Leder

Færre blev pga covid 19 døbt end normalt i 2020. Hvordan indhenter vi de tabte dåbstal? Det diskuteres der ivrigt for tiden. I det hele taget har der i mange år været diskuteret dåbstal, for det er nemlig faldende. Det samme er tilslutningen til kristne kirkeri hele den vestlige verden (Amerika undtaget), og vi har i snart mange år talt om, hvad vi dog skulle gøre ved det.

Overvejende har løsningen været, at det skulle være lettere tilgængeligt. Sproget i kirken skal være let og pædagogisk, ikke mystisk og højtideligt. Teologien skal være let og lys, helst ikke for meget med dom og frelse. Salmerne skal være lette – eventuelt kan man skifte nogle af dem ud med Anne Linnet eller Kim Larsen. Når det gælder dåb, er løsningen at indføre drop in-dåb for voksne eller større børn. Hurtigt ind og hurtigt ud.

"Det tiltalte os, at det ikke var så stort et spring. Vi kunne komme ind fra gaden og få det gjort på en god og ordentlig måde alligevel,” siger en drop in-døbt til Kristeligt Dagblad.

Det er ,som om man vil sige: Se hvor nemt, det egentlig er, at være kristen. Som om kristendommen ikke er anfægtende eller udfordrende. . Som om troen ikke stiller krav.

Det, synes vi, er mærkeligt. Det er i hvert fald ikke troende menneskers erfaring, at det skulle være så let, og Jesus har egentlig heller aldrig lovet, at det skulle være en smal sag at komme ind i hans rige. Han siger til os, at vi skal blive som børn for at kunne være med. Han har også sagt, at det er sværere for en rig at komme ind i Guds rige, end det er for en kamel at gå gennem et nåleøje. Porten er trang, siger han.

Vi kan selvfølgelig komme, som vi er, til kirken og til Jesus. Alle er ganske rigtigt inviterede. Men det betyder ikke, at det ikke kan være en kamp at nærme sig Gud, ellerat tro på ham.

Man kan miste erfaringen af Guds nærvær og tvivle på hans kærlighed eller endda på hans eksistens. Man kan råbe efter ham og opleve, at der kun er rungende tavshed som svar.

Man kan diskutere og argumentere med Gud. Mange er de, der har de været der: Abraham, Jakob, David, Job,sågar Jesus selv kæmper jo med Gud, da han beder om at blive fri for den skæbne, der er hans.

Ingen steder i Bibelen hører vi, at Gud bebrejder mennesker, der diskuterer, tvivler eller råber ad ham i afmagt. Derimod hører vi, at Gud kan bevæges af menneskers indvendinger og nødråb.

Han indbyder os faktisk til at kæmpe med ham. Tænk på, at Gud kalder sit udvalgte folk for Israel. Det betyder: den der har kæmpet med Gud. På den måde lader Gud kampen mod og med ham være en del af troen.

Når det nu engang er sådan en kamp at leve som troende, en kamp at nærme sig troen, så er det uærligt at brande Folkekirken og kristendommen som let, og som noget der ikke kræver et stort spring. Det er uærligt at beskrive Gud som et fænomen, man kan komme til bunds i og forstå, bare man gør sproget i kirken let og pædagogisk nok.

Til gengæld kan man ikke sige ofte nok, at Gud kan du prise og røre selv i din dybeste håbløshed.

Om Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel er et nettidsskrift, som drives på frivillig basis. Det redigeres af Stine Munch, Merete Bøye og Nana Hauge. Læs det på nytbabel.dk.

Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412
Konto: 3412 312 082

Du kan også støtte ved at dele Nyt Babels artikler på sociale medier, eller ved at trykke et par ekstra udgaver af pdf-filen og give dem til dine venner eller lægge dem rundt omkring, hvor der kunne tænkes at findes læsere.

Vi takker for enhver støtte. Tak til alle, der har støttet hidtil med små og store beløb. 

Nyt Babel som pdf

af Nyt Babel

Her kan du hente hele Nyt Babel i pdf-format, lige til at printe ud.

Distribuér gerne Nyt Babel til venner og bekendte, enten ved at linke til nytbabel.dk, eller ved at tage et udprint og give videre.

Løftet til Abraham i coronaens skygge

af Mathias Harding

Den engelske forfatter, præst og missionær Andrew Murray (1828-1917) skulle engang have sagt, at problemet med kirken er, at den lever med det ene ben i den gamle pagt og det andet ben i den nye pagt. Overført på vores situation i dag med coronapandemi er det slående, hvor mange (også blandt kirkens folk), der tilsyneladende lever ud fra loven og ikke ud fra løftets opfyldelse.

Jesu omskæring

Da evangelieteksten til nytårsdag, Lukasevangeliet 2,21, blev udvalgt og fastlagt i romerkirken for 1500 år siden, var dét, der særligt optog kirken ikke, at et nyt år skulle til at begynde, men i stedet dette, at 1. januar var ottendedagen for fejringen af Jesu fødsel – og dermed også dagen for hans omskæring.

Netop: "da otte dage var gået, skulle han omskæres". Jesus blev omskåret ligesom alle andre jødiske drengebørn var blevet det siden stamfader Abrahams dage. Netop på ottendedagen, som det står foreskrevet i Moseloven. Med sin omskæring blev Jesus en del af jødefolket, en del af Abrahams slægt. Det folk og den slægt, som Gud oprindeligt havde sluttet omskærelses- og lovpagt med, blev Jesus med hud og hår en del af.

Jesus lod sig omskære ind i jødefolket: ikke for at folket fremover skulle blive ved ydre handlinger såsom omskæring endsige forblive et partikulært Guds folk. Men for at opfylde Guds universelle velsignelsesløfte til Abraham: "I dig skal alle jordens slægter velsignes" (1. Mos 12,3). Jesus er den, der som efterkommer i Abrahams slægt, endelig bringer velsignelse til alle jordens slægter.

Abraham og Guds løfte

Den tillid og frimodighed, som Abraham viser over for Guds løfter, er dét, der udgør fundamentet for (tros)pagten med Gud: I 1. Mosebog kapitel 12 vers 1-4 drager Abraham straks af sted, efter at Gud har befalet ham at forlade sit land og sin slægt og lovet ham nyt land og efterkommere, og foruden lovet ham, at der i ham – i én af hans efterkommere – skal være velsignelse for alle jordens slægter. I 1 Mosebog kapitel 15 vers 5-6 tror Abraham Herrens løfte om efterkommere "talløse som himlens stjener", og pga. denne tro regner Herren ham for retfærdig.

I sit brev til Galaterne udlægger Paulus nu velsignelsesløftet til Abraham som et løfte om, at alle folkeslag skal retfærdiggøres i kraft af den samme tro som Abrahams (Gal 3,8-9). Paulus kobler "velsignelse" og "retfærdiggørelse" sammen, således at de, der velsignes/retfærdiggøres, er dem, der har troen sammen med den troende Abraham.

