Leder

Tænketanken "Sexus" (som ligger under Statens Serum Institut) har foretaget en undersøgelse af befolkningens holdning til homoseksualitet.

Det kan man læse her  i en artikel i Kristeligt Dagblad fra d. 14.07.2025. Ikke overraskende har religiøse mennesker ofte den holdning, at homoseksuelt samkvem er moralsk forkert. (Dette kaldes i undersøgelsen "homofobi", et nonsensagtigt, konstrueret ord, der direkte oversat fra græsk betyder "frygten for det samme", men never mind.)

"Wow. Folk, der har andre holdninger end flertallet. Hvor vildt! De må jo være uoplyste!", synes at være den rygmarvsreaktion, som forventes fra Seruminstituttets side. I hvert fald konkluderer de, at folkeskolen (og gerne også ungdomsuddannelserne) er nødt til at øge den i forvejen rigeligt højt prioriterede "seksualundervisning", sådan så dissidenterne kan lære, at der skam ikke er noget i vejen med at være homoseksuel.

Uanset om man synes, at homoseksualitet er moralsk forkert eller ej, bør man overveje, hvad det er, man signalerer ved at kalde folk for ”homofober” og kræve, at de bliver ”uddannet bedre”, sådan så de kan komme til at få de korrekte holdninger. Nemlig at det demokratiske sindelag i Danmark er ved at forsvinde.

At have et demokratisk sindelag betyder ikke, at man kritikløst tager ja- eller nej-hatten på i forhold til alle andre menneskers livsstil, alt efter hvad der dikteres af Staten eller af moden. Det betyder, at man kan sige: "Jeg er ikke enig i din holdning, men jeg vil til enhver tid forsvare din ret til at have den."

Som Asbjørn Asmussen siger i artiklen, så skyldes hans og hans indremissionske meningsfællers holdning til homoseksualitet ikke, at de er uvidende (og dette gælder i parentes bemærket også for Jehovas Vidner og muslimer), men at de har taget et informeret standpunkt i overensstemmelse med deres teologi. Og hvis det ikke skyldes uvidenhed, hvordan skulle det så kunne afhjælpes med mere undervisning?

Det, Asmussen lader som om, han ikke ved, er, at "undervisning" her er et dækord for indoktrinering. Et eller andet sted er det blevet bestemt, at den rigtige holdning til homoseksualitet er at omfavne og hylde det, og det er dét, børnene fra en tidlig alder skal "lære" i skolen, oftest via det stærkt ideologiske materiale, der stliles gratis (altså skatteyderbetalt) til rådighed af Sex & Samfund.

Det er et kæmpe problem for demokratiet, at ingen længere gider forsvare andres ret til at indtage andre holdninger end dem, man selv indtager. I et demokrati skal der være plads til mindretal, og det kan der kun være, hvis vi allesammen lærer at skelne mellem uenighed og had.

De andre – de, der synes noget andet end jeg – tager naturligvis fejl. Det må jeg antage, idet jeg har indtaget mit eget standpunkt, fordi jeg er overbevist om, at det er det rigtige. Men de har ret til at tage fejl i et frit land. Og de er ikke dumme, uinformerede eller afskyelige, fordi de tager fejl. De tænker bare anderledes, end jeg gør.

Hvis man ikke kan rumme forskellighed i et demokrati, så er det ikke længere et demokrati. Så er det bare et stort hive-mind, hvor tankepolitiet sørger for, at ingen geråder ud i wrongthink. Og det er det, hvadenten det sker med jernnæve eller med fløjlshandsker.

Støt Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel er et nettidsskrift, som drives på frivillig basis. Det redigeres af Stine Munch, Merete Bøye og Nana Hauge. Læs det på nytbabel.dk.

Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412
Konto: 3412 312 082

Du kan også støtte ved at dele Nyt Babels artikler på sociale medier, eller ved at trykke et par ekstra udgaver af pdf-filen og give dem til dine venner eller lægge dem rundt omkring, hvor der kunne tænkes at findes læsere.

Vi takker for enhver støtte. Tak til alle, der har støttet hidtil med små og store beløb.

Nyt Babel som PDF

af Nyt Babel

Her kan du MEGET SNART hente hele Nyt Babel i pdf-format, lige til at printe ud.

Del gerne Nyt Babel ud til venner og bekendte, enten ved at linke til nytbabel.dk, eller ved at tage et udprint og give videre.

Troens enhed - og enighed

af Kristian S. Larsen

1700-års jubilæum for den nikænske bekendelse

Et jubilæum eller en rund fødselsdag er anledning til fest og fejring og også til refleksion – over fortid, nutid og fremtid.

I år har hele den verdensomspændende kristne kirke anledning til fest og fejring i anledning af 1700-året for det centrale kirkemøde i Nikæa. Dybe teologiske modsætninger og stridsspørgsmål truede med at splintre den kirke, som forinden var blevet dybt mærket af perioder med forfølgelser og ydre modstand. Hvad betyder det, at Gud er treenig, og i hvilken forstand er Jesus Guds Søn? Sådanne store og dybe temaer stod striden om – helt centrale for Kirken og den kristne tro.

Mødet mundede bl.a. ud i vedtagelsen af den trosbekendelse, som med tilføjelser fra kirkemødet i Konstantinopel i 381 er den mest udbredte formulering af, hvad den kristne tro går ud på. Den såkaldt ’nikæno-konstantinopolitanske’ trosbekendelse har en udbredelse og en betydning, som dårligt kan overvurderes, og dens udsagn om den treenige Gud og om Jesus som både sand Gud og sandt menneske har været helt centrale og bærende for kristen tro, teologi og forkyndelse siden 300-tallet. Kirkemødet i 325 er blevet betegnet som ’kirkens vigtigste dogmatiske fundament’ (Gebremedhin, Ezra: Arvet från kyrkofäderna, Artos Bokförlag 1993, s. 157), og de tre oldkirkelige bekendelser er tilsammen blevet kaldt ’Oldkirkens teologiske testamente’. (Skard, Bjarne: Inkarnasjonen, Land og Kirke, Oslo 1951, s. 10.)

Det er en fest værd!

Selve kirkemødet var angivelig en stor begivenhed og en rørende oplevelse. Ganske få år forinden havde voldsomme forfølgelser ramt Kirken. Malerisk er det beskrevet om mødet, at ’her mødtes martyrer og teologer, verdensforagtere og politikere, oldinge og mænd i deres ungdomskraft. En sådan forsamling har aldrig før eller siden i kirkens historie fundet sted. Deltagerne havde næsten alle været med i den værste af alle forfølgelser, havde været jagede som dyr, havde smægtet i fængslet eller trællet i bjergværker; mange savnede lemmer, som torturen havde berøvet dem, eller gik krumbøjede og arrede omkring efter marterredskabernes greb. Det var en forsamling af mænd, der med deres blod havde vist bestandigheden i deres tro’. (Hj. Holmquist og Nørregaard, Jens: Kirkehistorie bd. 1, Akademisk Forlag 1992, s. 161-162.)

Et kirkemøde som dét i 325 holdes ikke for sjov. Det er en alvorlig sag. Den dybeste anledning og formål er at afklare spørgsmål og emner, som er bærende og afgørende for Kirken og den kristne tro. Udgangspunktet og opgaven er at trænge så dybt ned i den bibelske fremstilling af Gud og hans gerninger som muligt – og at fastholde denne fremstilling.

Fædrene til Den nikænske bekendelse var dybt bevidste om alvoren og dybden i emnerne, og de stod inde for bekendelsens ord - med ’eskatologisk alvor’, som det er blevet formueret. (Aalen, Leiv: Dogmatisk Grunnriss, Menighetsfakultetet 1982, s. 52-53.) De var ikke fejlfrie, og politiske hensyn og menneskelig skrøbelighed lå på lur. Alligevel kan det siges, at ’evangeliets sandhed blev formuleret ved et samspil mellem menneskers forvirring og Guds forsyn’. (Ibid., s. 53.) På den baggrund blev mødet så afgørende og grundlæggende; det blev ’den ene, verdensomspændende Kirkes triumfdag’. (Giertz, Bo: Kristi Kirke, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1941, s. 34.)

I dag kan nogle af Oldkirkens stridsspørgsmål forekomme i bedste fald fjerne og fremmede, hvis ikke direkte ligegyldige og overflødige. I dag er der andre ting på dagsordenen – også i relation til kirke og kristen tro.

Men vi skal ikke for hurtigt gøre os færdige med de centrale spørgsmål, Nikæa-mødet tog stilling til, eller bagatellisere det, kampene stod om. Det handler dybest set om intet mindre end spørgsmålet om, hvem Gud er, og hvad det betyder at tro på Ham. Så stort og vigtigt er det, som en tekst som den nikænske trosbekendelse skal hjælpe os med at fastholde.

