Show-time for Scharling
af Rasmus H.C. Dreyer
Antikrists rige
For nylig havde jeg den ære at blive klandret for min prædiken. Jeg prædikede politisk, fik jeg at vide. Nå ja, tænker man i det øjeblik – jeg prædikede bare kristendom. Jeg havde tilladt mig at fordømme det nye islamiske kalifat. En fordømmelse af Antikrists rige, som vi på foruroligende vis har set vokse frem af Iraks og Syriens sand. Dagens evangelium var Peter og klippen, men hvad vigtigere var: Fordømmelsen af Peter, når han ville, hvad mennesker vil, ikke hvad Gud vil: ”Vig bag mig, Satan!”, svarer Jesus som bekendt. For det, der lød politisk i kirkegængerens øren var netop, at kristendom betød noget: At ikke alt, mennesket frembringer af religiøse udtryk, afkræver respekt, men at noget er mere rigtigt end andet, at noget er falsk, djævelsk eller slet og bart: løgn.
Forlegen kristendom
Mangt et kirkeøre har desværre vænnet sig til, at kristendommen er blevet blød, forlegen og tilpasningsivrig. Allerhøjest et eksistentielt appendiks. Prædikener handler mere om fornuft end tro, mere om eftergivenhed end fasthed, mere om verden end om Gud. Denne forkyndelse er dog i virkeligheden det virkelig politiske. Prædiker man menneskets snusfornuft og tolerante bedsteborgeri, så er det humanisme og ikke Kristi budskab, der viderekolporteres på de obligate 12 minutter hævet over menigheden. Ganske nemt bliver Guds ord til et copy-pastet uddrag af et socialdemokratisk eller radikalt partiprogram. Hvis Gud huskes, bliver det som en arbitrær tanke eller et kælent spørgsmål til din eksistentielle velfærd. Gud står tilbage som et åbent og alment spørgsmål, som alle deler adgang til. ”Fred fra Gud”, som det hedder i biskoppelige hilsener ved moskéåbninger. Tilbage er kun en altomfattende alfaderlig religiøs tanke.
Skulle der være noget mirakuløst eller guddommeligt over kristendommen tilbage, så lærer den fornuftige præst os, hvordan det hele hænger sammen. Gik Jesus på vandet? Arh, næppe, men det betyder, at Jesus løfter dig op, bare du tror på dig selv. Mættede han virkelig 5000 med fem brød og to fisk? Ej, under Jesu velsignelse vokser vores smuler til en stor mængde. ”En dreng havde frem bygbrød og to fisk, der fandtes vel også andre, som havde en smule forråd med”. Citatet kunne sagtens være fra en nutidig dansk prædiken, men den er hentet fra en af det 20. århundredes rationalister, den svenske biskop Tor Andræ (1885-1947) og hans bog, Jag tror på Gud: ”Således går det, når Gud får magten i hjertet: det slår til for os, det slår til for andre, og der bliver endda noget tilovers”.1 Kristi gerninger er ophævet til fordel for menneskets egen kærlighed, der i tilstrækkelige mængder bliver lig med noget guddommeligt. Som et ekko af gamle Andræ hedder det i nymodens, dansk teologi, at ”den kærlighed, der er til deling mellem alle mennesker, er den samme kærlighed[,] som den Gud har sat Big Bang i gang med – hvis Big Bang overhovedet er sat i gang og ikke bare skete af sig selv”. Ikke meget Gud eller kristendom her. Ordene er Jakob Brønnums fra bogen med den sigende titel: Kristus som Antihelt.2 Nå, men er det ikke altid forfriskende, at nogen åbner vinduet og lader frisk luft trænge ind, så hørmen af gammel kristentro kan komme ud?
Til tider. Men udluftningen har stået på i snart hundreder af år, så kun en lille em af kristendom er tilbage allerinderst i krogen. Ikke alt var bedre i gamle dage. Den moderne føjelige og menneskelige rationalisme af en kristendom er ikke ny. Den hidstammer fra disse forne dage. Helt tilbage fra dengang, da fremskridtet for alvor satte ind i vores verden i 1700-tallets midte. Økonomien blev god, forstanden stor, fornuften klog. En håndfuld krige i det ene århundrede og et par verdenskrige i det næste med samt den deraf følgende teologiske og filosofiske selvbesindelse var blot bump på vejen. Den konstante, glade, altnivellerende fornuftskristendom er vokset frem gang på gang.
