Gå til toppen

Leder

Man kan mene meget om folkekirken. Man kan mene, at den er vattet, at den logrer for tidsånden, at den er ræverød og præget af marxistisk ideologi. Man kan mene, at dens præster er vantro og at den blot er en religionsanstalt. Man kan mene, at den mangler rygrad og er alt for svag. Vi er enige i kritikken og fremsætter den ofte selv.

Vi håber derfor, at de, der fremsætter kritikken, også er villige til at smøge ærmerne op og gøre en indsats for at skabe bedre rammer for, at der kan lyde en klar luthersk forkyndelse fra landets prædikestole. Hvis man har holdninger til, hvordan ens lokale kirke, provsti og stift bør drives, så er der nemlig rig mulighed for at blive hørt og få indflydelse. Man skal blot stille op til det kommende menighedsrådsvalg. Det er enkelt at gøre, og de fleste steder er det også ret nemt at blive valgt ind.

Tænk på, at det er menighedsrådene, der næsten suverænt bestemmer, hvem der skal være præster i folkekirken, og det er menighedsrådene, der – sammen med de præster, de selv har valgt – vælger biskopperne.
Ønsker folkekirkens medlemmer at have indvirkning på, hvem der vælges til præster og bisper, er det derfor bare med at komme af sted. Der skal herfra lyde en stor opfordring til Nyt Babels læsere: stil op til menighedsrådsvalget og gør jeres indflydelse gældende.

Har man ikke mod på at sidde i menighedsrådet, er der også andre måder, man kan få indflydelse på folkekirken på. Man kan gå i kirke hos en præst, hvis forkyndelse man synes er klar og god – eller hos én, man synes kunne gøre det bedre – og efter gudstjenesten snakke med præsten om hans prædiken og evt. give en respektfuld og saglig kritik. Som præst formes man på godt og ondt i mødet med de mennesker, der kommer til gudstjenesten.

Man kan også spørge om lov til at starte en bibelkreds eller studiekreds i regi af den lokale folkekirke. Det vil de fleste præster og menighedsråd tage imod med kyshånd. Afhængigt af sognet vil mange sikkert også tage godt imod en filmklub, en ungdomsklub, et lovsangsband, en månedlig brætspilsaften, en strikkeklub, besøgstjeneste, højtlæsningsaftener eller hvad man nu kan finde på. Det er let at få lov til at sætte sit præg på folkekirken.

Der er faktisk ingen undskyldning for at stå ledig på torvet, for Herren kalder alle ind på et eller andet tidspunkt. Og alle kan være med hvad enten de kan bidrage meget eller lidt. Der er ingen, han ikke kalder på. Der er ingen, han ikke kan bruge, og der er ingen gerning, ingen indsats, der er for lille eller ringe til Hans vingård.
Hvis man altså vil præge folkekirken, skal man ikke nøjes med at betragte eller sympatisere eller kritisere den. Hvis man gerne vil have god vin at drikke, bør man også være med til at dyrke vingården.

Om Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel er et nettidsskrift, som drives på frivillig basis. Det redigeres af Stine Munch, Merete Bøye og Nana Hauge. Læs det på nytbabel.dk.

Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412
Konto: 3412 312 082

Du kan også støtte ved at dele Nyt Babels artikler på sociale medier, eller ved at trykke et par ekstra udgaver af pdf-filen og give dem til dine venner eller lægge dem rundt omkring, hvor der kunne tænkes at findes læsere.

Vi takker for enhver støtte. Tak til alle, der har støttet hidtil med små og store beløb. 

Nyt Babel som pdf

af Nyt Babel

Her kan du hente hele Nyt Babel i pdf-format, lige til at printe ud.

Distribuér gerne Nyt Babel til venner og bekendte, enten ved at linke til nytbabel.dk, eller ved at tage et udprint og give videre.

Mindeord over Ole Hasselbalch

af Erik Møllmann Bøye

Min tidligere kollega på det, der dengang hed Handelshøjskolen i Århus, juraprofessor Ole Hasselbalch, døde d. 26. november. Han var – sammen med Søren Krarup – en af de mest selvopofrende og hæderlige mænd, jeg har haft æren af at lære at kende. På et tidspunkt, hvor næsten ingen andre havde fået øje på faren for en islamisering af Danmark, kastede de to sig frygtløst ind i kampen. Det er selvopofrelse, når man udsætter sig for dæmonisering fra dem, man vil redde fra ulykke.

Jeg er statistiker, så det burde have været mig, der først havde lagt mærke til de bekymrende tal. I stedet var det en præst og en juraprofessor, der gjorde mig opmærksom på det, de kaldte befolkningsudskiftningen.

En skæbnesvanger lov, som lukkede døren til Danmark op på vid gab, udlændingeloven af 1983, var blevet vedtaget af Folketinget uden ret megen diskussion. Loven gav herboende udlændinge et retskrav på familiesammenføring, og Søren Krarup var en af de første, som indså at muslimer fra fx Tyrkiet og Pakistan, som var kommet til Danmark som gæstearbejdere, derved kunne hale lange rækker af familier til Danmark.

Søren Krarup henvendte sig til Ole Hasselbalch for at få en juridisk vurdering af udlændingeloven, og han blev chokeret over at opdage, at loven ikke havde nogen nødbremse (escape clause). Der var intet loft over, hvor mange udlændinge Danmark skulle modtage. Ole Hasselbalch meldte sig derefter ind i Den Danske Forening og blev senere formand.

Eftersom et af mine undervisningsområder var befolkningsstatistik, henvendte jeg mig til Ole Hasselbalch for at høre hvad sagen drejede sig om, og han gav mig bl.a. en artikel af Poul Chr. Matthiessen, Danmarks eneste professor i demografi, som også havde set problemet med udlændingeloven: Familiesammenføringerne er som en snebold, der ruller (Børsen 30.1.1990).

Når man i 1970'erne og 1980'erne underviste i befolkningsstatistik, drejede det sig om fertilitet og dødelighed. Indvandring og udvandring fyldte meget lidt og blev som oftest kun strejfet. Jeg foreslog på et institutmøde på Handelshøjskolen i Århus, at vi skulle medtage indvandringsstatistikken i forelæsningerne. ”God idé”, blev der sagt, ”så kan du vise, at der ikke er noget problem!” Da havde jeg lige talt med Poul Chr. Matthiessen, der kaldte indvandringen et kolossalt problem, for når først indvandrerne har skabt sig et brohoved, får indvandringen en selvforstærkende karakter. Selvfølgelig skal flygtninge hjælpes. Men det sker bedst i nærområderne.

Ole Hasselbalch opfordrede mig til at bruge min viden om demografi i folkeoplysningens tjeneste, og han gav mig en enøjet pjece udarbejdet af journalist Rune Bech: Kan det virkelig passe - håndbog i myter og fakta om flygtninge og indvandrere i Danmark. Pjecen er udgivet af Dansk Ungdoms Fællesråd m.fl. med støtte fra Socialministeriet og blev uddelt på landets gymnasier. Kurven for antallet af udlændinge i Danmark er helt vandret fra 1990 til 1995, hvor kurven slutter. Desuden er knækket i kurven efter udlændingeloven af 1983 næsten ikke til at få øje på.

Jeg har mange gange underholdt med eksempler på misbrug af statistik, og ved et foredrag i 1992 på det, der dengang hed Danmarks Journalisthøjskole (DJH), spurgte jeg til sidst, om jeg måtte bringe et tabu-emne på bane. Jeg viste så den vandrette kurve fra Rune Bechs pjece og sammenholdt den med en figur fra Poul Chr. Matthiessens lærebog i demografi, der viste en stejlt stigende kurve for antallet af udlændinge fra tredjeverdenslande med bopæl i Danmark.

Mit foredrag blev ifølge journalisthøjskolens blad, Et blad, en sort dag i DJH’s historie:

Jeg blev rystet, eller måske snarere forfærdet. Denne dag skulle altså blive dagen, hvor jeg skulle opleve det, der tales så meget om. I sekundet det skete, føltes det nærmest, som stod der en hund og pissede mig op ad benet. Vi er i det store auditorium fredag den 28. februar 1992 til forelæsning i statistik, og det, der ramte mig, var den nye moderne højrebølge.


