Leder

Hele Danmark har i løbet af den seneste uger kunnet se dokumentarserien om Preben, der vil dø. Han er lam fra halsen og ned, og derfor tager han til Belgien for at få aktiv dødshjælp.

Udsendelserne viser noget om, hvordan vi ser på livet og på døden. Vi synes, at livet er godt, hvis det er fuldt af nydelse, og dårligt, hvis det er fuldt af lidelse. Sådan har man ikke set på det i vores kultur før. Traditionelt har det gode liv været det meningsfyldte og det ansvarsfyldte liv.

Ligesom der er sket en omvendelse af, hvad vi anser for at være et godt liv, er der også sket en omvendelse af, hvad vi anser for at være en god død. Før i tiden ville man gerne vide, hvornår man lå for døden, så man kunne forberede sig ved at få orden på sine relationer til Gud og til andre mennesker, inden man skulle ”møde sin skaber”. Nu synes man, at døden bare skal være hurtig og smertefri.

I dag er der megen snak om, at man kan have et værdigt liv eller et uværdigt liv. Men vi taler kun om det, når det handler om et menneske, der på en eller anden måde er blevet hæmmet i sin livsudfoldelse.

Vi taler ikke om, at man skal leve sit liv med værdighed, og altså fx opføre sig ansvarligt, modigt eller hæderligt – i stedet for at nedværdige sig selv ved at være barnagtig, fej eller egoistisk. Det er typisk ikke på tale, når man bruger frasen om ”et værdigt liv”. Det handler mere om, at man selv kan gå på toilettet, og at man ikke sidder i en kørestol og skal mades og tørres om munden af andre.

Med ”et værdigt liv” menes der et liv, hvor man har stor autonomi. Et liv, hvor man kan klare sig selv og gøre nytte. Det er godt at stræbe efter at være til nytte og gavn for andre. Men når et menneskes værdi kommer til at afhænge af, om man er til nytte, bliver det en trist måde at betragte menneskeværd på.

Det bunder i en utilitarisme, hvor alt handler om at skabe mest mulig lykke for flest mulige mennesker, og hvor det derfor etisk set er værre at tage livet af en lykkelig hamster, end at tage livet af et ulykkeligt menneske. Herfra er der ikke ret langt til det, vi kalder ”medlidenhedsdrab” – den rutinemæssige aflivning af handicappede og syge mennesker, fordi man ikke mener, at deres liv er værd at leve.

I modsætning hertil står pligt-etikken som for eksempel den etik, der er indeholdt i kristendommen og andre religioner. Den kristne etik siger, at det er Gud, der er giveren af de etiske retningslinjer, som vi har overleveret i Bibelen og traditionen, såsom de ti bud, og derfor har vi pligt til at holde dem. Fordi Gud siger det.

Gud kræver af os, at vi ikke begår mord. Det er det femte bud, og et forbud mod overlagt mord findes i de fleste religioner. Men det er ikke en vilkårlig Gud, der giver sådanne retningslinjer. Det er en kærlig Gud, som har omsorg for hvert enkelt menneskeliv. Hvert eneste enkelt menneske er skabt af Gud og har et helt unikt værd. Og vi har pligt til at værne om vores medmenneskers liv, fordi både de og vi er skabt af Gud.

Nyt Babel sætter fokus på eutanasi i artiklen Et forsvar for menneskelivet af Morten Bangsgaard, samt i Katrine Winkel Holms artikel Sigrid Undset spåede om eutanasi.

Om Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel er et nettidsskrift, som drives på frivillig basis. Det redigeres af Stine Munch, Merete Bøye og Nana Hauge. Læs det på nytbabel.dk.

Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412
Konto: 3412 312 082

Du kan også støtte ved at dele Nyt Babels artikler på sociale medier, eller ved at trykke et par ekstra udgaver af pdf-filen og give dem til dine venner eller lægge dem rundt omkring, hvor der kunne tænkes at findes læsere.

Vi takker for enhver støtte. Tak til alle, der har støttet hidtil med små og store beløb.

Nyt Babel som pdf

af Nyt Babel

Her kan du hente hele Nyt Babel i pdf-format, lige til at printe ud.

Del gerne Nyt Babel ud til venner og bekendte, enten ved at linke til nytbabel.dk, eller ved at tage et udprint og give videre.

Et forsvar for menneskelivet

af Morten Bangsgaard

Danmarks Radio har i julemåneden valgt at vise en sjældent ensidig dokumentar om en mand i sin bedste alder, Preben, der efter en alvorlig og stærkt invaliderende arbejdsulykke, og efter nøje overvejelser over sit livs værdighed som følge heraf, ønsker at dø. Aktiv dødshjælp er forbudt i Danmark, assisteret selvmord er strafbart. Derfor må Preben på sin sidste rejse tage til Belgien for at blive slået ihjel. Igennem tre programmer lærer vi Preben at kende, hører om ulykken og det efterfølgende liv han får sammen med sin hustru, Britt. Vi erfarer, hvad det vil sige, at et liv pludseligt forvandles og ændrer sig; hvad en forfærdende ulykke kan gøre ved et menneskeliv, der trives. Sammen savner Preben og Britt det liv, de havde, før Preben kom alvorligt til skade. De savner hinanden, og ud af det savn vokser tanken om at afslutte livet, fordi savnet er for stort og uudholdeligt.

I dokumentaren præsenteres seeren altså for et menneske, der gør sig mange tanker om døden og livet. Men der er også noget, som dokumentaren ikke ønsker at blotlægge. Preben bliver slået ihjel af en dansk læge, som er bosat i Belgien, hvor aktiv dødshjælp er tilladt. Efterfølgende er det kommet frem i den markante medieomtale, at visse af dokumentarens stemmer, som udtaler sig anderledes om aktiv dødshjælp end dokumentarens primære røst, er blevet klippet ud af dokumentaren.

Tilbage står altså en helt igennem unuanceret dokumentarserie i tre dele. Mange sidder formentlig tilbage med det umiddelbare spørgsmål: Hvorfor kan Preben ikke modtage aktiv dødshjælp i Danmark og således dø herhjemme?

Ret til selvbestemmelse er blevet et trumfkort

I mange etiske debatter, der kredser om aktiv dødshjælp, er der kommet et trumfkort. Et suverænt es. Et sådant kort, som, når det spilles, rydder hele bordet. Under parolen ”individets ret til selvbestemmelse” kender vi dette trumfkort, der repræsenterer en ubetinget ret til og et krav om stort set grænseløs individuel frihed. Set i en historisk kontekst har hævdelsen af individets suveræne frihed typisk været et borgerligt-liberalt anliggende. I dag hører kravet i sin mest radikale politiske form dog primært til de klassiske venstrefløjspartier. Mindretalsbeskyttelse og -hensyn er afløst af kravet om retten til selv at kunne bestemme.

Autonomi er for den enkelte det afgørende, hedder det i denne henseende. Andre og mindre gyldige argumenter må vige for individets naturlige krav om at være herre over eget liv. Men det er her, det går galt. Om man overhovedet kan være herre i eget hus er tvivlsomt, men helt sikkert er det, at man ikke kan være herre over sit eget liv og sin egen død. Hverken nu eller tidligere har dette været muligt. Tillader vi synet, at vi kan mestre livet og døden, mister vi noget fundamentalt. Vi mister forståelsen for, at mennesket ikke er selv, at det aldrig er alene. Ethvert menneske er sat ind i en i større sammenhæng; en sammenhæng, der rækker udover den enkelte. Slægt skal følge slægters gang. Det er et grundvilkår i menneskelivet, hvorfor det ikke er op til den enkelte at disponere over døden.

Det senmoderne menneskes tydelige insisteren på kontrol er på én og samme tid både forbløffende og skræmmende. Forbløffende er det, fordi vi synes helt at have glemt, hvad menneskelivet er gjort af. Det hellige, det skabte, det ukrænkelige og det unikke menneskes liv negligeres. At Gud giver såvel som tager liv, er et mantra, de færreste lever efter i dag. Skræmmende er det senmoderne menneskes insisteren på selvkontrol ligeledes, fordi vi stadig er afmægtige og afhængige af Guds vilje. Ske din vilje. Hvis vilje er det, vi her taler om? Dét vilkår strider mod trangen til selvkontrol og -bestemmelse, og spørgsmålet om aktiv dødshjælp bliver et oprør mod det gudgivne. Tillader vi aktiv dødshjælp, mister vi, vil jeg påstå, vores grundlæggende opfattelse af os selv. Og hertil følger konsekvensen, at menneskelivet tingsliggøres og opfattes som noget, vi kan smide ud efter forgodtbefindende, når vi ikke gider det mere. Preben siger det faktisk selv i dokumentaren: ”Tænk, at man skal blive enig om den dag, man skal dø. Det er fandme syret.” Præcis! fristes man til at sige, så alle kan stoppe op og høre, hvor syret sådan et gøremål virkelig er.

Hjælp med at dø, ikke til at dø

I debatten om aktiv dødshjælp overses en central pointe, når det gælder trumfkortets styrke. Spørgsmålet om selvbestemmelse overser, at autonomi ikke udøves uden hensyn til andre. Mennesket er ikke ene, og dette begriber den hårdnakkede ret til selvbestemmelse ikke. Meningsmålinger viser jævnligt, at tre ud af fire danskere er tilhængere af en lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Nogenlunde sunde, raske og rørige danskere. Sådanne borgere, der har en hverdag, der ligner den, Preben havde før ulykken. Til gengæld møder det danske plejepersonale på de hospitalsafsnit og hospice, hvis patientgrupper i givet fald ville kunne tilvælge aktiv dødshjælp, så godt som aldrig det ønske. Tværtimod. Her er det livet, der er i centrum. Og ikke dødens mulighed. Patientens lyst og vilje til at opleve den sidste jul, den sidste familiebegivenhed eller den første vintergæk titter frem. Der rækkes ud efter livet, således at døden holdes stangen. Døden skal man tale om, når den er langt væk, som Martin Luther engang sagde. Når den er tæt på skal, vi tale livet frem.

Betyder det så, at vi ikke skal hjælpe den dødende, et menneske i sit allersidste livsafsnit, et menneske, der er udsat for både fysisk og eksistentiel lidelse? Lidelse er ligesom livet et grundvilkår for menneskets tilstedeværelse. Derfor taler man om, at lidelsen er noget, man skal lindre – ikke at lidelsen er noget, man skal komme til undsætning med aktiv dødshjælp. Gør vi det, fjerner vi ikke bare lidelsen, men også den lidende. Vi skal hjælpe mennesker med at dø, ikke til at dø.

Til det lidende menneske skal vi sige: ”Du må gerne være til besvær.” Vi skal lindre og trøste det dødende menneske. Vi skal, også som pårørende, turde gå ind i afmagtens rum og tage den dødende i hånden og blive hos det menneske. Vi skal turde give os hen til lidelsens sårbarhed og acceptere, at vi ikke har kontrollen. Vi skal give afkald på den idé, vi som senmoderne mennesker næsten ikke kan forestille os: At det ikke er os, der bestemmer over døden. I afmagtens rum bliver det tydeligt, at vi ikke er herre over livet. Ligesom vi kommer ind i verden uden selv at have bestemt det, forlader vi den igen uden selv at fastsætte datoen. Vi skal ikke bemægtige os døden, men give os hen til det, der kommer med og i døden. Sådan hjælper vi den døende med at dø. Det er det modsatte af at hjælpe til at dø.

Vi må aldrig komme dertil, hvor vi svarer et skrøbeligt mennesket: ”Dig kan vi godt vi undvære. Dit liv kan vi godt bringe til ophør.” Det er og bliver en forkert tilgang til at hjælpe, hvis vi fjerner den lidende. Smider vi livet bort, når vi ikke vil mere eller vil bemægtige os døden før den bemægtiger os, tingsliggøres menneskelivet. Aktiv dødshjælp bliver lovliggjort i stadig flere lande. Den tektoniske plade, som kravet om selvbestemmelse hviler på, skrider ud i disse år. Fortsætter den bevægelse, ændres vores syn på menneskelivet fra at være noget ukrænkeligt i retning mod en tingsliggørelse. Det må ikke ske.

