Leder

Julen varer længe, koster mange penge, plejer vi at sige, men behøver det at være sådan? Lad os se på, hvordan julen fejres i den lange familiesaga om Laura Ingalls Wilder og hendes families liv som pionerer i Amerika.

Her fortælles om en anden jul, end den vi kender. Her er ingen andre lys end præriehimlens stjerner – og julens stemning, den er henlagt til hjerterne, for ofte må man fejre jul uden ret meget af det, vi normalt forbinder med jul.

Lauras bøger om pionerlivet udkom efter to store alvorlige kriser, den økonomiske krise der fulgte en 7-årig tørkeperiode i 1893 og så børskrakket i 1929. Laura ønskede med sine bøger at beskrive sine forfædres pionertilværelse med alle de trængsler der hørte med dertil. Derved skulle amerikanerne igen blive ved godt mod. De skulle se, at når deres forfædre havde klaret det der var værre uden at klynke, så kunne depressionen i trediverne også klares.

”De (nybyggerne, red.) led under ekstrem kulde og ekstrem varme, hårdt arbejde og knaphed. Men de bad ikke andre om hjælp. Hverken regering eller andre mennesker skyldte dem, hvad de havde brug for til livets opretholdelse – det skyldte de sig selv. Og på en eller anden måde fandt de ud af det. De klarede det. I dag har vi brug for det mod, den selvhjulpenhed og den moral. Når vi tænker på, at det vi regner for hårde tider, ville have været nemt for dem, bør vi være ved godt mod. Lige så godt mod som de var.” Sådan skriver Laura i en tale holdt i forbindelse med Detroit Bookfair i 1937.

Og det gør virkelig indtryk at læse om, hvordan der fejres jul i den amerikanske vildmark i 1870'erne og 80'erne.

Størst indtryk gør beskrivelsen af den jul familien måtte fejre på Dakotas prærie i 1880. Et helt nybyggersamfund er sneet inde. Syv måneder kommer det til at vare. Butikkerne er løbet tør for forsyninger, og toget kommer ikke frem med flere. Julegaver har der ikke været overskud til at tænke på grundet de mange bekymringer over, hvordan familien skal skaffe mad og brændsel.

Moderen i familien får en ide: Hvad om de glemmer kirkebladet, som de fik tidligere på året, og så tager det frem juledag? Det har teenagepigen Laura ikke lyst til. Ja, det er der ingen af dem der har, men som storesøster Mary siger: Det er godt for os. Julegaverne er opfindsomme og hjemmelavede og julemiddagen består af lidt østerssuppe, kartofler med salt og ristet brød.

Ved middagsbordet bryder den næste snestorm ud. Den kommer med et hyl. Vinduerne rasler og huset ryster. Familien rykker sammen ved kakkelovnen og nu tages børnevennen og kirkebladet frem. Til aften får de kogte kartofler med salt og en skive brød til:

”Det var det sidste brød, de havde, men der var stadig bønner tilbage i sækken og nogle få turnips. De kunne også stadig få en dejlig varm kop varm the med masser af kogende vand i, for der var ikke mere mælk. Mens de sad og spiste, begyndte lampen at blafre. Med stort besvær trak flammen de sidste dråber petroleum op gennem vægen. Så døde den hen og gjorde igen et fortvivlet forsøg, til mor lænede sig frem og blæste den ud. Så var mørket der, fuldt af stormens brølen og tuden.” "Ilden er alligevel ved at gå ud, så vi kan lige så godt gå i seng," sagde mor stille. Juledag var forbi.” (LIW, den lange vinter)

Juletønden med både gaver og mad kommer først frem til Dakotas prærie i april. Da kan familien holde jul med kalkun og hvad der ellers hører til, og da er taknemmeligheden stor:

“Da de havde sat sig ved det bugnende bord, så mor hen på far, og alle bøjede hovedet. ”Kære Gud, vi takker dig for al din gavmildhed. Andet sagde far ikke, men det syntes også at udtrykke alt.” (LIW, Den lange vinter)

Med dette blot en opfordring til at lade julen bæres af det, den er en fejring af. Så kan juleglæden ikke mistes. Så afhænger den ikke af de rette gaver, af, hvor mange slags kager man har bagt, af, om hjemmet stråler eller om anden er sprød. Så står og falder julen i hvert fald ikke alene med, om vi selv lykkes eller ej.

Om Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel er et nettidsskrift, som drives på frivillig basis. Det redigeres af Stine Munch, Merete Bøye og Nana Hauge. Læs det på nytbabel.dk.

Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412
Konto: 3412 312 082

Du kan også støtte ved at dele Nyt Babels artikler på sociale medier, eller ved at trykke et par ekstra udgaver af pdf-filen og give dem til dine venner eller lægge dem rundt omkring, hvor der kunne tænkes at findes læsere.

Vi takker for enhver støtte. Tak til alle, der har støttet hidtil med små og store beløb.

Mindeord over Søren Krarup

af Nyt Babel

Det er svært at beskrive kortfattet, hvad Søren Krarup har betydet for dansk teologi og kirkeliv. For Danmark som nation, for dansk politik og meget mere.

Mange har allerede skrevet om Søren Krarups betydning som netop politiker, debattør og provokatør. Vi vil dog gerne fremhæve Krarup som formidler, for han var netop en gudsbenådet formidler. Få kunne formulere sig om Bibelen og kristendommen som ham, hvilket man kan forvisse sig om ved at læse hans bøger, særligt Den kristne tro – Katekismus for voksne og Loven. Tilgængeligt uden at blive plat. Vedkommende uden at blive sentimentalt.

Få kan henvise til hvad der er lovens område og hvad der er evangeliets område, som han kunne. Tunger af ild og dog prædiken mild giv dem, du salver og sender! – sådan kunne man godt karakterisere Søren Krarups tale.

Vi er beærede over at have kendt ham og talt med ham. Han var en god præst og sjælesørger som roste, hvor han fandt det fortjent og i det hele taget bakkede sine yngre kolleger op i trængte situationer – det har vi fået lov at opleve, og det havde stor betydning fordi opbakningen netop kom fra denne stridsmand for evangeliet.

Få var som ham. Hans stemme vil blive savnet. Ære være Søren Krarups minde.

Handicap

af Ditte Guldbrand Christensen

Den 11. september er en dato, der har stor betydning for det meste af verden, pga. terrorangrebet på World Trade Center i 2001.

For mig har den ydermere en personlig betydning, da jeg på denne dato faldt ud af min kørestol på Hawaii i 2010 og brækkede tæt på halvdelen af min krop. Denne oplevelse skulle ændre mig for altid, både fordi jeg fik en nærdødsoplevelse, men også fordi jeg rent fysisk stadig har mén efter ulykken.

I år har datoen så fået en ny betydning, da socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil på denne dag stod frem og på regeringens vegne sagde undskyld. Undskyld for de horrible vilkår, man har budt mennesker med handicap i årene mellem 1933-1980, hvor staten havde det fulde ansvar for det, man kaldte åndssvags-/særforsorgen. Kært barn har mange navne.

I dag kaldes det ”det specialiserede område ”. Det har i disse dage fået skylden for alskens ondskab i vores samfund, lige fra skolelukninger til nedskæringer i fritidstilbud. Området er sågar blevet kaldt ”gøgeunger” af højtstående politikere. Derfor skal jeg være den første til at indrømme, at jeg er noget skeptisk over socialministerens undskyldning.

Mange danskere tror, at vi i Danmark har en omsorgsfuld, ja, man fristes til at sige næstekærlig, tilgang til mennesker med handicap. Og bevares, det har vi da også, i hvert fald haft, i Danmark. Desværre har vi også en meget mørk fortid, som viser sit grimme ansigt i den nuværende debat om abortgrænsen og legalisering af eutanasi.

Men for at forstå lidt om hvorfor det er så alarmerende med de strømninger, der lige nu driver vores samfund, og ikke mindst synet på mennesker med handicap, vil jeg tillade mig lidt hurtig historie-gennemgang.

Vi skal tilbage til velfærdssamfundets begyndelse, nærmere bestemt 1933, hvor socialreformen blev født. Her var politikeren K.K. Steincke en af hovedarkitekterne. Socialreformen betød, kort fortalt, at staten skulle stå for ”særforsorgen”, og man skabte store anstalter, hvor mennesker med handicap blev stuvet sammen. Handicap var et vidt begreb og dækkede over alt fra folk med multihandicaps til kvinder, som var, efter datidens terminologier, ”moralsk defekte”. De fleste har hørt om Sprogø, som var for kvinder, og Livø som var for mænd. Dette var mennesker som ikke kunne bidrage til velfærdssamfundet, som ikke havde nogen værdi i sig selv. Derfor ville man også sikre, at udgifterne til denne gruppe ikke løb løbsk, og at man ikke lå samfundet til last. Med sterilisering og ægteskabs forbud, sikrede man ligeledes, at de ikke formerede sig. Steincke skrev bogen ”Fremtidens Forsørgelsesvæsen” i 1920. Den blev en grundsten for vores velfærdssamfunds opbygning.

Steincke gik da også varmt ind for ”racehygiejne”, og selvom hans bog er skrevet mange år før Anden Verdenskrig, kan jeg da ikke andet end at tænke, at Goebbels og Hitler med interesse har læst K.K. Steinckes bog.

Danmark var et ”foregangsland”, når det kom til behandlingen af mennesker med handicap, eller i al fald i effektiviteten på hvor mange mennesker, man stuvede sammen på anstalterne – altså hvor mange mennesker man puttede under ”særforsorgen”, hvor alle rettigheder blev frataget én.

Danmark var også glad at udføre ”det hvide snit”, faktisk var vi et af de lande, hvis ikke det land, i verden, der udførte flest – også på børn helt ned til seks års alderen.

Igennem hele menneskets historie, har man forsøgt at udrydde mennesker med handicap. Tilbage til oldtidens Egypten, hvor man lagde syge spædbørn ud i ørkenen for at dø, til i dag hvor man laver fosterdiagnostik.