Det evigt afgørende for pagten med Gud, er i Abrahams tilfælde – og i hvert andet menneskes tilfælde – troen på Guds løfte om universel velsignelse: at Abraham også lader sig omskære som tegn på en partikulær (omskærelses- og lov)pagt med Gud, hvor Gud vil velsigne ham med Kana'ans land og efterkommere dér (1. Mos. 15,18-21, 17,9-13), er sekundært, tidsbundet og ikke-afgørende.

Det evigt afgørende er troen på Guds løfte om velsignelse til alle jordens slægter, det løfte der endelig opfyldes i Jesus Kristus.

Eller som Paulus skriver det i brevet til Galaterne: "Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte." (Gal 3,28-29).

Aktualitet i en coronatid

Midt i en coronatid kunne man spørge hvad løftet til Abraham har at sige os i dag som kirke? Ikke så lidt vil jeg mene! For hvis Jesus Kristus opfyldte Guds løfte om velsignelse til alle jordens slægter, så har vi blot på vor kirkebænk at lytte til og at leve ud fra dette opfyldte løfte.

Det er om få dage etårsdagen for regeringens første nedlukning af samfundet d. 16. marts 2020. Lige siden har der i vores samfund – også blandt kirkens folk – hersket en uhyggelig tendens: Ikke blot er mange af vores almindelige omgangsformer blevet sløjfet og nærmest forsvundet, som f.eks. den respekt man engang viste over for det andet menneske ved at give det andet menneske sin hånd.

Ikke blot er kendte omgangsformer i afvikling, også vores syn på hinanden undergår i disse dage og måneder en uhyggelig udvikling: Nu er medmennesket ikke længere én, jeg skal være tæt på, men snarere én, jeg burde beskytte mig selv imod. En potentiel "smittebærer" – en potentiel "fjende" med andre ord.

Rædsomme ord og begreber dukker også op, såsom ordet "superspreder". Ifølge Den Danske Ordbog er en superspreder: "et individ, der er bærer af en smitsom sygdom og årsag til at den spredes til et overordentlig stort antal andre individer." – "og årsag til", sikke et ubarmhjertigt sprog. Som om vedkommende selv var skyld i sygdommen og siden også i superspredningen. Vore dages syndebuk er ikke en forvist buk i ørkenen, men supersprederen.

I dag ser vi også, at mange coronasmittede rammes af corona-skam: jeg glemte nok at spritte af, holde god afstand, derfor er jeg smittet og har sikkert allerede smittet mange andre. Hvad er jeg for et uforskammet menneske?

Og det er ikke blot enkeltindivider, der står for skud. Også en del grupper i samfundet har efterhånden prøvet at blive udpeget som de mest smittespredende. Og dermed som dem, myndighederne i særlig grad beder om at forstå, hvilket ansvar lige netop de bærer i forhold til andre.

Appel

Med denne kritiske stillingtagen til en i mine øjne uhyggelig samfundstendens og udvikling, siger jeg ikke, at vi som samfund eller som kirke, som kristne, burde smide maskerne, styrte ud og omfavne hinanden og negligere sundhedsmyndighedernes anbefalinger og restriktioner. Der er selvfølgelig en god mening med statens mangfoldige coronatiltag: at holde smittetallene nede, så vi i sidste ende ser færre på hospitalerne, færre dødsfald og mindre menneskelig lidelse.

Dét jeg siger, er, at statens og myndighedernes anbefalinger og restriktioner ikke bør udvikle sig til en ny lovreligion, så der ikke er andet at lytte til og at leve ud fra end dens regler og krav.

Og her har vi som kirke, som kristne, en særligt ansvar, al den stund, at vor ypperstepræst hverken hedder Mette Frederiksen eller Søren Brostrøm. Nej, han hedder Jesus Kristus, Guds søn. Han er vor ypperstepræst (Hebr. 4,14ff).

Midt i alt dét, corona-pandemien i det forgangne år har affødt af krise, sygdom, isolation, frygt, angst og afsavn hos os; Og midt i denne fortsat usikre tid med stadige coronamutationer kan vi (og bør vi) gå i kirke for at høre, at løftet om velsignelse er opfyldt i Jesus Kristus: I sin søn påtager Gud sig at leve med menneskelivets smerte og lidelse for til sidst at overvinde døden påskemorgen. Som "førstegrøden" af alle døde lader Gud sin søn opstå påskemorgen for at vi kan leve frimodigt. Både med Gud og med hinanden.

Og ligesom Guds søn lod sig omskære for at følge jødefolkets lov med hud og hår, ligeså bør vi følge statens og myndighedernes anbefalinger og restriktioner nøje, men aldrig lukke vores ører og hjerter for Åndens gave til os: Tilliden til løftets opfyldelse i Jesus Kristus.

K. E. Løgstrup – Religions-filosofisk geni, økonomisk-politisk naivist

af Solveig og Erik Bøye

Ole Jensen skriver i sin bog Historien om K.E. Løgstrup, at man kan vælge fra i Løgstrup efter niveau. Man kan vælge fra ved hans filosofi eller ved hans teologi eller ved hans etik eller ved hans kristendom. Ole Jensen tager det hele med: "Jeg går planken ud med Løgstrup".

Løgstrups filosofi og teologi har optaget os lige siden første udgave af Den etiske Fordring, og Solveig fulgte hans forelæsninger på Århus Universitet og var med til hans hyggelige 70-årsfødselsdag i hans og Rosemaries hyggelige, TV-frie hjem på Mols. Vi kan følge Løgstrup et meget langt stykke; men vi vælger fra ved hans etiske analyser af samfundsindretningen, dvs. ved hans samfunds-etik eller material-etik, som han kalder det. Det er egentlig også et mærkeligt udtryk Ole Jensen anvender, for går man planken ud, ender man jo med at falde i vandet!

Churchill, Einstein og Løgstrup

Den amerikanske nobelpristager i økonomi, Paul A. Samuelson, skriver i sit systemværk Economics, at det gælder for flere store personligheder, at de aldrig erhvervede sig en klar forståelse af grundlæggende økonomiske principper. Som eksempler nævner han Winston Churchill og Albert Einstein: "Gennem hele sit liv var Churchill 'a babe in the woods', når det drejede sig om økonomi", og "Einsteins værker afslører en så charmerende naiv forståelse af den økonomiske verden, at det ville få et skolebarn til at skamme sig". Vi påviser i vores bog fra 2011: K. E. Løgstrup – Religions-filosofisk geni, økonomisk-politisk naivist, at Løgstrup i nævnte henseende kan sidestilles med Einstein og Churchill.

I sin anmeldelse i JyllandsPosten skrev Henrik Gade Jensen om bogen, at "den er tilmed skrevet meget pædagogisk, så alle kan følge med." Bogen er nu sat på udsalg og kan købes/bestilles i enhver boghandel for 60 kr.

De suveræne livsytringer

Løgstrups originale bidrag til filosofien er hans beskrivelse – for ikke at sige opdagelse – af de suveræne livsytringer, nærmere bestemt tillid, talens åbenhed, barmhjertighed, tilgivelse, hjælpsomhed, troskab, kærlighed, hæderlighed, medfølelse, håb og indignation. De suveræne livsytringer hører i elementær forstand menneskelivet til. Vi møder fx normalt hinanden med en naturlig tillid. Vi tror ikke på forhånd, at den anden lyver. På forhånd tror vi hinandens ord. Først når vi har grebet den anden i en løgn, begynder tilliden at smuldre og forvandles til mistillid.

