Leder

Vi har lige holdt menighedsrådsvalg. Første søndag i advent tiltræder så de nye menighedsråd. I forbindelse med deres tiltrædelse skal de hver især love med underskrift ”at ville udføre det mig betroede hverv i troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke, så at den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst”.

Desværre har de forskellige kampagner, der har været for at rekruttere (sådan hedder det åbenbart) medlemmer, ikke været særlig meget inde på netop dette løfte. I menighedsrådsforeningens blad kan man til gengæld læse om en menighedsrådsformand, der ikke er troende. Han er derimod fyldt af en stærk fællesskabsfølelse. Man havde nok mere regnet med Helligånd. Men nej – fællesskab er hvad det handler om.

I et andet nummer fortæller et menighedsrådsmedlem, at rådet har en vision om at nedbryde skellet mellem dem og os (hun mente vist mellem gamle og unge). Derfor har de haft et modeshow i kirken.

CS Lewis ironiserer i det lille satiriske skrift The Screwtape Letters (Fra Helvedes Blækhus / Djævelske Breve) over dette fænomen, som han kalder Kristendom og:
"Kristendom og krisen, kristendom og den nye psykologi, kristendom og vegetarianisme osv." Kristendom og er ifølge den gamle djævel nemlig et nyttigt redskab til at lede mennesket væk fra troen.

Vi må søge, råder han, at erstatte den enkle tro med el eller andet modefænomen med kristelig fernis: "Her skal vi udnytte deres (menneskenes red) frygt for 'den gamle trummerum'".

Det kan ikke understreges nok at hverken præster, menighedsråd eller nogen andre skal putte deres eget indhold ind i kristendommen. Vi er blot husholdere eller forvaltere. At pege det rigtige sted hen, det er det det drejer sig om. Også for et menighedsrådsmedlem.

Vi kan ikke forvente, at hverken indforståede eller udenforstående påskønner gudstjenesten og evangeliet, hvis vi hele tiden selv har så travlt med at underbyde og undskylde det. Lad os nu derfor være stolte af evangeliet. Lad os, præster som lægfolk, nøjes med det ”ringe middel” og så må vi have tillid til Guds Ånd – at den virker bedst i stilhed og ikke med kæmpehånd.

Nyt Babel som pdf

af Nyt Babel

Her kan du SNART hente hele Nyt Babel i pdf-format, lige til at printe ud.

Del gerne Nyt Babel ud til venner og bekendte, enten ved at linke til nytbabel.dk, eller ved at tage et udprint og give videre.

Om Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel er et nettidsskrift, som drives på frivillig basis. Det redigeres af Stine Munch, Merete Bøye og Nana Hauge. Læs det på nytbabel.dk.

Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412
Konto: 3412 312 082

Du kan også støtte ved at dele Nyt Babels artikler på sociale medier, eller ved at trykke et par ekstra udgaver af pdf-filen og give dem til dine venner eller lægge dem rundt omkring, hvor der kunne tænkes at findes læsere.

Vi takker for enhver støtte. Tak til alle, der har støttet hidtil med små og store beløb.

Fortællingen om hvordan engelskstudiet blev opløst

af Hans Hauge

Uddrag fra Hans Hauge, Fortællingen om hvordan engelskstudiet blev opløst, hvorefter alle de humanistiske fag blev globaliserede studier på engelsk. Et satirisk essay. Bod, Hellerup, 2024.

ARTS IN AARHUS - DANISH FOR PROGRESS

 ”du danske sprog, du er min moders stemme, så sødt velsignet du mit hjerte når” H.C. Andersen

 

På et tidspunkt besluttede de visionære styrende på universitetet i Aarhus, at de ville videre. Det hele skulle være på engelsk (eller amerikansk). De sad nede på Sandbjerg Slot og fandt på nye navne. Rektor forestillede sig endog, at der en dag ville blive talt engelsk selv i kantinerne. Efterhånden begyndte alle humanistiske studier at ligne engelskstudiet. Aarhus University skulle være et senmoderne universitet, derfor fjernede de allerførst Det teologiske fakultet. Det var for gammeldags.

Det var begyndelsen på det posthistoriske universitet, der var indledt. Man udvisker oprindelserne: først de teologiske, dernæst de nationale. Det teologiske fakultet forblev dog som et spøgelse gemt væk i et hjørne på et institut med det innovative navn: Kultur og samfund eller School of Culture and Society. De forsøger at overleve ved at dyrke woke queertheology.

Dernæst skulle fakulteterne have engelske navne. Man fulgte den strategi, som vi kender fra forretningsverdenen, hvor Udsalg for længst var blevet til Sale, og hvor de har private banking, og hvor det på tv hedder Newsroom. Man importerede evalueringer, som mange kendte fra hoteller rundt om i verden. Forskelle mellem universitet og forretningsverdenen skulle ophæves. Det humanistiske fakultet blev til Faculty of Arts eller blot Arts. Ordet blev hurtigt accepteret af de ansatte. I dag ved de studerende ikke, at det hed noget andet engang.

I Aarhus blev naturvidenskab omdøbt til Natural Sciences (altså i flertal). Det lægevidenskabelige fakultet slap af med det videnskabelige og blev til Health. Det lyder ikke som en videnskab. Handelshøjskolens fag, jura, økonomi osv. blev til det besynderlige Aarhus BSS, og til sidst er der Technical Sciences, men er de nu også videnskaber?

Ja, det har man besluttet. Videnskab er mange ting. Sådan præsenteres Arts udadtil: Faculty of Arts er et af Nordeuropas væsentligste fakulteter for forskning og højere uddannelse inden for humaniora, teologi og pædagogik. Det er med sin bredde, som rækker fra it-fagligheder over klassiske humanistiske, teologiske og samfundsvidenskabelige discipliner til pædagogik og uddannelse, præget af stor spændvidde i videnskabelighed:

"The Faculty of Arts at Aarhus University is one of Northern Europe’s largest and wide-ranging faculties for research and higher education within the humanities, theology and education. The faculty ranges ranges from IT expertise to the classical humanistic, theological and social scientific disciplines to didactics and education. The faculty is characterised by a wide range of academic fields and includes a large and diverse portfolio of degree programmes."