Længere inde i indlægget lød det:

Han var i hvert fald ved at manipulere godt og grundig slimet med os. På en planche kort forinden havde han nemlig vist, hvordan en lille del kunne overhale en større del på få år ved at have en lidt højere såkaldt vækstrate. [… …] denne måde at fremlægge tingene på er uheldig, da den er ekstremt velegnet som kosttilskud til spirende racister …

Indlægget sluttede:

Efter min mening er den 28. februar en sort dag i DJH´s historie. Mit forslag herfra skal blive, at vel skal DJH være med på den sidste nye udvikling i Europa. Men lad os blive de sidste, der hopper med på den ætsende mavesure, selvtilfredse, farlige og hadske højrebølge, der beruser folkemasser i hele verden. Kun 47 år efter anden verdenskrig. Afsindigt.

Jeg svarede i et efterfølgende nummer af Et blad bl.a.: "Jakob Rubin! Mener du virkelig at journalisthøjskolen skal være det sidste sted, hvor disse ting diskuteres? Jeg synes, det burde være det første."

Det kunne være interessant at høre, hvad Rune Bech og Jakob Rubin i dag mener om indvandringsdebatten. Men i 1992 var emnet tabu; og i Århus Kommune måtte skolekonsulent Jens Lundby i 1989 have juridisk assistance for ikke at blive fyret, fordi han advarede om, at Gellerupparken var ved at udvikle sig til en ghetto. Nu optælles antallet af ghettoer årligt. I december 2019 var der 28.

Politikens tidligere chefredaktør, Tøger Seidenfaden, gjorde også hvad han kunne for at fortie problemet. Ole Hasselbalch fik afvist hele ni forslag til kronikker. Det fremgik af en debat som TV2 d. 24.9.1995 arrangerede mellem Ole Hasselbalch og Tøger Seidenfaden. Den debat blev en øjenåbner for mange og burde genudsendes. Den drevne debattør Tøger Seidenfaden blev sat til vægs af Ole Hasselbalch.

Det er underligt, at så mange fra den såkaldte kulturelite mangler realitetssans; og sikke et sprog de fører, når argumenterne mangler. Carsten Jensen beskriver nedladende Pia Kjærsgaard og hendes tilhængere som ”en hjemmehjælper” og ”hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker”, og Marlene Wind taler om at ”lufte den indre svinehund”. Hvad er det, der skygger for deres udsyn? Er det, som Jørgen S. Dich skrev i Den herskende Klasse: ”I virkeligheden er alting såre simpelt. Men det kræver en holdning at erkende det”.

Måske skyldes det også, at faget beskrivende statistik ofte forsømmes på de højere uddannelser. Jeg er censor på bl.a. CBS og har læst mange fine hovedopgaver indeholdende både multipel regressionsanalyse og variansanalyse. Men med selvstændig udformning af tabeller kniber det ofte. Mange kan knap beregne en gennemsnitlig vækstrate. 

Ifølge en af de imamer, der i 2016 optrådte i udsendelsen Moskeerne bag Sløret, er islam ved at ”åbne” Europa. ”Da jeg kom til (Danmark) for 23 år siden, var vi kun 55.000 muslimer. Nu er vi 300.000”, lød det fra imamen, som prøver at holde sammen på sit sharia-parallelsamfund. Det giver en gennemsnitlig årlig stigning (vækstrate) på 7,7 % pr. år. Samtidig falder antallet af etniske danskere på grund af den lave fertilitet.

Islam-eksperten Bernard Lewis spåede i et bemærkelsesværdigt interview i Die Welt den 28.7.2004, at hvis udviklingen fortsætter, vil Europa have muslimsk flertal senest ved udgangen af dette århundrede, og ”Europe will be a part of the Arabian West”. ("Europa vil blive en del af det arabiske Vesten", red.) Bent Jensen beskrev det i en kronik i JyllandsPosten d. 9.1.2018 som "Europas mærkelige død".

Ole Hasselbalch var den, der åbnede mine øjne for dette problem. I sin tid var det et kontroversielt synspunkt, men eftertiden har vist, at han havde ret. Æret være hans minde.

 

Erik Møllmann Bøye er cand.oecon., tidl. lektor ved Handelshøjskolen i Århus og Syddansk Universitet

Tro er at forlade sig (selv) på

af Knud Nyboe Rasmussen

Det er nu om stunder ikke voldsomt i kurs at tro på nogen eller på noget udenfor sig selv, fx at tro på Gud eller at tro på Kristus. Det moderne trosbegreb er i vid udstrækning koncentreret om mennesket selv, ja, indskrænket til mennesket selv.

For moderne mennesker, der vil følge med tiden og fremskridtet, gælder det mere end noget andet om at tro på sig selv. Eller hvad der er det samme: Det gælder om at have selv-tilliden i orden, ja, formelig strutte af selvtillid, og dét i en grad, så det (hvis man skal tro reklamerne) ligefrem kan aflæses på personens hele fremtræden, lige fra det kækt svajende og glansfulde hår over den perfekte barbering til den korrekte, tilpas skødesløse påklædning i de rette mærker, forstås.
Ikke så mærkeligt, at "personlighedsudvikling" og "selvudvikling" er efterspurgte varer på det florerende kursus- og terapimarked.

Ej heller kan det undre, at harmonisk hvilen i sig selv og i sin egen indre og robuste sjælsstyrke er tidens religiøse ideal. Den nye religiøsitet oser af det moderne menneskes optagethed af sig selv og sit eget interessante sjæleliv med dertilhørende fornemmelser: hvordan man føler og i det hele taget har det - med sig selv.

Her kan kristendommen og kirken slet ikke være med, selv om dele af den moderne kirkelighed gerne så, at det var tilfældet. Men det er det jo ikke. Kirken halter uhjælpeligt bagefter, når det gælder om at tilfredsstille det moderne menneskes umættelige selvoptagethed - hvorfor størstedelen af tidens religiøse søgen da også "går kirkens dør forbi" (som det jævnligt udtrykkes, ikke uden en vis fortrydelighed fra kirkeligt hold).

Men heller ikke dét kan undre, især ikke, når man ser på, hvordan det kristne evangelium taler om tro og om troens menneske. I kristendommen er det jo nemlig ikke mennesket selv, der er i centrum, ikke menneskets egen psykiske styrke eller selvtillid, der er afgørende - heller ikke menneskets harmoniske tryghed eller sikre hvilen i sig selv.

Nej, i evangeliet hører hverken selv-sikkerheden eller den trygge ro til troens fremmeste kendetegn. Det gør langt snarere uroen og tvivlens og forargelsens stadige fristelse, ja, som vi hører i en af sommerens prædiketekster (Luk. 5, 1-11): rædslen over det, der kan ske, når et menneske kaldes til at tro - på trods af sig selv og sin egen sikre viden.

Og at det forholder sig sådan med troen i evangeliet, det skyldes, at tro her aldrig forstås som noget, et menneske har i sig selv, altså en iboende evne eller egenskab, som man kan hvile i. Nej, tro er i evangeliet altid noget, som kaldes frem i et menneske af et ord, som udefra lyder til os.

Om denne frem-kaldte tro gælder det, at den som regel ligger i strid med det, som et menneske på forhånd véd og kan sige sig selv, ud fra sin fornuft og sine erfaringer. Derfor er troen altid udfordrende og anstødelig. Den er i ordets bogstavelige forstand ikke blot pro-vokeret, men også pro-vokerende, dvs. den kalder os ud af vores gamle og vante forståelse af os selv og livet, idet den byder os at forlade os på noget andet end os selv og vort eget, altså noget andet end det, som vi kender og hænger ved. Troen forankrer således et menneske i en virkelighed udenfor det selv.

I evangeliet om "Peters fiskedræt", som vi her kredser om, møder vi eksemplarisk klart det forhold, at tro bliver til ved et udefra-kommende ord, der taler til et menneske og anfægter det i dets egen hidtidige selvforståelse, idet ordet kalder mennesket frem, pro-vokerer det, til at gøre noget, som det ud fra sin egen viden, erfaring og fornuft ikke selv ville gøre og derfor ikke gør, ja, ikke selv kan gøre.

Det var jo det, der skete med fiskeren Peter, da Jesu ord lød til ham og befalede ham og hans arbejdskammerater at lægge ud på dybet og kaste garnene ud til en fangst. Denne besked blev modsagt af alt, hvad Peter selv vidste og var hjemme i. Erfaringen stod klart ordet imod.

Alligevel bøjede Peter sig for Jesu ord. Idet han gav afkald på at følge sin egen sikre viden, gjorde han, som ordet befalede: "På dit ord vil jeg kaste garnene ud."
Sådan troede Peter. Og sådan bliver kristen-tro altid til. Det sker, når et menneske - sig selv og sin viden til trods - bliver overvundet af evangeliets myndige tale, så det forlader sig på Jesu ord og magt.

