deres død; og I skal ikke frygte for dem, der dræber jer, og ikke kan gøre jer mere, men frygt I den, som, efter at I er døde, har magt over legemet og sjælen til at kaste dem i helvedes ild" Og I skal vide, brødre, at dette køds ophold i denne verden er en lille ting og kortvarigt, men Kristi løfte er stort og vidunderligt, nemlig en hvile i det kommende rige og i det evige liv"

Endelig vil jeg citere fra det anonyme skrift Barnabas’ brev, der formaner særligt indtrængende til at huske på dommens dag og de to udgange:"Husk dag og nat på dommens dag". Fordi der kommer en sådan dag, skal læseren vandre ad lysets vej og ikke ad den forkerte vej, kaldet den sortes vej: "Den sortes vej er kroget og fuld af forbandelse. Det er nemlig vejen til evig død og straf. På den findes der ting, der fordærver deres sjæl: Afgudsdyrkelse, frækhed, magtsyge, hykleri…".

En tilsvarende advarsel rettet ud mod andre, møder vi på en særlig måde hos Justin Martyr, der ikke hørte til de apostolske fædre, men som også skrev i 100-tallet, før Tertullian og Origenes. Justin Martyr talte klart en dobbelt udgang. Jf. følgende citater fra hans Første Apologi:

"Gehenna er et sted, hvor de vil blive straffet, der har levet uretfærdigt og ikke troet, at det ville ske, som Gud har lært ved Kristus". Og et andet lignende citat, blandt mange andre i dette skrift: "vi derimod er blevet belært om, at kun de bliver udødelige, der lever fromt og dydigt nær Gud, og vi tror, at de, der lever uretfærdigt og som ikke forandrer sig, straffes i evig ild". Og at der er tale om noget evigt: "vi siger, at det samme vil ske, men under forsæde af Kristus, og således at de er i de samme legemer sammen med sjælene og vil blive straffet med evig straf og ikke bare i en tusindårig periode, som den mand sagde".

I sin dialog med jøden Tryfon, skriver Justin: "… vil han så ikke på enhver måde ved sit komme i herlighed tilintetgøre alle dem, der har hadet ham, og dem, der uden grund faldt fra ham, men omvendt give sine egne hvile og belønne dem med alt, hvad de forventer?"

Alle disse citater fra 100-tallet viser tydeligt en overbevisning om den dobbelte udgang, også selvom det ikke er udformet i dogmatiske paragraffer. Men hvordan hænger det så sammen, at så mange på Augustins tid troede på alles endelige frelse? Jeg tolker det således: Jesus og apostlene indbød til evige frelse, men advarede om, at det var muligt at gå fortabt. Dette var også den almindelige opfattelse i 100-tallet og hos Tertullian: At man fik del i frelsen ved tro og dåb, og at man derfor skulle være en del af den kristne menighed. Og man var i oldkirkens tid villige til hellere at dø end gå glip af frelsen.

stor tilslutning er ikke et argument

Med den spekulative Origenes kom tanken om alles endelige frelse på banen. På et tidspunkt havde han præget så mange, at der i en periode var rigtigt mange fortalere for denne lære. Synspunktet vandt dog ikke fremgang i længden. Dertil stred det for meget mod NT og oldkirkens forkyndelse. Siden er apokatastasis-synspunktet dukket op i ny og næ gennem historien på forskellige måder: Hos enkelte radikalpietister i 1700-tallet, hos Martensen og H. C. Andersen i 1800-tallet osv.

At mange i 400-tallet gik ind for læren, er ikke noget tungt argument i sig selv. Der var vist også mange, der gik ind for en form for form for gerningsretfærdighed i 1515, men Luthers reformation fik genåbnet manges øjne for noget andet. Der var vist også i den danske kirke mange tilhængere af en flad oplysningsreligion anno 1815, men Grundtvig kæmpede for klassisk kristendom, og meget kom til at se helt anderledes ud i den danske kirke i løbet af 1800-tallet. Hvorvidt få eller mange i 400-tallet gik ind for apokatastasis-læren, var ikke så afgørende som det andet spørgsmål: Stemmer læren med NT? Om læren er blevet dømt kættersk på noget gammelt kirkemøde eller ej, interesserer mig ikke så meget. Hvilke psykologiske forklaringer der måtte være på denne eller hin persons tænkning og udsagn omkring den dobbelte udgang, er heller ikke særlig relevant for mig. Det vigtigste er og bliver: Hvad er sandt ud fra Jesu og apostlenes lære?