Løgstrups tilværelses-tydning tager udgangspunkt i et af de mest elementære (og derfor ofte oversete) fænomener, som hører vor tilværelse til, nemlig at det ene menneskes tilværelse og handlinger påvirker andre menneskers tilværelse. Påvirkningen kan række fra meget lidt til forfærdende meget. Det kan være et gnavent ord fra en ekspedient eller en skubben ved busstoppestedet, og det kan være en påvirkning, der er afgørende for, om et andet menneskes liv lykkes eller ej. "Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd".

Ud af dette grundfænomen – dette "er" – udspringer der ifølge Løgstrup et "bør", dvs. en fordring om at tage vare på den anden. Men fordringen om at tage vare på næsten er ikke nødvendigvis ensbetydende med at efterkomme det andet menneskes ønske. Der er tale om en fordring om kærlighed – og ikke om eftergivenhed. "Fordringen kan være én eneste udfordring til mig om at gå imod, hvad det andet menneske forventer og ønsker, fordi alene det er det tjent med. Udfordringen går altså ud fra, at jeg bedre end den anden selv ved, hvad der er til bedste for ham" (Den etiske fordring s. 31). Men overgrebet ligger på lur. Livsforståelsen kan stivne til en ideologi eller til en færdigsyet mening om, hvad der er til alle menneskers bedste.

Moralens forankring

Etik er læren om den rette handlemåde, den teoretiske begrundelse for moralen. Men moralske normer ændrer sig over tiden. Hvad der tidligere var strafbart og blev kaldt fosterdrab, senere fosterfordrivelse, kaldes nu for fri abort. De moralske normer kan imidlertid ikke flyde frit omkring. De er forankret et sted, og etikken beskæftiger sig med denne forankring. Jeremy Bentham forankrede moralen i nytten (utilis). Utilitaristernes etik er en formåls-etik. Immanuel Kant forankrede moralen i den gode vilje. Kants etik er en pligt-etik. Løgstrups unikke bidrag til etikken er, at han forankrer moralen i de suveræne livsytringer. Det er dem, der skaber etikken. De kommer fra universet og lægger en religiøs tydning nær. De spontane livsytringer udgør det fundament, som vor tilværelse bygger på.

Samfunds-etik/Material-etik

Den politiske idé er en del af etikken, og Løgstrup udvikler sin samfunds-etik eller material-etik i Norm og spontaneitet og i senere bøger og artikler. Debatten startede dog allerede i 1969, hvor Løgstrup i tre numre af Vindrosen har en interessant diskussion af politisk kontra økonomisk magt med økonomiprofessor Gunnar Thorlund Jepsen og en lang række af datidens fremtrædende politikere dækkende hele spektret fra daværende udenrigsminister Poul Hartling over Jens Otto Krag til Erik Sigsgaard fra venstresocialisterne.

Material-etik er etiske betragtninger over politiske og økonomiske forhold. Løgstrup har imidlertid også en noget udvandet definition: "Material-etik er en lægmands betragtninger over eksperters betragtninger for lægmænd" (Norm og spontaneitet s. 122). Hvis etikeren med vægt vil lade sin røst høre i den økonomisk-politiske debat, må han imidlertid have det teoretiske grundlag i orden, dvs. have studeret en grundbog i nationaløkonomi, fx Samuelsons forannævnte Economics, som var standardværket for nye økonomistuderende, da Løgstrup skrev sine bøger. Løgstrup refererer imidlertid intet sted til et sådant systemværk, og han røber utilstrækkeligt kendskab til fundamentale økonomiske love og til nationaløkonomiens kategoriseringer. Han sammenblander for eksempel de forskellige markedsformer og kalder monopol for konkurrence.

Nationaløkonomiens "fader", Adam Smith, var ligesom Løgstrup professor i moralfilosofi. Men Løgstrup nævner ham ikke med ét ord i sine bøger. Det er ellers ikke, fordi Løgstrup – som økonomisk lægmand – springer over, hvor gærdet er lavest. I Norm og spontaneitet refererer og citerer han ud over fra en række tidsskrifter og aviskronikker fra ikke mindre end 20 forskellige bøger, bl.a fra Oskar Langes On the Economic Theory of Socialism, som bestemt ikke er for lægmænd, samt fra Keynes' Essays in Persuation. Det var Keynes, der "opfandt" finanspolitikken, og Løgstrup tager Keynes til indtægt for sin kritiske holdning til den mentalitet, der driver det markedsdirigerede samfund. Fra Essays in Persuation citeres i Løgstrups oversættelse: "Lysten til penge … er en afskyelig sygelighed, en af de halvkriminelle, halvpatologiske tilbøjeligheder, som det må blive psykiaterens sag at helbrede mennesker for".

Men Keynes anbefaler kapitalismen og markedsøkonomien – fordi alternativerne er værre. Ved at vise, hvordan den skavank ved markedsøkonomien, der består i arbejdsløshed, kunne repareres ved hjælp af finanspolitik, har Keynes en stor del af æren for at systemet overlevede krisen i 1930’erne. Finanspolitik kan være ekspansiv eller kontraktiv. Løgstrup kender tilsyneladende kun den ekspansive. Fra Vindrose-debatten citeres:

Vort økonomiske system forlanger regulering af den samlede efterspørgsel. Regulering af den samlede efterspørgsel forlanger store offentlige udgifter. Store offentlige udgifter forlanger høje militærudgifter. Høje militærudgifter forlanger en hård udenrigspolitik. … det økonomiske liv forlanger en militær teknik og dertil svarende udenrigspolitik, der bringer menneskeheden til afgrundens rand. (Vindrosen 1969/3 s. 11)

Man fristes til at genbruge Samuelsons bemærkninger om Einstein, hvis værker afslører en så charmerende naiv forståelse af den økonomiske verden, at det ville få et skolebarn til at skamme sig.

Frihed eller lighed

Løgstrups politiske grundsyn står at læse i Den etiske fordring (s. 107): "Den økonomiske udligning (er) det vigtigste af alle politiske problemer". Han foreslår – eller leger med tanken om – at lade staten gribe så voldsomt ind i indkomstdannelsen, at alle som udgangsposition skulle have samme indkomst. Som Thorlund Jepsen anfører i debatten: Vel er vi alle lige for Vorherre; men vi er ikke lige meget værd for andre. En økonomi, hvor den vigtigste ydelse – den menneskelige indsats – er sat totalt uden for de økonomiske spilleregler, kan ikke fungere uden tvang og rationering.

I sin debatbog Fra socialstat til minimalstat (s. 7) lægger Anders Fogh Rasmussen vægten et andet sted: "Frihed er … et gode, som er løftet op over alle andre værdier. … liberalismens væsentligste begrundelse er af etisk karakter. Frihed er et etisk krav"!