Da bliver troen til. Ikke troen som menneskets egen udrustning og faste besiddelse - hvad Peters senere historie jo til overflod skulle demonstrere. Nej, i mødet med Jesu ord bliver den tro til, som altid er tro på, dvs. den tro, som forlader sin egen sikkerhed og i stedet giver sig evangeliet i vold og stoler på det mere end på noget andet.

Men præcis derfor er troen en "urolig ting", som Luther sagde, en ting, der ledsages af stadig tvivl og anfægtelse. For det er som bekendt ikke så ligetil en sag at opgive sit eget og i stedet overgive sig til et udefra kommende ord og helt og fuldt stole på det.

Men det er netop, hvad troen kræver - måske skulle man ved nærmere eftertanke snarere sige: hvad troen tilbyder og skænker. For dybest set er det en gave og en befrielse at hvile i noget andet end sig selv og sit eget, men det er en befriende gave, som det imidlertid ikke er så let for et selvrådigt menneske at tage imod.
Derfor kan denne tro aldrig blive identisk med nogen harmonisk og sikker tryghed. Den er jo - som Grundtvig synger - "den snævre port for sjælen, / for det i os, som siger `jeg`, / hvis ære med den dybe knælen / indlysende forliges ej; / skønt intet værd er, hvad vi mister, / os egenkærlighed dog frister / til på `os selv` at holde fast” (DDS 307).

Derfor må der intet mindre end et under til, hvis et selvrådigt og selvhævdende menneske skal bringes til at tro i evangeliets forstand. Der må et under så stort til, at kun Guds skaberånd er i stand til at udrette det.

Det vidste en mand som Grundtvig bedre end de fleste. Det var uden tvivl grunden til, at han skrev så mange Helligåndssalmer, som han gjorde. Og det vil jo sige salmer, der på én gang rummer en erkendelse og bekendelse af menneskets afmagt og en bøn til Gud Helligånd om at forbarme sig over os og hjælpe os til at tro.

Den samme indsigt var Luther 300 år tidligere kommet til. I sin lille katekismus forklarer han som bekendt om troen på Helligånden, at denne tro er ensbetydende med erkendelsen af, ”at jeg ikke ved egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig til det ved evangeliet, oplyst mig med sine gaver, helliget og bevaret mig i den sande tro…”.
Det er fordi troen altid hænger sammen med afkald på det kendte og sikre, altså med en form for selvfornægtelse, at den ikke er og ikke kan være identisk med sikker og rolig tryghed i vores forstand af ordet. Uroen og tvivlen og anfægtelsen følger med.

Som det rammende er blevet sagt: ”Der er en stor glæde i troens øjeblik, stor glæde i den udsigt, ordet åbner, men der er også ængstelse, fordi troens lys altid fremmer tvivlens skygge, som rammer det, jeg ellers stoler på” (Helge Elbek).

Epilog: Kaster vi til sidst et hurtigt blik på en af tidens væsentlige debatter med Svend Brinkmann som den helt centrale skikkelse, så kunne man ønske, at den sympatiske ålborgensiske psykologiprofessor som led i sit opgør med tidens tyranniske selvudviklingskultur også ville besinde sig på, hvad der her er antydet om troens væsen. Og videre, at han i forlængelse af en sådan besindelse ville springe op og falde ned på sin påståede ”religiøse umusikalitet”. Troen er jo som påpeget netop ikke en medfødt evne eller et medfødt anlæg i mennesket, som musikalitet er det.

Hvis Brinkmann derfor ville føre sit opgør med selvcentreringen helt igennem, så skulle han glemme alt om sin egen manglende religiøse mavefornemmelse og bevæge sig ud i det åbne filosofiske og teologiske rum, hvor han hos store tænkere som fx Kierkegaard, Løgstrup, Dostojevskij og jo i høj grad Luther kan møde en tale om tro som det at forlade sig (selv) på en livsmagt og ydre instans, som for alvor forankrer et menneskes liv og virkelighed i noget, som er udenfor det selv – en instans, som derfor radikalt befrier mennesket fra sig selv og dermed giver det frihed til at være sig selv (jf. hertil den anerkendende og kritiske artikel om ”Svend Brinkmann og Luther” i min bog ”ORD TIL TIDEN. Essays om kristendom og menneskeliv” (Hovedland 2019)).

Knud Nyboe Rasmussen er cand. theol og tidl. sognepræst

Vidnesbyrd i neutralzonen. Om kristendom i det offentlige rum

af Michael Agerbo Mørch

Hvis jeg nu afslører, at jeg vil starte med at citere vores forhenværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, antager jeg, at mange vil forvente en trille om, at "religion skal ud af det offentlige rum". Men det er ikke det, jeg vil trække frem her.

Anders Fogh sagde noget andet i de år, som bestemt rummer en lige så markant udfordring til os kristne, omend med et mere positivt fortegn: "Det eneste, der virkelig for alvor kan flytte noget i et samfund, det er, at man flytter holdninger." Hvad stiller vi op med det? Jeg tager her for givet, at vi som kristne ønsker at forandre noget i vores samfund. Det er vigtigt her at huske, at Fogh taler om forandring af samfundet, og det er alene her, vi har en fælles forståelse. For hvis vi talte om, hvad der for alvor flyttede noget hos individet, så måtte vi sige: Det gør alene tro på Kristus Jesus!

Så altså: Vi ønsker samfundsforandringer, og da vi hverken kan eller vil forandre samfundet ved økonomisk pondus eller systemisk magt, må vi gøre det med ordets kraft og virkning. Fogh lærer os, at der er en grund til at have det fokus og bevare det fokus – for det er faktisk ved at flytte holdninger, at samfundet substantielt forandres.

Det er indlysende, at samfund forandres langsomt. Vi kan tale om revolutioner og oprør, men holdningsændringer foregår i sneglefart. Det viser både erfaringen og al psykologisk forskning. Samtidig er der ingen forandringer, der mejsles i sten. Hele verdensbilleder kan potentielt forandres, selvom de har stået umådeligt stærkt i århundreder. Vores egen forandring fra et kristent til et postkristent samfund er sket på 70-80 år – en ændring, de færreste vel fandt sandsynlig i 1820. Summen af disse ting er, at vi kan forvente en slidsom proces, hvis vi vil forandre samfundet endnu engang – men samtidig også, at det er muligt! For det er sket før, og det kan ske igen.

Derfor: Mit blik er grundlæggende optimistisk. Jeg mener ikke, vi står i en historisk ringe situation for at bringe det kristne livssyn frem i offentlige fora. Tværtimod. Selvom der er hård modstand fra scientisme, relativisme, egoisme og meget andet, åbnes vores kulturelle kontekst i disse år for nye muligheder for deltagelse. Dem må vi gribe. Min egen grundlæggende holdning er nemlig, at enhver udfordring rummer en mulighed. Vi skal identificere udfordringen og tage den alvorligt, men vi skal ikke standse ved den. Både optimisme og pessimisme kan tage naive former, som vi bør undgå.

Inden jeg får alvor går i gang, er det nok værd at gentage og understrege, at det, jeg taler om her, er italesættelsen af det kristne livs- og menneskesyn i offentligheden. Det står ikke i vores magt at omvende hjerterne, det virker alene Ånden, hvor og når den vil. Så sagen her er etisk og værdimæssig. Eller som nævnt "holdninger", dvs. det som påvirker menneskers tanker, ord og handlinger.

Åndsfriheden truet?

Nu fik jeg lige nævnt, at vi ikke står i en historisk besværlig situation. Men der er jo udfordringer. Lad os tage et par stykker.

De aktuelle anslag mod åndsfriheden er ganske alarmerende. Nok har vi juridisk set et bolværk omkring vores frihedsrettigheder, men kulturelt høster intolerancen – forklædt som tolerance – i disse år stort. Vi tvinges konstant til at reducere debattens kompleksitet, så vi ikke taler nuanceret om problemstillingerne og forhindrer, at vi kan tale om to sider af samme sag.

Et eksempel: Lars Løkkes tale ved Copenhagen Pride 2018, hvor han uskønt kaldte det klassiske kønssyn for "et forstokket menneskesyn". Selvom det ikke blev fulgt op af konkret politik og nok bør anskues som tom symbolik, så er det alligevel en markør for en tendens, som vi måske vil se mere af: En gryende protest imod artikuleret kristendom, særligt på etiske områder. Fordi vi står for et andet blik på problemstillingerne, som samfundet ikke længere har tålmodighed til at rumme. Derfor vil vi oftest ryge i vælten for vores etik. Det giver en oplagt konflikt: Det er ikke vores kerneanliggende, men vi er alligevel fundamentalt optaget af, at Guds gode vilje for menneskelivet får en røst i debatterne.

