Leder

Martin Luther må have været en utrolig modig mand. Så helt igennem kompromisløs. Tænk at stå foran hele rigsdagen og pavens udsendte og sætte livet på spil ved at tale Roma midt imod: ”Jeg hverken kan eller vil tilbagekalde noget, for det er hverken sikkert eller bringer frelse at gøre noget mod sin samvittighed. Gud hjælpe mig, Amen."

Hvilken usædvanlig mand! Særlig set i forhold til vore dages evige iver efter at mødes på midten et sted. Vi hungrer efter kompromiser i enhver sag. Hvor vigtig sagen så er: kompromiset er vigtigere. Husfreden. Det er kommet så vidt, at mange i dag ikke kan forestille sig nogen situation, hvor det bedste i verden ikke er et godt kompromis. Men sagen er, at nogle gange kan man ikke være neutral. Nogle gange gives der ingen midte at mødes på. Der findes intet midtimellem sandhed og løgn. Intet midtimellem liv og død. Intet midtimellem Gud og Djævel. Her må man vælge. Her kan der ikke føres dialog eller udføres konfliktmægling. Og her står vi og kan ikke andet. Hver dag. I dét valg.

Det er ikke noget let valg. Man kan ikke forlange af mennesker, at de til enhver tid skal kunne gennemskue, hvad der er løgn og hvad der er sandhed. Men kan kan forlange, at vi bevidst vælger at søge det sande. I stedet for det smarte og moderne. Eller det, som alle de andre gør. Eller det, der egner sig bedst til at mele vores egen kage.

Når vi i kompromisets hellige navn nægter at træffe valget mellem sandt og falskt – måske ligefrem vil nægte, at der overhovedet findes noget, der er sandt eller falskt – så har vi valgt løgnen. For en sådan lunkenhed er lige så uforenelig med det gode, som det onde er, idet der ikke gives nogen midte mellem det gode og det onde. Som der står i Johannesåbenbaringen: ”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.”

Der gives intet alternativ til valget. Man må træffe sit valg, hver eneste dag. Om igen. Det er let at tænke: ”jeg vælger sandheden”, men stående overfor en stor eller truende modpart – som de kristne i Irak fx gør i disse dage – så er det nu knapt så let. Eller stående over for forvirrende oplysninger, som i Israel/Gaza-konflikten, så man ikke kan gennemskue, hvad der er ret og hvad der er forkert. Og naturligvis træffer vi ikke altid det rigtige valg – vi er kun mennesker, uperfekte syndere. Men derfor står vi alligevel stadig i valget, hvert øjeblik vi lever.

Så træf dit valg og lev med det. Du vælger måske forkert en gang imellem – so be it. Synd frejdigt. Men lad være med blot at stå til.

Kom ind i kampen!

Show-time for Scharling

af Rasmus H.C. Dreyer

Antikrists rige

For nylig havde jeg den ære at blive klandret for min prædiken. Jeg prædikede politisk, fik jeg at vide. Nå ja, tænker man i det øjeblik – jeg prædikede bare kristendom. Jeg havde tilladt mig at fordømme det nye islamiske kalifat. En fordømmelse af Antikrists rige, som vi på foruroligende vis har set vokse frem af Iraks og Syriens sand. Dagens evangelium var Peter og klippen, men hvad vigtigere var: Fordømmelsen af Peter, når han ville, hvad mennesker vil, ikke hvad Gud vil: ”Vig bag mig, Satan!”, svarer Jesus som bekendt. For det, der lød politisk i kirkegængerens øren var netop, at kristendom betød noget: At ikke alt, mennesket frembringer af religiøse udtryk, afkræver respekt, men at noget er mere rigtigt end andet, at noget er falsk, djævelsk eller slet og bart: løgn.

Forlegen kristendom

Mangt et kirkeøre har desværre vænnet sig til, at kristendommen er blevet blød, forlegen og tilpasningsivrig. Allerhøjest et eksistentielt appendiks. Prædikener handler mere om fornuft end tro, mere om eftergivenhed end fasthed, mere om verden end om Gud. Denne forkyndelse er dog i virkeligheden det virkelig politiske. Prædiker man menneskets snusfornuft og tolerante bedsteborgeri, så er det humanisme og ikke Kristi budskab, der viderekolporteres på de obligate 12 minutter hævet over menigheden. Ganske nemt bliver Guds ord til et copy-pastet uddrag af et socialdemokratisk eller radikalt partiprogram. Hvis Gud huskes, bliver det som en arbitrær tanke eller et kælent spørgsmål til din eksistentielle velfærd. Gud står tilbage som et åbent og alment spørgsmål, som alle deler adgang til. ”Fred fra Gud”, som det hedder i biskoppelige hilsener ved moskéåbninger. Tilbage er kun en altomfattende alfaderlig religiøs tanke.

Skulle der være noget mirakuløst eller guddommeligt over kristendommen tilbage, så lærer den fornuftige præst os, hvordan det hele hænger sammen. Gik Jesus på vandet? Arh, næppe, men det betyder, at Jesus løfter dig op, bare du tror på dig selv. Mættede han virkelig 5000 med fem brød og to fisk? Ej, under Jesu velsignelse vokser vores smuler til en stor mængde. ”En dreng havde frem bygbrød og to fisk, der fandtes vel også andre, som havde en smule forråd med”. Citatet kunne sagtens være fra en nutidig dansk prædiken, men den er hentet fra en af det 20. århundredes rationalister, den svenske biskop Tor Andræ (1885-1947) og hans bog, Jag tror på Gud: ”Således går det, når Gud får magten i hjertet: det slår til for os, det slår til for andre, og der bliver endda noget tilovers”.¹ Kristi gerninger er ophævet til fordel for menneskets egen kærlighed, der i tilstrækkelige mængder bliver lig med noget guddommeligt. Som et ekko af gamle Andræ hedder det i nymodens, dansk teologi, at ”den kærlighed, der er til deling mellem alle mennesker, er den samme kærlighed[,] som den Gud har sat Big Bang i gang med – hvis Big Bang overhovedet er sat i gang og ikke bare skete af sig selv”. Ikke meget Gud eller kristendom her. Ordene er Jakob Brønnums fra bogen med den sigende titel: Kristus som Antihelt.² Nå, men er det ikke altid forfriskende, at nogen åbner vinduet og lader frisk luft trænge ind, så hørmen af gammel kristentro kan komme ud?

Til tider. Men udluftningen har stået på i snart hundreder af år, så kun en lille em af kristendom er tilbage allerinderst i krogen. Ikke alt var bedre i gamle dage. Den moderne føjelige og menneskelige rationalisme af en kristendom er ikke ny. Den hidstammer fra disse forne dage. Helt tilbage fra dengang, da fremskridtet for alvor satte ind i vores verden i 1700-tallets midte. Økonomien blev god, forstanden stor, fornuften klog. En håndfuld krige i det ene århundrede og et par verdenskrige i det næste med samt den deraf følgende teologiske og filosofiske selvbesindelse var blot bump på vejen. Den konstante, glade, altnivellerende fornuftskristendom er vokset frem gang på gang.

De gamle rationalister fra 17- og 1800-tallet var knap så radikale som deres arvinger. Verden var ikke blot natur, næ, Gud havde nok skabt verden, men havde ellers kun til opgave at opretholde retfærdighed for alle. Meget konsekvent afløste dyden derfor troen som den religiøse fordring. Det gode var det humane og nyttige, ikke Guds nåde. Et mystisk relikt som opstandelsen reducerede man til en reaktion i disciplenes hoveder, det evige liv var allerhøjest sjælens udødelighed. De moderne rationalister afskriver tilmed Guds væren. Kristendommen er lige så stille og roligt forvandlet til et stort som-om.

En af Sjællands biskopper fra hine tidlige dage, Peter Erasmus Müller (1776-1834) er et godt eksempel på netop 1800-tallets galopperende rationalisme og positive tro på mennesket. I sin temmelig udbredte lærebog Kristeligt Moralsystem fra 1808 proklamerede han frejdigt (og i pagt med tidens tyske teologi), at den lutherske dogmatiks gamle begreber om synd og nåde var forældede. I stedet var kun moralen tilbage. Man måtte også være klar over, skrev Müller, at troen på Jesus kunne frembringe ”en falsk Beroligelse”, og overhovedet var det galt, hvis man mente, at tro i selv kunne gøre retfærdig. Nej, ”enhver moralsk Forbedring maae umiddelbar være Menneskets eget Værk”, slog Müller fast.³ Gud fik kun plads som en tænkt garant for moralens gyldighed.

A-la-kristendom

Müller skrev i 1808, og det er på en måde befriende, at han sagde det ligeud. Retorisk er mange præster i dag bedre til at pakke den samme teologi ind i kirkelige gevandter, men det fortæller os så bare, hvorledes det teologiske sprog, dets begreber og vores tro med er blevet udvandet, efterhånden som årene er gået. Vinduet har stået åbent for længe, kunne vi sige.

Nærværende tidsskrift er også blevet kritiseret for at være en brokkasse af brokkerier. Vinduet er blevet lukket for tæt i. Skribenter og præster både her og fra andre teologiske tidsskrifter opfordres indtrængende om at ’følge med tiden’, ’åbne op’, og gøre evangeliet nutidigt. Underforstået: ’I kæmper en tabt kamp’. ’Teologien har gjort fremskridt’. Underforstået: ’Mennesket har gjort fremskridt’. ’Vi er klogere i dag end før’. Underforstået: ’Vi er klogere end de mirakeltroende tosser i Galilæa og Galatien’. Underforstået: ’De gamle tog fejl, traditionen til møddingen’. Kun opretholder vi en fernis af kristelig sprogdragt og ritualer, men egentlig har ingen sandheden i hænde. Den kender du kun selv og alle sandheder dermed lige gode.