Frihed og lighed kolliderer imidlertid. Man kan ikke samtidig have fuld lighed og fuld frihed. Der må en afvejning til, og Løgstrup lægger ved denne afvejning meget lidt vægt på frihed.

Overgreb i fordringens navn

Som det fremgår, er Løgstrup meget kritisk over for markedsøkonomien, og han noterer i 1972 i god overensstemmelse med tidsånden dengang, at vi bevæger os fra markedsøkonomi til planøkonomi. Han er så kritisk over for det liberalistiske systems økonomiske mekanismer, at han kalder den politik, der i Rusland i begyndelsen af 1920’erne satte systemet ud af funktion, og dermed bevirkede sultedøden for millioner, for moralsk: "Så farligt er det at være moralsk". Hungersnøden skyldtes, at kommunisterne konfiskerede de fødemidler hos bønderne, som de ikke mente, at disse selv havde brug for. I lighedens navn gennemtvang man altså en indkomstfordeling, der ligner Løgstrups oven for nævnte forslag med som udgangsposition at give alle den samme indkomst. I det radioforedrag af Jørgen S. Dich, som Løgstrup refererer fra, siger Dich, at dette jo svarer til at indføre en marginalskat på 100%. For at bruge et ord fra Fra socialstat til minimalstat: Der bliver herefter ikke megen trækkraft tilbage i økonomien.

Den russiske hungersnød i 1920’erne er et eklatant eksempel på overgreb i fordringens navn. Som det fremgår, nævner Løgstrup selv katastrofen. Men det er bøndernes egoistiske moral han klandrer: "Man tog udsigten til profit fra bønderne". Han klandrer ikke de kommunistiske ledere, der i fordringens og moralens og lighedens navn indførte en marginalskat på 100%, hvorved frugten af bøndernes arbejde blev konfiskeret, og økonomiens trækkraft voldsomt decimeret. Dich mente, at hungersnøden i Rusland i 1920’erne var den største katastrofe, nogen regering indtil da havde påført sit land i fredstid. Rekorden er senere slået af Mao ved oprettelsen af folkekommunerne under det såkaldt 'store spring fremad' (1958-60), mens 'Den store proletariske kulturrevolution’ fra 1966 "kun" kostede 400.000 mennesker livet. Vi har ikke kunnet finde noget skriftligt fra Løgstrups hånd, om de fra den danske venstrefløj så vidt berømmede kinesiske eksperimenter. Det kunne ellers være interessant at se Løgstrups kommentarer til disse eksempler på overgreb i fordringens navn. Måske andre Løgstrup-kendere kan bidrage her?!

Fromhedsbølger

Da Løgstrup gik af som professor som 70-årig i 1975 berettede han om sit livs "tre fromhedsbølger". Hans Hauge optæller det i sin nyeste bog Den ukendte Løgstrup (s. 136) til seks:

Den pietistiske vækkelseskristendom
Eksistentialismen
Nationalsocialismen
(Universitets)marxismen under studenteroprøret i 1968
Socialismen
"Økologien, eller hvad vi nu skal kalde det"

Ole Jensen skrev en bog om den sidste bølge: I vækstens vold. Økologi og religion (1976). Inden for samfundsvidenskaberne kaldes bølgen for den neo-malthusianske bølge. Se nationaløkonomi-professor Mogens Boserup: Vor voksende verden – om dommedagsfrygt, energivækst og befolkning (1974).

Thomas Robert Malthus var præst, historiker og økonom. Han fremkom med sin pessimistiske befolkningsteori i 1798: Folketallet vil tendere imod at stige eksponentielt – 1, 2, 4, 8, 16 … – på grund af "the passion between the sexes", mens produktionen kun vil stige lineært – 1, 2, 3, 4, 5 … – Resultat: Menneskene vil ende med at skulle leve på eksistensminimum; og hungersnød, sygdomme og krige vil holde folketallet nede.

Den neo-malthusianske bølge startede i 1972 med bogen Grænser for vækst/Limits to Growth, der på forsiden har et billede af jordkloden, som et halvspist æble. Bogen vakte stor opsigt med sine computer-fremskrivninger, som forudsiger en global katastrofe i begyndelsen eller midten af dette århundrede, hvis ikke den økonomiske vækst bringes til ophør. Grænser for vækst sammenfletter befolkningsvækst, forurening og resurseudtømning i én samlet apokalypse. Som Mogens Boserup skrev: "Det er Malthus med elektronisk udstyr".

Løgstrup og Ole Jensen red med på den neo-malthusianske bølge. Allerede i Norm og spontaneitet (s. 224) taler Løgstrup om "den katastrofe, som … hver dag fører os nærmere imod".– Fra System og symbol (s. 36) citeres: "Kloden har ikke fysik til, at udviklingslandene gennemløber den samme industrialiseringsproces som industrilandene. Det er alle kyndige enige om."

Man har ikke gjort Løgstrup en tjeneste ved at hale disse bemærkninger op af hans skrivebordsskuffe (System og symbol er udgivet posthumt i 1982). Der kom en strøm af modskrifter mod dommedagsprofeterne, og Grænser for vækst er i dag stort set glemt.

Løgstrup beskæftiger sig i Norm og spontaneitet og i System og symbol med befolkningseksplosionen. Men i stedet for at ty til demografer for at få problemet belyst, baserer han sig på et "tilfældigt" causeri fra 1963 af O. Kofoed Hansen og C.F. Wandel om den teknisk-videnskabelige ekspansions fænomenologi. Det er Løgstrups skæve material-etiske indgangsvinkel: "En lægmands betragtninger over eksperters betragtninger for lægmænd", der her gør hans betragtninger mildt sagt irrelevante. Idet han henviser til Wandel og Kofoed Hansen, anfører Løgstrup (Norm og spontaneitet s. 252), at der højst kan leve 50 gange så mange mennesker på Jorden, som der gjorde i 1960, dvs. 150 mia. I Grænser for vækst og i fortsættelsen Hinsides grænser for vækst starter hungersnøden og krigene om de knappe resurser før tallet når 10 mia.

Befolkningseksplosionen er stadig et stort problem i mange u-lande, især muslimske. Men fertiliteten er globalt set stærkt nedadgående, så gassen er ved at gå af eksplosionen. I Kina har fertiliteten siden 1984 ligget under reproduktionsniveauet og i Indien nærmer man sig det. Et par opslag i Demographic Yearbook og Løgstrup ville have opdaget, hvorfor demografer er begyndt at tale om befolknings-implosion. FN regner i sine befolkningsprognoser med, at det globale folketal efter år 2200 vil stabilisere sig omkring 10 mia.

Solveig Bøye er pastor emeritus. Erik Bøye er tidligere lektor på Handelshøjskolen i Århus og Syddansk Universitet

Djævelens realitet

af Knud Nyboe Rasmussen

Djævelen er som bekendt en ret central figur i flere af fastetidens evangelietekster, tydeligst i fortællingen om Jesu fristelse i ørkenen 1. søndag i fasten, men også i evangeliet til 3. søndag i fasten, både 1. tekstrække om "den stærke", der holder sit bytte fanget, og 2. tekstrække om "løgnens fader", som har været en morder fra begyndelsen.

