Gud fri os fra kristne værdier
af Merete Bøye
Der blev vist film i loftet og prædiken med Desmond Tutu på storskærm, da den evigt oplyste Københavns Domkirke i oktober var vært ved en storstilet klimagudstjeneste. Ærkebiskoppen fortalte os, at vi havde været ”ualmindelig ulydige”.
Børnekorets sprøde stemmer fyldte det store, behageligt opvarmede kirkerum med popkongen Michael Jacksons opfordring til at gøre hele verden bedre: Heal the world, make it a better place, for you and for me and the entire human race, mens røgmaskiner og store projektører leverede den rette stemning med kunstige regnbuer og tåge.
Det hele foregik på engelsk, og der var varme hilsner fra både den katolske pave og den ortodokse patriark. Man skal forstå, dette er internationalt og en del af noget meget stort. K.E. Løgstrup harcellerede for mange år siden over ”de store ords teologi”. Nu har vi ikke bare de store ords, men også de store handlingers teologi. Vi skal gøre noget. Allesammen. For at redde kloden.
En af de mange rørte tilskuere udtaler til Kristeligt Dagblad: ”Jeg synes ikke, at retorikken er specielt religiøs, snarere medmenneskelig”. Dette er tydeligvis ment som en kompliment. Og det falder da også meget godt i tråd med, hvad Anders Holm konstaterer i en anden af Kristeligt Dagblads artikler om klimagudstjenesten: "Præster i dag er ikke kun optagede af at forkynde evangeliet om søndagen. De søger nye og anderledes forkyndelsesformer, der ikke mindst drejer sig om både at tage stilling til og handle i verden.”
Det er svært at være imod, at folk har lyst til at gøre noget godt. Og har de en politisk holdning, der tilsiger dem, at det gode, som de bør gøre, er at spare på strømmen og spise økologisk, så skal de selvfølgelig bare gøre det. Det måske lidt hykleriske i at fejre sit klimaetiske sindelag i et overopvarmet kirkerum med eldrevne røgkanoner og storskærme ser jeg bort fra i denne sammenhæng. Men spørgsmålet er, om det ikke bliver problematisk, når man begynder at bruge kristendommen som argument for en ”klimavenlig” etik.
Selv når man bruger kristendommen som argument for sine handlinger, kan man ikke formulere en etik, som nødvendigvis er fælles for alle kristne. Dette turde være indlysende, set i lyset af at terroristen Anders Breivik brugte bl.a. kristendommen som argument for sine efter de flestes mening temmelig ukristelige handlinger, da han skød omkring sig på Utøya.
Den etiske fordring er universel og uudtalt
K.E. Løgstrup gjorde gældende, at man ikke kan bruge kristendommen som argument i en politisk eller etisk debat. Hans hovedværk er ”Den etiske Fordring” fra 1956, og hans standpunkt er velkendt: Der gives en universel etisk fordring, som alle mennesker er stillet ind under. Når man indgår i et menneskeligt fællesskab, holder man altid et stykke af den andens liv i sin hånd, og dermed får man ansvar for den anden. Fordringen er universel, men den gennemsyrer både religionerne og litteraturen. Fx er budet om næstekærlighed et udtryk for fordringen, men fordringen er ikke unik for kristendommen.
En vigtig pointe fra Den etiske fordring, er i denne forbindelse denne: at fordringen ikke kan systematiseres. Desuden at fordringen altid er uudtalt, den er tavs, og at man derfor ikke kan vide andet om den, end at den andens liv i en eller anden grad er udleveret til dig, og at du derfor har at tage vare på ham. Det enkelte menneske er nødt til at bruge sin forstand og sin fantasi for at finde ud af, hvad der er rigtigt. Der gives ikke nogen guddommeligt garanteret viden om, hvad der i en given situation bør siges eller gøres. Og hvis man lader, som om man har en sådan guddommeligt garanteret viden og begynder at bruge Gud som argument i en politisk eller moralsk diskussion, så bryder man fordringens tavshed, og den drukner i den larm, vi selv laver i vores rethaveri og bedreviden.