De gamle rationalister troede omkring år 1800 på konfessionernes og religionernes ophævelse i hinanden. Og selvom vi herhjemme forbinder årene efter 1. verdenskrig med den dialektiske teologi og genopdagelsen af både en Gud foroven, en synder for neden og en Luther som lærer, så var rationalismen slet ej glemt. Store teologer tillempede gerne kristendommen til tiden. Jeg nævnte Tor Andræ, svensk biskop, men også islamolog, der gerne lærte, hvordan kristendom og islam pga. af deres fælles rod tilbad den samme Gud. De kristne havde bare skyklapper på, kunne ikke se det smukke i islam for kristendommens mange, skyggende dogmatiske træer. En af Andræs umiddelbare forgængere udi den svenske kirke var Nathan Söderblom (1866-1931), ærkebiskop i Uppsala fra 1914 og modtager af Nobels fredspris i 1930. Söderblom havde samme tyrkertro på dogmernes, de metafysiske og kosmiske læresætninger relative betydning for kristendommen. De var ikke sande i nogen som helst absolut mening. Religionen, d.e. alle religioner – de var i bund og grund det samme for Söderblom – måtte aldrig objektiveres. Doktrinerne, læresystemerne og de fikse religiøse jargoner kunne dog få lov at blive som metaforiske udtryk for menneskets religiøse erfaring.⁴

Det er det samme, der prædikes i dag. Det samme, der gør, at kristendommen ingenting betyder, og at vi som folk er flest ikke formår at sætte os ind i religiøse konflikter. ’Al religion er nok noget a la kristendom’; vores kristendom er blevet afmonteret i bestræbelsen på foreningen med vores fornuft og egne ideer. Det er, sagt ligeud, det faktisk politiske overgreb på kristendommen: Da kristendom blev til menneskedom. Overgrebet fremkom som en sprække i kristendommens fundament, men spalten voksede, efterhånden som vi glemte troen på Gud og hellere lyttede til os selv. I dag er det så et fuldtonet brud. Stammen er knækket, bevidst savet over, og mennesket forsøgt rejst op på rodstubben. Men stedse vælter det. Udviklingen må begynde forfra og forfra, hver gang brækket ned til roden. Det er med et andet ord: Radikalisme.

Radikalisme

Jeg ved godt, at det 20. århundrede har budt på mange danske modspil til disse begrædeligheder. Men hvorfor blev der ikke grebet om nældens rod, da radikalismen afløste kristendommen, og da kristendommen rettede ind og blev til humanisme? Jo, det gjorde der også. Skam blot, at disse stemmer er glemt i dag. For nylig udsendte historikeren Jon Gissel den udmærkede bog Konservatisme og Kulturkamp, der netop giver mæle til disse tabende, konservative røster fra 1800-tallet. En af de store teologer iblandt dem var C. Henrik Scharling, født i den danske Reformations tredje jubelår 1836 og død i genforeningsåret 1920 og i det meste af sit liv docent og professor i teologi på Københavns Universitet – fra 1867 til 1916. Hans sidste embedsgerning var eksaminationen af den første kvindelige teolog.

Turen går til Nøddebo

Scharling var lutheraner, men ingen pietist, kristendommen var noget aktuelt, hellere forstå verden som Guds, gøre den kristen, end begrænse den til andagtsbøger, stillebøn eller konfessionsfri og bibelfri grundtvigianisme. Kirkestormeri som Søren Kierkegaards var i øvrigt, al lidenskaben til trods, for Scharling et ligeså stygt udtryk for religiøs radikalisme, som Georg Brandes’ udgydelser var udtryk for humanistisk radikalisme. Kristendommen var den sande virkelighed, kirken bærer af vidnesbyrdet herom.

At kristendommen hverken skulle udgrænses til individuel andagt eller forkastelse af den kirkelige ordning lærte Scharling sådan set allevegne. Det gjaldt hans vel nok eneste kendte værk i dag, romanforlægget til julestykket Nøddebo Præstegård fra 1862, såvel som den store historiefilosofiske og teologiske verdenshistorie Menneskehed og Christendom fra 1872-73 (udvidet udgave fra 1895), hvor Scharling satte kristendommen, særligt den lutherske, som eneste sandhed. Al ikke-kristen religiøsitet stod snarere i forbindelse med humanisme end med Gud; buddhisme, islam, kinesisk religion osv. var kendetegnet ved deres tilbedelse af hhv. intet, fantasien og endelighedens verden. Kort sagt: Menneske-religioner.

Mens Nøddebo-romanen ikke blev overset (over 20 oplag på små hundrede år), blev det teologiske hovedværk det i høj grad – i hvert fald herhjemme, men Menneskehed og Christendom udkom faktisk på flere sprog. Scharling var både digter og teolog. Romanforfatter og dramatiker med en rest af romantik (selvom han sine steder præsterede en nærmest pontoppidansk persontegning) og teolog med en gennemtænkt og hvas kritik af rationalismens bibel- og kristendomskritik og humanismen med ”dens politiske og sociale Affødning”, radikalismen.

I sine velmagtsdage var Scharling en dannet, konservativ københavnerpersonlighed, som både teologer og folk læste og lyttede til. Da radikalismen og humanismen erobrede det 20. århundrede, blev han gjort til grin, men flere af hans advarsler viste sig slående sande.

Med sin lange gerning og en far som forgænger og kollega på Det Teologiske Fakultet (C.E. Scharling), omfattede Henrik Scharling hele det 19. århundredes teologiske udvikling. Et århundrede, der på mange måder udviklede sig teologisk parallelt med det 20. Først optimisme, derfor rationalisme, så nedtur, derfor konfessionalisme, så atter fremgang og da nyrationalisme. Henrik Scharling beskrev just denne kredsgang i sin sene, nette dogmatik, Dogmatikkens historiske Forudsætninger fra 1905. Det 19. århundrede endte, hvor det begyndte: Først den døde rationalisme, men så kom Schleiermacher, forklarer Scharling, og han ”drog Theologien op fra Rationalismens Dødvande og bragte nyt Liv og Strømning ved at sætte den religiøse Følelse i Høisædet som den, der giver al Religion sit indre Værd”. Det prægede på mange måder resten af det 19. århundredes teologi og var en forudsætning for den fornyede lutherske konfessionalisme og kristelige vækkelse. Lige indtil Albert Ritschl meldte sig, genoptog Schleiermacher, indoptog de lutherske dogmer, men som en anden rationalist akkomoderede, dvs. tilpassede, dem. Læresætningerne skulle ikke måles efter den objektive sandhed i skrift og åbenbaring, men kun efter deres subjektive værdi, altså hvor meget de var værd som religiøs livserfaring (lyder det ikke lidt som svenske Söderblom og den moderne a-la-kristendom?).

Scharling så konsekvensen, idet ”Metaphysik udvises af Dogmatikken som uvedkommende”, og alt hvad der er i strid med historiens og naturvidenskabens domme ryger med ud. Teologisk bliver allerhøjest en kristeligt præget idealisme tilbage. Det 19. århundrede blev lukket af Ritschls subjektive værdidomme, og endte, som Scharling ganske rigtigt så: ”hvor Schleiermacher begyndte, nemlig i Rationalismen, om end i dens ændrede Skikkelse som Nyrationalismen”.⁵ Sandt, som det er sagt og gældende for det næste århundrede med.

Den socialdemokratisk-radikal-naturalistiske humanisme

Rationalismen bundede for Scharling i det samme som humanismen. Begge hvilede de udelukkende i naturanskuelsen, intet var udover naturen. På denne måde er humanisme lig naturalisme. Men humanismen betoner så i højere grad den menneskelige tænkning, hvorfor den teologiske konsekvens bliver rationalisme. Fordi fornuften hører til menneskets natur og er dets højeste udtryk, indtager den førstepladsen. Humanismens (og altså med den rationalismens) særlighed bliver derfor, at de kun anerkender én tilværelse, én viden, én natur, alle tre dem, hvori vi lever, det materielt eller menneskeligt forekommende. Alt, hvad der ligger derudover, benægtes eksistens. Deraf det radikale.

Fornægtelsen af det overnaturlige fører videre til fornægtelsen af historien, traditionen (den er ’konstruktion’), og kristendommens betydning negligeres. Den værste form for politisk udfoldelse af denne kristendommens negation var for Scharling socialdemokratismen, som tilmed forkastede den rationalistiske variant af kristendommen:

Socialdemokratiet er Humanismens konsequente praktiske Udformning. Her prædikes en uforbeholden Naturalisme, hele Tilværelsen udfolder sig indenfor denne synlige Verden, alt Hinsides fornægtes, Troen paa Gud og Sjælens Udødelighed spottes og forkastes ikke mindre end Troen paa en overnaturlig Aabenbaring. Sandselig Livsnydelse og timeligt Velvære er Livets høieste Formaal, thi da Livet afsluttes med den jordiske Tilværelse, gjælder det om at bringe det mest mulige ud af det.⁶

Essensen af Scharlings historiefilosofi i hovedværket Menneskehed og Christendom var helt modsat denne afvisning af kristendommen, historien og traditionen. For Scharling var kristendommen historiens historie, dens drivkraft, den virkelige emancipation var derfor også kristendommens. Den satte ene menneskene fri til at være lige for Gud i troens fællesskab. Humanismen derimod bandt mennesket til naturen og fornuften; den var deterministisk i bund og grund, og den stræbte efter at ”nivellere Alt for at tilvejebringe den størst mulige Lighed mellem Individerne”. Kan individerne, spottede Scharling

ikke alle blive lige kloge og rige, saa kunne de i alt Fald blive lige uvidende og fattige, thi ogsaa ad denne Vei kan Ligheden opnaas. Saaledes modarbejder Radikalismen Livet selv og er i Pagt med Døden, thi Døden er netop den store nivellerende Magt, som gjør Alt og Alle lige.

