Professorale smuler
af Stig G. Rasmussen
I et par år har man i aviser og Folkeuniversitets-omtaler kunnet møde en skribent og taler, der udmærker sig ved at tage stærkt afstand fra Martin Luther og den lutherske lære. Ikke mindst som den kommer til udtryk i Den Augsburgske Bekendelse af 1530 (CA). Der, som det vil være nogle bekendt, hører til blandt Den evangelisk-lutherske Kirkes grundlagsskrifter.
Det mener den pågældende skribent er helt forfejlet, både pga den pågældende læres hårrejsende indhold, og yderligere fordi hverken skriftet eller Luther skulle sige moderne danskere det mindste. Det er jo en udmelding , der vil noget, og især fordi ophavsmanden er professor i dogmatik ved teologi-studiet i Aarhus. Han hedder i øvrigt Anders-Christian Jakobsen (fork.ACJ).
Nu er klare udmeldinger ikke hverdagskost i dansk kirkeliv, så derfor kan det næsten ikke andet end vække både nysgerrighed og interesse, når man støder på dem. Så derfor er spørgsmålet, hvad professorens positionsangivelser egentlig går ud på, hvorledes hans argumentation er bygget op og om elementerne i hans teologiske konstruktion er kendt fra andre kirkelige strømninger eller retninger.
Det satte jeg mig for at kikke lidt på. Dette arbejde har været lettet af, at professor Jakobsen har været prisværdig flittig til at gøre rede for sine ståsteder og tænkning, både på instituttets og sin egen hjemmeside, i forskellige debatindlæg, ligesom han i januar nærmest bragte en opsummering af sin position i en kronik i Kristeligt Dagblad. Så han har sandelig ikke gemt sig væk i debatten.
Som sagt mener ACJ, at der er nogle særdeles kritiserbare grundelementer i Luthers teologi, noget han vel har ment i mange år, men som alligevel synes kontinuerligt skærpet over tid. Et andet fremtrædende træk hos ACJ er hans understregning af mangetydigheden både af skriften og traditionen – hvad han jo ikke er alene om. Med selve skriftens sammensatte tilblivelseshistorie og antallet af stemmer, vi hører deri, og med det bjerg af teologiske traktater, der er efterladt gennem næsten 2000 år, kan ingen af delene undre.
Spørgsmålet er så, om vi skal lade friheden og dermed relativismen råde, så man egentlig kan sige hvad som helst og udgive det for kristen tale – eller om man skal gå i gang med det hårde arbejde med at søge de store linjer og dermed de overordnede begrundelses-sammenhænge i de bibelske skrifter og det kristne udsagns-univers?Som udgangspunkt ser jeg ACJ´s forskellige indlæg som et bidrag til det sidste.
Som det første indlæg og som positionsmarkering er jeg faldet over et foredragstilbud på hjemmesiden ”Teologisk Værksted” fra juni 2016 om”Luther updated – reformation af reformationen?” Heri siges det, at den lutherske kirke, som selv ville være en frigørelse af mennesker fra pavens tyranni, nu 500 år efter selv er blevet en spændetrøje på menneskers frihed i den moderne verden.
Der er derfor behov for en ny reformation med flg. hovedpunkter: 1) Biblen er ikke den eneste kilde til kundskab om Gud. Moderne menneskers religiøse erfaringer skal tages alvorligt. 2) Gud udvælger ikke nogen til frelse og andre til fortabelse. Gud frelser alle. 3) Den lutherske teologi og kirkens manglende kritik af magthaverne har bidraget til katastrofer (Nazi-tiden og apartheid i Sydafrika). Kirken skal sættes fri af de verdslige myndigheder, så den kan være samfundskritisk.
Her har vi altså tre hovedpunkter i ACJ`s Luther-kritik, som jo hver for sig rummer mangfoldige problemstillinger. Men de angiver dog en forholdsvis klar retning, som professoren anbefaler sin samtids kirker at gå i.