Her er der grund til at holde en pause. For når jeg udvælger etik som det mest brisante punkt for konservative kristne i forhold til offentlig debat, er det jo ikke raketvidenskab. Men vi må løbende overveje med os selv, hvad det har af konsekvenser. Sognepræst Jens Ole Christensen citerer et sted teologen Eleonora Andersen for tre konsekvenser, som skarpt markerede etiske standpunkter har for vores Kristusvidnesbyrd:
(1) Et skred væk fra at sætte Guds nåde og nærvær højest på dagsordenen.
(2) Et skred væk fra bevidstheden om, at vi alle står under samme dom.
(3) Et skred væk fra den omsorgsfulde, ærlige og inviterende kirke.

Ansvaret er ikke alene vores, men vi må tage det ansvar på os, som tilkommer os. At problemstillingen er reel, så vi for nylig, hvor Katrine Lilleør skarpt kritiserede Indre Mission for ikke at have udviklet sig i 150 år. Det er en karikatur, men når hun primært kender IM fra etiske udmeldinger i pressen, så forstår man, hvorfra karikaturen har sit kildevæld. Jeg minder her om det gode citat fra Johannes Møllehave: "Lever man kun i modkultur, bliver man ikke medmenneske, men modmenneske".

I forlængelse heraf er det klogt at overveje, hvilken status etikken har i vores samfund i dag. Mit perspektiv er, at den etiske konsensus er blevet subjektiv eller relativiseret. Vi taler om etik fra polariserede ståsteder, der gør egentlig mellemmenneskelig etisk dialog umulig. Vi forstår moral ud fra det narrativ, vi er en del af, og vi kan ikke længere påstå, at vi har en fælles historie, som filosoffen Alasdair MacIntyre har sagt det.

Vores kultur er skiftet, så vi ikke længere spørger efter autoritet ("Hvad er sandt?"), men efter autenticitet ("Hvad virker?"). Den canadiske filosof, Charles Taylor, begrebsliggjorde fænomenet i udtrykket "autenticitetens etik". Med det begreb ønskede han at vise, at det moderne menneske forstår det autentiske som det gode – ja, faktisk som det sande. Tænkt på, hvor mange TV-programmer, der netop spiller på dét: At fordi det er autentisk, er det både godt og sandt.

Sandheden nytter

Når autenticitetens etik råder, kan man næsten blive opgivende på kristendommens vegne. Kristendommen, der frimodigt bekender troen på sandheden om Gud, åbenbaret i Jesus Kristus og i Bibelen, kan næsten ikke få ørenlyd i dag. Når folk bruger klicheen "enhver bliver salig i sin tro" eller "hvis det virker for dig, så er det jo fint", så er det netop udtryk for "autenticitetens sandhedsbegreb", og det kan kristendommen ikke være tjent med.

Men hvorfor skal vi så ikke kaste håndklædet i ringen, hvis samtiden på forhånd har udelukket muligheden for dialog med sin relativisme? Efter sigende sagde den danske præst og dramatiker Kaj Munk engang: "Aldrig, aldrig, aldrig spørge, om det nytter, bare, om det er sandt". For konservative kristne lyder det jo såre rigtigt og godt. Vi ved, at den instrumentelle tankegang er skadelig både for kirke og kultur. Det ses både i Høsterkøb Kirkes forfladigelse af højmessen og i kulturministerens cost-benefit-analyser af de kulturelle institutioners bidrag til vores fælles liv.

Men lad nu det ligge. I stedet vil jeg her supplere Kaj Munk med to refleksioner. Den ene skal være en opmuntring, den anden en udfordring.

Først opmuntringen: Den danske forfatter og debattør Carsten Jensen fortalte for en del år siden i Politiken om en oplevelse, han havde haft med sin datter. Han skulle holde endnu en tale til et arrangement, og han ville igen revse den danske dårligdom og tale Roma midt imod. Men han var opgivende. Nyttede det noget? Han artikulerede sin urolige mavefornemmelse for datteren, der blot udbrød: "Du skal tro på, at det virker, far, vi har ikke noget valg."

Når man med Luther har lært, at man ikke med sværdet kan få nogen til at antage sandheden med hjertet, så har man også endegyldigt overgivet sig selv til ordets magt og afmagt. Den planke må vi også gå ud af. Vi har ikke noget valg. Det kan lyde som starten på fyrre år i ørkenen, men virkeligheden er en anden: Samfundet forandres, når holdninger flyttes, også selvom det tager tid og koster kræfter.

Så udfordringen: Måske skyldes vores tilbageholdenhed først og fremmest en proportionsforvrængning. Helt klassisk: Sæt nu, vi frygter mennesker mere end Gud!? Kan man undgå at lade den uro komme ind? Det er i hvert fald en udfordrende vinkel, Katrine Winkel Holm lægger ned over ytringsfrihedsdebatten i bladet Tidehverv:

Skal man kunne modstå heksejægerne og beskytte dem, de forsøger at kaste på bålet, skal man være rede til at stå imod og i den forbindelse miste fuldstændig anseelse og blive hængt ud som umenneske. Det kan man kun holde ud, hvis man frygter en anden og større dommer mere, end man frygter den aktuelle mediedomstol. Hvis gudsfrygten er større end frygten for hoben.

Hvis min frygt for, hvad der sker med disse mine medmennesker, hvis de ikke kender Gud, er mindre, end deres mulige dom over mit liv og virke, så har jeg sat koordinaterne forkert i mit system.

Rids til en lille teologi om frimodighed

Men hvordan finder man frimodighed over for mennesker? Hvad siger Bibelen? Stoffet er enormt, men lad mig trække nogle enkelte tråde frem:

Den grundlæggende tanke i NT er, at Jesus har vundet sejren for de troende. Og selvom kampen kan være hård, kan vi have frimodighed i kampen på grund af sejren: "Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden." (Joh 16,33) Så er den ged jo barberet, og det er bare med at komme i gang!

Men NT er en realistisk tekst, der også kender de kristnes afmagt og svaghed. Det er bemærkelsesværdigt, at Paulus – der vel i manges øjne står som idealfiguren på en frimodig kristen – igen og igen beder om forbøn for at få frimodighed til sin tjeneste! "Bed om, at jeg ved evangeliet må få frimodighed til at tale, som jeg skal." (Ef 6,20b) Eller i teksten med det berømte "gunstige øjeblik": "Bed om, at jeg må gøre den kendt og tale, som jeg skal." (Kol 4,4)

To pointer: For det første, vi skal have proportionerne på plads. Den strid, vi kæmper, er hård, men i det store perspektiv ændrer det ikke på kampens resultat: Lammet har sejret! For det andet, nogle af os skal deltage i offentlig debat og give offentlige vidnesbyrd, andre af os skal måske høre kaldet fra Paulus og begynde aktivt at bede om frimodighed til de af vores folk, der strider ved slagmarkens front!

Jesus formaner os til at være frimodige, og Paulus beder om forbøn for sin frimodighed. Derudover er det vigtigt at se, at frimodigheden har en kilde: Det man selv har set og hørt! "Men Peter og Johannes svarede: 'Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham; men vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt.'" (ApG 4,19-20) Frimodighed og vidnesbyrd hænger altså sammen. I den forstand er den kristnes engagement i det offentlige rum under én hat karakteriseret ved vidnesbyrdet.

Igen: Der er realisme i NT. I samme tekst som den kraftfulde beretning om Peter og Johannes står der:

"Og nu, Herre, se dog deres trusler, og giv dine tjenere at tale dit ord med fuld frimodighed; ræk din hånd ud til helbredelse, så der sker tegn og undere ved din hellige tjener Jesu navn." Da de havde bedt, rystedes det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt af Helligånden, og de forkyndte Guds ord med frimodighed. (ApG 4,29-31)

Jeg tror ikke, Peter og Johannes’ vidnesbyrd over for ypperstepræsterne var tom retorik, men de var ikke undtaget fra at have brug for Guds nærhed og kraft for at kunne vidne!

Igen fordi vi ved, at hvis vores budskab reelt skal være livsforvandlende, så må det ske ved Herrens styrke. Eller som der står senere i ApG om Paulus og Barnabas: "De blev der i lang tid og forkyndte frimodigt i tillid til Herren, som bekræftede ordet om sin nåde ved de tegn og undere, der skete ved deres hænder". Det vækker spørgsmålet: Har vi tillid til, at Gud kan bruge vores ord?