Den kristne må derfor altid tage stilling på samme vilkår som alle andre:
”Kristendommen udstyrer ikke den enkelte med en politisk eller etisk bedreviden. Det er en uting, hvis der i politisk eller etisk henseende findes et frimureri mellem de kristne indbyrdes, love for menneskelivet, der kun skulle være til at forstå, argumenter der kun skulle være slående for kristne indbyrdes.” (Den etiske Fordring)
Hvis man i en given situation vil argumentere for en bestemt holdning, skal man med andre ord kunne argumentere for det på en måde, så også folk, der ikke er kristne, kan indse det fornuftige i argumentationen.
Eksempelvis: Hvis man personligt mener, at det er rigtigt at bruge mindre strøm af hensyn til klimaet, så skal man kunne argumentere sådan, at også folk, der ikke er kristne, forstår det. Det gælder også, selvom ens holdning måske er begrundet i, at Gud har skabt verden og bedt os tage vare på den.
Venstrefløjen har ikke patent på næstekærlighed
Fordringen kan desuden ikke sættes på formular og udmøntes i et bestemt politisk program. Næstekærlighedsbuddet fordrer, at du skal elske din næste. Men der medfølger ikke nogen køreplan for, hvordan du konkret skal gøre det. Det skal du selv finde ud af. Som Aksel Tarras Madsen siger i et interview i Kristeligt Dagblad d. 03.11.2014: ”Venstrefløjen sidestiller tit næstekærlighedsbegrebet med en bestemt politisk holdning. Det mener jeg er helt forkert. Næstekærligheden er Guds fordring til den enkelte. Det er altid hin enkelte, der bliver tiltalt. Det er altid den enkeltes samvittighed, der bliver fordret. Derfor er kristendommen frihed for den enkelte, der bliver sat fri til at gøre det han eller hun skal.”
Da man ikke kan sætte fordringen på formular, kan man heller ikke bruge fordringen – eller Gud – som argument i en politisk eller etisk debat. For der vil altid findes mennesker, der hører og tolker fordringen helt anderledes.
Kristendom og klima
Løgstrups synspunkt, at der ikke kan formuleres en særlig, alment gældende kristen politik, har været fremherskende siden Den etiske Fordring. I dag er der dog enkelte, der vover sig frem med forskellige bud på en særlig kristen materialetik. Et af de mere gennemarbejdede leveres af cand.theol. og ph.d. i miljøetik Martin Ishøy. Han udgav 2009 en bog med titlen Klimaklar Kristendom, hvor han slår til lyd for, at vi mennesker i den vestlige verden skal ”omvende os” fra den gale vej, vi er slået ind på. ”Ingen der oplever Jorden som underfuld, lades uantastet af den nedbrydning, som miljø- og klimakrisen er. Underet er et råb, en 'profetisk røst' der kalder til omvendelse”, skriver Ishøj.
Vi har bragt Jorden ud i en ”miljø- og klimakrise”, som det er vor kristne pligt som ”forvaltere af skaberværket”, at rette op på. Man fornemmer, hvorfra inspirationen til klimagudstjenesten i København er kommet.
Etik handler for Martin Ishøy at se ikke udelukkende om forholdet mellem mennesker. Han slår til lyd for en dyds-etik, som ikke er ”antropocentrisk”. Vores etiske forpligtelse omfatter også dyrene, ja hele jordkloden, eller ”skaberværket”, som han kalder det, for vi er indsat af Gud som forvaltere af naturen.
Ishøy bruger således frejdigt og uden blusel Gud som argument i en politisk debat. Han skriver: ”Om den nødvendige omvending kan blive virkelighed uden kristendom, er jeg alt andet end overbevist om” (sic), og har som erklæret mål at formulere en særlig kristen miljøetik. Det interessante er, at han blandt andre får K.E. Løgstrup til at gå sit ærinde. Løgstrup udviklede nemlig i sine senere leveår sin egen materialetik, der var skåret over den gode gamle 70'er-læst: socialismen er god, økonomisk vækst giver anledning til bekymring, og forureningen er sikker på at udslette menneskeheden inden for få år, hvis vi ikke sadler om. Han og hans kone rejste en del i Østeuropa, hvor de lod sig begejstre af den enkle tilværelse, folk levede dér. Løgstrup indleder forordet til sin posthume essaysamling System og Symbol fra 1982, således:
”Efter at vor vestlige kultur er begyndt at antage vanvidstræk, er den kommet til at omfatte hele kloden, så det er et temmelig uheldigt tidspunkt, det er sket på. Hvad der er at gøre ved det, er det muligvis umulige, at lade vor holdning svinge 180 grader omkring dens egen akse og gøre os det klart, at universet ikke er vor omgivelse men vort ophav”.
