Leder

Kirkeårets tekster har det med på en forunderlig stærk måde at sætte de til enhver tid herskende bekymringer og tidstypiske problemstillinger til vægs. I denne tid er aviserne fulde af corona-angst, og mange er bange for at gå ud og være sammen med andre mennesker.

Selvom sundhedsmyndighederne og regeringen har givet grønt lys for, at der kan holdes gudstjenester (under hensyntagen til visse retningslinjer selvfølgelig), taler flere præster og kirkefunktionærer alligevel for, at juleaftens gudstjeneste bør aflyses af hensyn til folkesundheden. Hvorfor de mener, det er farligere at samles i kirken juleaften end alle andre dage i året, står vist hen i det uvisse, men frygten er til at tage og føle på, og det skal man selvfølgelig tage alvorligt.

Som sognepræster taler vi for tiden med mange mennesker, der er trykket ned enten af frygten for at for at få coronavirus eller af bitterhed over alle de restriktioner, som regeringen pålægger os. Jeg forstår dem godt, for det er virkelig en trist tid, vi lever i. Det er pludselig forbudt at gøre mange af de ting, der gør os glade. Skolebørn isoleres i hjemmene til ”fjernundervisning” foran en computerskærm i stedet for at være sammen med kammerater. At holde børnefødselsdag er strengt forbudt. Gymnasieelever kan ikke have et normalt ungdomsliv. Brudepar skal lukke festen kl. 22. Familier kan ikke samles til mindesammenkomst efter en begravelse af et elsket menneske. Kirkegængere bliver afvist i døren. Sangen er forstummet alle steder. Tænk, at vi skal gå og have dårlig samvittighed over at synge. Det er vist aldrig sket før i Danmarkshistorien.

Midt i denne mismodets tid hører vi 4. søndag i advent Paulus forkynde for os: ”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”

”Glæd jer altid i Herren!” Det er et imperativ, en befaling: I skal glæde jer – i Herren – altid. ”I alle forhold” skal vi bede og takke, og vi skal ikke være bekymrede for noget. Det kan høres som en provokation. For hvad bilder apostlen sig ind at sige, vi skal være glade, når medierne er fulde af forhøjede smittetal, og alle går omkring med mundbind og tungsind? Men vi skal, nu som til enhver tid, glæde os i Herren. Vi skal glæde os ved den trøst og fred, som Han bringer os.

Og i julen skal vi glæde os med englen, som forkyndte den store glæde, at ”i dag er der født jer en frelser i Davids by. Han er Kristus, Herren.” Hvis vi tror på Ham, så er der ikke noget at være bange eller bekymret for, for alting er i Hans hånd. Det betyder ikke, at ingen sygdom eller ulykke kan ramme os, men det betyder med Grundtvigs ord fra salme 655, at ”Guds ærinde går hver en storm”. Hvad der end sker, så er det Gud, der regerer, og derfor ved vi, at det hele ender godt. Fordi Han er god. Dén forkyndelse har vi brug for at høre såvel i mørke som i lyse tider.

Regeringens coronarestriktioner er sikkert indført for at vise omsorg for borgerne. Og der er i høj grad brug for, at vi viser omsorg nu – ikke bare for vores fysiske helbred, men så sandelig også for sjælene. Man glemmer let, at folkesundhed ikke kun handler om at være ren og afsprittet og stå med to meters mellemrum. Også sjælen har brug for at være sund, og den bliver ikke raskere af at være steril og tavs og stængt inde bag mundbind som en formummet skælm. Sjælen har brug for næring i form af samtale og berøringer fra andre mennesker, i form af sang og glæde, og ikke mindst i form af Guds Ords frimodige forkyndelse til de bekymrede og bange.

Og derfor er det godt, at regeringen, bisperne, provsteforeningen, præsteforeningen og menighedsrådsforeningen alle er enige om, at der skal holdes gudstjeneste alle søn- og helligdage.

Og tror du på den kærlighed,
han elsker støvet med,
da læg og rejs dig i hans Ånd,
vær ej for trussel ræd.

Om Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel er et nettidsskrift, som drives på frivillig basis. Det redigeres af Stine Munch, Merete Bøye og Nana Hauge. Læs det på nytbabel.dk.

Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412
Konto: 3412 312 082

Du kan også støtte ved at dele Nyt Babels artikler på sociale medier, eller ved at trykke et par ekstra udgaver af pdf-filen og give dem til dine venner eller lægge dem rundt omkring, hvor der kunne tænkes at findes læsere.

Vi takker for enhver støtte. Tak til alle, der har støttet hidtil med små og store beløb. 

Nyt Babel som pdf

af Nyt Babel

Her kan du hente hele Nyt Babel i pdf-format, lige til at printe ud.

Distribuér gerne Nyt Babel til venner og bekendte, enten ved at linke til nytbabel.dk, eller ved at tage et udprint og give videre.