Efter min bedste overbevisning holder apokatastasis-læren ikke. De mange tankemæssige spørgsmål som læren om den dobbelte udgang rejser, kan vi i dag – lige så lidt som nogen anden generation – finde en tilfredsstillende tankemæssig løsning på. Derfor må vi, ligesom den lutherske kirke plejer at gøre det, lade spekulationer falde og i stedet lægge vægt på at forkynde, undervise og drive mission. På en mørk baggrund skal vi lade evangeliet lyse. I troen på, at dette er vores opgave, når nu Gud vil, at alle skal frelses og når han nu har givet sin kirke netop den opgave. Som Augustana 5 siger: "For at vi kan nå til denne tro, er der indstiftet et embede til at lære evangeliet og meddele sakramenterne. Thi ved ord og sakramenter som midler gives Helligånden, som virker tro – hvor og når det behager Gud."

 

 

Prædiken til 13.s.e.trinitatis

af Stine Munch

Denne søndags nytestamentlige tekster handler om troen og gerningerne. Den første handler om, at lige meget hvor godt et menneske eller hvor dumt et svin, du er, så er det ene og alene Gud, der frelser dig, i kraft af sin kærlighed og tilgivelse.

Den anden genkendte sikkert alle, lignelsen om den barmhjertige samaritaner, en lignelse, Jesus fortæller som svar på spørgsmålet: Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv.

De fleste danskere kan sagtens acceptere den del af det kristne budskab, der handler om næstekærligheden, det med at man skal behandle andre mennesker bedre, end man ofte umiddelbart føler trang til.

Det går igen i interviews og samtaler og diskussioner, at det kristne næstekærlighedsbudskab er smukt og godt og vigtigt. Man kunne sige, at Jesus som den menneskekloge lærer, underviser og filosof, er spiselig for de fleste.

Det kniber noget mere, når det kommer til budskabet om, at Jesus som Guds søn, Kristus, Messias, døde og opstod for at frelse dig og mig fra dom og død.

Den kristne 'livsvisdom' er OK, men den egentlige kristendom er for mange en tand for meget.

Jesus siger i dag til disciplene, og til os: Salige er de øjne, som ser det, I ser. Salige er vi mildest talt ikke over at bevidne den megen gru, vore øjne falder på i disse dage, som jeg vist ikke behøver remse op, vi har jo alle set nedslående billeder af døde og mere eller mindre nødlidende voksne og børn i fjernsynet.

Men jeg tror, Jesus mener, at vi skal se ham, Kristus, og blive salige. Vi skal åbne øjne og ører for kristendommen og for syndernes forladelse og ikke bare for filosofien om at være gode mod hinanden.

Og hvad betyder det så? Ja, Kristus svarer jo selv med lignelsen om den barmhjertige samaritaner. En lignelse, som er så kendt, at man som præst uvilkårligt sukker, når der igen skal prædikes over den.

Vi har lige før hørt, hvordan Gud Herren talte til Moses og pålagde ham at formidle en række bud til Israelitterne. Og så kunne man jo sige, at ja ja, de bud gjaldt jo så israelitterne, og hvad vedkommer det egentlig os?

Men de gamle bud i det gamle Testamente vedkommer os. Ja, de gamle bud: du må ikke stjæle, du må ikke begære din næstes ejendom, du må ikke være grisk, du må ikke handle uretfærdigt, du må ikke hævne dig, og: du skal elske din næste som dig selv! De bud gælder for så vidt stadigt. 
 
De hænger sammen som en lang tråd af  bud, der munder ud i dette særligt centrale bud: Du skal elske din næste som dig selv! 
 
De andre bud er egentlig opsummeret i dette ene. Du må ikke stjæle, for så elsker du ikke den næste, du stjæler fra. Du må ikke være grisk, for så udnytter du din næste. 
Motivationen og begrundelsen for kærligheden til næsten er i bibelsk sammenhæng den guddommelige kærlighed, som man selv er elsket med.  

Som israelitterne ved udgangen fra slaveriet i Ægypten oplevede Guds omsorg og kærlighed, da de var udsatte og fremmede, sådan er de forpligtede til selv at drage omsorg for de fremmede, enken og de faderløse.  

Og som de kristne selv har erfaret Guds kærlighed gennem Jesu liv, død og opstandelse, sådan skylder vi selv at elske andre. 

Luther siger det således i sit skrift, ’Om et kristent menneskes frihed’: Derfor som Gud for ingenting har hjulpet os ved Kristus, således skal vi gennem legemet og dets gerninger intet andet gøre end hjælpe vor næste. 