 

Morten Bangsgaard er stud. theol, medlem af Etisk Råd, og tidligere generalsekretær i Det Konservative Folkeparti under VK-regeringeringen

 

Undset spåede om eutanasi

af Katrine Winkel Holm

I oktober i år offentliggjorde den store canadiske butikskæde La Maison Simons en helt særlig video. Det er en video, der viser en ung kvinde, der ønsker at dø, og som ender med at modtage aktiv dødshjælp, ”medicinsk assisteret selvmord”, som det kaldes i Canada (Medical Assistence In Dying).

Butikskædens video er en lækkert indpakket hyldest til eutanasi, der bliver fremstillet i smukke billeder, fyldt af glæde, varme og smilende mennesker. Selve medlidenhedsdrabet på kvinden, kaldet Jennyfer, bliver en slags performance, et udtryk for hvor flot og smagfuldt man kan iscenesætte sin egen død – med hjælp fra en venlig, statslig dødsengel. Vel at mærke samtidig med at butikskæden markedsfører sig selv og sine varer.

Videoen fik det til løbe koldt ned af ryggen på mig. Så lækkert kan man promovere drab og menneskeforagt, for det er ikke anderledes i Canada end alle andre steder, hvor eutanasi er blevet tilladt: Der er adskillige handikappede og marginaliserede mennesker, der føler sig presset til at tage imod medicinsk assisteret selvmord, fordi de ikke rigtig har nogen anden udvej. De tager imod statens dødstilbud, fordi de ikke føler, at deres liv er noget værd. Staten, der efter vores velfærdstankegang skal tage sig omsorgsfuldt af sine borgere gennem hele livet, skubber nu diskret på for at få dem ud af livet.

En velfærdsstat, der gæsteoptræder som dødsengel – det er muligvis fremtiden. Men vi bør overhovedet ikke være overraskede, for det hele er blevet præcist forudsagt for knap 100 år siden af en klog norsk forfatter, Sigrid Undset.
Der er flere grunde til at stoppe op ved Undset netop nu.

For det første fordi det er præcis 100 år siden, hun fik sit store store internationale gennembrud med romanen Kristin Lavransdatter, hvis sidste bind udkom i november 1922.

For det andet fordi hun, der i mange år er blevet overset, nu er ved at få en renæssance. Netop nu er hendes to store middelalderromaner, Kristin Lavransdatter og Olav Audunssøn ved at blive genoversat, bl.a. af forfatteren Ida Jessen, der har skrevet kyndigt om hende. Jessen hylder hendes fremragende skønlitterære forfatterskab, samtidig med at hun tager afstand fra hendes bidrag til kulturdebatten, som Jessen stempler som ”skinger”, ”firkantet” og ”hamper”.

Jeg er ikke enig i det sidste. Netop i sin samtidskritik er Sigrid Undset både præcis og profetisk. Skræmmende profetisk. Det bliver tydeligt, når man ser på en af de kampe, hun tog i 1920'erne og 1930'erne. Her vendte hun sig højlydt imod den menneskeforagt, som hun sporede i tidens optagethed af at skabe et samfund med så mange sunde og vellykkede individer som muligt. Tankegangen, som førte til love om tvangssterilisering også herhjemme, stemplede Undset som ”den socialhygiejniske tænkemåde” og så den som et udslag af fremskridtsoptimismen: Troen på, at det er muligt at maksimere sundhed og livslykke i samfundet ved hjælp af videnskabelige metoder, som overlades i hænderne på særligt uddannede eksperter og samfundsingeniører. Det bliver så dem, der får lov at definere, hvad der er værdigt liv og hvad der ikke er.

Hensigten er ved første øjekast menneskevenlig, men viser sig at have en bagside. For definitionen af, hvad der er et værdigt liv, er snæver, og mange vil uvægerligt falde udenfor. Der findes nu engang, skriver hun i 1935, individer og slægter, som ikke kan forbedres, det er et faktum. Kulturoptimismen har ikke taget i betragtning ”at undervisning og oplysning ikke kan hjælpe mod biologisk bestemt skrøbelighed. Problemet er der – og hvor den kristne tradition efterhånden forsvinder, bliver den eneste fornuftige løsning at lade dem omkomme.”

Med andre ord: Det vil altid være fysisk og psykisk skrøbelige individer, der er uimodtagelige for fysisk og moralsk forbedring. Og Undset forudså, at der ville blive mindre og mindre forståelse for, at disse individer også har værdi.

Selv fik hun det tæt på livet, da hun fik en datter, der var psykisk handikappet. ”Min lille pige, som er åndssvag”, sådan omtalte hun datteren Maren Charlotte, men ordet ”åndssvag”, der for længst er blevet stemplet som politisk ukorrekt, var fra hendes side ikke udtryk for nedvurdering. Tværtimod. Hun elskede datteren usigeligt og kæmpede af al magt for at datteren kunne passes i hjemmet og ikke sendes på anstalt.

Og i takt med at Maren Charlottes psykiske handikap trådte tydeligere frem og det stod klart, at hun hørte til de individer, der ville blive fravalgt og stemplet som uønskede i den fremtidige eugeniske stat, søgte Undset selv efter et holdepunkt.
Hun fandt det i kristendommen og hun kom frem til, at kristendommen er bolværk mod menneskeforagten. Fra den udgår ”livssaften i den kulturtradition som nu bliver beskæmmet med alle midler af alle former for moralnihilistisk og statsforgudende mentalitet”.

Og Undset spåede, at man i takt med at kristendommen forsvinder, igen vil begynde at skille sig af med uønskede individer, sådan man også gjorde det i hedensk tid. Og sådan som man jo gjorde det i nazismens Tyskland – og Undset var da også tidligt en afgjort modstander af nazismen.

Hun så klart, at når vi i vores civilisation er holdt op med at sætte handikappede børn ud til ulvene, skyldes det det klare og markante nej fra kirken. Hvert menneske, geni eller handikappet, er skabt i Guds billede, og ingen stat har myndighed til at forgribe sig på Guds skabning og behandle det som en unyttig æder. Kirkens klare tale om menneskets værd var en af grundene til, at Undset tilsluttede sig kirken, den romersk katolske, midt i 1920'erne.

Kernen i tidens kulturkamp ifølge Sigrid Undset var da også striden mellem de ideologier, der ønsker den totale sekularisering af mennesket og løsrivelse fra religion og de, der holder fast ved kristendommens tanke: At intet menneskeværdigt samfund kan bygges på jorden uden at det er knyttet til et rige som ikke er af denne verden.

Tog den norske forfatter fuldstændigt fejl, når hun spåede, at eutanasi ville blive udbredt, og ”mindreværdige” individer stemplet som uønskede i en afkristnet fremtid?

Nej, det er svært at komme udenom, at hun hendes advarsel var profetisk. Den lækre glittede dødsreklame fra den canadiske butikskæde er et eksempel på det.
Og er det i øvrigt ikke tankevækkende, at børn med Downs syndrom er ved helt af forsvinde? De fravælges som uønskede inden de ser dagens lys. Samtidig går
eutanasien sin sejrsgang gennem de vestlige lande og sætter helt forudsigeligt spørgsmålstegn ved de ensomme og skrøbelige individers værdi som mennesker.
Kampen mellem nyhedenskabet og den kristne menneskeforståelse er med andre ord mere aktuel end nogensinde. Og kvalificeret inspiration til den kamp kan man i rigt mål hente hos Sigrid Undset.

Den uønskede Grundtvig

af Stig G. Rasmussen

Få vil velsagtens anfægte, at N.F.S. Grundtvig (1783-1872) for længst er blevet til et nationalt monument. Af samme grund påkaldes hans navn også i tide og utide, ligesom han skal udsmykke og legitimere et utal af positioner. Det være sig nationalt betonede ærinder, diverse politiske og mentalitetshistoriske kæpheste, og sågar den frie opdragelse, rundkredspædagogikken og faglighedsminimalismen har påkaldt sig mandens navn. Så det er en blandet landhandel af synspunkter, der søges legitimeret ved at henvise til Grundtvig. Især hvis det er noget med ”frihed”, idet Grundtvig ses som frihedsmanden frem for nogen.

Til tider sker påkaldelsen også som et forarget udråb: ”Og det skal man høre i Grundtvigs fædreland”. Ligesom verslinien ”Menneske først, og kristen så ” har været udsat for et hartad majestætisk misbrug, når udsagnet fremstilles som var det en prioriteret rækkefølge. Først og fremmest menneske, og så kristen, hvis der ellers bliver tid og ikke noget bedre tilbyder sig. Her skal Grundtvig altså blåstemple en vidtgående sækularisme.

Og sådan kunne man blive ved, men mon ikke pointen står klart. Grundtvig er i vælten i talløse sammenhænge, og alt, hvad der forbindes med ham, får en positiv valør. Selvfølgelig er der andre kendisser, der har fristet en tilsvarende skæbne. Måske levede de endda længe nok til at prøve bremsepedalen. Luther var f.eks. ikke ubetinget glad for de sammenhænge, i hvilke hans navn blev påkaldt.

Et andet koryfæ fra 1800-tallet måtte direkte tage afstand fra kredse, der tog hans navn forfængeligt. ”Jeg, Karl Marx, jeg er ikke marxist”, erklærede han. Det kunne han sandelig få rig lejlighed til at gentage de følgende 100 år. Men da var han død og værgeløs. Ligesom Grundtvig er. Ja, begge d'herrers skæbne leder tanken hen på, hvad der engang blev sagt om F. Nietzche, nemlig at ”han blev hyldet og lagt for had, citeret og forkætret, forgudet og forhånet, ja en en gang imellem opnåede han endda at blive læst!” Det kunne man jo også prøve med Grundtvig.

Nu skal det siges, at Grundtvig beskæftigede sig med umådelig mange emner i sit lange liv. Af samme grund vil de, der botaniserer i hans værk som regel altid kunne finde et skriftsted, de kan bruge til at forgylde en sag med. Her vil vi imidlertid forsøge at indkredse mandens kristendomssyn, og hvordan gøre det bedre end ved at læse hans salmer.

For en god orden skyld skal indføjes, at jeg her har begrænset mig til de salmer, der kommer fra Grundtvigs eget værksted, ikke de bearbejdelser af andres udspil, som han også så tit foretog. Altså de salmer som er angivet med ”a” i oversigten i Den danske Salmebog (Dds)2003, s.1348-49.

En gennemlæsning af det således afgrænsede materiale, skønt fordelt på mange underafdelinger, får dog ét ordpar til at stå tilbage som skrevet med flammeskrift. Den næsten allestedsnærværende formel ”badet og bordet”. Altså dåben og nadveren. Ordene kan fra salme til salme komme i to efterfølgende linier, eller fra et vers om dåbens funktion og budskab og så til næste vers om nadveren. At dette ordpar har den rolle skyldes selvfølgelig, at vi her møder kernen i ”den kirkelige anskuelse”. Den, som Grundtvig selv formulerer så klart i det store skrift Den christelige Børnelærdom (endelig udgave 1868) som ”den Oplysning, at vi ikke blot i Daaben har en Indstiftelse af Herren til Saliggiørelsens Begyndelse, men har i Nadveren også en Indstiftelse af Herren til Saliggiørelsens Fremme og Fuldendelse”. Sakramenterne udgør således et kontinuum, hvori synderen først sættes i forhold til og derefter igen og igen forenes med Guds frelse i Jesus Kristus. I den livsbevægelse, som allerede i oldkirken slet og ret kaldtes for ”Vejen”.

Den næsten formelagtige gentagelse af omtalen af sakramenterne i forlængelse af hinanden har nærmest signaturværdi for Grundtvigs forkyndelsesgrundlag, og har derfor konstant ligget ham på sinde og i pennen.

Det samme gælder to andre ordpar, der optræder som faste vendinger. Det første er støv/ånd, der simpelthen er Grundtvigs symbol for det skabte menneske. Det er, når Ånden lægger sig til biologien, det faldne og dødelige menneske, at ting sker. Både skabelse og siden nyskabelse sker, og verden bliver ny. Hertil lægger sig også den dristige tale om mennesket som Guds eksperiment, som vi møder andre steder i Grundtvigs værk. Dristig, fordi der jo er det med et eksperiment, at det kan slå fejl!