At man i dag ikke bare afliver folk med handicap med det samme, er, for at bruge Steinckes egen beskrivelse: "en uheldig følge af civilisationen".

Men måske får K.K. Steincke snart sit ønske opfyldt, da man i hvert fald med god grund kan frygte, at vi får indført aktiv dødshjælp i Danmark indenfor en overskuelig årrække. Man må i al fald konkludere, at stod det til vores nuværende statsminister, Mette Frederiksen, så kan det ikke gå hurtigt nok – men hun er jo også socialdemokrat ligesom Steincke selv.

Men når jeg skriver, at Danmark også behandler mennesker med handicap godt, skyldes det, at der op gennem 1960’erne skete noget. Flere pårørende til de udsatte grupper gjorde oprør og ønskede at beholde deres børn hjemme i stedet for at sende dem på institution. Man ønskede også, at de fik en skolegang og, hvis muligt, et arbejde senere i livet.

Flere grupper fik stemmeret, og rettigheder begyndte langsomt op gennem 1970 – 80’erne, at blive noget man fokuserede på. Man fandt ikke længere de overgreb, som fandt sted ude på anstalterne og institutionerne, i orden, og i 1980 nedlagde man ”særforsorgen” og flyttede området fra staten og ud til de daværende amter.

Nu begyndte der at ske gode og spændende ting. Man definerede ikke længere mennesker med handicap som en belastning, men derimod som nogen, man ville investere i. Dermed blev Danmark igen et foregangsland, men denne gang i en positiv forstand, da man fx blev det første land i verden der skabte en ”hjælperordning”, så folk med omfattende fysiske handicaps kunne bo i eget hjem, få familie, uddannelse og arbejde. Ja, kunne leve et liv så tæt på det normale som muligt. Ligeledes blev vi også det første land som tilkendte respiratorer til ”hjemmebrug”, hvilket skal forstås som, at man tracheostomerer folk med nedsat lungefunktion, så de kan leve et liv i eget hjem, fremfor at være hospitalsindlagt.

Dette har forlænget livet for mange med fx muskelsvind, som jeg selv har. Verden så måbende til, og i den internationale handicapbevægelse blev Danmark beskrevet som et rent paradis, et billede på hvordan det skulle gøres. Denne lyse udvikling varede indtil omkring start 00’erne, hvor det, efter ph.d. i medicinhistorie og seniorforsker ved Center for Humanistisk Sundhedsforskning Jesper Vaczy Kragh’s analyse, skete en ændring i forbindelse med kommunalreformen. Kommunerne fik ”det specialiserede område”, dog uden at det var fuldt finansieret, hvilket medfører at kommunerne skal finde pengene fra andre områder, det såkaldte ”normalområde”, må vi forstå.

Man er er derfor igen begyndt at tale om, hvad mennesker med handicap koster, og ikke mindst er ”noget for noget” princippet blevet fundet frem fra Steinckes gamle gemmer. Vi må igen forstå, at folk med handicap er en byrde, og at mennesker i det hele taget ikke har værdi i sig selv, men kun i kraft af hvor meget man kan bidrage (læs arbejde) til samfundet – staten!

Vi ser i højere og højere grad pårørende og folk med handicap blive kriminaliseret, når de søger om helt basale ting, som fx hjælpermidler eller praktisk hjælp. Tanken om at investere i mennesker, fordi de har værdi i sig selv, synes snart et fjernt ekko fra fortiden.

Det gælder desværre ikke kun på handicapområdet, men også i høj grad på ældreområdet – og andre udsatte grupper. Hvad der dog virker så utroligt tosset er, at de mest visionære tiltag på både ældre -/handicapområdet, ja, sågar på børneområdet, skete op gennem 1970’erne og blev eksekveret i 1980’erne – også kaldet ”fattig-firserne”. Mens vi nu i dag, hvor vi aldrig har været rigere, og lad os derfor kalde det ”guldalder-tyverne”, udhuler ikke blot vores velfærdssamfund, men også depraverer vores menneskesyn. Aldrig har så mange haft ”ondt i livet”, og diagnoserne sidder løst for lægernes hånd, når mennesker ikke kan holde ud at være i den snævre kasse, de bliver proppet ned i. Når forskellighed bliver set som en svaghed, en belastning, fremfor en styrke. ”Survival of the fittest" synes efterhånden at være tilgangen til hinanden.

Men den gode nyhed er, at vi selv har en mulighed for at ændre det. Ja, vi har en mørk historie, når det kommer til mennesker med handicap, men vi har, som beskrevet, også en lys. En lys, hvor næstekærlighed og omsorg skinner igennem, og vi bestemmer selv hvilken sti vi som samfund vil følge. Hvis vi står sammen og siger fra over for den økonomiske kassetænkning, og insisterer på, at alle mennesker har værdi i sig selv, så kan vi vende skuden. Det kræver blot, at vi tager stilling og siger fra.

Jeg vil derfor slutte med at citere Morpheus fra ”The Matrix” – vil du have den blå pille eller vi du have den røde pille?

Jeg vælger den røde og beder til det bedste …

 

Troens sorte gåde

af Kristian S. Larsen

Tror du på den evige fortabelse? Dette spørgsmål blev for nogle år siden stillet til en gruppe ledere i Folkekirken. Et af svarene lød: "Nej, jeg tror på Gud."

Det var et smart svar. Men måske var det også mere smart end klart og afklarende. Der var lidt Goddag, mand – økseskaft over det. For spørgsmålet angik tydeligvis, om læren om en evig fortabelse skal fastholdes eller afvises. Kan og skal der i vores tid tales om dette emne, sådan som en markant række ord i Bibelen og de klassiske formuleringer i bekendelsesskrifterne gør det? Det nævnte svar synes at pege i retning af en afvisning.

"Der er vel ingenting i Guds ord, vi har så vanskeligt ved at bøje os for, som dets udsagn om fortabelsen’" har den norske nu afdøde biskop Erling Utnem udtalt.[i] Han har også kaldt den evige fortabelse for "den hårdeste lære i Guds ord". Den er det tungeste og vanskeligste element i den kristne tro. Tanken om en evig fortabelse er hård og mørk og smertefuld – uforståelig og uigennemskuelig. Den er "et sort sår i min tro", som den danske teolog Leif Andersen har udtrykt det.[ii]

Der er noget gådefuldt ved den. For Gud er kærlighed. Han er himlens og jordens og også menneskets skaber. Ved den første skabelse så han på sit værk og så, hvor godt det var. I Jesus Kristus har han levet og er død og opstået for hvert enkelt menneske. Det er fuldbragt, lød det på korset.

Hvorfor drager Bibelen så ikke enkelt og klart den konklusion, at fortabelsen er fjernet og ude af billedet? At den er udelukket og afskaffet? At vejen til den er lukket? Men den konklusion drager Bibelen altså ikke. Man kunne tænke, at når æren for frelsen alene tilkommer Gud og ikke er båret af menneskets indsats og fortjeneste, så måtte fortabelsen være udelukket. Alligevel bliver ordene om fortabelsen stående. De fortabte er dem, som ikke ønsker Guds kærlighed. Og "dørene til Helvede er lukket indefra", kunne C. S. Lewis sige.[iii] Dette uudgrundelige kunne kaldes "troens sorte gåde".

C. S. Lewis har sagt flere tankevækkende ord om denne gåde. Bl.a. at det menneske, som vedholdende vender Gud ryggen og siger: "Min vilje ske" – til det menneske vil Gud til sidst sige: "Din vilje ske". [iv] Hvordan kan det ende der, at et menneske bliver vendt bort fra Gud på en måde, så omvendelse og tro ikke er mulig? Hvordan kan det gå sådan, at helvedes døre holdes lukket indefra? At Guds kærlighed og tilstedeværelse er totalt uønsket? Det er gådefuldt.

Den svenske teolog Olof Edsinger og flere andre har peget på et stykke af et svar på dette gådefulde, nemlig at Guds dom handler om et opgør med ondskaben. Dommen er udtryk for, at Gud ikke er ligeglad. Han lader ikke godt og ondt være lige, men gør op med det onde[v]. Utnem har tilsvarende peget på, at "dommedag står egentlig i et positivt aspekt i Bibelen. Dommedagen garanterer, at det onde ikke har nogen fremtid. Syndens historie på jorden skal en dag få en ende. Hele Guds frelsesværk går ud på at gøre ende på djævelens besættelse af verden og menneskeheden". [vi] Johs. Horstmann har derfor talt om, at den kommende dom er "en handling af Gud, som alle, der tror på Kristus, kan og skal glæde sig over – en åbenbar stadfæstelse af, at de i troen har det evige liv og er gået over fra døden til livet". [vii]

Dermed siges også noget om dybden og alvoren i menneskehedens oprør mod Gud. Synden og oprøret mod Gud handler ikke om et uheld eller en detalje. Det handler om mere end en lille, forbigående kurre på tråden. For vi har vendt Gud ryggen, låst døren og brændt broerne. Og Guds kærlighed møder dette oprør og denne vantro og synd som vrede. "Vreden og kærligheden er to sider af samme sag", har én sagt. [viii] Guds vrede skyldes ikke, at han ikke elsker os. Den bunder derimod i, at han netop elsker os så højt og dybt og inderligt, at tanken og forstanden ikke kan rumme det. Og når nogen handler ondt mod os, mødes dette af Guds vrede – også, når denne nogen er os selv. "Guds vrede over synden skyldes hans kærlighed til vore ofre", har én formuleret det.[ix]

For Gud er altings skaber og herre. Han har sat rammerne og præmisserne for verden og mennesket. Det er noget af det, der ligger i betegnelsen "hellighed" Lewis har i Narnia fremstillet Gud som løven Aslan. I en tankevækkende passage pointeres det dér, at Aslan ikke er nogen tam løve[x]. Altså: Gud er den anderledes, og hans væsen så meget dybere end menneskers. Han er med et klassisk udtryk: mysterium tremendum et fascinosum.[xi] "O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje!", udbryder Paulus.[xii] Gud er troværdig og har åbenbaret sig, så vi kan kende ham og tro ham. Men det er ikke alt, Han har givet os lov til at vide.