Så det er vores pligt og vores ansvar. Ikke fordi vi kommer nærmere Gud af det, men fordi vi selv er elsket, fejlbarlige som vi er, så skylder vi også at elske næsten.

Ikke fordi vi er særlig gode eller fromme, eller fordi der findes sådan en kristen etik, men fordi vi er pligtige overfor næsten. Vores nærmeste. Den, vi står overfor i det daglige liv. Den, der dukker op foran os, og som på én eller anden måde er faldet i hænderne på røverne, lige der hvor vi kommer gående. Det kan også være den fremmede, der nu lige pludselig er flyttet ind i vores by, fordi han ikke kunne være der, hvor han kom fra.
 
I dag hører vi om en jødisk lovkyndig, der stiller Jesus et spørgsmål. Han ville gerne have at vide hvad han skulle gøre for at få evigt liv. Den lovkyndige kender godt svaret, han er jo netop lovkyndig, han kender alle de bud, som vi i dag har hørt fra 3. Mosebog. Ja, han ved endda det, som vi har hørt Jesus sige, at loven hviler på to bud, nemlig "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte," og "Du skal elske din næste som dig selv."

Og han spørger, fordi han vil sætte Jesus på prøve. Han vil sikkert forsøge at afsløre, at Jesus er en falsk profet eller blot en uvidende tåbe. Men Jesus er ikke bare en profet eller en lovkyndig. Han kender loven dybere end nogen anden, fordi han er Guds søn. 

Derfor kender hans også problemet med en udvendig lovoverholdelse. Buddene er ikke til for, at du og jeg kan sætte flueben ved de enkelte bud og derefter komme videre med vores liv. Buddene er til for, at du kan elske Gud og have tillid til ham, og for at du kan elske og værne konkret om din næste. 

Men den lovkyndige fra fortællingen er ihærdig.  Han vil også vide, hvem næsten er.  For når han først ved det, tænker han sikkert, så kan jo bare gå hen og gøre godt for ham og så sætte flueben ved det bud og - som jeg sagde før - komme videre med det egentlige. 

Men Jesus vil ikke sådan lige udpege, hvem der er den konkrete næste.  Han fortæller som så ofte før en historie, og historien er mere provokerende, end man måske sådan umiddelbart kan forestille sig på 2000 års afstand. 

Det provokerede, fordi det er samaritaneren, som hjælper. Samaritanere så man ned på, for samaritanerne havde stiftet familie med ikke-jøder. De var ikke rene jøder og derfor mildt sagt ikke vellidte. Og derfor er det jo provokerende, at det netop er en samaritaner, der bliver fremhævet som den, der lever op til loven. 
 
Vi kan jo bare spørge os selv, hvem vi nødigst ville ha til at redde os, hvis vi kom i knibe. Det er jo altid træls at blive nødt til at acceptere hjælp fra een, som vi er vant til at opfatte som et rigtigt dårligt menneske. Og sådan gør vi jo, vi mennesker. Vi har én eller anden gruppe af mennesker, som vi kalder ’de andre’, dem der ikke er som os.  Dem, der er forkert på den. Og det gælder uanset, om man er på højre- eller venstrefløjen, om man er sort eller hvid, om man er rig eller fattig, om man er til det ene eller det andet. 

Vi danner helt uvilkårligt nogle forestillinger om disse 'andre', som er så nemme at pege på, når man ikke rigtigt har evne eller overskud til at forstå sin egen medvirken i verdens små og store fortrædeligheder.

Men altså, i Jesu fortælling viser denne 'anden' sig så, stærkt imod forventningen, at være den, der handler kærligt. For buddet om næstekærlighed er ikke en mere eller mindre abstrakt erklæring om, hvad der er sand kærlighed. 
 
Fortællingen i dag viser, at næstekærligheden altid er konkret. Det handler ganske enkelt om at få hænderne op af lommen.
 
Det er meget let at udtale eller underskrive erklæringer vedrørende næstekærlighed. Og livet er jo fyldt med situationer, hvor vi hører om nogen, det er synd for, og som det er helt indlysende at føle sympati for. Og så står vi måske frem og erklærer, at vi syntes at det er synd for dem eller dem, og det vil vi gerne understrege med vores underskrift eller ved at sætte vores navn på en liste og dele vores indignation på Facebook. Vi følger samvittighedsfuldt det årlige indsamlingsshow med den friske Hans Pilgaard, eller hvem der nu er vært. Måske giver vi oven i købet 100 kroner til et i øvrigt ukonkret 'godt formål'. Og det ER faktisk alt sammen meget godt.