Men kan moderne mennesker overhovedet stille noget op med denne tale om djævelen som en fjendtlig magt? Er det ikke forældet mytologi uden nogen som helst forbindelse til den virkelighed, som vi lever i i 2021? Ja, det er spørgsmålet, som denne artikel vil prøve at give et svar på.

Det er Martin A. Hansen, som i sin roman Jonatans Rejse mere end antyder, at en nødvendig betingelse for magtens rette udøvelse i et samfund er, at magthaverne "tror på arvesynden", og det vil sige regner synden for en reel magt i menneskenes verden og samfund. Gør man ikke det, fornægter man syndens og ondskabens realitet i optimismens og idealismens og fremskridtets navn, da er man ikke skikket til at udøve magt i denne verden. For da kender man ikke menneskenes sande natur og vilkår.

Og derfor vil enhver magthaver, der ikke tager det onde alvorligt, blive frygteligt skuffet, hvis han får magt som agt. For virkeligheden lader sig ikke indrette efter hans gode idéer. Og skuffelsen herover vil gøre ham til undertrykker. For hvad er mere nærliggende end at forsøge at gennemtvinge det gode med magt, koste hvad det vil, når man selv står på det godes side. Vel så godt som alle denne verdens værste tyranner har med sig selv været fuldt forvisset om at ville det gode for menneskene.

Forsvar for den retfærdige vrede

af Jørgen Vad og Merete Bøye

"Frygt fører til vrede, vrede fører til had, had fører til den mørke side." Sådan siger Master Yoda i StarWars-filmen The Phantom Menace. I StarWars-universets jedi-religion anses vrede med andre ord for at være en udelukkende negativ følelse, som opstår ud af frygt. Når man er bange, bliver man vred, og når man er vred, begynder man at hade, og had fører til "den mørke side af Kraften", dvs til alt hvad der er ondt.

Yoda er selvfølgelig en fiktiv figur, men han udtrykker en holdning til vrede som begreb, som ligger i tiden i den vestlige verden i dag. Den lille grønne jedi-mester minder i sin tøjstil og måde at være på om en buddhistisk munk, og synet på vreden som en negativ følelse, der bør bekæmpes, er nok også hentet fra den buddhistiske religion.

Inden for buddhisme tackler man lidelse ved at distancere sig fra den og hæve sig op over den. Lidelse er en del af tilværelsen, som man er nødt til at forsone sig med, og det gør man ved at undgå at knytte sig til andre mennesker, dyr eller ting. Buddhisme går ud på, at man skal tæmme sit sind, sådan så negative følelser ikke opstår. Man forsøger som buddhist at undgå at handle på sine følelser, og det gælder især vrede, had og hævngerrighed.

Det buddhistiske syn på vrede har sneget sig ind i vores vestlige tankegang sammen med den bølge af østligt inspireret New Age-religiøsitet, der er skyllet ind over Europa siden 70'erne. I dag kan man komme på anger management-kurser, hvis man har svært ved at styre sin vrede, og politikere må helst ikke vise, hvis de er vrede på hinanden. Det er også næsten et dogme i enhver børnehave og skole, at de små drenge ikke må blive vrede på hinanden, men i stedet skal snakke om tingene og komme overens. Det kan der være mange fordele ved, og det er godt at lære børn, at i et samfund er man grundlæggende nødt til at kunne enes med de andre.

Besyngelsen af vreden

Men spørgsmålet er, om vrede altid kun er dårlig, eller om der kan findes tilfælde, hvor det er den naturlige – og gode – reaktion at blive vred. Sådan har man i hvert fald ment engang i vores del af verden: "Vreden, gudinde, besyng, som greb peleiden Achilleus". Sådan begynder Homers berømte epos, Iliaden, hvor helten Achilleus bliver hyldet, fordi han blev retfærdigt vred over, at Kong Agamemnon havde stjålet den smukke Briseis fra ham. Det vil sige, at vrede også kan være en god følelse, fordi når man oplever uretfærdighed, så er den rigtige reaktion at blive vred.

Vreden, Gudinde, besyng er også titlen på et essay af Monica Papazu. Den rumænskfødte forfatter leverer her et forbeholdent forsvar for vreden, idet hun mener, at følelsen vrede ikke i sig selv er god eller dårlig, det kommer an på, hvad man bliver vred over. Hun tager afstand fra "vreden som permanent tilstand" (den form for vrede, som udtrykkes i "arrighed" og "hidsighed", og som "træder i kraft ved den mindste anledning".

Den form for vrede er, siger Papazu, "ikke en reaktion, men en dårlig vane", som udspringer af egoisme. Men der findes også en nødvendig vrede. Hun henviser til de år, da hun levede i det kommunistiske Rumænien, hvor det, der "kendetegnede de undertrykkelsens og nedværdigelsens år under kommunismen", netop var "vredens fravær, manglen på oprør". "Oprør er utænkeligt uden vrede", skriver hun, og oprør imod kommunismen var netop, hvad der var brug for.

Vrede i Bibelen

Vreden som god følelse kender vi også fra Bibelen, hvor både Johannes Døber og Jesus kan blive vrede, hvor de ser synd og uretfærdighed drive deres spil. Johannes Døber fortæller os, at Gud godt kan blive vred på folk, hvis de handler ondt: "Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede?", siger han til de skarer, der er stimlet sammen omkring ham i ørkenen. Og Jesus bliver vred på kræmmerne i templet og driver dem ud, fordi han siger, de har gjort Guds hus til en røverkule.

Vreden er selvfølgelig ikke altid en god følelse i Bibelen. Kong Saul begår nogle frygtelige gerninger i sin uretfærdige vrede, fordi han ikke kan styre sig. Og Gud irettesætter profeten Jonas, da han bliver vred over, at Gud frelste folkene i Nineve i stedet for at destruere deres by.

Det handler igen om, at der er forskel på retfærdig vrede og uretfærdig vrede. Nogle gange er vrede den rigtige måde at reagere på (Jesus og Johannes), og nogle gange er det forkert (Saul og Jonas). Det er særligt den egoistiske vrede, som Bibelen er kritisk over for. Vreden over, at der er noget, der ikke går, som jeg vil have det. Derimod er det godt at blive vred, når man ser andre blive dårligt behandlet. Her kan man også nævne Moses, der bliver vred og slår en egyptisk slavepisker ihjel, fordi han mishandler hebræerne.

Undertrykkelsen af vreden

Mens Bibelen altså har et nuanceret syn på vreden i stil med Monica Papazus, så har vi i dag i stor udstrækning glemt, at vrede også kan være en god følelse. Vrede er bannet fra den offentlige debat, og det skabte skandale, da Bertel Haarder lod sin vrede løbe af med sig over for en journalist, der forstyrrede ham mens han var ved at spise risengrød. Der bliver gået ud fra, at man udviser modenhed ved at man kan distancere sig fra sit emne og betragte det nøgternt.

