Forsvar for den retfærdige vrede
af Jørgen Vad og Merete Bøye
"Frygt fører til vrede, vrede fører til had, had fører til den mørke side." Sådan siger Master Yoda i StarWars-filmen The Phantom Menace. I StarWars-universets jedi-religion anses vrede med andre ord for at være en udelukkende negativ følelse, som opstår ud af frygt. Når man er bange, bliver man vred, og når man er vred, begynder man at hade, og had fører til "den mørke side af Kraften", dvs til alt hvad der er ondt.
Yoda er selvfølgelig en fiktiv figur, men han udtrykker en holdning til vrede som begreb, som ligger i tiden i den vestlige verden i dag. Den lille grønne jedi-mester minder i sin tøjstil og måde at være på om en buddhistisk munk, og synet på vreden som en negativ følelse, der bør bekæmpes, er nok også hentet fra den buddhistiske religion.
Inden for buddhisme tackler man lidelse ved at distancere sig fra den og hæve sig op over den. Lidelse er en del af tilværelsen, som man er nødt til at forsone sig med, og det gør man ved at undgå at knytte sig til andre mennesker, dyr eller ting. Buddhisme går ud på, at man skal tæmme sit sind, sådan så negative følelser ikke opstår. Man forsøger som buddhist at undgå at handle på sine følelser, og det gælder især vrede, had og hævngerrighed.
Det buddhistiske syn på vrede har sneget sig ind i vores vestlige tankegang sammen med den bølge af østligt inspireret New Age-religiøsitet, der er skyllet ind over Europa siden 70'erne. I dag kan man komme på anger management-kurser, hvis man har svært ved at styre sin vrede, og politikere må helst ikke vise, hvis de er vrede på hinanden. Det er også næsten et dogme i enhver børnehave og skole, at de små drenge ikke må blive vrede på hinanden, men i stedet skal snakke om tingene og komme overens. Det kan der være mange fordele ved, og det er godt at lære børn, at i et samfund er man grundlæggende nødt til at kunne enes med de andre.
Besyngelsen af vreden
Men spørgsmålet er, om vrede altid kun er dårlig, eller om der kan findes tilfælde, hvor det er den naturlige – og gode – reaktion at blive vred. Sådan har man i hvert fald ment engang i vores del af verden: "Vreden, gudinde, besyng, som greb peleiden Achilleus". Sådan begynder Homers berømte epos, Iliaden, hvor helten Achilleus bliver hyldet, fordi han blev retfærdigt vred over, at Kong Agamemnon havde stjålet den smukke Briseis fra ham. Det vil sige, at vrede også kan være en god følelse, fordi når man oplever uretfærdighed, så er den rigtige reaktion at blive vred.
Vreden, Gudinde, besyng er også titlen på et essay af Monica Papazu. Den rumænskfødte forfatter leverer her et forbeholdent forsvar for vreden, idet hun mener, at følelsen vrede ikke i sig selv er god eller dårlig, det kommer an på, hvad man bliver vred over. Hun tager afstand fra "vreden som permanent tilstand" (den form for vrede, som udtrykkes i "arrighed" og "hidsighed", og som "træder i kraft ved den mindste anledning".
Den form for vrede er, siger Papazu, "ikke en reaktion, men en dårlig vane", som udspringer af egoisme. Men der findes også en nødvendig vrede. Hun henviser til de år, da hun levede i det kommunistiske Rumænien, hvor det, der "kendetegnede de undertrykkelsens og nedværdigelsens år under kommunismen", netop var "vredens fravær, manglen på oprør". "Oprør er utænkeligt uden vrede", skriver hun, og oprør imod kommunismen var netop, hvad der var brug for.
Vrede i Bibelen
Vreden som god følelse kender vi også fra Bibelen, hvor både Johannes Døber og Jesus kan blive vrede, hvor de ser synd og uretfærdighed drive deres spil. Johannes Døber fortæller os, at Gud godt kan blive vred på folk, hvis de handler ondt: "Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede?", siger han til de skarer, der er stimlet sammen omkring ham i ørkenen. Og Jesus bliver vred på kræmmerne i templet og driver dem ud, fordi han siger, de har gjort Guds hus til en røverkule.
Vreden er selvfølgelig ikke altid en god følelse i Bibelen. Kong Saul begår nogle frygtelige gerninger i sin uretfærdige vrede, fordi han ikke kan styre sig. Og Gud irettesætter profeten Jonas, da han bliver vred over, at Gud frelste folkene i Nineve i stedet for at destruere deres by.
Det handler igen om, at der er forskel på retfærdig vrede og uretfærdig vrede. Nogle gange er vrede den rigtige måde at reagere på (Jesus og Johannes), og nogle gange er det forkert (Saul og Jonas). Det er særligt den egoistiske vrede, som Bibelen er kritisk over for. Vreden over, at der er noget, der ikke går, som jeg vil have det. Derimod er det godt at blive vred, når man ser andre blive dårligt behandlet. Her kan man også nævne Moses, der bliver vred og slår en egyptisk slavepisker ihjel, fordi han mishandler hebræerne.