Bibelen 2020 i gudstjenesten

af Nana Hauge og Merete Bøye

2020 blev ikke bare et år, vi vil huske for Covid19. 2020 blev også året, hvor vi fik Bibelen 2020. Der har været en del kritik af oversættelsen, en kritik som bibelselskabet har affejet med, at der jo ikke er tale om en autoriseret udgave. Ræsonnementet er, at en uautoriseret oversættelse ikke behøver leve op til de samme strenge kriterier, som en autoriseret udgave skal.

”At oversætte Bibelen har langt fra været ukontroversielt i tidens løb”, skriver Birgitte Stoklund Larsen i den lille bog At oversætte Bibelen, som handler om arbejdet med Bibelen 2020. Derefter sammenligner hun friskt de nye oversættere med William Tyndale, som satte livet til for sin sprængfarlige bibeloversættelses skyld. Tyndales bibel og Bibelen 2020 er to alen af ét stykke, må man forstå. Vi får også at vide, at bibeloversættelse for Martin Luther var ”en reformatorisk kampplads”. For oversætterne bag Bibelen 2020 lader det til, at kampen er flyttet fra det teologiske felt til det politiske. De har fx ønsket ”en mindre kønnet bibel”. Man har ønsket ”en bibeloversættelse med et bevidst og konsekvent inkluderende sprog”, og det har man så lavet.

Det er sandt, at en oversættelse nødvendigvis altid rummer en tolkning; men det er ikke det samme som bevidst at undlade at tage forlægget for pålydende, fordi man har en forudfattet idé om, at teksten skal virke ”inkluderende” eller ukønnet.

Naturligvis har Bibelselskabet al mulig ret til at udgive bevidst politiserende oversættelse af Bibelen, hvis de ønsker at behage det krænkelsesparate identitetspolitiske jetset. Men det er problematisk, når den bliver indført ved gudstjenesterne i folkekirken, som om den var en autoriseret oversættelse. Og det er allerede sket. Der er fra flere biskoppers side givet stående tilladelse til at bruge Bibelen 2020 (generelt eller lejlighedsvist). Den benyttes sågar i morgenandagten, som ellers burde være et sted, hvor man kan møde en nogenlunde klassisk liturgi.

Kernelæserne for Bibelen 2020 beskrives som ”den 14-årige Patrick fra Herlev og en 48-årig sygeplejerske fra Odense, der normalt kun kommer i kirke til jul”. Dem er der åbenbart mange af i Hellerup, hvor man også har taget den nye oversættelse til sig.

Som en ”håndsrækning til de kirker, der inviterer den nudanske bibeloversættelse ind på besøg er netop første tekstrække med tekst fra Bibelen 2020 udkommet. Den er nemlig efterspurgt af mange præster, hedder det sig. Vejen er nu virkelig banet for at tage Bibelen 2020 ind i gudstjenesten, velsagtens sammen med også Kirkesangbogen og andre progressive liturgiske eksperimenter. Hvem forventede egentlig også, at den i længden ville forblive som en slags skånekost-bibel for de uhelbredeligt woke?

Biskopperne havde ellers sat et udredningsarbejde af gudstjenestens faste form, liturgien, i gang. Tre fagudvalg har undersøgt gudstjenestelivet, som det ser ud i dag, og baggrunden for det. Der var lagt op til ”en bred folkelig og kirkelig debat om, hvordan gudstjenesten i fremtiden skal forme sig.” Der var arrangeret konferencer og møder. Det der bl.a. skulle diskuteres var, om gudstjenesten skulle frisættes noget mere. Udredningsarbejdet er ikke slut, og ”høringsfristen” er af indlysende grunde forlænget.

Men hvorfor skal vi overhovedet have den diskussion? Hvorfor skulle der bruges millioner på rapporter og konferencer, når faste liturgiske former allerede er fortid? Det er fair at mene, at folkekirken ikke skal have nogen ensartet liturgi, autoriseret salmebog eller fælles bekendelsesgrundlag andet end den moderne bekendelse, som er kendetegnet ved at der ikke er noget, hverken tradition, teologi eller historisk kristendom, der forpligter. Det er en ærlig sag at mene at friheden til at vælge skal være det eneste, der forpligter. Men så bør man bare sige det lige ud.

Martin A. Hansen og Landsforeningens arbejde

af Ida Gammelmark Bøgh

Den ikoniske roman ”Løgneren” fra 1950 var oprindeligt skrevet som radioroman, men blev sidenhen én af Gyldendals mest solgte bøger og den roman, mange kender Martin A. Hansen for. Selvom romanen har klassikerstatus, er A. Hansen, sammen med andre vigtige forfattere med et kristent livssyn, i mange offentlige sammenhænge skubbet i baggrunden, fordi han ikke bekræfter det kulturradikale kunstbegreb. Det er en skam, for han er en litterær stemme, der har endeløst meget at bidrage med.