Et tredje tilbagevendende ordpar er, heller ikke overraskende, ”Ordet” sammen med ”Ånden”, selvom de også mødes hver for sig. Her står vi overfor en markør af den lutherske arv, eftersom de to ord også hos Luther forstås som uadskillelige. Ofte hos ham med brod mod sværmernes adskillelse af netop Ånden fra Ordet. I form af særlige og spontane indgivelser af åndsgaver, ledsaget af både ydre og indre manifestationer (oplevelsesreligiøsitet). Men nej, siger både Luther og Grundtvig, Ånden og Ordet/Kristus følges altid af, eftersom det er Åndens kendetegn, at ”Han skal tage af mit og forkynde Jer det” (Johs.16,14-15). Det, som det er præstens embede og kald at gøre søndag efter søndag året rundt.

Da bliver der kirke, som det gentagent lyder, ikke mindst i Grundtvigs salmer om kirke og gudstjeneste. Det er Ordet, det hele bygger på, og som fører videre til bekendelsen/pagten og lovsangen, som er de kristne ”livstegn”. Ordet, der med Ånden skaber Kristus-/Gudsnærværet, ”om vi er tusind eller to”. Grundtvig er ikke til fals for kvantitetsdyrkelsens lokketoner, såsom at det er antallet af kirkegængere, der gør gudstjeneste. Også fordi søndagsgudstjenesten ikke er et missionstiltag, som mange synes at mene, men retter sig mod den kristne menighed. Om den er stor eller lille.

Et særligt afsnit er højtidssalmerne, som Grundtvig har bidraget med en del af. Ikke mindst til påske og pinse. Mange af dem er jo storslåede både som digterværker og forkyndelse og overgår som regel langt præstens beskedne pip fra prædikestolen. Men så kommer salmernes påske- og pinsejubel, og da kan det synes, som om det mere er salmerne, der bærer højtiden end omvendt.

Selvfølgelig kan man gøre sig den overvejelse, om Grundtvigs højtidssalmer er for triumfalistiske. Men de er jo først og sidst forkyndelse af ”evangelion”(sejrsbudskabet), så sandt som al kristendom begynder som forkyndelse, og det, de beretter om, er jo verdensomrystende for alle, der har øren at høre med, og er gennembrydende i forhold til alle menneskelige erfaringer. Gennembrydende ud til andre rum og dimensioner, der ikke er af denne verden.

Det er selvfølgelig just det, der er forargeligt for den påstand, at der intet er i verden uden for den menneskelige bevidsthed, som ifølge denne herskende filosofi også alle virkeligheds-opfattelser udspringer af (som konstruktioner). Men her var Grundtvig åbent og uskrømtet religiøs, med den religiøses insisteren på verdens dobbeltbundethed, at der er meget mere i spil, end det vi kan tælle veje, måle og sætte ord på. Og at virkeligheden er der, også uden for vore hjerneøvelser.

For eksempel i form af døden. Eller sult, fattigdom og somatiske sygdomme. Bortset fra de tekniske videnskaber og naturvidenskaberne har den videnskabelige performance ikke været imponerende i vor tid, og forklaringskraften og den eksistentielle værdi af en kristen livstydning er fuldt konkurrencedygtig, fri for alle forbedrings- og kontrolneuroser, som den er. Nu mangler de kristne bare at opdage det selv. Og turde sige det.

Dermed er temaet frihed slået an, og her kunne man jo nok forvente, at netop Grundtvigs salmer ville flyde over med begejstrede frihedsproklamationer, når det nu er som frihedsforkæmper han så ofte præsenteres. Kun et sted omtales det, at friheden for ”tanke, tro og ord” er givet af Gud (DDS 395,v. 6). Nærmest som et overspill fra de folkelige og nationale skrifter. Ellers omtales friheden kun i form af ”de trælbårne synderes” frisættelse (DDS 3, v.5), ligesom Kristus er et ”fristed underfuldt, fra al synd og fra Guds vrede” (sic!) (DDS nr. 58, v.2) og tilsvarende i samme stil i DDS 79, v.4.

Men med citatet fra DDS 58 har vi anslået et tema, der i høj grad er kontroversielt for den moderne humanisme, nemlig talen om arvesynden. Oplysningsfilosofiens koryfæer med Rousseau i spidsen hævdede jo, at mennesket grundliggende er godt, når bare det bliver befriet fra de ydre strukturers fængsel. Og det er jo grundpåstanden i den europæiske modernitet. Når den klassiske, vestkirkelige kristendom så modsiger den påstand og hævder, at der også i mennesket bor et dybt mørke, så stejler humanisten og holder lange taler om ”et negativt menneskesyn”. Og som alle ideologer lader man sig ikke belære af virkeligheden f.eks. det faktum, at det netop var her i Europa (men ikke kun) mennesketanken nåede sin dybeste fornedrelse i det 20.århundredes historie. I to verdenskrige, Gulag og Auswitz, og hvad de to navne repræsenterer. Men nu er vi sandelig kun ”den gode udgave af os selv”, hævder man, og fulde af god vilje og menneskekærlighed, så nu kan det kun gå fremad. Tja, så lav er menneskets selverkendelse, når det har skåret sig af i forhold til Gudsordet og den humankritik, det rummer.

Men hvordan var det nu med Grundtvig, var han ikke en menneskekærlig sjæl, der så vore lyse sider og positive vilje til selvforbedring? Det er det billede, man kan få, når den glade, statsautoriserede kristendom fører sig frem med Grundtvig på læben. Men ”fra al synd og fra Guds vrede” (DDS 58), hvor kom den lige fra? Den kommer fra Grundtvigs stadige referencer til (arve-)synden, ”støvets ve” o.s.v.

I den milde afdeling er ”bødt er brøden” og ”vi var i nød så længe”, ”din hel-sot, som er synden” og ”til bod for alt forliset”. Lidt strammere bliver den i ”Bærer da de små til ham,/ som borttog vor synd og skam”, ”vor sjæl er døv og stum for evangelium” og ”Hvor skinner nådessolen for syndens usle træl”. Og i den grad udmalets Faldets illusioner i de tre drømmevers af Jeg kender et land (DDS 561, 4-6). Jo, der er noget galt. I den grad. Verden og livet er i ulave og er fuld af nød og død. Og hvor kommer det fra? Ja, djævelen er hos Grundtvig altid en modspiller. ”Vend da ryg af al din styrke / til Guds fjendes herlighed” (DDS 167, v.6). Men det er ikke altid, den slags opfordringer klarer det. Det ligger endnu tættere på. Grundtvig leverer derfor et røntgenbillede af synden i salmen ”Gud Helligånd, vor igenføder” (DDS, 307 v. 3 og 4), hvor den får hele udtrækket:

Ja, gennem denne skærsilds luer
går vejen til Jerusalem,
den smalle sti på mosetuer
til livets væld og lysets hjem,
og over porten til Guds-staden
med flammeskrift står på guldpladen:
Bekend din tro! fornægt dig selv!

Det er den snævre port for sjælen,
for det i os, som siger "jeg",
hvis ære med den dybe knælen
indlysende forliges ej;
skønt intet værd er, hvad vi mister,
os egenkærlighed dog frister
til på "os selv" at holde fast.

Se det er jo stærke sager. Her udpeges egenkærligheden som ondets rod og det, der skaber afstand til både Gud og næsten. Heraf skabes faldets verden, igen og igen, og med stadig større teknologisk power og stadig mere ukontrollerbare følger, som tiden er gået. Også selvom der er en komponent mere i miseren, som er lige så fast en følgesvend for faldets menneske. Tvivlen eller den direkte vantro.

Den får også sit i Grundtvigs værk, samtidig med at den mødes af forkyndelsens både tiltale og tilsigelser i mange af hans andre salmer. Men også Grundtvig kender altså tvivlen, ”Ja, vi tro, men tvivl sig klæber som en øgle til vor tro” (DDS 580, v.3). Sådan er det, hvorfor ikke sige det højt? Især når det også gælder, at ”Herren han er dog sine tro, også når de mistvi'le”. Her er de første disciple skole-eksemplet for os andre. Men det går. Når vi holder os i Hans nærhed. Men ikke uden kamp.      For som tingene står, med faldets realitet og konstante opdukken, så bliver kristenlivet kamp.

Sådan som det nærmest er skåret ud i pap i Helligåndssalmen ovenfor. Selv i kirken må vi lade os det sige, som er ilde hørt, og som rykker i samvittigheden. ”Nej, om end det klinger hårdt, ej dit ord os kyser bort” (DDS 459,2). Ligesom kampen først hører op ”når han kommer i det blå”, hvor derfor ”kristnes kamp [er] til ende” (DDS 319.10). Nok anslår Grundtvig ofte de forventnings- og forhåbningsfulde toner, men i faldets verden har alt sin pris (jfr. 1.Mos, 2,14-19). Også frelsesvejen, hvad Grundtvig har begået en hel salme om, nemlig ”Der er en vej, som verden ikke kender” (DDS nr. 379).

Den handler om den smalle sti, ”Vel tornestrø't er stien somme steder”, men vi går den Gud ske lov ikke alene , for vejen er Jesu ord , som vi trøstigt kan følge, så vi når frem ”til glædens hjem, i faderhuset i det høje” . Og det fordi vi opdager, at vi på vejen oplæres af Gud , som i Ånden hæver og bærer os i sit ledebånd. Her bliver det klassiske vej-tema virkelig udfoldet. Det gælder for så vidt også i næste salme ”Op dog Zion ser du ej” (DDS 380), hvor vejen også er temaet, men også her gælder det at ”korset vel for øje står, langs med svælget vejen går”. Der her er vel ikke, hvad man associerer med den hyggelige onkel Grundtvig, der selv i den elskede morgensalme,”Morgenstund har guld i mund” (DDS 752) kan levere følgende salve

Morgenstund har guld i mund
og guld betyder glæde,
og glædelig er hver en dag,
som leves til Guds velbehag,
omend vi måtte græde.

Her omdefineres sproget nærmest for at give plads for den melding, at Guds veje ikke nødvendigvis er vore veje. Og især omvendt.

Der, hvor Grundtvigs salmer for alvor begynder at skurre i ørerne, er når ordet ”verden” kommer ind på scenen, som i vejsalmen før. En vej, som verden ikke kender. Og det er bare ét eksempel ud af mange. ” Hvo kun al verden, ej mer attrår,/ han ej et ord af vor mund forstår” (DDS 147), ”Hvor hjertet vel som voks er blødt / men dog til verden solgt i grunden” (DDS 153,8). ”Han, skønt verden ser ham ikke, / troen dog for øje står” (DDS 164).

Det helt store crescendo, endda med Grundtvig selv i centrum, møder vi i DDS 623, ”Verden ,o verden, hvi frister du mig  endog under hårene hvide”, som bør læses i sin helhed. Det er nærmest Grundtvigs svar på Kingos ”Far verden, far vel”. Men hvad er der da med den ”verden”?

Det begynder i Johannes-evangeliet, hvor verden kan bruges helt neutralt: ”han kom til verden”. Men gradvist bliver ordet mere negativt konnoteret, især i de såkaldte afskedstaler i Johs. 14-16, og i stigende grad kommer til at betyde alt det, der står imod og afviser Kristus og troen. Til trods for at Gud i sin søn netop rækker ud efter os. Højdepunktet nås i udtrykket ”denne verdens fyrste”, hvormed der givetvis menes Satan. Også hos Paulus mødes ”verden” som noget negativt, f.eks. 1.Kor.2,12 og 2.Kor.7,10.

Herfra er det så gået ind i den kirkelige tradition, og herfra har Grundtvig det og bruger det altså gang på gang, såvel i salmerne som i sine skrifter i form af udtryk som ”verdens-klogskaben” og ”verdens børn”. Det er alt sammen noget, der ikke har været mange ”grundtvigianere” til behag i sidste halvdel af det 20.århundrede. Det kan der både have været gode og dårlige grunde til. Blandt de sidste således den opfattelse, at kristendommen ikke mere har fjender, at alle skam er en slags kristne, at ingen kan dømme om sandt og falsk for andre o.l.