De gamle rationalister fra 17- og 1800-tallet var knap så radikale som deres arvinger. Verden var ikke blot natur, næ, Gud havde nok skabt verden, men havde ellers kun til opgave at opretholde retfærdighed for alle. Meget konsekvent afløste dyden derfor troen som den religiøse fordring. Det gode var det humane og nyttige, ikke Guds nåde. Et mystisk relikt som opstandelsen reducerede man til en reaktion i disciplenes hoveder, det evige liv var allerhøjest sjælens udødelighed. De moderne rationalister afskriver tilmed Guds væren. Kristendommen er lige så stille og roligt forvandlet til et stort som-om.
En af Sjællands biskopper fra hine tidlige dage, Peter Erasmus Müller (1776-1834) er et godt eksempel på netop 1800-tallets galopperende rationalisme og positive tro på mennesket. I sin temmelig udbredte lærebog Kristeligt Moralsystem fra 1808 proklamerede han frejdigt (og i pagt med tidens tyske teologi), at den lutherske dogmatiks gamle begreber om synd og nåde var forældede. I stedet var kun moralen tilbage. Man måtte også være klar over, skrev Müller, at troen på Jesus kunne frembringe ”en falsk Beroligelse”, og overhovedet var det galt, hvis man mente, at tro i selv kunne gøre retfærdig. Nej, ”enhver moralsk Forbedring maae umiddelbar være Menneskets eget Værk”, slog Müller fast.3 Gud fik kun plads som en tænkt garant for moralens gyldighed.
A-la-kristendom
Müller skrev i 1808, og det er på en måde befriende, at han sagde det ligeud. Retorisk er mange præster i dag bedre til at pakke den samme teologi ind i kirkelige gevandter, men det fortæller os så bare, hvorledes det teologiske sprog, dets begreber og vores tro med er blevet udvandet, efterhånden som årene er gået. Vinduet har stået åbent for længe, kunne vi sige.
Nærværende tidsskrift er også blevet kritiseret for at være en brokkasse af brokkerier. Vinduet er blevet lukket for tæt i. Skribenter og præster både her og fra andre teologiske tidsskrifter opfordres indtrængende om at ’følge med tiden’, ’åbne op’, og gøre evangeliet nutidigt. Underforstået: ’I kæmper en tabt kamp’. ’Teologien har gjort fremskridt’. Underforstået: ’Mennesket har gjort fremskridt’. ’Vi er klogere i dag end før’. Underforstået: ’Vi er klogere end de mirakeltroende tosser i Galilæa og Galatien’. Underforstået: ’De gamle tog fejl, traditionen til møddingen’. Kun opretholder vi en fernis af kristelig sprogdragt og ritualer, men egentlig har ingen sandheden i hænde. Den kender du kun selv og alle sandheder dermed lige gode.
De gamle rationalister troede omkring år 1800 på konfessionernes og religionernes ophævelse i hinanden. Og selvom vi herhjemme forbinder årene efter 1. verdenskrig med den dialektiske teologi og genopdagelsen af både en Gud foroven, en synder for neden og en Luther som lærer, så var rationalismen slet ej glemt. Store teologer tillempede gerne kristendommen til tiden. Jeg nævnte Tor Andræ, svensk biskop, men også islamolog, der gerne lærte, hvordan kristendom og islam pga. af deres fælles rod tilbad den samme Gud. De kristne havde bare skyklapper på, kunne ikke se det smukke i islam for kristendommens mange, skyggende dogmatiske træer. En af Andræs umiddelbare forgængere udi den svenske kirke var Nathan Söderblom (1866-1931), ærkebiskop i Uppsala fra 1914 og modtager af Nobels fredspris i 1930. Söderblom havde samme tyrkertro på dogmernes, de metafysiske og kosmiske læresætninger relative betydning for kristendommen. De var ikke sande i nogen som helst absolut mening. Religionen, d.e. alle religioner – de var i bund og grund det samme for Söderblom – måtte aldrig objektiveres. Doktrinerne, læresystemerne og de fikse religiøse jargoner kunne dog få lov at blive som metaforiske udtryk for menneskets religiøse erfaring.4
Det er det samme, der prædikes i dag. Det samme, der gør, at kristendommen ingenting betyder, og at vi som folk er flest ikke formår at sætte os ind i religiøse konflikter. ’Al religion er nok noget a la kristendom’; vores kristendom er blevet afmonteret i bestræbelsen på foreningen med vores fornuft og egne ideer. Det er, sagt ligeud, det faktisk politiske overgreb på kristendommen: Da kristendom blev til menneskedom. Overgrebet fremkom som en sprække i kristendommens fundament, men spalten voksede, efterhånden som vi glemte troen på Gud og hellere lyttede til os selv. I dag er det så et fuldtonet brud. Stammen er knækket, bevidst savet over, og mennesket forsøgt rejst op på rodstubben. Men stedse vælter det. Udviklingen må begynde forfra og forfra, hver gang brækket ned til roden. Det er med et andet ord: Radikalisme.