Et andet bibelsk aspekt, som jeg finder ret afgørende. Kender vi vores modstander? Og tør vi se konsekvenserne i øjnene? Paulus siger, at kristnes modstandere ikke er vores ikke-troende medmennesker, men onde åndsmagter (Ef 6,12). Men de onde åndsmagters herre, Satan selv, har en skræmmende indflydelse på vores verden, hvis vi tør tage Paulus’ ord alvorligt:

Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder, som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn. Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre. (Ef 2,1-3)

Det er en side ved bibelsk antropologi, som vi ikke nyder at beskæftige os med. Men tror vi på det? Tror vi det, så fatter vi, at det offentlige rum kun er neutralt i juridisk forstand. I åndelig forstand gives det neutrale rum ikke. For mennesket kan åndeligt set ikke befinde sig i en neutral zone.

Det betyder også, at den optimisme, jeg indledte med at gøre mig til talsmand for, er en "realistisk optimisme". Eller med andre ord: En teologi, der kender til skabelse, syndefald, forløsning og fuldendelse og proportionerne imellem dem.

Da Jesus blev inkarneret, var motivet kærlighed til en falden verden (Joh 3,16). Han kom til sine egne, men de tog ikke imod ham (Joh 1,6). Men han kom alligevel. Det stoppede ham ikke. Inden Jesus forlod jorden, udsendte han sine disciple med det intense budskab: "Jesus sagde igen til dem: 'Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.'" (Joh 20,21). Jesus sender os til en falden verden, der hverken vil kendes ved ham eller ved os, hans kirke. Men han sender os alligevel. Kommer vi?

Vores aktuelle situation

Så vidt jeg kan se, er det en styrke for almindelige kristne, at den offentlige debat er blevet meget pluraliseret, og der er mange stemmer, der kommer til orde. Der er dog nogle hager, som jeg synes, vi skal reflektere over. Henrik Kaare Nielsen har i en væsentlig artikel om "æstetiseringsprocesser" i det offentlige rum påvist, at kampen om opmærksomheden hviler på det faktum, at opmærksomhed er en knap ressource.

Mere og mere ekstreme midler må tages i brug for at vinde folks gehør. Det kan være grove ord, karikaturer, sjofelheder, skønmaling og meget andet. Jeg synes, der er visse kristne debattører, der af og til tenderer i denne retning. Men kan kirken leve med det? Og i hvilket omfang? Målet er vel ikke bare at blive hørt, men at blive taget alvorligt, lyttet til, forstået og først på dén baggrund eventuelt modsagt. Det må og skal være en kongstanke for kristne, at vi taler pænt om og med vores medmennesker. "Pænt" er her ikke lig med "uden kant" eller "pussenusset", men anstændigt, lødigt, grundigt og ærligt.

Jeg ved, vi kan være ganske forskelligt anlagt her, og vores natur – herunder temperament – tillader et kontinuum af tone og stil i offentlig debat. Grundreglen må dog være, at vi selv taler til og omtaler folk, som vi selv gerne vil tales til og omtales.

Samtidig åbner NT, så vidt jeg kan se, for nogle nuancer, fordi sagen også afgør stilen. Taler vi om evangeliets kerne, må angreb herpå modgås skarpt (Gal 1,8; 2,11). Ligger emnerne et par skridt fra kernen, skal det afspejles i stil og tone (2 Tim 2,23-26). En fare kan jo være, at man melder så skarpt ud om et emne, at man kan have svært ved at trække det tilbage eller nuancere. Det er ikke blot en taktisk overvejelse. Jeg tror, vi er mange, der klynger os til vores skråsikkerhed i teologiske spørgsmål, fordi det giver en følelse af at have magt over sin tro. Men troens styrke er ikke min overbevisning, men Jesus Kristus.

Skråsikkerhed og markante udmeldinger kan give vældig applaus fra egne rækker, men det må også være en udfordring, hvis man hele tiden får at vide, at man er et "åndeligt fyrtårn" for bibeltro kristendom. Det kan give en følelse af uovervindelighed og overlegen indsigt, som i sidste ende kan blive en katastrofal afgud.

En anden hage, man kan overveje angående kampen om opmærksomhed: Konsekvensen er, at kun det, der skaber virak på sociale medier, egentlig eksisterer. Det tvinger os til at være evigt aktuelle, debatskabende og relevante. Og her bliver man jo hurtigt mere og mere febrilsk. Man ved jo, hvor meget den klassiske klummeskribent bliver presset til at levere mere og mere tyndbenede bidrag, hvis de da ikke i overtiden vælger at smide et krænkelseskort eller levere en bredside mod dette og hint.

Tidligere havde vi redaktionelle deadlines, der måske nok var stressende, men dog også gav en form for spilleregler og ramme omkring vores deltagelse. Nu er deltagelsen altid øjeblikkelig på sociale medier, og dit bidrag vil ofte være hurtigt glemt igen – og så starter møllen forfra. Medierne – både de landsdækkende og de sociale – er blevet den absolutte fælles referenceramme, som er dét, vi deler – også lokalt. Med sognepræst Jens Ole Christensens ord er medierne i dag "baggrundsstrålingen for det daglige liv".

Men hvilke arenaer skal vi egentlig kæmpe på, når medierne er allestedsnærværende? Jeg vil gerne pege på to udfordringer ved at forstå de landsdækkende medier som vores primære arena for vidnesbyrd – og dernæst alligevel afvise dem!

Først: I 2016 udkom en meget omtalt bog i USA med navnet The Benedict Option. Den er skrevet af Rod Dreher og beskriver et bud på, hvad kristne bør gøre som svar på den stigende sekularisering. Ifølge Dreher er kampen i de store medier omsonst. Kristne får ikke lov til at bringe egne agendaer i spil, men er henvist til at være narren, der optræder til morskab for de festende. Kristne hives ind for at repræsentere antikverede synspunkter om sex, alkohol, kønsliv, familieformer, tøjbrug og alt muligt andet, som folk så kan afvise per automatik og grine af. I stedet bør vi gøre, som Sankt Benedikt opfordrede til i det femte århundrede, da Romerriget faldt sammen: Trække os tilbage til lokale samfund, hvor vi lægger vægt på stærke familieforhold, lokal mission, høj troskab mod kirken, ivrige bibelstudier og lokal diakoni. Når medierne kun interagerer med os som et vansiret fremmedlegeme, så bør vi børste støvet af kappen og forlade cirkusteltet, siger Dreher.

Dernæst: En personlig refleksion, som er i forlængelse af Drehers tanker. Det er en reel udfordring ved landsdækkende medieoptrædener, at de kan skade – eller i hvert fald besværliggøre – lokale vidnesbyrd. Det må mane til eftertanke for de personer, der engagerer sig i offentlig debat, at mens de forholdsvist trygt kan gemme sig bag computerskærmens blå lys, betaler mange pædagoger, advokater, tømrere, bankmænd, kassedamer, professorer osv. prisen ved at skulle forsvare det aparte synspunkt i frokostpausen eller henover fyraftensbajeren. Når det går højest, kan det være svært at få naboen til seriøst at engagere sig i en snak, hvis man pludselig er sat i forbindelse med "tumpen fra TV". Derudover kan ægtefælle og børn let rammes af skytset mod debattøren, og det er nødvendigt at have afklaret det forhold – med sig selv og sin familie.

Men selvom det er udfordrende med disse tanker, så finder jeg dem alligevel utilstrækkelige. For det første fordi, kristendommen er en offentlighedsreligion, hvis sandhed skal råbes fra tagene. Paulus ville prædike for kejseren i Rom, ikke hengemme sig i trygge rammer i kirkens skød.

For det andet fordi, det er vores skabelseskald at forvalte verden. Kultur er både et substantiv og et verbum, og vi er kaldet til at kultivere verden. Vi er rigtigt nok også kaldet til at konservere verden, som det salt vi også er, så vi forhindrer råddenskab. Men vi er også kaldet til at få verden til at spire og gro. Det mandat er lagt i ethvert menneske og dermed også i enhver kristen.

For det tredje fordi vi er kaldet til at kæmpe for sandhed, fred og retfærdighed i denne verden, som en del af vores eskatologiske situation. Vores borgerskab er i Himlene, men vi lever på jorden og kæmper her for det, vi ved, skal realiseres ved Kristi genkomst: Fred og retfærdighed. Ultimativt er det åndeligt – at mennesker må finde fred med Gud, før det er for sent, ved at de erklæres for retfærdige ved Guds domstol. Men det er også socialt og politisk. Vi harmes over snyd, uretfærdighed, løgn og manipulation. Bibelen rummer utallige eksempler på troende, der taler den politiske elite imod, fordi de misbruger deres magt og midler. Den stemme må også høres i dag!

