Har Gud og politik noget med hinanden at gøre?
af Knud Nyboe Rasmussen
Det var på spørgsmålet, om det er tilladt at give kejseren skat eller ej, at Jesus gav det svar, som siden er blevet berømt, ja næsten ordsprogsagtigt: ”Så giv da kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”
Det var ikke blot på Jesu tid, at problemstillingen i den evangelietekst, som ovennævnte sentens stammer fra, bevægede sig i et politisk minefelt. Det samme er i høj grad også tilfældet i vores egen nutid, hvor spørgsmålet om forholdet mellem religion og politik jo hører til et af de mest brændende i den aktuelle politiske og teologiske debat.
Mindre brændende bliver problemstillingen ikke, hvis vi også kaster et blik på apostlen Paulus' overvejelser i Romerbrevet kapitel 13, der også omhandler den verdslige øvrighed og vores forhold til den. Så man kan godt sige, at de to centrale tekster fyrer godt op i kakkelovnen, når det drejer sig om at bestemme forholdet mellem politik og religion med afsæt i kristendommen.
Nu plejer vi jo at høre, at hos os i en gammel kristenhed har politik og religion ikke noget med hinanden at gøre. De er helt adskilte, og kristendom er en ”privatsag”, som man siger. Men passer det? Ja, det er rigtigt, at hos os er der et klart skel mellem politik og religion. Men det, som man ofte glemmer i denne tale, er, at selve forudsætningen for at kunne skelne mellem religion og politik, mellem tro og samfund, det er et eller andet sted kristendommen selv.
Hvordan det? Jo, det er kristendommens forkyndelse af, at et menneske retfærdiggøres alene ved tro på Kristus, der befrier vores almindelige daglige liv i arbejde og i samfundet for al falsk religiøsitet, det gælder også samfundets styrelse. Retfærdiggørelsen af tro lægger jo menneskets frelse i Guds hånd, og præcis derved aflaster den tro samfundslivet og samfundets love fra at skulle tjene religiøse formål, altså menneskets fromhed og frelse. Retfærdiggørelsen af tro sætter således ikke kun det enkelte menneske, men også samfundet og dets lovgivning fri til alene at tage sigte på vort jordiske og timelige liv sammen. Kort og godt: Troen gør samfundet og dets lovgivning til en verdslig, ikke en religiøs affære.
Den svenske teolog og Lutherforsker Gustaf Wingren taler et sted om, at evangeliet om retfærdiggørelse af tro afsakraliserer hele den menneskelige arbejdsverden og holder hverdagsgerningerne fri af falsk religiøsitet. Eller som den tyske teolog Gerhard Ebeling udtrykker det samme: "Troen holder den borgerlige retfærdighed fri for den indbildning, at mennesket derigennem skal retfærdiggøre sig overfor Gud." På den måde befrier troen til nøgtern politisk erkendelse og politisk handling.
Det er derfor og på denne baggrund, at det i en kristen sammenhæng er muligt, ja, nødvendigt at skelne mellem tro og samfundets styrelse, eller for igen at sige det lidt slagordsagtigt: mellem religion og politik. Men forudsætningen for denne sondring er altså en dybereliggende forbindelse eller sammenhæng mellem kristendom og politik, mellem kristentro og samfundets styrelse.
Det er denne underliggende forbindelse eller sammenhæng, som denne artikel koncentrerer sig om.
At samfundet og dets lovgivning er et rent verdsligt anliggende, der ikke tjener fromme eller religiøse, men jordiske og timelige formål (at vi kan leve ordentligt sammen og tage os af hinanden) – dette forhold betyder nemlig ikke, at så har Gud intet med samfundet og dets styrelse at gøre. Præcis den slutning kan man kristeligt set ikke drage. For Gud er Skaberen og har som sådan med alt at gøre, også med det menneskelige samfund og dets styrelse.
Det er jo faktisk det, vi møder det førnævnte sted i Romerbrevet, hvor apostlen gør gældende, at samfundsmagten med dens myndigheder og organer er Guds tjener på jorden, der skal tøjle dem, der gør det onde, så vi alle – også og ikke mindst de svage – kan være her og leve i fred.
Den faktiske samfundsmagt med dens lovgivende, udøvende og dømmende myndigheder er altså ”fra Gud”, som Paulus skriver, og derfor ”skal alle underordne sig de myndigheder, som står over dem” – for disse myndigheder, der regulerer og opretholder det jordiske samfundsliv, er ”forordnet af Gud”. Det er ikke just en tale, vi er vant til at høre i dag. Ikke desto mindre er det kristendommens tale - hvor ugleset og forkætret denne tale end har været, ikke mindst i årene efter 1968.