Fakultetet er ifølge sig selv væsentligt og bredt og har spændvidde. Det er på en måde underligt, når universitets motto er dybde og ikke bredde. I den engelske udgave er Arts kun et af de største og ikke det væsentligste. De opgav nok at oversætte. Kan man ikke sige andet om dette Faculty, kan man da skrive noget om størrelsen, og det er vel faktatjekket, at det er et af de væsentligste i Nordeuropa. Sådan på niveau med Oslo, Stockholm, Rostock, Kiel og Hamburg?

Dernæst bedriver Arts videnskab, eller passer det nu? Det ’videnskabelige’ er forsvundet i den engelske udgave. Der er det karakteriseret ved en wide range (ranges gentages tre gange i teksten, der tydeligvis ikke er rettet). Har de heller ikke kunnet finde ud af, hvordan man oversætter ’videnskabelighed’ til engelsk? Der er spændvidde i videnskabeligheden, men hvad betyder det mon egentlig? At der er mange meninger om, hvad videnskabelig er? Det kan være så mange ting, som man siger. Anything goes. Arts i Aarhus er mere end humaniora. Det har med bredden og spændvidden at gøre. Det omfatter teologi, som ikke er et humanistisk fag og samfundsvidenskab, som kan være det. Arts er altså ikke humaniora, men heller ikke Science. Det er en hybrid. It-fagligheder (i ental på engelsk – expertise) er heller ikke humanistisk (men science?). Pædagogik oversættes først til ’education’ og derefter til ’didactics’. De har undgået ordet ”pedagogy”.

Det vil sige: I Aarhus nedlagde de ikke kun Det teologiske fakultet, de nedlagde også Det humanistiske. Og det er alle tilfredse med. Man kan ikke standse fremskridtet.

Hans Hauge er dr. phil 

Er det grundtvigsk at tale troen og dåben ned?

af Nils Arne Pedersen og Maria Louise Odgaard Møller

I maj måned fik vi en henvendelse fra Kristeligt Dagblad, der ønskede at inteviewe os til en kritisk artikel om det grundtvigske i dag. Det gik vi ind på, og avisen bragte artiklen den 17. maj. Senere fulgte i Kristeligt Dagblad den 10. juni et svar til os fra sognepræst Birgitte Rosager Møldrup, der er medlem af styrelsen i Grundtvigsk Forum. Skønt Kristeligt Dagblad selv havde ønsket denne debat, blev vores svar til Møldrup ikke optaget i avisen. Da vi mener, at debatten er vigtig, og at Møldrup fortjener et svar, vil vi gerne her bringe vores indlæg, idet vi inkluderer nogle afsnit, der var udeladt på grund af avisens regler for indlæggenes længde. Interviewet og Møldrups svar kan tilgås i Kristelig Dagblads avisarkiv. Her er vores gensvar:

 

Tak til Birgitte Rosager Møldrup for indlægget i Kristeligt Dagblad d. 10. juni, som er et svar på en artikel i Kristeligt Dagblad d. 17. maj, hvor vi interviewes om det grundtvigske i dag. Vi hilser det velkomment, at en fra den forening, der bryster sig af åndsfrihed, i det åbne og offentlige vil tage debatten om Grundtvig og det grundtvigske.

Møldrup skriver flere ting, der giver anledning til svar og uddybning fra vores side. Ifølge Møldrup er Grundtvigsk Forum sekulariseret, fordi foreningen ikke er en kirke. Det sekulariserede står imidlertid ikke kun i et modsætningsforhold til det kirkelige, men også til det kristne. Er Grundtvigsk Forum sekulariseret i en grad, så det kristne ikke længere findes i foreningen – eller er trængt så meget i baggrunden, at det er svært at få øje på? Her skriver Møldrup, at de ansatte i foreningen med akademileder Ingrid Ank i spidsen i stor udstrækning ”lægger Grundtvigs salmer og kristendomsforståelse frem”. Er det Grundtvigs kristendomsforståelse, der lægges frem i kronikken af Ingrid Ank, Morten Thaysen og Inge Haandsbæk Vestergaard fra den 21. marts, som vi forholdt os til i interviewene? Ifølge kronikken er kirkens formål ikke at pege på troen og forkyndelsen, i stedet skal den tjene den folkelige sammenhængskraft. Eller er det Grundtvigs dåbssyn, når Ank på lederplads i Grundvigsk Tidende og i bogen Dåben klæder dig skriver, at ”Gud er ligeglad med dåben”. Vi mener ikke, at der på nogen måde kan findes belæg for det dåbssyn hos Grundtvig. Hvor langt væk fra det, Grundtvig selv skrev og sagde, bør man komme i det grundtvigske? Er det grundtvigsk at sige, at dåben og troen er ligegyldig, og hvis ja, hvorfor?

Møldrup skriver: ”Hvis Grundtvig havde syntes, at det kun var det kirkelige, der var vigtigt for et menneskeliv, så havde han nok holdt sig til sin præstegerning og ikke skænket den sorte skole en tanke eller gidet at blive politiker”. Dette er nok at køre Kaj Thanings adskillelsestese ud i det absurde. Grundtvig var ikke kun kristen en time i kirken om søndagen, og helt sekulær, når han talte om skole og politik. Livet var ikke hakket over i usammenhængende bidder for ham. Tværtimod skulle skolen til for at oplyse om det menneskeliv, der først blev fuldkomment i den kristne tro. Og allerede det lys, skolen skulle kaste over menneskelivet, udsprang af skabelsesberetningen, den mosaisk-kristelige anskuelse, hvor mennesket er et guddommeligt eksperiment af ånd og støv. Det kan godt være ”et adelsmærke” for grundtvigske at værne om det fællesmenneskelige, men ikke i en total afkobling fra eller ignorering af kristendommens helt afgørende betydning i Grundtvigs tænkning, digtning og øvrige forfatterskab.

Møldrup mener, at det er et grundtvigsk præg på folkekirken, at vi er kristne, hvis vi er døbte – “det er en titel, der ikke tages fra os, hvis vi tvivler, fordi det er knyttet til dåben”. Ja, i tro kan vi altid vende tilbage til dåben, trods al tvivl. Men hvad så, hvis vi ikke bare tvivler, men vender dåben ryggen og afviser Kristus? Når Møldrup spørger, hvem der egentlig kan “pege på andre og sige, at de ikke tager troen alvorligt?”, ja, så må et første svar da være, at de døbte, der direkte afviser kristendommen, heller ikke tager troen alvorligt.