Radikalisme
Jeg ved godt, at det 20. århundrede har budt på mange danske modspil til disse begrædeligheder. Men hvorfor blev der ikke grebet om nældens rod, da radikalismen afløste kristendommen, og da kristendommen rettede ind og blev til humanisme? Jo, det gjorde der også. Skam blot, at disse stemmer er glemt i dag. For nylig udsendte historikeren Jon Gissel den udmærkede bog Konservatisme og Kulturkamp, der netop giver mæle til disse tabende, konservative røster fra 1800-tallet. En af de store teologer iblandt dem var C. Henrik Scharling, født i den danske Reformations tredje jubelår 1836 og død i genforeningsåret 1920 og i det meste af sit liv docent og professor i teologi på Københavns Universitet – fra 1867 til 1916. Hans sidste embedsgerning var eksaminationen af den første kvindelige teolog.
Turen går til Nøddebo
Scharling var lutheraner, men ingen pietist, kristendommen var noget aktuelt, hellere forstå verden som Guds, gøre den kristen, end begrænse den til andagtsbøger, stillebøn eller konfessionsfri og bibelfri grundtvigianisme. Kirkestormeri som Søren Kierkegaards var i øvrigt, al lidenskaben til trods, for Scharling et ligeså stygt udtryk for religiøs radikalisme, som Georg Brandes’ udgydelser var udtryk for humanistisk radikalisme. Kristendommen var den sande virkelighed, kirken bærer af vidnesbyrdet herom.
At kristendommen hverken skulle udgrænses til individuel andagt eller forkastelse af den kirkelige ordning lærte Scharling sådan set allevegne. Det gjaldt hans vel nok eneste kendte værk i dag, romanforlægget til julestykket Nøddebo Præstegård fra 1862, såvel som den store historiefilosofiske og teologiske verdenshistorie Menneskehed og Christendom fra 1872-73 (udvidet udgave fra 1895), hvor Scharling satte kristendommen, særligt den lutherske, som eneste sandhed. Al ikke-kristen religiøsitet stod snarere i forbindelse med humanisme end med Gud; buddhisme, islam, kinesisk religion osv. var kendetegnet ved deres tilbedelse af hhv. intet, fantasien og endelighedens verden. Kort sagt: Menneske-religioner.
Mens Nøddebo-romanen ikke blev overset (over 20 oplag på små hundrede år), blev det teologiske hovedværk det i høj grad – i hvert fald herhjemme, men Menneskehed og Christendom udkom faktisk på flere sprog. Scharling var både digter og teolog. Romanforfatter og dramatiker med en rest af romantik (selvom han sine steder præsterede en nærmest pontoppidansk persontegning) og teolog med en gennemtænkt og hvas kritik af rationalismens bibel- og kristendomskritik og humanismen med ”dens politiske og sociale Affødning”, radikalismen.
I sine velmagtsdage var Scharling en dannet, konservativ københavnerpersonlighed, som både teologer og folk læste og lyttede til. Da radikalismen og humanismen erobrede det 20. århundrede, blev han gjort til grin, men flere af hans advarsler viste sig slående sande.
Med sin lange gerning og en far som forgænger og kollega på Det Teologiske Fakultet (C.E. Scharling), omfattede Henrik Scharling hele det 19. århundredes teologiske udvikling. Et århundrede, der på mange måder udviklede sig teologisk parallelt med det 20. Først optimisme, derfor rationalisme, så nedtur, derfor konfessionalisme, så atter fremgang og da nyrationalisme. Henrik Scharling beskrev just denne kredsgang i sin sene, nette dogmatik, Dogmatikkens historiske Forudsætninger fra 1905. Det 19. århundrede endte, hvor det begyndte: Først den døde rationalisme, men så kom Schleiermacher, forklarer Scharling, og han ”drog Theologien op fra Rationalismens Dødvande og bragte nyt Liv og Strømning ved at sætte den religiøse Følelse i Høisædet som den, der giver al Religion sit indre Værd”. Det prægede på mange måder resten af det 19. århundredes teologi og var en forudsætning for den fornyede lutherske konfessionalisme og kristelige vækkelse. Lige indtil Albert Ritschl meldte sig, genoptog Schleiermacher, indoptog de lutherske dogmer, men som en anden rationalist akkomoderede, dvs. tilpassede, dem. Læresætningerne skulle ikke måles efter den objektive sandhed i skrift og åbenbaring, men kun efter deres subjektive værdi, altså hvor meget de var værd som religiøs livserfaring (lyder det ikke lidt som svenske Söderblom og den moderne a-la-kristendom?).