Men stadigvæk: Dette syn på samfundsmagten betyder på ingen måde, at politikken så er blevet ”religiøs” eller ”kristelig”, i den forstand, at den nu skal tjene menneskets fromhed og frelse. Ej heller betyder det, at samfundet skal regeres med evangeliet eller med ”næstekærligheden”, som mange moderne humanister fabler om i dag. Det er en misforståelse. Samfundet skal regeres, ikke med evangeliet og dets barmhjertighed, men med lovens krav og magt. Det betyder, at samfundets styrelse er og bliver en verdslig affære, og aldrig et religiøst eller et såkaldt ”næstekærligt” projekt. Og derfor skal samfundets politik heller ikke kritiseres med næstekærligheden som målestok – hvad visse kirkelige aktører, herunder nogle biskopper, burde skrive sig bag øret, inden de begynder at kritisere en regerings konkrete politik, for eksempel på flygtningeområdet.
Den her i al korthed skitserede forståelse af samfundsmagten er en del af troen på Gud som verdens og livets skaber og opretholder. Og den forståelse gælder, uanset hvordan de konkrete politikere og forvaltninger og embedsmænd på et givet tidspunkt måtte opfatte sig selv. Det er slet ikke det, der her er pointen. Pointen er, at uanset hvordan samfundets politikere og myndigheder forstår sig selv og deres gerning, så er deres myndighedsudøvelse og styrelse af samfundet i Skaberens livs-opretholdende ”tjeneste”. Det er derfor næppe nogen tilfældighed, at indehaverne af den udøvende politiske magt i vores og andre samfund fra gammel tid kaldes ministre. Det latinske ord minister betyder som bekendt tjener. Politikerens arbejde og gerning er netop en tjeneste på Skaberens vegne for det menneskelige samfund – som vi hører det hos Paulus i Romerbrevet.
Denne forståelse af samfundsmagten som en ”tjeneste” på Guds vegne modsiges ikke af det svar, som Jesus giver i evangeliet. På spørgsmålet, om det er tilladt at give kejseren skat eller ej, svarer han jo: ”Så giv kejseren, hvad kejserens er.”
Med denne første del af Jesu svar anerkendes kejserens myndighed. Og det gælder igen, ganske uanset om kejseren og de styrende opfatter sig selv som Guds tjenere eller ej. Det gjorde de langt fra dengang. Den romerske kejser var jo hedning, og det samme var det meste af hans administration.
Og det gør langt de fleste moderne politikere jo heller ikke, altså forstår sig selv som Guds tjenere. Men det rokker ikke det fjerneste ved evangeliets vurdering af den myndighed, som disse embedspersoner rent faktisk udøver - at deres myndighed er givet dem af Gud - for at de skal gøre hans opretholdende gerning på jorden med at styre og regulere det jordiske samfundsliv, så griskhed og vold og ufred ikke tager overhånd.
Som det hedder i den berømte fortale til Valdemar Sejrs Jyske lov - en fortale, der nøje afspejler det syn på samfundsmagten, som vi møder hos Paulus: "Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde...".
Samfundsmagten, inkl. politi, domstole og fængselsvæsen, skal altså med loven i hånd dæmme op for de værste følger af menneskers griskhed og ondskab og således beskytte den svage mod den stærke, så alle kan leve i fred for andres overgreb.
Præcis derfor er enhver borger skyldig at gøre, hvad øvrigheden - lovmedholdeligt og retmæssigt - pålægger ham og hende - herunder at betale den skat, som kommune og stat udskriver for at kunne udføre deres nødvendige opgaver.
Vil man som borger ikke adlyde loven, så må man selv bære følgerne. Og de er aldrig rare - heller ikke i et demokratisk samfund. Også her har myndighederne som bekendt magtmidler i hænde. Som Luther bemærkede: Det er ikke en rævehale, øvrigheden bærer, men et sværd!
Så derfor gælder det: "Giv kejseren, hvad kejserens er!"
Men dermed er Jesu svar ikke udtømt. Der er en tilføjelse, som er afgørende for forståelsen af det samlede svar. Den lyder: "Giv Gud, hvad Guds er!" Hvordan skal vi forstå denne tilføjelse? Er det en from påmindelse om - midt i alt det politiske - nu ikke at "glemme" Gud? Overhovedet ikke! Evangeliet giver sig aldrig af med "at skaffe Gud plads" eller "lade Gud komme til", som det undertiden småfromt udtrykkes. Som om dét stod til os! Som om Gud ikke allerede var, ikke kun Himlens, men også jordens skaber og Herre – dvs. den, som har al magt og myndighed også på jorden.
Befalingen om at give Gud, hvad Guds er, trækker derfor ikke en tøddel fra den første besked om at give kejseren, hvad kejserens er. Derimod gør den noget andet. Den sætter en grænse for "kejserens", altså for samfundets magtudøvelse og beføjelser. Den siger, så ingen kan overhøre det, at "kejseren" ikke er Gud, altså den instans, som har uindskrænket og total magt over borgerne. Nej, den borgerlige øvrighed, samfundsmagten, har sin magt og sine beføjelser fra den Gud, som al magt tilhører, og hvis tjener på jorden den borgerlige øvrighed derfor er og skal være.