Punkt 1 ser jeg som en kritik af Reformatorernes ”sola Scriptura”-princip (”Skriften alene”), altså at al teologi skulle være bibelsk begrundet og alle uoverensstemmelser afgøres med Skriften som øverste dommer. Dette princip viste sig i sin generelle form hurtigt ret skrøbeligt allerede i samtiden, efterhånden som flere og flere stemmer blandede sig i det reformatoriske kor. Hvortil så kom dem, der netop lagde vægten på menneskers mere eller mindre subjektive religiøse erfaringer/oplevelser som korrektiv til de bibelbaserede positioner.
Denne konflikt er det altså ACJ synes at åbne igen med sin formulering, men vi må vente og se, hvor han egentlig vil hen med den.
Punkt 2 antyder et mere radikalt opgør med luthersk lære og dermed CA, og udråber en alternativ position. Vi må afvente, hvordan det i det følgende udfoldes. Endelig angiver pkt. 3, at den nye teologi, der er på vej, må sætte en ny dagsorden for verdens kirker og menigheder som korrektiv til en dyster rolle i mange fortidige konflikter.
Disse tre punkter udgør en smagsprøve på, hvor ACJ bevæger sig hen, men kræver mere omfattende udfoldelser og begrundelser. De kommer så i en præsentationsartikel på Instituttets hjemmeside i anledning af ACJ`s professor-udnævnelse i dogmatik i 2020, men her dateret 02.11.2023, så der er formodentlig tale om en bearbejdet udgave.
Her offentliggør ACJ sine planer om at udarbejde en ny dogmatik med udgangspunkt i kærlighedens fællesskab, en ny dogmatik som ses som et nødvendigt bidrag til en tidssvarende forkyndelse. Her får vi igen et nøgleord, idet ”tidssvarende” eller udvidet til en ”nutidssvarende” dogmatik tydeligvis ligger ACJ stærkt på sinde. Især fordi han mener, at hans nye dogmatik vil være ”mere alment tilgængelig” og ”svare mere direkte på nutidsmennesker spørgsmål om sammenhæng og mening”. Åbenbart ”mere” end meget af det, man hidtil har budt danskerne/nordeuropæerne af teologisk hakkelse.
Her signalerer ordvalget en tro på, at han og hans åndsfæller har den nye og befriende teologi, folket så længe har sukket efter. Han erkender imidlertid villigt, at hans teologi ikke er luthersk i ”gængs forstand” og dermed er anderledes end ”den augustinsk-lutherske tradition”, der i den grad fokuserer på tilværelsens brudthed.
Her starter kritikken af talen om arvesynden, som der siden kommer yderligere kul på, og der name-droppes en række teolog-navne, der er søgt samme vej, og især henvises der til oldkirkens inkarnationsteologi som en væsentlig inspirationskilde.
Fra disse kilder mener ACJ at kunne slå fast, at Gud ikke har nogen skjult side eller vilje til tilintetgørelse, men har åbenbaret sig helt i kærlighedens fællesskab mellem Faderen, Sønnen og Helligånden. Det inkluderer også mennesket og alt andet, der er til/ en del af skabelsen. Her føres vi så ind i en logos-teologi, idet skabelsen og det videre forløb ses som en udfoldelse af de planer, der fra evighed af har været i Logos (hvilket gentages senere, så det må jo være vigtigt). Dermed indføres der, som det vil ses, et teleologisk (en iboende hensigts- eller formålsstyring) element i denne Logos-lære. Ydermere erklæres det, at mennesket er guddommeligt ”i sin oprindelige form”. Hvorfor der må udvikles en teologi om alt det skabte,”der kan svare på de akutte sociale, fordelingsøkonomiske, økologiske (etc.) problemer”.