Men. Om du så underskriver støtteerklæringer til hele raden af godgørende organisationer, som du løber spidsrod gennem herude på Fiolstræde OG stemmer på et bestemt, særligt næstekærligt parti OG synger "kringsatt av fiender" i en demonstration, så har du ikke ved dine handlinger opfyldt buddet om næstekærlighed.

Buddet er irriterende nok aldrig opfyldt, der er altid mere, du kan og bør gøre. Din næste møder du overalt, og han er ikke altid en sympatisk stakkel, som du kan have lyst til at hjælpe. 
 
Din næste kan lige så vel være en person, som har synspunkter du finder frastødende. Din næste kan meget vel vise sig at være besværlig. Sådan én, du ikke bare kan betale dig fra, eller synge dig fra, eller samle tøj ind til. 
 
For din næste møder dig i din hverdag som et ganske almindeligt menneske, der har penge nok. Din næste er rigtig træls og uforskammet. Din næste er en sladrehank og en dårlig kammerat. Din næste er din højtåbende nabo.
 
Og ja, du er selv en irriterende næste, som vi andre bør tage os af. Du er selv en næste, som Gud elsker, og som verden derfor også bør elske. Du er selv en næste, som Jesus elsker så meget, at han døde for dig på korset. 

Den livsvisdom og god-karma-tankegang, som de fleste fremhæver ved kristendommen - lever du og jeg så selv op til den i vores ganske almindelige liv med hinanden?

Og det er måske så netop denne velkendte lignelses egentlige pointe, at den barmhjertige samaritaner ikke kun er et forbillede for dig og mig, nej, den rigtige, den ægte, den sande barmhjertige samaritaner er et billede på Jesus selv, på Kristus. Guds søn er den, der med risiko for selv at blive slået ned standser op der, hvor du og jeg ligger eller kommer til kort – han er parat til at betale for os – og er der brug for yderligere betaling, så lover han at komme tilbage og betale resten.

Guds søn er den, der vasker vore fødder og sår, løfter os op og bærer os hjem og bringer os lindring og frelse fra den visse død i ødemarken. For uanset hvor godt og rigtigt og kristeligt, vi lever vores liv, så bygger det kristne håb ikke på, hvad vi gør og kan, men på hvad Gud vil og kan og allerede har gjort for os og lovet os.

At det gode og dårlige, vi har gjort, de gange, hvor vi standsede op og hjalp, og de mange gange, vi vendte ryggen og det døve øre til og gik forbi, alt det, der definitivt ikke er til at ændre, uanset hvor meget, vi fortryder, det dømmer alene Gud, og vort håb og tro er, at Gud vil vise sig som den barmhjertige samaritaner og løfte dig og mig op og bære os hen til sit herberg, hvor alt er betalt.

Det er bogstavelig talt den kristne tros inderste kerne: at Gud er den Gud, der elsker os og samler os op, sådan som vi nu engang er – med det hele.

Og derfor begyndte vi gudstjenesten med at synge DU Herre Krist min frelser est, til dig jeg håber ene. For her i kirken skal vi ikke nøjes med Jesu livsvisdom – her i kirken forkyndes kristendom – her i kirken forkyndes ordet om Guds barmhjertighed og kærlighed.

Det fritager os aldrig fra ansvaret – tværtimod, det fastholder os på ansvaret lige til det sidste. Men det minder os om, at når alt kommer til alt, så er det afgørende ikke, hvad jeg gjorde eller undlod at gøre, men hvad Gud i sin kærlighed har gjort for mig.

Amen

 

Anmeldelse: Kristian Østergaard, 'For evangeliets skyld'

af Stine Munch

Kristian Østergaards prædikensamling er tilegnet hans konfirmander og indeholder 30 prædikener fra hele kirkeåret – 1.søndag i advent til sidste søndag i kirkeåret. Hvis man mener, at titlen måske er lidt vel storladen, så gælder det ikke for samlingens indhold. Kristian Østergaard prædiker virkelig godt. Man skal ikke være nervøs for, om han skulle være endnu en distancerende relativistisk livspoet, for Østergaard prædiker, så man bliver trøstet og beroliget ved, at der endnu findes præster, der faktisk tror på Gud. Tak for det!