Egentlig taler Martin A. Hansen ikke specifikt til det moderne menneske, thi det begreb er og bliver sløret. Han taler til mennesket, kalder på både alvor og stillingtagen, forundring og åbenhed. Han kan, som den kunstner han er, transcendere det partikulære og gøre det universelt, og det er det, der gør ham så stor. Således kan man genkende sin egen forstokkede ondskab og kølighed i degnen fra Sandø, lide med faderen til en dreng der er blevet drukket ihjel, og lade sig rive med af fortællerens fortælling om fædrelandets historie. "Vi læser for at få at vide, at vi ikke er alene", som C.S. Lewis’ karakter siger det i filmen Shadowlands fra 1993. Martin A. Hansen er et værn mod eksistentiel ensomhed.

De litterære selskaber står i disse år overfor en vigtig opgave, der indeholder to aspekter. Det ene handler om at øge kendskabet til den danske litteratur. Det skal styrkes, for alt for mange unge læser ikke, og læser ikke nok danske forfattere. Den danske kulturarv skal, også på dette punkt, gøres levende for dem, så den kan bæres videre og slå rod i næste generation. Martin A. Hansen interesserede sig selv for historieformidling og kritiserede den distancerede, videnskabelige tilgang til Danmarkshistorien i skolens mindste klasser (jf. Folkets Danmarkshistorie i Martin A. Hansen og Skolen, Hans Røpke og Ole Wivel, Gyldendal 1968).

Historien har, mente A. Hansen, når den fortælles med indlevelse, evnen til at vække fædrelandskærligheden. Det samme kan måske siges om litteraturen, hvis formidling aldrig kun må være informationer og kundskabsmeddelelser, men ledsages af lidenskab og glæde for at gøre en forskel. Der er den store historie, der skal fortælles. 

Hernæst er der en specifik opgave for hvert selskab, hvis indhold er at aktualisere den pågældende forfatter i en tid, hvor konkurrencen om opmærksomheden er benhård. Opgaven består i ikke at forfalde til platte tiltag, der udvander indholdet og meningen i forfatterskabet, og afrunder kanter og anstødssten. Det handler om at udfolde alle de perspektiver, de enkelte forfattere kan tilgås fra, fremme forskningen og bruge dem i den offentlige debat. Det er en klar nationalt orienteret opgave, fordi det er i en globaliseret, internationaliseret og angliseret virkelighed, at kendskabet til det danske litterære landskab skal bestyrkes og bæres frem.

 

Ida Gammelmark Bøgh er stud.theol. og næstformand i Landsforeningen Martin A. Hansen 

 

 

Alle gjorde det

af Nana Hauge

Dér står kirken. Ved siden af ligger præstegården. Overfor ligger den gamle skole, som nu bebos af den tidligere overlærers enke. Hun købte nemlig sammen med sin mand skolen, da den lukkede, fordi der kom centralskole og sognets fem landsbyskoler på den måde blev slået sammen. 

Men i mange år boede lærerparret i den ene ende af bygningen, mens der var skolestue i den anden ende. I sådan en skole voksede min farmor også op, og i mit tidligere embede, hvor der i forsamlingshuset ved siden af valgmenighedskirken havde været friskole, kunne de ældste i menigheden fortælle, hvordan de, når det blev middagstid, kunne dufte, hvad lærerinden skulle have til middag. For hun boede i en lille lejlighed bag ved skolen. De kunne også fortælle, hvordan de om efteråret hjalp lærerinden med at samle æbler ude i den lille have bagved. Sammen med det, at der ikke var klasseværelser, men skolestue, gav det skolen karakter af et hjem, hvad det jo også var for læreren og hans eller hendes familie.

Skolelæreren arbejdede altså ”hjemme” som det hedder nu om dage. Det gjorde faktisk alle. Kroen som ligger på hjørnet over for kirken, husede sikkert også krofatter og familie. Og huset ved siden af, som var gartneri: her boede gartneren med sin familie. I sognets købmandsgård boede købmanden. Det er ikke længere tid siden, end at den gamle købmands sønner, der voksede op der, er på min alder i dag.

Brugsuddeleren boede tilsvarende oven på Brugsen, og graveren boede selvfølgelig i graverboligen bag ved kirken. Blikkenslager, elektriker, mekaniker, læge, stationsforstander. De havde alle deres forretning ”hjemme”. Min bedstefar havde sit værksted nede bagest i haven såmænd. Og før det havde min oldefar tømrerforretning der.

Nu er det kun mig og landmændene og så lige dagplejemødrene, der ”arbejder hjemme”. Men for bare en generation siden gjorde alle det. Har vi virkelig helt glemt det i sådan en grad, at fremtidsforskere kalder det en revolution, at arbejdspladsen i disse tider er flyttet hjem? Og skal vi virkelig til at ”finde ud af hvad vi så gør”, når det ikke er længere tid siden, at alle gjorde det? Arbejdede hjemme. Mon ikke det er opdelingen af arbejde og hjem, der har været den virkelige revolution? Eller afvikling af noget vigtigt måske? Nemlig den naturlighed, der er i at arbejde og bo det samme sted.

Tænk, at det er fremtidsforskning at rådgive om, hvordan man indretter sig med at arbejde hjemme, når vi mennesker har gjort netop det det meste af den tid, vi har været på denne jord. Jeg ryster på hovedet fra mit studerekammer i præstegården. Og arbejder videre. Hjemme.