Der kan altså peges på brudstykker af et svar på fortabelsens gåde. Men et stykke af den bliver også stående. En del af denne gåde kender vi fra vort eget liv. Synden – med alt, hvad det begreb dækker – er gådefuld. Hvor kom den fra? Hvorfor er den uundgåeligt en del af verdens historie og det enkelte menneske? Hvorfor har den bidt sig fast i os på en måde, så vi ikke kan rive den løs og kaste den bort? Det er gådefuldt. Men det er også sandt. Synden er her. Vi oplever den hver dag.

Tror vi på synden? Nej, men vi tror, at den er en integreret del af livet, som vi kender det. Tror vi på Djævelen? Nej, men enhver kristen véd, at han findes.

Tanken om fortabelse og helvede er gået over i vores sprog, så nogle undertiden vælger at beskrive en situation præget af sygdom eller krig som "et helvede". Man kan også tale om at "give fortabt" eller "føle sig fortabt". Et øde sted eller en kritisk situation kan tilsvarende betegnes som "gudsforladt".

Disse ord antyder noget om, hvad kirkens lære om fortabelsen rummer. Og dog når ingen af disse ord og udtryk til bunds i den alvor, som denne lære udtrykker. Fortabelsen handler om den ultimative gudsforladthed, hvor der intet håb og intet lys er. Så længe der er liv, er der håb, siges det. Det har nogle vendt rundt og sagt: Så længe der er håb, er der liv. Men fortabelsen er netop, at håbet ikke er der mere. Den er håbløsheden i yderste potens.

Regin Prenter har formuleret det sådan: "Fortabelsens pine er efter bibelsk tankegang selve adskillelsen fra Gud, den uigenkaldelige og uoprettelige adskillelse fra Gud, alt livs kilde… Helvede er en ’anfægtelse’, som ikke mere på ny kan blive forvandlet til tro …"[xiii]

I forståelsen af fortabelsen har fokus ofte været på fysisk pine og lidelse. Mange fremstillinger, kalkmalerier m.v. har ladet dette være i centrum. Prenter pointerer derimod "adskillelsen" og "anfægtelsen". Dette er det inderste i, hvad fortabelse er: at være borte fra Gud. Den er at være adskilt fra livets kilde. [xiv] Det handler om at være "lukket ude fra Guds rige og lukket inde under Guds vrede", er det blevet formuleret.[xv] Her ligger også vægten i Luthers forståelse. "Helvede er i Luthers teologi dybest set et med Guds vrede", er det sagt.[xvi]

Gennem kirkens historie har til tider være fremført en lære om, at alle til sidst vil blive frelst, den såkaldte apokatastasis-lære. Denne lære er også fremtrædende i dag i teologi og forkyndelse i Folkekirken. Prenter siger om denne: "Læren om apokastatasis kan ikke forliges med retfærdiggørelsen af troen alene. For ifølge denne lære "frelses" til sidst også de, der ikke tror på Kristus. Der må finde et valg sted mellem læren om apokatastasis og artiklen om retfærdiggørelse ved troen alene.".[xvii] Altså: når troen er det afgørende, bliver fortabelsen stående – som en gådefuld mulighed.

At nogle tager mod evangeliet i tro, og andre ikke gør, er i sig selv en gåde. Og det forbliver et paradoks, når klassisk luthersk tro siger, at et menneskes tro skyldes Guds barmhjertighed (hans "nådevalg"), mens vantro skyldes menneskets forhærdelse. Romersk-katolsk og klassisk reformert (calvinsk) teologi har her andre forklaringer. Mens den første lægger vægten på menneskets valg, betoner den sidste Guds valg. Hermed får man hver på sin måde en løsning, som i højere grad "går op" og forekommer logisk og forståelig. Luthersk teologi lader derimod paradokset stå – i sammenhæng med det paradoksale og uforklarlige ved alle troens grundsandheder[xviii].

Her er altså noget, som hverken fornuft eller tro kan fatte[xix]. Det er noget, som Gud "har forbeholdt for sin egen visdom og erkendelse", og "sådanne ting skal vi ikke undersøge, ikke give efter for vore egne spekulationer, ikke fastslå noget eller gruble over det".[xx]

Fortabelsen står som et mørkt bagtæppe for mange centrale bibeltekster. "Gå hen og gør alle folkeslag til mine disciple", sagde Jesus.[xxi] Det må betyde, at mennesker ikke er disciple i forvejen. Relationen til ham er ikke automatisk i orden. Den relation, som er tabt i og med synden, skal derimod etableres og genoprettes ved dåb og tro, som er en radikal nyskabelse, en skabelse af intet (creatio ex nihilo).

Gud har givet sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes,[xxii] siger det måske allermest kendte og centrale vers i Bibelen. Det må betyde, at udgangspositionen netop er at være fortabt.

Jesus taler om, at "den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det".[xxiii] Og tilsvarende, at: "den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige".[xxiv] Det må betyde, at et menneske ikke automatisk befinder sig i Guds rige, men må bringes derind ved en (gen)fødsel og ved som et barn at tage imod, hvad det får givet.

I en af talerne i Apostlenes Gerninger taler Peter om Kristus og fastslår, at "der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved."[xxv] Det må betyde, at frelse eksklusivt er knyttet til Kristus.

Også i Salmebogen beskrives fortabelsen som et mørkt bagtæppe. En af folkekirkens centrale dåbssalmer slutter med ordene om, at "aldrig de til død og dom sig fra dig forvilde".[xxvi] Det må betyde, at det er muligt at forvilde sig bort fra Gud til død og dom. Det må derfor være en bøn om at blive bevaret fra noget, der faktisk kan ske. At det at blive døbt og at tro på Kristus handler altså om at blive reddet fra netop dette.

Den mindre kendte salme "Jeg så ham som barn" taler om mødet med Kristus og om, at "hos ham vil jeg mig og min usselhed skjule, kun da fri's jeg ud af fortabelsens hule".[xxvii] "Kun da…", siger salmen. Det må betyde, at befrielsen netop er eksklusivt knyttet til at "skjule sig hos Kristus".

Evangeliet forkynder ikke, at fortabelsen er afskaffet. Det understreger så stærkt som muligt, at Gud ønsker, at alle bliver frelst [xxviii] – og så maler det billedet af frelseren så varmt og klart og tydeligt som muligt. Enhver, som tror på ham, skal ikke fortabes, men have evigt liv, lyder løftet.

Den, som ved dåb og tro er forbundet med den treenige Gud, har på en måde allerede dommen bag sig. Dét kan ikke forkyndes og formidles for godt og stort og stærkt. Ved dåb og tro er redningen fra fortabelsen allerede aktuel. I den sammenhæng hedder det: "Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet".[xxix] Den tryghed og vished, som her ligger gemt, skal til stadighed formidles og beskrives.

Ingen med hjerte i livet "går ind for fortabelsen". Det gør Gud heller ikke. Netop derfor blev det jul og påske og pinse. Netop derfor kan Kirken aldrig gå på ferie eller blive arbejdsløs. Netop derfor skal der holdes gudstjeneste og forkyndes og inviteres. Perspektivet for det hele er, at "enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes".

Det er værd at overveje, at det her handler om tro på Kristus – ikke om relation til en bestemt bevægelse, gruppe eller kirkelig tradition eller om en bestemt livsstil eller et vellykket livsprojekt. "Ved dommens dag skal der ikke aflægges regnskab for menneskets mere eller mindre moralsk forfejlede liv, men derimod over dets forhold til Kristus, m.a.o. over dets tro."[xxx]

Det er en del af grunden til, at det pr. definition er udelukket at afgøre, hvem der frelses hhv. fortabes. Dommeren er Gud. Og domstolen er Kristi domstol. Enhver, som tror på ham, skal ikke fortabes. Fremstilles troen som en opgave, en ydelse, en præstation, et projekt, er noget gået galt. Troen er som en tom hånd, der tager imod, er det sagt. Men skrives troen helt ud af ligningen, er der også gået noget galt. Med Prenters ord: "Der må finde et valg sted mellem læren om apokatastasis og artiklen om retfærdiggørelse ved troen alene."

Fortabelsen hænger altså sammen med troens væsen. Prenter har talt om "den gåde, at et menneske kan sige nej til Guds evangelium og Guds Ånd" og videre forklaret det: "Troen er tillid til Gud. Derfor hviler troen i Guds barmhjertighed og almagt. Den er tryg i frelsen. For den er selv Guds gave. (1. Tim. 1,15). Men denne tillid er personlig og frivillig, ellers er den ikke tillid. Og derfor må den stadig kæmpe mod mistilliden, mod vantroen. Den kan i denne kamp anfægtes og falde, og den kan altså også mistes. Netop derfor skal troen stadig styrkes til kampen ved brugen af nådemidlerne." [xxxi] 

Kirken kan altså ikke forkynde fortabelsens afskaffelse. Men den kan og skal forkynde redning fra den. Ja, netop det skal den gøre af al kraft og magt, med alvor og glæde, med opfindsomhed og autencitet, med iver, varme og vedholdenhed. Den skal pege så tydeligt som muligt på ham, som er selve redningen. Han skal "aftegnes for øjnene af mennesker"[xxxii].  Kirken skal arbejde for, at mennesker ser og møder ham så livsomvæltende, at deres tro og tanke bliver båret af vished og på den måde finder afklaring og hvile.