Nok er der synden, men den er ikke så gennemgribende, at den kan ødelægge menneskets og skaberværkets guddommelige natur, i modsætning til den augustinsk-lutherske teologi, der lægger hovedvægten på forskellen mellem Gud og det skabte, hedder det. Det får række som præsentation af denne tankeverden, hvis inspirationer hos det 2. og 3. århundredes filosof-teologer vist ligger klart, og ACJ bemærker da også selv, at dette for nogle vil synes ”mere platonisme end kristendom”. Men der må man gøre sig den gæld kristendommen står i til platonisk og stoisk filosofi klart, siger han videre.
Selv vil jeg da godt supplere ham med at påpege de aristoteliske arvestykker i denne sammenkogte ret. Især i denne tale om den immanente, forud givne retning/plan i alt værende (den aristoteliske ”form”). En nyere udgave af denne ide om det immanente ”drive” i stoffet/historien, der leder frem mod det fuldkomne og harmoniske endemål (apokatastasis), hvor alle modsætninger er medierede og ophævede ,er Hegels forkromede historiefilosofiske konstruktion. Så vi er virkelig i fint selskab her.
Men det mener ACJ, vi skal være glade for, for uden denne filosofiske udfoldelse af kristendommen (?), var den i bedste fald forblevet en lokal stammereligion. Ja, det er da i hvert fald ét bud blandt mange mulige.
Efter at denne ramme er lagt, kommer inkarnationslæren. Og her kommer ifølge ACJ Gud til sit eget og ikke noget fra Gud fremmed. (Selv om det altså ikke kendte ham, så nogen fremmedhed må der vel have været?). Jesus kommer for (i opstandelsen, vel) at manifestere, at det guddommelige ikke kan tilintetgøres, tværtimod bliver Han den vej, som er banet for alt skabt på dets vej fra død til opstandelse og evigt liv i Gud.
Efter Guds plan må man vel forstå. Jesus Kristus bliver de pædagogiske vejskilte, der viser vejen tilbage til Gud, og er samtidig det forbillede som mennesker skal følge i bevægelsen /væksten frem mod den fuldkomne genoprettelse af Gudbilledligheden. (Der er vist her tale om en tolkning af Irenæus` tale om ”recapitulatio”. Spørgsmålet er om den er forsvarlig). Men i hvert fald skal Kristus vokse i mennesket, så det bliver ligedannet med Ham, Guds fornuft (Logos) og visdom, siger ACJ.
Er det et projekt der skal udfoldes i denne verden? En paradisets realisering på jord? Og er den proces helt skjult for øjet, sker i det skjulte, indre menneske? (da den jo åbenbart sker i alle uanset tro, livsorientering og livspraksis), spørger vi. Nu har ACJ siden uddybet nogle af sine synspunkter, ikke mindst omkring den augustinske-lutherske teologi, som han med stadig større lidenskab vender sig imod.
Det fremgår af den op-klarende kronik han 24. januar i år (2024) skrev i Kr. Dagblad. Her indleder han med en præsentation af Luthers position, hans retfærdiggørelseslære. Den bygger på Augustins arvesyndslære om menneskets fordærvede og syndige natur/væsen (to efter-platonske nøglebegreber). Denne onde natur ender i straf og evig pine, medmindre Gud/Kristus vælger at frelse de fordømte af ren nåde/tilregnet retfærdighed. Og som om det ikke var nok, strammer Luther den yderligere ved at hævde, at nogle mennesker er forudbestemt til frelsen og andre til fortabelse (prædestinationen). Hvilket kun understreges af, at mennesket iflg.Luther ikke selv har nogen fri vilje, men altid er styret udefra. (Se værket om ”Den trælbundne vilje” (1525)).
Denne lære, som males med de allermørkeste farver på paletten, afviser ACJ som ukristelig, og kræver den erstattet af en anden. I den forbindelse omtales ikke, at den anden store reformator, Calvin, udviklede en endnu mere dybtgående lære om prædestinationen, også på augustinske præmisser. Men det ser også slemt nok ud hos Luther, og så slemme meninger, må selvfølgelig væk. Det er ACJ`s klare holdning, og heri er han jo vældig moderne. Vi har at gøre med meninger, falsk bevidsthed, ukærlig tænkning, og den må udrenses.