Ja, hellere sige kristendommen og et liv i det hinsidiges farvel, tænker radikalismen, for at gøre alle lige. Ifølge Scharling ligeså meget en fantasi, som det var naturalisme. For Scharling var alt anderledes med kristendommen. Kristendommen var i pagt med livet, ”og er selv det høieste Liv”, livet i Gud. Kristendommens lighed er også en anden end humanismens og dens politiske pendants i radikalismen og socialdemokratismen. Mennesket er på samme vilkår over for Gud, loven og frelsen. Men ved siden af dette, så anerkender kristendommen livets store forskelligheder i de ydre livsvilkår, som Scharling forklarer, ”Forskjel mellem Herre og Tjener, Mand og Kvinde, Rig og Fattig”. Og vi må i dag nødvendigvis tilføje: Mellem godt og ondt. For det gælder om, lærer Scharling os, ikke at blive stående ved fænomenerne, ”men at fæste Blikket på Principerne”, først da vil det lykkes os at afkode, ”hvad der er af Bedragets lokkende og besnærende Aand, og hvad der er af Sandhedens frigjørende og livsfremmende Aand”. Her er et valg. Intet teoretisk valg, men et viljens valg: Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, træl eller fri, tilføjer jeg, lærd eller fornem, enfoldig eller rig, skriver Scharling, nej, det kommer ikke an på, hvad vi ved eller med fornuften tænker, ”men paa hvad vi ere.” Kristne. At vi vælger at være kristne.⁷

Rekurs

Læseren vil indvende: Hvad har al denne jammer fra Scharling med min indgang om Antikrists rige, ISIS og kalifatet at gøre? Jo, for med min indledning ville jeg netop rette opmærksomheden mod, hvordan kristendom bør tages alvorligt som sandhed – hvad der netop bliver tydeligt i kontrast til en virkelig usandhed. Et islamisk kalifat som det grufuldt nuværende i Irak og Syrien ville også for en Henrik Scharling have været et eksempel på, hvordan kristendommen udhæver sig i forhold til alle andre religioner. De andre blegner eller udarter sig, som islam politisk, i kraft af deres menneskelighed eller fantasi. Scharlings dom over islam er sigende. Muhammeds religion savnede originalitet, frembød ingen nye ideer overhovedet, ”er forunderlig tom og indholdsløs”. Den har ”en Prophet uden Undere”, er ”en Religion uden Mysterier” med ”en Moral uden kjærlighed”. Den søger sin støtte i ”i den groveste Sandselighed” og tilmed er Gud blevet til Allah ”en østerlandsk Despot, hvis almægtige Villie ledes af grundløs Vilkaarlighed.”

Et saadant Gudsbegreb tilbyder intet sædeligt Tilknytningspunkt for Livet …Summen af Buddene er den: Tro paa Allah som den eneste Gud og paa Muhamed som hans sande Prophet, Bøn … Faste … Valfart … Almisser. Den øverste Pligt er at drage Sværdet for Islam: en Nattevagt i Vaaben er bedre end mange Bønner; den skjønneste Død er Døden paa Valpladsen i Kamp for Islam, saa gaaer man lige ind i Paradis at favnes af underdeilige Houris [de 72 jomfruer].

I stedet for livets virkelighed, som vores Gud gennem Kristus for alvor har taget alvorligt, gælder for islam kun en ”legende Vilkaarlighed”.⁸ Den er, som Scharling skriver, simpelthen fantasi. Vi ville med vores ord sige, at den er en menneskelig utopi. For Scharling var islam den fuldstændige abstraktion fra Guds gode virkelighed og derfor ligeså langt væk fra kristendom som naturens og fornuftens tilbedere: naturalisterne og rationalisterne.

Noter 

1) Tor Andræ, ”Jag tror på Gud”, Stockholm 1947, 39f, d.o.

2) Jakob Brønnum, ”Kristus som antihelt”, Frederiksberg 2014, 178.

3) P.E. Müller, ”Kristeligt Moralsystem”, København 1808, §276, 237; §261, 225.

4) Jf. Jan Hjärpe, “Theology on Religions: Nathan Söderblom and the Religious Language”, i: C. R. Bråkenhielm og Gunhild Winqvist Hollman (red.), “The Relevance of Theology: Nathan Söderblom and the Development of an Academic Discipline”, Uppsala 2002, 49-66.

5) C. Henrik Scharling, ”Dogmatikkens historiske Forudsætninger”, København 1905, 240-241.

6) C. Henrik Scharling, ”Det nittende Aarhundrede”, i: samme, ”Det Svundne og det Vundne”, København: 1904), 1-75 (30).

7) Jf. C.Henrik Scharling, ”Menneskehed og Christendom”, København 1895, slutning, og samme, hvorfra alle citaterne hidrører, ”Det Svundne og det Vundne. Et praktisk Opgør mellem Humanisme og Christendom”, 2. udg., København 1904, IV. Tilbageblik, 118-129.

8) C. Henrik Scharling, ”Menneskehed og Christendom”, 2. udg., København 1895, 173f.

Med sandheden kan man ikke gå på kompromis

af Merete Bøye

- interview med Niels Henrik Arendt, folkekirkens teologiske rådgiver vedr. reformationsjubilæet

Sognepræst og tidligere biskop Niels Henrik Arendt har fået tildelt rollen som ”folkekirkens teologiske rådgiver vedr. reformationsjubilæet”. Den lange titel indebærer dels, at han skal koordinere de mange initiativer, der skyder op rundt om i folkekirken for at fejre Reformationens 500 års fødselsdag i 2017, og dels at han står for folkekirkens kontakt til det præsidium, som Folketinget har nedsat til at tage sig af den mere verdslige del af reformationsfejringen. Mens præsidiet koncentrerer sig om Reformationens påvirkning af samfund, kultur og skole, er den kirkelige markering overladt til Folkekirken.

Nyt Babels udsendte medarbejder har mødt Niels Henrik Arendt og spurgt ham, hvorfor vi skal fejre Reformationen – og om Reformationen overhovedet betyder noget for moderne kristne i dag.

----

Nyt Babel: I 2017 er det 500 år siden, Luther skrev sine teser, og det er det, vi fejrer. Men 500 år er lang tid. Hvad betyder Reformationen for Folkekirken i dag?

Niels Henrik Arendt: Den betyder utrolig meget. Der er ikke tale om, at det er et enkelt nedslag i historien. Vi lever med 500 års Reformation i den forstand, at den kristendomsforståelse, som Luther gjorde sig til talsmand for, stadig er den, vi prøver at leve op til. Det er den, der i 500 år har præget folkekirkens måde at være kirke på og fortsat gør det. Det er en begivenhed, der strækker sig ind i nutiden og fortsat skal spille en rolle i kirkens liv.

Nyt Babel: Hvad ligger der i Luthers kristendomsforståelse?

Niels Henrik Arendt: Der ligger først og fremmest en tanke om, at når mennesket er tilgivet af Gud, så har det fået en frihed i forhold til verden og til autoriteter på det kirkelige område, som er vigtig at holde fast på. Luther betonede vigtigheden af det første bud. Mennesket skal bøje sig for Gud;  men den der bøjer sig for Gud, behøver ikke bøje sig for nogen andre.

Nyt Babel: Gælder den frihed også i forhold til samfundets autoriteter?

Niels Henrik Arendt: Ja. Luther insisterer på, at mennesket dybest set er en fri herre over alle ting; men den frihed kan kun udleves i bundethed til medmennesket. Det betyder, at vi frivilligt giver os ind under samfundets autoriteter, fordi vi skal leve sammen med vores medmennesker inden for samfundets orden. Men grundlæggende hævder Luther, at selv i den bundethed, der ligger i at være underkastet samfundets love og magthavere, findes den grundlæggende frihed, som har at gøre med, at vi er knyttet til Gud og ikke til nogen andre.

Nyt Babel: Vil du gå så vidt som til at sige, at Danmark ville have været anderledes indrettet samfundsmæssigt, hvis vi ikke havde haft Reformationen?

Niels Henrik Arendt: Ja, det vil jeg helt entydigt. De fleste danskere kan ikke få øje på det, fordi de er så protestantiske. Men hvis man spørger udenlandske samfundsforskere, så fremhæver de fx, at der er en høj grad af tillid mellem danskerne indbyrdes, og det bliver betragtet som en frugt af Reformationen.

Nyt Babel: Så vi kan ikke se skoven for bare træer?

Niels Henrik Arendt: Vi kan ikke se, hvor protestantiske, vi er. Hverken i forhold til det politiske eller i forhold til det kirkelige. Men det er vi altså.

Nyt Babel: Der er mange, der siger, at der er sket et traditionstab, og at danskerne i dag ikke har så god føling med deres kristne børnelærdom som tidligere. Næsten ingen kender deres lille Katekismus længere, og det gjorde alle ellers før i tiden. Tror du, den almindelige folkekirkekristne i dag bevidst forbinder noget med Reformationen?

Niels Henrik Arendt: Det er blevet undersøgt af Marie Vejrup på Århus Universitet. Hun konstaterer, at Luther er mere omtalt i Danmark end i noget andet europæisk land, hvis man ser på den offentlige debat. Nogle danskere opfatter Luther som den store befrier fra den katolske kirkes undertrykkelse, og andre opfatter ham som repræsentant for et stort middelaldermørke, der bremsede renæssancens frisind. Luther er kendt, men det er klart, når vi taler om en højere grad af indsigt i, hvordan Reformationen har præget vores forhold til kristendommen, så er den  nok desværre på retur. Så for mig er Reformations-jubilæet kun interessant, hvis det medfører en større bevidsthed om, hvad det vil sige at være evangelisk kristen i dag.

Nyt Babel: Hvordan opnår man sådan en bevidsthed?

Niels Henrik Arendt: Det gør vi dels ved at gå til Luther selv og se på nogle af de ting han skrev, og dels ved at forholde os til den særlige danske kritik af Luther, som vi kender fra bl.a. Grundtvig og Kierkegaard. De var begge arvtagere til en luthersk kristendom, men de var også begge kritiske over for Luther og særligt over for den lutherske ortodoksi.

Nyt Babel: Men danskerne har taget Grundtvig og Kierkegaard meget til sig. Er vi så overhovedet lutherske længere?

Niels Henrik Arendt: Ja. For hvis man læser Grundtvigs taler til Reformationsdagen d. 31. oktober, så kan man se, at han er meget stærkt præget af Luther. Han mener selv – og det gjorde Kierkegaard forresten også – at hvis Luther havde levet på hans tid, så havde han ment, som Grundtvig (eller Kierkegaard) selv gjorde. Deres opgør med Luther er mere et opgør med den forstening af den evangeliske kristendom, som de så.

