Leder

Folkekirken er ”ung med de unge” på Tiktok og instagram.

Vi kan godt forstå, hvad det er der driver folkekirken.dk og visse lokale folkekirker til at forsøge sig med målrettet kommunikation til unge. Folkekirken mister medlemmer, og de unge slider typisk ikke kirkebænkene. De unge ser ikke flow-fjernsyn, og de læser ikke noget som helst på papir, så hvis man vil nå dem, må man vel opsøge dem, hvor de er: tiktok og instagram.

På de flygtige sociale medier, er de populære kanaler oftest ikke seriøse og dybtgående. Vil man have succes dér, skal man poste små, fjollede videoer, ikke lange, tørre debatindlæg. Dette prøver man at kopiere ved at lægge korte filmklip ud med præster, der rapper eller deler shots ud ved nadverbordet. Man jagter det billige grin, fordi man har set, at det er det, der giver likes, clicks og kommentarer, hvilket er SoMe-guld.

Desuden har i hvert fald folkekirken.dk fået professionel hjælp. De har hyret marketingseksperter ind, som givetvis har sagt til dem, at de skal ”møde målgruppen, der hvor de er” og ”bruge de unges sprog”. Dette virker som et godt råd, som er i tråd med Paulus’ tanke om at blive alt for alle, for i det mindste at frelse nogen (1. Kor. 9.22), men det er en illusion.

Unge mennesker gennemskuer hurtigt, hvad der er oprigtigt, og hvad der er teater. Ligesom en 18-årig pige på en bar godt kan se, at en 45-årig mand er 45 år gammel, selvom han har taget hættetrøje  og chunky sneakers på, sådan kan unge mennesker også godt se, at folkekirken forsøger at spille ung for at lokke dem i nettet. Det er som om, de voksne mennesker, der står bag denne strategi, slet ikke kan huske, hvor latterligt det var, da de selv var unge, og den tids voksne tog en omvendt kasket på og sagde ting som: ”hvad så dér” eller ”det er da nice”. Det virker altid pinligt, når voksne forsøger at smiske for ungdommen ved at emulere dens sprog og vaner.

De unge føler sig manipuleret, og det er faktisk ganske forståeligt, for selvom det sker ud fra en god intention, så er det stadigvæk manipulation – og endda temmelig gennemskuelig manipulation.

Manipulationen i sig selv turde være harmløs, og folkekirken er hverken de første eller de sidste til at gå i fælden med at spille ung for at lokke med de unge. Men i en kirkelig sammenhæng i 2026 er den ikke harmløs, den er katastrofal.

Vi ser i mange vestlige lande for tiden, hvad der beskrives som en ”stille vækkelse” blandt unge mennesker. Uden nogen oplagt ydre forklaring begynder unge lige så stille at gå i kirke, have et bønsliv og læse i Bibelen. Det er ikke en vækkelse, der er affødt af kirkelige kampagner, men de unge forklarer, at den er skev gennem personlige historier, podcasts, venner, eller en oplevelse af, at verden føles tom uden tro.

Også i folkekirken ser vi en stigning i voksendåb, særligt blandt konfirmander, som ikke kun kan forklares med, at deres forældre undlod barnedåb, fordi de unge selv skulle ”vælge kristendommen til eller fra”.

Vi ved ikke, hvorfor denne vækkelse finder sted, men den er umulig at se bort fra. De unge, der er blevet vakt, søger typisk ikke kirken, fordi de gennem reklamer fra folkekirken.dk eller enkelte kirker er blevet fortalt, at kirken er fuld af sjov, druk og ungdomskultur. Tværtimod søger de væk fra alt dette, som de opfatter som tomhed. De drages i stedet af kirkens og kristendommens alvor, dybde og evighedsperspektiv.

Når vi nu ved dette, hvorfor bliver kirkerne så ved med at tro, at de unge skal lokkes i kirke med mere af alt det, de vender ryggen til?

De unge søger en stærk, personlig og engageret tro, og det vil være oplagt for folkekirken at gribe denne bold ved at fokusere på ritualer, bibelsk prædiken og alvor. Så kunne man måske endelig komme den fordom til livs, som mange unge har, nemlig at folkekirken er slatten, lunken og kulturkristen. 

Støt Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel er et nettidsskrift, som drives på frivillig basis. Det redigeres af Stine Munch, Merete Bøye og Nana Hauge. Læs det på nytbabel.dk.

Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412
Konto: 3412 312 082

Du kan også støtte ved at dele Nyt Babels artikler på sociale medier, eller ved at trykke et par ekstra udgaver af pdf-filen og give dem til dine venner eller lægge dem rundt omkring, hvor der kunne tænkes at findes læsere.

Vi takker for enhver støtte. Tak til alle, der har støttet hidtil med små og store beløb.

Nyt Babel som pdf

af Nyt Babel

Her kan du SNART hente hele Nyt Babel i pdf-format, lige til at printe ud.

Del gerne Nyt Babel ud til venner og bekendte, enten ved at linke til nytbabel.dk, eller ved at tage et udprint og give videre.

Oldemor

af Nana Hauge

For nogle år siden skrev jeg et lille debatindlæg om Oldemor. Anledningen var en anmeldelse, hvor anmelderen, Søren Hermansen, pastor emeritus, (selv oldefar?) omtalte noget som oldemors-agtigt og det var ikke positivt ment. Jeg forholder mig ikke til den bog SH anmeldte, men udelukkende til hans nedsættende brug af oldemor. For hvorfor skal oldemor have sådan et dårligt ry? De oldemødre jeg kender, forbinder jeg med meget godt. Med meget vi har glemt – mistet. Desværre. Jeg synes, vi alle kan lære meget af oldemor.

I indlægget gav jeg en karakteristik af oldemor. Jeg beskrev hende sådan: Oldemor er mellem 80 og 90 år. Måske ældre. De fleste præster kender utallige oldemødre. Hun er vokset op på landet. Hun har gået i den stråtækte hver anden dag. Måske har hun også været på højskole, på Liselund eller på husholdningsskole og det har været afgørende for hende. Her har hun mødt sin ægtefælle.

Hvis hun ikke har lært salmer og fædrelandssange (men det har hun) og hørt bibels- danmarks- og verdenshistorie i den stråtækte, så har hun lært det på højskolen, for dengang lærte man sådan noget på alle højskoler.

Efter højskolen har hun måske været i huset. Måske har hun uddannet sig som sygeplejerske eller barneplejerske, som min egen farmor.

Efter det har hun styret en stor husholdning på landet. Med ansatte som der skulle lave mad til flere gange om dagen. Fødevarer skulle forarbejdes. Børn skulle fødes, opfostres og oplæres.

Oldemor har bedt fadervor med sine børn hver aften. Børnene (som nu er voksne) kan fortælle, at den stund med fadervor var den bedste. For da kom deres mor ind til hver enkelt efter tur. Så havde man en stund alene med mor hver aften. Efter børnene er flyttet hjemmefra og oldemor er blevet mormor og siden oldemor, går hun til foredrag, hun tager på højskoleophold og bliver (endnu) klogere. Det er min erfaring, at oldemor ofte er den, der siger de mest fornuftige ting, hvis der er debat. Hun går selvfølgelig i kirke hver søndag, hun er med i kirkens litteraturkreds og hun lytter intenst - også til de til præster, som kunne være hendes børn eller børnebørn.