På de anden side kunne man vel sige, at der godt kan være basis i evangelierne for den senere tale om arvesynden, som i farten synes at være gået ACJ` s næse forbi.
”Når da I, som er onde, giver Jeres børn gode gaver….etc.” Sådan lyder Jesu verbale forhammer hos både Matthæus og Lukas, og den får én til at tabe vejret hver gang. Sådan ser vi altså ud i Guds øjne! Der tales f.eks. også om ”syndens træl” og om de syge (os alle!), der behøver læge (Guds søn). Udenfor evangelierne, hos Paulus, hedder det, at ”alle har syndet og mangler herlighed fra Gud”(Rom,3,23). Ja, for hvorfor i alverden skulle vi eller trænge til forsoning og en frelser? Hvad evangelierne og siden også Paulus jo i den grad insisterer på i sin tolkning af påske- og især Langfredags-begivenhederne. Så der er noget galt, helt galt, mellem Gud og mennesket. Det er faktisk kristendommens begyndelsespunkt.Hvordan man så til forskellige tider vil formulere det i et ”tidssvarende” sprogbrug, som over tid skal gentænkes og nyformuleres uden at svigte grundproblematikken, det er så en anden sag. Men det med brudtheden, det er nu ikke noget Luther (eller Augustin) har fundet på helt alene. Den ligger der allerede fra Biblens første sider, nemlig fra Syndefaldet, menneskets stræben efter guddommelighed på egne præmisser, der bygger en dobbelthed ind i alt, hvad mennesker siger og gør. Men den tale interesserer vist ikke ACJ.
Dertil bør også føjes, at Luther nu har en række andre strenge på sit instrument end dem, ACJ har kastet sig over, bl.a. om skaberværkets gavmildhed, Men selvfølgelig står en sag altid stærkere des mere dyster modparten kan fremstilles.
Nu vil jeg som sådan ikke dadle nogen for at kritisere Luther såvel som Augustin og Origines og hele flokken af kirkefædre, hvis man finder gode grunde i Skriften og i kirkehistoriens fejludviklinger til det. Man kunne måske også gå skridtet videre og overveje, om ikke man kunne udtrykke i hvert fald Luthers ærinde i denne sag på en mere – nå ja - tidssvarende måde. Bl.a. fordi den klassiske væsenstænkning har den uheldige bivirkning, at netop væsenskategorien fungerer som en fastlåsen af det, den knyttes til. Dertil at den altid gælder a priori, altså udtaler generelt, på forhånd og uden undtagelser, hvad i dette tilfælde mennesket er og ikke er, kan og ikke-kan. Altså repræsenterer et meget absolutistisk (undtagelsesfrit) sandhedsbegreb, der ikke helt svarer til det mere beskedne, vi i de fleste tilfælde i dag må klare os med, når vi står over for mere komplekse fænomener, hvor vi må nøjes med argumenterede sandsynliggørelser. Hvori iagttagelsen og dens betingelser samt erfaringen må medtænkes.
Disse erfaringer må også en kristen teologi ud fra sin tydning af verden og livet kunne bidrage til at forklare og fortolke meningsfuldt, hvis den skal kunne påberåbe sig nogen offentlig interesse. Derfor vil jeg i stedet for at tale om synden som et a priori givet væsenstræk ved mennesket hellere tale om synden og svagheden over for det onde som en erfaret disposition ved mennesket. I alle de udgaver vi har kendt det gennem 5-6000 års civilisationer rundt omkring på kloden. Men her kan vi også, ligesom fra vores dagligdag, konstatere, at mennesker tillige kan udvise en meget mere elsk-værdig side – især når vi taler og handler helt spontant, og når vi ikke har noget i klemme. Hvad der jo sådan set ligger i, at vi hver som én er Guds skabninger og – trods syndefaldet – stadig bærer skaberens fingeraftryk på os. Den ”skabelsens rest” Grundtvig kaldte ”hjertet”.