Bekendelsens ord bygger på den forudsætning, at det faktisk kan formuleres, hvad den kristne tro handler om. Det har C. S. Lewis fastslået med ordene om, at ’hvis nogen skulle være fristet til at tænke, at ’kristendom’ er et ord, der betyder så meget forskelligt, at det i virkeligheden ingenting betyder, er det på ingen måde tilfældet. Grundlæggende kristendom er ikke en kedelig og tåget størrelse, der fortaber sig i teologiske uenigheder, men noget særdeles positivt, konsistent og håndfast’. (Lewis, C. S.: Gud på anklagebænken, ProRex Forlag 2024 s. 379.) Når der kan formuleres en bekendelse, en ’troens regel’, så forudsættes det dermed, ’at indholdet i troen fra begyndelsen er bestemt og altid forbliver den samme.’ Guds ord og frelsesværk kan formuleres på forskellig måde, men kan ikke tolkes frit og vilkårligt, for det, som sammenfattes i denne troens regel, den for troen afgørende tolkning, ligger i disse ord og begivenheder selv. Sådan forstår bekendelsen sig selv og sit indhold. (Hägglund, Bengt: Sanningens regel, Artos & Norma Bokförlag, 2010, s. 45.)

I 300-tallets begyndelse blev Kirken udfordret af en forkyndelse, der sagde, at Jesus ikke fuldt ud var Gud på linie med Gud Fader. På kirkemødet måtte man forholde sig til denne udfordring og finde så stærke og præcise formuleringer som muligt for at udtrykke troen på, at barnet i krybben og manden på korset på én gang var sand Gud og sandt menneske. Bekendelsens formuleringer om dette er alt andet end teologisk pindehuggeri eller perifert tankespind. De udtrykker tværtimod ’dette for tanken forargelige, men for troen vidunderlige paradoks’, som teologen Helge Haystrup har betegnet det. (Haystrup, Helge: Kristusbekendelsen i Oldkirken, København 1979, s. 9.)

Undertiden bliver det pointeret, at i Kirken handler det om et menighedsfællesskab, ikke et meningsfællesskab. Det er en tanke, som let går i spænd med tidens postmoderne tanker, og faktisk er der en portion sandhed i det. I Kirken kan mennesker mødes i fælles tro – på kryds og tværs af forskellige holdninger og meninger og diverse forskelle i livsstil, traditioner, politisk observans osv..

Den augsburgske bekendelse siger, at ’der stadig vil vedblive at være een hellig kirke. Men kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig. Og til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt at stemme overens om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning, og det er ikke nødvendigt overalt at have de samme menneskelige overleveringer eller kirkeskikke eller ceremonier, som er indstiftet af mennesker. Som Paulus også siger (Ef. 4.5): ’Én tro, een dåb, een Gud og alles Fader’ osv..’ (CA 7). Altså: i kirken behøver man ikke være enige om alt. Langtfra.

Men der er samtidig noget, som er uundværligt og livsnødvendigt for Kirken og dens enhed: at ’evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig’. Den augsburgske bekendelse, som satte ord på, at man i Kirken ikke behøver være enige om alt, fastholdt samtidig den nikænske trosbekendelse som noget helt grundlæggende og ufravigeligt.

Helt fra begyndelsen af Den augsburgske Bekendelse fastslås det således, at ’menighederne lærer os med stor enighed, at den nicænske kirkeforsamlings bestemmelse om det guddommelige væsens enhed og om de tre personer er sand og bør tros uden tvivl’ (CA 1).

Når der opregnes en række eksempler på, hvad det ikke er nødvendigt at være enige om, hænger dette sammen med, at der modsat er noget, som det er afgørende for Kirken at holde fast ved i trofasthed og enighed: evangeliets lære og sakramenternes forvaltning. Det vidste man i Oldkirken og på reformationstiden, og dét må Kirken også i dag holde fokus på: troens enhed hænger sammen med troens enighed. Dét bør vi holde godt fast i – med ’eskatologisk alvor’.

Paulus taler i Efeser-brevet om at bygges op til enhed i troen – med det mål og perspektiv, at ’vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde. Da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører og på lumske afveje, men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus’ (Ef. 4, 13-15).

Enhed i troen hænger sammen med at være sandheden tro – det vil bl.a. sige med lydhørhed og trofasthed over for de erkendelser og formuleringer, som Kirken i tidligere generationer gennem bøn og arbejde, granskning, kamp og strid nåede frem til.

Modsætningen til at ’drives hid og did af hver lærdoms vind’ er at være ’sandheden tro i kærlighed’. Det er man kun, hvor Kristus er hovedet, det centrale og altafgørende i troens og Kirkens liv. ’Enheden i troen’ hænger uløseligt sammen med ’erkendelsen af Guds Søn’. Enhed er altså en nært forbundet med enighed.

Gennem Kirkens historie har der løbende været tendenser til at glemme, nedtone eller helt opløse det paradoks, at Jesus er både sand Gud og sandt menneske. Men så snart man trækker noget fra på den ene eller den anden side af dét paradoks, er teologien og forkyndelsen på vej til at blive trukket skæv. Det stod klart i 325, og det har vist sig i mange variationer gennem Kirkens historie. (F.eks. kan teologien hos indflydelsesrige teologer som Fr. Schleiermacher og R. Bultmann ses som moderne udgaver af vranglære kendt fra Oldkirken (hhv. ebjonitisme og doketisme); Prenter, Regin: Skabelse og Genløsning, G. E. C. Gads Forlag 1955, s. 386; 398.)

Også i dag kan Jesus fremstilles mere som klog tænker, som etisk eksempel eller som særligt udrustet medmenneske, men altså ikke sand Gud, sådan som bekendelsens forfattere forstod det. Her anes nogle af de samme strømninger, som Kirken måtte tage livtag med også i sine første århundreder. Men går man ud ad den tangent, er man i færd med at tabe noget helt afgørende. Tanken om, at Jesus blot er en vejviser, et eksempel, et geni, hænger sammen med rationalistiske tendenser, som til stadighed ligger på lur og udfordrer kirkens forkyndelse.

Guds Søn blev undfanget, født, levede, døde, opstod og for til himmels ’for os og for vor frelse’, fastslår bekendelsen. Og i alt dette måtte han være ’af samme væsen som Faderen’. Er Jesus blot et spændende menneske med en særlig relation til Gud, så er vi mennesker i sidste ende overladt til at frelse os selv – og så bliver det dybest set uden mening at synge ’Hil dig, frelser og forsoner’. Er han derimod virkelig frelser og forsoner, måtte han være både Gud og menneske – begge dele sandt og helt. Altså: ’Er Guds Søn en skabning som andre, må skaberværket frelse sig selv. At kristendom derimod handler om, at Gud selv bliver menneske for at frelse mennesker, var kernen i evangeliet for mange af de teologer, der forsvarede den nikænske trosbekendelse’. (Steenbuch, Johannes Aakjær: Lys af lys, Fønix 2025, s. 88.)

De, der på kirkemødet, sammensatte bekendelsens ord, ville ikke opløse paradokset om Kristi to naturer eller logisk forklare det, men derimod fastholde det i al dets underlighed og forunderlighed. Og så ville de sætte ord på det så kort og præcist, som de fandt det muligt – det paradoks, som er både forargeligt og vidunderligt. Derfor blev bekendelsen udformet i en atmosfære af ’eskatologisk alvor’; for tales der usandt om Kristus ved f.eks. at fremstille ham blot som et menneske eller på anden måde nedjustere troen på hans væsensenhed med Gud Fader, er man i sidste ende i færd med at tage ham fra mennesker og tømme troen for indhold. Det handler altså om selve kernen i evangeliet.

’Jesus er Herren’, har Kirken troet og bekendt helt fra begyndelsen. (Luk. 2,11; Joh. 20,28; Fil. 2,11; 1. Kor. 8,6.) Her siges det, at Jesus ikke blot er et særligt menneske, men ét med Faderen. Den bekendelse kan Kirken ikke opgive. Gud er i kød og blod gået ind i menneskehedens historie, og Kirken holder fast ved denne bekendelse til ham – i al dens fylde og dybde og med alle dens paradokser og al dens gådefuldhed. (Sasse, Hermann: In Statu Confessionis, bd. II, Verlag die Spur 1976, s. 22-42.) Poetisk er det kort og prægnant formuleret sådan: ’Du, Gud Faders enbårne Søn, mand i lys, men dog Gud i løn’. (DDS 108,2.)