Tanketyranni i rättvisans namn

af Johan Sundeen

I en av de akademiska miljöer som jag är verksam i utgick nyligen, i det förtäckta påbudets form, en kollegial rekommendation om att använda ett mera ”rättvist” utbud av kurslitteratur. Cirkuläret var inte enbart ett uttryck för att meritokratiska värden har ersatts av jämlikhetsanda inom universitetsvärlden, utan också för att den s.k. Social Justice-rörelsen alltmer har flyttat fram sina positioner.

Erik Ringmar har i Befria universiteten (Timbro) ingående skildrat det alltmera absurda ideologiska spel som utspelades om en kurs om kritiker av det moderna samhället. Vid den statsvetenskapliga institutionen i Lund tillämpades som tumregel att fyrtio procent av kurslitteraturen skulle vara skriven av kvinnor. Kvinnliga författare skulle till varje pris pressas in på Ringmars kurslista, även om det inte förelåg några för kursens syfte lämpliga böcker med nämnda avsändare.

Kraven från studentaktivister och universitetsledningar stannar emellertid inte vid kvotering av litteratur. Psykologen Johan Grant avskedades av Lunds universitet sedan enstaka studenter funnit hans undervisning ”kränkande”. Och vid Uppsala Universitet drabbades en lektor av reprimander efter att hon, som svar på en studentfråga, refererat till bruket av N-ordet i ett äldre uppslagsverk.

Det finns således goda skäl att notera rubriken på en artikel av professor John McWhoter i det ansedda liberala magasinet The Atlantic: ”Universitetslärare är riktigt, riktigt oroade för sin akademiska frihet”. McWhoter hänvisar till en undersökning enligt vilken mer än hälften av de svarande av karriärskäl i dag drar sig för att uttrycka en kontroversiell uppfattning i högskolemiljö.

McWhoter menar att ”en fanatisk världsbild” ligger bakom det alltmera repressiva klimatet i den akademiska världen. Denna världsbild och dess teoretiska grundvalar skildras i en nyligen utkommen, alldeles för litet uppmärksammad, bok: Cynical Theories. Författarna, Helen Pluckrose och James Lindsay, går i närkamp med den postmodernistiska strömningen och dess – alltmera förödande – politiska konsekvenser.

Rötterna till den ovan skisserade utvecklingen står att finna i en allt annat än lättillgänglig fransk filosofisk kontext. Under sent 1960-tal ifrågasatte en krets av intellektuella de så kallade stora berättelserna – religionens, vetenskapens men också marxismens. Sanningar med stora S förklarades äga mytologisk status. En subjektivistisk och relativistisk idékrets inledde ett segertåg som förde dess bärande tankegångar ut från seminariesalarna i Paris till varje skrymsle av den västerländska offentligheten. Nästa gång du hör en svensk journalist klandra ordningsmakten för bruket av begreppet ”klan”, en idrottsförening be om ursäkt för bruket av en etniskt laddad symbol eller företrädare för Sveriges Kristna råd ifrågasätta yttrandefriheten med hänvisning till att muslimer inte får kränkas är det denna tankevärld, omsatt i politisk aktivism, som du precis har konfronteras med.

Pluckrose’s och Lindsay’s bok tillhandahåller en katalog över hur den akademiska aktivismen har satt den västerländska vetenskapliga kulturens bärande principer ur spel. Till exempel har begreppet ”rättvisa inom forskning” omsatts i att delar av den akademiska gemenskapen undviker att citera texter skrivna av vita, manliga och heterosexuella vetenskapsmän. Forskning som söker åberopa objektiva kriterier som evidens och koherent argumentation sägs stundom ge uttryck för en förtryckande kulturell konstruktion.

Kännetecknande för postmodernismen är att verkligheten – alltifrån vetenskapliga artiklar till varumärken – hela tiden förstås som ett maktspel mellan priviligierade och förtryckta. Den huvudsakliga kanal med vilken de överordnade utövar makt över de underordnade är enligt den postmoderna världsbilden språket. Därför har vår offentlighet med förkärlek hellre diskuterat uttrycket No-go zoner än gängkriminaliteten som grasserar i dessa geografiska enheter (eufemistiskt omtalade som ”särskilt utsatta områden”).

Cynical Theories framstår som obligatorisk läsning för var och en som vill förstå vår samtids offentliga kultur; en kultur som utan kunskaper om dess teoretiska bakgrund, och från ett så kallat sunt förnuft perspektiv, annars riskerar att framstå som ren gallimatias. 

----

Helen Pluckrose och James Lindsay

Cynical Theories: How Activist Scholarship Made Everything about Race, Gender, and Identity―and Why This Harms Everybody
Swift Press

Johan Sundeen er idéhistoriker og docent ved Borås Universitet

Husker De stiftsårbøgerne?

af Margrethe Horstmann

Husker De stiftsårbøgerne? Den årlige tryksag, stort set altid med samme redaktør, der udkom ved juletid med en af stiftets kirker afbildet på forsiden, indholdet en eller et par artikler af teologisk karakter, en opremsning af årets gang i provstierne samt en præsentation af og afsked med årets til- og afgående præster?