Men dertil var Grundtvig selv altså ikke kommet, hvilket netop ses af brugen af ”verden” i den johannæiske forstand og hans billede af kristenlivet som en kamp, både i den enkelte og mod negative påvirkninger fra menighedernes omverden/kulturen. Som en advarsel mod assimileringen, tilbedelsen af kejserens billede (de herskende ideologier og og meninger). Den kristne må erkende sig som en del af sit samfund, men må samtidig udøve et armslængde-princip over for især moderne samfunds mere og mere totalitære træk med overvågning og moralisering af de herskende meninger (”vi er de gode, de andre er de onde”) som en udbredt tendens. Samtidig ligger der også en formaning om at være på vagt over for de verdslige religioner, der følger i sækularismens kølvand: Politikken, kønnet, kosten, videnskaben og den kun alt for velkendte mammondyrkelse.

Imidlertid kan der også være gode grunde til at nære uvilje mod den lejrtænkning, som en al for kraftig distancering over for omverdenen kan føre frem til. Det strider dels mod skabelsestanken (se nedenfor), dels kan det føre til en selvgod lukkethed omkring ens egne meningsfæller, hvor Guds kirkes døre tværtimod altid må være åbne, eftersom alle er inviterede. Til at møde Guds Ord og kristentroen, hvilende på Ordets klippegrund, i stadig ny-gennemtænkte og aktualiserede formuleringer af det samme. I den erkendelse, Grundtvig selv gav stemme i ordene: ”Kirken i en Hast forgaaer, / Naar den Fod vil flytte. Skolen naar den stille staar / Er kun til Unytte”. Der er det, der står fast, i går, i dag og i morgen, på én gang op imod og sammen med menneskenes stadig foranderlige verden.

Måske kunne en tænksom sjæl så finde på at spørge, hvordan Grundtvigs brug af ”verden” som betegnelse for det, der åbent afviser Guds vilje og veje, rimer med det positive skabelsessyn og syn på menneskelivet i det hele taget, som mange forbinder med Grundtvigs navn? Ja, nu kunne det jo se ud til, at man har haft en lidt for snæver skabelon, som man partout har villet presse Grundtvig ind i. Mere bestemt af egne dagsordener end af det billede, mandens eget værk selv fremviser. Det har jeg håbet at vise lidt om her, ud fra hans salmer.

Men spørgsmålet er jo ellers relevant nok, for en del kunne da godt synes, at talen om syndens ufrihed og ”verden” m.m. minder lidt for meget om det stærkt negative og dystre menneskesyn, man kunne møde i 1600-tallets ortodoxi og 1700-tallets bodspietisme. Traditioner, som man ellers har ment, at Grundtvig gjorde op med i den lyse kristendoms navn. Så hvordan forholder det sig?

Det spørgsmål kan være temmelig svært at besvare alene ud fra salmerne. For der er ikke så meget at finde om skabelsestanken i dem, ud over en del naturlyrik i højtids- og især årstidssalmerne, som selvfølgelig takker for verdens skønhed og gavmildhed, der er os i høj grad til liv. Men ellers er der ikke meget om skabelsen og opretholdelsen. Men andre steder har Grundtvig reflekteret en del over, hvad menneskets skabthed betyder. Det, der sker, når støv og ånd mødes. Hvormed det også er sagt, at mennesket er tillagt noget af Guds eget. Det er skabelsens startpunkt. Derfor kan den konstante skabelses stadige livgiven heller ikke påskønnes nok. Den godhed, der gang på gang, ja hver eneste dag, kommer til syne, og gør livet muligt trods alle de odds, det har mod sig. Kommer til syne såvel i naturens gaver og skønhed som i hver hjælpende hånd, der rækkes os, eller i hvert venligt eller kærligt ord, der siges os. Deri ses himmelen åben for den, der ser med Helligåndens blik.

I alt det virker Gud i Skaberåndens kraft konstant og utrætteligt til liv for alle jordens børn, hen over kulturelle, geografiske og religiøse grænser. Det sted, det siges – næsten fra bagdøren – i salmerne, er i Grundtigs ultimative bryllupssalme, Det er så yndigt, hvor det siges i v.3, at vi har en Herre, som alting mægter, og hvis nåde rækker til tusind slægter, ”ja det er gammen, at alle sammen er ja og amen, Guds nådes ord” (DDS 703). Hver og én tjener vi i vor tid og på vort sted som Guds nådes ord og kraft til hinanden, hver gang vi er til liv i ord og gerning for hinanden. Vi legemliggør ved Åndens stadige virken og indgivelser skabelsesnåden.

Derfor kan mennesket også spørge og søge uden for sine egne grænser, søge efter hjælp og sandhed og trøst og livsmod. Og finde det, hvis det kan rejse hovedet og se ud over egen næse. Og det kan vi somme tider, ja for nogle måske endda tit, når vi bliver kaldt ud af os selv og hjælper en såret i vejgrøften eller en trist kollega, helt spontant, uden at planlægge det og tænke over det, bare fordi vi ikke kan lade være. Der er der en Anden, der bruger os til sine formål, det som Han skabte os til: At vi skulle være livets tjenere, frem for dets herrer.

Deri ligger den tale om gudbilledligheden, som Grundtvig fandt grund til at fremhæve overfor den ensidige tale om verdens ondskab og mørke. Just den gudbilledlighed, som er vor givne opgave og livsmening: At ligne Gud i gavmildhed og barmhjertighed. Det, som alting i menneskets verden begyndte og stadig begynder med, og som det store flertal af os, kvinder som mænd, brune, sorte som hvide, bærer i hjertet. Som skabelsens rest og Skaberens fingeraftryk i og på os, og som vi igen og igen, om vi ved det eller ej, lytter til og lever efter. Det. der sker midt i hverdagen, som Lovens bud i hjerterne. For ellers var menneskelivet for længst brudt sammen. Uden Åndens kraft og det livsmod. den kan skænke, selv i de mest ekstreme situationer. Det. som den moderne verdens visdom, der er blind og døv for alt Guds, kalder for ”overlevelses-instinktet”. Som om vi havde noget i os og hos os, som genererer liv, der ikke er os skænket og hele tiden kaldes frem.

Sådan ser det ud i udgangspunktet, skønt mange ikke aner, hvad det er, de ser. Ser Guds fingeraftryk og virken i den skabte verden. Den, som får livet til at forny sig igen og igen, selv hvor det synes nedbrændt og lagt øde.

Så det begynder godt. Det var det, Grundtvig også så, som Luther så i sin skabelsestro, den vi møder i Lille Katekismus' forklaring af skabelsen: at den betyder, ”at Gud har skabt mig og alle andre skabninger, har givet mig krop og sjæl, øjne og øren ...o.s.v.” Og alt sammen er det en godhed, der er vist mig helt gratis, og derfor skylder jeg at takke, prise og tjene Ham. Jo, det begynder godt.

Men så er det, katastrofen indtræffer, og det gør den stadigvæk. Alt for tit, når mennesket vil sig selv og sit eget og vil være livets (og de andres) herre, ja i sit formørkede hovmod selv vil træde i Guds sted. Faldets frugter. Og i faldet har helvede været løs i én uendelighed. De mægtige har gang på gang gjort erobrede lande til slagtehuse, og alle har vi sat ”jeg, mig og mit” over det fælles. Den onde vilje har alt for tit, planlagt eller spontant, fået sin vilje. Stik imod den gudbilledlighed, vi skabtes til efter Guds vilje. Og derfor blev det skabte liv og menneske også til faldets menneske, i den skizofrene dobbelthed, der præger arten og alt, hvad den rører ved. Her, hvor alt har konsekvenser, hvor tit vi end nægter at se dem i øjnene.

Sådan ser det ud, så dyb var og er krisen i mennesket selv og mellem Gud og menneske. Men så var det, Gud handlede, sendte sit Ord og billede, sin Søn, til faldets verden på de samme vilkår som os. Hvor han, ene af alle, levede det sande menneskeliv, gudbilledlighedens liv, i gavmildhed og barmhjertighed, men også i ærgrelse og vrede over de livsmisbrug, han så overalt omkring sig. Men han fulgte sin vej trods al modstand og uden at tilpasse sig omverdnens meninger og krav. Her levede han efter sin opgave i tjeneste et liv, der ustandselig skabte nyt liv, her i synderes verden. Hvor den slags liv kun kan ende ét sted: På et kors.

Og det er jo netop alt det vi hører om, og især om de følger det fik, i omkring 95% af salmebogens salmer. Grundtvigs, Kingos, Brorson og alle de andres salmer, som centrerer sig om anden trosartikel og noget mindre om tredje.

Men den første trosartikel, om det kristne livssyn, om Guds / skaberåndens skaben, virken, puffen til os og nærvær i sin verden og i hver nyt slægtled frem til denne dag, det er faktisk stedmoderligt behandlet i salmebogen. Jeg hører det mest i linier som ”Gods og gaver, selve livet, / er ej mit, / Gud har frit, / alt til låns mig givet” (DDS, 667 af Paul Gerhardt / C.J.Brandt). Vi er kun livets forvaltere, ikke dets ejere. Vi er ”gældbundne tjenere” for nu at citere en anden kilde. En vigtigt element i den kristne livstydning, som også Grundtvig kender, når han i et tidligt skrift kan sige, at vi har verden som et ”Lehn” af Gud. En noget feudal sprogbrug, som måske endda burde have været præciseret som et regnskabslen. Som sætter os som skyldnere, netop p.g.a. gavens, livets, storslåethed og ufattelige rigdom. Den som Guds Ord altså insisterer på, trods alle selvudråbte ofre og kritiske livsforbrugere, som især vi her i ”den rige verden” er så rige på.

Så vægten, også i Grundtvigs salmer, ligger på frelsesaspektet, på det Prenter kaldte ”genløsningsnåden”, mens ”skabelsesnåden”, som det hele begynder med, holdes forudsat. Måske fordi det var et velkendt landskab for tidligere tiders mennesker, for hvem livet var kostbart, netop fordi det for 80% af befolkningen levedes på kanten.

Men nu, hvor man her på vores del af kloden synes at mene, at verdenshistorien begynder forfra med hvert nyt individ, der fra det store biologiske lotteri dumper ind i denne tilfældige verden for at tage fat på at skabe sig (selv), er hele denne tale om vilkårene, forudsætningerne og deres nødvendighed, et fuldstændig fremmed sprog . Så meget vigtigere kan det synes for forkyndelsen at udfolde dette perspektiv, Udfolde første trosartikel om Gud som skaberen, opretholderen og lovens / de etiske grundreglers giver. Uanset om så menneskene giver den som med- eller modspiller i det projekt. Og vi gør jo begge dele.

Den dobbelthed er det altså også vi møder i Grundtvigs salmer. Men også forkyndelse af, at der er en anden vej. Men én, som kun Gud i Kristus og Ånden kan løfte os ind på. En vej, der fører et andet sted hen end der, hvor vi, alene med os selv og vores eget, ender: i den evige død. For længere rækker skabelsesnåden ikke. Og måske ender vi med at trække hele planeten med os i afgrunden. Men stadig må vi sige med Grundtvig: ”Alt står i Guds faderhånd, / hvad han vil, det gør Hans Ånd”. Så der er stadig håb, også for denne den gamle verden. Hvis Gud vil.

Med de linier af den gamle vil jeg afslutte denne gennemgang. I et forsøg på at lade Grundtvigs egen stemme høre hen over graven og i den respekt for hans liv, som betyder, at man forsøger at gengive ham loyalt, og som han var. Ikke som mange af vore samtidige mener, han burde have været, og ud fra, hvad de lige har brug for at bruge ham til. Og savner nogen nu omtalen af Grundtvigs folkelige og nationale tanker, så må de gå andet sted hen efter dem. De hører for mig til den tidsbundne del af Grundtvigs oevre. Som sådan tilhører de efter Grundtvigs egen opskrift, cit. overfor, skolen, der altid er i bevægelse og løbende afspejler de fremherskende ideologier, meninger og illusioner i den p.t. siddende samfundselite. Kristus og Hans kirke står fast og holder os fast. Så længe den bygger på Det apostolske Vidnesbyrds klippegrund.

 

Stig G. Rasmussen er pastor emeritus

Den fortabte søn-kirken

af Nana Hauge

For nylig genlæste jeg den amerikanske forfatter, Marilynne Robinsons romaner Gilead og Hjemme.