Det er til en vis grad rigtigt, for man kommer let til at virke som et forkælet barn, hvis man ofte begynder at råbe og skrige af sine modstandere i en diskussion, eller hvis man skælder og smælder efter kasseassistenten i Brugsen, fordi hun ikke har slået ind, at der var tilbud på leverpostejen. Men kan man ikke også blive for flegmatisk? En debat om sindsoprivende emner, hvor ingen må udvise mindste tegn på lidenskab, er unaturlig for de fleste. Det er kun sociopater, der er uden lidenskab. Er vi interesseret i, at vi får en kultur, hvor man synes, det er en kvalitet i sig selv at være en kold fisk?

rehabilitering af vreden?

I de senere år er der kommet nogle interessante film, der som vi ser det, prøver at rehabilitere den retfærdige vrede som en naturlig reaktion. Den første er filmen Angry Birds, som handler om et samfund af fugle, der aldrig bliver vrede. Hvis der er nogen, der bliver vred, så bliver han idømt "lovens strengeste straf: Anger Management".

Den lille fugl Red er blevet uretfærdigt behandlet siden han var barn, og det er han selvfølgelig vred over. Men hver gang han giver udtryk for sin vrede, får han at vide, at det er forkert. Selv ikke da hans hus bliver smadret af en flok grønne grise, får han lov til at blive vred. Først da det viser sig, at grisene er onde og har stjålet alle fuglenes æg, forstår de andre fugle, at nu er det på sin plads at blive vrede, og så kommer de til Red for at lære at udnytte deres vrede i kamp.

Angry Birds er først og fremmest familieunderholdning, men den rummer også en spændende kritik af de vestlige landes undertrykkelse af vreden – og dermed også indimellem af retfærdigheden. Det er meget lig det, Monica Papazu beskriver, når hun siger, at der var brug for at blive vrede på det kommunistiske styre i Rumænien, for uden vrede, intet oprør.

I Disney/Pixar-filmen Inside Out er konceptet, at alle mennesker bliver styret af nogle (menneskeliggjorte) følelser, der sidder ved en kontrolpult inde i deres hjerner. Disse følelser / karakterer er Glæde, Tristhed, Frygt, Afsky og Vrede. Alle sætter mest pris på Glæde, og som udgangspunkt tænker man bare, at det vil være fint, hvis Glæde hele tiden er ved roret. Men det viser sig, at de andre følelser også er nødvendige, fordi det ikke er alting, man skal reagere på med glæde.

Filmen fokuserer mest på at rehabilitere følelsen Tristhed, men også Vrede har nogle gode momenter, selvom han generelt skal holdes i stram snor, for det er ikke så godt, hvis det er ham, der kommer til at have den dominerende hånd over personligheden. Det skal helst være Glæde, men når man spiller ishockey eller er nødt til at gøre oprør, så er følelsen Vrede nu alligevel god at kunne mobilisere.

Til sidst skal nævnes det afsnit af Netflix-serien Black Mirror, som hedder Nosedive. Filmen foregår i en nær fremtid, hvor man er fuldstændig afhængig af en social credit score, der minder lidt om det system, som de har indført i Kina. Folk bedømmer hele tiden hinanden via deres smartphones, hvor de giver hinanden ratings. De, der har en høj rating, kan få fine jobs, fine biler, fine flybilletter, fine lejligheder – og fine venner. Alt det vil hovedpersonen Lacie gerne have, så hun gør sig umage for altid at være sød og smilende.

Alligevel går det galt for hende i lufthavnen, hvor hun bliver berettiget vred på en ekspedient, der behandler hende dårligt. Hun får en dårlig rating af ekspedienten, og sådan begynder hendes deroute, der ender med, at hun bliver voldsomt – igen helt berettiget – vred på sin veninde ved hendes bryllup. Lacie ender i fængsel, hvor hun endelig har lov til at reagere naturligt på sin omverden uden at skulle tænke på, om hun får en god eller dårlig rating. Filmen slutter med, at hun og manden i nabocellen med stor glæde slynger fornærmelser efter hinanden – fordi de kan.

De tre film har det tilfælles, at de støtter Monica Papazus forbeholdne forsvar for vreden som følelse. Uden vrede, intet oprør. Uden vrede, ingen retfærdighed. Uden vrede – ingen spontanitet. 

Konklusion

Vreden som følelse betragtet er ikke hverken skidt eller god i sig selv. Det kommer fuldstændig an på, hvad man bruger den til. Bliver vreden ikke tøjlet, kan den blive en dårlig vane, som vil støde andre mennesker væk, fordi de altid vil være bange for at blive mødt med et uforudsigeligt vredesudbrud.

Men den afmålte og retfærdige vrede har vi brug for som det naturlige pushback mod overgreb og uretfærdighed, hvilket da også er beskrevet ofte nok i klassisk litteratur og på film. Man kan måske sige om vreden, som man siger om ilden: Den er en god tjener, men en streng herre. 

Jørgen Bøye Vad er gymnasieelev. Merete Bøye er sognepræst

Behold Bibel og bekendelser

af Maria Louise O. Møller

Det er ikke særegent for disse ugers diskussion om folkekirkens lutherske bekendelsesgrundlag, at teologer og andre gerne vil ændre på enten Bibel eller bekendelsesskrifter. Inden for de sidste cirka tyve år har forskellige teologer gerne villet tage afsked med bl.a. fortællingen om Isaks ofring eller blot hele det Gamle Testamente. Andre har villet afskedige Gud som almægtig, afskaffe kødets opstandelse, og nogle vil gerne slippe for at skulle prædike over domsteksterne i Matthæusevangeliet. Tanken bag er vist, at det hele (og særligt folkekirken) bliver meget bedre, hvis vi kan skære det i Bibel, bekendelser og luthersk teologi væk, der ikke stemmer helt overens med vores egen teologi og gudsbillede.

Men vi kan jo også vælge at anskue hele Bibelen og bekendelsesskrifterne som en dyrebar gave, der er blevet overleveret os af de mange tidligere generationer af kristne, og som det nu er vores opgave at tage vare på og forvalte. Ikke i betydningen ændre til ukendelighed eller pille ud og lægge til alt efter, hvad der nu passer os bedst. Men i betydningen tage imod som en overleveret gave, der i det hele bærer på forkyndelsen af Jesus Kristus som verdens frelser. Der er meget at slå sig på i Bibelens fortællinger. Der er meget at undre sig over og meget, man kan anfægtes af.

Og det er sikkert og vist, at Bibelen ville se helt anderledes ud, hvis vi hver især skulle skrive den efter vores eget gudsbillede. Men den ville helt sikkert ikke blive bedre. Den ville blive fattigere. Og det ville være tvivlsomt, om den som helligskrift ville bære på hele hemmeligheden og sandheden om Guds væsen. Sagen er jo, at selv hvis vi kogte Bibelen ned til kun at rumme det udsagn, som mange vist især holder af, nemlig ”Gud er kærlighed”, så ville vi ikke kunne slippe for at blive anfægtede eller fortvivlede, og teologien ville alligevel aldrig gå modstandsfrit op.