Møldrup hælder her til en teologi fra begyndelsen af det 20. århundrede, hvor folket og kirken, sognet og menigheden blev opfattet som sammenfaldende. Den stammer ikke fra Grundtvig, men udsprang af et forståeligt opgør med vækkelserne, der tenderede mod at blive selvgode, lukkede miljøer. I protest mod vækkelserne (herunder den grundtvigske) pegede det 20. århundredes teologer på, at de mennesker, der ikke hørte til vækkelsesbevægelserne, fortsat var døbte og medlemmer af kirken.

Det opgør havde sin berettigelse, men endte ofte i en ligegyldighed overfor, om medlemmerne kom i kirken eller hørte dens budskab. I dag er vores problemer nogle helt andre: De nyfødte børn bliver tit ikke døbt, fordi de “skal vælge selv”, og i deres familie møder de heller ikke senere kristendommen som en seriøs valgmulighed.

Denne tendens fra hovedstadsområdet breder sig i disse år til provinsen. Vi kan ganske rigtigt ikke se ind i et andet menneske og afgøre, om det tror, og selv en tro så lille som et sennepskorn kan Gud lade vokse. Men vi kan se på vores udsagn, og her er det både gift for kirken og langt fra Grundtvigs tanker og virke, hvis man ikke vil pege på troen og forkyndelsen, eller skriver, at Gud er ligeglad med dåben.

 

Nils Arne Pedersen er lektor, dr.theol. og Maria Louise Odgaard Møller er frimenighedpræst og ph.d

Grundtvig er mere end fællesskab, højskoler og demokrati

af Knud Nyboe Rasmussen

Grundtvig er igen blevet sat på den aktuelle dagsorden med DRs store projekt På grund af Grundtvig med to Grundtvig-serier i TV og adskillige programmer om Grundtvig på P1. Og vist i 2026 følger TV2 efter med en stor Grundtvig-dramaserie.

I denne store medieinteresse såvel som i beskæftigelsen med Grundtvig i andre sammenhænge er der en tendens til især at fokusere på det, vi kunne kalde den folkelige Grundtvig, altså Grundtvig som ophavsmand / inspirator til det folkelige fællesskab i Danmark, til folkehøjskolen, ja, sågar til demokratiet. Og det er ikke forkert.

Men der er en anden side af Grundtvig, som for det meste er stærkt underbelyst, nemlig det, vi kunne kalde den kirkelige Grundtvig, altså Grundtvigs syn på tro og kristendom, på kirke og menighed. Denne underbelysning af det kirkelige hos Grundtvig har også været at finde i ledende grundtvigske kredse. Derfor kunne det i slipstrømmen af det aktuelle fokus på Grundtvig være oplagt at se lidt nærmere på Grundtvigs opfattelse af tro og kristendom. Måske har denne side af Grundtvigs værk fået fornyet relevans og betydning i den religiøse situation, som vi i dag befinder os i.

Ingen kan jo være i tvivl om, at vi i dag befinder os på en kæmpestor religiøs markedsplads. En Google-søgning på ordet ”religion” gav for nylig 3.160.000.000 opslag på 0,25 sekunder! Den religiøse brogethed er stor, ja nærmest kaotisk. Det samme gælder den religiøse forvirring.

Samtidig er der – og det kan synes paradoksalt – i nutiden en stadig større trend, også blandt intellektuelle og kunstnere, i retning af en ny interesse for kristendom og den kristne tro. Men at interessen for kristendom og kirke i dag er stigende, deraf følger jo ikke nødvendigvis, at man også véd noget om, hvad kristendommen går ud på. Det var vist den gamle socialdemokratiske hofmarskal Hans Sølvhøj, der engang lidt spidst konstaterede, at der er ikke mange huller i danskernes uvidenhed, når det gælder kristendom og kirke. Og i et åbent brev til danskerne i BT for nogle år siden konstaterede Naser Khader: "I ved for lidt om kristendommen, og det synes jeg er ærgerligt."

Går man ud på gaden og stiller danskerne spørgsmålet: Hvad er kristendom? – så vil mange, sikkert de fleste, blive forlegne og ikke rigtigt vide, hvad de skal svare eller gribe til for at finde svaret. Mange vil måske sige noget med næstekærlighed. Men det allermest nærliggende at gribe til, vil sikkert de færreste komme til at tænke på. Og hvad er så det? Ja, hvad er det, som det er helt oplagt at gribe til, når et døbt menneske og for så vidt enhver anden skal blive klar over, hvad den kristne tro er? Det er et godt og centralt spørgsmål i en religionsforvirret tid.

Præcis det samme spørgsmål stillede Grundtvig sig også for 200 år siden, hvor den religiøse forvirring også var stor, bla. i forlængelse af rationalismens udrensning af fundamentale kristne kernebegreber. Grundtvig tumlede længe med spørgsmålet, men så – det var engang i 1825 – slog svaret ned i ham. Han gjorde, hvad andre spøgefuldt har kaldt en ”mageløs opdagelse”, som vel at mærke ikke var en opfindelse af noget nyt, men en (gen)opdagelse af noget meget gammelt og oprindeligt.