For det fjerde er det en grundlæggende sandhed, at det, vi ikke eksplicit fastholder, eroderer. Hvis evangeliet forudsættes, går der ikke længe, før vi taber det. Og hvis vi ikke eksplicit udlægger, underbygger og forsvarer vores livssyn, visner det.

Gør dit arbejde ordentligt

Hvis magthaverne skal lytte, og den offentlige opinion skal tage os alvorligt, må vi insistere på, at vi gør vores arbejde ordentligt. Vi lever i dag i et videns- og konkurrencesamfund, hvor der kæmpes om opmærksomhed, pladserne om bordet og retten til at være dagsordensættende. Der er mange, der gerne vil høres, og ingen får noget foræret gratis.

I nogle tilfælde kan vi slå på Grundlovens ordlyd i §79: "Ingen kan på grund af sin trosbekendelse berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige eller politiske rettigheder, eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt." Vi kan klage, hvis vi uretmæssigt bliver frakendt muligheden for offentligt virke, hvor begrundelsen direkte gives i vores konservative tro. Men vi kan ikke acceptere, at vi pylrer, så vi forsøger at undskylde vores manglende indsats og flid med, at folk holder os udenfor.

Hvis vi sikrer os, at vi har gjort vores hjemmearbejde, at vi er dygtige nok og kan vores kram, så bliver det langt sværere at afvise os i døren. Eller som en amerikansk bog siger: "So good they can't ignore you". Pointen er blot, at vores meritokratiske tradition i Danmark, hvor vi bedømmer folk på deres evner, ofte vil vise sig at være en fordel for os.

Når det er sagt, må realismen også finde ind. Ofte tillader tid, kræfter og evner ikke, at vi gennemtænker det hele fra ende til anden. G.K. Chesterton skulle efter sigende have sagt, at "Det, der er værd at gøre, er også værd at gøre dårligt". Det skal give frimodighed, ikke ladhed. Gud bruger uperfekte mennesker, og det må gøre os ydmyge og tillidsfulde.

Vores blik på verden

Når vi er mange, der føler, at kristendommen er presset helt ud på sidelinjen i dagens Danmark, medfølger ofte en ubehagelig fornemmelse: Fra min stol er det svært at se, at mine venner, naboer og arbejdskammerater har brug for Jesus. Ja, er det overhovedet så kritisk? De ser jo ud til at have det meget godt. Som en teolog har sagt det: "Det er ikke, fordi vi har fejlet i at være globale, eller fejlet i vores analyse af nutiden eller af de udsatte, men at vi reelt ikke er så sikre på, at religion ultimativt set er afgørende. At kristendommen er sand og at forkyndelsen af evangeliet er kritisk afgørende for alle på ethvert sted."

Jeg tror, vi har brug for at få italesat igen og igen, at virkeligheden rummer mere end det umiddelbare. Folk kender ikke deres dybeste længsel og nød, og det er faktisk bibelsk, at synden og dens konsekvenser må åbenbares for folk! Så nej, dine naboer og venner venter ikke på dit vidnesbyrd, men de er afhængige af det!

Det tager tid at ændre holdninger i et samfund, men det er kampen værd. Vi kæmper for sandheden med Guds ånd og kraft som vores styrke. Det vil koste, men det er prisen værd, for menneskers evige skæbne afhænger af det. Så gå med frimodighed på Paulus' formaning:

For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre eller ved mig, hans fange, men vær med til at lide ondt for evangeliet med den kraft, Gud giver. (2 Tim 1,7-8).

 

Michael Agerbo Mørch er cand.theol., ph.d.-stipendiat ved MF Vitenskapelig Høyskole i Oslo

Artiklen er en bearbejdelse af et oplæg holdt ved Evangelisk Luthersk Netværks Kirkefest på Børkop Højskole d. 28.09.2019.

Kjærsgaard versus Grundtvig

af Villy Klit Johansen

En sammenligning mellem sangene Giv os lyset tilbag' (Per Krøis Kjærgaard) og Der skinner en sol (N.F.S. Grundtvig)
----

Giv os lyset tilbag' (sic!) af Per Krøis Kjærsgaard kommer med i den næste udgave af Højskolesangbogen, der er lige på trapperne. Sangen er meget populær på efterskolerne. Ikke mindst i kraft af en ørehænger af en melodi, vil jeg tro. Men også teksten appellerer til de unge. Der er mange velklingende ord og sætninger, der er egnet til at vække positive følelser. Det er ord som glæde, lykke, lys og fællesskab. Og en sætning som "Nu skal der danses og elskes, hvor mørket er lyst!"
Lad det være sagt med det samme, at jeg mindst af alt ønsker at tage glæden ved sangen fra nogen. Det er ikke min hensigt. Jeg kan faktisk godt forstå, at mange gerne vil synge den.

Jeg vil blot dele nogle få iagttagelser med læseren. Jeg ser, at der med hensyn til den poetiske billedverden er en klar lighed med Grundtvigs klassiker Der skinner en sol i lys og løn, og der er vigtige centrale begreber, der er fælles. Tillige peger jeg på forskellen i udnyttelsen af billederne og begreberne. Der er nemlig forskel på, hvad de bruges til.

Ligheden mellem sangenes tematik er tydelig. Det viser allerede en opregning af følgende ord i de to sange:

Giv os lyset tilbage: Dørene åbne, hjertet er åbent, lys, solsiden, lyst, Helios.
Der skinner en sol: Sol, lys, lys, luk da op, luk op, luk op.

Giv os lyset tilbage har det til fælles med Grundtvigs sang, at den er en skolesang. Den ene er for unge, den anden for børn. Der kunne anføres flere grunde til, at en sammenligning er et lidt hasarderet foretagende; men jeg vover at gøre det alligevel. Af én grund: Jeg tror, denne øvelse siger noget om tiden.

Begge sange kredser om begrebet åbenhed; men der en afgørende forskel på, hvad der ønskes åbnet for. Det, der optager forfatteren af den nye sang, er, at vi får skabt et land, der er præget af mangfoldighed og åbenhed og tolerance overfor for de fremmede, der kommer til Danmark. Det mener han, der er for lidt af. Derfor er sangen præget af en vis moralisme.

"Kloden har mange forskellige slags". Det er sikkert en overraskende oplysning for mange. "Dørene åbne og smilene slidt. / Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit ...  Gi' os landet tilbag'. / Gi' tolerancen et nyt folkeslag. / Hjertet er åbent og sindet er frit. / Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit."

Her er forfatteren i skønneste overensstemmelse med den politiske korrekthed, som den defineres af den venstreorienterede politiske elite i partier, medier, universiteter, skoleverden og store dele af Folkekirken i disse år.

Men hvor kommer alt det positive, der nævnes, fra: glæden, lykken, lyset, fællesskabet? Ja, det synes at komme fra mennesket selv. Derfor de gentagne opfordringer: "lad os bruge ethvert timeslag", "Gi' tolerancen et nyt folkeslag!" Det eneste, der for mig at se åbner horisonten ud mod noget, der bliver os givet, er sætningen om at vandre med Helios: "fællesskab fødes når JEG bli'r til OS! / Og vi vandrer med Helios." Helios er græsk og betyder solen. Men hvad er solen et billede på? Det siges ikke, så det står hen i det uvisse.

Dermed er vi kommet til den gamle Der skinner en Sol. I den er der ingen tvivl om, hvad solen er et billede på. Det er Guds ord. Solen skinner "hvor ånd har mund og mæle"; den skinner åbenlyst blandt mennesker, for ordet skal jo tales af nogen og kan høres af andre, og den skinner skjult i hjertet. Guds ord bringer os bud fra Himlen på englevinger små, og ånden gør, at det har en virkning. Ånden er nemlig selve Guds livskraft, der virker gennem ordet. Guds ord nævnes igen i ikke mindre end fire af de følgende seks vers. Den vægt, Grundtvig lægger på Guds ord betyder ikke, at han ville gøre skolen til kirke, det skal lige siges. Han skelnede mellem skole og kirke, ved vi. De har hver sit formål. Men det er indlysende, at han ikke sætter vandtætte skotter mellem skolen og kirken.

Åbenheden i Grundtvigs sang er åbenhed overfor Guds ord. Se f. eks. det smukke og meget indholdsrige vers:

Og hvor Guds ord det lukkes ind,
det lejrer sig og sjunger:
Guds fred! bliv lys i sjæl og sind!
bliv sang på folketunger!

