Vidnesbyrd i neutralzonen. Om kristendom i det offentlige rum
af Michael Agerbo Mørch
Hvis jeg nu afslører, at jeg vil starte med at citere vores forhenværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, antager jeg, at mange vil forvente en trille om, at "religion skal ud af det offentlige rum". Men det er ikke det, jeg vil trække frem her.
Anders Fogh sagde noget andet i de år, som bestemt rummer en lige så markant udfordring til os kristne, omend med et mere positivt fortegn: "Det eneste, der virkelig for alvor kan flytte noget i et samfund, det er, at man flytter holdninger." Hvad stiller vi op med det? Jeg tager her for givet, at vi som kristne ønsker at forandre noget i vores samfund. Det er vigtigt her at huske, at Fogh taler om forandring af samfundet, og det er alene her, vi har en fælles forståelse. For hvis vi talte om, hvad der for alvor flyttede noget hos individet, så måtte vi sige: Det gør alene tro på Kristus Jesus!
Så altså: Vi ønsker samfundsforandringer, og da vi hverken kan eller vil forandre samfundet ved økonomisk pondus eller systemisk magt, må vi gøre det med ordets kraft og virkning. Fogh lærer os, at der er en grund til at have det fokus og bevare det fokus – for det er faktisk ved at flytte holdninger, at samfundet substantielt forandres.
Det er indlysende, at samfund forandres langsomt. Vi kan tale om revolutioner og oprør, men holdningsændringer foregår i sneglefart. Det viser både erfaringen og al psykologisk forskning. Samtidig er der ingen forandringer, der mejsles i sten. Hele verdensbilleder kan potentielt forandres, selvom de har stået umådeligt stærkt i århundreder. Vores egen forandring fra et kristent til et postkristent samfund er sket på 70-80 år – en ændring, de færreste vel fandt sandsynlig i 1820. Summen af disse ting er, at vi kan forvente en slidsom proces, hvis vi vil forandre samfundet endnu engang – men samtidig også, at det er muligt! For det er sket før, og det kan ske igen.
Derfor: Mit blik er grundlæggende optimistisk. Jeg mener ikke, vi står i en historisk ringe situation for at bringe det kristne livssyn frem i offentlige fora. Tværtimod. Selvom der er hård modstand fra scientisme, relativisme, egoisme og meget andet, åbnes vores kulturelle kontekst i disse år for nye muligheder for deltagelse. Dem må vi gribe. Min egen grundlæggende holdning er nemlig, at enhver udfordring rummer en mulighed. Vi skal identificere udfordringen og tage den alvorligt, men vi skal ikke standse ved den. Både optimisme og pessimisme kan tage naive former, som vi bør undgå.
Inden jeg får alvor går i gang, er det nok værd at gentage og understrege, at det, jeg taler om her, er italesættelsen af det kristne livs- og menneskesyn i offentligheden. Det står ikke i vores magt at omvende hjerterne, det virker alene Ånden, hvor og når den vil. Så sagen her er etisk og værdimæssig. Eller som nævnt "holdninger", dvs. det som påvirker menneskers tanker, ord og handlinger.
Åndsfriheden truet?
Nu fik jeg lige nævnt, at vi ikke står i en historisk besværlig situation. Men der er jo udfordringer. Lad os tage et par stykker.
De aktuelle anslag mod åndsfriheden er ganske alarmerende. Nok har vi juridisk set et bolværk omkring vores frihedsrettigheder, men kulturelt høster intolerancen – forklædt som tolerance – i disse år stort. Vi tvinges konstant til at reducere debattens kompleksitet, så vi ikke taler nuanceret om problemstillingerne og forhindrer, at vi kan tale om to sider af samme sag.
Et eksempel: Lars Løkkes tale ved Copenhagen Pride 2018, hvor han uskønt kaldte det klassiske kønssyn for "et forstokket menneskesyn". Selvom det ikke blev fulgt op af konkret politik og nok bør anskues som tom symbolik, så er det alligevel en markør for en tendens, som vi måske vil se mere af: En gryende protest imod artikuleret kristendom, særligt på etiske områder. Fordi vi står for et andet blik på problemstillingerne, som samfundet ikke længere har tålmodighed til at rumme. Derfor vil vi oftest ryge i vælten for vores etik. Det giver en oplagt konflikt: Det er ikke vores kerneanliggende, men vi er alligevel fundamentalt optaget af, at Guds gode vilje for menneskelivet får en røst i debatterne.
Her er der grund til at holde en pause. For når jeg udvælger etik som det mest brisante punkt for konservative kristne i forhold til offentlig debat, er det jo ikke raketvidenskab. Men vi må løbende overveje med os selv, hvad det har af konsekvenser. Sognepræst Jens Ole Christensen citerer et sted teologen Eleonora Andersen for tre konsekvenser, som skarpt markerede etiske standpunkter har for vores Kristusvidnesbyrd:
(1) Et skred væk fra at sætte Guds nåde og nærvær højest på dagsordenen.
(2) Et skred væk fra bevidstheden om, at vi alle står under samme dom.
(3) Et skred væk fra den omsorgsfulde, ærlige og inviterende kirke.