Begge bøger kredser om den fortabte søn Jack, der er vendt hjem til den lille flække Gilead efter 20 års fravær. Jack har altid været familiens sorte får. Et mærkeligt barn som ingen kunne nå eller gøre tilpas. Et sår i sin faders hjerte.

Jack stjæler, drikker og lyver og så er han en kujon. Han er tilmed udspekuleret. Nu er Jack så hjemme og den gamle far er på engang ellevild og anfægtet grænsende til desperat, for han kan ikke kan forstå, hvorfor Jack er blevet, som han er. I sin desperation for at møde Jack, og ikke skubbe ham fra sig, undskylder han alle Jacks synder, og bebrejder i stedet sig selv.

Jacks tilstedeværelse er pinefuld for Glory, for hun skal hele tiden tage sig agt for at komme til støde ham, for han har det med bare at forsvinde hvis noget går ham for nært, Han er som et råddent æg. Hun går på listefødder.

Der er også det, at Jack opfører sig nedladende overfor hende når han føler sig sårbar, dvs konfronteret med sine synder. – ”han fandt måder at såre andre på når han følte sig sårbar, for at gøre det klart, at sårbarheden ikke kun var på hans side.”

Han gør den oprigtigt fromme Glory forlegen over hendes vane med at læse i bibelen hver dag. Hun føler sig ligefrem nødsaget til at sidde på sit værelse og læse, hvor hun før sad i køkkenet, for at undgå at føle sig som en hykler.

Glory er ikke bevidst from. Hun har aldrig tænkt på, at man kunne være andet. Hun har altid bedt bordbøn og aftenbøn og nu hvor hun er hjemme bliver disse gode vaner forstærket. ”Hendes tro udsprang af både tro og pietetsfølelse overfor familien og af ærbødighed overfor bibelen (..) og af beundring for moderen og faderen.” står der.

Den gamle fader har ellers altid sagt, at Gud ikke har vores tilbedelse nødig. Vi deltager i gudstjenesten for at udvide vores forståelse for det hellige. Det er jo ikke forkert, men hvor efterlader det den fromme Glory, som ånder gennem sin religiøse praksis? Som pligtskyldig har passet sin kirkegang og sin bibellæsning og sin aftenbøn?

Glory reflekterer videre over faderens teologi: Synden bliver ligesom fortyndet i hans måde at se tingene på. Som et spørgsmål om så almindelige handlinger og forglemmelser, at ingen kan sige sig fri for dem eller føle sig særligt ængstelige for dem. Men denne almengørelse af synden truer med at trivialisere den.

Man kunne dertil også spørge: Er synden ikke andet end det, at vi alle fejler? Er det ikke mere alvorligt end det? Hvorfor skulle Kristus da lide så meget - og dø? Hvorfor skulle Gud stige ned fra sin himmel, hvis der bare er tale om fejl? Kan en sådan almengørelse af synden blive en undskyldning for den? En undskyldning for Jack? Smertensbarnet. Og alligevel eller måske derfor, er det som om, det kun er Jack, faderen ser. Det piner Glory. Ved fjerde gennemlæsning af Hjemme slår det mig, at Hjemme er et opgør med Den fortabte søn-kirke.

Hvad mener jeg så med Den fortabte søn-kirke? Jo, det er den kirke, der har skamredet lignelsen af samme navn noget så groft og gjort en dyd ud af synden – ja, gjort den fortabte søn til en helt. Som har gjort "synd tappert" til et ideal snarere end en nødens udvej. Denne kirke er så optaget af at undskylde og tilgive synderen, at synden vitterligt er i fare for at stå som nådens betingelse. Altså det som Paulus advarer imod, når han retorisk spørger: Skal vi da blive i synden for at nåden skal blive større? Og svaret er selvfølgelig nej.

Hvor efterlader det det barn, der blev hjemme? Det spørgsmål stiller bogen. Det er Glory, det handler om. Hun er den datter der passer faderen derhjemme. Troen er hævet over enhver tvivl for Glory. Og når hun tænker over faderens snak om, at vi deltager i gudstjenesten, ikke fordi Gud har vores tilbedelse nødig, men for vores egen skyld, kan det ikke undgå at virke som en negligering af hende og hendes fromhedspraksis.

De retskafne, de gode mennesker, indskærper faderen, må ikke dømme de mindre gode, end ikke de beregnende, de der voldte deres familie mange sorger og besvær, må dømmes.

Denne fuldkomne lastefuldhed ender med at gøre det hele ligegyldigt, for ingen tør kaste den første sten, konstaterer Glory. Og Jack? Ja, han længes faktisk efter at blive stillet til regnskab. Han erklærer selv, at han ikke ønsker, at der skal findes flere undskyldninger for ham. ”Alt hvad der skete, var min skyld,” erklærer Jack. Men faderens, eneste svar er: nåden.

Hjemme stiller derfor også spørgsmålet: Hvor efterlader det synderen, hvis han ikke stilles til regnskab for sin brøde? Hvis hans tørst efter en retfærdig dom kun besvares med: mere nåde. Og: hvad sker der med nåden, hvis den gives for billigt? Trøster det faktisk synderen?

I slutningen af romanen krakelerer faderens tilgivende væsen, og Jack siger: ”Lad det ske, jeg har intet at miste” og han lader sine hænder falde, som et menneske der lader ethvert forsvar falde – og måske sker der noget: Jack ser tankefuldt på sin fader, og der er noget i hans ansigt, noget mere absolut end nænsomhed eller medfølelse. Opnår Jack en form for forløsning? Renselse? Det er usikkert. Til gengæld er det klart, at den billige nåde hverken trøster eller letter.

 

Nana Hauge er sognepræst 

 

De sidste søm

af Uffe Vestergaard

Vær varsom med at banke de sidste søm i kistelåget! Således lød overskriften på et indlæg, som undertegnede lagde på Facebook d. 27/11 2022 på baggrund af en artikel i Ekstrabladet omkring lukning af kirker for at spare på energien.

I den forbindelse blev jeg spurgt af Nana Hauge, om et indlæg måtte "trykkes" i Nyt Babel. Og ja, naturligvis, meget gerne, replicerede jeg, foruden at jeg gerne ville føje lidt mere til indlægget. Det grublede jeg så lidt over i dag på vej med toget ind til Malaga (jeg befinder mig pt. i Sydspanien på studieorlov) og havde netop besluttet mig for i dag at besøge kunstmuseet Carmen Thyssen i Malaga.

På vej til museet passerede jeg en af byens utallige kirker, Iglesia de San Juan Bautista; og så stikker man jo selvfølgelig lige hovedet ind i denne Johannes Døber-kirke, som heldigvis ikke er lukket på grund af energi-krise. Nu er temperaturen selvfølgelig også en anden her i det sydlige Spanien end i kolde Danmark. Men jeg er sikker på, idet jeg så de mange hengivne katolikker, som knælede en stund i kirken til bøn eller meditation, at her kunne ingen, uanset kulde eller krise, finde på at lukke kirken ned.

Efterfølgende gik turen til museet, hvor den nederste etage er tilegnet romantikkens figurative kunst. Jeg har ikke forstand på kunst, men nyder ikke desto mindre de historier, som fortælles i billederne. Netop her et sammensurium af livet på torvet i den spanske landsby: fest, farver, dans, vin, sørgetog mv. Et udtryk for folkelighed i disse billeder, hvor også kirken og præsten indgår, foruden de billeder, hvor der konkret er fokus på kirken, selvfølgelig fordi folkeligheden ikke kan stå (bestå) uden kirke.

Endelig er samlingen også præget af en række tyrefægterbilleder. Her kan man tænke: hvad har det med sagen at gøre? Men tyrefægtning er ganske enkelt: liv og død. Det véd man, hvis man selv har overværet en tyrefægtning i Spanien, eller har læst Ernest Hemingway. På den måde blev oplevelsen på Carmen Thyssen: liv og død, folk og kirke, og at det hele hænger sammen i et budskab fra fortid til nutid.

Det kunne de lære noget af, de stifter, sogne og menighedsråd, som i Danmark er begyndt at lukke kirker for at spare på energien. Vær varsom med at banke de sidste søm i kistelåget! Energikrisen kradser, og visse steder i landet er man begyndt at lukke kirker og aflyse gudstjenester, fordi ”det er for dyrt at varme kirken op”, som det udtrykkes. Men hvis vi lever i en krisetid, som det hævdes fra mange sider, og hvis ordet "krise" skal tages alvorligt, også når der tales energikrise, så skal der bestemt ikke lukkes kirker. For så skal kirken være åben - måske også meget mere end hidtil - og med varme på, hvis tingene skal give mening. Hvis kirken er det første sted, man sparer, om Folkekirken fattes penge, så er Folkekirken ilde stedt, mildest talt. Så bliver betegnelsen "folkekirke" jo meningsløs, også selvom der til enhver tid kan holdes gudstjeneste i en pølse- eller skurvogn.

Vi har netop for ikke så længe siden overstået coronakrisen, hvorefter mange af landets kirker fortsat lider under de meningsløse nedlukninger, som fandt sted. Deltagerantal ved gudstjenester er ikke blevet det samme igen. Hvis vi begynder på flere nedlukninger, så ender vi mange steder – med stor sandsynlighed, og først og fremmest på landet – med den endegyldige nedlukning. For den gudstjeneste-deltagende menighed flytter ikke med, når gudstjenesten rykkes bort fra det traditionelle kirkerum til pølsevogn, skurvogn eller konfirmandstue. Og busser fra det ene sogn til det andet, glem det! Sådan er danske landsogne ikke skruet sammen.

Så hvis der skal spares penge, og det kan godt være, at det er tilfældet, så er det ikke gudstjenesterne og åbne kirker, der skal spares på. For så ender det med, at der ikke er mere kirke tilbage. Erfaringerne taler deres eget sprog. Hvis der skal spares penge i den folkekirkelige koncern, så er der masser af andre steder at tage fat i den forgyldte institution.

Centralt kunne man tage fat i de kostbare konsulenter, den hele tiden mere og mere komplekse administration, unødvendig it, repræsentative organer, efteruddannelse mv.

Skal der spares penge, så bør det sidste sted være de lokale sogne, som stadigvæk er folkekirkens byggesten. Og kommer det endelig så vidt, at det bliver ude i sognene – når man har sparet på institutionens forkromede dele – at der skal spares endnu mere, så må der sondres mellem levende og døde. Gudstjenesten i kirkerummet – eller kirkerummets tilgængelighed i krisetider er vigtigere end de døde ude på kirkegården.

Små sogne på landet er i de lokale budgetter tungt belastede af kirkegårdsdriften, op mod 50% for at konkurrere om den sjoveste grandækning. Folkekirken har det med at bruge lige så mange penge på de døde som på de levende. Så skal der spares penge, så burde prioriteringen være åbenbar: spar på de døde – de klarer sig nok – og brug pengene på de levende – og på den levende menighed.

 

Uffe Vestergaard er sognepræst

Sekularitet, Brinkmann og det lutherske link

af Knud Nyboe Rasmussen

Jeg vil i denne artikel prøve at sammenholde to af tidens aktuelle debatter: først debatten om sekularitet og religion i det offentlige rum, og dernæst den debat, som Svend Brinkmann har rejst om tidens udviklingstvang. Det er to debatter, som på overfladen ikke synes at have meget med hinanden at gøre, men måske er der alligevel et link imellem dem, som kunne have med luthersk kristendom at gøre. Artiklens pointe er, at præcis luthersk tænkning rummer en frigørende og klarende replik ind i begge debatter og temaer, altså både hvad angår ægte sekularitet og dermed opgøret med falsk og misforstået religiøsitet i det offentlige rum, og ligeledes i forhold til den personlige udviklingstvang og Brinkmanns opgør med den tyranniske selvudviklingskultur.

Først sekulariteten. I debatten om religion og politik/samfund er det i dag som regel en underforstået præmis, at betingelsen for, at et samfund kan være sekulært, er, at religionen fortrænges fra det offentlige rum og bliver en ren privatsag.