Grundtvig nævner et bestemt ord af Vor Herre, nemlig ordet "Guds fred". Det er nok almindelig kendt, at "Guds fred" spillede en stor rolle for Grundtvig. Det kan ganske vist høres som en hilsen slet og ret, men det klinger med, at det i Herrens mund er et ord for den frelse, som Kristus vandt ved sin død og opstandelse, altså syndernes forladelse og dødens overvindelse. Livets sejr. Ordet "Guds fred" er vel at mærke et ord, der sætter det i kraft, som ordet lyder på.

Bliv lys i sjæl og sind! er også sådan et "skaberord", der sætter ordets indhold i kraft, ligesom ved skabelsen, da Gud sagde: "Bliv lys!", og lyset blev til. Når Grundtvig i skolesammenhæng bruger ordet lys, betyder det oplysning, oplysning om livet. Skolen skal ikke blot give kundskaber, den skal være en skole for livet. Hvilket ikke er det samme som at påvirke dem med bestemte meninger og holdninger eller at sigte bevidst på en bestemt følelsesmæssig påvirkning.

Og så hører det endelig også med, at ånden gennem Guds ord skaber "sang på folketunger". Ordet bliver til sang, "det lejrer sig og sjunger", og det skaber sang. Grundtvig ser ikke mennesket kun som et individ, men som et led i en større helhed, et folk med et modersmål (folketunger). Den åndelige kraft, der udgik fra Grundtvigs virke i det danske folk og den danske kirke, skabte da også en stor rigdom af folkelig sang. Og da Grundtvig beskedent mener, at det ikke er ham, men Guds ånd og ord, der skaber det alt sammen, er det kun naturligt, at sangen fortsætter med opfordringen: 

Så luk da op nu port og dør
for Herrens ord i skare,
så de så tæt som aldrig før
her ind og ud må fare!
Luk op i en lyksalig stund
dig for Guds ord, hvert øre!
Og luk dig op, du folkemund,
med ord, som du kan føre!

Og derfor gælder det om at tale både sandt og jævnt (man kan sige: personligt) om "alt det høje", for børn kan man ikke narre. Klart er barnets øje!

Hvorvidt sangene er poetisk forløst afstår jeg fra at vurdere, jeg har blot så nøgternt, som det er mig muligt, i al enkelhed peget på forskellen i benyttelsen af de fælles poetiske billeder og begreber lys, sol og åbenhed. Billederne betyder noget helt forskelligt i de to sange. Tiden er en anden i dag. Døm selv, om den er bedre! Jeg lægger ikke skjul på, hvilken opfattelse af skolen, jeg selv mener, der er mest virkelighed i, og jeg vil ikke lægge skjul på, hvad jeg mener, vi skylder at give børn og unge del i. Behøver jeg fortælle, at jeg foretrækker den holdning, Grundtvig lægger ord til og sit hjerte i?

 

Per Krøis Kjærgaard, Gi' os lyset tilbag'

Kloden har mange forskellige slags.
Alle må leve og dø.
Glæd dig – du er her alligevel nu!
Meningen er vel at så sine frø,
på en overladt stjerneø.
Gi' os tiden tilbag',
og lad os bruge ethvert timeslag.
Dørene åbne og smilene slidt.
Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.

Lykken du holder i hænderne nu,
den er vist egentlig min.
Og at du lever og bærer og er,
gør at jeg også kan værne om din;
denne smukkeste disciplin.
Gi' os glæden tilbag',
og lad os leve af dét trylleslag:
Kroppene mange, men styrken er en.
Sådan er landet, der står på de viseste sten.

Ser du kun mørke, hvor du vender hen?
Tomhedens sorte protest?
Skyggerne lever kun hvor der er lys.
Husk nu at solsiden klæder dig bedst!
Og i aften, så se mod vest!
Gi' os lyset tilbage.
Vi vender op på ethvert nederlag.
Lukket bli'r åbnet og støjen bli'r tyst.
Nu skal der danses og elskes, hvor mørket er lyst!

Alt hvad vi kom for at give og få:
dele og elske og slås.
Blev på et år, det vi levede på,
fællesskab fødes når JEG bli'r til OS!
Og vi vandrer med Helios.
Gi' os landet tilbag'.
Gi' tolerancen et nyt folkeslag.
Hjertet er åbent og sindet er frit.
Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.

N.F.S. Grundtvig, Der skinner en sol

Der skinner en sol i lys og løn,
hvor ånd har mund og mæle,
som fugle små, når skov er grøn,
da kvidre barnesjæle.

Vorherre højt i Himlen bor,
og der er godt at være,
på englevinger små hans ord
fra Himlen bud os bære.

Og hvor Guds ord det lukkes ind,
det lejrer sig og sjunger:
Guds fred! bliv lys i sjæl og sind!
bliv sang på folketunger!

Umælende som hest og hund
er alle dyr i dale,
men folk gav verdens skaber mund
til med ham selv at tale.

Så luk da op nu port og dør
for Herrens ord i skare,
så de så tæt som aldrig før
her ind og ud må fare!

Luk op i en lyksalig stund
dig for Guds ord, hvert øre!
Og luk dig op, du folkemund,
med ord, som du kan føre!

Ja, tal nu sandt om småt og stort
og jævnt om alt det høje!
thi godt er alt, hvad Gud har gjort,
og klart er barnets øje.

 

Villy Klit Johansen er cand.theol., tidl. sognepræst

Laura og kristendommen

af Nana Hauge

Sørine Gotfredsen fremhævede for nylig TV-serien Det lille hus på Prærien, der bygger (meget frit) på de såkaldte Laura-bøger af Laura Ingalls Wilder. I serien spiller både kirke og kristendom en rolle modsat mange andre tv-serier for børn. De situationer, som Gotfredsen fremhæver fra tv-serien, hvor kirken og kristendommen spiller en rolle, findes dog ikke i bøgerne, men bøgerne skildrer ligesom TV-serien kristendommens betydelige rolle i Lauras og hendes families liv.

I Lauras familie er aftenbøn og søndagshvile en del af hverdagen ligesom salmesang og bibellæsning. Allerede som lille pige er Laura bibelstærk og kan længere passager af den udenad. Da Laura som ca. 5-årig kommer i søndagsskole, er hun derfor ikke imponeret over søndagsskolelærerinden, der giver den bibelkyndige Laura alt for lette vers at lære. 

I den lille by Walnut Grove er Lauras familie med til at starte en kirke under ledelse af Pastor Alden. Det er her, Lauras far, Charles, bruger de penge, der skulle være brugt til støvler, til en kirkeklokke og derfor må vandre flere dagsrejser med lappede støvler for at finde arbejde østpå, da familiens høst er blevet ødelagt af græshopper. Da familien slår sig ned i De Smet, South Dakota, er de også aktive i kirken, og det er i kirken, Laura møder Almanzo Wilder, som hun senere bliver gift med.

Det er ikke en meget pietistisk eller vækkelsespræget form for kristendom, familien praktiserer. Vi mærker i bøgerne, at Laura ikke bryder sig om tidens til tider ekstatiske religiøsitet. Kristentroen er der mere som en understrøm i alt, hvad Laura og familien foretager sig. Det er i kristentroen, familien henter deres mod, og det er her, den guddommelige lov, som gør den amerikanske drøm mulig, åbenbares.

I bogen Byen på Prærien reflekterer Laura over mennesket som frit under Guds lov uden en konge som mellemled: 

Gud er Amerikas konge. Amerikanerne adlyder ikke nogen konge på denne jord, tænkte hun. Amerikanerne er frie mennesker. Det vil sige, at de skal adlyde deres egen samvittighed. Ingen konge giver Far ordrer, dem må han give sig selv. (...) Naturens og Naturens Guds love har skænket os retten til liv og frihed. Altså må man holde Guds love, for Guds love er det eneste, der giver én ret til at være fri. 


Mennesket er skænket frihed, men under Guds lov. Det er derfor kun i overholdelsen af Guds love, at friheden kan bevares. Dette er klart, selv for teenagepigen Laura: at friheden er frihed til at øve mådehold og selvopofrelse i forhold til familie, lokalsamfund, fædreland og Gud. Det er ikke frihed til at dyrke sig selv, men til at overholde Guds love og bud.

Denne stærke selvregulering, som er funderet i kristentroen, er overvældende til stede gennem hele værket. Laura og hendes familie og mange andre pionerer, der drog vestpå, vidste faktisk ikke, hvad der ventede dem i det nye land, men de stolede på, at Gud havde planer med dem. De vidste, at deres vej en dag ville ende i himlen, hjemme hos Gud. Og det er troen på det, der gav dem "a bright faith in a stranger land" (en lysende tro i et fremmed land).