Og hvad gik opdagelsen ud på? Jo, såmænd: Når vi vil vide, hvad der er sand kristendom, hvad er da mere nærliggende end at gribe til den tro, som de fleste her i landet er blevet døbt på – den apostolske trosbekendelse, der efter sit indhold (!) går helt tilbage til apostlene. Det er denne trosbekendelse, som mennesker op igennem kirkens historie er blevet døbt på for at blive optaget i kirken. Den tro må da sige os, hvad der er sand kristendom og hele tiden har været det. Det var i al enfoldighed, hvad der blev klart for Grundtvig i en rationalistisk tid, hvor de fleste havde glemt det – og hvor de lærde skændtes om bibelen og kristendommen, så almindelige mennesker ikke vidste, hvad de skulle tro, men følte sig i lommen på teologerne og deres uenigheder. Grundtvig har selv senere beskrevet sin opdagelse sådan: ”Da jeg nu i denne retning uafladelig grublede, læste og skrev under bøn og påkaldelse, se, da slog det mig i et velsignet øjeblik: at det mageløse vidnesbyrd, jeg så møjsommelig ledte om i hele Åndens verden, det gennemlød som en himmel-røst hele tiden og kristenheden i den apostoliske tros-bekendelse ved dåben.” (Kirke-Spejl)

Men det vil jo sige: Når vi vil vide, hvad kristendom er, så er det dåbens tro på Faderen og Sønnen og Helligånden, vi skal vende os til. Denne tro, som ethvert kristent menneske er blevet døbt på og ind i, den siger os, hvad der er sand kristendom fra begyndelsen af. Men det vil jo igen sige, at enhver af os har mulighed for at få svar på det spørgsmål, hvad kristendommen og den kristne tro er. Vi behøver ikke være lærde eller teologer, der kan læse bibelen på hebraisk og græsk. Ej heller behøver vi blive forvirrede endsige anfægtede, når de lærde strides om bibelen og troen og giver svar i alle mulige og umulige retninger. Nej, ethvert døbt menneske kan vende sig til den dåb, som det selv og hele den kristne menighed er døbt med. I dåbens trosbekendelse møder det troen på Gud Fader, den almægtige, Himlens og jordens skaber, og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er død og opstanden for os, og på Helligånden, som skaber kirken og skænker mennesker tro på syndernes forladelse og det evige liv. Denne apostolske tro er det oprindelige og sande udtryk for, hvad der er kristendom og altid har været det. Det var det, der ”i et velsignet øjeblik” stod klart for Grundtvig.

Men den samme klarhed over, hvad den kristne tro går ud på, er også hårdt tiltrængt i dagens brogede religiøse situation, hvor det skorter på helt elementær viden om kristendom og den kristne tro. Med Grundtvigs fokus på dåben og dåbens trosbekendelse er det muligt for alle at få en kvalificeret opfattelse af, hvad den kristne tro er. Dermed sættes den almindelige folkekirkelige menighed også i stand til at forholde sig selvstændigt og myndigt til præsters forkyndelse og teologers udsagn om troen. Et sådant ”myndigt lægfolk” er en mangelvare i mange danske sogne i dag, hvad de fleste præster kan tale med om.

Men ikke kun for den folkekirkelige menighed har Grundtvigs trosforståelse den største betydning. Det har den også for den teologiske forskning på universitetet og i folkekirkeligt regi. For den af Grundtvig kastede klarhed over menighedens tro og dermed også kirkens grund er et værn mod enhver fundamentalisme, der vil begrænse teologiens akademiske frihed til at forske og studere skriften og gennemtænke troen.

Samtidig har trosklarheden fremmet en levende og kongenial bibelbrug i kirken. Tænk blot på Grundtvigs egne salmer og på hans prædikener, som er gennemsyret af bibelsk tankegang og billedsprog i en grad, som næppe er set siden Luther.

Så der er al mulig grund til midt i den fornyede Grundtvig-interesse også at trænge dybere ind i Grundtvigs kristendoms- og kirkeforståelse, så det ikke kun er de sædvanlige floskler om Grundtvig som ophav til det folkelige fællesskab, til højskolerne og demokratiet, der står tilbage. Spørgsmålet er, om ikke Grundtvigs salmer med et levende udtryk for hans tros- og kirkesyn er det, der står allerklarest i arven efter den gamle. Og måske er det også dér, hans største betydning i dag ligger.

Knud Nyboe Rasmussen er cand.theol. og tidligere sognepræst

Anti-menneskekulten

af Merete Bøye

Vi er i den vestlige verden tilsyneladenre i gang med at erstatte den traditionelle moral og det positive kristne menneskesyn, hvor mennesket er syndigt, men dog gudskabt og gudvillet og gudbilledligt, med et meget dystert og negativt syn på mennesket, hvor mennesket kun er ren synd. Han er nemlig en klimasynder.

Der er mange, især blandt unge mennesker, der anser mennesker for at være en slags sygdom på jordkloden. Man har fået ind i hovedet, at der snart kommer for mange mennesker på Jorden, og at Jorden ikke vil kunne brødføde så mange, og at vi vil løbe tør for naturlige ressourcer. Og så er der selvfølgelig den altoverskyggende forestående klimakatastrofe: Verden går under, hvis vi ikke nedbringer vores CO2-udslip inden år 2012 eller -20 eller 30.

Man kan ikke besøge et museum eller en zoologisk have, uden at man lige skal have at vide, at Jordens undergang er nær, og at det er menneskenes skyld. Jeg var i Randers Regnskov med min familie, og det var jo meget hyggeligt sådan at se et lille udsnit af hele den vidunderlige mangfoldighed af dyr og planter, som Gud har skabt ud over hele verden. Men som det efterhånden altid er, når vi går på museum eller i zoologisk have, så kom vi selvfølgelig ikke uden om en væg fyldt med tekst og billeder, der ligesom var  beregnet til at gøre os bekymrede. ”RÆDSELSKABINETTET – fakta og prognoser om klodens tilstand”, stod der, og så vældede det ellers frem med dystre spådomme om oversvømmelser og død og ødelæggelse.

Det er selvfølgelig godt at være ansvarlig og passe godt på Guds skaberværk, men bør der ikke være grænser for, hvor åndeligt befordrende det er at fylde børn med angst og katastrofetanker, hver gang de er ude på hvad der skulle være en hyggelig udflugt med familie eller skole?

Og Randers Regnskov er i den milde ende. Den er ingenting i sammenligning med Energimuseets i 2012, hvor de havde en særudstilling om ”Klima”. Museet blev bl.a. prydet af en væg, der var dekoreret med hundredevis af kondomer. Det skulle illustrere budskabet om, at begrænsning af befolkningstallet er den bedste måde at begrænse CO2-udledning på.  ”En gennemsnitsdanskers levevis er årsag til udledning af ca. 19 tons CO2 om året”, lød skriften på væggen. I det hele taget er mennesker, forstod man, til byrde for planeten, så jo færre af dem, des bedre. Ethvert nyfødt barn var en belastning for jordkloden og for miljøet. Derfor: husk kondomet og skån planeten. Jeg var højgravid med mit tredje barn på det tidspunkt, og jeg tænkte uvilkårligt: Sikke en måde at blive budt velkommen til verden på.