Måske finder nogen, at det syn på den borgerlige samfunds¬magt, som evangeliet her gør gældende, lyder fjernt og uvedkommende, uden nogen forbindelse med dagens moderne verden og virkelighed. Men intet kan være mere forkert! Jesu dobbelte svar om kejseren og Gud er så aktuelt, som noget kan være. Ja, selve dobbeltheden i svaret (at kejseren skal have, hvad der tilkommer ham, og Gud, hvad Guds er), selve denne dobbelthed og den deri indbyggede magtafgrænsning er intet mindre end forudsætningen for et godt og tåleligt styre af et samfund – hvilket så godt som al historisk erfaring også bekræfter.
Fastholdes denne dobbelthed ikke - så sker der uvægerligt én af to afsporinger, som i realiteten løber ud på det samme, nemlig at en jordisk instans med dertil hørende magthavere tiltager sig al magt over menneskene i et samfund. Den ene afsporing, hvorved dette sker, er den, der består i, at man giver Gud, hvad kejserens er. Det vil i praksis sige, at der sættes ydre, samfundsmæssig magt bag religionen – bag troen – som altså søges gennemtvunget ad politisk vej. Det er som bekendt dette fænomen, vi i dag møder eksempler på først og fremmest i den islamiske verden – i forskellige former for fundamentalistisk styre, som med magt – ofte hård og brutal magt – gør religionen til lov for alle i landet. Men fundamentalistisk religionsstyre eller -tyranni er ikke nødvendigvis kun et islamisk fænomen. Det kan også iklæde sig anden religiøs skikkelse. Der kendes jo eksempler på både jødisk og kristen fundamentalisme, selv om den førstnævnte form, den islamistiske, unægteligt er den altdominerende i dag.
Allerede nu er der vel meget, der tyder på, at netop den religiøse fundamentalisme og dermed det religiøse tyranni kunne gå hen og blive det 21. århundredes store svøbe. Egentlig på samme måde, som det gudløse tyranni – den politiske og ideologiske totalitarisme – har været det 20. århundredes store og blodige plage.
Og dermed er vi så ved den anden afsporing, som sker, hvis dobbeltheden i Jesu svar ikke fastholdes – nemlig den afsporing, at "kejseren" – det politiske system – får eller snarere tiltager sig al magt – også den magt, som tilkommer Gud – og dermed bliver totalitær og for så vidt ”religiøs” i sin magtudøvelse.
Et totalitært styre er, som navnet siger, et styre, hvor de herskende tiltager sig al magt, den totale magt. Der er altså ikke nogen eller noget til at begrænse styrets eller systemets magtudøvelse, som derfor konsekvent breder sig til alle menneskelivets områder, de personlige, private og åndelige områder indbefattet. Man kan her for eksempel tænke på George Orwells berømte og uhyggelige roman "1984" - som jo desværre ikke kun var en skrækvision; det var egentlig virkelighed, den beskrev – den virkelighed, som i det forløbne århundrede blev søgt gennemtvunget af især to store totalitære ideologier, nazismen og kommunismen, med millioner og atter millioner af menneskeliv som ofre.
Jo, det er virkelighedens og dagens aktuelle verden, som evangeliet handler om og taler ind i. Talen er altså på ingen måde verdensfjern. Tværtimod!
Skal vi til sidst drage en konklusion, så må det blive, at kristendommens forkyndelse af et kristenmenneskes frihed gennem troen på Guds nåde i Kristus, den forkyndelse frigør fra enhver form for totalitær slavebinding af mennesket, hvad enten den sker i religionens eller i den politiske ideologis navn.
Hertil kommer, at forkyndelsen af Gud som skaberen og af samfundsmagten eller politikken som Guds tjener på jorden, den stiller sig hindrende i vejen for, at samfundet og dets magthavere tiltager sig guddommelig status og magt. Magthaverne er netop ikke Gud eller guder for menneskene, som diktatorer jo ynder at føre sig frem, men de er – kun – Guds tjenere: ministre.
Med en klassisk teologisk formulering kunne man derfor sammenfatte artiklens tese på denne måde: Kristendom og samfundsmagt, religion og politik, må ikke sammenblandes, men de må heller ikke adskilles. Derimod skal der skelnes og sondres ret imellem dem. Ja, selve det at skelne – sandt og ret – det er på sin vis kernen i al god luthersk teologi. Og den teologi er der i dagens politiske og religiøse situation og debat i allerhøjeste grad brug for.
Knud Nyboe Rasmussen er cand.theol., foredragsholder og tidligere sognepræst