Holder denne præmis? Det afhænger helt af, hvad man forstår ved ”religion”. Religion er nemlig ikke bare religion. Denne simple kendsgerning overses af mange religionsdebattører og politikere, som åbenlyst ikke ejer evnen til at skelne. ”Skelne” hedder på græsk krinein. Heraf er ordet ”kritik” afledt. At udøve kritik er altså at skelne. Det er derfor ikke udtryk for veludviklet kritisk sans, hvis man uden at skelne blander alt sammen som ét fedt, fx religion. Religionskritik er at skelne mellem religion og religion – man kunne også sige at bedømme religion.

Det er derfor tænkeligt, at én form for religion (eller flere) anfægter et samfunds sekularitet, mens en anden form for religion kunne være en vigtig forudsætning for ægte sekularitet i et samfund. Med ”ægte sekularitet” menes en sekularitet, som ikke forvandler sig til en ny religiøsitet.

Har den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom, her forstået som den offentlige forkyndelse af, at et menneske retfærdiggøres ved tro på evangeliet og ikke af egne gerninger, været en hindring for ægte sekularitet i det danske samfund? Det kan man ikke med nogen ret påstå, når man ser på, hvordan det danske demokrati er indrettet og fungerer. Tværtimod kan den lutherske kristendom med gode grunde hævdes at være en medvirkende faktor til, at samfundet og dets lovgivning holdes fri for det, som man ud fra den samme forkyndelse må kalde falsk religiøsitet, det vil bla. sige verdslighed, der bliver pseudoreligiøs.

”Verdslig” pseudoreligiøsitet er historien fuld af eksempler på. Grellest er fx det 20. århundredes store totalitære ideologier, nazismen og kommunismen. Men også i nutiden og i langt mindre målestok og uden sammenligning i øvrigt kan sekulære projekter som fx klima, miljø og sundhed undertiden antage mere eller mindre (pseudo)religiøs karakter, hvilket ikke nødvendigvis fremmer sagligheden i tilgangen til de reelle og særdeles påtrængende problemer, som skal løses.

Den svenske teolog Gustaf Wingren taler et sted om, at evangeliet om retfærdiggørelse af tro afsakraliserer hele den menneskelige arbejdsverden og således holder hverdagsgerningerne fri af falsk religiøsitet.

Tilsvarende taler den tyske teolog Gerhard Ebeling om, at troen holder den borgerlige retfærdighed fri for den indbildning, at mennesket derigennem skal retfærdiggøre sig overfor Gud (eller overfor offentlighed og socialt netværk, kunne man i dag tilføje). På den måde befrier troen til nøgtern politisk erkendelse og politisk handling.

Derfor er det mere end tvivlsomt, om det er en god idé at få ”religionen",  igen forstået som evangeliets forkyndelse af menneskets frelse ved tro, ud af det offentlige rum. Måske forholder det sig tværtimod sådan, at netop den kristne forkyndelses tilstedeværelse i et samfund kan være medvirkende til, at det pågældende samfund holdes fri for totalitære og teokratiske tendenser. Der er i kristendommen indbygget en principiel protest imod, at ”kejseren” (staten, samfundsmagten) gør sig selv til ”gud”, dvs. bliver totalitær eller ”religiøs” i sin magtudøvelse. Tilsvarende er der i hvert fald i protestantisk kristendom en lige så klar protest imod, at ”gud” (og det vil i praksis sige kirken) tiltager sig ”kejserens” magt, altså bliver en politisk magtfaktor (teokrati).

At de protestantiske kirker historisk set langtfra altid har forvaltet den i evangeliet indbyggede protest lige godt, er en kendsgerning, som man kan beklage, men det kan for så vidt ikke undre, eftersom kirken består af syndere. Det ændrer imidlertid ikke ved, at evangeliet har en ejendommelig magt til at sætte sig igennem trods alle misbrug, også magt til igen og igen at sætte kirken på plads. Den egentlige kritiske instans er således evangeliet, ikke kirken. Det var en af hovedpointerne i den lutherske reformation.

I den aktuelle samfundsdebat kunne det utvivlsomt tjene til større nøgternhed og saglig politisk stillingtagen, hvis debatten blev befriet for det, som Wingren kaldte falsk religiøsitet – eller for den indbildning, Ebeling talte om, at mennesket så at sige skal retfærdiggøre sig selv gennem sin personlige vandel og sine retfærdige gerninger, fx sin korrekte miljømæssige og sundhedsmæssige opførsel.

Befrielsen til nøgternhed ikke kun i personlige, men også i samfundsmæssige og politiske forhold er en af kristendommens sidegevinster dér, hvor evangeliet forkynder retfærdiggørelse af tro uden gerninger. Denne befriende nøgternhed skulle det moderne samfund besinde sig på, inden det smider barnet ud med badevandet.

Svend Brinkmann

I sin meget omtalte og læste bestseller fra 2014, Stå fast – Et opgør med tidens udviklingstvang, gjorde Svend Brinkmann op med tidens tyranniske selvudviklingskultur. Der var tale om et morsomt og humoristisk, ja om et højst tiltrængt og sympatisk opgør, som i nogen grad må siges at være på linje med luthersk tankegods.

For der er oplagte paralleller mellem centrale indsigter hos Luther og Brinkmanns opgør med den moderne koncentration om menneskets selv og indre. Luther fremhævede konsekvent betydningen af det ydre, af et ”extra me” eller ”extra nos”, som det hedder på latin, dvs. noget udenfor mig selv, udenfor os selv. Han tænkte dermed både på evangeliet og sakramenterne som ydre ord og handlinger, altså som noget, der kommer til os, overgår os og taler til os udefra, hvorved vores liv forankres i noget udenfor os selv.

Tilsvarende talte Luther naturligvis også om Gud, om Skaberen, som en magt og en instans, der ikke kun er i os og i alt, som er til, men som også er udenfor og over os og alt skabt. Det var for øvrigt på samme måde, K.E. Løgstrup talte om Gud som ”magten til at være til i alt, som er til” – en magt, som på samme tid er forskellig fra alt, som er til.

Men også i forholdet til andre mennesker lever vi i noget, som er ”udenfor” os selv. Hos Luther hedder det: ”Af alt dette følger den konklusion, at et kristenmenneske ikke lever i sig selv, men i Kristus og i sin næste, i Kristus gennem troen, i næsten gennem kærlighed.” (Om et kristenmenneskes frihed, 1520)

I lighed med Luther fremhæver også Brinkmann energisk den ydre virkelighed, andre mennesker, kulturen (fx filosofi og litteratur) og naturen som et modstykke til den moderne koncentration om menneskets selv og indre ”mavefornemmelse”.

Brinkmann skriver i sin bog ”Ståsteder – 10 gamle ideer til en ny verden” (2016) om både Kierkegaards forståelse af selvet ”som et refleksivt forhold, der er sat af noget andet end sig selv”, om Løgstrups etik, som netop har blikket rettet mod det andet menneske, og ”fordringen om at tage vare på det af den andens liv, der er udleveret een” (Løgstrup). Hos Kierkegaard er det Gud, der sætter menneskets selvforhold og dermed selvet, hvorfor han også kan kalde mennesket ”en synthese af uendelighed og endelighed, af det timelige og det evige, af frihed og nødvendighed”.

Hos Brinkmann er det ”fællesskabet eller kulturen – i hvert fald de andre”, der sætter menneskets selv. (”Ståsteder”, side 88)

Men – må man kritisk spørge Brinkmann: Hvorfor så hurtigt og sikkert gøre sig færdig med spørgsmålet om, hvilken instans der sætter menneskets selv eller selvforhold – og dermed også spørgsmålet om, hvem mennesket ”i sidste instans” er fordret af og står til ansvar overfor? For ikke at tale om spørgsmålet, hvorfra mennesket får sit høje værd, sin egentlige værdighed? Om det udelukkende er fra fællesskabets og kulturens – ”de andres” - vurdering, hvilket under mange livsomstændigheder som bekendt kan være et tvivlsomt gode? Eller om mennesket grunder i en større og mere generøs magt end ”det sociale”?

Dét er spørgsmålet. Og her havde lidt tvivl hos professoren været på sin plads – så meget mere, som Brinkmann selv hævder, at ”tvivlen kan føre til åbenhed over for andre handlemåder og forståelser af verden. Hvis jeg ved, behøver jeg ikke at lytte. Men hvis jeg er i tvivl, betyder andres perspektiver pludselig noget” (Stå fast, side 63-64).

Måske skulle Brinkmann bare tage skridtet fra sin påståede ”religiøse umusikalitet” ud i det åbne rum, hvor han hos store tænkere som fx Kierkegaard, Løgstrup, Dostojevskij og jo også Luther kan møde en tale om en livsmagt og ydre instans, som for alvor forankrer menneskets liv og virkelighed i noget, som er udenfor det selv, og som derfor radikalt befrier mennesket fra dansen om sig selv. Denne instans, som har magten til at fordre os radikalt og til at tilgive os ultimativt, ja, til at give os et håb, som overstiger alle menneskelige muligheder, den har ganske vist et navn, som moderne mennesker kvier sig ved at tage i munden, men det bliver instansen jo ikke mindre virkelig eller mindre nødvendig af.

SAMMENFATNING

Der er vel ingen tvivl om, at Brinkmann i egen opfattelse er og intenderer at være en sekulær tænker. Og herved ændrer hans bog om tro og religion ikke noget, så vidt jeg kan se (”Mit år med Gud”). Eller sagt på en anden måde: Sekulariteten er for Brinkmann det givne og selvfølgelige udgangspunkt for en seriøs tænkning på modernitetens vilkår.

Det er jeg for så vidt ikke uenig med ham i. Men måske skulle Brinkmann og andre med ham overveje, hvor selvfølgeligt et udgangspunkt den vestlige sekularisering egentlig er. For det kunne jo tænkes, at sekulariseringen, som vi tager for givet, faktisk har nogle historiske rødder, hvortil kristendommen i allerhøjeste grad hører. Måske lyder en sådan betragtning bagvendt og utroværdig i moderne ører. Men kaster man et blik ud i den store verden, forekommer sekularitet mildest talt ikke at være en dominerende tankegang og realitet. Tværtimod synes religion i mange forskellige former og grader globalt at dominere billedet.

Ofte hører man, at sekulariseringen hos os har sat sig igennem på trods af og i opgør med kristendom og kirke med udgangspunkt i oplysningstænkningen. Det er ikke ubetinget forkert. Men måske skulle man grave et spadestik dybere og stille sig spørgsmålet, hvorfor mon ”oplysningen” i særlig grad har gjort sig gældende i det, vi med et samlet begreb kunne kalde for kristenheden og måske ikke mindst i lande med en luthersk tradition.

Måske forholder det sig sådan, som første del af denne artikel mere end antydede, at evangelisk kristendom er en stærkt medvirkende faktor til det, som jeg kaldte ægte sekularitet, hvorved jeg forstod en sekularitet, som ikke forvandler sig til en ny ”sekulær” (pseudo)religiøsitet, som vi i nyere tid og også i dag har mange aktuelle eksempler på, som allerede nævnt.

Noget kunne faktisk tyde på, at mennesket er uhjælpeligt religiøst, forstået på den måde, at ethvert menneske har noget, som det sætter over alt andet og venter sig den egentlige livsopfyldelse af. Det er en af Luthers helt afgørende og ofte oversete pointer, at der dybest set ikke findes a-teister. For ethvert menneske har ifølge Luther en ”gud”.

For ”hvad vil det sige at have en gud eller hvad er gud?”, spørger Luther i den store katekismus i sin udlægning af det første bud om ikke at have andre guder end Gud. Og hans dybt originale svar lyder: ”En gud vil sige det, hvoraf man venter sig alt godt, og som man tager sin tilflugt til i al nød [...] Det, dit hjerte hænger ved, det, du stoler på, det er egentlig din gud.”

Spørgsmålet er derfor ikke, om et menneske har en gud. For det har alle. Det afgørende spørgsmål er, hvilken gud et menneske har, og om den gud er den sande og levende Gud – eller en afgud. En afgud er noget eller nogen, som ikke er Gud, men som et menneske forholder sig absolut til, altså med Luthers ord hænger ved med hjertet og stoler på mere end noget andet.

Måske skulle ikke kun Brinkmann, men alle, der abonnerer på den højeste oplysning, besinde sig på spørgsmålet, hvad ægte sekularitet er, og hvad det er, der muliggør en sekularitet, der ikke forvandler sig til pseudoreligiøsitet.