Det var også her, Luthers tro og hans tanker om disse spørgsmål landede. Det er her, den sikre og eneste brugbare landingsplads er: med øjet og troen fast rettet mod på Kristus, hans liv, død og opstandelse for os. Der kan stilles så mange spørgsmål og gøres så mange dybt komplicerede overvejelser om fortabelse, forudbestemmelse m.v. Det afgørende svar er: Se på Kristus på korset. Her er afklaring, tryghed og vished faktisk mulig – selv om et stykke af troens sorte gåde bliver stående.

Dette fokus blev Luther selv rettet imod, allerede da han som ung kæmpede med spekulationer og anfægtelser: "Staupitz trøstede mig med disse ord: "Hvorfor plager du dig med disse spekulationer? Betragt Kristi sår og blod, som blev udgydt for dig. Her fremstråler forudbestemmelsen". Altså bør man høre Guds Søn, der blev sendt i kød og blev menneske, for at tilintetgøre denne djævelske gerning og gøre os helt visse med hensyn til forudbestemmelsen. Derfor siger han til dig: Du er mit får, for du hører min røst. Ingen kan rive dig ud af min hånd".[xxxiii]

Hos Luther kan der i øvrigt findes adskillige stærke ord om dette, f.eks.: "Betragt derfor den himmelske skikkelse: Kristus, der for din skyld er nedfaret til helvede og var forladt af Gud, som én, der er evig fordømt, da han på korset sagde: Eli! Eli!, Lama sabaktani? Det er: Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Se, i den skikkelse er dit helvede overvundet, og din uvisse forudbestemmelse gjort sikker, så at, hvis du alene bekymrer dig om dette og tror, at det er sket for dig, så bliver du visselig bevaret i denne tro. Slip den derfor ikke af syne, og søg blot dig selv i Kristus og ikke i dig selv, så vil du evigt finde dig selv i ham". [xxxiv]

Fortabelsen er som synden – og i grunden også som troen selv - gådefuld. Der vedbliver at være noget, som ikke kan (op)løses eller omsættes til logik. Luthers og klassisk luthersk forkyndelses henvisning er ikke til noget, der får det hele til tankemæssigt at gå op, men til Kristus og hans offer og sejr.

F.eks. kunne han sige: "Når Djævelen derfor anfægter dig med dette, så sig: "Jeg tror på vor Herre Jesus Kristus, om hvem jeg ikke tvivler, at han blev menneske, led og døde for mig. Til hans død er jeg døbt".[xxxv]

Luther talte med dette fokus om tryghed og vished i troen: "Denne er min Søn. Hør ham!" Betragt ham, der ligger i krybben, i moders skød, lidende på korset. Se, hvad han gør, hvad han taler. Dér kan du med sikkerhed gribe mig. "For den, der ser mig", siger Kristus, "han ser Faderen selv". Hvis du hører ham, og bliver døbt i hans navn og bevarer hans ord, så er du med vished forudbestemt og sikker med hensyn til din frelse."[xxxvi]

I slutningen af "Om den trælbundne vilje" formulerer Luther endnu et aspekt med sin tale om "de tre lys". Han beskriver, hvordan fortabelsen er en gåde både i "det naturlige menneskes lys" og i "nådens lys". Derefter fremmaler han et stærkt og dybt perspektiv: "Men lysglansen fra Guds herlighed tilsiger os en ganske anden forståelse, og til den tid vil det vise os, at Gud – hvem kun en ufattelig retfærdigheds dom tilhører – er indbegrebet af den mest retfærdige og den mest åbenlyse godhed."[xxxvii]

Der er med andre ord noget, som det blotte øje og den naturlige fornuft kan se og gennemskue. Andet kan ses og opfanges i troen, altså i nådens lys. Men i herlighedens lys vil Guds uudgrundelige retfærdighed og kærlighed blive oplyst og synlig. I det lys vil troens sorte gåde også blive oplyst – og på den måde (op)løst.

Altså: en dag vil der være mere at forstå. Indtil da må vi med troens øjne se på Kristus.

 

 

Kristian S. Larsen er cand.theol., formand for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

 

 

 

 

 

NOTER

 

[i] Erling Utnem: Jesu gjenkomst – verdens håp, Nye Luther Forlag 1992, s. 129

 

[ii] Leif Andersen: Ateistisk andagtsbog, Credo Forlag 2001, s 121

 

[iii] C. S. Lewis: Lidandets problem, Libris 1995, s. 147

 

[iv] C. S. Lewis: Den store skilsmisse, Scandinavia 1988, s. 58-59

 

[v] Olof Edsinger: Domen, CredoAkademin 2014

 

[vi] Erling Utnem: Jesu gjenkomst – verdens håp, Nye Luther Forlag, 1992, s. 128

 

[vii] Johs. Horstmann: Et grundrids af den kirkelige dogmatik, Tidehvervs Forlag 2009, s. 205

 

[viii] Peder Nørgaard-Højen: Den danske folkekirkes bekendelsesskrifter. Kommentar, Anis 2006, s. 364

 

[ix] Pastor emer. Svend Schultz-Hansen; citeret efter hukommelsen

 

[x] C. S. Lewis: Løven, heksen og garderobeskabet, Borgen 2005, s. 167

 

[xi] Rudolf Otto i bogen "Det hellige".

 

[xii] Rom. 11,33

 

[xiii] Prenter: Kirkens lutherske bekendelse, s. 164

 

[xiv] Leiv Aalen: Dogmatisk Grunnriss, Menighetsfakultet 1982, s. 289

 

[xv] Leiv Aalen: Frelse og fortapelse, i: Evig liv – evig død, red. John Nome, Lutherstiftelsen 1953, s. 78-79

 

[xvi] Erling Utnem: Luthers syn på helvete, i: Sv. Aalen og Leiv Aalen: Bakenfor inferno, Lutherstiftelsen 1955, s. 74

 

[xvii] Regin Prenter: Kirkens lutherske bekendelse, Udvalget for Kirke og Theologi, 1978, 164-165

 

[xviii] Aalen: Dogmatisk Grunnriss, s. 226-227

 

[xix] Aalen: Dogmatisk Grunnriss, s. 287

 

[xx] Konkordieformelen, Sol.Decl. 11,52

 

[xxi] Matt. 28, 19

 

[xxii] Joh. 3,16

 

[xxiii] Mark. 10,15

 

[xxiv] Joh. 3,5

 

[xxv] Ap. G. 4,12

 

[xxvi] DDS 447

 

[xxvii] DDS 67,6

 

[xxviii] 1. Tim. 2,4

 

[xxix] Johs. 5,24

 

[xxx] Nørgaard-Højen, s. 364

 

[xxxi] Regin Prenter: Kirkens tro, Lohses Forlag, 1964, s. 228-229

 

[xxxii] Gal. 3,1

 

[xxxiii] Martin Luther: Genesis-forelæsningen til kap. 26 v. 9, her fra lutherdansk.dk, bd. 3, s. 273

 

[xxxiv] Martin Luther: En sermon om beredelsen til at dø, Luthers skrifter i udvalg bd. 1, s. 102

 

[xxxv] Martin Luther: Genesis-forelæsningen, anf. udg. s. 275

 

[xxxvi] Martin Luther: Genesis-forelæsningen, anf. udg. s. 268

 

[xxxvii] Martin Luther: Om den trælbundne vilje, Eksistensen 2017, s. 370

 

Hvad med tilgivelsen i en supermoralsk tid?

af Knud Nyboe Rasmussen

Udgangspunktet for denne artikel er en konstatering af, at vi i dag – på trods af megen konkret umoral – lever i en supermoralsk tid, der – som mange nyere og kendte eksempler viser – ikke giver ved dørene til den, der fejler eller forsynder sig. Der skal ikke mange fejltrin til, før man risikerer at havne på formiddagsbladenes forsider og i en større mediestorm eller at krænke den mere end krænkelsesparate samtid, så den aldrig glemmer det, endsige tilgiver det.

Men inden vi går videre, kan der være grund til at understrege, at hvis der er tale om betydelige eller grove forseelser og krænkelser, så skal disse i sagens natur sanktioneres eller straffes behørigt. Det skal der ikke herske mindste tvivl om! De senere års MeToo-debat har ikke været forgæves, når det drejer sig om at komme magtbaserede krænkelser og overgreb til livs.

Når det er sagt og fastholdt, så burde udstået sanktion eller straf imidlertid ikke for evigt udelukke tilgivelse. Men tilgivelsen har det ikke godt i en super- eller overmoralsk tid. Hvordan kan det være? Ja, det kunne måske hænge sammen med, at moralen i nyere tid er blevet autonom og er gået sine egne veje, idet den er blevet løsrevet fra den magt, som foruden at være magten og autoriteten i livets fordringer også er den magt, som åbenbarer sig i evangeliets tilgivelse. Det er jo en gammel teologisk indsigt, at både lov (moral) og evangelium (tilgivelse) udspringer af samme livsmagt.

Men i dag er der altså sket det, at moralen har revet sig løs fra sit ophav og er blevet autonom, og her har vi nok en af grundene til, at tilgivelsen har det svært i dag. Hertil kommer måske det ligeså væsentlige forhold, at moderne mennesker i større eller mindre grad synes at mangle elementær synds- og skylderkendelse. Man kunne derfor rejse det spørgsmål, om tidens supermoralske dømmesyge og manglende vilje til tilgivelse mon kunne hænge sammen med en svag personlig synds- og skylderkendelse hos mange i nutiden?

Men hvis det sidste er tilfældet, så kunne det være på sin plads at minde om en provokerende historie i evangeliet, som ikke udmærker sig ved sin høje moral. Tværtimod er det faktisk en særdeles umoralsk historie, som til gengæld giver et godt bud på, hvad det i vores egen aktuelle situation først og fremmest kommer an på. Og måske er dét ikke moralen, men noget andet.