En trosbekendelse er ikke en ’kanonisk’ tekst på linie med Bibelen, men derimod en hjælp til at fastholde troen på og forståelsen af, hvem Gud er. Derfor henviser den nikænske trosbekendelse også direkte til Bibelen med ordene om, at Jesus ’blev pint og begravet og opstod på tredje dagen ifølge skrifterne’. Bekendelsen henter altså sin autoritet og troværdighed i og med sin overensstemmelse med Bibelen. Den er en komprimeret formulering af Guds selvåbenbaring ifølge skrifterne.

Bekendelsen vil ikke forklare, men forsvare og fastholde Bibelens beskrivelse af Guds væsen og gerninger. ’Bekendelsen vil netop sammenfatte i en kort sum, hvad den opfatter som hovedsagen i skrifternes vidnesbyrd’. Altså: bekendelsen vil ikke forklare, men forsvare og bevare.

Men som sådan er bekendelsens ord ikke blot beregnet til positiv overvejelse eller som beskrivelse af en mulig tolkning. Den går ikke på kompromis eller kommer vranglæren i møde, men taler med fasthed og selvbevidsthed. Bekendelsen er ’den varedeklaration, som garanterer lærens ægthed, sandhed og apostoliske udspring’. (Persson, Magnus: Helkyrklighet, EFS Budbäraren, 2022, s. 134.) For så vidt bekendelsen faktisk bekender Guds ord, kan den selv betegnes som Guds ord. ’Derfor sætter kirken bekendelsen højt og vurderer den som livsvigtig for troen og Guds menighed… Den hører med til kirkens sande liv’. (Valen-Sendstad, Aksel: Troens fundamenter, Forlaget Kolon 1996, s. 212.)

At holde fast ved dette er derfor til alle tider en livsvigtig opgave for Kirken. Med et enkelt ord kan det kaldes ’bekendelsestroskab’. Det ord klinger måske i nogle øren som noget fremmed eller uhåndterligt eller måske direkte frastødende. Egentlig er dét underligt, for begge ordets dele – bekendelse og troskab – er i kristen sammenhæng entydigt positive begreber.

Bekendelsestroskab handler ikke om bevidstløs eller ureflekteret gentagelse af bestemte ord eller formuleringer, men om åbenhed og ydmyghed også i forhold til udsagn, der kolliderer med tidens tankestrømme og filosofiske forudsætninger – eller sprænger den enkeltes egen forståelsesramme.

Troskab mod bekendelsen handler om at holde fokus på og holde fast i de dybe erkendelser, som Kirken i fjerne fortider gennem grublen og granskning og til tider gennem både blod, sved og tårer nåede fem til. Bekendelsen vil ikke mindst to ting: være et værn mod usunde og usande tendenser i forkyndelse og teologi – og samtidig med sine store, stærke ord være med til at styrke den enkeltes og menighedens tro og løfte dens lovsang. Bekendelsen er Kirkens fælles ’Ja og Amen’ til Guds ord og selvåbenbaring. Sagt anderledes: Den er ’det ved Helligånden virkede svar på Guds nådeshandlen’. (Okkels, Hans Olav: Økumenik og konfessionalitet, i: Hermansen, Boe Johannes: Seirens krone er henlagt til alle Daniels Menn, Efrem forlag 2016, s. 353.) Selv om man rent sprogligt indleder med ’Jeg tror…’ (’Credo…’), så er der tale om ’Kirkens bekendelse, som ikke kun bliver aflagt af et ’Jeg’, men af et ’Vi’’. (Sasse, Hermann: In Statu Confessionis, Verlag Die Spur, bd. 1 1975, s. 15.)

Bekendelsen pointerer netop, at alt hvad den fortæller om Guds Søn – at Han blev menneske, levede, led, døde, opstod og fór til himmels – gjorde han ’for os og for vor frelse’. Her røres ved selve evangeliets inderste nerver, og her er der uvurderlig næring for troen og lovsangen.

Bekendelsens ord rummer – også selv om de umiddelbart måtte opleves som tørre, livløse og uinspirerende – netop stof og kraft til menighedens og den enkeltes trosliv og vidnesbyrd. Når følelsen og erfaringen af troen tørrer ind og ikke giver megen næring til trøst og glæde og frimodighed, så bliver bekendelsens ord stående som en kilde, der bliver ved at rinde med klart, rent vand.

Teologen Leif Andersen har formuleret dette stærkt: ’Desværre er lærepunkter og troslære blevet fyord. Det er, fordi man ikke har været derude endnu, hvor dogmet er det eneste, der holder mig i liv. Når al erfaring forsvinder, så er dogmet det eneste, der forsikrer mig om Guds kærlighed. Derfor skal vi bevare og forsvare dogmet som fundament. Ikke som noget, man kan slå folk i hovedet med, men som en klippe at stå på’. (i: Nielsen, Jørgen Hedager: Den dybe sammenhæng, Lohse 2024 s. 189.)

Luthers ord om den apostolske trosbekendelse gælder lige fuldt om den nikænske: ’Se, her har du hele Guds væsen, vilje og gerning på det skønneste afmalet i ganske få og dog rige ord, hvori al vor visdom består, som overgår og ligger over al menneskelig visdom, tanke og fornuft… Her har du det alt sammen på det allerrigeste; thi her har han selv i alle tre artikler åbenbaret og opladt sit faderlige hjertes og sin helt uudgrundelige kærligheds dybeste grund.’ (Luthers forklaring til Den store Katekismus, i: Den danske Folkekirkens Bekendelsskrifter samt Dr. Martin Luthers store Katekismus, Ejner Munksgaards forlag 1955, s. 163-164.)

Jo, jubilæet for kirkemødet i Nikæa og for den bekendelse, som det formulerede, er en fest og en fejring værd. Men fine fester og lange foredrag er ikke det vigtigste – endsige søvndyssende og halvstuderede tidsskriftsartikler… Den allerfineste fejring og vigtigste ære får jubilaren, hvis mennesker, menigheder og kirkesamfund gør det, som var det dybeste formål med det hele: holder fast ved bekendelsen til den treenige Gud og til Jesus Kristus som sand Gud og sandt menneske.

At gøre dét med glæde og frimodighed, i dyb undren og taknemmelighed og i fast tillid til Guds egen selvåbenbaring, dét er at fejre den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse – og dybest set at ære Gud.

Kristian S. Larsen er cand. theol og formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

Guds rige - fra menneskeligt ideal til kosmisk vending.

af Knud Nyboe Rasmussen

I 2024 udgav tidligere biskop Kresten Drejergaard bogen ”Foreløbighed og fuldendelse”, hvor hovedpointen er, at han ”savner evighedsdimensionen i den danske gudstjeneste, sådan som den har udviklet sig i de senere mange år, hvor eskatologien – læren om de sidste tider – ikke levnes megen plads hverken i prædikener eller i nyere salmer”.

Måske er der her og der en vis nybesindelse i gang, når det gælder eskatologien. Men i det store og hele fornemmer jeg, at Drejergaard har ret i sin analyse.

Denne fornemmelse blev bekræftet påskedag, hvor teolog og forfatter Johannes Værge i et interview i ”Søndagsprofilen” i Kristeligt Dagblad slog til lyd for, at ”folkekirken må træde i karakter, når det handler om troen på opstandelse”, og han påpegede, at konsekvensen af, at vi ”mangler sprog for det, der ifølge kristendommen sker med døden”, er, at vi simpelthen mister håb. Og derfor er ”troen på, at Gud ikke slipper mennesket ved døden, men har noget til os efter døden, et punkt, hvor folkekirken virkelig skal træde i karakter”.

Både Johannes Værge og Kresten Drejergaard påpeger således, hvad man kunne kalde et eskatologisk deficit i megen moderne forkyndelse og salmedigtning.

Det kunne på denne baggrund være interessant at prøve at følge en linje i dansk teologi, hvor tre teologer (heraf de to også digtere) til forskellige tider og på forskellige måder gør eskatologien gældende, alle tre i en samtid, der var tilbøjelig til at reducere kristendommen til human etik og eksistensanalyse.

Går vi et par hundrede år tilbage i tiden for ikke at sige mere, var Gudstroen en mere eller mindre selvfølgelig ting, som kun få satte spørgsmålstegn ved. Det i den kristne tro, som kunne volde problemer, f.eks. af forståelsesmæssig art, det var ikke så meget troen på en almægtig Gud, som er Himlens og jordens skaber, altså den tro, som vi møder i første led af den kristne trosbekendelse, den såkaldte første trosartikel.

Derimod kunne troen på Jesus som Guds énbårne Søn nok give problemer, ikke mindst det, der fortælles om hans guddommelige herkomst og om de undere, han udførte på jorden, for slet ikke at tale om hans opstandelse og himmelfart og sæde ved Faderens højre hånd, og hans komme igen ved tidens ende for at dømme levende og døde, altså alt det, som vi kalder den anden trosartikel.