Reformatoriske i udformning og indhold var de næppe, men hverdagen skal også have sit, og hverdage er der nu engang flest af. Ligesom nogle udforskede ”I julelampens Skær”, læste vi i min (og det meste af mine børns) barndom Stiftsårbogen. Den var yderst beroligende. Et synligt tegn på at folkekirken ikke er Gud.

Nye tider, nye skikke. I mit stift, Lolland-Falsters stift, er der barslet med et nyt koncept til årbogen. Vel mødt under sky på kirkesti er den inciterende titel på hvidbogen, som biskop Marianne Gaarden kalder den. Hermed tager hun tråden op fra forgængeren, der afskaffede årbogen, men ikke rigtig fik erstattet den med andet end et motto: Fra fordybelse kommer fornyelse. Den siddende biskop forstår det som ”at fordybe os for at blive klogere på, hvor vi står lige nu” hvorefter det ”forhåbentlig vil blive tydeligere, hvilken retning, vi skal bevæge os i”, og at ”tiden er blevet en anden”.

I en tid, hvor sognesammenlægninger og frasalg af præstegårde foregår med lynets hast, kunne man måske forvente, om ikke et krav om tilbagevenden til de gode gamle dage, så måske en begrundelse for og en besindelse på, hvorfor det må være som det er. Men sådan spiller orglet ikke. Der skrives, mest af biskoppen, men også af hendes nærmeste medarbejdere, den teologiske konsulent, presserådgiveren og stiftskontorchefen, om indsatser, pejlemærker, udvikling, udfordringer, strategier, engagement, fremtidsmuligheder, demografi, nytænkning, menneskelige ressourcer kultur, medinddragelse, fællesskabsstiftelse, samskabelse og perspektiver. Jo, provsterne får stadig ordet, men efter en skabelon af på forhånd (af biskoppen) stillede spørgsmål, som de svarer mere eller mindre beredvilligt på, og som alle handler om fremtiden, som, må vi forstå, er uhyggelig.

Folkekirken er bygget af levende stene. Det synger Grundtvig, og det citeres hyppigt i hvidbogen. Men det klinger underlig halvdødt, når der f.eks. henvises til såvel folkekirkens betænkning 1544 om dens styrelse og til kirkens aktive og engagerede medlemmer som grundlag for den eksistens. Det hører til gammeldaws kirkelig børnelærdom at engagementet består i at vi går i kirke, gerne om søndagen, for at høre evangeliet om Kristus til syndernes forladelse. I årbogen tales der diffust om ildsjæle, der driver samskabelse og sørger for at der opstår events på tværs af sognegrænser i samarbejde med skoler, daginstitutioner, kulturelle og sportslige foreninger m.m. I modsat fald bliver fremtiden vanskelig for kirkerne i udkantsområderne. Der nævnes meget om ”differentieret vedligeholdelse” af dem, og det lyder grangivelig som om udligningsordningen snart synger på sit sidste gravvers.

Fra formanden for stiftsrådet, et af disse mellemlag, der med variabel hyppighed etableres for at ”demokratisere” folkekirken, der som bekendt har et demokratisk underskud – hvordan skulle det være anderledes med Gud som Herre – kommer et indlæg, der også har været trykt som kronik. Skal vi være kustoder, eller skal vi lave kirke? Det skal nok forstås som et forsvar for sognekirken og gudstjenesten, men kommer alligevel til at spille med på New Management Policy-orglet.

Demografi, storsogne, hvor der kun er gudstjeneste i kirken hver fjerde søndag, og kritik af manglende engagement fra de ”passive folkekirkemedlemmer” italesætter hun. Ja, hvis der skal være en sognekirke, så må man gå hen i den. Evangeliet er som bekendt som en drivende plaskregn, bort er borte, og nu har vi mandarinsproget. Men har man – bevidst eller ubevidst – den gode lutherske opfattelse, at det er præstens opgave at forkynde evangeliet, fordi vi ikke alle kan stå på gadehjørner og udråbe det, så har de ”passive”, der ikke ”laver kirke” altså også betalt kirkeskat og har dermed en begrundet formodning om at kunne få barnet døbt, når de ønsker det.

Og er vi ikke i grunden alle kustoder når det gælder evangeliet? Vi kan kun give noget videre, som er givet os og vore forfædre udefra, og som alt i alt er uforandret siden dåbsbefalingen lød. Jeg synes, kustode er et agtværdigt erhverv, der skal holdes i ære. Hvidbogens bidragydere ser overordnet på folkekirken som en virksomhed, der skal give en eller anden form for afkast, også i ringe dage, dem, vi ellers synger om at vi ikke må foragte, og dens sprog afviger ikke fra, skal vi sige en hvilken som helst plankommissions, også når den siger ”fællesskab” på hver anden linje.