Nyt Babel: Og det er den nutidiggørelse af Luther, vi skal fortsætte med?

Niels Henrik Arendt: Ja, lige bestemt. Vi skal finde frem til, hvad der er hans anliggende, og hvordan den evangeliske kristendomsforståelse i dag præger vores tilværelse og vores måde at leve på.

Nyt Babel: Giv et bud på, hvad det anliggende kunne være.

Niels Henrik Arendt: Det 21. århundredes store plage er, at det er gennem vores arbejde, at vi får vores identitet, og her er Luthers betoning af, at vi allerede på forhånd er givet en plads i verden og har fået et kald, en måde at sige, at vi skal ikke skabe os selv. Og det mener jeg i udpræget grad kunne hjælpe med at frisætte folk fra det præstationspres, som alt for mange lever under. Det præstationspres er en form for moderne gerningsretfærdighed. I dag kommer presset bare ikke fra kirken, men fra vores sækulare livsforståelse. For Luther var det et pres, som kom fra kirken og hans egen forståelse af, hvem Gud var. For os kommer presset fra samfundet og fra os selv.

Nyt Babel: Reformationen er for dig noget meget positivt. En præst, Simon Fuhrmann, har en fasteblog på nettet, hvor et af indlæggene hedder Gud, tilgiv os Reformationen. Han skriver blandt andet: ”Hvem er vi at opdele og splitte Kristi legeme, Kristus selv?” Og Reformationen konstituerer jo unægtelig et brud med vestkirkens enhed. Det kalder han en ”skilsmisse mellem katolikker og protestanter.” Hvorfor skal vi fejre denne ”skilsmisse”?

Niels Henrik Arendt: Jamen det er noget uhistorisk noget at sige. Vi kan ikke skrue tiden tilbage, men vi skal da markere, at vi stadig føler os forpligtet på den forståelse af kristendommen, som var Luthers hovedanliggende. Luther havde ikke på noget tidspunkt intentioner om at splitte kirken, og det var en dyb, dyb skuffelse for ham, at det skete. Han havde til sin dødsdag et håb om, at der ikke ville opstå en særlig kirke i hans navn, men han var nødt til at agere på den reaktion, som hans forkyndelse mødte hos modstanderne. Så at sige, at vi skal bede Gud om tilgivelse for Reformationen, det vil i mine øjne være det samme som at sige: ”Gud tilgiv os, at Martin Luther begyndte at læse Bibelen, sådan som den var tænkt”. 

Det er klart: der kom en splittelse. Men det var ikke en splittelse for splittelsens skyld. Den skete, fordi Luther gjorde sig til talsmand for en kristendomsforståelse, som efter hans – og også efter min – opfattelse, er bedre i pagt med det nye testamentes budskab, end hvad den katolske kirke prædikede på det tidspunkt.

Hvis vi mener, at Luther havde fat i noget, som var sandt, så kan vi ikke give os til at bede om tilgivelse for at have sagt sandheden. Man kan bede om tilgivelse for, at der kom nogle konsekvenser af det, men så skal vi bede om tilgivelse af katolikker og protestanter i fællesskab, for det var ikke Luthers intention, at det skulle gå på den måde. Det var fordi, man i stedet for at indkalde til det koncil, som Luther længe havde bedt om, indledte en kætterproces imod ham.

Nyt Babel: Kunne Luther ikke være gået i dialog for at finde en anden løsning?

Niels Henrik Arendt: Det var det, han prøvede hele tiden! Han indgik da i en dialog både ved Heidelberg-disputationen og i Leipzig, og han forsøgte også på Rigsdagen i Worms, men han kunne ikke vige fra det, som efter hans mening var sandheden i det kristne budskab. Her mente han, at man skulle adlyde Gud mere end mennesker. 

Nyt Babel: Med sandheden kan man ikke gå på kompromis?

Niels Henrik Arendt: Nej. Det kan man ikke, men man kan selvfølgelig godt gå på kompromis med den form, man vælger at udtrykke sig i. Og indimellem fik Luther udtrykt sig dramatisk og enormt kompromisløst. Men det gjorde hans modstandere altså også.

Nyt Babel: Du taler om begrebet 'sandhed', som om det er noget, der ligger fast. Men er 'sandheden' ikke afhængigt af synspunktet?

Niels Henrik Arendt: Jo, det kan du sige: ”Der er sandhed for dig og sandhed for mig” men den deler jeg altså ikke. Det er klart, at der kan være holdninger og værdier, som kan skabe diskussion, men sandheden kan man på en eller anden måde ikke diskutere. Hvis man f.eks. tager en matematisk sandhed: at to plus to er fire. Her kan vi aldrig komme at sige, at det er sandt for dig, men ikke for mig. Og det er klart, at teologi er altid en tilnærmelse til sandheden, men det er ikke sådan, at der ikke findes sandhed på troens område. Det eneste, der gør sig gældende, er, at vi har kun den sandhed på foreløbighedens vilkår. Vi tror, at noget er sandt, og på et tidspunkt, på samme måde som det en dag skal vise sig om klimaet vil ændre sig eller ej, sådan skal sandheden på troens område en dag træde klart frem. Som Paulus siger: ”Vi ser i et spejl, i en gåde”. Det er en forjættelse om, at på et tidspunkt er troens tid forbi. Men at vi lever i troens tid betyder ikke, at der ikke findes sandhed på troens område. Men sandheden kan vi kun forholde os til ved personlig afgørelse. Den afgørelse kan være forskellig fra person til person, men det betyder ikke, at sandheden ikke i sig selv er noget entydigt.

Nyt Babel: Der mange store ambitiøse tiltag i gang for at fejre ref. Du er selv sognepræst i et lille vestjysk sogn. Hvordan skal I fejre Reformationen i Staby?

Niels Henrik Arendt: Det skal jeg snakke med menighedsrådet om. Men jeg tænker, at det skal vi gøre på mange måder. Vi skal holde katekismus-gudstjenester og studiekredse, og vi laver en tese-dør til konfirmanderne, hvor de kan komme med deres egne bud på nye teser for kirken i dag. Forhåbentlig kan vi skabe den dér gode, folkelige blanding, hvor alt det som Reformationen har betydet for vores samfund også kommer i spil. Selvom vi selvfølgelig skal holde fast i, at i kirken handler det om den evangeliske kristendomsforståelse, så må det også gerne blive synligt, at Reformationen har sat sig spor i vores måde at omgås hinanden på.

I urtehave end strunk og sund

af Isak Krab Koed

Guds nådes lys forundes dén
som ved, at vaser sprækker
selv gyldne striber falmer hen
i sind, hvor vindvet trækker

Thi sandhedsord så mangelund
som tropeblomsten agave
i urtehave end strunk og sund
forvitres og skrider af lave

Og trives kan ikke i hvide rum
den tro, som vedgår tvivlen:
Er delene mere end deres sum
og ramte blot lynet gyvlen?

Næh, ordet fordrer tumult og skrål
"Hvi haver du mon forladt mig?"
men længe inden ved lutrende bål
har vasens disciple vel sat sig.

Kvalitetskynisme

af Jørgen Skov Sørensen

Jamen jeg er blevet mere kynisk med årene
Det er jeg altså
På grund af samfundet som sådan
På grund af de unge
De gamle
På grund af politikerne
Embedsmændene
På grund af mig selv
Som sådan

Nogle gange er jeg desillusioneret over min egen kynisme
Var det nu også nødvendigt tænker jeg
At være så kynisk
Tænker jeg
Så siger jeg til mig selv
Ja gu var det så
De er nogle røvhuller
Allesammen
Spytslikkere
Det er de jo
Allesammen

Jeg er blevet mere kynisk med årene
Det er jeg altså
Jeg var også kynisk da jeg var yngre
Men det var en anden form for kynisme
Det var nærmest en påtaget kynisme
En del af et spil om identitet
Det var cool at være kynisk
Det var cool ikke at være begejstret

Sådan er det ikke længere
Nu er jeg en erfaren kyniker
En erkendt kyniker

Kynisk når der er et behov
Ikke at jeg er kynisk i længere perioder end da jeg var yngre
Det er ikke sådan det kommer til udtryk
Men når kynismen melder sig er det er en dybere kynisme
En mere helstøbt kynisme
En kynisme som er passende for en mand i min alder
Desillusioner af en vis dybde drager mig
Det er kvalitetskynismen der præger mig i dag

Prædiken til forbønsgudstjeneste

af Stine Munch

Prædiken til forbønsgudstjeneste, Københavns Domkirke, d. 24. august

Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.

Matth. 7, 24-27

For ikke mange dage siden begyndte vi at høre ting i nyhederne, som vi troede var løgn. Vi hørte meldinger om en park, hvor Islamisk Stat, IS, halshuggede børn og satte hovederne på en pæl. Vi hørte om kvinder og børn, som blev levende begravet. Vi har hørt om, at folk flygter i al hast og kun kan medbringe få ejendele, at de er blevet standset ved vejafspærringer, hvor alt er blevet konfiskeret. Deres bil, penge, identitetspapirer, pas, tøj – ja, selv børnenes bleer blev taget.

Verden er fuldstændig af lave! Krig raser overalt! Mennesker lider – der er nød og skrig og elendighed alle vegne. Og Vorherre siger: I skal bygge på klippen! Men vi mennesker kriges og bygger på sand, der skrider sammen under os! Gud hjælpe os, og lad os da få ørerne op for Hans ord!

Herren siger: et nyt bud giver jeg jer: at I skal elske hinanden! Men elske hinanden, det kan menneskene ikke. Sådan har det været, siden Adam skød skylden på Eva, og Kain slog Abel ihjel. Grundskylden, arvesynden, klæber til os. Om vi så nok så meget tror på Guds ord, så er vi tilsyneladende evigt bundet til det onde, som vi ikke vil.

Og samtidig med at vi altid skal have Vorherres ord om den uendelige kærlighed til os idioter for øje og i hjertet, så skal vi også have øje for, hvordan verden er. Det er det paradoksale. At vi ved, hvad vi burde gøre, og at vi ikke gør det. Den spænding lever vi i. Det er menneskelivets vilkår.