Ishøy bruger dette citat i sin bog, og han siger om kritikken af den vestlige kultur, at ”den rammer plet, og den harmonerer helt og holdent med kristendommens elementære sans for tilværelsesunderet og livets karakter af gave.” Men Martin Ishøy ved selvfølgelig godt, og det pointerer han også, at Løgstrup aldrig ville kunne sige, at der findes en særlig kristen etik – mindst af alt en kristen materialetik.
Det vil sige, at Løgstrup og Ishøy er politisk enige, men teologisk uenige. Ishøy mener, at det er etisk uforsvarligt for ethvert kristent menneske ikke at forsøge at begrænse sin CO2-udledning. Løgstrups materialetik er derimod hans egen; den har han halet ud af det, han kalder tilværelsens grundvilkår.
Man kan aldrig argumentere med Gud
Niels Jørgen Cappelørn sagde d. 10.06.2011 til Kristeligt Dagblad:
”Hvis man tager det dobbelte kærlighedsbud, er det en etisk fordring, der siger, at du skal elske Gud og din næste som dig selv. Men der gives ingen absolut anvisning på, hvordan jeg skal gøre det. Jeg skal selv ud fra evangeliet finde den måde, jeg tror er den rigtige.
Det har den fordel, at i et demokratisk samfund har jeg ikke noget suverænt argument, som kan slå alle andre. Jeg kan aldrig argumentere med Gud – i det øjeblik, jeg gjorde det, ville jeg blive fundamentalist.”
Hvis man anvender Cappelørns ord på Ishøjs bog, så gør Ishøy sig til fundamentalist, idet han vælger at gøre det eneste, man som kristen ikke kan, nemlig argumentere med Gud. Eller sagt med Løgstrups ord: ”Kristendommen udstyrer ikke den enkelte med en politisk eller etisk bedreviden.” Videre siger Løgstrup:
”Det ville dog være en uhyrlig farisæisme og en anmassende usaglighed, om den enkelte ville argumentere for den stilling, han indtager til et eller andet politisk eller etisk problem, med at den er han kommet til ved ikke at tænke på sine egne, men på næstens interesser.”
Eller på skaberværkets eller Guds interesser, kunne man tilføje.
Martin Ishøy vil gerne fremstille sine holdninger som ”politisk ukorrekte”; men det er de sådan set ikke. Man kunne have kaldt dem ”teologisk ukorrekte”, hvis hans bog var udkommet for 25 år siden, da det lå på rygmarven hos de fleste, at man ikke kan tale om en særlig kristen etik – i hvert fald ikke en særlig kristen materialetik. Men i dag er det ikke til at sparke sig frem for kristen etik. Eller, som det oftest kaldes, kristne værdier eller kristent værdigrundlag.
Efterhånden støder man meget tit på disse to fraser, også uden at der ellers bliver sat spørgsmålstegn ved, hvor et sådant værdigrundlag kommer fra, og om der overhovedet kan formuleres særligt kristne værdier. Eksemplerne er legio, og her skal blot anføres nogle få. Hvis man søger i Google på ”kristent værdigrundlag”, giver det 3.500 hits. ”Kristne værdier” giver 15.400 hits.
Et tydeligt eksempel findes på websitet adamogeva.dk. Det er et foretagende, der er oprettet af Indre Mission og et par andre kirkelige organisationer for at vejlede unge mennesker om sex og samliv. De skriver om sig selv:
”Artikler, svar og rådgivning på AdamogEva.dk er skrevet med afsæt i en klassisk kristen etik. Det betyder, at vores grundholdning er baseret på Bibelens værdier og vejledninger.”