Det skulle være så godt, men er mestendels halvkvædede viser. Et spørgsmål fra biskoppen til en medvirkende præst ved en ordinationsgudstjeneste, der – måske – lidt uigennemtænkt sagde: "I kan altså noget særligt her på Lolland-Falster", lød: "Og hvad er det?" Præsten svarede: ”Det er noget med nærhed og fællesskab”. Fantastisk. Men mon ikke også de kan hygge sig i f.eks. Viborg Stift?

Hvidbogen minder om det brev i Fra Helvedes Blækhus, hvor djævelen Fangegarn/Screwtape skriver til nevøen, at han skal sørge for, at den person, han skal rive ud af Krsiti klør, altid spørger til sin gamle moders sjæl i stedet for til hendes gigt. Det samme gør sig gældende i Lolland-Falsters Stifts hvidbog: En diffus, men økonomiseret åndelighed gennemtrænger bogen, og forsøger at sprede det gode budskab om samskabelse med fodboldklubberne. Samtidig taler/prædiker bogen om ”differentieret vedligeholdelse” af kirkerne (læs: planlagt forfald. Skulle der mon ikke være økonomi til at bemande og vedligeholde et par kirker, hvis man afskaffede en konsulent eller ti?) Men gigten – nødvendigheden af at forkynde Kristus til menneskers frelse – ikke et ord om den. Og skyen, hvorunder kirkestien befinder sig, ligner mest af alt himlen i John Lennons ”Imagine”.

----

Vel mødt under sky på kirkesti
Lolland-Falsters Stift 2020.

Margrethe Horstmann er cand. theol. og præst, bosiddende i Sakskøbing

Prædiken til juleaften

af Hans-Ole Bækgaard

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:  Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« (Lukasevangeliet 2,1-14)

Bøn: Kære himmelske Fader, tak for at det atter er blevet jul, hvor vi kan fejre Jesu fødsel. Tak Jesus, at du blev menneske for at frelse os. Giv os ører til at lytte til julens glædelige budskab, hjerte til at gem­me ordene, tunge til at lovprise dig, fødder og hænder til at vise vores næste, at du har lyst op i vores sind med din uendelig store kærlighed! Amen.

----

”Stjerne for en aften” er en kendis-effekt fra X-factor og lignende programmer. Man gør sig kendt på kort tid og opnår en vis berømmelse. Julen kan have noget af det samme over sig i vores danske samfund. Ukendt i det meste af året, men så begynder en fase med forberedelser og forventninger, indtil julen kåres som vinder og står som stjerne for en aften. Når al glamouren er aftaget efter nogle dage, pakkes julen væk, og mange glemmer den – måske især dens indhold. En falmet stjerne.

I julen bliver Jesus stjerne for en aften på en eller anden måde for de fleste. For det er svært at komme uden om ham i julefejringen, selvom det forsøges mere eller mindre bevidst.

En rigtig stjerne er dog et lys i sig selv. Den reflekterer ikke blot lyset fra en anden kilde, f.eks. som månen gør det fra solen. Derfor er det et godt udtryk om Jesus, at han er stjerne – ja, han er stjernen! Han er lyset, som er kommet til verden. Han er kommet for at give os lys og sprede sit lys i os og iblandt os.

Vi har lige passeret årets korteste dag, når det gælder sollyset. Der er mørkt om morgenen og tidligt igen om eftermiddagen. Og mørket gør noget ved os. Vi kan opleve mørket som kontrast til lyset, men der er alligevel en stor forskel på disse to tilstande. For mørket er ikke en kilde i sig selv. Mørket er vores ord for den tilstand, hvor lyset som kilde ikke er til stede. Mørke er fravær af lys. Vi kan ikke tænde for mørket, men vi kan slukke for lyset.

Vi kan også hurtigt finde ud af, hvad der er lys i sig selv, og hvad der genspejler lyset, så det glimter og nok skaber hygge. Eksempelvis kugler på juletræet, glimmer osv. Det pynter og ser godt ud, men slukker vi for lyset, forsvinder effekten.

Juletiden med de mange lys og alt det, der glimter, minder os om at søge til den rette lyskilde, hvis vi skal have et lys, som er vedvarende. Vi skal ikke lade os forblænde i juletiden, så vi bliver snydt eller sætter noget glimmerlys i fokus, som ikke har værdi, når det kommer til stykket.

Julens budskab fortæller os, at når vi er i lyset, behøver vi ikke være bange for mørket. Vi kan frygte så mange ting og frygte for fremtiden, men med Jesu komme til os er der ingen grund til frygt! Den største glæde har nået Jorden, og den kan vi nu få del i.

Ved Jesu fødsel fødes verdens lys som håb til mennesker. Her fødes Guds absolutte kærlighedsgerning og troens mål. På den måde er jul en øvelse for dig og mig i at holde fokus på det vigtigste i livet – midt i alt det gode og hyggelige jule-tamtam.

Knæle for julens under

Fødselskirken i Betlehem har en underlig indgangsdør. Tidligere var den stor og pompøs, men på et tidspunkt i historien murede man den til og lavede den store dør om til en lille, blot omkring 130cm høj. Så lille at kun en barnestørrelse kan gå oprejst derind. Alle andre må bøje sig for at nå ind til det sted, hvor Jesus blev født.