Personligt bliver jeg altid lidt mistænksom når (selv)udråbte dygtige teologer skriver så uldent og kringlet og kroget og ”klogt”, at man har svært ved at fatte meningen. Dunkelt sagt er dunkelt tænkt. Men Østergaard er ikke dunkel, han skriver enkelt om det største, f.eks inkarnationen: ”Gennem Jesus er Gud kommet direkte ind i verden, og nu behøver vi ikke længere at sige: ’jeg gad vide, hvordan Gud er’, for nu ved vi det.”

Østergaards prædikener er fulde af historier, anekdoter og billeder, der understreger evangeliets pointer. Indimellem kan det næsten blive for meget, men historierne er velvalgte og derudover også ofte morsomme og med en kritisk vinkel på tiden. Der er f.eks den om Poul Martin Møllers kusine, der erklærer, at hun gerne vil brændes på bålet ligesom Jeanne d’ Arc, hvis det vel at mærke sker som et offer for menneskeheden. Da hendes moster efterfølgende beder pigen om at klø sig på ryggen, udbryder hun: ”gnubbe min moster på ryggen? Aldrig i livet. Det er da for ulækkert. Og Østergaard pointerer: ”Kusinen kan altså godt bære tanken om at ofre sig for menneskeheden på et bål, hvorimod tanken om at hjælpe det konkrete menneske – mosteren – oprører og forarger hende.”

Kristian Østergaards prædikensamling kan være til inspiration for andre præster, særligt på grund af de mange historier, men endnu mere fordi de bærer en enkelhed og en lidenskab i sig, som vi har brug for i tiden. Østergaard siger det selv i sin prædiken til sidste søndag i kirkeåret: ”Hvad kræves der altså for at forstå evangeliet? En høj intelligenskvotient eller en lang uddannelse? Overhovedet ikke. Der kræves ét. Der kræves lidenskab.”

Kristian Østergaard
For evangeliets skyld
30 prædikener
2015, 160 sider

 

Nyt Babel i pdf-format

af Nyt Babel

Her kan du få hele Nyt Babel som pdf-fil - lige til at printe ud. Ønsker du blot dele af bladet i pdf-format, kan du finde et link til pdf-fil under hver enkelt artikel.

Teologimødet

af Nyt Babel

d. 18.-20. januar på Liselund

TEMA: Engle og dæmoner – Kristendommens billeder på godt og ondt

Hvilken funktion har engle, dæmoner og hvad de alle sammen hedder i i den bibelske litteratur?

Kan vi midt i debatten omkring kristendom som enten afmytologiseret livspoesi eller noget, der skal tages og navnlig læses alvorligt blot skrive disse overnaturlige væsener ud af vors forståelse af kristendommen – eller bliver vi nødte til at forholde os til dem?

Og hvad med den onde selv? Vi forsager Djævelen i vores trosbekendelse – men skal vi i dag forsage forsagelsen – eller skal vi tværtimod konkretisere Djævelen?

Titlen “Engle og Dæmoner” er lånt fra Dan Brown, men også forfattere som Knausgaard, Tolkien og Rowling bygger deres romaner op omkring nogle af de anførte temaer. Hvordan skal vi forholde os til det ud fra et teologisk synspunkt?

Disse spørgsmål og mange andre sætter vi på dagsordenen, når vi i dagene 18.-20. januar 2016 igen mødes på Liselund i Slagelse til “Teologimødet 2016″

Foredragsholdere:
Kirsten Nielsen
Mogens Lindhardt
Anders Raahauge
Nils Holger Petersen
Hans Jørgen Frederiksen
Mads Haahr Callesen
Rasmus Vangshardt

Tilmelding til:
Karen Marie Ravn, Kjellerup karenmarieravn@gmail.com – husk at angive værelsesform og evt. særlig kost.

Priser:
Enkeltværelse med bad: kr. 2.625
Dobbeltværelse med bad: kr. 2.200
Enkeltværelse med håndvask: 2.300
Dobbeltværelse med håndvask: 1.950

Betaling forud på Regnr. 7240 Kontonr. 0001283485 (husk navn)
– der kan også betales på mødet.

Grundtvigsk Forum giver tilskud til studerende.

Gå evt. på Facebook og find begivenheden TeologImødet 2016 for at få nyheder og se flere detaljer om mødet. 

Man kan få tilsendt PDF med udførligt program ved henvendelse til formanden for Den grundtvigske Kirkehøjskole, Torkil Jensen på toje@km.dk

Mødet arrangeres i samarbejde mellem Den grundtvigske Kirkehøjskole, Grundtvigsk Forum og Studenterkredsene i København og Aarhus.