Det er klart, at der findes problemer i verden, og nogle af dem er endda store. Men mon ikke, det er bedre at gå til problemerne med mod og vilje til at finde løsninger – og en tro på, at også mennesket har en positiv plads i skaberværket – end det er at lade sig skræmme og gå i panik.

Mange børn og unge i dag lider af angst i en grad, så det er ødelæggende for deres tilværelse. De kan ikke koncentrere sig om skolearbejde, pligter og fritidsinteresser, fordi så meget af deres tid går med at sidde og bekymre sig. De er bange for, at deres blotte eksistens kommer til at være skyld i Jordens undergang. Flere unge har fået den psykiatriske diagnose: klimaangst. Det er normalt og godt at ønske at begrænse forurening og ødelæggelse af naturen – vi er jo sat til at være forvaltere af Guds gode skaberværk – men når når mængden af tid, man bruger på den slags tanker, bliver invaliderende, så kaldes det klimaangst. Angst – enten det er for klimaet eller for noget andet – er ikke befordrende, hverken for at finde løsninger på problemerne, eller for ens eget mentale helbred.

Jeg har veninder, hvis voksne døtre har erklæret, at de ikke vil sætte børn i verden – for klimaets skyld. Aborter vil de gerne have, og føler tilsyneladende hverken skyld eller fortrydelse i forbindelse med det. Det er en større synd at føde et barn til verden, end at tage livet af det i livmoderen, må de jo mene.

Det er en synd at køre bil, at købe tøj, at spise kød, at slå en prut, at føde børn, at trække vejret – det er slet og ret en synd at være menneske. Fordi mennesker og alt det, de gør, skaber et dårligt miljø og er dårligt for klimaet. Jeg synes også, det er en god idé at skabe et godt miljø og passe på jordkloden. Men for hvis skyld er det, vi gerne vil skabe et godt miljø på Jorden – hvis ikke for menneskenes egen? Er det for jordkloden i sig selv? Denne store, runde sten, vi går omkring på?

Når vi siger, at vi gerne vil redde jordkloden, så er det i sig selv et uhyre selvovervurderende udtryk. Planeten skal nok klare sig. Den har klaret sig gennem meteorregn og istider og polvendinger og hvad end det var, der udryddede dinosaurerne – så mon ikke også nok, den overlever menneskene?

Men når vi mennesker taler om at passe på jordkloden eller ”redde planeten”, så plejer vi da at mene: bevare jordkloden som et godt levested for mennesker (og dyr, bevares). Spørgsmålet er, om man gør det ved at betragte menneskeligt liv som sådan som et problem?

Man kritiserer de store religioner for at kalde mennesker syndige, men ingen af dem, end ikke den sorteste Indre Mission eller den mest destruktive islamiske sekt, har nogensinde påstået, at selve det at være til stede på jordkloden som menneske, var syndigt. Det hævder alene den moderne klimakult.

Jeg siger ikke, at man ikke bør fortsætte med at passe på miljøet og sørge for, at luften er ren, vandet kan drikkes osv. Det er klart, at man skal gøre disse ting, for luft og vand er livsnødvendigheder for mennesker. Men omsorgen for miljøet er gået amok, når den bliver til foragt for det, den egentlig skulle beskytte, nemlig menneskelivet.

GENLÆS: Klimamission i kirken

af Jens Olaf Pepke Petersen

I anledning af Nyt Babels ti års-jubilæum genudgiver vi nogle relevante artikler fra tidligere udgaver. Her er det Jens Olaf Pepke Petersens artikel om klima og kirke fra #14, som taler lige ind i den aktuelle debat om "grøn kirke" og klimakristendom.

 

Under det store klimatopmøde i København i 2009 valgte flere af landets kirker at følge en opfordring fra Klima- og miljøgruppen under Danske Kirkers Råd om at lade kirkeklokkerne ringe 350 gange til ”alarm, håb og handling”. De 350 klokkeslag skulle symbolisere de 350 CO_2-molekyler, der højst må være per million molekyler i atmosfæren, hvis vi skal holde os under det niveau, som gruppen anbefaler af hensyn til klimaet.

Egentlig var der spændende perspektiver i initiativet, for næste naturlige skridt måtte vel være, at kirkerne fx under de kommunale budgetforhandlinger også kunne bruge klokkerne til at ringe ud, hvad skatteprocenten eller grundskyldspromillen højest måtte være i det nye skatteår. Men ifølge biskoppen i Roskilde, Peter Fischer-Møller, der anbefalede ringningen, var klimaet netop ”ikke en partipolitisk sag. Det handler om klodens og vor fælles fremtid, som vi som kirke også bør forholde os til”, som han sagde til Politiken.

Det er dog oplagt at stille spørgsmålstegn ved, om klimapolitik ikke også er partipolitik, og om kirken derfor bør forholde sig til klimapolitikken. I hvert fald er det da noget specielt, at kirken ligefrem har en mening om atmosfærens kemiske sammensætning.

Klimaspørgsmålet er imidlertid en langvarig interesse for Peter Fischer-Møller, der op til klimatopmødet i 2009 sammen med 14 andre danskere fløj til Egypten for at deltage i en af Danmissions talrige dialogkonferencer, som ved denne lejlighed handlede om klimaændringer. Man kan undre sig over, hvorfor Danmission ser det som sin opgave at arrangere en konference om klimaændringer i Egypten, men ifølge Fischer-Møllers forklaring, var et af formålene at få gang i samtaler mellem muslimer og kristne, og heldigvis kunne han efterfølgende berette, at der da var gode samtaler over såvel måltider som udflugter samt endda godt humør, når tingene ikke lige gik efter planen.

Umiddelbart før klimatopmødet i Paris i 2015 blev Fischer-Møllers klimakarriere kronet med udnævnelsen til klimaambassadør for den internationale og tværkirkelige organisation ACT Alliance, og han udtalte i den anledning til Kristeligt Dagblad, at ”klimaengagerede kristne og kirken har en særlig rolle at spille i den fortsatte kamp for at redde klodens klima efter Paris-mødet".