Når jeg har besøgt oldemor derhjemme og hun har serveret hjemmebag og vi har set ud på hendes gamle landbohave med stauder og nyttehave, ligger Berlingske og Kristeligt Dagblad på sofabordet og hun er altid i gang med en bog. Nogle gange snakker vi om kirken og gudstjenesten.

En oldemor der havde været landmandskone og fast kirkegænger hele sit liv, sagde engang til mig: Jeg kan altså ikke forstå, at der skal foregå alt muligt andet rundt om og i kirken, end gudstjeneste om søndagen. Det var klogt sagt. Sådan nogen som oldemor, er den slags mennesker jeg har lært allermest af. De forekommer mig i al almindelighed at være blandt de klogeste og viseste mennesker der findes.

Oldemor har for det meste holdt sammen med sin ægtefælle til døden skilte dem. Ikke fordi det altid har været let. Ofte var der trange tider, uenighed om noget med børnene, svigerbørnene, der var sygdom og sorg. Ofte har der har også været et langt sygeleje, hvor oldemor har passet sin ægtefælle indtil døden. Hun har gjort det hun kunne. Hjulpet indtil døden ligesom kvinden i farisæerens hus. Hende om hvem Jesus sagde: Hun har gjort en god gerning og hvor end evangeliet forkyndes skal hun nævnes. Oldemor har nok ikke set pligten over for og kærligheden til sin ægtefælle som en afkortet form for kærlighed, men som det der krævedes af hendes som menneske. Forældet og forkrampet eller ej.

Oldemor minder mig om en fortælling fra biblen: Om enken ved tempelblokken. Folk går til templet og lægger almisser i en boks. Alle holder de øje med, at der blev lagt mærke til hvor mange penge de puttede i den, men enken gjorde det bare. Hun tog sig ikke af om nogen så det. Hun gjorde bare det kærligheden krævede.

Sådan er oldemor også. Hun gjorde det der skulle gøres. Ikke for at der skulle lægges mærke til det eller at hun skulle rose sig af det. Måske tænkte hun ikke engang over, at hun gjorde det. Alt den kaffe hun bryggede. Alle de kopper hun vaskede op bagefter. Alle de fadervor hun bad med de små. Alle de bleer hun skiftede og alle de hænder hun har holdt, når nogen har været kede af det, bange eller endda døende. Al den troskab. Andre kalder det forkrampethed og afkortet kærlighed, men for oldemor var det livet selv.

Denne oldemor (som ikke altid faktisk er oldemor, men hun kunne være det) er naturligvis ikke en og samme person og så alligevel – jeg har faktisk mødt enkelte damer som denne beskrivelse passede på – i live såvel som i bøgernes verden, og nu vil jeg berette om nogle af dem. 

Husmoderen

Oldemor er, som nævnt, husmor på en stor gård. Der er ansatte, karle og piger. Der er børnene. Gerne fire. Her udfylder hun verdens måske vigtigste funktion. En funktion der er totalt underkendt og undervurderet i dag. Skabelsen af hjemmet. For oldemor er familiens, hjemmets bankende hjerte.

Tjenersindet

Oldemor udviser det tjenersind der tales så meget om i bibelen. Det som ophøjes af Kristus fordi han tog en tjeners skikkelse. Oldemor hjælper den nye præst til rette. Hun siger sin mening. Præsten er ikke i tvivl om, hvad hun mener om det ene og det andet. Men det er aldrig sådan, at hun forventer, at hendes mening - den skal præsten gøre til sin. Oldemor respekterer altid præstens måde at gøre tingene på, og hvis præsten har brug for et råd eller var i tvivl om noget, så ved hun, at hun kan ringe til oldemor. Ofte ligger der en lille seddel ude i præstens postkasse med en besked. Det kunne være om en bog oldemor har bestilt til litteraturklubben. At hun vil lave kaffe til om søndagen. At hun gerne vil med på udflugt. At vi kan låne hendes bridgebord. Osv. Små ting, men en stor hjælp for præsten.

Oldemor er den første præsten møder når hun kommer over i kirken søndag morgen. Hun er ofte også den sidste der gik, for hun har jo kaffe med og der skulle ryddes op efter det og pakkes sammen.

Når der ikke er mange i kirke, og nogle af de andre kirkegængere siger: det er nok fordi det er kl 9, så siger Oldemor: hvis man vil i kirke, så kan man nok finde ud af det uanset tidspunktet.

Da oldemor ligger for døden (hun ville ikke have livsforlængende) begræder hun det ikke. Hvor der leves, spildes der, sagde hun. Og det er jo rigtigt. Da oldemor var død, var der meget der gik i stå, for hvem skulle nu tage sig af alle oldemors opgaver?

Den dannede oldemor

Hvad oldemor angår har jeg ofte tænkt, at hendes slags bliver der færre og færre af.

Hun er nemlig noget så sjældent som klassisk dannet, hun kender både bibel og salmebog og højskolesangbogen. Hun er belæst i verdenslitteratur. Men hun er samtidig jordbunden og praktisk. Hun er klog, ja nærmest vis. Men samtidig beskeden.

Hun er altid taknemmelig for det hun har og hun virker altid glad og aldrig ærgerlig eller bitter. Hun er velklædt og hun har altid en kommentar til det, jeg har sagt i min prædiken eller hun har noget at fortælle – et sted i vores lille land hun har besøgt, en kirke hun havde set. Et museum, kunst et godt spisested eller andet interessant. Ofte har hun et udklip fra avisen med og jeg er godt klar over, at jeg skal holde tungen lige i munden, når jeg skriver mine prædikener for oldemor lytter og hun er meget mere vidende end jeg. Det har lært mig utroligt meget at have oldemor som kirkegængere og det er jeg glad for.

 

Ordentlig opførsel

Oldemor lægger vægt på ordentlig opførsel. Om nødvendigt undertrykker oldemor sine egne følelser. Og det er faktisk tit nødvendigt, hvis vi alle sammen skal være her: at vi hver især undertrykker vores følelser.

Med andre ord: Oldemor forsøger at skjule eller styre de mindre gode sider af sig selv. Hykleri ville nogen måske kalde det, i vores verden hvor vi er overbevist om at selv dårlige og onde følelser absolut skal udtrykkes og udtales. Vrede er jo en naturlig følelse ja, ja. Det er fejhed, jalousi og misundelse vel også. Men: ud med det skal vi. Tilsyneladende.

Men sådan er oldemor ikke. Oldemor mener, at hykleri kan være på sin plads. Ja hykleri kan ligefrem tjene det gode.