Men desværre fritager den afklaring os ikke fra også at erkende, at mennesket har en mørkeside, der betænkeligt let kan aktiveres. Især når der er Mammon og Magt i farvandet, eller når frygtens bål flammer op. Den syndserkendelse på egne og artens vegne kan jeg ikke give afkald på, for ellers vil jeg ikke kunne forstå alle de gange, hvor verdenshistorien bliver til et slagtehus.
Tilsvarende ser jeg mig ikke forpligtet på Luthers og Calvins kadaver-determinisme. Men modsat kan jeg heller ikke tilslutte mig ideen om menneskets totale viljesfrihed. Hverken som den fremhæves af den ortodokse – østkirkelige tradition, af en amerikaniseret handlingsfilosofi (”Man kan, hvad man vil”, ”Yes we can” etc.) eller hvor den nu finder sine kilder. Ingen af delene kan jeg se bekræftet i vores intersubjektive livserfaringer. Desuden lever vi jo også i dag med en række filosofiske ideer om forudbestemmelsens magt i form af en biologisk eller social determinisme, som man dog satser på at kunne overvinde via genetisk, socialt og mentalt ingeniørarbejde og tilhørende human opgradering. Altså ved videnskabens hjælp. Og den er jo en vigtig faktor i den vestlige kulturs yndlingsmyte om det stadige fremskridt og historiens iboende (Aristoteles/Hegel igen) bevægelse fra ”det lavere mod det højere” Så den frie vilje har sine snævre rum og er aldrig uden hindringer, der skal overvindes.
Men dem kan man dog også vælge at overvinde– med de konsekvenser det så har og tager med sig. Var det ikke ”hån, spot og latterliggørelse”, folk der tager deres Gudsforhold alvorligt skulle regne med ifølge Flemming Rose?
Så det at vælge Kristus er i vor tid virkelig et valg med konsekvenser. Og et frit eet endda! For ”Kristus tvinger ingen”. Akkurat som ingen tvang Adam og Eva til at spise af den forbudte frugt. Det var et valg, en frihed de havde – for mennesket har altså en, omend relativ, frihed over for Gud, ifølge det ”mosaiisk-kristne Syn” (Grundtvig).
Hertil vil ACJ nok sige, at det der her siges, er overflødigt og uden relevans. For – siger han – den lutherske tale om retfærdiggørelsen er egentlig overflødig, ”for der er ingen der påstår, at man kan arbejde eller betale sig til frelsen”.
Alle (??) er åbenbart enige om, at frelsen er gratis, dommen en frikendelse og tilgivelsen givet én gang for alle for 2000 år siden (lad os gætte: I Kristi overvindelse af døden en gang for alle, set som en universel begivenhed). Alt det som ifølge professoren og andre fornyere åbenbart er givet på forhånd, og man derfor slet ikke behøver argumentation for.
Det kommer alt sammen af den moderne teologiske position, at Gud er eentydig kærlig og ophav til alt som er, som ACJ siger. Det må betyde både godt og ondt, ikke? Men det sidste er nu egentlig ikke så ondt endda, men blot en mangelfuldhed fra menneskets side, som Gud imidlertid hele tiden er optaget af at rense og helbrede. Og denne proces, som ACJ kalder ”helliggørelse”, og hvor Gud og menneske samarbejder om at lede menneskets frem mod målet, fører uundgåeligt til foreningen med Gud.