I nyere tid, dvs. indenfor de sidste 150 år, er situationen imidlertid blevet en anden. Nu er det især Gudstroen, skabertroen, som er blevet problematiseret, hvorimod Jesus-troen eller måske snarere Jesus-dyrkelsen stadig synes at have greb i folk, vel at mærke dyrkelsen af Jesus som det store og fuldkomne menneske, Jesus som den dybsindige tænker, der har fremsat et stort og smukt ideal for menneskets egen stræben efter godhed og kærlighed.

Som et sådant menneskeligt kærlighedsideal vil moderne mennesker nok have med Jesus at gøre. Tænk blot på ungdomsoprørets dyrkelse af Jesus som den første hippie, siden som den første socialist - foruden hele den velvillige brug i dag af store ord som næstekærlighed, fred, barmhjertighed etc. Hvor mange kendisser har vi ikke hørt sige, at de ikke personligt er ”troende”, men at de har stor respekt for kristendommens ideal om næstekærlighed.

Heri er der for så vidt intet nyt. Også i de sidste årtier af 1800-tallet var man optaget af Jesus som menneskeligt ideal for menneskets egen gode stræben efter menneskelighed. Ja, kristendommen var dengang om muligt endnu mere moraliseret og idealiseret, end den er i dag.

Guds rige – mente man – var mere end noget andet et moralsk eller etisk ideal, som skulle realiseres her på jorden i det menneskelige samfund og i menneskers indbyrdes forhold. Guds rige var altså et rige indenfor rammerne af denne verden, hvis soliditet og fortsatte eksistens der ikke blev sat spørgsmålstegn ved.

Verden – den kendte og eksisterende verden – var det givne og sikre, og i denne verden skulle Gudsriget gradvist realiseres som et menneskeligt ideal om næstekærlighed og medmenneskelighed.

Omkring år 1900 skete der imidlertid noget i den teologiske forskning, som skulle bidrage afgørende til at rokke ved den gængse opfattelse af Guds rige som et etisk-menneskeligt ideal – en udvikling, som senere forstærkedes af den rystelse, som 1. Verdenskrig i alle henseender var.

Tyske teologer, heriblandt den senere i anden sammenhæng så berømte Albert Schweitzer, begyndte at gøre opmærksom på, at den måde, Jesus havde talt om Guds rige på, lå uendelig fjernt fra den måde, hvorpå der i nutiden, også i kirken, blev talt om Gudsriget.

I Jesu forkyndelse – blev det påpeget – og i hele hans forståelse af sig selv og sin gerning var Guds rige ikke et menneskeligt ideal om kærlighed, som skulle realiseres indenfor denne verdens givne og evige rammer. Nej, Guds rige var i Jesu forkyndelse et kommende rige, et rige, som udefra og på dramatisk vis bryder ind over denne verden og ryster dens grundvold, ja, som ændrer og omskaber denne verdens skikkelse fra grunden, så den gamle og kendte elendighed forsvinder, og alt gøres nyt.

Og Jesus selv var og er ikke en menneskelig idealskikkelse. Nej, han er budbringeren om det kommende, altomvæltende Gudsrige, ja, han er dette riges ”hidbringer” i egen person. Endnu er rigets nærværelse skjult under Jesu persons ringe og fattige skikkelse og derfor udsat for verdens foragt og forfølgelse. Men engang bliver det anderledes. Når Gud gør en ende på denne verdens tid, da skal den fornedrede og korsfæstede Menneskesøn åbenbares i magt og herlighed på himlens skyer – som lynet, der i et glimt oplyser alt fra øst til vest. Og da skal Gudsriget bryde synligt frem og forvandle dødens verden til de levendes land.

Som enhver kan høre, var det her en ganske anderledes og fremmedartet, en dramatisk, ja kosmisk opfattelse af Gudsriget og Jesu forkyndelse, som omkring 1900 blev gjort gældende i teologien. Det var en opfattelse, der i sin konsekvens var som en bombe under den indsnævrede, moraliserede dyrkelse af Jesus som det store humane forbillede.

Grundtvig

Egentlig er det mærkeligt, at det skulle blive tysk teologi, som for alvor ændrede opfattelsen af Gudsriget i Jesu forkyndelse og gerning. For bliver vi i Danmark, så havde Grundtvig allerede et par generationer forinden sunget om Gudsrigets væsen og komme på en måde, så der egentlig ikke var så meget nyt i den senere erkendelse af Gudsrigets kosmiske dimensioner.

Vi møder f.eks. denne opfattelse af Gudsriget i Grundtvigs salme om ”Jesu Kristi rige” (DDS 319) - det rige, der endnu vel er usynligt som sjæl og sind, men dog nemt at kende. For dets gåde, ja, det er ikke, som man senere skulle mene, et smukt menneskeligt ideal. Nej, rigets gåde er ”et Guddoms-ord, / som skaber, hvad det nævner, / som fylder dale trindt på jord / og klipperne udjævner”. Dette riges kræfter er - om end i det skjulte - allerede nu virksomme på jorden som tro og håb, der giver mennesker mod til at leve og trodse dødens håbløshed. Dermed skabes der gennem rigets Guddoms-ord, der lyder til os i Jesu dåb og nadver, allerede nu ”paradis af ørke” og ”lys om land, / mens verden går i mørke”.

Men denne trodsige tro – som håber på trods af al modsigelse – den er i sagens natur ikke menneskets egen mulighed, endsige noget ideal, som det er op til mennesker selv at realisere. Nej, både troen og håbet er udslag af og dermed en foregribelse af det rige, som er på vej til os - båret af det almægtige skaberord.

Derfor kan heller intet lægge riget øde og kvæle menneskers håb til det. For håbet står og falder ikke med noget i denne verden. Det lever af det, som skal komme, det, som Skaberen med sin guddomsmagt vil sætte i værk og gøre til synlig og åbenlys virkelighed, når hans énbårne Søn – skaberordet i egen person – kommer igen. Da ophæves Gudsrigets skjulthed, og troens trodsige kamp er forbi: ”Ja, når han kommer i det blå, / er kristnes kamp til ende, / hvad troende i spejlet så, / skal salige erkende. // Da riget er med solekår / til syne og til stede / i evighedens gyldenår / med ret og fred og glæde.”

Det er tydeligt: Her foregribes poetisk den eskatologiske forståelse af Gudsriget, som forskningen først et halvt århundrede senere for alvor skulle blive opmærksom på – den forståelse, som jo egentlig ikke skulle kunne komme bag på nogen, eftersom det dog er den tro, vi møder både i dåbens bekendelse til ham, som skal komme igen for at dømme levende og døde, og i Det nye Testamentes tale om de sidste tider og Gudsrigets endelige frembrud. (Jfr. til dette afsnit Paul Seidelin: ”Eschatologien i Grundtvigs Salmedigtning” (i Festskrift til Jens Nørregaard, Gad, 1947, side 254-271))

Jakob Knudsen

I forlængelse af Grundtvig og med inddragelse af nye indsigter fra naturalismen talte Jakob Knudsen i begyndelsen af sidste århundrede om Jesus som Guds Søn og om det Gudsrige, han forkyndte, på en måde, som leder tankerne hen til den tidligere omtalte vending, der på samme tid fandt sted i tysk teologi.

Jakob Knudsen vender sig med væmmelse imod tanken om Kristus som det store menneskelige og moralske forbillede for slægten og hævder i stedet ”den kristne menigheds betragtning af Jesus Kristus som Guds Søn” (Livsfilosofi, 1908, side 44). Således replicerer han i et svar til Morten Pontoppidan: ”Jeg derimod siger: hvis Kristus ikke var Guds Søn – og det i mirakuløs, gammelkristelig forstand – da var han for mig, betragtet som blot menneske, en hæslig type, en stakkel uden kød og blod, uden naturlig kampglæde og uden elskovs-trang – en storhedsvanvittig. Hvis ikke jeg netop gennem hans sprængte menneskevæsen fornam hans guddom som solen gennem de sønderrevne skyer; hvis ikke jeg hos ham begærede det liv, som altid, for fuldt at nås, har menneskevæsnets undergang og nyskabelse til forudsætning – da ville jeg med afsky vende mig bort fra det bibelske Kristusbillede. Og jeg ville anse det for vanvid af mennesker at tage hans menneskevæsen til forbillede, når ikke de fornam hans guddom gennem dette.” (Livsfilosofi, side 42)

Sammenhængende med dette syn på Kristus talte Jakob Knudsen også om kristenlivet og Guds rige på en måde, der lå meget langt fra samtidens gængse opfattelse af Gudsriget som en etisk-menneskelig og verdslig idealtilstand: ”Kristendommen er i det indre, det skjulte, en fornyelse, men udadtil er den en død med Kristus, en snævring, vi skal igennem, for at nå til det store, åbne, solbeskinnede land, Guds rige i sin herlighed.” (Livsfilosofi, side 54-55)