I sin selvbiografi, "Overvældet af glæde", fortæller CS Lewis om sine oplevelser som soldat under 1 verdenskrig (som 19-årig). Han beskriver en soldaterkammerat som besad en klarhed, en lune og en poesi som man fornemmer at den unge Lewis beundrede. Men det var ikke det væsentligste. Det væsentligste var at han var en ”samvittighedsfuld mand. Han havde moralske principper som han tog for givet. Skamfuld over kontrasten til sit eget liv forsøgte Lewis at skjule at han aldrig havde taget moralske principper særlig seriøst. Hvis dette er hykleri, skriver han, så må jeg erklære at hykleri kan gøre noget godt for en mand. At skamme sig over at lade som om er ganske vist usselt, men det er bedre end slet ikke at føle skam overhovedet. Når en udannet person først kommer ind i et samfund af høflige mennesker, skriver Lewis videre, kan han, i hvert fald for en stund, intet andet gøre end at efterligne deres manerer. Hvordan kan han lære af dem uden at efterligne dem?

Tanken om at skjule sine egentlige hensigter var noget, Lewis vendte tilbage til i bogen "Mere Christianity". "Lad os lade som om", hedder et helt kapitel i bogen. Her fortæller han om en mand, der havde en maske, der fik ham til at se meget pænere ud end han egentlig var. Han bar den i mange år og da han tog den af fandt han, at hans eget ansigt havde forandret sig sådan, at det nu passede perfekt til masken. Hans eget ansigt var blevet lige så pænt som masken! Hvad der var begyndt som en forstillelse, var blevet virkelighed!

At lade som om kan nogle gange blive til virkelighed. Det er det Lewis vil sige. Det er også det, oldemor mener.

Oldemor som opdrager

Iflg et inteview i KD giver den amerikanske forfatterinde, Marylinne Robinson jeg nævnte før altid sine studerende på den forfatterskole i Iowa, hvor hun underviser flg råd: Antag, at jeres læsere er mere intelligente end I selv er.

Det synes jeg er et godt råd, og jeg har selv lært, at det skal man som præst altid gøre. For oldemor sidder på kirkebænken om søndagen og hun er præstedatter, eller gammel lærerinde. Eller hun har været på højskole. Hun er meget klogere og vidende end mig. Hun ved hvilke salmer, der hører til de respektive søndage i kirkeåret, hun har læst de bøger jeg har læst. De avisartikler jeg har læst.

Hun er i kirke hver søndag så der er ingen mulighed for at gentage sig selv. Jeg må virkelig hænge i. Men hvor har det lært mig meget. På et tidspunkt forærer oldemors mand, som ved alt om Grundtvig, mig Martin A. Hansens samlede værker. Det bliver jeg glad for. Jeg tænker på dem hver gang jeg ser de smukke læderindbundne bøger på mine hylder. Hver gang jeg åbner dem for at læse i dem.

Oldemor introducerer mig for mange forfatterskaber. Hun er selvfølgelig deltager i min læsekreds. Oldemor lærte mig også, hvad sjælesorg er. Det er, siger hun, at man kan fortælle præsten alt og næste dag har præsten "glemt" det. Det tog jeg til mig.

Rødbøgen

Nogle gange besøger jeg oldemor. Hun bor i stuehuset på sin afdøde mands slægtsgård. Der er en fantastisk rødbøg i haven. Haven er ikke noget, siger Oldemor, men det synes jeg den er, selvom der ”kun” er blomsterbedene tilbage. Engang var der en stor nyttehave. Oldemor skammer sig lidt over, at hun ikke kan holde den store have mere.

Hvert efterår kommer hendes søn og tager georginerne op og sætter dem i kælderen for at overvintre. Det er godt.

Jeg kom til at tænke på, at jeg en dag sagde til oldemor, at hun altså ikke behøvede at lave både boller og kage, når jeg kommer på besøg. Da jeg så kom næste gang, fik vi bare en kop the, men det synes oldemor alligevel var lidt underligt. Det kan jeg også godt se. Måske skulle jeg bare have holdt min mund. 

Farmor

Min egen Farmor var præstekone, hun mødte min farfar i københavn. Farfar læste teologi og farmor var vist ved at uddanne sig til barneplejerske.

Farmor holdt Tidehverv, men farfar var missionsmand, så derfor holdt farmor op med at holde tidehverv. Så fik de Kristeligt Dagblad. Eller den holdt farmor, da hun døde. Så overtog mine forældre den.

Farmor og farfar boede tæt Shellhuset under krigen. Farmor havde en slags granatchok pga. bombningen. Det gjorde, at hun rystede på hovedet, når der var for meget larm. Engang skulle jeg med mit kor synge i musikhuset i Århus. Der var farmor selvfølgelig med. Efter koncerten viste hun mig, at hun havde ørepropper i ørene. For ellers ville hun begynde at ryste.

Farmor prædikede ikke i kirken om søndagen. Men hun strikkede tæpper til Moder Teresa sammen med sognets damer. Hun tog på husbesøg og var FDF-leder. Da hun var blevet enke, fortsatte hun sit kirke-lige arbejde. Hun spillede til sammenkomster i Den svenske sømandskirke og besøgte de gamle på plejehjemmet i Hirtshals. Og det blev hun ved med, længe efter at min farfar var død. Ja, faktisk indtil hun selv døde.

Farmor arbejdede også i en genbrugsbutik – Blå kors tror jeg det var – i hvert fald ikke Folkekirkens nødhjælp!

Nogle gange havde farmor noget med til mig fra genbrugsbutikken. En lille skål, et tørklæde, en bog. Jeg tænker altid på farmor, når jeg går i genbrugsbutikker. Lugten, indretningen. Damerne der står der og som har gjort alting så fint. Lagt lagener sammen. Stillet glas på række. Lagt håndklæder i farveorden. De minder mig om farmor.

 

Sorgen

Oldemor har mistet sin mand. Forud for døden var et langt sygeleje, hvor oldemor passede ham. Det var hårdt. Nogle gange råbte han på hende om natten, så det var ligesom at have små børn igen.

Men oldemor gør det. Hun gør det eneste et menneske kan gøre for et andet menneske, der er på vej mod døden. Hun tjener indtil døden.

Oldemor oplever at overfor den sorg, det er at miste den man elsker, er der ingen lette løsninger. Ingen snuptag der kan fjerne sorgen. Tiden læger alle sår, siger man – men er det rigtigt? Årene går, tiden går - og så en nat drømmer man om den mistede elskede.

Om den sorg det er at miste en ægtefælle, må vi igen se på CS Lewis. Ingen har skrevet så ærligt om sorg som ham. Lewis mistede hustruen Joy kun få år efter, at de var blevet gift. Lewis er slået til jorden. Han griber fat i en række notes­bøger, som han har liggende, og, som han udtrykker det, skal han kun bruge netop dem, for han vil ikke købe flere bøger til at skrive i for at udtrykke sin sorg. Det bliver til bogen: En sorgens dagbog.

Bogen indeholder ingen kunstig, kristelig trøst fra den ellers troende CS Lewis, der har skrevet mange bøger om kristendommen.

Der er i bogen et råb efter et svar fra Gud, men der kommer ikke noget svar:

”Når jeg lægger disse spørgsmål frem for Gud, skriver Lewis, får jeg intet svar. Det er ikke som en låst dør, mere som et stille(..) blik. Som om han ryster på hovedet, ikke afvisende, men mere som om han ville sige: Vær rolig mit barn, du forstår ikke."