Biskoppens spændende rejser, som hans klimadiplomati kaster af sig, er ham vel undt, og hvis Danmission har det svært med at diskutere forfølgelse af kristne i Mellemøsten, så er klimaproblemer sikkert et ganske uproblematisk emne for et dialogmøde. Men er det kirkens opgave at føre i klimapolitik?

Klima- og miljøgruppen under Danske Kirkers Råd er naturligvis ikke i tvivl, og de mener også, at de har det teologiske grundlag i orden. I deres Teologisk og etisk grundlag står der således, at ”Gud Helligånd gør mennesker til sin kirke, frie i Guds kærlighed til at takke og dyrke Gud og til at tage imod livets gaver og opgaver, lokalt og globalt.” Hvilke opgaver Gud ”lokalt og globalt” har pålagt mennesket uddybes med henvisning til 1. Mosebog hvor Gud har givet ”mennnesket til opgave at være forvalter og hersker over skabningen”.

Herefter konkluderer Klima- og miljøgruppen, at den ”tror på, at kristne og kirker har et profetisk kald til at modvirke social og økologisk nød og uretfærdighed i verden”, og derfor arbejder gruppen ”på at skabe størst mulig bevidsthed i kirkerne for, at de rige, industrialiserede lande, inklusiv Danmark, gennem vores miljøbelastende adfærd og forbrug, har et historisk medansvar for miljø- og klimakrisen, der rammer de mest udsatte (herunder ikke mindst de fattigste) lande i verden hårdest”.

Dermed adskiller Klima- og miljøgruppen sig sådan set ikke fra andre politiske fortolkninger af Biblen, som for eksempel den befrielsesteologi, der opstod i 1950'erne og 1960'erne i Latinamerika og (kraftigt inspireret af marxismen ) kæmpede imod social uretfærdighed og skæv fordeling af ressourcer, som bevægelsen anså som et udtryk for synd.

Med samme argumentation kan man derfor også argumentere for, at kristne ud fra en guddommelig garanteret viden om, hvad der i enhver situation skal siges og gøres, skal blande sig i stort set alle politikområder, uanset om det drejer sig om klima, miljø eller samfundets politiske og økonomiske indretning. Netop det spørgsmål behandler teologen K. E. Løgstrup i bogen Den etiske fordring, hvor hans modargument er, at kristne er nødt til at tage stilling på ganske samme vilkår som enhver anden ikke-kristen, hvilket vil sige, at de skal bruge deres fornuft, indsigt og menneskelighed. Ifølge Løgstrup udstyrer Kristendommen ikke den ”enkelte med en politisk eller etisk bedreviden”, og han advarer derfor imod at lade Kristendommen stivne i ideologi, for ”at argumentere med det kristne budskab i politiske og etiske spørgsmål fører altid til den forenkling af problemerne, der ganske udelader de afgørende overvejelser. De falder under bordet. Den kristne sidder med favnen fuld af betragtninger, der er ligeså rigtige, som de er intetsigende, ligeså smukke, som de er banale, men han overlader alle vanskelighederne til de ikke-kristne”.

Det samme kan siges om Fischer-Møllers klimamission, hvor indholdet er en lind strøm af gode intentioner og almindeligheder. Til netmediet Altinget udtaler han således, at der må være en inspiration fra Kristendommen i debatten om emner som klima og udviklingsbistanden, men leder man efter konkrete forslag til politiske tiltag sidder han (med Løgstrups ord) tilbage med favnen fuld af smukke, men banale betragtninger, og han beskæftiger sig ikke med nogen af de konkrete vanskeligheder.

Fischer-Møller er således ikke til megen hjælp, når politikerne skal fastsætte afgiftsatserne på elbiler, finde støtteniveauet til biomasse eller beslutte, om der skal opføres nye vindmølleparker i Jammerland Bugt eller ved Mejl Flak.

Man kan også sætte spørgsmålstegn ved om klimaændringer vitterlig er den største trussel mod menneskeheden. I disse år ændrer samfundet sig dramatisk og med stor hastighed på en måde, som klimaændringer aldrig ville kunne forårsage: Store betonklodser og bevæbnede soldater er blevet en del af gadebilledet, vejspærringer og terrorsikringer er en fast bestanddel af selv den mindste byfest, og det er pludselig blevet normalt, at hjemmehjælpere, borgmestre og samfundsdebattører skal have politibeskyttelse.

Hvis man mener, at klimaændringer er et anliggende for kirken, så ville det mest oplagte være at se på den underliggende drivkraft bag vores stigende forbrug, nemlig befolkningstilvæksten. FN har således vedtaget 17 bæredygtighedsmål, men ikke et eneste af dem handler om at få klodens befolkningstal til at blive bæredygtigt. Forskere har også defineret ni såkaldte ”Planetary boundaries”, men heller ikke her indgår klodens befolkning. Forklaringen er, at emnet er omgivet af både politiske og religiøse tabu, så her ville Fischer-Møller måske netop kunne gøre en forskel.

Men det bedste ville efter min mening være, at de af kirkens folk, der har et – i øvrigt helt legalt - behov for at få politisk indflydelse, udlever dette behov gennem et af de mange politiske partier, men lader være med at bruge folkekirken som en platform.

 

 

 

Præsters retssikkerhed trues af tidsregistrering

af Marianne Wagner

For nylig udløste spændingen sig for både kirkeministeren og os, de gejstlige: Morten Dahlin bliver efter regeringsrokaden, hvor han er, og det er slet ikke så dårligt. For nu kan vi tage fat, hvor vi slap, nemlig ved tidsregistreringen, som han i Kristeligt Dagblad 24.8 forkyndte, at præster og provster nu kan fritages for.