Overfor den ”patient-forkælede” tone blandt mange kristne, hvor ”selve det kristne håb ofte har noget sygeligt-blødagtigt ved sig”, så ”man tør kun tænke sig tilværelsen i de evige boliger som en bleg rekonvalescent-tilstand, hvor de opstandne ikke duer til stort andet, end til at synge salmer ved morgenandagten”, dér sætter Knudsen sit eget håb om saligheden i Guds rige: ”Men jeg håber på, at når Guds evige, oprindelige, fuldkomne lov, - den lov, som her i verden gør naturen så herlig for os, - den lov, som ikke er givet for syndere og stakler, men for folk i deres fulde kraft, - når den atter kommer til at gælde, da skal man få lejlighed til mægtig at udfolde sig, til aldeles hensynsløst at være sig selv, - der skal jo være plads nok; - man skal ikke længer gå og behandle hinanden som rådne æg, det behøves jo ikke, thi al svaghed og synd og dermed al kristelighed er til ende. Og Guds eget, evige, frodige, ubesmittede – jeg kunne fristes til at sige: hedenske – skabervæsen skal fylde tilværelsen; et menneskeliv skal udfolde sig, skønt som det græske, mandigt som det nordiske, herligt og stolt som Sønnens var det fra evighed, før han af kærlighed lod sig salve som Kristus til synderes frelse.” (Livsfilosofi, side 55)

K.E. Løgstrup

Løgstrup – der betragtede Jakob Knudsen som ”en af de betydeligste teologer, vi har haft i Danmark” – tænker i slutningen af ”Skabelse og tilintetgørelse” om Guds rige på en måde, der på sin egen vis ligger i forlængelse af Jakob Knudsen og Grundtvig.

Løgstrup hævder Gudsrigets kosmiske dimension i en kritik af eksistensteologien repræsenteret ved den tyske teolog Herbert Brauns radikale eksistentiale interpretation af den kristne tro.

Braun forstår Gud som et udtryk for enheden af betingelsesløs nåde (”ich darf” = ”jeg får lov”) og fordring (”ich soll” = ”jeg skal”), sådan som denne enhed erfares af et menneske i det medmenneskelige forhold, hvor der både er frisættelse (tilgivelse) og fordring.

Derfor når Braun frem til følgende pointerede bestemmelse af, hvad der kan menes med ordet ”Gud”: ”Gott wäre dann eine bestimmte Art der Mitmenschlichkeit”. („Gesammelte Studien zum Neuen Testament und seiner Umwelt“, 1967, side 341)

Med ”definitionen” af Gud som ”en bestemt form for medmenneskelighed” har Braun i realiteten reduceret både teologi (læren om Gud) og kristologi (læren om Kristus) til antropologi, dvs. til en bestemt form for menneskelig selvforståelse – hvilket han fuldt ud vedgår - idet han dog også kalder sin tale om Gud ”soteriologisk”, dvs. handlende om frelsen, om nåden i ”ich darf” = ”jeg får lov”.

I sin kritik af Herbert Brauns radikale indsnævring, ja, reduktion af begrebet om Gud vender Løgstrup sig bla. imod ”elimineringen af apokalyptikken (forventningen til Guds fremtid) i Herbert Brauns teologi” (”Skabelse og tilintetgørelse. Metafysik IV. Religionsfilosofiske betragtninger”, Forlaget Klim 2015, side 308): ”Det blev før sagt…. at det hører med til Jesu forkyndelse, at Gud med den magt, takket være hvilken vi selv og universet er til, sætter det rige, som Jesus henviser til, i værk. Men den tanke vægrer Braun sig ved at gå med til, den er ham for apokalyptisk, for metafysisk, for spekulativ.”

”Andet og mere behøver vi ikke at vide om evigheden, mener eksistensteologen, end at den er betingelsesløsheden i fordringen og tilgivelsen… En drøm er det derimod, at Gud med den magt, hvormed han holder universet oppe, skulle sætte det rige i værk, som Jesus forkynder, i hvert fald kommer det os ikke ved.” (”Skabelse og tilintetgørelse”, side 309)

Heroverfor hævder Løgstrup nødvendigheden af, at der tales ikke kun etisk, men også kosmisk om Guds rige. Det er rigtigt, indrømmer Løgstrup, at ”I Jesu forkyndelse får vi ikke som i så mange religioner og filosofier visionære skildringer af en hinsides guddommelig verden af en hvilende og forbilledlig orden, som folket eller menneskeheden må se, så godt de kan og til deres eget bedste, at efterligne og gentage i deres verden. Noget andet kommer det an på, og det er det personlige og begivenhedsrige forhold mellem Gud og menneske….. Hvori Guds rige består er Jesus derfor tilbageholdende med at ytre sig om. Men det forhindrer ikke, at hvad Jesus forventede var, at den skabning, hvori Gud har forbundet tilintetgørelse med livsfornyelse, herlighed med grusomhed, tager Gud til sig i sin evighed, hvor der ikke er tilintetgørelse og grusomhed. Han lader sit rige komme. Den forventning lagde i den grad sit indhold i Jesu tale, og den formede i den grad hans adfærd og handlinger, at han kunne sige, at Guds rige allerede var i frembrud med det han sagde og gjorde.” (”Skabelse og tilintetgørelse”, side 316-317

Epilog

Mange har påstået, at Løgstrup kun var en human skabelsesfilosof, eftersom han ikke havde en kristologi og dermed heller ikke nogen eskatologi. Det forekommer mig, at ”Skabelse og tilintetgørelse” grundigt tilbageviser denne påstand. Det kan godt være, at Løgstrup ikke slynger om sig med kristologiske titler, men hvad han siger om ”Jesus af Nazareth” rummer både en genuin og også original kristologi og i allerhøjste grad et eskatologisk udsyn, som opgøret med Herbert Braun viser.

Til uddybning af Løgstrups forståelse af Gudsriget og dermed eskatologien vil jeg slutte med at henvise til de fem radiosamtaler, som Helmut Friis havde med Løgstrup, og som i 1984 blev udgivet på Askov Højskoles Forlag under titlen ”Det uomtvistelige” (genudgivet i 2014 på Forlaget Klim).

Den sidste af disse samtaler (”Er religionens tid forbi?”) slutter med følgende ordveksling mellem Løgstrup (L) og Helmut Friis (HF):

”L: Ja, der er ligesom to bestanddele i kristendommen. Der er det særligt kristne, nemlig det, der er sket med Jesus af Nazaret og alt, hvad der hænger sammen med hans menneskeliv og død. Og så er der virkeligheden iøvrigt forstået som skabt af Gud, dvs. det universelle ved kristendommen.

HF: Men er der ikke et sammenstød mellem det almene ved kristendommen, som man kan forholde sig filosofisk til, fordi det er det mest selvfølgelige og elementære, og så det særligt kristne, hvor det ligger helt anderledes – her drejer det sig fx om sådan noget som ”opstandelse”?

L: Om den religiøse tydning (af virkeligheden og dens fænomener, KNR) kan man tale filosofisk, det kan man ikke om det særligt kristne. Og grunden hertil er en dobbelt. At man ikke kan filosofisk efterprøve det kristne budskab skyldes, at hvad der her fortælles er uforudset. Og det uforudsete, der sker med Jesus af Nazaret, svarer til den enkeltes egen personlige tilværelse, til hans forlegenhed eller udvejsløshed. Og samtidig er det et budskab om, at alt bliver anderledes, en forjættelse. Også på denne måde adskiller det sig fra en religiøs tydning af virkeligheden.

HF: Men kan det forstås; kan man overhovedet forbinde noget med det? De har selv engang talt om en ”kosmisk vending”, og det Nye Testamente taler om ”opstandelse”. Hvad kan man forbinde med sådan noget – sproget bliver af en helt anden art end, når man tyder religiøst?

L: Ja, det er rigtigt. Man kunne svare sådan: Kristendom betyder, at kosmos har historie – ikke bare i den forstand, som vi alle sammen ved, men også i den forstand, at der sker en guddommelig mening, en guddommelig ændring af alt. Hvordan kan et menneske tro det? Det støttes jo ikke af nogen som helst erfaring, sådan som når det drejer sig om en religiøs tydning.

HF: Kan vi så forholde os til det?

L: Ja, det kan vi, når vi gør os klart, at det ikke er os, der bestemmer, hvad muligheder der er i tilværelsen, heller ikke i kosmisk forstand. Det står ikke til vor erfaring at kortlægge, hvad der er af muligheder. Vi kan ikke begrænse mulighederne. Dette er en forudsætning for, at kristendommen er sandheden om menneskets tilværelse – og derved ligger den ud over, hvad vi kan fatte filosofisk.

HF: Hvordan fattes den så overhovedet?