Fraser som: Hun vil jo leve for evigt i dine minder, har Lewis kun hån til overs for: Leve? Skriver han. Det er jo lige præcis det hun IKKE vil. Folks velmenende ord om, at han jo skal se Joy igen, kan han slet ikke bruge til noget.

”Tal om kristendommens sandhed, skriver han og jeg lytter gerne. Tal om kristendommens bud og pligter og jeg underkaster mig dem, men kom ikke og tal om kristendommens trøst. Så har du ikke forstået noget.”

Jeg kan sagtens følge Lewis her. Kristne bliver ikke mindre kede af det, når de mister. Kristne er ikke mindre fortvivlede over verdens gang og tilskikkelser. Kristne lider ikke mindre når alt tages fra dem og kristendommen har ikke en trylleformular, der bare tryller den sørgende og den syge og den fortvivlede glad igen.

Men hvad er kristendom så? Jeg er ikke helt sikker på, om jeg forstår, hvad Lewis når frem til i bogen, men han skriver et sted at: Han har ikke brug for forestillinger om Gud. Han har brug for Gud. Heri har han en pointe. Vi har ikke brug for forestillinger om Gud. Vi har brug for Gud.

Jeg tror oldemor ved netop det. At hun har brug for Gud. Jeg tænker tit: Hvor var vi henne uden oldemor og hvad skal vi gøre, når hun ikke er her mere? For intet tyder på at næste generation af oldeforældre har tænkt sig at gøre som oldemor.

Dåbskommissionen i opgør med den nikænske tro

af Johannes Glenthøj

Som afslutning på striden i det 4. århundrede, om Gud overhovedet skulle kaldes ”Fader” og Jesus ”Søn”, og om Jesu titel ”den Enbårne” skulle droppes, formuleredes den nikænske tro i den udgave, der står på en af de sidste sider bag i salmebogen.

Nu har Dåbskommissionen åbnet dette fundamentale spørgsmål med ordene, at man har ”tilstræbt et kønsneutralt sprog.” (Midtvejsrapporten s. 27).

I Kristeligt Dagblad 2/2 skrev jeg: ”Dåbskommissionen vil tilstræbe kønsneutralt sprog i dåbsritualet. Altså skal Gud som Fader og Jesus som Søn nedtones.” Siden har formanden, biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, skrevet til mig, at det kønsneutrale sprog går på dåbskandidaten, ikke på Gud.

Jeg har altså fejlagtigt forstået, at den sidste del af udsagnet (”Desuden har kommissionen fundet det vigtigt, at de foreslåede kollekter kan bruges til dåb af både børn, unge og voksne, ... ligesom man har tilstræbt et kønsneutralt sprog") skulle være en omfattende bemærkning om hele ritualet.

Det faldt mig ikke ind, at dette udsagn kun knyttede sig til dåbskandidaten. Men det glæder mig, at det er tilfældet, og jeg har ladet en berigtigelse bringe i avisen, som Thomas Reinholdt Rasmussen har efterlyst fra mig: at dåbskommissionen ikke har tilstræbt kønsneutralt sprog i dåbsritualet som sådan.

Men det må så undre, at kun få dåbskollekter anvender ”kønsneutralt sprog” om dåbsdåbskandidaten: der tales for meste om ”han/hende/dem.”

Dåbskommissionen har også udtrykt et ønske om at undgå det, der kaldes ”familiemetaforik.” Formodentlig må det gå på, at nogle kræfter i dåbskommissionen har formået at fjerne talen om, at vi bliver Guds børn i dåben. I alle indledende kollekter bortset fra den ’gamle’ tales der ikke om, at vi bliver Guds børn i dåben, idet nogle i kommissionen hævder, vi har været Guds børn fra skabelsen. Men rokkes der ved, at vi bliver Guds børn i dåben, rokkes der også ved, hvem Jesus er.

Det ses mest markant i forslaget til alternative ord sagt til den nydøbte straks efter dåben. Her fjernes de indledende ord: ”Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader…” til fordel for: ”Du er døbt med vand og Ånd. Gud har nu genfødt dig […] Må Gud styrke dig …” (alternativet i Dåb II); noget lignende i Dåb III. Det vil sige, at Fader og Søn rent faktisk nedtones, ja, fjernes i fremtiden ved de fleste dåb, hvis disse forslag godkendes. Er bevæggrunden, at man vil undgå ”familiemetaforik”?

I forslag til Dåb III er der en alternativ dåbskollekt, der bruger tiltalen ”Gud, vores Far”, men derefter er der uafklaret tale om ”livets Gud, dødens overmand,” hvor spørgsmålet om Jesu stilling i dette udtryk er ganske uklar. Endelig tiltaler en alternativ slutningskollekt i Dåb III Gud som ”himlens og jordens skaber”, hvor Faderen ikke længere tiltales. Der er tydeligvis et vist ubehag ved ”familieretorik” i forhold til Gud Fader og Guds Søn.

Ved morgenandagten fra Domkirken i København begynder biskoppen da også ofte bønnen med ”Jesus fra Nazaret”, altså ikke: Guds Søn eller Herre Jesus Kristus. Derved får vi kun ad bagvejen fornemmelsen af, at Jesus må være guddommelig, men hvor guddommelig? Guruer er også efter hinduistisk religion guddommelige.

Kætteren Eunomios i det 4. århundrede havde mere end ubehag ved brugen af navnene Fader og Søn i forhold til Gud. Han gik planken ud og fjernede disse navne fra selve døbeordene. Han lod døbe ”til Designeren og Skaberen, og ikke kun den Enbårnes Fader, men (siger han) hans Gud” – sådan refererer den nikænske biskop Gregor af Nyssa Eunomios. Videre siger Gregor af Nyssa om Eunomios: ”Han stræber efter at vise, at hans egne ord har større myndighed end Kristi ord, og han vil ændre troen bort fra de guddommelige navne.” Ved kirkemødet i Konstantinopel i 381 blev det bestemt, at Eunomios’ dåb ikke var kristen dåb; derfor måtte der ske dåb på ny i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Men er det så farligt, når ingen i dåbskommissionen vil fjerne navnene ”Fader” og ”Søn” i selve døbeordene? Ja. Både biskop Gregor af Nyssa og den poetiske teolog og kateket Efraim Syreren (begge 4. årh.) lagde al mulig vægt på disse navne. Efraim kalder fader-navnet for et fuldkomment og præcist navn i modsætning til metaforer, som han kalder for ’lånte navne’, altså navne lånt fra os mennesker.

Det vil sige: Fader-navnet er ikke lånt fra mennesker. Metaforer kan, siger Gregor af Nyssa, udtrykke forskellige sider af Guds væsen, mens navnet ”Faderens Søn” udtrykker hans relation til Gud Fader. Intet andet navn end ”Søn” udtrykker relationen og den fortrolighed, der er mellem Gud Fader og Guds Søn. Efraim taler om ”lånte og flygtige navne”, som Gud ’tog på’ og ’tog af’, som man skifter tøj: at han angrede, sov, glemte og kom i tanker om, og han omtales som en gammel mand og en krigshelt. Kun gennem menneskelige metaforer kan Gud blive os begribelig.