I denne proces, hvor mennesket altså ”bidrager til egen og andres frelse”, handler det om at vokse i kærlighed og bekæmpe synden. Og det kan ved Guds hjælp også lykkes, mener ACJ. Med en glad liberal optimismes tro på, at det nok snart bliver bedre alt sammen. Og med mange lån fra både ortodoks, katolsk og sågar metodistisk jargon. Kirken – nu kommer den så - er efter denne teologi de helliges fællesskab og Gudsriget på jorden. Og sakramenterne – der selvfølgelig ikke udvirker noget nyt, som vi ikke allerede har alle sammen - er i denne sammenhæng at betragte som ””medicin” og ”næring” til mennesker, der er undervejs (iflg.præsentationsartiklen fra 02.11.2023).
Hvorfor de skulle bruge medicin, som plejer at være et tegn på sygdom, og hvorfor det kun skulle være en afgrænset del af menneskeheden, der åbenbart har behov for denne sakramentale medicin, det står til gengæld langt fra klart hos ACJ. Men sådan ser den altså ud, den nye kristendom, der skal erstatte den formørkede og fordømmende lutherske lære og den vestkirkelige augustinsk-reformatoriske tradition.
Og hvad skal man så sige til det? Ja man kan jo først konstatere, at der indgår en del lånestof fra ældre teologer og andre kirker i konstruktionen, men nu altså løst fra deres oprindelige sammenhæng. Ikke overraskende kan man identificere en hel del liberalteologi i den stærkt sporadiske bibelbrug og den stærke etiske oprustning.
Heri genkender vi den Pelagianske arv, som også dominerer den i vor moderne kultur herskende oplysningsfilosofiske arv. Ligeledes fra liberalteologien er frelsesspørgsmålets nulstilling, som dog også kan finde støtte i den såkaldte ”skabelsesteologis” sætten lighedstegn mellem skabelsesordning og frelsesordning. En teologi ACJ finder bekræftelse for hos oldkirkelige forfattere, vist også hos en Irenæus. Der nu ellers nok kan tale med fynd om den såkaldt ”dobbelte udgang” (Adv. Haer. 5, afsn.26,2 og 27,1).
Dertil er der også bemærkelsesværdigt meget østkirkeligt lånegods om menneskets frivillige samvirke med Gud og i en stadig vækst i Kristus-lighed. For hos ACJ skal vi jo ligedannes med Kristus, ikke bare engang - i himlen – men her i tiden, må man opfatte det. Men spørger man i den ortodokse kirke skal man altså dér - i modsætning til i ACJ`s projekt - ville denne vækst aktivt og handlende. I den tro, som heller ikke spiller nogen rolle hos de nye teologer. For den ortodokse kirke prædiker ikke en ”afskaffelse” af fortabelsens virkelighed. For lige som mennesket frit må vælge Guds kærligheds vej, ligeså er Gud også fri til at elske – ikke hvem som helst - men den, der søger fællesskab med ham. Ydermere understreges det fra ortodoks side, at Jesus fra Nazareth ikke noget steds taler om alles frelse, men om at mennesket har en afgørelse at træffe. Unægtelig en vigtig pointe. (Alt ifølge den ortodokse teolog, Poul Sebbelov). Men her går altså skellet mellem de ortodokse og ACJ, der åbenbart med den radikale bibelkritik, bygget på en Hume`sk skepsicisme, i hånden må mene ,at ham Jesus kun er en from konstruktion, og at vi derfor er frie til at påstå hvad som helst, der passer i vores kram.
Så selvom ACJ`s jargon kan synes at ligge ikke mindst Østkirken nær, så er hele konteksten forandret, fordi alt det som kirken og dens sakramentale fællesskab i Østkirken skal føre frem imod, nemlig frelsen fra den evige død og ind idet himmelske fællesskab, alt det er altså her på liberalteologisk vis forudsat før alt andet. Og derfor står vi også her over for en ekklesiologi, der svæver frit i luften, uanset alle de smukke ord ACJ har at sige om kirken. Den bliver pakket ind i æstetik og store ord, men det er svært at undgå det indtryk, at det her mest af alt handler om noget Sölle-Moltmannsk projektkirkelighed.