L: Ja, man bruger jo i kirken og den kristne tænkning ordet ”tro”. Når det drejer sig om tro, så er der ikke anden indsats end personen. Spørgsmålet er, om ikke den egentlige sandhed er den, som forlanger personens indsats, hvor han ikke har noget at påberåbe sig erfaringsmæssigt – det er til syvende og sidst det, kristendommen ender i.

 

Knud Nyboe Rasmussen er cand.theol., foredragsholder og tidligere sognepræst.

Ovenstående artikel deler tematik med og kan derfor med fordel læses sammen med Knud Nyboe Rasmussens artikel i Nyt Babel #37 (December 2024): ”Er der sol over Gudhjem i dødes land?” (her).

 

Arken - nu i metermål

af Anne Regitze Nieling

Anmeldelse af 1. mosebog, ny prøveoversættelse

Nu havde vi ellers lige vænnet os til den. Oversættelsen fra 1992. Vi var ligefrem kommet til at holde af den. Så hvorfor nu ødelægge det hele med en ny oversættelse?

Ja. Svaret kender de fleste vel i forvejen: Det er ved at være tid. Dem, der holder af Bibelen, ”som, den er”, er gerne + 50 år eller skolet til at læse den. Men det er snart ikke længere os, der skal læse den, men derimod en ny generation, der har brug for en tekst, der hverken lefler for læseren ved at trække sproget ned – eller står i vejen som en gammelagtig fremmed, man ikke kan komme udenom.

Den yngre generation er et helt andet sted. Mere end nogensinde. Deres sprog udvikler sig rasant i et digitaliseret rum, fordi det nu engang er deres vilkår. Det rum kan bibelteksten ikke se sig fri af. En ny oversættelse må acceptere, at læsepræmisserne har ændret sig.

Og det mærker man i prøveoversættelsen. Tempoet er sat op. Lixtallet er skruet ned. Her er simpelthen færre ord og flere punktummer. Og selvfølgelig gør det noget ved teksten.

Det er, som ved de fleste markante indgreb: Man vinder noget og man taber noget.

Jeg vil gennemgå de første kapitler mere grundigt og supplerer med nogle generelle betragtninger. Noget af det første, man bemærker, er, at skabelsesugen er blevet nummereret. Det var den første dag. Det var den anden dag, etc. – og det fungerer egentligt meget godt.

Allerede oversættelsen af første vers i 1.Mosebog, kap.1 er en lille filologisk gyser. ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden”. Hvor svært kan dét være?

Meget!

Skabelsesberetningen indledes som alle tidligere danske oversættelser fortsat med en hovedsætning – dét til trods for, at den hebraiske tekst med en vis sandsynlighed skal oversættes med ”I begyndelsen, da Gud…” – en tidsbisætning – og vigtigt, fordi den sidstnævnte gengivelse tager luften ud af creatio ex nihilo-tanken. Her har det spritnye oversættelsesarbejde, der vel at mærke er at betragte som work in progress, fra Det Jødiske Samfund (førhen Det Mosaiske Trossamfund), taget springet, brudt traditionen og oversat netop med en tidsbisætning. Her findes der allerede noget, noget-noget; en tom og kaotisk jord, inden Gud indleder sit skabelsesprojekt. Den lille tidsbisætning har selvsagt teologiske konsekvenser for gudsbilledet. Prøveoversættelsen til 92-oversættelsen af 1.Mosebog, der udkom i 1985, gjorde det sammen: Indledte skabelsesberetningen med en tidsbisætning. Men traditionen, ”I begyndelsen skabte…”, vandt i den endelige udgave.

Så det allerførste, der møder os i den nye Prøveoversættelse, er solid respekt for tradition og teologi. En hovedsætning. Gud skaber, creatio ex nihilo. – ud af intet. Så langt så godt. Ingen rystelser.

Men man skal ikke mange stavelser længere frem, før det gibber lidt i én, når det så hedder, at ”jorden var formløs og tom”. Ordparret afspejler den hebraiske vending for kaostilstand; ”tohuwabohu”.

Ordet i sig selv, ”Formløs” minder mig, som en bekendt sagde det, mest om Tante Agathe i en Marimekko-kjole. Uformelig. Men det er jorden jo netop ikke. Uformelig, altså. Den er netop formbar.

Indrømmet; Jeg er ikke glad for ordet eller sætningen. Det glider ikke godt i tale, og jeg har svært ved at høre det indgå i en liturgisk sammenhæng.

Men jeg undrer mig også lidt over, at man har valgt ordet ”tom” til sammen med ”formløs” at bære ordparret. Såvel tohu som bohu synes at dække et semantisk felt, hvis grundbetydning er ”det ørken-øde-agtige”. Ørkenen er en u-verden. Måske man kunne vælge ”øde og uden form”? Bortset fra, at det heller ikke lyder fantastisk…

Men man bliver i det mindste lidt tør i halsen.

Stor ros til oversætterne for at tage livet af ”himmelhvælvingen” og skabe en forståelig geografi: Vand foroven og forneden, en hvælving, hér er himlen, og hér er jorden.

Jorden ”bliver grøn” i et fint glidende sprog. Den ”vrimler”, og selv faldt jeg kun i vandet, da jeg nåede til fiskene i v.21 ff. ”Vær frugtbare og bliv mange, og fyld vandet i havene”, hedder det. Jeg burde vide bedre, og jeg kan ikke sige præcis hvorfor min første association her var en meget, meget stor vandhane, hent spand og øse, fyld vandet over i havene. Grammatisk og syntaktisk er der ingen forskel. Det er kun det talte tryk, der afgør, hvad halvverset betyder.

Men hvis det kan ske for mig, kan det nok også ske for andre. Måske man her kunne oversætte: ”Vær frugtbare, bliv mange og fyld havenes vande”. Den hebraiske tekst kan fint bære det.

”Ark”, ”engle”, ”velsignelse” og ”almægtig” er bevaret. Her kan alle ånde lettet op. Men arken kommer nu i metermål. Tak for at erstatte den gamle måleenhed ”alen med en forståelig enhed måleenhed. 

Vandfloden er blevet til den Store Oversvømmelse/oversvømmelsen. ”Slægter” er erstattet med ”generationer” (1.Mos.kap.17)

Vielsesritualet kan fortsætte uforandret. Med én undtagelse for mennesket ”hersker” ikke længere over dyrene. De ”råder” over dem. ”Råde over” nedtoner den dominans, ”herske” har, samtidig med, at det bevarer menneskets særstatus og råderet. Det er et valg, der respekterer den hebraiske tekst. Man imødekommer ikke ligefrem klimateologens ønske om dyreomsorg i form af ”ansvar for”. Men her er det altså den ansvarlige filolog, der har fået det endelige ord.
Til gengæld fremstår det meget tydeligt af oversættelsen, at i den paradisiske tilstand er alt levende henvist på at leve som veganere, i og med ordet ”føde” erstattes af det meget konkrete ”mad”. Først efter syndfloden kommer der kød på menuen

Prøveoversættelsen er mindre håndsky overfor kvindeliv, så at ord som ”menstruation” (på kvinders vis), ”graviditet” (erstatter svangerskab) og ”livmor” (erstatter moderliv) har fået sin helt berettigede plads i Bibelen. Tak for det!

Og minsandten om der ikke endelig er kommet sex i Bibelen.

Borte er det eufemistiske ”ligge med”. Redaktionen har på en fin måde løst nuancerne. Det direkte ”at have sex med” er brugt, hvor vi i dag vil sige, at hér er der nok ikke givet samtykke. Således da mændene i Sodoma flokkes udenfor Lots hus og kræver de to engle, Lot huser, udleveret til sex. Det frivillige, men mere engangsbetonede samkvem, er oversat med ”gå i seng med”, mens den almindelige kødelige omgang, der giver afkom, oversættes med ”var sammen med”. Det er fint sådan. Som oversætter står man med en stærk sproglig forlegenhed over akten. ”Elske med” er sødladent, ”ligge med” er forældet, og alt andet er vulgært. Redaktionen har skabt en rigtig fornuftig graduering, der fungerer.

Men sproget kan også blive for hverdagsagtigt. På den ene side ønskede Luther et simpelt og dagligdags sprog. Bibelen skulle fortælles, som man ville fortælle en god historie, og sproget skulle tilnærmes et dagligdags sprog så meget som muligt. På den anden side ønskede han, at sproget skulle være overregionalt: Ingen dialekt eller dagligdags former, tak!

Så hvordan holder man lige minen, når det i 1.Mos.kap.2,v.16 hedder: Og Gud Herren befalede Adam: Du må spise løs af alle havens træer….”
Jeg læste passagen højt for min 14-årige søn og spurgte ham, hvad han mente.

Efter en kort pause, sagde han: ”Det lyder ikke som noget, Gud ville sige”.