 

Knud Nyboe Rasmussen er cand.theol. og tidligere sognepræst, forfatter til bøgerne”Kirkegang. Lyst og nødvendighed” (Hovedland 2004), ”Jakob Knudsen mellem Luther og Grundtvig. Gud og menneske i Jakob Knudsens tænkning” (Hovedland 2017) og ”Ord til tiden. Essays om kristendom og menneskeliv” (Hovedland 2019).

 

 

Om stormvejr

af Stine Munch

Stine Munch har skrevet en bog, ’Under Det Røde Lys’, om troen og hverdagen. Bogen kan fungere som en andagtsbog og alle kapitler indledes med et skriftord.
Bogen er udgivet på forlaget Eksistensen og kan købes her:
https://www.eksistensen.dk/under-det-rode-lys.html

Det følgende er et uddrag af bogen

---

Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?« (Matthæusevangeliet, kapitel 8, vers 23 - 27)

Hvordan skal vi forstå Gud, og hvordan er menneskets forhold til Gud? For at få svar på det kan man læse i Det Nye Testamente, for det er de første kristnes forsøg på at fastholde, hvad der skete, dengang Gud blev menneske i Jesus Kristus. Her finder man bl.a. beretningen om stormen på søen. Den er kun en lille del af Det Nye Testamentes fortælling om Gud, der blev menneske, men historien siger noget afgørende om Gud og vores forhold til ham.

For det første er der disciplene: de mænd, som Jesus havde udvalgt som sine venner, sine følgesvende, dem der skulle være tættest på ham og senere fortælle videre, hvad han havde sagt og lært og gjort. Disciplene er ikke vise mænd, ikke lærde, ikke nogen, der ved særlig meget om ret meget. De er almindelige mennesker, og de sidder i båden på den oprørte sø. De er bange, derude hvor der er langt til land. Det er mørkt, og de tænker: Vi går under! De ved ikke andet at gøre end at vække Jesus, som bare ligger i båden i uvejret og sover! Og jeg forestiller mig, at han vender sig fra siden og op imod dem og siger: Hvorfor er I bange? Har I ikke tillid til Gud? Eller som der står: Hvorfor er I bange, I lidettroende.

Det er ordene til de bange disciple på søen, og det er ordene til os i dag og hver dag livet igennem: Hvorfor er du bange? Det er der slet ingen grund til. Jeg er med dig; du er i Guds hånd, uanset hvad der sker. Med andre ord: Kast dig ud i livet med frimodighed, også selvom du ikke er særligt modig. Jeg bærer dig. Vær ikke bange – for hvad er der at være bange for, når Vor Herre, Gud den almægtige, har lovet os, at han er med hver eneste dag og endda ind i døden?

Ja, der er jo en masse at frygte i et menneskeliv. For eksempel angsten for ikke at slå til og angsten for ikke at være elsket. For der er så utroligt meget, man skal gøre og så meget man skal nå, hvis man vil klare sig bare nogenlunde her i livet. Så mange krav, der skal opfyldes. Om uddannelse, om udseende, om familie og børn, om penge, om et ordentligt sted at bo, om venner og om gode relationer til Gud og hver mand.

Der er tusind ting, vi skal leve op til, og jeg synes personligt, der er masser at frygte i det oprørte hav, som livet er. For tænk, hvis man ikke kan! Tænk, hvis man falder ved siden af! Hvis man bare ikke slår til! Hvis man er en total fiasko! – Og hvor er der mange steder, hvor man ikke slår til. Som forældre til børn slår man ikke til, som barn af gamle forældre slår man ikke til, som ægtefælle kunne man gøre det langt bedre, på arbejdet, på studiet, i fitnesscenteret! Åh, alle de steder, hvor det halter...

Men hvem har egentlig fundet på, at man skal slå til alle de steder? Og hvem har fastlagt, hvad et menneske skal overkomme?

I Esajas’ Bog i Det Gamle Testamente beskrives følelsen af utilstrækkelighed meget præcist: sengen er for kort til at strække sig ud i, tæppet for smalt til at dække sig med. (Esajas’ Bog 28, 20)

Det er en meget præcis beskrivelse af utilstrækkelighed: Det er skrækkeligt at sove med et tæppe, der er for lille! Når man trækker sig sammen og forsøger at få tæppet til at dække hele kroppen, så ryger det ned, lige så snart man bevæger sig; og forsøger man kun at dække kroppen halvt med tæppet, ja, så fryser man på den anden del af kroppen.

Men hvad nu hvis det slet ikke er meningen, at vi – alene – skal slå til over for hele verden? Hvad nu hvis meningen derimod er, at vi skal finde sammen om at løse alle opgaverne, at vi skal være fælles om at navigere gennem stormene?

Historien om stormen på søen kan på den måde også ses som en historie om det menneskelige fællesskab. Uanset hvem og hvor meget vi er, så er vi fælles om at komme ud for storme igennem livet og fælles om det uvejr, der raser inden i os fra tid til anden. Her er altså ingen forskel. Alle har sit at bøvle med; ingen slipper for uvejr.
Storme, der vælter os omkuld, når vi pludseligt bliver forladt af den elskede og sender os selv og hinanden ud i et uvejr så hårdt, at man aldrig tror, det driver over. Når vi mister vores job og ikke ved, hvordan det hele skal gå, når vi bliver syge, og ingenting længere er, som det var.  Alt det kan vi ikke sikre os imod. Det rammer bare. I flæng.

Og det er jo egentlig banalt. Vi ved det godt. Og vi ved godt, at vi indimellem bliver helt lammede af angst og frygt ligesom disciplene i båden midt i stormen. Og måske er vi også fælles om det, at vi kan tro, at Vor Herre har glemt os. Hvorfor er I bange? Ja, det siger han godt nok, men hvem kender ikke til bønnen: Åh, er det sandt, Herre, er det sandt, er du der? Eller har du glemt mig?

Man er lidettroende, som disciplene: lidt troende. Eller måske overhovedet ikke troende. Fordi man føler, at Gud ikke er der. Og man bliver fortvivlet, fordi man tror, at en ordentlig kristen er sådan én, der tror fuld og fast og helt overbevist, altid. At en kristen er sådan én, der føler Guds nærvær hele tiden. Men hvem af os kan stille garanti for vores følelser eller fornemmelser? Ingen. Hverken over for hinanden eller over for Gud. For følelser svinger og er temmelig ustabile.
Når jeg selv har svært ved at mærke Guds nærvær, så tænker jeg på min dåb og på det tilsagn, jeg dengang fik. At jeg i dåben er blevet Guds barn. Og at jeg er døbt, det kan der ikke herske tvivl om. Der var både vidner, og jeg har billeder og dåbsattest.

Luther siger, at det ikke er troen, der bærer dåben, men omvendt: Dåben bærer troen. Det er godt sagt, synes jeg, fordi man ikke kan tvivle på sin dåb. Den har fundet sted. Tro er tillid, og selvom vi ikke lige føler det, så må vi have tillid til, at Gud stadig er der, også når vi ikke kan mærke det. For det har han lovet i dåben.

Når Jesus siger: I lidettroende; så hører jeg det ikke som en bebrejdelse men som en konstatering. Lidettroende, sådan er disciplene. Sådan er menneskene. Og budskabet er, at Han er kommet for at befri alle os tvivlende, fortabte stakler og få stormen til at lægge sig.

Tiden er en frygtelig kejser - en slags anmeldelse

af Merete Bøye

Det skal siges, at jeg ikke har fulgt specielt godt med inden for feltet ny dansk salmedigtning i det seneste tiår. Mit kendskab begrænser sig efterhånden til de fotokopierede eksemplarer af ”fantastiske nye salmer”, der bliver omdelt ved provstikonventer, stiftsstævner, skoleafslutninger og menighedsrådsmøder, men det løber selvfølgelig også hurtigt op.

Som regel synes jeg, de nye salmer er en tynd kop te. Pointen med størstedelen af de nye salmer, jeg har fået stukket i hånden i de senere år, kan sammenfattes således: ”Vi er så bange, fordi vi er så små og svage, og så er det rart at tænke på, at gud, hvis han findes, også er lille og svag og bange, lisom mig.” Eller: ”Vi har så svært ved at tro, fordi verden er så ond, men vi trøster os med, at der måske findes en eller anden slags form for gud et sted, eller det kan vi i hvert fald lege, at vi tror, indtil vi har det godt igen”.

Vores synd kan vi ikke rigtig lide at tale om, og så alligevel, for der findes også en del kvalme salmer, der bræger en slags politisk motiveret moralpræken, hvor vores synd altid er meget stor og altid er noget med klimaet. Både den poetiske og den teologiske kvalitet er til at overse. Jeg vil ikke dvæle ved det, da vi skal videre til noget positivt, men blot nøjes med at citere fra dansk salmedigtnings indtil videre absolutte lavpunkt, Charlotte Weitzes ”klimasalme” fra 2013. Den går på Hil dig, frelser og forsoner:

Lær mig kun at gør det gode
Styre livet med mit hoved
Ikke leve kun i nuet
redde dyr når de blir' truet
og sortere alt mit skrald.

Givetvis findes der også bedre salmer, som blot ikke får den eksponering, som klimasalmerne og de lange bange sange gør. Jeg har blot ikke prioriteret at få gjort det gravearbejde, der skal til, for at finde dem.

Men indimellem kan man også være heldig helt tilfældigt at støde på en ny salme, der er både teologisk interessant og poetisk til at holde ud. Og når det sker, viser det sig som regel, at den er skrevet af den produktive Iben Krogsdal.

Senest er jeg stødt på Krogsdal i forbindelse med, at jeg lyttede til albummet Tro Hug og Kærlighed fra bandet Hugorm med Simon Kvamm i front. Det er ikke hver dag, man lytter til et nummer på et nyt dansk album, hvor man kan tælle 7-8 bibelreferencer, men det kan man i teksten til Forbryder, hvor man føres som en ulv i fåreklæder gennem ildregnen over Sodoma, mens spurvene falder til jorden som i Matth. 10.29:

Der glammer en indvandret ulv bag min trøje
Lad mig igen bli' græssende får i dit øje
Går gennem byer der synker i jorden,
lytter til fugle der dejser.
Plæner der åbner sig stille som grave.
Tiden er en frygtelig kejser

Går under himle af flydende lava
Livet, en time der brænder
Løfter mit ansigt mod blikket foroven
Her er mit liv, jeg bekender

Min flok er så frygtelig stor. Jeg fortryder.
Ingen kan se hvem jeg egentlig er, en forbryder

En forbryder, der fortryder.

I kontrast til mange moderne salmer, er denne sangtekst forfriskende, alene idet den siger ”jeg” i stedet for ”vi”. Det er mig, salmens ensomme jeg, der bekender min synd. Og synden er ikke på hele menneskehedens (og dermed i virkeligheden kun alle de andres) vegne, men min alene. Min synd er heller ikke, at jeg glemmer at sortere mit skrald, men noget dybere, noget mørkt og ondt, som jeg har gjort imod konkrete andre eller imod Gud. Hvad synden nærmere bestemt består i, forklares ikke; her er der en tom plads, som læseren eller lytteren selv kan udfylde med, hvad han nu går og gemmer på.

Dog står det fast, at synden har at gøre med hykleri og forstillelse. Den bor i en ”hemmelig hule i brystet”, som en ”indvandret ulv”. Synden er indvandret i hjertet ligesom ulven er indvandret i den danske natur, men det betyder ikke, at den er let at smide ud. Bliver man dæmonen i hjertet kvit, flytter der som bekendt bare syv andre ind. Også dødsangst fylder meget i sangen, hvor der på dramatisk vis er grave, der åbner sig i de velholdte forstadsgræsplæner i Hjortshøj. Dødsangsten er blandet med den fra Krogsdals oevre velkendte længsel efter dom, her materialiseret i den truende lavahimmel, der nægter at regne ned over den bekendende forbryder, der fortryder.