Undertrykkelsen af vreden
Mens Bibelen altså har et nuanceret syn på vreden i stil med Monica Papazus, så har vi i dag i stor udstrækning glemt, at vrede også kan være en god følelse. Vrede er bannet fra den offentlige debat, og det skabte skandale, da Bertel Haarder lod sin vrede løbe af med sig over for en journalist, der forstyrrede ham mens han var ved at spise risengrød. Der bliver gået ud fra, at man udviser modenhed ved at man kan distancere sig fra sit emne og betragte det nøgternt.
Det er til en vis grad rigtigt, for man kommer let til at virke som et forkælet barn, hvis man ofte begynder at råbe og skrige af sine modstandere i en diskussion, eller hvis man skælder og smælder efter kasseassistenten i Brugsen, fordi hun ikke har slået ind, at der var tilbud på leverpostejen. Men kan man ikke også blive for flegmatisk? En debat om sindsoprivende emner, hvor ingen må udvise mindste tegn på lidenskab, er unaturlig for de fleste. Det er kun sociopater, der er uden lidenskab. Er vi interesseret i, at vi får en kultur, hvor man synes, det er en kvalitet i sig selv at være en kold fisk?
rehabilitering af vreden?
I de senere år er der kommet nogle interessante film, der som vi ser det, prøver at rehabilitere den retfærdige vrede som en naturlig reaktion. Den første er filmen Angry Birds, som handler om et samfund af fugle, der aldrig bliver vrede. Hvis der er nogen, der bliver vred, så bliver han idømt "lovens strengeste straf: Anger Management".
Den lille fugl Red er blevet uretfærdigt behandlet siden han var barn, og det er han selvfølgelig vred over. Men hver gang han giver udtryk for sin vrede, får han at vide, at det er forkert. Selv ikke da hans hus bliver smadret af en flok grønne grise, får han lov til at blive vred. Først da det viser sig, at grisene er onde og har stjålet alle fuglenes æg, forstår de andre fugle, at nu er det på sin plads at blive vrede, og så kommer de til Red for at lære at udnytte deres vrede i kamp.
Angry Birds er først og fremmest familieunderholdning, men den rummer også en spændende kritik af de vestlige landes undertrykkelse af vreden – og dermed også indimellem af retfærdigheden. Det er meget lig det, Monica Papazu beskriver, når hun siger, at der var brug for at blive vrede på det kommunistiske styre i Rumænien, for uden vrede, intet oprør.
I Disney/Pixar-filmen Inside Out er konceptet, at alle mennesker bliver styret af nogle (menneskeliggjorte) følelser, der sidder ved en kontrolpult inde i deres hjerner. Disse følelser / karakterer er Glæde, Tristhed, Frygt, Afsky og Vrede. Alle sætter mest pris på Glæde, og som udgangspunkt tænker man bare, at det vil være fint, hvis Glæde hele tiden er ved roret. Men det viser sig, at de andre følelser også er nødvendige, fordi det ikke er alting, man skal reagere på med glæde.
Filmen fokuserer mest på at rehabilitere følelsen Tristhed, men også Vrede har nogle gode momenter, selvom han generelt skal holdes i stram snor, for det er ikke så godt, hvis det er ham, der kommer til at have den dominerende hånd over personligheden. Det skal helst være Glæde, men når man spiller ishockey eller er nødt til at gøre oprør, så er følelsen Vrede nu alligevel god at kunne mobilisere.
Til sidst skal nævnes det afsnit af Netflix-serien Black Mirror, som hedder Nosedive. Filmen foregår i en nær fremtid, hvor man er fuldstændig afhængig af en social credit score, der minder lidt om det system, som de har indført i Kina. Folk bedømmer hele tiden hinanden via deres smartphones, hvor de giver hinanden ratings. De, der har en høj rating, kan få fine jobs, fine biler, fine flybilletter, fine lejligheder – og fine venner. Alt det vil hovedpersonen Lacie gerne have, så hun gør sig umage for altid at være sød og smilende.
Alligevel går det galt for hende i lufthavnen, hvor hun bliver berettiget vred på en ekspedient, der behandler hende dårligt. Hun får en dårlig rating af ekspedienten, og sådan begynder hendes deroute, der ender med, at hun bliver voldsomt – igen helt berettiget – vred på sin veninde ved hendes bryllup. Lacie ender i fængsel, hvor hun endelig har lov til at reagere naturligt på sin omverden uden at skulle tænke på, om hun får en god eller dårlig rating. Filmen slutter med, at hun og manden i nabocellen med stor glæde slynger fornærmelser efter hinanden – fordi de kan.
De tre film har det tilfælles, at de støtter Monica Papazus forbeholdne forsvar for vreden som følelse. Uden vrede, intet oprør. Uden vrede, ingen retfærdighed. Uden vrede – ingen spontanitet.
Konklusion
Vreden som følelse betragtet er ikke hverken skidt eller god i sig selv. Det kommer fuldstændig an på, hvad man bruger den til. Bliver vreden ikke tøjlet, kan den blive en dårlig vane, som vil støde andre mennesker væk, fordi de altid vil være bange for at blive mødt med et uforudsigeligt vredesudbrud.
Men den afmålte og retfærdige vrede har vi brug for som det naturlige pushback mod overgreb og uretfærdighed, hvilket da også er beskrevet ofte nok i klassisk litteratur og på film. Man kan måske sige om vreden, som man siger om ilden: Den er en god tjener, men en streng herre.
Jørgen Bøye Vad er gymnasieelev. Merete Bøye er sognepræst