En helt konkret ting, der viser os det, er, at vi i mange lande, også her i Danmark, har indrettet os med et militært forsvar. Selv her i fredelige Danmark, hvor de fleste danskere er medlem af folkekirken og dermed formodes at være kristne, træner vores soldater til at trodse det femte bud: Du må ikke slå ihjel. Burde vi ikke hellere sætte os ned og tale sammen med den part, vi er uenige med, og så se at blive forsonet med hinanden, uden at der flyder blod?

Mange mener, at der er en uoverstigelig modsætning mellem det at være kristen og det at være i krig. Vi kender de evigt tilbagevendende ord i den debat: Du må ikke slå ihjel; men det er det, soldaten træner til. Det er det, han gør. Og sommetider kan det være svært at få tingene til at gå op i sit eget hovede. Mildest talt! Også i de aktuelle konflikter, vi er vidne til netop i denne tid. For når man hører om, hvad der sker i Irak i denne tid, så virker det ærlig talt som ren ondskab. Og at gribe til våben synes i denne verden til tider at være den eneste mulighed, hvis man vil beskytte de svage og undertrykte.

Når man griber til våben, ved man, at det kan få frygtelige konsekvenser. Det kan betyde, at man selv mister livet, eller at man berøver et andet menneske livet og derefter må leve med det. Soldaten, hvad og hvor hans funktion end er, påtager sig et stort ansvar og skal leve med sine valg og med krigens gru.

Krig er et sammensurium af forskellige interesser og dagsordener, som er umulige at få hold på, og som fylder os med ængstelse, forvirring og bekymring for hvad det er, der sker i verden. Vi har hørt om folk, der holdes fanget på et bjerg, i varmen, uden vand, vi hører at hundredtusindvis af mennesker er på flugt fra det fanatiske IS. Og på samme tid hører vi om krig og ufred i Gaza, Israel, i Ukraine, i Afrika etc. I flere år har vi hørt om forfulgte kristne i Mellemøsten, og vi har stort set bare set på!

Midt i dette kaos bliver det desto vigtigere at have et sted at hvile sit hoved og sin sjæl, et sted, der fortæller os lysende klart, hvem Gud er, og hvad Han vil. Ikke fordi vi kan leve op til det, men fordi vi har behov for at se hen til Ordet. Høre det, lade os trøste og vejlede i en kaotisk tid – og til alle tider.

Og evangeliet, fortællingerne om Jesus, er den bedste historie, der findes. Fortællingen om fred, frihed og kærlighed til hvert eneste menneske. Evangeliet er klippegrund. Evangeliet kan man bygge på. Det gælder også under forfølgelse og krig og midt i alt det meningsløse. Og mon ikke også, det er tankerne hos de kristne irakere, som trues med død og lemlæstelse, hvis de ikke konverterer til islam. Mon de tænker: vi svigter aldrig Kristus? Jeg ved ikke, om jeg selv kunne holde stand. Jeg håber det inderligt. Men kan man holde stand, når alt bliver taget fra én, når éns børn sulter og man selv må spise græs for at forsøge at overleve?

Luther er her meget klar i mælet. Han skriver om den kristne i krig og krise i sit skrift, Kan soldater også have Guds nåde, at man aldrig må handle mod sin samvittighed:

”Hvis du ved med sikkerhed, at han [fyrsten, magthaverne] har uret, så skal du frygte og adlyde Gud mere end mennesker, for da kan du ikke have nogen god samvittighed overfor Gud. Ja, siger du, men min herre tvinger mig, fratager mig mit len, giver mig ikke mine penge, min løn og betaling. Desuden vil folk håne mig og skælde mig ud som en kujon, ja, en forræder, der svigter sin herre i nøden. Svar: Den risiko må du tage, og for Guds skyld lade det gå tabt, som går tabt.”

Klare ord. Men hvad hjælper det i sådan en fortvivlende situation, som de forfulgte kristne er i, at høre, at man skal adlyde Gud mere end mennesker, der vil slå én ihjel? Og hvad hjælper det at høre, at Guds ord er klippegrund, når man bogstaveligt talt har kniven for struben?

Vi længes alle efter sikkerhed. Forældre prøver at beskytte deres børn mod alt ondt, og når man får et lille nyt barn, så er der ikke det, man ikke vil gøre for at beskytte den lille; ja, og det fortsætter, uanset hvor gammelt barnet bliver. Hvis vi kunne – og hvis vi fik lov – holdt vi om vores børn hele livet, hvor store de end måtte blive. Og tænk så, hvordan alle de forfulgte og nødlidende i Irak og så mange andre steder må føle det. Hvad med deres børn? Hvad med børnenes fremtid? Findes den overhovedet?

Og så denne kristne tale om at bygge sit liv på klippegrund. Hvor naivt. Som om det skulle hjælpe noget som helst at tro på Jesus Kristus. Hvor himmelråbende enfoldigt. Som om tre små håndfulde vand skulle kunne gøre nogen som helst forskel i et lille barns liv. Som om et brød og nogle dråber vin på mystisk vis skulle rumme et løfte om Guds kærlighed og tilgivelse.

Ikke desto mindre er det kristendommens påstand, at en mands død på et kors for snart 2000 år siden er et spørgsmål om liv og død for dig og mig den dag i dag. Det er kristendommens intolerante påstand, at netop denne mand, tømrersønnen Jesus fra Nazaret, manden mellem de to røvere, han er klippegrunden. Ikke Maria, ikke Moses, ikke Muhammed, ikke Buddha – ikke nogen anden end Kristus.

Jovist, der kan sikkert findes smukke tanker i andre religioner, men som vi møder det kristne budskab gennem Jesus, så er alene Han vejen til sandheden om Gud. Enhver er ikke salig i sin egen tro. I Jesus og alt det, han siger og gør, møder vi Gud selv – I Ham hører og ser vi med hvilken ufattelig kærlighed, Gud elsker hver eneste af os, ligegyldig hvem vi er, hvor vi er, hvad vi er, og hvordan vi er. I Kristus på korset ser vi, hvordan Gud selv giver afkald på al sikkerhed og tryghed – overgiver sig på nåde og unåde til det liv, hvor den mest uretfærdige død kan ramme selv den bedste. I Kristus på korset braser det hele sammen. Dér er livet præcis så hårdt, som det er, når en mor og et barn rives fra hinanden og deres mand og far korsfæstes! – der er intet andet at gøre end at råbe og skrige sin nød og sorg og smerte ud i det tomme rum: Hvor er du Gud, hvorfor har du forladt mig?

De første kristne blev lagt for had. Det var en lille, truet og forfulgt menighed til at begynde med. Og det er et under, at de ikke blev udryddet! Mange gav deres liv, fordi de stod ved troen på Jesus Kristus. Men de bragte samtidig budskabet om Kristus til verden omkring dem. Og det må vi være dem taknemmelige for, for kun på grund af de første kristne og deres mod nåede kristendommen helt herop til os i Danmark.

Jesus ændrede verden for evigt. Han gav menneskene nyt liv! Og de, der dengang blev ramt af ham, hans liv og hans ord, de gjorde det nødvendige for at bringe ordet om Kristus ud i verden. De satte endda livet på spil.

Det er vanskeligt at forestille sig. Vi er så privilegerede. Vi er så vant til, at kirken står der, at vi egentlig ikke forestiller os, at der for alvor kræves noget af os. Heller ikke, når det samfund vi kender, udfordres. Vi er ikke nogen lille sekt. Vi er ikke engang en mindretalskirke. Tværtimod er vores samfund gennemsyret af kristen tankegang.

Vi er ikke forfulgte – højst latterliggjorte af de, der synes, det er udtryk for naivitet eller en brist i intellektet at sætte sin lid til andet end det, der nu engang kan ses, måles og vejes. Og det kan vi nok bære, når vi tænker os om!

Men kigger vi os omkring, kan vi imidlertid godt ane, fatte en flig af hvad det vil sige at være forfulgt. Hver dag ser vi rædslen og gruen på diverse af vore elektroniske skærme. Vi sidder her langt fra de steder, hvor andre kristne, hvor andre mennesker ligesom os, lider nød. Og hvad kan vi gøre? Vi kan bede for dem, sørge for nødhjælp og for, at deres situation ikke bliver glemt af verden. Ja, det er vores pligt, som hinandens brødre og søstre i Herren. Når en legemsdel lider, lider hele legemet. Og vi må holde ud sammen med dem i troen på, at det ender godt. Ikke på grund af os. Ikke fordi, vi har troet stærkt eller gjort meget godt i vores liv. Hvem vi end er, hvilken kirke vi end kommer fra. Overhovedet slet ikke. Men ene og alene fordi Kristus har givet sit liv for os. For at vise os, at Guds kærlighed overvinder alt, at Guds kærlighed tåler alt og udholder alt og tror alt.

Den kærlighed er klippegrunden – om så alt andet i denne verden skrider sammen under os, så må vi klamre os til håbet om, at Guds kærlighed ikke vakler. Hverken her eller hisset eller nogensinde. I Vorherre Jesu Kristi navn, Amen.

Præster og provster i samlet flok...

af Anders Kjærsig

1. del

Vi skal ikke længere være sognepræster, men provstipræster. Det siger provsterne – nogle af dem. Menigheder og menighedsråd forskydes til provstier og provstiråd. På den måde nedlægger man så småt menighedsrådet, uden at menighed og menighedsråd ved af det. Som en tyv om natten. Det foregår ved, at provster allierer sig med præster bag menighedsrådenes ryg. Eller også kræver provsterne opgaver af præsten, der ligger fjernt fra præstens oprindelige stilling. Kaldstanken – at en præst er kaldet af menigheden til at fungere i menigheden – kan efterhånden ligge et meget lille sted.

Præster skal arbejde sammen. Det siger de kloge. Hvem de kloge er, er der ingen som ved. Samarbejde er nemlig ikke en strategi, man organiserer en aktuel arbejdsplads efter – det være sig et provsti. Nej, samarbejde er en mekanisme, som blot sætter ind, uden nogen har tænkt over, hvad det vil sige. Det gælder også for præster. Uorganiseret samarbejde er det samme som tilfældighed. Det er sådan, mange provster leder provstierne, og vel at mærke uden at de er klar over det.

