Prædiken til 12. søndag efter trinitatis
af Thomas Østergaard Aallmann
Jesus sukker, lige inden han helbreder den blinde. Bemærkede I det, da I hørte teksten? Der står: Jesus så op mod himlene, sukkede og sagde Effatha! – det suk, har jeg også bare læst henover i mange år.
Men jeg tror, at det er ret betydningsfuldt. Hvorfor sukker Jesus lige inden, han gør noget så smukt som at helbrede en blind? Ville vi ikke juble eller være spændte? Hvorfor sukker Jesus lige inden han hjælpe os i vores elendighed?
Jeg tror, at Jesus sukker over, at hans hjælp overhovedet er nødvendigt. Gud har skabt os, men han sukker over, at det ovenikøbet er nødvendigt for ham, at komme os til undsætning.
Sagen er jo, at vi er skabt af Gud til fællesskab med Gud, men vi vil ikke være Guds. Vi gør oprør, fordi vi vil være vores egne, fordi vi tror, at vi kun kære være lykkelige, hvis vi bliver på vores præmisser. Som en klog englænder sagde engang: ”Verdenshistorien er en lang tragisk beretning om menneskets forsøg på at finde noget andet end gud, der kan gøre det lykkeligt”.
Jeg tror, at det er derfor, Jesus sukker. Lidt som en far, der må hente sine ulydige sønner ned af den elmast, de mod hans bud er kravlet op i, og nu sidder de der rystende i mørket og giver ham ret i, at lygtepælen er et farligt og ensomt sted. Jesus sukker over verdens tilstand, han sukker over, at hans offer er nødvendigt. Han sukker over den faldne verden, han vil rejse op, over den død, han vil overvinde, over den ondskab, han vil nedkæmpe med sin godhed, over det misbrug, han vil rette op med den rette brug.Jesus sukker over at verden er kommet på afveje – og så hanker han op i sig selv og henter os hjem.
Du kan ikke holde en sommerfest i haven uden at invitere solen. Det bliver ikke helt det samme uden den gæst. Sådan er det med Gud. Du kan ikke leve et virkeligt liv uden at invitere Gud ind i det. Du kan godt leve et eller andet liv, det er klart, ligesom du kan holde en sommerfest i mørke og kulde. Men det er jo ikke det, vi forstår ved en sommerfest eller en fest overhovedet.
På samme måde kan vi godt leve uden Gud, men det er bliver ikke et liv, der er, sådan som det burde være. For Gud kan du ikke holde udenfor, sådan som du kan lade være med at invitere en ven, du ikke orker at se. Gud er virkelighedens Gud, så du kan ikke slippe for ham ved at holde ham ude, kun ved at holde dig selv inde, væk fra virkeligheden. Men dit hjerte vil have virkeligheden, du længes derfor ud, så snart du har lukket dig inde. Du og jeg skal åbne os for Gud. Før eller siden.
Der kan være mange grunde til at vi lukker os inde. Vi vil grundlæggende gerne være trygge, og kan måske derfor være bange for at gå ud og åbne døren, så at sige. Vi har måske vænnet os til at leve i frygt, så vi ikke tør åbne os for Gud. Vi kan også være fanget i det hovmod, at vi har kontrol over livet, hvis vi har kontrol over de 5 m2 vi lukker os inde på, hvorfor vi slet ikke vil beskæftige os med Gud og det evige. Og så kan vi også bare være magelige og pjattede.
Vi tænker, at livet er nemmere, hvis det ikke er så alvorligt, og det er jo korrekt. Som Kierkegaard siger et sted: bliv pjat, og se det hele forsvinder. Men kontrol, pjat og frygt er de tre ting, som forsvinder med Gud. De er derfor også de tre ting, som Gud må tage fra dig: Du vil finde alvoren, du vil miste kontrollen, og du vil finde modet. Jesus lovede sine disciple tre ting: at de ville blive fyldt af glæde, meget modige og i konstante problemer.