Der ligger en god pointe i, at døren er så lille, så man må bøje sig for at komme ind – bøje os for det store, at Jesus blev født: Gud blev menneske. Det er ikke kun nakken og ryggen vi skal bøje, men også vore tanker: At Jesus er Guds evige Søn, der blev menneske; at han blev født af jomfru Maria ved guddommelig indgriben. Gud blev menneske! Det er det mest ufattelige, som er sket i denne verdens historie, og der gives ikke et større mysterium og grund til glæde: At Gud iklædte sig kød for vores skyld for at frelse os.

Ifølge en gammel kirkelig skik bør menigheden knæle under gudstjenesten for Jesu fødsel. Det sker lige efter ordene i trosbekendelsen om, at Gud blev menneske, født af jomfru Maria; man holder en kort pause, mens alle i kirken knæler i ærbødighed for det ufattelige guddommelige under. Det fortælles i en legende, at Djævelen en søndag søgte ly for regnvejret i en kirke, hvor menigheden netop var i færd med at fremsige trosbekendelsen. Da et par kirkegængere bagerst blev stående efter ordene om Jesu fødsel, kunne selv Djævelen ikke beherske sig, men løb hen og skubbede dem ned på knæ, mens han forarget råbte: ”Det manglede bare! Når Gud har gjort så stort et under for jeres skyld, har I bare værs'go at knæle!”

Julen er vores redning og grund til glæde

Julens glædelige budskab er, at Gud ikke kunne nøjes med at sende menneskene et budskab om frelse, men han kom i sin uendelige kærlighed ind i vores verden for at frelse os. Midt i alt det, der kan fylde i denne tid af traditioner, hygge, mad osv., er det vigtigt, at vi har for øje: Julen skal ikke reddes – den er vores redning.

Derfor er julen glædelig. At Jesus blev født, er en gave til alle mennesker, og den gave er altid god, selvom julen eller din livssituation kan rumme triste minder, sorg eller lignende. Han blev født som en gave for enhver og til alle tider.

Når det handler om glæde, kan vi til tider opleve, at glæde eller det at vise glæde er noget, vi skal skabe eller præstere. Når du i aften får en gave, som du ikke lige havde håbet på, så præsterer du sikkert en tilsyneladende glæde i pli for ikke at skuffe giveren.

Julens glæde er noget andet: Her er et budskab om en glæde uden ophør, en glæde som er uafhængig af mig. Det er et stærkt og trøstende budskab! Der er noget befriende i at modtage en gave – julebudskabet – som er selve glæden.

Det er også grunden til, at der kan lyde et ”frygt ikke” i julens budskab. At Jesus blev født, eller at vi fejrer jul i disse dage, betyder ikke, at alt i denne verden med det blotte øje er fikset, eller at alt med corona er forsvundet, og 2020 som et anderledes år i den henseende er glemt.

Selv julen kan opleves som et stort kaos og være en følsom tid, men der er et budskab, som går på tværs, og som rækker over juledagene og videre frem. Julens budskab og glæde er større end vores frygt!

Gud handler suverænt, selvom verden ikke ser

Når Jesus netop ikke bare er stjerne for en aften skyldes det, at hans stjernelys er evigt. Det underfulde ved julen, og som gør Jesus til stjernen, er en dobbelthed: Dét, vi ser for vores øjne, og som vi alligevel ikke helt kan forstå dybden af umiddelbart. Og så dét, vi ikke ser, men som Gud virker skjult.

Det var en virkelig fødsel. Man kan godt fremstille den i et romantisk skær eller fromt. Men Gud blev menneske ved at blive født som et lille barn. For så vidt var det ganske almindeligt, ligesom ved alle andre fødsler. Men det at Gud bliver menneske kan vi kun forstå i lyset af forsoningen, sådan som den sker ved Jesu død på korset, hvor Gud og mennesket har kærlighedens mødested. Jesu fødsel skal ses i lyset af hans død. Betlehem skal ses med Golgatas briller.

Guds underfulde gerning ved Helligånden i Jomfru Maria er noget, der sker i det skjulte. Noget som ikke kan ses med det blotte øje. Guds virke er sådan, at hvad der ingenting er eller er af mindre værdi, forkastet, gjort til skamme og dødt i sig selv, gør han til noget stort, dyrebart, ærefuldt, velsignet og levende. Maria var bare en simpel pige, passede dyrene og huset – nærmest slet ikke bemærket i verdens øjne, men blev udvalgt og ophøjet af den Almægtige til at blive mor til Frelseren.

Gud opererer i det skjulte i Betlehem. Ingen bemærkede eller forstod, hvad Gud gjorde. Samtidig indikerer Gud, at han ikke lader sig påvirke af, hvad verden er, har eller kan gøre. Og på den anden side viser verden omkring, at den dybest set ikke ved noget om Guds virke, når det kommer til stykket, eller har opmærksomheden rettet imod, hvad Gud er, har eller kan gøre.