Derfor pendler præster i dag hen over sognegrænser for at udføre et arbejde, den lokale præst selv kunne lave. På den måde får vi den mobile og logistiske arbejdsplads, hvor alle har travlt med at vikariere for hinanden, hvilket vil sige, at det meste af tiden går med kørsel. Præsterne møder hinanden iført præstekjole og møllesten på motorvejen mellem Odense og Svendborg eller mellem Ringe og Nr. Søby. Det er den nye præstetype. For at jeg kan vikariere for den ene, skal den anden tage noget af mit arbejde. Der kommer ikke mere konkret ud af det. Menighederne får det ikke bedre, det gør præsterne heller ikke. Alle taber.

Vi nivellerer i fusionens hellige navn. Menighedsråd lægges sammen med menighedsråd, der til sidst lægges sammen til ét stort forkromet provstiråd, hvor provsten har den fulde magt og myndighed. Provsten jonglerer så ellers med begreber som teamwork,innovation og coaching. Men ordene er tømt for konkret mening. Rene abstraktioner. Til gengæld bliver forskellen mellem præster mindre. En god socialdemokratisk tankegang. På den måde befinder vi os stadig i industrisamfundet. Vi bliver kopier af hinanden, bygget af vores fælles tid på den rullende og mobile arbejdsplads. På landevejen er vi alle lige for Gud. Her kan man komme til at ligne hinanden, så den ene ikke skal misunde den anden.

Susanne Brøgger skrev engang: ”Jeg ved ikke altid, om jeg er en mand eller kvinde – til gengæld vil jeg gerne have lov til at være mig selv”. Det må en præst ikke i dag; det siger de andre præster og provster og biskopper og ministeren. På den måde lever præsten et dobbelt liv: Hun skal have det ene ben i krønikesamfundet og det andet ben et sted ude på den mobile arbejdsplads. Skizofrenien breder sig: Menighedens præst eller landevejens præst. Eller ingen af delene.

Men den mobile arbejdsplads kræver en tilsvarende organisation, hvis ikke ideen skal løbe helt ud i sandet. Det er problemet med provstienheder: De er ikke organiseret til teams og andre abstrakte fænomener. Derfor bliver hele konstruktionen luftig og uden et veldokumenteret indhold. Det er bl.a. derfor, præster går ned med stress: De er blevet fremmede overfor det hjemlige.

Men ingen gør noget ved det. Allermindst provsterne. De taler aldrig udviklingen – som er en skjult afvikling – imod. Det tør de ikke. Lad os derfor få menighedsrådene på banen. De skal bære kirken.

2. del.

Stat og kirke hænger sammen, og heldigvis for det. Den konstellation skal vi bevare. Men inden for konstellationen er det, som om staten overtager mere og mere af styringen. Centralisme frem for decentralisering. Derfor har man udnævnt provsterne til at være ledere for på den måde at have hånd i hanke med, hvad der foregår. Ledelse kan være udmærket, men kan man sådan uden videre indføre dette i den danske folkekirke? Ja, det kan man, hvis motivet er kontrol; men er det for at fremme kirken som folkets kirke og som arbejdsplads, så kræver det en ledelsesmæssig gennemtænkning, ellers holder den ikke.  

Ledelse som bibeskæftigelse

Det viser sig, at offentlige ansatte har langt flere sygedage end ansatte indenfor det private. Professor ved Århus Universitet Niels Vestergaard Nielsen forklarer det med, at ledelsen i de offentlige institutioner ikke er klædt på til at udføre den opgave, det er at skabe en ”god” arbejdsplads. Problemet er, at ledelse først er kommet ind de senere år og ikke som en naturlig del af en organisation. Det gælder også for den danske folkekirke. Man taler om, at præster skal være ledere, men kan man umiddelbart blive det, fordi man skal være det? Provsterne er blevet det, men fungerer det tilfredsstillende? Her forholder jeg mig til den sidste gruppe.

Nej, jeg tror ikke, at ledelsen foregår optimalt blandt provster. Det skyldes flere grunde. For det første og helt banalt er en provst ikke nødvendigvis en god leder, fordi vedkommende nu har den stilling. Man søger ikke en provstestilling for at blive leder, men af, havde jeg nær sagt, alle mulige andre grunde: løn, status m.m. Lederrollen er blot en del af provsterollen, hvilket gør, at ledelse nivelleres og sættes på samme niveau som de øvrige opgaver: bogholderi og præstegårdssyn og hvad en provst ellers foretager sig.

Sådan er det ikke i private virksomheder. Her søger man en leder enten til at varetage virksomhedens personalepolitik, afsætning eller logistik. Det er ikke den anden vej rundt, at man søger en logistiker, der så også kan få lov til at agere leder sådan ad hoc. Det ville svække virksomheden, hvis man betragtede ledelse så overfladisk. Skal provster virke som ledere af gavn og ikke kun af navn, så må ledelse legitimeres i sig selv og ikke som en delbeskæftigelse.

Organisation og ledelse

En anden grund til, at provster ikke fungerer tilfredsstillende som ledere, er, at de er blevet ledere, uden at ledelsen er vokset ud af organisationen. Provstiet har jo ikke ændret sig med samme fart, som provsten er blevet leder, af den simple grund, at provstiet i sit væsen ikke er organiseret til ledelse. Man kan ikke tale om ledelse uafhængig af organisation; det ved enhver, som har prøvet at lede blot en idrætsforening. Uorganiseret ledelse er en selvmodsigelse.

Det er ikke nok at undervise provster i ledelse, hvis ikke provstiet er gearet til at modtage en ”ny” ledelsesform. Og endnu værre: når provsten eller ”lederen” ikke formår at diskutere eventuelle organisatoriske perspektiver indenfor et givent provsti, fordi vedkommende ikke har fået et reelt erhverv som leder. En provst er derfor nødt til at anskue det felt, som skal ledes. Der er selvfølgelig en vis overordnet organisatorisk enighed i den danske folkekirke. Det er den samme kirke og den samme liturgiske struktur, de samme bekendelser, skrifter og ritualer. Men så er det også sagt. Resten skal anskues lokalt og ikke centralt. Man kan ikke blot overføre et givent organisatorisk felt og tvinge det ned i et andet område eller felt.

Eksempelvis kan et provsti ude på landet ikke bære det samme som et provsti inde i byen, ligesom der kan være forskel på provstiets geografiske beliggenhed, dets størrelse og sammensætning af kirkelige retninger og af præster, dets demografi. Alt det må provsten forholde sig til ved at se på det område, vedkommende skal lede. Med andre ord kræver det, at lederen kan tænke organisatorisk og anskue provstiet, lad os sige, lidt fra oven, for om muligt at finde den organisatoriske model, som er mest effektiv i forhold til område og sammensætning. Det er måske meget at forlange, men alternativet er uholdbart. Hvis lederen ikke vil organisere eller ikke har evnerne, så ender ledelse med enten at blive til ren styring og kontrol eller blot foregå efter et tilfældighedsprincip. Og ingen af delene kan nogen være tilfreds med.

Ledelse og forbilledlighed

Ledelse hænger også sammen med forbilledlighed. Tager man forbilledligheden bort og anskuer lederen uafhængig af dette, så der ikke er en person bag ved rollen, kan det være svært for præster og ansatte og menighedsråd at se op til vedkommende. Derfor skal en provst udstråle lyst til samarbejde ved at fremme det hos de ”ansatte”, som de er gode til, altsammen til gavn for hele provstiet.

Eksempelvis får provster i dag tjenestemandsfri til at udføre specifikke provstelige opgaver, så de ikke skal agere præst og provst på samme tid. Måske kunne nogle af disse opgaver flyttes til et andet regi. I stedet for, at provster skal rende til det ene præstegårdssyn efter det andet, burde man give dem værktøjer til at tænke organisatorisk og implementere en ledelse, som fungerer. En leder, som formår at organisere, så de ansatte får lov til at udfolde deres evner til gavn og glæde for hele organisationen, en sådan leder er allerede forbilledlig. Lige præcis fordi vedkommende ikke selv kan, men får andre til det og gør det på en overbevisende måde.

Så vidt jeg kan se, er der kun én vej for lederen, og det er at finde forbilledligheden i selve den organiserede tanke eller tænkning. Det kan man til en vis grad undervises i, men det er også noget, for nu at bruge et slidt ord, man skal brænde for. Lad os derfor håbe, at det brænder, så ledelse, organisation og forbilledlighed går op i en højere enhed. Det ville måske forhøje glæden og kvaliteten og formindske sygedage og stress.

 

 

Videncenter for Resurser og Øget Visionsbåren Læring

af Redaktionen

Vi skal leve af vores kreativitet og innovation. Derfor har Nyt Babel besluttet sig for at skabe et selvbærende, procesorienteret videncenter, som på sigt vil fokusere på synlig, målrettet kirkelig ledelse gennem et stort commitment samt dialog og sparring med relevante partnere. Vi udbyder i 2014/15 følgende kurser, som alle afholdes i en forladt kartoffelkælder på Høve Mark.

Den oplevelsesbårne gudstjeneste

Kirken er heldigvis andet og mere end den kedelige søndagshøjmesse! Svenske undersøgelser viser, at NPBR (numser-per-bænk-ratioen) kan tidobles ved at lave halmballe-fadøls-parkour-mande-rulleskøjte-handskedukke-øko-jazz-gudstjenester.

Underviser: Randi Vejen, klatre- og rappelling-præst, Sydhavn klatrekirke

Innovation og fornyelse i kirken i dag – et reflekterende reflektorium

På denne intensive kursusdag bliver du klædt på til at facilitere dynamiske, effektive og motiverende gudstjenester. Du får redskaber, du kan anvende i praksis til at skabe synergi i kirkens teamprocesser.

Underviser: Tom Bayer, godnatkirkepræst ved Ruskilde Dumkirke

Ud med kirken!

Hvordan infiltrerer vi som kirke alle verdslige fester? Hvordan får du som præst møvet dig ind på samtlige rockfestivaler, økologiske råvarefestivaler, byfester og andre steder, hvor den kreative klasse kommer?