Ja, det kunne næsten lyde som en resolution fra de tyske kirkedage, gennemsyret af ny-calvinistisk aktivisme, der primært ser kirken som en moralsk-idealistisk bevægelse til verdens og menneskenes forbedring. Og som deri til forveksling ligner et politisk parti. Er det ikke der ACJ og hans ekklesiologi ender? Men er det i en sådan ret bedaget og banal model han tror , at svaret på ”nutidsmenneskers spørgsmål om sammenhæng og mening” kan findes? Er det sådan kirken skal genvinde sin ”tidssvarende” relevans? Tror ACJ virkeligt ,at det er sådan han skal overbevise nutids-mennesker om, at der foregår noget henne i kirken om søndagen, der er så vigtigt og betydningsbærende og givende, at de regelmæssigt skal hen og være med til det?
Jeg tillader mig i den grad at tvivle. Måske fordi jeg mest af alt ikke kan se, at der i noget Gudsord overhovedet er dækning for hans løfter om frelse for alt og alle fra den evige død. Og her kommer vi så til den egentlige uenighed mellem den liberale modernisme i teologien og så os andre i blandet og tværkonfessionelt kor. Nemlig at vi må afvise – og her kommer det helt afgørende - at der skulle være hold i og dækning for hans (og mange andre ”nutids-teologers ” ) billede af Gud.
Løsgjort som det er fra evangeliernes forkyndelse, fra Ordet. ”...en viden som synes glemt i vor humane danske folkekirkereligion: Guds vælde, Guds strenghed, hører lige så meget med til Guds væsen som Guds godhed og nåde. Det giver spændinger i Gudsbilledet”. (Niels Thomsen i artiklen ”Velsignelsen i gudstjenesten og uden for” (1996)).
Selvfølgelig ved jeg godt ,at sådan et citat vil hensætte ACJ og mange andre i harmdirrende afvisning og tale om vi andres ukærlige sind og moralske anløbethed. Ja, ”alle oprøres vi, går i moralens navn til blasfemiens yderligheder, for vi vil have Gud, ,universet, verdens-ordenen, skæbnen på vore moralske betingelser, ikke på Guds” (K.E.Løgstrup, Metafysik IV , s.229). Og det har det sækulariserede menneske så lavet sin teologi ,sin tale om Gud, efter.
Den baserer sig som regel på et deduktivt system, som ofte tager udgangspunkt i 1.Johs. 4,8a , det væsensfilosofiske udsagn: ”Gud er kærlighed”. Heraf følger at Gud kun kan elske, og netop som kærlighedens væsen og princip er bundet og låst fast til kærligheden. Hvoraf sluttes yderligere, at så må Gud som den ideale og abstrakte kærlighed da også elske og frelse alle mennesker ligegyldigt hvad, og må gøre sin dom til en frikendelse og tilgive mennesker kontinuerligt og uden at de nødvendigvis mener, de skulle have behov for den. Sådan slutter man løs, gør Gud til en abstraktion, et begreb, et tankeprodukt, og afskærer forholdet til Gud fra den personlige relation, kaldet ”tro”. Erstatter den med filosofiske automatismer, der drejer uden om evangeliets vidnesbyrd om, at det primært er i og gennem Kristus og fællesskabet med ham, vi møder og skænkes Guds kærlighed.
Sådan deducerer man løs og det er hvad, der følger af denne sen-romantiske kærlighedsreligion, som man i dag udgiver for kristendom. Og så har den lære endda endnu en fordel: At vi virkeligt har fået styr på Gud!! Ikke nogen uventede forstyrrelser fra den side! Han er fastlåst i sin tildelte rolle, sit væsen, og fuldt beregnelig. Har ofret sin frihed på sin kærligheds alter. Man fristes næsten til – med en vis sarkasme - at ønske disse teologer tillykke med veludført dåd. For Guds ufrihed er jo vores frihed. Vi kan på de præmisser gøre som det passer os, drive vore magtspil og konstante berigelsesstræben ud over alle grænser, og Gud? Ja, Han har da bare at smile og levere, ”no questions asked”.