Nej. Præcis. Gud snakker ikke. Han taler. I særdeleshed når han er ved at sætte en verdensorden. Der er ingen grund til at gå og nippe af pragten, men måske Vorherre ville bevare lidt mere af sin værdighed, hvis han, som en bekendt foreslog det, sagde til Adam ”Spis så meget du vil”…

Bemærk også, at det er Adam, Gud taler til og ikke ”mennesket”, sådan som Gud gør det i DO92. I DO92 bliver ”mennesket” først specifikt identificeret med Adam i kap.2, vers 21, da Gud skaber kvinden af hans ribben. Indtil da er der kun tale om ”mennesket”. Manden er ikke kommet på tale.

Sandt er det, at der på hebraisk foreligger et ordspil allerede i vers 7 mellem ”jorden – ”adamah”, og det hebraiske ord for ”menneske” - ”adam” – og at ”adam” også er det ord, som den første mand har som personnavn.

Ligesom det er ubestrideligt, at kvinden først skabes, efter at forbuddet mod at spise af Kundskabens Træ er givet. Men berettiger det til, at ”mennesket” allerede i vers 7 identificeres med Adam/Manden?

I Prøveoversættelsen bliver ”mennesket” allerede i vers 7 identificeret som ”Adam”, som manden. Konsekvensen bliver, at forbuddet mod at spise af Kundskabens Træ meget eksplicit bliver givet til manden. Til Adam,
Det er for så vidt logisk nok, da kvinden slet ikke er skabt endnu, men det er der bare ingen læser, der tænker på.

Til trods for at kvinden først skabes senere, har jeg altid opfattet forbuddet som noget, der blev givet universelt. Hvor det var menneskeheden som helhed, der stod til ansvar. I prøveoversættelsen gøres manden eksplicit personligt ansvarligt.

Jeg vil afgjort foretrække at bevare det helt legitime og kønsneutrale ”menneske” i forbindelse med den grundlæggende præmis i Edens have. Adam må vente.

Endeligt et hjertesuk: Kapitel 29 vers 11: Det smukkeste litterære møde mellem to mennesker: Jakob og Rakel ved brønden. I DO92 står der om Jakob i vers 11, at ”han brast i gråd” ved den livsomvæltende erfaring, mødet med kærligheden kan være. I Prøveoversættelsen hedder det: ”og Jakob begyndte at græde”. Dét er simpelthen en forfladigelse af både smuk litteratur og det, teksten udsiger.

Når man oversætter med ”og Jakob begyndte at græde”, så skaber man uundgåeligt associationer til flæberi; en Jakob-tudefjæs. Teksten ville bevare mere af sin tyngde og litterære skønhed, hvis man lagde et snit med en kort afsluttende sætning: ”Og Jakob græd”. Less is more.

Men overordnet betragtet så er det altså lykkedes redaktionen bag Prøveoversættelsen at skabe en fint flydende oversættelse med mange rigtig gode løsninger. Det bliver spændende at følge, hvad der kommer fremover.

Anne Regitze Nieling er sognepræst sognepræst i Hobro-Skjellerup Pastorat

Ånd og stjernestøv - anmeldelse af "Fra lys til liv"

af Merete Bøye

En af de mest hårdnakkede misforståelser omkring kristendommen er, at man er nødt til at vælge mellem den kristne skabelsestro og et såkaldt videnskabeligt verdenssyn. At hvis man anser teorien om The Big Bang eller en anden videnskabelig forklaring på universets opstået for troværdig, så kan man ikke samtidig tro på, at der står en Gud bag verden.

Det er et synspunkt, som ofte fremføres af mennesker, der har den opfattelse, at Bibelens mytologiske skabelsesberetninger enten må forkastes eller forstås 1:1 bogstaveligt, hvilket selvfølgelig aldrig har været meningen.

”Videnskaben” har i de senere år i vide kredse fået status af at være ufejlbarlig og entydig. ”Trust the Science”, som de amerikanske politikere hele tiden sagde i corona-perioden, når de skulle overtale folk til at bruge masker, isolere sig osv. På dollarsedlerne står der ellers ”Trust in God”, og almindeligvis plejer det at være Gud, der er absolut og ufejlbarlig, ikke menneskelige teorier, hvor fornuftige de end kan forekomme. Men som Luther sagde, så er din gud ”alt det, dit hjerte hænger ved; det, du stoler på”, og for de amerikanske politikere trådte Videnskaben (med stort V) således i stedet for Gud.

Vi får at vide, at vi skal ”stole på Videnskaben”. Men hvor meget ved almindelige mennesker egentlig om naturvidenskab? Måske ikke så meget, som vi bilder os selv ind. Mange tror, at naturvidenskabelige teorier er hugget i sten og bygget på umisforståelige data, men det er faktisk en myte. Det betyder ikke, at naturvidenskaben er ubrugelig eller utroværdig, tværtimod.

Det har fysikeren og klimaforskeren Jens Olaf Pepke Pedersen skrevet en bog om. Fra lys til liv er en lettilgængelig indføring i forholdet mellem naturvidenskab og kristendom, hvor vi får aflivet en hel del af de mere sejlivede vrangforestillinger om naturvidenskab, som Pepke Pedersen konsekvent kalder for ”myter” – et ord, vi ellers mest benytter, når vi taler om religion.

Det er fx en myte, fortæller han, at mennesker i middelalderen troede, at jorden var flad. Det er også en myte, at ”naturvidenskab og kristendom har været i permanent konflikt med hinanden […] indtil naturvidenskaben til sidst løb af med sejren.”

Bogen er ikke baseret på ny forskning eller ny viden, men er blot formidling af kendt historisk, teologisk og naturvidenskabelig viden, som har været tilgængelig længe. Det fine ved den lille bog, er, at den formidler og sammenfletter al denne kundskab på en pædagogisk og venlig facon, uden at tale ned til læseren.

En af de vigtige pointer, der går som en rød tråd gennem bogen, er, at ”uden kristendom havde vi ikke haft naturvidenskab”. Der er ”ingen konflikt mellem kristendom og naturvidenskab, der i stedet kan betragtes som to forskellige måder at udforske verden på, som har det tilfælles, at de forsøger at forstå verden og menneskets plads i den.”

Pepke Pedersen fører os fra Aristoteles og Thales af Milet via Augustin og Aquinas til Newton og forklarer, hvordan naturvidenskaben har haft ekceptionelt gode kår i den kristne kulturkreds og ofte er blevet støttet af kirken, fx ved oprettelsen af universiteterne i middelalderen, som slet ikke var så mørk endda.

Selvom naturvidenskaben og kristendommen ikke er i konflikt, har de naturligvis forskellige fokus. Naturvidenskaben kan analysere det ”stjernestøv”, som alting inklusive mennesket selv er gjort af, men vi består ikke kun af stjernestøv, men også af noget immaterielt, ”som teologen, salmedigteren og forfatteren N.F.S. Grundtvig kaldte for ”ånd”. Pepke Pedersen ser med Grundtvig mennesket som et guddommeligt eksperiment af støv og ånd, og dette er en bærende pointe i bogen. Først mennesket forstår, at det består af mere end stjernestøv, kan det se op på stjernerne og føle sig ”forbundet med noget større og noget evigt”.

Naturvidenskaben og kristendommen er enige om, at universet ”har en begyndelse og ende”, men hvis verden er skabt af Gud, bliver der åbnet for den mulighed, at "tilværelsen har en mening". Naturvidenskaben er god til empiriske beskrivelser, men den rummer ikke nogen moralske domme eller vejledning, og derfor mener Pepke Pedersen også, at politikerne ”farer vild”, når de ”påstår, at de følger naturvidenskaben”.

Bogen er let læst og kræver ingen særlige forudsætninger hverken m.h.t. teologi eller naturvidenskab. Den kan anbefales til alle, der har lyst til at blive klogere på forholdet mellem tro og videnskab.

Jens Olaf Pepke Pedersen
Fra lys til liv
Eksistensen, 2025
134 sider

4. søndag efter Trinitatis

af Mikael Holst Kongensholm

Lukasevangeliet 6,36-42

Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.«

 

Prædiken

Vi begyndte gudstjenesten med at synge salmen Op, alle, som på jorden bor, en takkesalme til Gud. Salmen sætter ord på noget af det, vi har at takke Gud for:

Han skænker liv og gode kår
os alle ufortjent;
hvor mennesker det ej formår,
har han os hjælp tilsendt.

Skønt vi ham højt fortørnet har,
for ret dog nåde gik,
og tit for straf, vi skyldig var,
velgerninger vi fik.

Gud har givet os alle et liv, tid, evner og meget andet godt. Og det helt ufortjent. Og selvom vi har syndet og stadig gør det, selvom vi egentlig var skyldige til at blive straffet, så gav han os nåde. I stedet for at dømme retfærdigt, så dømmer han nådigt. Vi får ikke som fortjent. Vi får velgerninger, altså gode ting, i stedet for straf.