Enhver teodicé er i virkeligheden udtryk for blasfemi, skrev Løgstrup i sit senværk Skabelse og tilintetgørelse. For enhver teodicé er et udtryk for, at vi vil have Gud på vores betingelser. Han har bare at makke ret; han har bare at være god og nådig på vores betingelser. Men den slags blasfemi skal man holde sig fra, mente Løgstrup. Derfor kunne han ikke se nærmere, end at Gud måtte tage sig grusom ud, set fra skabelsens verden.

Og alene af den grund bør man i parentes bemærket afstå fra at opfinde nye dåbsteologier, der døber alene til den skabende Gud, og ikke til Kristus og i den treenige Guds navn. For, som Løgstrup mente, ganske i overensstemmelse med Luther, så er det først i Kristus, vi får vished for, at Gud er god, barmhjertig og nådig, og ikke grusom. Og derfor er det Kristus, vi skal holde os til.

Og det skal vi også i læsningen og udlægningen af Bibel og bekendelse. Solus Christus, som Luther gav os som princip for læsningen af Bibelen, holder stadig. Og i det hele taget er Luther stadig en af de mest fremragende læsere af Bibelen og dermed en god sjælesørger. Ligesom Grundtvig og Kierkegaard er det. Jeg kan ikke komme i tanke om nogle nulevende teologer, der når de tre til sokkeholderne, og jeg har derfor heller ikke mødt overbevisende argumenter for at Bibel, bekendelse og for den sags skyld bibelteksterne i tekstrækkerne bør laves om.

Jeg synes i stedet, vi skal dykke ned i og tage imod det hele som en overleveret gave, der i sig indeholder hele hemmeligheden og sandheden om Guds væsen og vilje: at i Kristus er der frelse for enhver, der tror.

Maria Louise Odgaard Møller er ph.d. og sognepræst i Bov. 

Biskopper bør opfordre til husmenigheder

af Peter Balslev-Clausen

Debatten og situationen omkring julegudstjenesterne 2020 har været en sand øjenåbner, hvad angår folkekirkens selvforståelse. Der er dem, der har lagt vægten på betegnelsen folke i folkekirkens savn, og der er dem. der har lagt eftertrykket på den sidste del af navnet, kirke. De første har ment, at folkekirken skulle følge regeringens henstilling til det danske folk, dvs. undgå forsamlinger på mere end 10, nu 5 deltagere og at undgå højrøstet tale og sang. De andre har ment, at folkekirken skulle træde i karakter som kirke og vise, at der er noget, der er vigtigere end at følge regeringens og sundhedsmyndighedernes råd og anvisninger i en corona-tid.

Afgørende for de aflysninger i jule- og nytårstiden, der har fundet sted, har været biskoppernes holdning til coronapandemiens udfordringer. Allerede tidligt i karantæneforløbet skulle biskopperne have husket sig selv og alle os andre på, at folkekirken ifølge Grundloven er evangelisk-luthersk. At folkekirken er evangelisk-luthersk betyder bl.a., at den ikke er gudstjenestefundamentalistisk. En evangelisk-luthersk gudstjeneste består af præstens forkyndelse og menighedens lovsang. Dertil kommer nadveren, hvor forkyndelsen og lovsangen går op i en højere enhed, ligesom gudstjenesten, når menigheden nu er kommet sammen søndag formiddag, også kan danne ramme om dåb og konfirmation, ligesom man, også af praktiske grunde, engang foretog brudevielser først i gudstjenesten og katekisation, offentligt skrifte og bodsgang i slutningen af gudstjenesten.

Søndagsgudstjenesten er for hele sognet. Den kristne grundlæggende menighed er imidlertid husstanden, til søs skibsmenigheden. Denne kristenhedens kernemenighed fungerer principielt som sognemenigheden, idet familiefaderen eller -moderen, til søs skipperen eller kaptajnen, træder i præstens sted, med en kaldelse, der var parallel med præstens i forhold til hele sognet.

Hvis biskopperne i det forløbne år havde kendt deres evangelisk-lutherske besøgelsestid, havde de forberedt de præster og menigheder, hvis tilsynsførende de er, på coronakarantænens ekstraordinære vilkår og anvist, hvordan husstandsmenighederne kunne fungere. De kunne have anvist bibeltekster, også ud over søndagsteksterne, bønner og salmer. Samtidig kunne de have sørget for, at sognene have fået professionel hjælp til de online-gudstjenester, der har været mange sognes lokale svar på gudstjenesteudfordringerne i corona-tiden. Samtidig med, at de sammen med DR kunne have fundet nogle af folkekirkens bedste prædikanter til de nationale gudstjenestetransmissioner. På denne måde kunne biskopperne have været initiativtagere til et løft for folkekirken, et løft, der havde gjort menighederne, ikke specielt menighedsrådene eller præsterne, myndige i forhold til deres kristne tro og praksis. Dette er som bekendt ikke sket, i hvert fald ikke i denne omgang.

I steder har man diskuteret, om der kan synges, eller der ikke kan synges ved coronaramte gudstjenester. Hertil er at sige, at uden menighedens lovsang er der ikke tale om en gudstjeneste i evangelisk-luthersk forstand. Da der af smittehensyn ikke bør synges ved gudstjenesterne i kirkerne, burde biskopperne have opfordret præster og menighedsråd til at etablere en lokal on-line-forkyndelse som supplement til decentrale husstandsgudstjenester. En sådan opfordring kunne ligefrem blive en ny begyndelse for folkekirken.

Peter Balslev-Clausen er provst og adj, professor emeritus

Prædiken til fastelavnssøndag

af Stine Munch

Ved dåben i Jordanfloden bliver det klart, at Jesus er Guds søn. Man kunne røre ved ham, gribe fat i ham, ligesom Jesus senere selv rørte ved de syge og helbredte dem for deres kropslige lidelser.

Det helt fysiske møde med Gud finder sted hver gang vi holder dåb og nadver. Det er kroppen, vandet hældes over, og det er kroppen, der tager imod nadverens brød og vin.

At få vand på sig, at blive badet, er noget udpræget kropsligt. Sådan var det også for Jesus, som vi hører det i dag. Men så er der også det med Guds Ånd, der dalede ned over ham som en due, og en røst fra himlen – det lyder mere mærkeligt og knap så håndgribeligt i ordets egentlige forstand: svært at holde fast i, få hånd om.

Og det er ikke så sært, for Ånden er altid i bevægelse, og dens handlen kan ikke forudsiges, den kommer når den kommer, blæser hvorhen den vil. Og det er jo meget forskelligt hvornår Ånden er over os, kan man vel sige. Det er, i hvert fald for mig, ikke sådan, at jeg én gang har følt Guds nærvær, Ånden, og så er jeg aldrig mere usikker på, om Gud nu er der og husker mig.

Helligånden blæser virkelig hvorhen den vil, og der er dage, hvor man godt kunne ønske sig lidt mere af den vind. Og så er der andre tider, hvor man føler sig favnet af Helligånden og Guds nærvær, og man bare ved, at det her, hvad det end er, det skal jeg nok klare. Gud er med mig.

Igennem livet synes jeg, jeg har erfaret, at der er meget stor forskel på, hvor kraftigt man mærker Ånden. Måske har det også noget at gøre med, hvor modtagelige vi er, og hvor åbne vi gør hos for Guds nærvær og hans Ord til os.