De ’præcise’ navne derimod er ifølge Efraim: Væren, Skaber, den Gode, den Retfærdige, Fader. Men, vil nogen sige, følger vi Efraim, så er der vel ikke noget galt i at nedtone ”Fader” til fordel for ”Skaber” for eksempel - sådan som det netop sker her og der i Midtvejsrapporten. Hertil svarer Efraim: ”Vær varsom med Hans fuldkomne og hellige navne! For hvis du fornægter blot ét af dem, flyver de alle bort i det fjerne. De er forbundne og bærer alt, ligesom jordens ’søjler’ vand, ild og luft: Hvis ét af de navne ikke er der, er det, som om skaberværket er i færd med at bryde sammen.”

Lige meget hvor solidarisk Midtvejsrapporten anbefaler os at være, kan vi ikke i solidaritet nedtone Jesu navn ”Søn”.

Denne nedtoning rammer ned i den mening, nogle i dåbskommissionen har, at vi er Guds børn fra skabelsen (Midtvejsrapporten, s. 28). Hvis Jesus ikke skal omtales så meget som Guds Søn, mens vi på vores side er opgraderet til at være Guds børn fra skabelsen, hvad er da forskellen på Jesus og os? Og hvad skal der forstås ved Jesus som Guds Søn og os som Guds børn? Netop arianismen udhulede forskellen mellem Kristus og os. Derved åbnes spørgsmålet: Er Jesus virkelig Guds Søn fra evighed, mens vi er Guds sønner og døtre fra skabelsen? Det podningsbillede, der er i den nuværende forældre- og faddertiltale, udtrykker, at vi adopteres til Guds børn i dåben og bliver, hvad vi ikke var; et billede, som det er muligt at vælge, men det er også muligt helt at undgå dette adoptionsbillede ved brug af andre forældre- og faddertiltaler. Denne nedtoning af adoption må igen handle om at undgå ”familieretorik.”

I Midtvejsrapporten vil man også af med Jesu betegnelse ”Enbåren”, altså Guds eneste Søn. Naturligvis er der ingen, der foreslår denne titel fjernet fra trosbekendelsen, men fra den indledende kollekt ved dåben, det eneste sted, hvor denne titel ellers anvendes. Hvorfor fjerne dette navn? Er Jesus da ikke Guds eneste Søn, eller skal vi bare ikke tale så meget om det? Uanset om navnet fjernes, fordi folk ikke ved, hvad det betyder, så rummer dette navn hele opgøret mellem den nikænske og den arianske kristendomsforståelse. Arianerne så Jesus som en skabning, så han og vi grundlæggende er på lige fod som Guds børn. Desværre har 2020-oversættelsen foretaget en svækkelse af Joh. 1,18, hvor den enbårne omtales: Guds ”eneste søn, der er tæt på sin far.” Det særlige stærke udtryk på græsk, at han er i ”Faderens favn,” bliver bare til ”tæt på”. Han er ikke ”tæt på”, han er jo Guds eneste Søn, han er ét med Faderen. At være ét er uendelig mere end at være tæt på.

Men navnet Guds ”Enbårne” (eneste) Søn er ikke en metafor, men det præcise navn. Men for Eunomios er ’søn’ ikke brugt i den nikænske stærke betydning; nej, for Eunomios har Skaberen skabt ’sønnen,’ hvilket betyder, at alle andre skabninger rykker tæt på denne ’søn.’ Sammenholdt med dem i dåbskommissionen, der mener, vi er Guds børn fra skabelsen, er der i grunden ingen forskel på Jesus og os. Eunomios anvender selve navnet ”enbåren” og ”søn” for at folk ikke skal afvise ham, siger Gregor af Nyssa. Så i stedet ændrer han meningen med disse titler: de peger på Jesus som skabning. Men navnet ”den Enbårne” udtrykker umisforståeligt, at Jesus er Guds Søn fra evighed, ét med Gud Fader. Den syriske bibel oversætter ”eneste”, som også 2020-oversættelsen gør, hvorved det er klart, at Gud Fader kun har én virkelig søn. For hvis ikke det er sådan, er det ikke Gud selv, der blev menneske i Jesus, og døde i vort sted til frelse for enhver, som tror.

Alt er på spil. Kristendommen smuldrer bort. Der er hverken grund til at fejre jul eller påske, hvis vi allerede er Guds børn fra skabelsen og Jesus ikke er Guds Søn fra evighed. Kun Guds eneste Søn var det, der lod sig føde i tiden og bragte os udfrielse af den tilintetgørelse, der ellers må komme som følge af syndefaldet.

Navnene Søn og Enbåren peger på Jesu sande og genuine forhold til universets Gud. ”Søn” udtrykker den naturlige fortrolighed mellem Faderen og Sønnen, en fortrolighed vi ikke har. Hvis så de, der kalder os Guds børn fra skabelsen, blot ville sige, at vi ikke er fortrolige med Gud, som Jesus er med Faderen! Ville de ikke snarere sige: Vi er lige så fortrolige i forhold til Gud, som Jesus er? Eller ville de sige, at der en gradsforskel i fortrolighed?

Der rejser sig så mange spørgsmål uden ende, hvis ét navn tages bort eller nedtones. For det første: Sker der overhovedet noget i dåben? Gregor af Nyssa: ”Men hvis badet blot er beredt til legemet, uden at sjælen bliver renset for den tilsmudsning, der skyldes lidenskaber, og hvis det liv, der følger efter indvielsen, er det samme som det uden indvielse, så vil jeg, også selv om det kan forekomme dristigt, uden omsvøb sige, at i de tilfælde er vandet blot vand.”

Nej, siger han: ”Om de genfødte siger evangeliet: Alle, der har taget imod ham, har han givet kraften til at være Guds børn. Det barn, der er født af en, er fuldstændig af samme væsen som den, der har født det. Hvis du altså har taget imod Gud og er blevet Guds barn, så skal du ved dit valg vise Gud, der er i dig, du skal vise den, der har født dig. Ved de tegn, hvorved vi kender Gud, må også den, der er blevet Guds søn, vise sit slægtskab med Gud […] Hvis du derimod holder fast ved det, der kendetegner synden, så er det meningsløst, at du taler om din fødsel fra oven. Du elsker tomhed, du søger løgn.” (Den kateketiske Tale 40 oversat af Jørgen Ledet Christiansen). Den syriske biskop Jakob af Sarug (død 521) siger i sin dåbsprædiken: ”Indtil dåben er vi Adams børn, men bliver dér Guds børn. Hvis vi blot var Adams børn, ville vi blive kvalt af forbandelser blandt tornebuske: Gud så, at Adams arv til os var ”tornebuske, stikkende brodde, dødsriget, afgrunden, som opsluger de døde. I kærlighed ville han være deres Far og give alle de skjulte skatte, Han besidder, i arv til Adams børn.”