I denne lille flække, Betlehem, demonstrerer Gud sin godhed ved at træde så dybt ned at blive kød og blod. Han har ikke en sentimental udlægning af krybben, men en reel konstatering af, at han er Gud selv i kød og blod, et menneske. Det er ham, de holder i hænderne. Det er et under, at Maria og Josef, hyrderne, familien, de vise mænd og flere andre har troet det ved at se Jesus!

Luther peger på, at som sådan rummer Jesu fødsel – inkarnationen – tre mirakler: 1) at Gud og mennesker skulle blive forenet i dette barn, 2) at en mor skulle forblive jomfru ved fødslen, og 3) at Maria kunne have en sådan tro at være overbevist om, at dette mysterium skulle blive fuldført i hende.

Jomfrufødsel er et bevidst valg fra Guds side. At Gud skulle blive menneske er nemlig et stort mirakel. Men det helt enestående er, at denne unge pige skulle tro engles bebudelse om, at hun var blevet udvalgt blandt så mange andre jomfruer, var blevet udvalgt til at være mor til Gud. Havde hun ikke troet, kunne hun ikke have undfanget. Hun holdt fast ved englens ord, fordi hun var blevet en ny skabning ved Helligånden.

På samme måde må vi blive transformeret og må forvandles i hjertet dag efter dag. ”For et barn er født os, en søn er givet os” (Es 9,5), som vi hørte det fra profeten Esajas. Det er den væsentligste pointe – ikke kun at tro, at han er Jomfru Marias søn og Gud selv, men at tro at dette barn, søn af Gud, også er vores – er min! På samme måde som Maria hørte de himmelske ord fra englen og troede på dem og undfangede dem og bar Guds Søn i sig, sådan må vi høre Guds ord, og ved de ord undfanges troen i os. For Jesus er ligeså meget min som Marias!

Afrunding

Hvis man nu havde haft muligheden for at have været til stede den første juleaften i Betlehem og set det hele for sig … sådan kigge lidt ind ad døren, ville det så have været lettere at tro på det hele end for os i dag?

Måske. Men for min egen del kan jeg være i tvivl. At se et lille barn i al sin hjælpeløshed ligge dér og så tro på, at han er opfyldelsen af Guds løfter, at han er verdens Frelser, har virkelig krævet tro.

Dog er det værd at bemærke, at dette syn ikke stod alene. De, som kom til barnet i krybben, var ikke overladt til fri fortolkning af, hvad de så. De var ikke uden hjælp til at forstå synet efter sin hensigt. For der fulgte ord med om dette barn, som forklarede, og som man i tillid kunne gribe om i tro. Guds eget ord fulgte med og gav synet sin sande mening.

Og selv med over to tusinde års afstand er netop dette ikke forandret. Til gengæld ved vi mere om Jesus, end eksempelvis hyrderne gjorde ved deres første møde med Jesusbarnet. Vi har fået vidnesbyrd om ham og hans eget ord til os samlet i Bibelen, så vi kan gå direkte til kilden selv, til den sande glæde. Det gør julens budskab tro-værdigt!

Så lad os gøre som hyrderne: De kom, de så – og de troede!

Englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.

Glædelig jul!

----

Hans-Ole Bækgaard er  præst og formand for Indre Mission i Danmark

Corona-evangeliet

af Nora Vicorus

OG DET SKETE I DE DAGE, at der udgik en anbefaling fra Sundhedsstyrelsen om at blive hjemme i hele julen. Det var den hundredesyttende anbefaling, mens Mette Frederiksen var Statsminister i Danmark.

Og alle drog hjem for at forskanse sig, hver i sit hus. Også Josef blev i byen Nazaret i Galilæa, for at sidde og se statsministerens pressemeddelelser sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.

Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham i mundbind og lagde ham i et ansigtsvisir, for der var coronalukket på fødegangen.

I den samme egn var der max ti minkavlere, som stod ude på marken med to meters afstand og var ved at begrave deres dyr. Da stod Herrens engel for dem, og den var ikke iklædt værnemidler, så de blev grebet af stor frygt.

Men englen sagde til dem: "Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Nazareth; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er afsprittet og ligger i et ansigtsvisir."

Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare uden mundbind på, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!

Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde minkavlerne til hinanden: ”Det var en uansvarlig engleskare, thi de var langt flere end ti, og de havde ikke mundbind på, og de sang, skønt der ikke var to meter imellem hver enkelt af dem! Lad os vise samfundssind ved at gå hver til sit.”

Da de kom hjem, streamede de på facebook, alt hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad minkavlerne fortalte dem. Men videoen blev hurtigt slettet af uafhængige fact-checkere, thi det var alt sammen i strid med coronaregulativerne og i øvrigt russisk misinformation.
Så lænede minkavlerne sig tilbage og priste og lovede Regeringen.

Amen

GLÆDELIG JUL !!! Hver for sig !!! Husk at spritte af !!! Rør ikke ved hinanden !!! Ikke danse om juletræet !!! Lad være med at synge !!! Husk at være bange – hele tiden – hver for sig !!!

#næstekærlighed
#samfundssind
#julenerfarlig