Scharling så konsekvensen, idet ”Metaphysik udvises af Dogmatikken som uvedkommende”, og alt hvad der er i strid med historiens og naturvidenskabens domme ryger med ud. Teologisk bliver allerhøjest en kristeligt præget idealisme tilbage. Det 19. århundrede blev lukket af Ritschls subjektive værdidomme, og endte, som Scharling ganske rigtigt så: ”hvor Schleiermacher begyndte, nemlig i Rationalismen, om end i dens ændrede Skikkelse som Nyrationalismen”.5 Sandt, som det er sagt og gældende for det næste århundrede med.
Den socialdemokratisk-radikal-naturalistiske humanisme
Rationalismen bundede for Scharling i det samme som humanismen. Begge hvilede de udelukkende i naturanskuelsen, intet var udover naturen. På denne måde er humanisme lig naturalisme. Men humanismen betoner så i højere grad den menneskelige tænkning, hvorfor den teologiske konsekvens bliver rationalisme. Fordi fornuften hører til menneskets natur og er dets højeste udtryk, indtager den førstepladsen. Humanismens (og altså med den rationalismens) særlighed bliver derfor, at de kun anerkender én tilværelse, én viden, én natur, alle tre dem, hvori vi lever, det materielt eller menneskeligt forekommende. Alt, hvad der ligger derudover, benægtes eksistens. Deraf det radikale.
Fornægtelsen af det overnaturlige fører videre til fornægtelsen af historien, traditionen (den er ’konstruktion’), og kristendommens betydning negligeres. Den værste form for politisk udfoldelse af denne kristendommens negation var for Scharling socialdemokratismen, som tilmed forkastede den rationalistiske variant af kristendommen:
Socialdemokratiet er Humanismens konsequente praktiske Udformning. Her prædikes en uforbeholden Naturalisme, hele Tilværelsen udfolder sig indenfor denne synlige Verden, alt Hinsides fornægtes, Troen paa Gud og Sjælens Udødelighed spottes og forkastes ikke mindre end Troen paa en overnaturlig Aabenbaring. Sandselig Livsnydelse og timeligt Velvære er Livets høieste Formaal, thi da Livet afsluttes med den jordiske Tilværelse, gjælder det om at bringe det mest mulige ud af det.6
Essensen af Scharlings historiefilosofi i hovedværket Menneskehed og Christendom var helt modsat denne afvisning af kristendommen, historien og traditionen. For Scharling var kristendommen historiens historie, dens drivkraft, den virkelige emancipation var derfor også kristendommens. Den satte ene menneskene fri til at være lige for Gud i troens fællesskab. Humanismen derimod bandt mennesket til naturen og fornuften; den var deterministisk i bund og grund, og den stræbte efter at ”nivellere Alt for at tilvejebringe den størst mulige Lighed mellem Individerne”. Kan individerne, spottede Scharling
ikke alle blive lige kloge og rige, saa kunne de i alt Fald blive lige uvidende og fattige, thi ogsaa ad denne Vei kan Ligheden opnaas. Saaledes modarbejder Radikalismen Livet selv og er i Pagt med Døden, thi Døden er netop den store nivellerende Magt, som gjør Alt og Alle lige.