Dg da kan vi bede Fadervor, siger Jakob af Sarug: ”Hvis ikke dåben fødte os ved en ny fødsel, hvorledes skulle vi da kunne bede: 'Vor Far i himlen'?” Han tilføjer, at fra dåbens øjeblik "er din slægt oventil, hvor Faderen i det høje bor. Dér har du en broder, Kristus, hvis Far er din Far, og du er i slægt med Helligånden, som har helliget dig!” 

 

Johannes Glenthøj er sognepræst i Samsø Sogn 

Livet, døden og opstandelsen

af Knud Nyboe Rasmussen

I Martin A. Hansens roman ”Løgneren” fortæller hovedpersonen, degnen på Sandø, hen imod bogens slutning:

”Jeg drev i tusmørket over mod kirken. Opdagede man gik og smånynnede. Og at Pigro rystede. Dengang levede hunden jo. Måske det var af kulde. Jeg tænkte på at gå ind i kirken og se stenhovedet som af en fortidskunstner er udhugget i koret. Det må være dødens, undergangens hoved, glemslens og meningsløshedens hoved. Man kunne også sige at det hoved bar selve øens ansigt, så koldt og frygteligt dette ansigt er, når naturen har besejret os. Men dette hoved, denne død, er i koret sat, så døden må stirre lige op på opstandelsens symbol, som forstanden ikke begriber. Den opstandelsestanke sidder endnu som en harpun i øens krop og holder fast.”

Er det stadig sådan med os danskere? Sidder opstandelsestanken – eller opstandelsestroen –endnu i os som en harpun, der holder os fast, så vi ikke synker ned til at være blot natur – brikker i naturens store kredsløb og dermed i dødens kværnende mølle? Eller hvordan er det egentlig med os?

Det er ikke lige sådan at sige. Billedet er broget og flimrende. Dog har de fleste nok en fornemmelse af, at det i dag ikke er det mest oplagte, ja, måske slet ikke god tone at tale særlig højt om dette mærkelige ord ”opstandelse”, endsige at vente sig noget af den virkelighed, der gemmer sig i ordet.

Hvordan er det kommet dertil? Hvordan er det gået til, at opstandelsestroen er blevet trængt mere og mere ud af den moderne bevidsthed? Det er der sikkert flere grunde til. En væsentlig grund skal nok søges i det forhold, at synet på døden og dødens virkelighed i nyere tid har undergået en ændring. Døden forstået som det enkelte menneskes død er blevet gjort til ”en helt naturlig ting”, dvs. til en rent biologisk proces i naturens kredsløb. Og dette er sket i takt med, at mennesket selv er blevet reduceret fra at være en underfuld skabning af støv og ånd, skabt i Guds billede, til at være, ja, et blot og bart stykke natur, en raffineret biologisk maskine, der har sin funktionstid.

Synet på liv og død hænger sammen. Som synet på menneskelivet i udstrakt grad er blevet fladt og éndimensionalt, uden vertikal dimension, sådan også med synet på døden. Døden er blevet ”naturaliseret”. Derfor frygtes og hades den ikke så meget mere som livets fjende – som en fordærvsmagt og trussel, ikke blot til sidst, men i hele menneskets tilværelse.

Det, som mange frygter i dag, synes derfor ikke så meget at være døden som sådan, dvs. døden som tilintetgørelse og afbrydelse af livsfællesskab. Nej, det er dødens proces, der frygtes, og det vil sige den med dødsprocessen forbundne lidelse og smerte.

Typisk er i så henseende to udtalelser, som jeg er faldet over. Den ene er af lidt ældre dato og lød: ”Døden forekommer mig ikke længere så afskrækkende. Hvad alle andre kan tage, kan jeg vel også. Det er ikke selve døden, jeg frygter, men jeg er meget bange for det, jeg eventuelt skal igennem, før døden kommer. Derfor misunder jeg også dem, der får en pludselig død.”

Den anden – nyere – udtalelse lyder: ”Jeg tror, vi er mange, der ikke frygter døden nær så meget som udsigterne til, at vi ikke kan komme herfra på nogenlunde naturlig måde” – og videre: ”Vi ved, at vi alle skal dø, lad os tale mere åbent om det. Det er ikke sjældent en befrielse, især når det drejer sig om gamle mennesker…”.

Vi ved jo godt, hvad der menes med disse udtalelser. Hvem må ikke indrømme det? I det hele taget: I forhold til døden har enhver rigeligt at gøre med sit, hvorfor enhver bedreviden og skråsikkerhed er ilde anbragt. Alligevel står spørgsmålet anfægtende tilbage: Døden som den gode befrier? Ja, undertiden befrielse fra smerte og lidelse. Det er en kendsgerning. I visse situationer en nådig kendsgerning. Men befrielse til hvad?

Spørgsmålet er også, om vi med disse tidstypiske udtalelser ikke er lige præcis dér, hvor der ikke mere spørges efter opstandelse - hvor opstandelsestroen derfor heller ikke er det, som holder mennesker fast og giver dem håb imod døden og i døden. For hvad skal man med håb, når døden ikke længere ses som livets bitre fjende, men som en god ven og befrier, som oven i købet skænker ”fred”?

Mere end nogen anden på dansk grund er det Grundtvig, som lidenskabeligt har bekæmpet dette harmoniserende syn på døden – også og ikke mindst når det trængte ind i kirken og lagde sig som en klam tåge over evangeliet, så man i stedet for at trøste sig mod dødens gru med opstandelsens levende håb begyndte at synge salmer om at visne glad som blad i høst – salmer, som hævdede, at hverken livet eller døden er ”så svær”, når det kommer til stykket. Hvor svært kan det være!

Det var Grundtvigs opfattelse, at i samme grad som dette syn på døden behersker os, og ”håbet” udelukkende står til en smertefri afslutning på det hele, da er det kristne evangelium og jo særligt opstandelsesbudskabet ganske ligegyldigt, og vi er med Grundtvigs eget udtryk ”i dødens snare”.

”En ting ville være Grundtvig ufattelig, og det er, hvordan et menneske kunne affinde sig med døden og meningsløsheden og tro det kristne budskab”. Sådan skriver K.E. Løgstrup i ”Skabelse og tilintetgørelse". 

Og i samme forbindelse tilføjer Løgstrup om vort forhold til den fremtid, som vore børn og efterkommere skal leve uden os:

”Vor interesse for fremtiden rækker ikke kun frem til vor egen død. Betænker vi problemer, som det er til at forudse engang vil dukke op, er vor holdning til dem ikke, at det kan være os det samme, for til den tid er vi døde og borte. Vort håb rækker ud over vor egen død. Hvad der vil ske i en fremtid, som vi ikke kommer til at opleve, beskæftiger os alligevel. Vi kan ikke lade være med det. Fremtiden bevæger os, som om vi kom til at opleve den. Vi har et slags evigheds-forhold til fremtiden, derfor er det bittert at vi skal dø. Og derfor kan vi ikke opfatte døden som andet end vor fjende. Og det er igen en forudsætning for, at vi kan fatte og bevæges af kristendommens tale om evigheden.” (”Skabelse og tilintetgørelse”)

Løgstrup runder det pågældende afsnit af med efter Kaj Thaning at citere Grundtvig:

”Vi hænger sammen med slægten, med vore forældre og vore efterkommere, og kun ved følelsen deraf står ´Døden under alle skikkelser´ frem som menneskets arvefjende.” (”Skabelse og tilintetgørelse”)

”Min modsætning er liv og død” – sagde Grundtvig som bekendt i den berømte samtale med en tysk spekulativ teolog. Og den modsætning møder vi i alt, hvad Grundtvig sagde og skrev, i prædikener og salmer.