Under den lange vinter, hvor familien sulter og fryser, er det salmerne om det dejlige land i det fjerne, hvor sjælen har sit hjem, der holder familiens mod oppe. Selvom Charles ikke kan spille mere, kan de stadig synge. Og det gør de mens stormen raser og brøler som et kæmpe dyr og maverne er tomme.

Tænker man nu, at Lauras kristentro er lidt naiv og lige lovlig optimistisk i synet på menneskets og dets mange muligheder, tager man fejl. Laura havde et ganske realistisk syn på menneskets natur. På en gåtur taler hun og den blinde søster Mary således om menneskets ondskab:

"Vi er alle sammen slette og søger mod det onde som gnister søger opad,” sagde Mary med Bibelens ord. ”Men det er ikke det, det kommer an på (…) vi bør ikke tænke så meget på os selv, på om vi er gode eller slette”, forklarede Mary. – det drejer sig ikke så meget at tænke som – som at vide. At vide helt bestemt, at Gud er god.” (Byen på Prærien, s. 24)

Mennesket er slet og Gud er god! Bondekonen Laura fik ikke mange års skolegang sammenlignet med i dag. Alligevel kunne hun godt forstå Biblen og reflektere over den. Helt uden kælne påskehilsner eller andet nysprog.

Prædiken 14. s. e. trin.

af Merete Bøye


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (Joh 5,1-15)

Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.

Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.

Lyslevende, trods sten og segl, opstod han fra de døde. Med kød og ben i Åndens magt med alt forklaret, alt fuldbragt, opfór han i det høje. Så karsk kunne Grundtvig udtrykke sig, når han skulle beskrive, hvad Jesus betyder. Og et andet sted: Hvor han kommes ret i hu lyslevende han er endnu. Jesus er lyslevende til stede. Med kød og ben – i kød og blod. Trods sin himmelfart er han også i dag så nærværende, at man næsten kan tage og føle på det.

Så vidt gamle Grundtvig. Men kan vi stadig tro på den slags gamle historier i dag? Vi skriver jo trods alt 2020, og i modsætning til på Grundtvigs tid og Jesu tid, så har vi opfundet både glødepæren, radioen og internettet. Og hvis man har en smartphone, så kan man nok ikke tro på opstandelsen, for så har man et ”moderne verdensbillede”. Vi anerkender det, der kan måles og vejes og indplaceres et eller andet sted i et videnskabeligt verdensbillede; men vi har svært ved at tro på, at der kan findes noget, der ligger ud over det, som vi umiddelbart kan begribe med vore sanser og vores menneskeforstand.

Det er blevet ret almindeligt blandt danske præster og andre teologer at mene, at Gud ikke længere handler i verden. At han har ”udtømt sig” i verden, da han døde på korset. Himmelkongen er abdiceret til fordel for sin søn og dermed til fordel for os. Som en præst sagde for nogle år siden: ”Der er altså ikke længere nogen himmelsk garanti eller indgribende magt; der er kun det gudsrige, der lykkes ved os og mellem os. Så lykkes det ikke, er der intet.”

Det er ikke meget lys eller liv, der udgår fra denne førtidspensionerede Gud. Men hvad. Vi har vel heller ikke brug for en Gud til at hjælpe os. Vi kan vel klare os selv – vi er jo da voksne mennesker. Bare vi husker at høre efter, hvad det var, han sagde, ham tømreren fra Nazareth: om at vi skal elske vores fjender og være gode og rare ved hinanden. Så går det såmænd nok alt sammen. Og vi har jo da hinanden, ikke sandt?

Det er muligt, at nogle mennesker kan leve med en sådan fratrådt Gud, der har trukket sig tilbage fra arbejdet og ladt sine børn om selv at overtage ansvaret for driften. For andre er det måske knap så nemt at lade sig nøje med smukke ord om medmenneskelig ansvarlighed. Knap så nemt at se det tjenlige ved et gudløst gudsrige, der kun eksisterer dér, hvor menneskene formår at få det til at lykkes. Nej – jeg har brug for at få at vide, at Kristus har overvundet Døden, ikke blot for sig selv, men også for mig, og for mine kære. Og at vi engang skal samles med Ham i de evige boliger.

Mange kristne har efterhånden mistet livet under forfølgelser i Mellemøsten og Afrika. Jeg ved ikke, hvad der bliver sagt ved disse kristne menneskers begravelser; men jeg vil i hvert fald håbe, at det ikke er forsikringer om, at Gud har abdiceret til fordel for mennesker. Jeg tvivler på, at deres pårørende vil føle sig trøstet ved at få at vide, at Jesus kun lever i nadveren, eller at der kun findes det Gudsrige, der lykkes mellem mennesker. For hvis det er sandt, så er der intet Gudsrige. For det lykkes ikke. Det er måske svært at se for den, der har alt, hvad han behøver af både materielle og åndelige goder; men det er smerteligt indlysende for den, der har mistet nære og kære – p.g.a. deres kristne tro.

Det var også indlysende for den syge mand, vi har hørt om i dagens evangelium. Han havde været syg i 38 år, og derfor havde han lagt sig ved Betesda Dam i håb om at blive helbredt. Af og til kom vandet i dammen nemlig i oprør – det hed sig, at det var fordi, en engel kom forbi og rørte ved det – og så var det om at komme hurtigt ned og røre ved vandet, for den første der rørte det, han blev rask. Men denne mand, som vi hører om, han kom aldrig først ned til dammen. For han havde ikke et menneske, der kunne hjælpe ham derned. Derfor måtte han blive liggende ved bredden, syg og fortabt i sin ensomhed. Hans medmennesker så ham ikke.
Indtil der en dag kom et menneske forbi, og så ham, og talte til ham. Guds søn, som er blevet menneske for vores skyld.

”Vil du være rask?”, spurgte han. Et ret dumt spørgsmål i grunden, for naturligvis vil manden gerne være rask. Han svarer da heller ikke på spørgsmålet, men forklarer i stedet, hvordan det kan være, at han stadig er syg, selvom han har ligget lige ved siden af den helbredende dam i årevis: Hans medmennesker tager sig ikke af ham. Han er venneløs og uden familie. Det menneskeskabte, menneske-vedligeholdte gudsrige er med andre ord ikke lykkedes for denne syge mand. Og dog træder Guds midt ind i denne syge mands tilværelse og ændrer den med et slag: ”Rejs dig, tag din båre og gå!” Og i det samme blev manden rask. Uden menneskers hjælp, uden menneskers støtte, lyder Guds store, altomvæltende skaber-ord direkte fra Gud til mand, lodret, som lyn, fra himmel til jord. Gud har talt. Gud har skabt. Gud har frelst.

Det er ikke nogen skrabet, tilbagetrukket Gud, der handler her. Ikke en Gud, der har overladt sin skabte verden til menneskers ubehjælp­somme lederskab. Nej, det er en mægtig Gud, en skabende og indgribende Gud, der handler af sig selv, når og hvor han vil. Han bruger af og til mennesker som redskaber. Så vidt er det sandt nok, at vi mennesker også virker med, når Gud skaber og opretholder sin jord.
Men det er stadig Gud, der handler. Vi er ikke Guds ”hænder” eller på anden måde nogen forlængelse af Gud. Gud står ikke i noget afhængighedsforhold til menneskene – Gud er Gud om alle mand var døde, som der står i salmebogens nr. 7. Var alle mand døde, ville der ganske vist ikke være nogen til at lovsynge Gud eller til overhovedet at udtale ordet ”Gud”; men det forhindrer dog ikke Gud i at være Gud. Det er Guds ord, ikke vores, der skaber, hvad det nævner.

Og Gud skaber stadig. Han har ikke trukket sig tilbage. Han er stadig nær hos mennesker. Og vel at mærke ikke bare dér, hvor menneskene arbejder sammen og handler ansvarligt mod hinanden. Også dér, hvor meningsløsheden har taget over, også dér hvor mennesket er ude på håbløshedens overdrev, er Gud nær. Og lad os se det i øjnene: uanset hvor gode og ansvarlige, vi gerne vil være overfor hinanden, så vil der altid være mennesker, der falder igennem; mennesker, som ikke får deres liv til at lykkes; mennesker, der bliver syge eller ensomme. Mennesker, der dør. Det gælder i sidste ende os alle sammen. Hvis ikke det lige var for Gud. For Han er med ethvert menneske, ikke bare de vellykkede, de venlige, de medmenneskelige mennesker. Også de syge og ulækre, dem som ikke indgår i de andres sociale spil. Ethvert menneske er set og tiltalt af Gud.

Den, der tror på Kristus, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Og den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem.
Amen