Og så er banen ellers kridtet op til at rulle sine holdninger til fx skilsmisse og sex før ægteskabet ud – godt dækket ind bag Bibel og bekendelser.
Det er måske let nok at se det forkerte i at dække sig ind bagved et såkaldt ”kristent værdigrundlag”, når det værdigrundlag, der opstilles, er i modstrid med ens egne holdninger eller principper. Men hvad, hvis man nu bare tager de ting, som alle kan blive enige om, er gode og rigtige, og så kalder dét for et ”kristent værdigrundlag”?
D. 20. januar 2001 bragte KD en artikel om KFUM med titlen Kristent værdigrundlag skal være mere synligt.Det handlede om, at KFUMs sociale arbejde skulle skille sig ud fra andet socialt arbejde, fordi det hviler på et såkaldt ”kristent værdigrundlag”. Generalsekretær Lars Rahbek udtalte:
”Tendensen har i en periode været, at vi bare var her - på lige fod med andre sociale organisationer - uden at man fremhævede det kristne aspekt og menneskesyn. Det billede er heldigvis ved at ændre sig til det, jeg gerne ser: At alt vores arbejde hviler på det kristne menneskesyn på en synlig måde. I vores øjne er mennesker unikke. Vort værdigrundlag er, at vi ikke kan svigte eller efterlade mennesker i en svag situation. Vi skal møde og hjælpe dem, hvor de er og hjælpe dem derfra.”
Det vil sige, at ifølge Lars Rahbek fra KFUM gives der et særligt kristent menneskesyn og et særligt kristent værdigrundlag. Og det særlige kristne værdigrundlag består i, at man ikke efterlader mennesker i en svag situation. Det er en udmærket og ganske prisværdig holdning at indtage over for sit medmenneske. Det presserende spørgsmål er, om ikke det er nøjagtig den samme holdning, andre velgørende organisationer indtager, uden at de føler trang til at understrege deres bagvedliggende særlige kristelige sindelag? Desværre blev dette spørgsmål ikke stillet af Kristeligt Dagblads journalist.
Næstekærlighed og politik
Det er efterhånden blevet sådan, at det kristne ord ”næstekærlighed” er gledet ind i den politiske debat. Det er blevet ret almindeligt at sige, at man har de politiske holdninger, man har, fordi man mener, det er de mest næstekærlige holdninger. Det sker eksempelvis i klimapolitiske spørgsmål, men også i indvandrerdebatten er det meget brugt.
Kirkeminister Marianne Jelved har for nylig opfordret præster til at deltage også i den politiske debat. Det må de for så vidt også gerne ifølge Løgstrup, og Løgstrup deltog som nævnt også selv i den politiske debat. Men han mente også (og her er Jelved forhåbentlig enig), at det løber af sporet, når præster begynder at føre Gud i felten for deres eget standpunkt. Særlig påfaldende bliver det, når nogle præster, politikere og andre i indvandrerdebatten bruger lignelsen om den barmhjertige samaritaner til at retfærdiggøre det politiske standpunkt, at indvandrerlovgivningen bør lempes.
Et enkelt eksempel ud af utallige: Dr. theol. et phil. Peter Kemp skrev i Information d. 9. februar 2010 en kronik med titlen Den barmhjertige muslim, hvor han omplantede lignelsen om den barmhjertige samaritaner til København i 2010. Præsten og levitten er blevet til ”to folketingspolitikere, en præst og hans fætter” – gad vide, hvem det mon kan være? – og samaritaneren er en muslim:
»En mand, som var på vej fra sit arbejde i København til sit hjem på landet, blev overfaldet og mishandlet af en bande, som røvede hans penge og kreditkort og lod ham ligge i vejkanten. Tilfældigvis kom to folketingspolitikere (en præst og hans fætter) kørende forbi i bil på vej til et møde i Nordsjælland. Da de så den mishandlede mand ligge i grøften, sagde de til hinanden: »Det er nok en indvandrer, der er kommet op og slås med nogle af sine egne, der derefter har slået ham ned. [...]