Hvis nogen har svært ved at se, hvor Gud begynder og menneskets ambitioner slutter i den operation, så kan man næppe bebrejde dem. Syndens kerne jo ifølge evangelierne den uregerlige egenvilje, der ikke vil vedkende sig nogen skyldighed over for hverken Gud eller næsten. Og man tør nok sige , at den her har fået frit slag. Den behøver ikke at stoppe for noget endsige anfægtes af noget, og da slet ikke Guds Ord. Vi behøver og kender som moderne mennesker ikke nogen dom, der er større end vor egen (det skulle da lige være Facebook-gruppens). Dette er den ultimative humanistiske frihedserklæring.Det er de stene de nye teologer i dag byder i stedet for brød, hvis man ellers må have lov at citere evangelierne, som den nye teologi jo ellers ingen brug har for. For Jesus fra Nazareth har også fået sin afsked og er erstattet med den søde, ufarlige, altid positive og selvopgivende cellofan-kristus, som den ”tidssvarende forkyndelse” holder op for små og store.
Så jeg må til sidst sige, at hvor smukt og æstetisk professor Jakobsen og andre end kan udfolde - omend med rigelig brug af cherry-picking fra andre - deres nye teologi om deres nye gud, så holder jeg mig til Den Gamle. Den evige, mægtige, treenige Gud, der skaber og konstant opretholder (indtil videre i hvert fald, det er som alt andet Hans afgørelse) dette skrøbelige liv på denne vidunderlige klode, og som i sin Søn og Ånd uafladeligt rækker sig frem mod mennesker globen rundt og kalder på dem. For i sit nærvær i Sønnen og Ånden (jfr. Luthers gentagne ”coram deo”(=nær ved Gud)) hele tiden at skabe nyt og åbne nye veje for os.
Men her står den altså, her deler vandene sig i dag. Når filosofien sættes over teologien, og man får travlt med at indføre automatismer uden om Pagten og troens relationen. Det kan godt være, at denne nye frontlinie sætter andre skel end de gamle konfessionelle. Det må så være så. Det skal ACJ jo ikke have utak for, om han med sine indspark har hjulpet til at klargøre den skillelinje. Også selvom hans position så sandelig ikke er uden omkostninger For det lader sig ikke nægte, at ”den nye teologi” betyder en større udrensning af det, der for os ”salmebogskristne” hører til kristentroens hovedsager.
Lad os da opgøre tabskontoen som den står tilbage efter den ”tidssvarende” teologi: 1) Al tale om arvesynden og syndens alvor kan fjernes, også 2) al tale om Djævelen som parasitisk fordærvsmagt på Guds stadige skabelse (Løgstrup), og i det hele taget kan Ny Testamentes billede af verden som en kampplads mellem godt og ondt udråbes som utidssvarende. Hvilket dog ikke forhindrer, at det billede er det mest realistiske. Dertil kan vi undvære 3) Biblen, inkl. de centrale bibelske skrifter, med det apostolske vidnesbyrd i evangelierne som centrum og bedømmer af alle øvrige skrifter. Så følger 4) Loven, i hvert fald den på tavler, 5) fortabelsen til synd og død som Frelsens logiske udgangspunkt. Ud ryger også 6) al tale om omvendelse og mission, der selvfølgelig er helt overflødig, når alle på forhånd er frelst. Endelig som det 7. og sidste punkt: Guds frihed og suverænitet. Den som al fremtid og al frelse må bygge på. Hvad ellers? I stedet for på på de nye teologers løse tale og ditto meninger på det moderne ”autonome rettighedsindivids” (Johs.Sløk) vegne.
Professoren og hans vennekreds kan kort sagt beholde deres nye religion for dem selv.
Stig G. Rasmussen er pastor emeritus