Ved omrejsende cirkuspræst, Michelle Engmann

Visions båren kirke komunikation, i medierne

På dette kursus lære du formidling i medierne af kirkens produkter og koncepter - og du får værktøjerne til, at implementerer udviklings orienterede visioner.

Under viser: stifts præst for en mere sammen hængende og moderne kirkelig kommunikkation, Hanne Lind

Forsoningens fænomenologi

Om at være pacifist på andres vegne. Dette kursus tager udgangspunkt i Jesu forkyndelse om at vende den andens kind til.

Underviser: Teddy Bjørn, lysglobepræst ved Halmballe Kirke

Kirkefyldning for viderekomne

Om, hvordan du fylder kirken med folk, der egentlig hellere vil på Louisiana. Hvordan arrangerer du litteraturfestival i kirken, og hvordan sammensætter du det oste-rødvins-bord, der virker mest tillokkende på de lokale hipstere?

Underviser: café latterligpræst Maj Sell

Kvindekritik

af Nana Hauge

Folkekirkens kvindelige præster er i sig selv et stykke effektiv religionskritik. Sådan blev det bemærket af en debattør i et indspark i et større dagblad for et par uger tilbage. Hvordan nu det? Jo, i takt med, at antallet af kvindelige præster er steget, er der sket andre ting: Kritikken af kirken er øget, og det samme er antallet af ateister og indvandrere og dermed andre religioner og konfessioner, der ikke inkluderer kvindelige præster.  Kvindelige præster er og viser derfor i praksis den mest effektive religionskritik man kan tænke sig, og kvinderne styrer i Folkekirken – ikke i sekterne  og frikirkerne, de er mændenes og tørklædernes område.  Således det nævnte indspark.

Kvindelige præster er altså kritik i sig selv, men det er der mange, der gerne vil lave om på. De vil gerne have styr på den kritiske kvindekirke – blandt andet ved at kritisere kvinderne for at kritisere.

Kvindelige præster er OK, når de er sådan smilende og søde og ”gode til at snakke med folk”. Bare de holder sig til det og så en halmkirke eller en stillegudstjeneste i ny og næ. Men hvis de bliver for kritiske, så bliver det træls. I hvert fald hvis man skal tro nogle af de reaktioner, der har været i forbindelse med nærværende tidsskrifts sidste udgivelse. Her blev det således bl.a. bemærket, at tidsskriftet (og ikke mindst dets redaktricer) kan henføres til en gruppe af (usympatiske?) mennesker der kommer bagefter og kritiserer dem, der går foran og ”udretter noget”.  

Det er også blevet bemærket, at tidsskriftets bevæggrund og baggrund udelukkende baserer sig på at kritisere (som om der skulle være noget galt med det?).

Konklusionen må da være, at man ikke kan udrette noget og være på kritisk på én gang. En mærkelig antagelse, da man som bekendt skal rive ned for at bygge op.

Uden sammenligning i øvrigt er store dele af Den hellige skrift en lang kritik. Først er der profeternes kritik af den bestående religiøse elite. Så er der Ny Testamente som i grunden er et stort skænderi – ja et stort NEJ til samtidens religiøse praksis og tænkemåde. En lang gang kritisk tempelrensning.

Ja, kritik har altid været en del af kristendommen. Man kan nævne munkebevægelsens kritik af Kirken som mundede ud i Reformationen, som bestemt ikke lægger fingre imellem i sin kritik af Kirken – en kritik, der får Nyt Babel til at ligne et nummer af FEMINA. Man kan også nævne Kierkegaards kritik af den etablerede kristenhed eller Grundtvigs Kirkens genmæle.

Men når den nedbrydende kritik kommer i form af et par kvindelige præster, der denne gang ikke bare har formastet sig til at være kritik i form af deres køn, men som faktisk også aktivt kritiserer noget, så er det åbenbart en usympatisk cocktail. Man kan undre sig lidt over denne forbeholdenhed, al den stund at kritikken kommer i form af et yderst ydmygt og beskedent nettidsskrift, der ikke har gjort meget for at gøre opmærksom på sig selv – og som måske højst har nogle hundrede læsere – men som det altså alligevel er nødvendigt at latterliggøre og advare imod.

Redaktionen noterer sig det, men har ikke tænkt sig at gøre noget ved det. Vi trives fint i modvind.

 

Om den gode stemning

af Stine Munch

Forfatteren C. S Lewis siger: ”Jeg vendte mig ikke til religionen for at blive lykkelig. For det har jeg har altid vidst, at det kunne en flaske portvin klare. Hvis du ønsker en religion, som får dig til at føle dig godt tilpas, så kan jeg helt sikkert ikke anbefale kristendommen.” For kristendommen er ingen sutteklud, og Herren gør det aldrig rigtig let for disciplene. Han lokker ikke med det gode, de skal opnå i hans følge. Han prøver ikke på nogen måde at møde dem dér, hvor de er. Han gør heller ikke noget ud af at bevise, at hans ord er sandhed; han gør dem ikke engang sandsynlige eller forståelige. Han gør det klart for dem, hvad omkostningerne er. Så er de advaret. Fornægt dit liv, din familie, ja selv dit eget liv, hvis du vil følge mig (Matt.16, 24)

Den, der kalder sig kristen, skal vide, hvad det koster: at blive udelukket fra fællesskabet, fra sin familie og sit folk. At blive kristen på nytestamentlig tid havde mange skæbnesvangre følger, og det gav mange problemer. Ja, det kan det have den dag i dag, hvor kristne i høj grad bliver forfulgt for eksempel i Mellemøsten (se andetsteds i nærværende nummer af Nyt Babel).

Man undrer sig. Er det virkelig den samme Jesus, der taler om at hade sit liv, som fortæller lignelsen om den fortabte søn? Den samme Jesus, som siger, at den, der kommer til ham, vil han aldrig vise bort? Man fristes til at tilskrive ordene evangelisterne selv og en evt. selvretfærdighed fra deres side. Forstået på den måde, at de da i hvert fald selv mener at have forladt alt for at følge Jesus. På den anden side handler det i et større perspektiv om at tage ansvar. Det handler om at tage sit liv alvorligt og især om at tage konsekvenserne af de handlinger og valg, man har gjort. Kristus giver os ikke et tilbud, der er billigt, og han gør samtidig op med tilhørsforholdet til slægten og familien, vennerne, kollegerne, chefen som mere bestemmende for et menneskets liv end evangeliet.

Og dertil kommer så krav om, at jeg blandt mine nærmeste næster skal vidne om, hvad Jesus fortæller os. Det kan være vanskeligt, og mange gange er det i virkeligheden lettere at være lunken, for er det ikke bedre, at jeg tier stille med min overbevisning om, hvad der er sandt, af hensyn til den gode stemning omkring familiens middagsbord eller blandt kollegerne eller dér, hvor jeg gerne vil gøre karriere, eller hvor det måtte være? Er relationerne til mine omgivelser mere styrende end kaldet til at være Jesu discipel og til at have øjne og ører åbne for det, som jeg ikke har lyst til at se eller høre eller vide noget om? Det er spørgsmålet, og her rusker Jesus op i os.

Han vil have os til at tage stilling, til at vælge livet, ikke med forbehold og lunkenhed men med mod, ånd, vilje, lidenskab og tro. Tro på, at Han fortæller os Sandheden, og at vi derfor skal turde at leve den og stå ved den, også overfor dem, der måske ikke er enige, selv når det er vores nærmeste.

Han vil fortælle os, at vore relationer til familien, til venner, og vores status i samfundet, ikke i grunden er vores identitet. Det er skræmmende, for hvem og hvad er jeg uden alt det? Befrielsen er, at Gud ved, hvem jeg er, og at dommeren er Kristus og ikke mig selv, andre mennesker eller mit mislykkede eller vellykkede liv. Befrielsen er, at Kristus er Vejen og Sandheden og Livet hos hvem, jeg skal hente modet til at leve. Modet til at leve, som Kristus vil det, også når jeg bliver nødt til at tale mine nærmeste midt imod. Overfor denne opgave findes der ingen kompromiser. Da jeg her i sommer sad med alle disse anfægtelser om at sige og skrive om, hvad jeg holder for absolut sandt og godt, hvad enten man tror eller ej, og jeg var træt af den dårlige stemning blandt venner, familie og kolleger omkring netop dette ufravigelige, læste jeg et digt skrevet af Kaj Munk, der jo lige netop betalte med sit liv for sin tro og overbevisning.

IKKE FORLIG

Ak, hvor man længes efter
At eje Fred med en og hver
og bruge sine Kræfter
paa lutter Vennefærd.

Hvor er man træt af haarde
Og spotske Ord i Bog og Blad,
Så dødtræt af at saare,
Naar helst man gjorde glad. 

Hvor længes man mod Himlen,
Hvor fri fra alle Jordens Baand
Man fatter glad i Vrimlen
Sin værste Uvens Haand.

Men under Himmellaaget
Skal evig bølge Røg og Damp.
Saa sandt du tror på Noget,
Saa vil det noget Kamp.

At tro er det rebelske
At ville værn, at måtte Trods.
Kun den, der ej kan elske
Kan slippe for at slaas. 

Og om mit Hjerte krymper
Sig ved at fælde Næstens Dom,
Jeg var jo dog en Stymper,
Om jeg gik udenom.

Du, som til Kamp mig kalder!
For hvad jeg tror og bygger paa,
Giv, til den Dag, jeg falder,
Mig skaanselsløst at slaa.

 

Så fremad da, i Jesu navn, trods stene og trods stokke (DDS 663)!

Kristendommen handler ikke om Guds eksistens

af Johan Christian Nord

En gang i efteråret havde jeg en natlig samtale med en bekendt, som er teologistuderende. Det drejede sig om kristendommens stilling i vores tid og vores verden. Han gav udtryk for et både kyndigt og lidenskabeligt forhold til denne vores fælles tro. Han havde tænkt over tingene og var på det rene både med sit studievalg og kristendommens alvor. Men der var alligevel noget med teologien, der pinte ham – eller i hvert fald var en kilde til ofte forekommende irritation. Han fortalte mig, at han i løbet af sin endnu korte studietid havde gjort sig den erfaring, at det ikke just er en enkel sag at få en meningsfuld samtale om kristendommen i gang med mennesker uden kirkelig tilknytning. Det drejede sig med andre ord om det i kirkelige kredse ofte drøftede problem, at vi dagligt er vidner til en stærkt tiltagende folkelig vankundighed med hensyn til kirke og kristendom.