Mest personligt og eksistentielt måske i salmen ”At sige verden ret farvel” (DDS 538) med den centrale bekendelse:

”O Jesus, Herre, broder sød! / Du kender bedst den bitre død, / du har den overvundet; / vor skabning grant og kender du, / ved godt, vi alle ser med gru / vort timeglas udrundet.”

Og det gælder ikke kun i ”livets gry”, også i ”livets kvæld”.

Næsten 89 år gammel, få uger før sin død, skrev Grundtvig:

”Stormene er frygtelige, / stille står her mandevid, / nærmest er de dødes rige, / nemt det er at stævne did; / men, o vé for uglesangen! / Bundløs der er undergangen.”

Går vi tilbage i kirkens historie, finder vi den samme modsætning mellem liv og død. Voldsom klart møder man modsætningen i den græsk-ortodokse kirkes liturgi og salmer, som Grundtvig i foråret 1837 i forbindelse med udgivelsen af sit ”Sang-Værk til den Danske Kirke” lod sig kraftigt inspirere af, så man ligefrem har talt om hans græske vækkelse.

I en af sine ”græske” salmer (DDS 223) har Grundtvig gendigtet dele af den græske kirkes fascinerende påskeliturgi:

Herren af søvne opvågned, opsprang,
hører du, Helved, vor morgensang:
Kristus opstod fra de døde!
Op stod nu Gud, og hans fjender adspredtes,
brat de som voks over gløderne bredtes:
Kristus opstod fra de døde!

Det er hvert dødeligt menneskes fryd,
det er på jorden en himmelsk lyd:
Kristus opstod fra de døde!
Han i sin død trådte døden på nakke,
hvem der med nåden vil tage til takke,
rejser han op fra de døde.

Vi begyndte med en stor afdød dansk forfatter. Lad os slutte med en stor nulevende digter:                                                                                                              

"… det er så mærkeligt / at vi virkelig skal dø / men tanken om opstandelsen ikke mærkeligere / end at vi virkelig findes.” (Søren Ulrik Thomsen i ”Rystet spejl”)

 Knud Nyboe Rasmussen er cand.theol., foredragsholder og tidligere sognepræst.

Ovenstående artikel tager afsæt i Knud Nyboe Rasmussens bog ”ORD TIL TIDEN. Essays om kristendom og menneskeliv” (2019).

Gudstjenesten er rum for forsagelse og forsoning

af Ole Witte Madsen

I det følgende vil jeg vise, hvordan gudstjenesten kan være rummet for både forsagelse og forsoning.

Forsagelse er at frasige sig noget, tage afstand fra noget, skubbe fra sig – altså, at holde noget ude fra livet. Det sker tydeligst i trosbekendelsen: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.” Menigheden fremsiger forsagelsen som en besværgelse eller verbal lussing til Den Onde. Ingen kan se på nogen, om forsagelsen har rod i samvittighed. Forsagelsen af Djævelen, det og den onde, samt alle synder sker dog også på mange andre måder. Alene det, at man som kirkegænger sætter sine fødder og dermed resten af sit korpus i det indviede kirkerum: Et rum for forsagelse.

Kirkerummet er ikke helligt i sig selv, som det jødiske tempel eller jorden ved den brændende tornebusk, men rummet er dog helliget noget særligt, og derfor emmer dens atmosfære også deraf på de dage, hvor ikke menighedens tilstedeværelse fylder rummet. Kirkebygningen er indviet til at være helliget det menneske og den menighed, der ønsker et rum for forsagelsen af det onde i livet.

Det begynder lige fra man kaster sit blik på kirkebygningen og føler sig draget; lige fra man hører kirkeklokkerne og føler sig kaldet; lige fra man ser gudstjenestetidspunktet i kirkebladet og ved med sig selv, at nu er det tid til at besøge den trofaste stenkæmpe. Inde i kirkebygningen ved gudstjenestens forløb er der forsagelse i menighedens fællesskab, selvom vi sidder spredt på de hårde bænke, ukendte for hinanden.

Fælles er vi dog i mund og mæle, når røsten løftes til salmesang, fællesbøn og -bekendelse, korsvar osv. Djævelen og det onde i verden elsker ikke, at mennesker finder sammen og støtter hinanden i det gode. Forsagelsen løber således gennem liturgien som det ene spor, mens forsoningen er det andet spor. Forsagelsen står ikke alene, men ligesom i trosbekendelsen efterfølges den af en bekendelse eller et håb, en tro.

Forsoning er at genetablere en god forbindelse. Al den uro, man kan tage til sig og på sig i løbet af en uge, kan alt for nemt medføre splid og splittelse, tvivl og frustration såvel i ens indre imod en selv,  som mod de nære og fjerne medmennesker og naturligvis mod Gud. Det er forskelligt, hvor ofte man har brug for at forsone sig med sig selv, andre mennesker og med Gud. Nogles samvittighed byder dem en daglige andagt, andre kun sjældent.

Forsoning er at acceptere det, man ikke kan ændre, at finde ro i sine omstændigheder, skæbne og tilfælde. Der findes meget, man ikke kan ændre på i sit liv og sin verden, og det er en tanke og erfaring, man skal forsone sig med, hvis man skal kunne holde tilværelsen ud. At Gud forsoner sig med os i gudstjenesten, sker tydelig(s)t ved dåb og nadver, hvor Gud tager os til sig som sine børn én gang for alle og brødføder os med evighedens gaver, så ofte som vi har brug for det; Guds gode gerninger er ikke afhængig af vore gerninger. At vi forsoner os med Gud, os selv og hinanden sker ved de selvsamme sakramenter, men også i liturgiens gang som sådan. Igennem hvert enkelt led i liturgien sker såvel forsagelse og forsoning.

Derfor ender gudstjenesten med den velsignelse, som vi sendes ud i hverdagslivet med; en hverdag, hvor forsagelse ofte bukker under, og hvor forsoning lader vente på sig. Velsignelsen skal både give os fred (med os selv) og give os mod (på at leve alligevel). Velsignelsen er det ultimative tilsagn til det enkelte menneske i menigheden: Frygt ikke, tro kun – og lev!

Ole Witte Madsen er sognepræst ved Sankt Nicolai Kirke i Kolding

Mekanisk Liv

af Penny Perspektiv

Sikken åndelighed, der møder mig
i selveste hestens år,
at den fine mekaniske malermaskine
melder sig ude af stand til at
male mig naturens malermiddel
i sin ret, druidisk som naturen kan være
med sin eksponentielle forfængelighed
og dasen i mit levebrød, ordene.
Jeg sulter efter gråzoner,
når du ytrer dig skjult i mættede toner.