Ministeren udtaler, at arbejdet har stået på længe, og dog siger han ikke andet end det, hnbeskæftigelsesministeren, hvis ministerium har fortolkningsretten af EU-direktivet, skrev til Kristine Krarup Ravn (KKR) den 21. juni i år: "I sidste ende er det op til jeres arbejdsgiver at vurdere, om de enkelte præster eller provster kan undtages." Det er det, kirkeministeren mener at have fået kæmpet sig frem til: At vi hver især skal bede vor biskop om fritagelse fra tidsregistreringen. Det er en dårlig løsning, for det, vi reelt skal bede om, er fritagelse fra loven, en lov, som ingen har ønsket, heller ikke erhvervslivet eller regeringen selv, hvilket beskæftigelsesministeren også betroede KKR i sit brev. Det er ikke en ønskelig vej at gå. Love skal holdes, uanset om de giver mening eller ej, og derfor skal man undlade at indføre meningsløse love. Den ellers så viljestærke regering har nu for mig at se to muligheder: enten at anvende nærhedsprincippet og sige klart fra overfor EU ved denne lov, eller at tolke loven på en anden måde end nu. Det første er det bedste, det sidste det nemmeste, og jeg skal forklare hvorfor:

Alle præster, fra biskopper til præsterne "på gulvet", har underskrevet et præsteløfte, der lægger op til selvtilrettelæggelse i stort omfang, og alligevel er det alene biskopperne som gruppe, der er blevet fritaget fra tidsregistreringen. Nu er biskopperne de første blandt ligemænd, og jeg har derfor svært ved at forstå, at tilrettelæggelsen af deres arbejde er så væsensforskellig fra præsters og provsters, at vi ikke kan indgå i gruppen. Det burde man hurtigt kunne bestemme sig for.
Ved ikke at ville det, svigter Dahlin både præster og provster, når han overlader det til os at argumentere for fritagelse. Derfor bør biskoppernes fritagelse også gælde os. De præster, der gerne vil tidsregistrere, og det kan jeg godt forstå, at nogle vil, bør have det som tilbud. Derfor må ministeren på banen, selv om han i samme artikel udtalte, at han ikke er jurist, og muligvis derfor ikke mener sig skikket til at tage en holmgang med beskæftigelsesministeriet og dets fortolkningsret af EU-direktivet. Jeg går ud fra, at nogle af hans embedsmænd er jurister, og derfor er det mit råd, at han går til dem, og at de sammen insisterer på at tage fortolkningsretten for den del af direktivet, der angår folkekirken, hjem til kirkeministeriet, så denne tåbelige sag kan få en ende.
Og at den får en ende er vigtigt for både kirken og for præsterne, for ifølge Den Danske Præsteforening vil de præster, der beder sig fritaget som selvtilrettelæggere få følgende problem:

"Er man selvtilrettelægger i lovgivningens henseende, er man ikke omfattet af Arbejdsmiljølovgivningens beskyttelsesregler. For dig som præst er de væsentligste regler retten til en daglig hvileperiode på 11 timer og retten til et ugentligt fridøgn indenfor hver periode på 7 døgn (Arbejdsmiljølovens §50 og §51) samt reglen om at du maksimalt må arbejde i 48 timer i snit om ugen over en fire måneders periode (lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet § 4).

Kirkeministeriet har tilkendegivet, at det alene er op til biskopperne at beslutte, hvilke præster, der er selvtilrettelæggere. Omfattes du af denne beslutning skal det fremgå af et tillæg til din ansættelseskontrakt, at du ikke er omfattet af beskyttelsesreglerne. Biskoppens afgørelse skal varsles, men konsekvensen af ikke at skrive under på ændringen er ikke klarlagt."

Som jeg læser dette, vil præster nærmest være retsløse i forhold til arbejdsmiljøreglerne, og det er vanvittigt, når vi, der ønsker fritagelse, i realiteten blot ønsker at opretholde status quo. Og når vi ønsker det, tror jeg (uden at kunne tale for alle), at det handler om, at vi gerne vil være med til at opretholde nærværet til sognebørnene, fordi vi ønsker at leve i et kristent land. Ad åre vil tidsregistreringen gøre præsterne til funktionærer, hvilket igen vil føre til frafald, en mindre kirke og et mindre kristent land. Det er – mig bekendt – hverken kirkeministerens eller hans partis ønske, så hvad med at udvise den handlekraft, denne regering elsker så højt, på en positiv måde, ved f.eks. at undersøge, hvordan man har tolket EU-direktivet i Tyskland og Frankrig, hvor præsterne er fritaget for tidsregistreringen?

 

Marianne Wagner er sognepræst

Prædiken til 12. søndag efter trinitatis

af Thomas Østergaard Aallmann

Jesus sukker, lige inden han helbreder den blinde. Bemærkede I det, da I hørte teksten? Der står: Jesus så op mod himlene, sukkede og sagde Effatha! – det suk, har jeg også bare læst henover i mange år.

Men jeg tror, at det er ret betydningsfuldt. Hvorfor sukker Jesus lige inden, han gør noget så smukt som at helbrede en blind? Ville vi ikke juble eller være spændte? Hvorfor sukker Jesus lige inden han hjælpe os i vores elendighed?

Jeg tror, at Jesus sukker over, at hans hjælp overhovedet er nødvendigt. Gud har skabt os, men han sukker over, at det ovenikøbet er nødvendigt for ham, at komme os til undsætning.

Sagen er jo, at vi er skabt af Gud til fællesskab med Gud, men vi vil ikke være Guds. Vi gør oprør, fordi vi vil være vores egne, fordi vi tror, at vi kun kære være lykkelige, hvis vi bliver på vores præmisser. Som en klog englænder sagde engang: ”Verdenshistorien er en lang tragisk beretning om menneskets forsøg på at finde noget andet end gud, der kan gøre det lykkeligt”.

Jeg tror, at det er derfor, Jesus sukker. Lidt som en far, der må hente sine ulydige sønner ned af den elmast, de mod hans bud er kravlet op i, og nu sidder de der rystende i mørket og giver ham ret i, at lygtepælen er et farligt og ensomt sted. Jesus sukker over verdens tilstand, han sukker over, at hans offer er nødvendigt. Han sukker over den faldne verden, han vil rejse op, over den død, han vil overvinde, over den ondskab, han vil nedkæmpe med sin godhed, over det misbrug, han vil rette op med den rette brug.Jesus sukker over at verden er kommet på afveje – og så hanker han op i sig selv og henter os hjem.