Men inden politiet nåede frem, kom en muslim kørende forbi, standsede sin bil, gik hen til den overfaldne, beroligede ham og forbandt hans sår, løftede ham op i bilen og kørte ham til det nærmeste hospital, hvorfra han ringede for ham til hans familie. Hvem af de tre var så den mands næste, som var blevet overfaldet? Vi må svare: »Den som øvede barmhjertighed imod ham« Og Jesus siger: »Gå du hen og gør ligeså««.
Her får Peter Kemp for det første brugt lignelsen om den barmhjertige samaritaner til lige præcis det eneste, den ikke skal bruges til, nemlig at udstille sine egne modstandere (Søren Krarup og Jesper Langballe) som onde mennesker. Og for det andet – og det er det, der er vigtigt i denne sammenhæng – bryder han Løgstrups princip om ikke at argumentere med kristendommen i en politisk eller etisk debat.
Angående at bruge specifikt argumentet om næstekærlighed i en politisk sammenhæng, har Løgstrup som før nævnt følgende at sige:
”Det ville dog være en uhyrlig farisæisme og en anmassende usaglighed, om den enkelte ville argumentere for den stilling, han indtager til et eller andet politisk eller etisk problem, med at den er han kommet til ved ikke at tænke på sine egne, men på næstens interesser.”
Selvom også ateister og andre bruger ordet næstekærlighed som argument, og selvom det måske kan være en formildende omstændighed, at de ikke har gjort sig klart, hvad ordet betyder, når Jesus bruger det, så er det værd at huske på, at næstekærlighed er et bibelsk begreb, og at når Jesus taler om næstekærlighed, så pointerer han netop, at næstekærlighed ikke er noget, man kan gå og rose sig af at være i besiddelse af – i modsætning til andre mennesker eller grupper af mennesker.
Individual-etik
I det følgende forlader jeg Løgstrup og taler kun for egen regning: Jeg mener, Løgstrup har ret i, at man ikke kan bruge kristendommen som argument i en politisk eller etisk debat. Jeg mener også, han har ret i, at den etiske fordring er universel. Vi bliver som kristne af Jesu forkyndelse hele tiden stillet ind under fordringen. Men fordringen er stadig universel.
Jesus lærer os noget om etik. Ikke på en måde som kan bruges i noget politisk program, men som et spejl, vi kan holde op foran os selv. Jesus taler altid til dig. Og den eneste, hvis etiske habitus, du skal gå og bekymre dig om, er dig selv.
Her vil jeg gerne indføre begrebet individualetik eller individuel etik. Dermed forstår jeg den etik, der dukker op, når det enkelte menneske spørger sig selv: hvad er rigtigt for mig? Hvad er det rette at gøre for mig i denne situation? Hvis man overhovedet kan tale om en kristen etik, må det være individualetik. Og det kan aldrig være en færdigformuleret etik. For at gå tilbage til Niels Jørgen Cappelørn i førnævnte artikel fra KD:
”Hvis man tager det dobbelte kærlighedsbud, er det en etisk fordring, der siger, at du skal elske Gud og din næste som dig selv. Men der gives ingen absolut anvisning på, hvordan jeg skal gøre det. Jeg skal selv ud fra evangeliet finde den måde, jeg tror er den rigtige”. (Min kursivering)
Enhver skal gøre sig klart, at selvom man bruger evangeliet – og Loven, kunne man tilføje – til at finde etiske svar i bestemte situationer, så er det altid en selv, der står til ansvar. Aldrig Gud. Man må, som Løgstrup siger, bruge sin egen forstand og fantasi til at nå frem til, hvad der for én selv at se er det rigtige. Og man kan aldrig dække sig ind bag nogen guddommelig autoritet. Heller ikke selvom man har hørt Desmond Tutu sige det fra en ordentlig stor tv-skærm i domkirken.
Men vigtigt at holde sig for øje er det, at det at være kristen ikke betyder, at man har bestemte holdninger eller en bestemt etisk habitus. Det at være kristen betyder, at man tror på Jesus Kristus: at det er ham, man henflyr til, når man er i nød, takker, når man har noget at takke for, og at det er ham, man i det hele taget sætter sin lid til her i tilværelsen.