Jeg tænker på historien i Lukasevangeliet om en gemen svindler, som af ”Herren” selv ovenikøbet roses for sin snarrådige handlen, da jorden brænder under ham (Lignelsen om den uærlige godsforvalter, Lukasevangeliet kapitel 16, vers 1-12)

Måske er det lige netop, fordi moralen ikke er det vigtigste, endsige det eneste, som det kommer an på i et menneskeliv, at evangeliet kan bruge en gennemført umoralsk historie til at sige noget om, hvad der så er det vigtigste for os. Når det hedder i evangeliet, at "Herren” (og det må være Jesus selv) roste den uærlige godsforvalter, "fordi han havde handlet klogt" – så må der jo være noget bestemt, Jesus vil os med lignelsen om denne svindler. Men hvad er det? Ja, det kan vel ikke være at lære os at snyde og bedrage. Dertil behøver vi ikke evangeliet som læremester. Det går ganske fint uden. Nej, det, vi skal lære af lignelsens svindler, som pludseligt mærkede jorden brænde under sig, det må være at se sandheden om os selv og vores egen situation usminket i øjnene – og så handle snarrådigt og klogt ud fra den indsigt – den indsigt nemlig, at vi ligesom lignelsens hovedperson er slemt på den. Også vi har sløset, ja, ødslet det liv bort, der blev betroet os af Skaberen. Mod livets Gud og livets gave har vi forsyndet os, så vi er blevet skyldige – ja, er kommet i bundløs gæld – en gæld, der ikke levner os en jordisk chance for at betale det forødte tilbage. For livet kan jo ikke leves om. Vi står til at blive sat fra bestillingen. Det er som bekendt udsigten for ethvert levende menneske. Og tiden er knap – regnskabets time er over os.

Men hvis vi som Guds skabninger er sat ind under en fordring og et ansvar, som vi ikke kan løbe fra, og dermed også holdes fast på vores skyld overfor Skaberen og det liv, han har givet os, så er gode råd dyre. Hvad gør vi så – for trods alt at kunne leve og have en fremtid at håbe på? Præcis her er det, Jesu lignelse vil os noget. Der er for en synder ikke andet at gøre – siger den – end nøgternt at se sin egen håbløse situation, sin egen udsigtsløse gæld i øjnene – og så handle klogt og resolut på den baggrund.

Det vil sige: Vil vi leve frimodigt i dag og bevare et håb for fremtiden, så er det bydende nødvendigt for os nu at gribe til noget, som gør det muligt at leve med skylden, noget, som rummer tilgivelse, håb og udvej for os skyldige.

Og hvad andet skulle det være end den tilgivelse, som forkyndes i evangeliet, det ufattelige ord om syndernes forladelse i Jesu navn og for hans skyld – det ord, som lyder til et menneske i dåben og tilsiger det Guds nåde. Forlad dig på det ord og lad det veje tungere end din skyld – og lad det dermed være det, der giver dig friheden og modet til at leve og stå ved dit skyldige liv. Så handler du klogt, for så handler du, ikke i en højere og finere og fordømmende moralitets navn. Men så gør du, hvad der er nødvendigt for dig – her og nu – for at du kan leve med frimodighed og have en fremtid at håbe på. Og så kunne det måske også være, at du blev en smule mindre dømmende overfor andre, ja, måske blev du ligefrem parat til at tilgive din skyldige næste, ligesom du selv har brug for tilgivelsen i dit liv, både fra den næste, du har forsyndet dig imod, og fra livets Gud.

Nogen vil nok hævde, at vi ikke kan bruge kristendommens tale om synd og skyld og tilgivelse til noget i dag. Det har man lov til at mene, skønt der ikke synes at være megen mening i påstanden. Men så kunne man i det mindste lytte til et menneske, for hvem kristendommens tale giver mening og synge med på en af hans nyere sange, der kongenialt formulerer pointen i Jesu historie om godsforvalteren ind i en nutidig eksistentiel sammenhæng.

Det drejer sig om Kim Larsens sang ”Den lige vej” fra hans sidste album ”Øst for Vesterled”, nr. 139 i Højskolesangbogen:

Når mit regnskab det skal gøres op,
så tror jeg nok, Vorherre får en prop,
for jeg har syndet, så det stod i stænger,
men det vil jeg ikke læng're.

Jeg er ikke en af de flinke,
det tør jeg sig' uden at blinke.
Der' sikkert fler' minusser end plusser,
plus det løse, som ingen husker.

Så vis mig nåde og miskundhed.
Der var momenter af kærlighed
og øjeblikke, hvor mit mismod
ikke tynged' mig ned.
Og jeg gik den lige vej,
op til himlen, op til dig.
Men for det meste var det li'som om,
det gik den anden vej …

Hvem andre end Kim Larsen kan finde på at revitalisere de gamle og stærke, men næsten glemte ord ”nåde” og ikke mindre ”miskundhed”, som jo netop betyder, at Gud i sin barmhjertighed ser bort fra og trodser sit kendskab til vores synd og skyld og alligevel vil have med os at gøre, ja, vil redde os ud af synden og døden.

Hvad andet er der for et skyldigt menneske at gribe til, når livets regnskab skal gøres op – end at bede og synge med Danmarks højtelskede og højtsavnede Larsen, som ikke tilfældigt hverken var puritaner eller moralist: ”Så vis mig nåde og miskundhed!”

 

Knud Nyboe Rasmussen er cand.theol., tidligere sognepræst og foredragsholder

Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis

af Mikkel Tode

Man kan så let blive ført bag lyset; man kan så let blive snydt hér i livet, og der findes næppe noget mere uhyggeligt end dette at måtte erfare, at dét, som man troede var smukt og sandt, at det viste sig at være præcis det modsatte, da det kom til stykket. Det kan som intet andet få én til at tvivle, ikke bare på ens egen dømmekraft, men også på livets skønhed og på selveste virkeligheden, og jeg tror, at vi alle sammen ganske intuitivt er fuldstændig med på, hvad det er, Jesus mener, når han advarer os mod de falske profeter, der kommer til os i fåreklæder, men indeni er glubske ulve.

Jeg gætter på, at langt, langt de fleste af os på ét eller andet tidspunkt har mødt sådan én, og mon ikke også vi selv har været en ulv i fåreklæder for et andet menneske i en eller anden udstrækning og mere eller mindre frivilligt? Jeg tror det! Men som sagt, så kan det være så frygteligt vanskeligt at lure, og det er jo netop deri, det uhyggelige består. Så derfor råder Jesus os ikke blot til at være på vagt over for de falske profeter, men fortæller os også, hvordan vi bedre kan skelne mellem ret og vrang: vi kan kende dem på deres frugter; man plukker ikke druer af tjørn eller figner af tidsler, og sådan bærer det gode træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter.

Det giver indlysende mening, og jeg tror også, vi gør særdeles klogt i at tage dét råd til os – ikke kun i forhold til os selv og andre mennesker, men også i forhold til nogle af de overbevisninger eller hvad, vi nu skal kalde dem, der så let kan brede sig i et samfund. For også dér kan der være uoverskuelige kræfter på spil. Vi har set det hundredvis af gange op gennem historien med forskellige religiøse eller politiske ideologier, der er løbet fuldkommen af sporet – tænk bare på nazismen eller kommunismen; også de bredte sig under påskud af at ville gøre verden til et bedre sted! – og det er næppe tilfældigt, at det i det bibelske univers bliver menneskenes første og største ulykke, da de lader sig narre af Djævelen, de falske profeters fader, der lokker dem med frugter, der dufter af værdighed, men som smager af død.

Derfor isnede blodet også i mig, da hjeg tidligere på sommeren kunne se et klip fra Folkemødet på Bornholm, hvor statsministeren – under folkets klapsalver i øvrigt – tilkendegav, at det var på tide at åbne for muligheden af at få indført aktiv dødshjælp i Danmark med henvisning til netop menneskets værdighed. Og mens jeg udmærket godt véd, at hun taler ind i en folkestemning, der allerede findes, og mens de fleste af os nok også godt kan forstå ønsket om muligheden for at afslutte sin egen lidelse, hvis den bliver for mægtig, så må vi – ikke mindst i lyset af dét, som Jesus siger til os i dag! – insistere på, at der er forskel på at lindre lidelsen og aflive den lidende, og besinde os på, hvad aktiv dødshjælp i grunden og på bunden er: drab forklædt som omsorg. Noget, som vi under alle andre omstændigheder ikke ville tøve med at kalde for det mest forskruede og afskyelige af alt.

Og dette er nu, for det første, ikke for at sige, at Statsministeren er Antikrist eller den skinbarlige Djævel inkarneret i en dame fra Ålborg – så magtfuld er hun trods alt heller ikke. Og det er heller ikke for at sige, at meget lidende og livstrætte mennesker må stikke piben ind tage sig sammen. Slet ikke. Men det må være klart for enhver, at Djævelen nødvendigvis har fremragende betingelser i et samfund, der af sig selv knytter venskabsbånd med døden og forveksler den med kærlighed, og man behøver ikke være i besiddelse af en fantasi i verdensklasse for at forestille sig den glidebane, det kan føre med sig.

For med tiden kan begrebet værdighed risikere at blive fuldkommen perverteret – måske er det det allerede? – fordi man ligesom forudsætter, at det kun er det lidelsesfrie liv, der kan være værdigt. At menneskets værdighed afhænger af, om det har en funktionel og smertefri krop; om det er i stand til at klare sig selv og ikke savler for meget, og om det selv kan se en mening med at være til i det hele taget. Og jeg frygter for mine brødre og søstres liv: jeg frygter for dem, der lever med handikap, de være sig fysiske eller psykiske; jeg frygter for de ensomme; jeg frygter for de transkønnede; jeg frygter for alle, der måtte mene, at de er deres kære eller samfundet til besvær, fordi de kalder på deres tid, deres omsorg og deres opmærksomhed. For udsagnet: ”til dit eget bedste,” er et overbevisende argument, som før eller siden vil få et menneske til at give samtykke til sin egen undergang, og når først muligheden for aktiv dødshjælp er blevet gjort til normen, så har den det med at gribe om sig, så at det ikke kun er de dødeligt syge, der bliver hjulpet herfra. I Holland f.eks., som vi jo ellers gerne sammenligner os med, og som indførte den i 2002 som et tilbud til uafhjælpeligt døende, er det nu muligt for både personer med psykisk sygdom, demente og børn helt ned til ét år – ét år! – at blive aflivet med statens varme hænder, og godt hvert tyvende dødsfald i landet skyldes nu aktiv dødshjælp. Gud forbarme sig over os alle sammen!