Det er den nådige og barmhjertige Gud i sin essens. Ham kan vi godt lide. Og især her i vores lutherske folkekirke, for det var jo også det samme som Luther kæmpede for. En nådig Gud som ikke dømmer os på grund af vores gerninger. Vi kan ikke fortjene os til frelsen, den gives os af nåde ved tro.

Ah ja, det er godt, ja, helt fantastisk. Guds nåde er stor, ja, hans miskundhed og trofasthed rækker til himle og skyer, som vi også sang om for lidt siden.

Det var også godt for David. Gud tilgav ham, Gud viste ham nåde, da David indså, at han var manden. Det var ham, der havde taget det bedste og eneste en anden havde: Urias’ kone Batseba. David havde selv en kone, ja, vist nok mange af slagsen, men alligevel blev han fristet til at tage den eneste, som Urias havde. I kender nok historien, som ender med, at han får Urias slået ihjel og glemmer eller fortrænger eller ikke tænker på, at det er forkert.

Men Gud husker, Gud glemmer ikke Davids synd. I hvert fald ikke inden den blev bekendt. Og det blev den først, da profeten Natan med sin historie fik David til at forstå det forfærdelige, han havde gjort.

David skriver sin store syndsbekendelsessalme, kapitel 51 i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente. En lang bøn til Gud om tilgivelse. Og Gud tilgav David, for Gud var nådig. Og David kunne takke Gud og måske også senere bedre tilgive andre, for han havde selv erfaret Guds tilgivelse og nåde.

Nåden er vigtig. Uden den, så har vi ikke noget håb. Uden den, så slider vi os selv op i et forsøg på at gøre os gode nok i hinandens øjne og Guds øjne. Uden nåden, så var kirken ikke kristen.

Bagsiden ved at tale meget om nåde og barmhjertighed er måske, at vi kan blive lidt dovne. Gud tilgiver os jo, Gud er nådig, så vi kan leve, som vi vil. Jeg tror ikke, at nogen tænker sådan, men mange, også mange af os, lever måske sådan.

Nåden og barmhjertigheden er indprentet dybt i os, det samme er tanken om, at vi ikke kan gøre os fortjent til frelsen. Det kan gøre os lidt dovne. Eller det kan tage brodden ud af de mange bud og etiske retningslinjer, som Bibelen giver os.

Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer har kaldt det den billige nåde. Billig nåde er nåde uden efterfølgelse, uden kors, uden lidelse, uden modgang. En slags nåde, som vi måske er særligt fristede til her i vores Danmark, hvor vi har høj velstand og en bred og rummelig folkekirke.

Gud er rar, vi har råd til to biler, og der er plads alle. Amen.

Jeg kender fristelsen. Det er godt nok rarere som præst at forkynde nåde og barmhjertighed end efterfølgelse og formaninger.

Heldigvis har vi Jesus. Selvfølgelig forstået på den måde, at det er ham, som skaffer os tilgivelse og fred med Gud. Han lever retfærdigt, og vi får tilregnet hans retfærdighed. På grund af ham kan Gud være nådig mod os.

Men også forstået på den måde, at han indimellem siger ord, som smadrer alle tanker om billig nåde. Og det gør han netop i dagens evangelium. Den er en lang fordring, en formaning, et kald til efterfølgelse.

Vi er i Lukas’ sletteprædiken, hans version af Matthæus’ bjergprædiken, hvor Jesus taler om sin etiske vision for discipelskabet.

Vi skal være barmhjertige, som Gud er barmhjertig. Det er grundtonen. Det er startstedet. Gud er barmhjertig, og derfor tilgav han os og tilgiver os hver dag. Derfor viser han os helt ufortjent kærlighed og giver os liv, tid og evner, som vi sang om i første salme.

Men så følger kaldet til os. Vær barmhjertige. Vær overbærende over for andre. Lad nåde gå for ret. Hold ikke på din ret, men giv plads til at andre kan få lov til at fylde mere, end de egentlig har krav på.

Kør lidt ud i vejkanten, selvom det ikke er helt okay, at den anden er kommet over i din side af vejen. Tilgiv ham, som har såret dig, selvom han burde have vidst bedre. Bær over med hende, som igen blev vred på dig, selvom hun da burde se at få arbejdet lidt med sit temperament. Vær barmhjertige.

Og Jesus fortsætter: Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes. Fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse.

Nåh ja, tænker vi ved første øjekast. Vi skal gøre godt mod andre, så vil de også gøre godt mod os. Det er nok det, Jesus mener. Og han har da også kort forinden sagt i sin gyldne regel: Som I vil, at andre skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.

Og det er en god, gyldig og vigtig regel. Men Jesus mener nok noget andet her. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes. 

Hvem er det, som så ikke vil dømme os? Er det de andre? Nej, der er nok noget andet eller en anden på spil. Gud. For når det ikke står tydeligt, hvem det er, som ikke skal dømme os, og når det står i passiv form, altså dømmes, så er det i en bibelsk sammenhæng altid Gud, som er på spil.

Så meningen i versene er egentlig: Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes af Gud. Fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes af Gud. Tilgiv, så skal I få tilgivelse fra Gud.

Jamen, Jesus, du vender det jo om. Det er da Gud, som er nådig mod os, og så skal vi være nådig mod andre. Det er da Gud, som er god mod os først, elsker os først, så kan vi være gode mod andre og elske andre bagefter. Har du ikke læst Luther, hva’ Jesus?

Lader Gud kun være med at dømme og fordømme os, hvis vi ikke dømmer andre? Tilgiver Gud kun os, hvis vi tilgiver andre?

Vi kender det fra Fadervor: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Og Jesus uddyber det derefter: For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, så vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.

Så vi har altså en spænding her. Noget, som tilsyneladende ikke helt går op. Gud er nådig mod os, han giver os ufortjent meget mere, end vi fortjener. Det taler Bibelen og salmer om, det er sandt. Men Bibelen taler også om, at Gud gør mod os, som vi gør mod andre. Og det er også sandt. Men kan begge dele være sande på én gang?

Den samme spænding rammer os sidste søndag i kirkeåret med Jesus’ ord om verdensdommen. Det er også nogle skarpe ord, som præster ikke altid har lyst til at prædike over. Ikke kun på grund af tanken om en mulig fortabelse, men også på grund af ordene om, at der tilsyneladende dømmes efter handlinger. Jesus sætter et evigt skel mellem mennesker alt efter, om de har mættet den sultne, taget sig af den syge, eller ej.

Hvordan løser vi spændingen mellem den nådige og gavmilde Gud og ordene fra Jesus om, at Gud gør mod os, som vi gør mod andre?

Nogle løser spændingen ved at sige, at Paulus og Jesus er uenige. Paulus taler meget om nåde, Jesus taler om kald til efterfølgelse og om, at Gud dømmer. Men så får man et Ny Testamente i splid med sig selv, og Paulus’ tro og liv starter netop med et møde med den opstandne Kristus. Så det dur ikke. Desuden er de begge enige om, at det hele begynder med troen. Så uenigheden er nok ikke voldsomt stor, men de har snarere forskellige vægtlægninger.

Og den bedste løsning er nok at sige, at de vægtlægninger har vi brug for at høre på forskellige tidspunkter i løbet af vores liv.

Når vi er trætte, når vi er tyngede og ikke magter særlig meget, så har vi brug for at høre om den nådige og gavmilde Gud, som giver os meget mere, end vi har fortjent. Det kommer ikke an på os, det kommer an på ham. Han har gjort det, der skal til. Han er nådig.

Og når det går godt for os, når vi synes, vi klarer det hele over middel, ja, nærmest ret godt, og klart og tydeligt ser de andres fejl og mangler, så har vi brug for at høre de skarpe ord fra Jesus Han siger: Det er muligt, dit medmenneske har en splint i sit øje, men du har en bjælke i dit eget øje, og få nu gjort noget ved det, lev nådigt og kærligt, for Gud vil en dag dømme dig retfærdigt.

Kirkeårets søndage og deres bibelske læsninger har forskellige vægtlægninger af nåde og retfærdighed, af den gavmilde Gud og den Gud, som kræver noget af os. Det samme har salmerne i salmebogen, og det er kun godt, for Gud ønsker at møde os der, hvor vi er. Tyngede eller stolte, trætte eller alt for ophøjede i egen succes, og han vil altid kalde os nærmere til sig.

Hvo ville da vel
anklage min salig benådede sjæl?
Hvo vil mig fordømme? thi Kristus er her,
som gør mig retfærdig og haver mig kær;
ham vil jeg og tjene med hjertelig lyst
og lyde hans røst.