Du kan ikke holde en sommerfest i haven uden at invitere solen. Det bliver ikke helt det samme uden den gæst. Sådan er det med Gud. Du kan ikke leve et virkeligt liv uden at invitere Gud ind i det. Du kan godt leve et eller andet liv, det er klart, ligesom du kan holde en sommerfest i mørke og kulde. Men det er jo ikke det, vi forstår ved en sommerfest eller en fest overhovedet.

På samme måde kan vi godt leve uden Gud, men det er bliver ikke et liv, der er, sådan som det burde være. For Gud kan du ikke holde udenfor, sådan som du kan lade være med at invitere en ven, du ikke orker at se. Gud er virkelighedens Gud, så du kan ikke slippe for ham ved at holde ham ude, kun ved at holde dig selv inde, væk fra virkeligheden. Men dit hjerte vil have virkeligheden, du længes derfor ud, så snart du har lukket dig inde. Du og jeg skal åbne os for Gud. Før eller siden.

Der kan være mange grunde til at vi lukker os inde. Vi vil grundlæggende gerne være trygge, og kan måske derfor være bange for at gå ud og åbne døren, så at sige. Vi har måske vænnet os til at leve i frygt, så vi ikke tør åbne os for Gud. Vi kan også være fanget i det hovmod, at vi har kontrol over livet, hvis vi har kontrol over de 5 m2 vi lukker os inde på, hvorfor vi slet ikke vil beskæftige os med Gud og det evige. Og så kan vi også bare være magelige og pjattede.

Vi tænker, at livet er nemmere, hvis det ikke er så alvorligt, og det er jo korrekt. Som Kierkegaard siger et sted: bliv pjat, og se det hele forsvinder. Men kontrol, pjat og frygt er de tre ting, som forsvinder med Gud. De er derfor også de tre ting, som Gud må tage fra dig: Du vil finde alvoren, du vil miste kontrollen, og du vil finde modet. Jesus lovede sine disciple tre ting: at de ville blive fyldt af glæde, meget modige og i konstante problemer.

De mest vise mennesker, jeg har mødt, der har været vidunderlige på mange forskellige måder, har alle oplevet nederlag, kendt lidelse, kendt kamp, kendt tab og har ved Gud fundet vej ud af dybet. De mennesker havde og har en værdsættelse af noget større end dem selv, en modtagelighed og en forståelse for liv, der fyldte og fylder dem med medfølelse, mildhed og en dyb kærlig opmærksomhed. Sådanne gode mennesker sker ikke bare – de bliver til. De er befriet og er nu en frugt af ydmyghed. De har åbnet sig for Gud. Nogle gange er fred og beskyttelse, velfærd og medgang årsag til manglende åndskraft, fordi der simpelthen ikke skal mønstres noget. Der kan komme godt ud af at miste kontrol, rystelser og modgang fører ofte dybde og visdom med sig. Hvorfor f.eks. beskæftige sig med et liv efter døden, hvis man aldrig tænker, at man skal dø. Men det skal alle. Så før eller siden, må vi forholde os til det evige. Bedre før end senere, fordi der kommer visdom og ydmyghed ud af at møde det evige.

I Japan er der en gammel tradition. Man får en skål med sig hjemmefra ved bryllupper, og hvis den tabes eller går i stykker, så limer man den sammen med guld. Brudfladerne gør på den måde skålen smukkere og mere værdifuld, end da den var perfekt. Sådan er det med tilværelsen. Vi ser ofte først storheden og det smukke, når vi er blevet ganske små af modgang og lidelse.

Jesus helbreder i dag en døv og stum mand med ordene: Effatha! Det er aramæisk og er oversat til Åben dig! Det betyder egentlig: bliv befriet! Og det siger alt. At åbne sig for Gud er også at blive fri. Gud befrier os fra vores selvoptagethed, så vi kan høre og genkende hans virkelighed og dermed lære vores opgaver at kende og os selv som menneske på den rigtige måde.

Når vi gør det, kan vi slet ikke lade være med at give Gud æren. Deri består befrielsen. At tingene bliver sådan som de er. Oppe bliver op og nede bliver ned, Gud bliver Gud og menneske til menneske og alt falder ind på sin plads med de opgaver der følger med, fordi Gud giver livet mening – også når vi ikke kan se det.

Vi tror jo også på solen, selv om der er overskyet. Det er sådan set virkeligheden. At blive fri sammen med Gud er at komme ud af sit lille fængsel og holde op med at kæmpe imod virkeligheden.

Og hvad er det første, den blinde ser, da Jesus helbreder ham? Han ser Jesus. Det er fordi det første, du som fange ser, når du befries, er befrieren. Og når det sker, så ser du kun din befrier, for du glemmer i det øjeblik dig selv og er til i dyb taknemmelighed og bliver ren glæde. Det ville være helt utænkeligt at kæmpe imod den, der befrier dig. Som gidsel skal du bare følge med, lade dig bære ud, hvile trygt i stærke arme.

Sådan er det med Jesus, der siger Effatha! Kom ud, bliv fri – fanger som vi er i en falden verden, der er holdt op med at tro på Gud. Det eneste aktive, du og jeg kan gøre overfor Gud, er derfor ikke at gøre modstand. Tro er ikke at gøre modstand. Du og jeg skal bare lukke øjnene op og se befrieren og indse, at vi dermed er set. Du er set, du er fulgt, du er vogtet og værnet, hentet og elsket – du er skabt af Gud til at være i et åbent liv med Gud, for Gud har skabt dig til sig selv, og han er så ganske tæt på dig, som intet andet.

At åbne sig er på den måde faktisk at lade være med at lukke sig inde – kan du se det? Effatha! Luk dig op – kom herud, åbn øjnene, kravl op af hullet, ud af kælderen, hold op med den barnlige leg, der tror, at hvis du holder dig for øjnene, så kan de voksne ikke se dig.

Gud ser dig hele tiden – det er godt, det er smukt, og det er dødsens alvorligt og krævende ja, men når det er sandheden om virkeligheden, så er det der, vi må leve, og tror vi ikke det, er vi blevet uvenner med virkeligheden, med Gud – og dermed også os selv. Husk det: tro er ganske enkelt at stole på Gud, alt andet er at gøre modstand.

Salmer: 749 - 446 – 10 – 159 - 31

 

Thomas Østergaard Aallmann er sognepræst