Men sagen er imidlertid, kære menighed – og det er også trøsten! – at mennesket ikke er sin egen herre, og at dets værdighed derfor heller ikke hverken skyldes eller afhænger af mennesket selv, sådan som Djævelen vil have os til at tro. Vores værdighed skyldes og afhænger alene af dette, at vi er skabt af og tilhører vores Himmelske Far, hvis vilje med os er, at vi skal leve – alt inklusive! – og som derfor siger: ”Du må ikke slå ihjel,” (hverken dig selv eller andre) fordi livet i sig selv er helligt, fordi det er givet af Gud, og fordi Gud således også er Herre over det – uanset hvilke vilkår, det bliver levet under.

Og Gud har som bekendt aldrig nogensinde lovet os et hverken smerte- eller lidelsesfrit liv her på jorden. Det er der ingen, der har krav på; det er tydeligt for enhver, og Gud sparede heller ikke sin egen Søn for at leve et virkeligt liv med alt, hvad dertil hører. Og netop derfor, så kan vi jo, i langfredags korsfæstede mand, genkende Gud i lidelsen – og hvad vigtigere er: Gud kan genkende os i den! – og med påskemorgens opstandne Frelser forstå, at lidelsen og ultimativt døden ikke er det sidste, der skal være at sige om os og vores liv.

Og det betyder selvsagt ikke, at vi så bare skal blæse på lidelsen, eller omvendt, at vi bare skal skynde os med at dø. Tværtimod! Men det betyder, at vi, som enkeltpersoner og som samfund, i mødet med den lidende, hvori den lidelse så end består, kan og må insistere på at se dét menneske som en ligeværdig. Som én, der godt må være her og kræve vores tid, vores omsorg og vores opmærksomhed. Som én, der har krav på aktiv livshjælp fra os.

Og det betyder også, kære menighed; det betyder også, at når vi selv må lide og mærker vægten af det kors, som vi hver især slæber rundt med i vores eget liv, alligevel med et åbent hjerte kan råbe: Abba, Fader! I fast tillid til, at vi aldrig nogensinde kan komme til det sted – heller ikke når det ser allersortest ud – hvor Gud ikke har været der først med sin kærlighed, og hvor Gud ikke både kan og vil høre os, fordi vi er Guds børn. Og således gennem lidelserne, hvor bitre de end måtte være, allerede nu smage frugterne af alt, hvad der er smukt og sandt: trøst, tro, håb, kærlighed, fremtid, og til sidst det evige liv. Vores børneret. Og vores himmelske Fars vilje med os.

Dertil hjælpe os Gud!

I Jesu navn. Amen.

 

Mikkel Tode er sognepræst i Skovshoved

At male Hitler på væggen

af Bertel Maschek Johansen

Lad det være sagt med det samme; en bog, der ønsker at sætte retten til den fri abort under debat med henblik på dennes afskaffelse, spiller på hjemmebane hos denne anmelder. Desværre sker der under læsningen det, at man bliver stadig mere forstemt i forhold til anliggendet. Bogen er struktureret som en art samtalebog, hvor forskellige talerør for Retten til Liv og abortkampen i øvrigt besøges og får ordet.

Herefter forsvinder den anden, hende der skulle stille spørgsmål til uddybelse og kvalificering, og bogen får i stedet et mere essayistisk og snakkende præg. Det er et kritisabelt valg, der også peger på bogens redigering. Det er ligeledes en forundring værd, at man vælger utallige henvisninger både til værker og citater, men der oplyses ingen kildeangivelse til, hvor dette eller hint siges og kan efterprøves af læseren.

Havde man nu gjort det, så kunne man f.eks. have rettet misforståelsen vedrørende ”Survival of the fittest”, der trivielt attribueres til Darwin, omendskønt det tilhører Herbert Spencers Principles Of Biology (1864).

Vi nærmer os her til lands snart abort nr.1 mio.(!), ca. 40 provokerede aborter dagligt, hvilket bliver til rundt regnet 15-20.000 årligt. Det er et uhyrligt højt antal, og dog er tavsheden offentligt i den forbindelse nærmest total. Derfor er bogen velkommen og tilsvarende er dens ambition så meget desto vanskeligere, da det synes som om, at retten til fri abort absolut ikke er noget, der må sættes til debat. Det er udelukkende at betragte som et fremskridt for kvinden og kvindesagen og dermed basta! Et moderne tabu, mener bogen.

Det kan der være noget om, for hvis man kan lære noget af historien, så er det, at en tilkendelse af offerstatus ikke sjældent automatisk betyder et større moralsk albuerum efterfølgende, og kvindens krop tilhører vel kun hende og ingen anden?

Mangfoldige historiske eksempler herpå kunne nævnes, men for alle nøglepersoner med taletid i bogen falder valget først og fremmest på et: noget nær det absolutte onde, nazismen. Således trækkes nazikortet igen og igen. Alle indlæg i bogen insisterer på at se abort som affilieret med og som et overset knopskud af hitlersk social-darwinisme.

Her er det, at bogen begynder at tage vand ind, for hvad vejer egentlig tungest: at gøre noget ved tingenes tilstand med de godt 15000 provokerede aborter årligt, eller stilladseringen af egen godhed? Det er i sidste ende et skidt valg, for det medfører, at man bliver stadig mere i tvivl om bogens reelle ærinde.

Vi får et solidt historisk overblik over perioden med den gradvise indførsel af abort; fra den forbeholdne tilladelse i 1939, hvor fokus var på kvindens og barnets forventede tarv fremadrettet og nu og her – til den helt fri abort fra og med 1973.

Det er prisværdigt, at bogen her punkterer myten om strikkepinde-massakren, for den har fyldt meget som vægt bag den officielle bekymring for kvindens tryghed. I det hele taget er det nok her, man som udgangspunkt kunne sætte ind, hvis man virkelig skulle ruske op i nutidens selvforståelse af fri ret til provokeret abort som det selvindlysende progressive valg.

Det fylder alt for lidt i bogen, at mange kvinder efter en abort får svære psykiske kvaler dermed, som følger dem – og mange til fortrydelse – resten af deres liv. Det giver ligeledes god mening at sammenkoble forankringen af modstanden mod den fri abort med en kristen livsforståelse, men spørgsmålet er, om det gavner sagen, når bogens udtrykkelige projekt handler om at få tilhængerne af den fri abort i tale?

Bogen er således helt på det rene med, hvor dybt tidens afkristning når ind, når den anslår, at de fleste folkekirkekristne – i bedste fald mulige svingstats-kristne - nok ikke mister mange nætters søvn over problemstillingen, og folkekirkens stort set tavse sejlads under bekvemmelighedsflag i den forbindelse strejfes også med behørig tristesse. Hvad salig Kierkegaard så kunne have ment i den sag, finder denne læser bestemt interessant, men måske også nok en anelse for kreativt rent strategisk.

Kort berøres også den fri aborts eufemismer og det samme gælder problemstillingen vedrørende tidspunktet for et menneskes tilbliven. Man kunne sagtens have draget en provokerende konsekvens af denne ved at påpege dette arguments svaghed derhen, at det er lige så velbegrundet at slå et nyfødt barn ihjel som at sætte grænsen ved 12. uge, eller hvad fremtiden nu bringer af grænser. Der kan i hvert fald noteres en interesse blandt tilhængere af den fri abort for at rykke ved denne. En reel samtale – til forskel fra bogens udviskede – med en tilhænger kunne have været en kærkommen mulighed for at sætte argumenterne glasklart op overfor hinanden, hvilket kunne have hjulpet på både sag og samtale. Man hævder jo at tro på den.

Når svesken skal på disken, så bliver det afgørende, at bogen ikke kan beslutte sig for kursen og følge den. En mere stålsat og afklaret redigering kunne have gjort underværker og luget såvel redundans som skriftligt ukrudt i forhold til sagen væk. Det hævdes, at man gerne vil samtalen og debatten med tilhængerne af den fri abort, men hvis udgangspunktet for den samtale er, at de skal spejle sig selv og deres holdning i den skitserede karrierenazist på bogens mange vægge, så kommer den aldrig i gang. Derfor kommer bogen til syvende og sidst mere til at virke som et identitetsværk helt i tidens ånd, hvor det egentlige ærinde er at manifestere egen (selv-) godhed og blot udnytter en sag, der fortjener så meget bedre til dette formål.

Ketty Dahl
Værdifuld. Kampen for livet
206 sider.
Lohse 2023.

Bertel Maschek Johansen er uddannet filosof

Når den stærke vogter sin gård (anmeldelse)

af Søren Farup

Dette er bogen om 3 generationers familieliv i Danmark i perioden fra omkring 1895 til 1974, fuld af alvor og selvbesindelse, og skrevet i et ligetil og levende sprog. Bogens familie er et sindbillede på Grundtvigs forståelse af det folkelige - kærligheden og bundetheden til sit land, sin familie og sit folk, eller til det sted, der i videste forstand er os anvist at leve vort liv i et skæbnefællesskab med vor næste.

Som mantra for sin bog sætter Marianne Wagner disse dækkende ord fra Grundtvigs digt, Kærlighed til fædrelandet:

Derfor, hvad end verden siger,
og hvad verdensmagten vil,
står og falder jordens riger
dog med kærlighedens ild:
hvor den blusser, bor livsglæden,
hvor den slukkes, hersker døden.