De mest vise mennesker, jeg har mødt, der har været vidunderlige på mange forskellige måder, har alle oplevet nederlag, kendt lidelse, kendt kamp, kendt tab og har ved Gud fundet vej ud af dybet. De mennesker havde og har en værdsættelse af noget større end dem selv, en modtagelighed og en forståelse for liv, der fyldte og fylder dem med medfølelse, mildhed og en dyb kærlig opmærksomhed. Sådanne gode mennesker sker ikke bare – de bliver til. De er befriet og er nu en frugt af ydmyghed. De har åbnet sig for Gud. Nogle gange er fred og beskyttelse, velfærd og medgang årsag til manglende åndskraft, fordi der simpelthen ikke skal mønstres noget. Der kan komme godt ud af at miste kontrol, rystelser og modgang fører ofte dybde og visdom med sig. Hvorfor f.eks. beskæftige sig med et liv efter døden, hvis man aldrig tænker, at man skal dø. Men det skal alle. Så før eller siden, må vi forholde os til det evige. Bedre før end senere, fordi der kommer visdom og ydmyghed ud af at møde det evige.
I Japan er der en gammel tradition. Man får en skål med sig hjemmefra ved bryllupper, og hvis den tabes eller går i stykker, så limer man den sammen med guld. Brudfladerne gør på den måde skålen smukkere og mere værdifuld, end da den var perfekt. Sådan er det med tilværelsen. Vi ser ofte først storheden og det smukke, når vi er blevet ganske små af modgang og lidelse.
Jesus helbreder i dag en døv og stum mand med ordene: Effatha! Det er aramæisk og er oversat til Åben dig! Det betyder egentlig: bliv befriet! Og det siger alt. At åbne sig for Gud er også at blive fri. Gud befrier os fra vores selvoptagethed, så vi kan høre og genkende hans virkelighed og dermed lære vores opgaver at kende og os selv som menneske på den rigtige måde.
Når vi gør det, kan vi slet ikke lade være med at give Gud æren. Deri består befrielsen. At tingene bliver sådan som de er. Oppe bliver op og nede bliver ned, Gud bliver Gud og menneske til menneske og alt falder ind på sin plads med de opgaver der følger med, fordi Gud giver livet mening – også når vi ikke kan se det.
Vi tror jo også på solen, selv om der er overskyet. Det er sådan set virkeligheden. At blive fri sammen med Gud er at komme ud af sit lille fængsel og holde op med at kæmpe imod virkeligheden.
Og hvad er det første, den blinde ser, da Jesus helbreder ham? Han ser Jesus. Det er fordi det første, du som fange ser, når du befries, er befrieren. Og når det sker, så ser du kun din befrier, for du glemmer i det øjeblik dig selv og er til i dyb taknemmelighed og bliver ren glæde. Det ville være helt utænkeligt at kæmpe imod den, der befrier dig. Som gidsel skal du bare følge med, lade dig bære ud, hvile trygt i stærke arme.
Sådan er det med Jesus, der siger Effatha! Kom ud, bliv fri – fanger som vi er i en falden verden, der er holdt op med at tro på Gud. Det eneste aktive, du og jeg kan gøre overfor Gud, er derfor ikke at gøre modstand. Tro er ikke at gøre modstand. Du og jeg skal bare lukke øjnene op og se befrieren og indse, at vi dermed er set. Du er set, du er fulgt, du er vogtet og værnet, hentet og elsket – du er skabt af Gud til at være i et åbent liv med Gud, for Gud har skabt dig til sig selv, og han er så ganske tæt på dig, som intet andet.
At åbne sig er på den måde faktisk at lade være med at lukke sig inde – kan du se det? Effatha! Luk dig op – kom herud, åbn øjnene, kravl op af hullet, ud af kælderen, hold op med den barnlige leg, der tror, at hvis du holder dig for øjnene, så kan de voksne ikke se dig.
Gud ser dig hele tiden – det er godt, det er smukt, og det er dødsens alvorligt og krævende ja, men når det er sandheden om virkeligheden, så er det der, vi må leve, og tror vi ikke det, er vi blevet uvenner med virkeligheden, med Gud – og dermed også os selv. Husk det: tro er ganske enkelt at stole på Gud, alt andet er at gøre modstand.
Salmer: 749 - 446 – 10 – 159 - 31
Thomas Østergaard Aallmann er sognepræst