Og så er der også mange måder at mærke Gud på, at møde Gud. Når jeg fortæller bibelhistorier for unge mennesker for eksempel; og jeg kan se, at de lytter til historierne om Gud og når de stiller spørgsmål og giver helt fantastiske svar, sådan som kun unge mennesker kan, pludselig oplyst af en ny erkendelse, ja, så bilder jeg mig ind, at Ånden er nær.

Nogen vil jo sige, at sådan noget da ikke har noget med Gud at gøre. Det er jo bare helt almindelige ting. Ja, men er Gud ikke også helt almindelig? I betydningen: han har altid været her, han er nær hos ethvert menneske..

Selvfølgelig er det sandt, at sådan noget med Ånd og Guds nærvær, det kan man godt bortforklare med psykologi og tilfældighed. Og hvor mange gange har jeg ikke oplevet at få et tegn fra Gud. Ja, sådan har jeg tolket det, hvorefter jeg alligevel har sagt til mig selv: jaja, det er da bare tilfældigt.

Men man kunne jo også faktisk lade Gud være Gud, og tro på at han kommer til os, taler til os, igennem Ånden. For ved at satse på, at berøringen fra Gud er mere end bare en tvetydig tilfældighed, kan der vokse en mere vedvarende erfaring frem.

I takt med at man vover at tro, at Gud faktisk kommer det enkelte menneske nær, tror jeg, at man med stigende frimodighed kan tale om, at man har med Gud at gøre i stort og småt. Man begynder at få øje på Gud overalt. Og man bliver klar over, at der ikke er så skarpe skel mellem ånd og materie, som vi måske nok er vant til i et sekulært samfund som vores.

I kristendommen møder vi Gud i det jordnære; som vi hører det i dag om dåben ved Jordanfloden. Ja, sådan var det jo helt fra Jesu fødsel i en særdeles jordnær stald. Vi mærker Gud i vores liv, i materien, som den er. Går vi igennem byen kan vi lægge mærke til alle de mange forskellige mennesker og tænke: alle er vi Guds skabninger, bag hvert eneste liv er han, bag ved eneste åndedræt.

Men uden Helligånden er Gud fjern, Jesus af Nazareth blot en gådefuld skikkelse, og Bibelen en håbløs, modsigelsesfyldt tekst. Men vi taler ikke meget om Helligånden, slet ikke i Folkekirken. Al tale om Helligånden er jo på en måde alt for usikkert.. risikoen for at sige for meget eller for lidt er altid til stede; men derfor skal vi ikke lade være med at tale om Ånden – på ingen måde!

Helligånden er den del af treenigheden som kommer først til os, om man så kan sige. Den når ud til alle folk og kulturer, sætter sine aftryk i alle tider, sine tegn på ethvert sted. Vi mærker Åndens nærvær, berøres af dens kraft, inden vi overhovedet ved, hvad det drejer sig om.

Ved én og samme begivenhed i Det Nye Testamente, nemlig ved Jesu dåb i Jordanfloden, møder vi både Faderen, Sønnen og Helligånden. Faderen og Sønnen og Ånden er ikke et sekund adskilt fra hinanden, men de åbenbarer sig for hjertet på skift. Uden Ånden ser vi ikke Sønnen, uden Sønnen forbliver Faderen skjult for os. Selvom vi altså taler om Ånden som den tredje person i guddommen, er Helligånden den af de tre, vi møder først.

Helligånden er ikke afhængig af en kurér for at fremkalde længslen efter Gud, men troen kommer af det, der høres, så der skal budbringere til. Mennesker, som med liv og gerning og ord kropsliggør Kristus ved at fortælle evangeliet videre.

Hvis ikke vi får fortalt historien om Jesus fra Nazareth, så fornemmer vi nok, at der er "noget", en "kraft", en "energi" eller "livskilde". Men hvis ikke Kristus gøres levende for os gennem evangeliet, får vi ikke noget ansigt at rette vores tro imod og troen bliver svævende og ukonkret og flygtig.

Det er derfor vi må gå ud i alverden og give evangeliet kød og blod. Kirken er Kristi krop på jorden; den må holdes levende og varm – og derfor må vi lade Ånden gå os i kødet – for den er her, også længe inden vi selv er klar over det- og den bevæger os og former os.

Som skabt i Guds billede er det menneskets dybeste natur at elske. Gennem kærligheden bliver vi til mere, end vi er. Vi er stadig i bevægelse. Jeg er ikke den samme i dag som i går. Vi lever i en bliven til, som er uden ende. Al statisk tro bliver derfor en selvmodsigelse. Den spærrer af for Ånden og får os til at stivne og forstene i en nervøs og vagtsom holdning. Troen reduceres til læresætninger, som skal udlægges og vogtes, og ophører med at være det livfulde, uforudsigelige, overvældende, hvor fascinationen over den treenige dag for dag fornyer vort liv. Vi bliver hele tiden noget mere.

Forvandling er et af de mest centrale ord i den kristne tro: Lad jer forvandle, formes, fornyes, gentager Paulus gang på gang. Denne stadige fornyelse er ikke et mål i sig selv, men sigter mod, at vi skal "blive os selv", det vi er skabt til at være. Forvandlingen handler aldrig om at løfte sig selv op ved håret og gøre yderligere anstrengelser for at blive "et bedre menneske". Den handler om at vove springet; at lade sig forvandle.

Livet formes og forædles ikke af regler. De er nødvendige som støtte, men kun kærligheden kan gøre, at der sker en virkelig forvandling. Og dåben er den største kærlighedserklæring. Her får den døbte at vide, endda, som det oftest er, når livet lige er begyndt, at uanset hvordan det går, så står Guds kærlighed til dig fast, i livet OG i døden.

Dåben indebærer en forening med Jesus. Der sker noget med den, der døbes. Dåbens virkning ligger ikke i vandet eller i en eller anden form for magi i ritualet; noget sådant er fremmed for den kristne tro. Nej, det afgørende er Åndens kraft. Og urbilledet er netop at finde i Jesu dåb.

Ånden sænker sig over ham i en dues skikkelse. Jesu dåb viser, at vand og Ånd forudsætter hinanden. Vandet og Ånden kan aldrig skilles ad, når vi netop taler om den forvandling, som gør mennesket nyt: den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige, som evangelisten Johannes formulerer det. Vandet er livgivende, rensende. Som barnet bliver til i livmoderens fostervand, bliver det kristne menneske født gennem vand og Ånd.

Når jeg i dag pointerer det kropslige, så er det for at sige, at kristendommen for det første drejer sig om hele mennesket, både sjæl og krop. Og for det andet for at sige, at Gud også er konkret og almindelig. Derfor er det godt at høre det konkrete Guds ord, evangeliet, og møde Gud i sakramenterne dåb og nadver.

Gud er over alle og uden for alle skabninger. Ja. Men tanken om, at Gud er tilstede overalt, er ikke i sig selv forløsende. Gud må give sig til kende for os. Og det har han gjort i Kristus og siger i evangeliet i dag: Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Stol på det.