For et par år siden genlæste jeg Henrik Pontoppidans Lykke Per, der jo handler om et enkeltmenneskes jagt på at virkeliggøre sin drøm om at have afgørende indflydelse på industrialiseringen i det 19. århundredes slutning og derved være med til at påvirke ”det store Verdensmaskineri” til gavn for menneskeheden.

Lykke Per er imidlertid først og fremmest et selvkredsende og forfængeligt menneske, der i sine dagbogsoptegnelser kundgør, at han først og fremmest er besindet på ”sit sande jeg”, og ikke på sit fællesskab med andre.

Når jeg nævner Lykke Per i en anmeldelse af Når den stærke vogter sin gård, er det ikke bare fordi de begge er udviklingsromaner i en brydningstid (skønt det også er derfor), men mest fordi familien Jessen i sidstnævnte forholder sig lige modsat af Per Sidenius, idet de vedvarende spørger sig selv om deres forhold til landet og familien – affødt af en pinlig bevidsthed om deres egnen utilstrækkelighed og syndighed.

En brydningstid

Den brydningstid, den kristeligt funderede familie Jessen befinder sig i, er for en stor del min egen, og jeg må modstræbende indrømme, at den sygdom, der går under betegnelsen ”emotionel inkontinens”, (og som jeg tror kan diagnostiseres derhen, at den skyldes bevidstheden om en ufortjent glæde ved livet), som her på mine gamle dage har fået tag i mig. Flere gange under læsningen kom den til udbrud, hvilket ingenlunde var tilfældet under læsningen af Lykke Per.

Sønderjyllands-spørgsmålet, anden verdenskrig, oprettelsen af den europæiske union, indvandrerspørgsmålet og bekymringen for børnenes (3. generation) forankring til familien og hjemmet, da de som efterkrigstidens børn syntes at have helt andre prioriteter i livet, er de brydninger, det 20. århundrede påtvinger familien at forholde sig til, midt i det indviklede og besværlige liv, som bliver os alle til del.

Bogen er en velkomponeret springen i tid, vekslende med dagbogsoptegnelser, breve, indre tanker og dramatiske begivenheder, der får deres drivkraft fra den stærke, retfærdighedssøgende og kompromisløse lillebror, Jens Jessen, der, efter en heltemodig, men også fysisk ødelæggende indsats i modstandsbevægelsen, og efter et par mislykkede kærlighedsforhold (hvoraf det ene sagtens står mål med Lykke Pers forhold til Jakobe, både i betydning og dramatik), ender med at tage sit eget liv.

Med Jens' selvmord indledes bogens første kapitel tilsyneladende i ren nederlagsstemning over valget til EF, som Jens klartskuende ved, vil udvikle sig til en europæisk union med Tyskland i førersædet.

Jeg tillader mig i denne anmeldelse at afskrive hele Jens' afskedsbrev til sin familie, selvom min gammelmandssygdom sikkert vil trænge sig på – for gribende er det, og jeg har lyst til at forsyne ham med den gravskrift, jeg for nylig så i Nordjylland (hvor også Jens er fra) på en ung piges gravsten, en ung pige, der, omend af andre grunde, også havde taget sit eget liv: ”Herren frelser en brudt ånd”. Og så vil jeg have lov til at forestille mig, hvordan Jens' liv mon ville havde formet sig, såfremt han havde kunnet stifte familie med sit livs kærlighed. (Jens' familie består af moderen Ellen, faderen Aage, (begge født omkring 1895, stort set samtidige med mine bedsteforældre, og Aage, død inden Jens'selvmord). Børnene Lise, Mogens og Jens er født omkring 1920). Jens' afskedbrev lyder:

3.oktober 1972

Til min familie.

I aftes hørte Danmark op med at være til. En stund vil det ligne sig selv, ingen vil mærke forandringen, for i morgen vil ikke være forskellig fra i dag. Et stort flertal af folket stemte for, at landet skal indgå i det, der en dag vil blive en union, en union, hvor Tyskland har førstefødselsretten.

I løbet af livet har jeg altid holdt mig Valdemar Atterdag og Niels Ebbesen for øje, fordi de vidste, at det var kongens og folkets vilje, at Danmark skulle være frit og selvstændigt. Og de satte alt ind på det. Når jeg var så langt nede, genkaldte jeg mig de to for mit indre blik. Jeg ville ikke tro på at folket ikke til syvende og sidst ville kæmpe for Danmark.

I dag forekom historien mig ynkelig og fjern, uforståelig for almindelige mennesker. Det gik op for mig, at Danmark i aftes stod fejet og prydet, og at det har stået således længe. Jeg har været et fjols at tro andet. Vi kaldte engang befrielsen ”de gamle mænds fred”. Den fred blev fuldbyrdet med et kryds på en stemmeseddel.

Jeg kan ikke mere genkalde mig mit kære, elskede land eller jer, som jeg elsker endog højere, og som elsker mig. Mit sind og mit hjerte, som altid har huset billederne af alt, hvad der er godt her på jorden, er mørk og øde. Alle mine tanker er spredte og dunkle.

For længe siden slog jeg og Mogens en manepæl i jorden, som var blevet revet op; dagen efter kom tyskerne. Jeg har altid tænkt, at vi ikke fik banket den pæl tids nok i, for onde ånder er der nok af. Ligegyldighed, nydelsessyge og den kunst, djævelen er bedst til,nemlig at skabe usikkerhed om det egentlige, alt det, der førte til besættelsen, har drevet deres spil lige siden. Gamle Erik har nu også sit tag i mig.

Jeg har i mange år tænkt, at jeg bar mit kors, og at der var en mening med det, men det, jeg troede på og arbejdede for, det var i virkeligheden et sisyfosarbejde, den såkaldte befrielse var en første skuffelse på en lang og stenet vej, og det får ingen ende. Alle disse kampe, alle disse nederlag. Til ingen nytte var de. Vi blev færre og færre til at holde falanksen, og nu står det mig klart, at der ingen falanks er tilbage at holde.

Jeg troede engang, at jeg var velsignet, men den dæmoniske kraft der tvang Sisyfos op ad bjerget, har vist sig at være stærkere end Guds mirakler. Eller også straffes jeg for at tro, at min indsats betød noget, at jeg ikke havde nok i at være en tro tjener. Jeg ved det ikke.

Nu skal det alt sammen høre op. Bed mor om at tilgive mig, bed for mig til Ham, der bærer verdens synd, at han også må bære min. Bed for mig.

Jeres hengivne Jens

Han kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham.

Ja – når også den stærke må give op, fordi der kommer én, der er stærkere end ham, så overtager denne den stærkes hele rustning, og uddeler til andre det bytte, han har erhvervet sig. Og de urene ånder flytter ind og tager bolig blandt menneskene, og det sidste bliver værre end det første.

Jens' far, Aage, der er læge og folketingsmand for de konservative, er den, der hidkalder teksten fra Biblen, da det for alvor går op for ham, hvad der er på vej sydfra. Og han skummer af raseri, til sine to drenges bestyrtelse, over de Radikales udsultning af forsvaret. (Jens bliver også læge, og Mogens advokat og konservativ folketingsmand)

Og nu tager så politikerne for alvor over (jeg fristes til at sige, at de ”urene ånder” med deres politiske projekter om overnational forbrødring, og løfter om velstand og magelighed, så langt øjet rækker, flytter ind – og dem bliver Jens' storebror, der også har deltaget aktivt i modstandskampen, en del af.

”De gamle mænd” forstår at tæmme modstandsfolkenes kræfter, og uden at blive stillet til regnskab i et egentligt opgør (se Opgørets nødvendighed af Vilhelm Krarup), belægger de skinnerne med trygge bløde dyner til velfærdsstaten og til den globale EU–tankegang, hvor politiske kommissærstillinger efter sovjetisk mønster vinker forude, sammen med alskens stillinger i globale organisationer, som kan vindes, ikke med sværd, men med veltalenhed og politiske forbindelser under demokratismens dække.

Kan sammenlignes med lykke-per

Inden jeg slutter denne kommentar til Marianne Wagners fremragende og vedkommende bog med et citat fra Søren Krarups bog Selvbesindelse fra 1976 (en kommentar, jeg må tvinge mig selv til ikke at gøre længere, da den har sat mange tanker i gang hos mig), skal der lyde en stærk opfordring fra min side til, at man læser Marianne Wagners bog – og minsandten også Søren Krarups.

I omfang kan den ikke sidestilles med Lykke Per, men i dybde og sproglig læseværdighed, kan den – og for mit vedkommende bliver det endda med en pil opad.

Det er en bog om virkelige mennesker, som man ikke kan lade være at få sympati for og holde af, netop fordi de i høj grad tumler med tanker og handlinger, der er almene vilkår i hvert enkelt menneskes liv, afhængig af den alvor, hvormed det overvejer sin stilling til familie og land.

Men det er tillige en bog fuld af håb, fortrøstning og livsmod, trods den modgang og fortvivlelse familien udsættes for, og familiens forankring i kristendommens tale til det syndige menneske, at det ikke kan skabe paradis på jord, trods de ihærdigste anstrengelser, kan næppe udtrykkes bedre, end Grundtvig gør det i den salme, han kaldte sin ”åndelige vuggevise”, og som han digtede i en dyb personlig krise i Stigs Bjergby præstegård, hvor min søn nu bor (her i sin oprindelige form):

Sov sødt barnlille!
Lig rolig og stille!
Så sødelig sov, som fuglen i skov,
som blomsterne blunde i enge!
I Faderens skød,
med kærligheds glød,
selvanden du hviler i senge! (selvanden: ikke alene)

Vi er imidlertid efter min mening i en tid, hvor det forekommer mig, at der, også globalt set, er en gryende fornemmelse af behovet for at besinde sig på familie, land og tradition – eller kort sagt på selvbesindelse – og en besindelse på at overtage livet i frihed og under ansvar – blot ikke hos dem, der lider af den politiske syge. Tænk sig, om det var en sådan bog man i sin tid stopfodrede ungdommen med, frem for Ribjergs Den kroniske uskyld!