Der er flere tekster af Krogsdal på albummet, og én af dem går tydeligere og mere makabert ind i domslængslen. Den har den lidt irriterende titel, Er du der?, og så forventer man straks en forkommen lille ”vi er sådan nogle små og forpjuskede stakler, som tvivler på guds eksistens”-salme, men det får man ikke. ”Er du der?” er ikke et stille spørgsmål til gud, om han nu også virkelig findes midt i al verdens meningsløshed. Det er en bøn om Guds retfærdige indgriben. Ikke over for alle de andres manglende affaldssortering, og heller ikke som en frelsende, helende engel i mit eget forvirrede, lystdrevne liv, ”fordi jeg fortjener det”. Igen er det mørkere. Gud skal gribe ind i mit liv, ikke med miskundhed og kærlighed, men med vrede og dom, og det bliver decideret voldeligt i slutningen af teksten:

I nat skal du tænde din himmel
Og fylde min verden med torden
Og ryste mit indre i dødsvolt
Og smadre min hellige orden

I nat skal jeg opgi' håbet
Og kaste mit håndled på bordet
Og be' dig om at skære det åbent
Og fylde det langsomt med Ordet.

Igen er der ekko af Sodoma-fortællingen: himlen skal tændes – og nej, det er ikke ”millioner af stjerner”, der skal skinne på himlen, det er Guds torden og lyn, der skal slå ned lodret fra oven og ”smadre min hellige orden”. Eller, som Aastrup kunne udtrykke det: ”flænge hver en hellig kåbe, / alt indslutte under synd.”

Der er, så vidt jeg kan se, tale om en klarere udkrystallisering af domslængslen, end den, Krogsdal allerede tidligere har udtrykt i salmer som Giv mig Gud en skæbnetime: ”Lad mig synke foran alle / giv mig dommen, lad den falde / ram mig med din kæmpeild / og gør med mig hvad du vil // Lad mig skue alle løgne / lad mig dø med åbne øjne / gør mig, Gud, til ingenting / styrt mig i et kvantespring”.

Det er rystende og barskt, men er det godt? Det synes jeg, det er. Naturligvis skal man ikke gøre Gud til en hævnende blodgud, som ikke viser nåde. Gud er kærlighed, og det skal fastholdes, men det tror jeg faktisk godt, vi alle sammen ved, specielt efter at vi i de sidste 50 år nærmest har forvist al tale om synd, dom og straf fra vores kirker. Dermed har vi gjort hinanden en bjørnetjeneste, for hvad er det, vi gerne vil opnå, ved at fremstille Gud som en bløbbet bamse, der vender det blinde øje til al uretfærdighed?

Endelig er nogen igen begyndt at tale om gudsfrygt og dom, og det skal hilses meget velkomment. Hvis man ikke frygter Gud og hans dom, så frygter man nemlig i stedet kejseren og hans. ”Tiden er en frygtelig kejser”, skriver Iben Krogsdal, og det har hun ret i, for i modsætning til Gud er tiden uretfærdig, ubarmhjertig og nådesløs. Alle kommer til kort med tiden. Desuden har tiden det med – med tiden – at udslette særligt det, der lefler allermest for den. ”Vi skriver 2022” bliver et latterligt udsagn efter nytår. Gør man tiden til kejser, bliver man slave af tiden. Gør man Gud til konge, bliver man arving til hans rige.

Gud er en nådig og en barmhjertig Gud, men han er også en retfærdig Gud, og den dobbelthed fastholder gode salmedigtere og gode teologer. Iben Krogsdal er begge dele. Man behøver nemlig ikke have læst teologi for at være en god teolog. I hendes omfattende forfatterskab er der både skidt og kanel, og der er også faldet en del bløbbede bangesange ud af hendes pen i årenes løb. Men der bliver kortere og kortere mellem snapsene, og jeg tror, hun bliver en af de digtere, der kommer til at være repræsenteret i salmebøgerne i mange år frem.

 

Forbryder og Er du der? er tidligere udgivet i salmesamlingen Tre. Sangene kan høres her og her.

Prædiken til juledag

af Peter Østerby-Jørgensen

Glædelig Jul!

De hellige tekster til Kristi Fødsels Dag er optaget af at få sagt, hvem Han var og er – Ham, der blev født i Betlehem den første julenat og blev svøbt i klude og lagt i en krybbe. Dagens episteltekst fortæller, at Han er Guds herligheds afglans og Hans væsens udtrykte billede, og at Han bærer alt med sit mægtige Ord. Han er den, der har skaffet renselse for menneskers synder og derefter har taget sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, meget mægtigere end englene.

Og endelig tager epistelteksten to sætninger frem fra Det Gamle Testamente og bruger dem som udtryk for, hvad Gud i evighed har sagt til Ham: Du er min søn, jeg har født dig i dag. Og om Ham: Jeg vil være Hans far, og Han skal være min søn.

Dagens evangelium bevæger sig i samme retning: Det er den gamle apostel Johannes, der taler. Han har haft mange år til at tænke over det, han oplevede i de år, han var sammen med Jesus – og over, hvem Jesus dybest set var. Og det, han er nået frem til, skriver han ned som en slags indledning til alt det, han vil fortælle om Jesus. Han taler om Ordet. Guds-Ordet fra evighed, Skaber-Ordet fra tidernes morgen.

Vi husker det fra Bibelens første blad – hvordan Gud bare nævner det, Han ønsker at skabe, og så bliver det til. I begyndelsen var Ordet, siger Johannes, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved Ham, og uden Ham blev intet til af det, som er. Og i Ham var liv. Og så er det, som om der er så meget, Johannes gerne lige vil have nævnt, inden han kommer til det, han uden tvivl hele tiden er på vej til – at Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så Hans herlighed, den herlighed, Han som den enbårne Søn har fra Gud Fader, fuld af nåde og sandhed. Alt blev til ved Ham: Solen, månen og himlens stjerner, de store have og det faste land, de høje bjerge og de dybe dale, de grønne sletter, de tørre ørkener og de isdækkede områder.

I Ham var liv – og fra Ham strømmer levende liv ud til planter og dyr, til skovenes og havernes træer og buske, til alt det, der vokser på vore marker, til blomsterne langs vejene og ved vore huse, til fisk og fugle, til husdyr og vilde dyr, til krybdyr og insekter – og til os mennesker, som Han selv har skabt i Guds billede, så vi ligner Gud. Se et væld af former og farver, en overflod af liv og skønhed, og hør, hvordan lovsangen stiger fra alt det skabte mod Himlen, mod Den Treenige Gud. Alt blev til ved Ham, og alt er til ved Ham, der blev født som et barn den første julenat i Betlehem. I Ham var og er liv, fra Ham strømmer liv ud i alt, hvad Han har skabt til at leve, fra det mindste til det største.

Det var Ham, der blev født den første jul som et ganske almindeligt barn – og blev svøbt i klude og lagt i en krybbe. Det siger noget om, at her begynder noget stort: Her begynder noget, der er lige så stort som Himlens og jordens skabelse. Her begynder det, Gud selv taler om på et af Bibelens sidste blade, hvor Han siger: Se, jeg gør alting nyt!

Men det begynder ikke som et magtgreb oppefra og ned. Det begynder ved, at Gud bliver et menneske, endda et barn. Det er nærmest det modsatte af et magtgreb. Det er Gud, der kalder på os og rækker ud efter os – som når et lille barn kalder på sin mor eller far og fuld af tillid til dem rækker ud efter dem. Det er Gud, der viser os sit milde ansigt i barnets ansigt. Det er Gud, der vender sig til vore hjerter og søger vor kærlighed – som når et lille barn prøver at indynde sig og skaffe sig opmærksomhed hos sine nærmeste. Han vil os noget. Derfor har Han sørget for, at det, der begyndte, da Han blev født – det fortsætter i Hans Kirke på jorden.

Her lyder fortsat de ord, Han bragte fra Gud til mennesker. Her er Han selv til stede og gør sin gerning for os og med os ved barnedåb og altergang. Han er på vej til at gøre alting nyt, og det første, Han gør nyt, er vor tro, vort håb og vor kærlighed. Han giver os lov at se alt i Guds lys, lov at se alt, som Gud ser det. Han giver os lov at se Gud som en kærlig Far og os selv som Hans elskede børn.

Han giver os lov at se fremad: Vi oplever det måske, som om der ikke er vej videre, og som om alt lys er væk i et stort mørke. Da lover Han, at Guds muligheder aldrig vil være brugt op – heller ikke selv om det ser sådan ud for os. Han elsker os og befaler os at elske Gud og vor næste – og skaber selv den kærlighed i os, vi har brug for til at elske. Se nu det lille barn i krybben. Se Hans smil. Se, hvor Han rækker ud efter os. Han vil os noget. Han vil gøre alting nyt. Det værste, man kan gøre, er at svigte et lille barns tillid.

 

2. snap til Timmy

af Merete Bøye

Bibelen 2020 er slet ikke moderne nok. Nyt Babel er derfor gået i gang med sin egen oversættelse, som har arbejdstitlen Bibez 22 og henvender sig mest til folk født efter år 2000, den såkaldte Generation Z.

Vi er foreløbig i gang med brevlitteraturen, og herunder ses et eksempel. Først ses den autoriserede oversættelse fra 1992 og dernæst vores nye oversættelse.

PAULUS' ANDET BREV TIL TIMOTHEUS, KAP. 4

Jeg indskærper dig for Guds ansigt og for Kristus Jesus, der skal dømme levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter sit rige: Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter. Men du, hold altid hovedet koldt, bær dine lidelser, gør din gerning som evangelist og fuldfør din tjeneste!

Mit blod skal snart udgydes, og tiden er inde, da jeg skal bryde op. Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig – og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst.

Skynd dig, kom snart, for Demas har forladt mig af kærlighed til denne verden og er rejst til Thessalonika. Kreskens er rejst til Galatien, Titus til Dalmatien. Kun Lukas er hos mig. Og tag Markus med, han er mig til god hjælp i tjenesten. Tykikos har jeg sendt til Efesos. Den kappe, jeg efterlod i Troas hos Karpos, skal du tage med, når du kommer; også bøgerne, især dem på pergament.

Smeden Alexander har voldt mig meget ondt. Herren vil gengælde ham efter hans gerninger. Ham skal også du vogte dig for, for han er trådt hårdt op imod vores forkyndelse.

Under mit første forsvar kom ingen mig til hjælp. Alle svigtede mig. Gid det ikke må blive tilregnet dem! Men Herren stod mig bi og gav mig kraft til at fuldføre min forkyndelse af budskabet, så at alle folkeslagene kan få den at høre, og jeg blev udfriet af løvens gab. Ja, Herren vil fri mig fra alt ondt og bringe mig frelst ind i sit himmelske rige. Ham være ære i evighedernes evigheder! Amen.

Hils Priska og Akvila og Onesiforos' hus! Erastos er blevet i Korinth, Trofimos har jeg måttet efterlade syg i Milet. Skynd dig at komme før vinteren. Hilsen fra Eubulos, Pudens, Linus, Claudia og alle brødrene.

 

2. SNAP TIL TIMMY, 4

Du skal ik være ræd for bare og sige det, som det er. Bare gi dem det straight up, hvad enten de gider høre efter eller ej. For på et tidspunkt blir det sådan, at folk bare yeeter sandheden, fordi de hellere vil følge alle dem, der simper for dem. De er så pick me. Men dig, du skal ik ta dig af det, bare bliv ved med at snakke om det, der er vigtigt!

Det er snart game over for mig, og jeg er nødt til at videre nu. Jeg er færdig med det, som jeg skulle, og jeg har hele tiden blevet ved med at tro på Gud og det. Nu regner jeg så med, at Jesus gir mig en syg belønning, når vi ses om lidt. Og ikke bare mig, vel, men hele hans squad, ik os.

Men kom nu hurtigt, for Demas har swipet mig til venstre. Jeg har kun min bestie Lukas tilbage. Og tag Markus med, han er lit. Og hey! Jeg glemte min jakke ovre ved Karpos i Troas, gider du godt ta den med, når det er? Oz mine bøger. Tnx!

Smeden Alexander er vildt sus, så bare ghost ham. Han disser vores content hele tiden, no cap!

Da jeg blev cancelled første gang, var der ingen, der hjalp mig. Bruh moment! Men whatever. Men Jesus var der for mig. Fordi sådan er han. Jeg stanner ham! Ses!

Hils alle, ik. Sku oz hilse fra alle mine bros.