Ja, hellere sige kristendommen og et liv i det hinsidiges farvel, tænker radikalismen, for at gøre alle lige. Ifølge Scharling ligeså meget en fantasi, som det var naturalisme. For Scharling var alt anderledes med kristendommen. Kristendommen var i pagt med livet, ”og er selv det høieste Liv”, livet i Gud. Kristendommens lighed er også en anden end humanismens og dens politiske pendants i radikalismen og socialdemokratismen. Mennesket er på samme vilkår over for Gud, loven og frelsen. Men ved siden af dette, så anerkender kristendommen livets store forskelligheder i de ydre livsvilkår, som Scharling forklarer, ”Forskjel mellem Herre og Tjener, Mand og Kvinde, Rig og Fattig”. Og vi må i dag nødvendigvis tilføje: Mellem godt og ondt. For det gælder om, lærer Scharling os, ikke at blive stående ved fænomenerne, ”men at fæste Blikket på Principerne”, først da vil det lykkes os at afkode, ”hvad der er af Bedragets lokkende og besnærende Aand, og hvad der er af Sandhedens frigjørende og livsfremmende Aand”. Her er et valg. Intet teoretisk valg, men et viljens valg: Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, træl eller fri, tilføjer jeg, lærd eller fornem, enfoldig eller rig, skriver Scharling, nej, det kommer ikke an på, hvad vi ved eller med fornuften tænker, ”men paa hvad vi ere.” Kristne. At vi vælger at være kristne.7
Rekurs
Læseren vil indvende: Hvad har al denne jammer fra Scharling med min indgang om Antikrists rige, ISIS og kalifatet at gøre? Jo, for med min indledning ville jeg netop rette opmærksomheden mod, hvordan kristendom bør tages alvorligt som sandhed – hvad der netop bliver tydeligt i kontrast til en virkelig usandhed. Et islamisk kalifat som det grufuldt nuværende i Irak og Syrien ville også for en Henrik Scharling have været et eksempel på, hvordan kristendommen udhæver sig i forhold til alle andre religioner. De andre blegner eller udarter sig, som islam politisk, i kraft af deres menneskelighed eller fantasi. Scharlings dom over islam er sigende. Muhammeds religion savnede originalitet, frembød ingen nye ideer overhovedet, ”er forunderlig tom og indholdsløs”. Den har ”en Prophet uden Undere”, er ”en Religion uden Mysterier” med ”en Moral uden kjærlighed”. Den søger sin støtte i ”i den groveste Sandselighed” og tilmed er Gud blevet til Allah ”en østerlandsk Despot, hvis almægtige Villie ledes af grundløs Vilkaarlighed.”
Et saadant Gudsbegreb tilbyder intet sædeligt Tilknytningspunkt for Livet …Summen af Buddene er den: Tro paa Allah som den eneste Gud og paa Muhamed som hans sande Prophet, Bøn … Faste … Valfart … Almisser. Den øverste Pligt er at drage Sværdet for Islam: en Nattevagt i Vaaben er bedre end mange Bønner; den skjønneste Død er Døden paa Valpladsen i Kamp for Islam, saa gaaer man lige ind i Paradis at favnes af underdeilige Houris [de 72 jomfruer].
I stedet for livets virkelighed, som vores Gud gennem Kristus for alvor har taget alvorligt, gælder for islam kun en ”legende Vilkaarlighed”.8 Den er, som Scharling skriver, simpelthen fantasi. Vi ville med vores ord sige, at den er en menneskelig utopi. For Scharling var islam den fuldstændige abstraktion fra Guds gode virkelighed og derfor ligeså langt væk fra kristendom som naturens og fornuftens tilbedere: naturalisterne og rationalisterne.
Noter
1) Tor Andræ, ”Jag tror på Gud”, Stockholm 1947, 39f, d.o.
2) Jakob Brønnum, ”Kristus som antihelt”, Frederiksberg 2014, 178.
3) P.E. Müller, ”Kristeligt Moralsystem”, København 1808, §276, 237; §261, 225.
4) Jf. Jan Hjärpe, “Theology on Religions: Nathan Söderblom and the Religious Language”, i: C. R. Bråkenhielm og Gunhild Winqvist Hollman (red.), “The Relevance of Theology: Nathan Söderblom and the Development of an Academic Discipline”, Uppsala 2002, 49-66.
5) C. Henrik Scharling, ”Dogmatikkens historiske Forudsætninger”, København 1905, 240-241.
6) C. Henrik Scharling, ”Det nittende Aarhundrede”, i: samme, ”Det Svundne og det Vundne”, København: 1904), 1-75 (30).
7) Jf. C.Henrik Scharling, ”Menneskehed og Christendom”, København 1895, slutning, og samme, hvorfra alle citaterne hidrører, ”Det Svundne og det Vundne. Et praktisk Opgør mellem Humanisme og Christendom”, 2. udg., København 1904, IV. Tilbageblik, 118-129.
8) C. Henrik Scharling, ”Menneskehed og Christendom”, 2. udg., København 1895, 173f.