Som sagt skal Søren Krarup have det sidste ord, også fordi han er nævnt i bogen som den burre, han har været i dansk åndsliv i specielt forrige århundrede, og jeg tøver ikke med at give ham format, som vores tids Grundtvig – ikke mindst fordi deres forståelse af det folkelige er kongruente – og deres gerning i så henseende ligeså.

Slutordene i Selvbesindelse:

Men man er ikke menneske i almindelighed. Man er et menneske i sin givne, konkrete familiemæssige, nationale sammenhæng. Og det er gennem sit forhold til det særlige, at et menneske udtrykker det alment menneskelige.

Den ideologi. der vil gøre en ”menneskelighed” i almindelighed til formålet, og i konsekvens heraf vil se bort fra alle særlige karakteristika som nationalitet, køn og sprog – den ideologi ophæver mennesket som en levende skabning.

Tilbage bliver ikke andet end tomheden og fraserne. Tilbage bliver spøgelser og visne blade.

Det er den erkendelse, vi ikke kommer uden om at gøre – i dag, hvor opløsningen rykker os ind på livet.

Er frihed umagen værd?

Spørgsmålet er, om ønsket om frihed er umagen værd? Den frihed, som biskop Thomas af Strängnäs, død 1448, besang:

Frihed er som fugl i hånd
med moders røst og faders ånd;
hold fast om fuglens vinge!
Kun galgenfugl dig bilder ind,
at når den fløj for vejr og vind,
kan han igen den bringe.

Aldous Huxley ”genbesøgte” i 1958 sit skrift Fagre nye Verden fra 1932, og han havde følgende at sige:

Anser et flertal af befolkningen det for umagen værd at påtage sig den ikke ringe ulejlighed for at standse og om muligt vende den strøm, som nu fører os hen mod totalitær kontrol med alting?

I USA (De forenede stater) er det profetiske billede af den byindustrielle verden, sådan som den vil være om nogle år (har de nyeste opinionsundersøgelser røbet), at et flertal af unge mennesker under 20 år, altså morgendagens vælgere, ikke har nogen tro på demokratiske institutioner, ikke ser nogen indvending mod censur af upopulære tanker, ikke mener at regering af folket ved folket er mulig, og som vil være fuldkommen tilfredse, hvis de kan vedblive at leve i under de vilkår, som højkonjunkturen har vænnet dem til - tilfredse med at blive styret ovenfra af et oligarki af udvalgte eksperter.

At så mange af de velforplejede unge fjernseere i verdens stærkeste demokrati er så aldeles ligeglade med, om de kan få lov til at styre deres egne liv, så komplet uinteresserede i tankens frihed og retten til at have en afvigende mening, er meget foruroligende, men ikke forbavsende.

"Fri som fuglen" siger vi, og misunder de vingede skabninger deres evne til uhæmmet bevægelse i alle tre dimensioner.

Men ak! Vi glemmer dronten! Enhver fugl, der har lært, hvordan den skal skaffe sig rigelig føde unden at være nødt til at bruge sine vinger, vil snart give afkald på flyvningens privilegium og for stedse holde sig ved jorden. Noget tilsvarende gælder menneskene. Hvis brødet leveres regelmæssigt og rigeligt tre gange om dagen, vil mange af dem være fuldt ud tilfredse med at leve af brød alene – eller i det mindste af brød og skuespil alene.

I Dostojevskis legende om Storinkvisitoren lyder det: "Til sidst vil de lægge deres frihed for vore fødder og sige til os: 'Gør os til eders slaver, men giv os at spise.'”

Og da Alyosha Karamazov spørger sin (ateistiske) broder, som har digtet og fortæller historien om Storinkvisitoren, om han da ikke er ironisk, Svarer Ivan Karamazov: "Overhovedet ikke! Han (Storinkvisitoren) betragter det som en ære for sig og sin kirke, at de har besejret friheden, og gjort det for at gøre menneskene lykkelige."

Thi, siger Storinkvisitoren, intet har nogensinde været mere uudholdeligt for et menneske eller et menneskeligt samfund end netop frihed.

Intet – undtagen manglende frihed! For når situationen forværres og rationerne nedsættes og slavedriverne skærper deres krav, så vil de jordbundne dronter igen forlange deres vinger – for blot påny at give afkald på dem,når tiderne bliver bedre og drontefarmerne bliver mere eftergivende og gavmilde.

Marianne Wagner
Når den stærke vogter sin gård
Mellemgaard
262 sider 

Søren Farup er murer og ingeniør

Danmarks forkætrede ideologikritiker (anmeldelse)

af Hans Nørkjær

I anledning af Søren Krarups død genudgiver vi denne anmeldelse af Mikael Jalvings biografi fra 2014

Redaktionen

 

ANMELDELSE AF "SØREN KRARUP OG HANS TID"

Lad os til en begyndelse anskue det nøgternt: Søren Krarup har haft en stor betydning for Danmark igennem årene. Han har været med til at give Dansk Folkeparti intellektuel ballast og gennemslagskraft, og han har været en markant konservativ stemme i den samfundsmæssige og teologiske debat, især siden han var den første til for alvor at sætte gang i den indvandrings- og integrationsdebat, som har været så afgørende for det politiske billede i Danmark de sidste godt 30 år. Men der ophører enigheden nok også. Folk går hver til sit, hæver stridsøksen og slagter løs omkring sig med enten anstændigheden eller forsvaret for Danmark som hjemmel.

INDBLIK

Med Mikael Jalvings biografi om Søren Krarup er det med et slag (265 sider) blevet muligt på en forholdsvis enkel måde at sætte sig ind i de væsentlige opgør og oprør, som Søren Krarup har været bannerfører for, og på hvilket grundlag og imod hvilke modeluner, han har ført striden – både på den åbne presse-slagmark og i mere perifere sammenhænge, såsom arbejdsfællesskabet Tidehverv. Enhver, der hovedkulds vil beskylde Søren Krarup for både ideologisk nationalisme og simpel racisme, bør, hvis man ikke magter at kaste sig over mandens egne værker, som minimum læse denne biografi først. Et eksempel fra bogen: ”At gøre mennesket til et racevæsen er at umenneskeliggøre det på samme måde, som når man gør mennesket til et klassevæsen. Det er dæmoni. Livet er ikke et biologisk spørgsmål, men det stik modsatte. Det er et spørgsmål om skyld og ansvar.” Stridbare personer af en anden overbevisning end Krarups vil muligvis hævde, at Krarup i så fald ikke lever op til sine egne ord, men den vigtige skelnen ligger for Krarup et meget vigtigt sted, nemlig mellem kritik af tankesystemer og mellemmenneskelig handlen. Islamkritik kan aldrig blive racisme, og en streng indvandringspolitik er ikke i strid med næstekærlighed.

RELIGIONSKRITIK

Hvis der er noget, der har kendetegnet Søren Krarups virke igennem årene, så er det en enestående evne til at mene noget andet, end hvad ”man” mener. Ja, Søren Krarup har faktisk langt hen ad vejen været kritiker af, hvad man kan kalde en kulturel og elitær småborgerlighed. Han har nemlig med åben pande gennem årene kritiseret alle dem, der ellers har været de selvudnævnte forkæmpere for ”den gode smag og tone” samt spydspidserne for ”den politiske korrekthed”.

Søren Krarup har bl.a. forsøgt at påvise, hvordan den, der dikterer tænkningen og ideologien, har magten. Han har nemlig bedrevet ideologi- eller religionskritik – hvilket ellers er noget, man ofte tillægger marxister og andre venstrefløjsfolk. Han har taget troen fra pæne folk: Troen på humanismen, demokratiet, menneskerettigheder osv. Og det har han gjort ud fra en enfoldig tanke om, at ingen menneskelige systemer er gode i sig selv, for de er aldrig bedre end de magthavere, der håndhæver dem, hvilket desværre (ak!) er smålige og fejlbarlige mennesker. Derved har han peget på, at slige smukke tankesystemer altid truer med at slå om til deres modsætning og blive totalitære, undertrykkende og destruktive i tolerancens eller humanismens navn. Og selvfølgelig er det ikke rart at få at vide, at al den gode vilje måske ikke har den tilsigtede effekt. Som Rune Lykkeberg har gjort opmærksom på, har Søren Krarup bedrevet en humanismekritik, der sine steder er parallel med venstredrejede bevægelser rundt om i Europa. Derfor kan Mikael Jalving også sætte Krarups tanker i forbindelse med en tænker (ofte elsket af venstrefløjen) som den franske filosof og poststrukturalist Michel Foucault. Krarup gør det blot ud fra et borgerligt konservativt udgangspunkt, men det er måske ikke så underligt i et samfund, hvor socialdemokratismen har sejret så meget af Helvede til, som den har i Staunings og Jens Otto Krags Danmark.

DEN NØDVENDIGE POLEMIK

Krarup giver faktisk en mulighed for i en lang række samfundsspørgsmål at vende bøtten, så vi ikke bare tager vores egen mavefornemmelse og politiske og moralske pænhed for gode varer. For det kunne jo være, at virkeligheden stod over utopien. Det er nødvendigt at bedrive polemik og ikke dialog, hvis man mener, man er underlagt en uudtalt fordomsfuld diskurs, som man ønsker at vriste sig fri af, fordi den dikterer spillereglerne. Polemik kan nemlig ryste posen og måske endda hælde hele parnasset af brættet ved at afsløre den såkaldte objektivitet som ren og skær ideologiproduktion. Det behøver man ikke være konservativ eller reaktionær for at mene; men at det er Krarup, der har været en af de tydeligste ideologikritiske røster herhjemme er et faktum, der desuden siger noget om den originalitet med hvilken han har fremturet.

Mikael Jalvings biografi kan anbefales til alle, der vil have et loyalt indblik i denne forkætrede mands virke og tænkningen, der ligger bag.

Søren Krarup – og hans tid
Mikael Jalving
People’s Press, 2014
265 s.