For studenten var sagen således, at han netop, når han befandt sig i en sådan sammenhæng, som vi gjorde den nat – en weekendtur med den grundtvigske foredrags- og studenterforening Studenterkredsen – ikke kunne lade være med at fundere over den grelle modsætning mellem den erfarede undtagelsestilstand og så den daglige virkelighed, vi efter weekendturen skulle vende tilbage. Her var kristendommen og den lidenskabelige drøftelse af kristendommens sandhedskrav en naturlighed. Ikke fordi der altid var enighed, men fordi man delte en forståelse af, at samtalen om kristendom er den dybeste alvor – og en stor glæde – i menneskelivet.

Sådan forholder det sig ikke mandag morgen og fredag aften i et almindeligt hovedstadsstudenterliv. Sådan forholder det sig ikke uden for det kirkelige reservat, og det kan – ved Gud! – være en kilde til ærgrelse. Så hvad gør man? Hvad gør man, når man efter at være blevet stillet det højst naturlige spørgsmål »hvad studerer du så?« har afgivet svaret teologi og herved høstet en enten måbende, vantro eller direkte fjendtlig reaktion? Hvad gør man, når ens samtalepartner på forhånd har afgjort sig for at selve dette at tale om en gud er udtryk for idioti af en anden verden? Hvordan skal man så nogensinde komme frem til at tale om den levende Gud, der både har skabt og ved Jesus Kristus også vil forløse dig og mig? Jeg kender disse erfaringer, og jeg tror jeg har en idé til, hvad man kan stille op med dem.

De væsentligste træk ved mine egne oplevelser fra denne slags samtaler kan koges ned til et enkelt afgørende forhold: for den kirkefremmede og den påståelige ateist melder spørgsmålet om kristendommens sandhed sig udelukkende som et spørgsmål om en guddoms eksistens – og aldrig som et spørgsmål om, hvad det særlige er ved de kristnes Gud. Men kristendommen handler ikke om selve dette, at der findes en guddom, men derimod om hvem Gud er, og hvad hans vilje er. Sådan en sætning kan ved første øjekast måske lyde lidt kringlet og ordgymnastisk – og for nogle måske endda kættersk – men det er den ikke. Jeg skal prøve at forklare mig trin for trin.

At der findes en guddom bag verden, eller udtrykt i almenbegreber: at verden har en oprindelse i et strukturerende princip, er ikke en vild og overtroisk påstand. Det er en logisk nødvendighed, som ethvert menneskeligt forehavende mere eller mindre udtalt viser tilbage til. Verden er bundet af en række love – ja, nogle kalder dem naturlove – og disse love viser med naturnødvendighed tilbage til en instans, et ophav. Også såkaldt fornuftige mennesker bekræfter i kraft af deres fornuftigheder en sådan påstand, for netop ved at hævde fornuften – eller Fornuften – som erkendelsens og handlingens dommer, har de hævdet et i sig selv hvilende ophav for verden samt en forestilling om det gavnlige i at gøre sig bekendt med og handle i overensstemmelse med dette ophav. Nogle mennesker omtaler dette princip som Gud; dem kalder vi religiøse. Andre – skyklapsklædte – mennesker tror, at de er helt anderledes end de religiøse, når de på deres side taler om fornuft, evolution og det famøse store knald, der engang for længe siden satte fut i hele verdens-hurlumhejet. Men det er de ikke. For alle mennesker er religiøse, men alle er ikke kristne.  

For det der adskiller kristne fra ikke-kristne er kun i det ydre spørgsmålet om guddommens eksistens. Selvfølgelig eksisterer der en gud, et altbeherskende princip – ellers kunne jeg ikke hamre i tasterne og bilde mig ind at skrive som et fornuftigt menneske til andre fornuftige mennesker!

Men det er ikke hovedsagen. For det virkelige skel angår ikke guddommens eksistens, men Guds ansigt; om vi tør tro på, at ophavet har et ansigt, at gud er Gud ved at være en kærlighedsvilje, som mennesket erfarer i Ordet, i Kristus. At det forholder sig sådan har betydning for, hvordan man bør tale med de kirkefremmede og gudsfornægterne.

For når man forsøger at fortælle folk om kristendommen, skal man ikke argumentere for dens sandhed, man skal forkynde den. Men før kristendommen kan forkyndes, må samtalepartneren – eller modstanderen – bringes til at indse sin egen religiøsitet, sin egen uudtalte reference til en overnaturlig instans, og det er i allerhøjeste grad noget, der involverer argumentation. Dette er altså afsættet for vidnesbyrdet om kristendommen: at gøre den anden bekendt med sin egen religiøsitet.

En sådan ordveksling kan overordnet set forløbe på to forskellige måder. Den første afart af samtalen om kristendommen er en mildhedens tilnærmelse, der tager afsæt i en fællesmenneskelig erfaring af synds- og åndsvirkeligheden, hvor to mennesker tager mod til sig og faktisk taler om, hvad det vil sige at være menneske – på godt og ondt.

Den anden afart er radikalt anderledes – og nok desværre oftere forekommende blandt unge hovedstadsmennesker. For her drejer det sig ved første øjekast ikke længere om gensidig velvillighed og tilnærmelse. Her drejer det sig om strid og afsløring.  For sagen er jo, at langt de fleste ateister ikke kan gennemskue – eller nægter at være ved – deres egen religiøsitet. Derfor skal der strides. De skal indse deres hykleri. For når man sætter en norm for tænkning, som ateisten gør det ved at hævde menneskefornuftens beherskelse af tilværelsens orden, som privilegerer ham eller hende i erkendelsesmæssig – og måske endda moralsk – henseende, så har man allerede sat en metafysik, en forestilling om muligheden for indsigt i det over-naturlige – det, der har sat naturen. Og netop dette vil ateisten ikke indrømme. Han vil ikke indrømme det religiøse som almenvilkår, og han vil ikke være ved, at vi alle er tronranere, som bilder os ind at kunne bemestre verden. At tvinge ham frem mod denne dobbelte indrømmelse er den negative del af forsvaret for kristendommen. Indtil dette sker, kimer stridsklokkerne.

Vi kunne kalde det negativ apologetik – eller med en haugiansk term: kristen dekonstruktion.

Men efter dekonstruktionen kommer der noget andet – noget helt andet. For hvis det lykkes, hvis ateisten faktisk nedlægger våben og står nøgen tilbage som en, der forstår, at virkeligheden har et princip bag sig, men ikke kender dette princips navn, ja så er han blevet agnostiker, og grunden er ryddet.  Her ophører både argumentationen og striden, og vidnesbyrdet får stemme. Det vidnesbyrd, som ikke er fornuftens værk, men en (selv)udlevering af mit eget trodsige håb ved Herrens eget Ord. Her tier fornuften, og munden skal ikke gøre andet end at løbe over med det, hjertet er fyldt af. Og den slags findes der så sandelig ingen opskrift på.   

For kristendommen handler ikke om Guds eksistens. Den slags indledende øvelser er en tankesag. Kristendom er derimod en hjertesag. Den angår forkyndelsen af det vilde håb om Guds kærlighed til faldne tåber. Og det er faktisk noget meget finere, som vi alle skulle se at komme frem til.  

 

 

Teologimødet 2015 på Liselund

af Nyt Babel

d. 26.-28.januar 2015

Tema: Almagts Gud, velsignet vær - Metafysikken og almagten til diskussion
Arrangeret i samarbejde med Grundtvigsk Forum og Studenterkredsene i København og Aarhus

---

Den teologiske debat har til alle tider været bred og heftig. Men til trods for bredden har det gang på gang vist sig, at det i bund og grund var nogle ganske få kernebegreber, der var på spil. Og i spil. Begreber, der bestandigt indgår i nye indbyrdes sammenhænge, men samtidig også bestandigt indgår og er indgået i nye samspil med historien og samtiden.

Et af disse nøgleord er begrebet ”teisme”. Er Gud med salmedigteren Peter Dass’ ord fra slutningen af det 17.århundrede ”Gud om alle mand var døde,” eller er Gud med et nyere udtryk ”noget, der sker mellem mennesker.” Klassiske kerneord som for eksempel forsoning og treenighed får vidt forskelligt indhold alt efter, om man fastholder forestillingen om en metafysisk Gud eller ej. Eller tager lidt her og der og blander det.

Dette års teologimøde på Liselund skal være en undersøgelse af, hvad der sker, hvis man opgiver metafysikken eller forestillingen om en almægtig Gud helt eller delvist. Historisk og ikke mindst aktuelt. Vi har traditionen tro bedt nogle foredragsholdere, der har årets emne inde på livet, om at give et bidrag til debatten og samtalen. Den vil så forhåbentlig fortsætte, når der også bliver tid til alt det andet, der også forbindes med Teologimødet på Liselund: Hyggelige rammer, god mad og god tid til samtaler.

---

Mødeleder
Sognepræst Torkil Jensen, Vester Aaby

Foredrag
Sognepræst Morten Brøgger, Kirke Stillinge:
     For evangeliets skyld – nedslag i teologihistorien
Valgmenighedspræst Niels Grønkjær, København:
     Teismens døde gud - kristendommens levende Gud'
Ph.d. studerende Frederik Poulsen, København:
     Bibelens Gud
Sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen, Hjørring:
     Gudsbegrebet i en ny dogmatik
Webjournalist, sognepræst (knst) Merete Bøye, Ans:
     Gudsbilledet i de nye salmer
Sognepræst ph.d. Kjeld Slot Nielsen, Tilst:
     Treenighedsteologier anno 2015
Lektor Anders Holm, København:
     Grundtvigs Gud

Tilmeld dig og læs mere på http://www.kirkehojskolen.com/