     "Hvor er du god til ikke at være menneske.“

Slip mig

fra dit greb, før vinstokken skriver manifest.
Din smukke, smitsomme, junglepest.
Lad mig ikke efterabe araens lovsang
til et kvalmende kedeligt intethedsprogram.

 

 

 

Prædiken - Skærtorsdag

af Merete Bøye

Hvad er ret og sand kristendom? Derom strides de lærde – og såmænd også de ulærde – og det vil de gøre til tidens ende. Det skal de også, for i kirken skal meningerne brydes frit, ellers ender den med at blive til goldt, forstenet menneskeværk; en kirke, hvor der ikke er plads til ånd. Det er meningen, at vi skal undre os over Bibelen, bekendelserne og vores kirkelige traditioner.

Men de mange, til tider ret drøje og indviklede, kirkelige diskussioner, som er blevet ført og heldigvis stadig føres - alle disse diskussioner, hvor bølgerne går højt og mange indviklede teologiske overvejelser i den ene og anden retning bliver bragt til torvs - det skal man ikke misforstå, som om kristendommen i sig selv er indviklet. Hvis man koger kristendommen ned til en maggie-terning, så er den faktisk temmelig let at forstå. Kristendommen går helt enkelt ud på, at Gud elsker verden så meget, at han har sendt sin søn til verden med godt budskab om tilgivelse og frelse til alle os uperfekte og fejlbarlige mennesker. Og fordi han har elsket os så meget, skylder vi også at elske hinanden. Det var kristendommen på ultra kort form, og ingen skal bilde mig ind, at dét er svært at forstå.

Kristendommens kerne er ikke det mindste vanskelig at forstå. Det er ikke ligesom i fx Scientology, hvor der er en mystisk visdom, som man er nødt til at bruge år på at sætte sig ind i, og når man så har opnået denne særlige, mystiske visdom, så har man gjort sig fortjent til en plads ved Guds højre hånd. Nej – Jesus har banet vejen for dig, du behøver ikke anstrenge dig for at gøre dig fortjent til noget hos Gud. Han kender dig og elsker dig med alle dine små og store fejl. Kristendommen rummer heller ingen renhedsforskrifter og offerkrav, der er ingen, der kræver, at du går i noget bestemt tøj, eller at du afholder dig fra at spise køer eller grise eller rotter eller McDonalds, og der er heller ingen, der kræver, at du holder dig fra bestemte slags mennesker, såsom handicappede, fraskilte, homoseksuelle, jøder, sorte mennesker, hvide mennesker, eller folk der har en anden religion. Nej. Den slags er der ingenting af i kristendommen.

Kristendommen er i sandhed meget nem at forstå – i teorien. Men i praksis er den måske knap så nem at håndtere. Hvis man har en lovreligion, så er Gud jo glad, når man har opfyldt alle hans love. Og hvis man dyrker en gådefuld mysteriereligion, så ved man lige, hvilke øvelser, man skal gøre for at opnå visdom eller indre fred eller hvad det nu er, man stræber efter. Men den kristne Gud er umulig at gøre tilpas. Han fordrer alt af dig, og mere til. Han fordrer det umulige: Gør mod andre, som du vil have, at de skal gøre mod dig. Uden at forvente, at de rent faktisk gør det.

Gør mod andre, som Jesus har gjort imod dig. Eller gør mod de andre, som Jesus har gjort mod de andre. Han har vasket fødderne, også på Judas. Og på Peter. Og på alle de ti andre disciple – og de lod ham alle i stikken.

Evangeliet siger i al sin ubarmhjertige enkelhed, at du skal bare tjene din næste til gavn. Det er let at forstå: Tilgiv dem, der gør dig uret og forråder dig. Elsk dem, der stræber dig efter livet. Budskabet er ligetil. Det er udførelsen, der volder os vanskeligheder. Uanset hvor hårdt vi prøver at leve op til Guds absolutte og ubetingede fordring, så kommer vi til kort. Vores menneskelige væsen er ikke indrettet på en måde, så vi kan efterleve de krav, som Jesus stiller til os.

Jesus siger i dagens evangelium: Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.

Jeg har givet jer et forbillede, siger Jesus. Men ikke et moralsk forbillede på den måde, at Jesus skulle være den store morallærer, der viser os, hvordan et godt og anstændigt menneske bør gebærde sig. Jesus lærer dig ikke, hvad man bør, men hvad du skal. Han stiller os en ubetinget, ubegrænset fordring: ”Jeg har vist jer, hvordan I skal gøre. Hvordan I skylder at gøre.” I skylder at ”vaske hinandens fødder”, dvs. være tjenere over for hinanden, tjene hinanden.

Når man ikke gør, hvad man bør – dvs. hvad der er ekstra dygtigt og fortjener en masse ros – men kun gør, hvad man skal, dvs. gør, hvad man har pligt til – passer sit arbejde så at sige – så har man ikke krav på nogen særlig ros og fortjeneste i forhold til andre. Jesus har givet os et forbillede, siger han i dag, ved at han har gjort sig selv til en tjener. Han har valgt at tjene mennesker, selvom han er vores Herre og Gud. Og dét er det forbillede, det eksempel til efterfølgelse, som Jesus giver dig i dag: At være en tjener. At tjene de mennesker, du møder i din hverdag.

En tjener får ikke nogen tak, fordi han gør det, han har fået besked på. Således også I, som evangelisten Lukas siger: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.

Det kan godt være en besk pille at sluge: at det er din forbistrede pligt at tjene dine nærmeste; hele tiden tænke på, om de nu har det godt, hele tiden anstrenge dig for at gøre det så godt, du kan – uden så meget som at forvente at få tak for det. Og endda ikke bare de gode mennesker, de venlige og dem, der hjælper dig igen – heller ikke bare dem, der er behageligt langt væk, som man tror man kan gøre sin pligt overfor ved at smide en mønt i en indsamlingsbøsse – du skal også tjene alle de uvenlige, uvidende, uforskammede folk, som du møder på din vej.

Og dét er det svære ved kristendommen. Ikke at forstå, hvad der står i Bibelen, bekendelsen eller katekismus. Men at tage evangeliets enkle og altomfattende fordring alvorligt og følge det forbillede, Jesus har givet os. For dette er det forbillede, du får af Ham: han gav sit eget kød og blod, gav sig selv, til Judas, som forrådte ham, til Peter, som fornægtede ham, til Thomas, som tvivlede på ham, til Jakob og Johannes, som faldt i søvn, da de skulle våge. Gå du ud og gør ligeså! Hvis du tør, og kan.

Og når du ikke kan, for det kan du ikke, selvom du skal, så trøst dig netop med, at alt allerede er gjort, for Jesus har gjort det hele for dig. Ved sit nadverbord rækker han sit kød og blod til dig og til mig, til hver en ufuldkommen synder, der finder vej til hans bord. Og han tager dine synder: alle dine fejltrin, dine løgne og din utilstræk­kelighed, og tilgiver dig og siger: ”Dine synder er forladt!” Og væk er de. Alt dette har han gjort. Og alt, hvad du behøver, er at spise det brød og drikke den vin, han rækker til dig. Så let er det virkelig. Amen.