Ansvaret er ikke alene vores, men vi må tage det ansvar på os, som tilkommer os. At problemstillingen er reel, så vi for nylig, hvor Katrine Lilleør skarpt kritiserede Indre Mission for ikke at have udviklet sig i 150 år. Det er en karikatur, men når hun primært kender IM fra etiske udmeldinger i pressen, så forstår man, hvorfra karikaturen har sit kildevæld. Jeg minder her om det gode citat fra Johannes Møllehave: "Lever man kun i modkultur, bliver man ikke medmenneske, men modmenneske".
I forlængelse heraf er det klogt at overveje, hvilken status etikken har i vores samfund i dag. Mit perspektiv er, at den etiske konsensus er blevet subjektiv eller relativiseret. Vi taler om etik fra polariserede ståsteder, der gør egentlig mellemmenneskelig etisk dialog umulig. Vi forstår moral ud fra det narrativ, vi er en del af, og vi kan ikke længere påstå, at vi har en fælles historie, som filosoffen Alasdair MacIntyre har sagt det.
Vores kultur er skiftet, så vi ikke længere spørger efter autoritet ("Hvad er sandt?"), men efter autenticitet ("Hvad virker?"). Den canadiske filosof, Charles Taylor, begrebsliggjorde fænomenet i udtrykket "autenticitetens etik". Med det begreb ønskede han at vise, at det moderne menneske forstår det autentiske som det gode – ja, faktisk som det sande. Tænkt på, hvor mange TV-programmer, der netop spiller på dét: At fordi det er autentisk, er det både godt og sandt.
Sandheden nytter
Når autenticitetens etik råder, kan man næsten blive opgivende på kristendommens vegne. Kristendommen, der frimodigt bekender troen på sandheden om Gud, åbenbaret i Jesus Kristus og i Bibelen, kan næsten ikke få ørenlyd i dag. Når folk bruger klicheen "enhver bliver salig i sin tro" eller "hvis det virker for dig, så er det jo fint", så er det netop udtryk for "autenticitetens sandhedsbegreb", og det kan kristendommen ikke være tjent med.
Men hvorfor skal vi så ikke kaste håndklædet i ringen, hvis samtiden på forhånd har udelukket muligheden for dialog med sin relativisme? Efter sigende sagde den danske præst og dramatiker Kaj Munk engang: "Aldrig, aldrig, aldrig spørge, om det nytter, bare, om det er sandt". For konservative kristne lyder det jo såre rigtigt og godt. Vi ved, at den instrumentelle tankegang er skadelig både for kirke og kultur. Det ses både i Høsterkøb Kirkes forfladigelse af højmessen og i kulturministerens cost-benefit-analyser af de kulturelle institutioners bidrag til vores fælles liv.
Men lad nu det ligge. I stedet vil jeg her supplere Kaj Munk med to refleksioner. Den ene skal være en opmuntring, den anden en udfordring.
Først opmuntringen: Den danske forfatter og debattør Carsten Jensen fortalte for en del år siden i Politiken om en oplevelse, han havde haft med sin datter. Han skulle holde endnu en tale til et arrangement, og han ville igen revse den danske dårligdom og tale Roma midt imod. Men han var opgivende. Nyttede det noget? Han artikulerede sin urolige mavefornemmelse for datteren, der blot udbrød: "Du skal tro på, at det virker, far, vi har ikke noget valg."
Når man med Luther har lært, at man ikke med sværdet kan få nogen til at antage sandheden med hjertet, så har man også endegyldigt overgivet sig selv til ordets magt og afmagt. Den planke må vi også gå ud af. Vi har ikke noget valg. Det kan lyde som starten på fyrre år i ørkenen, men virkeligheden er en anden: Samfundet forandres, når holdninger flyttes, også selvom det tager tid og koster kræfter.
Så udfordringen: Måske skyldes vores tilbageholdenhed først og fremmest en proportionsforvrængning. Helt klassisk: Sæt nu, vi frygter mennesker mere end Gud!? Kan man undgå at lade den uro komme ind? Det er i hvert fald en udfordrende vinkel, Katrine Winkel Holm lægger ned over ytringsfrihedsdebatten i bladet Tidehverv:
Skal man kunne modstå heksejægerne og beskytte dem, de forsøger at kaste på bålet, skal man være rede til at stå imod og i den forbindelse miste fuldstændig anseelse og blive hængt ud som umenneske. Det kan man kun holde ud, hvis man frygter en anden og større dommer mere, end man frygter den aktuelle mediedomstol. Hvis gudsfrygten er større end frygten for hoben.
Hvis min frygt for, hvad der sker med disse mine medmennesker, hvis de ikke kender Gud, er mindre, end deres mulige dom over mit liv og virke, så har jeg sat koordinaterne forkert i mit system.
Rids til en lille teologi om frimodighed
Men hvordan finder man frimodighed over for mennesker? Hvad siger Bibelen? Stoffet er enormt, men lad mig trække nogle enkelte tråde frem:
Den grundlæggende tanke i NT er, at Jesus har vundet sejren for de troende. Og selvom kampen kan være hård, kan vi have frimodighed i kampen på grund af sejren: "Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden." (Joh 16,33) Så er den ged jo barberet, og det er bare med at komme i gang!
Men NT er en realistisk tekst, der også kender de kristnes afmagt og svaghed. Det er bemærkelsesværdigt, at Paulus – der vel i manges øjne står som idealfiguren på en frimodig kristen – igen og igen beder om forbøn for at få frimodighed til sin tjeneste! "Bed om, at jeg ved evangeliet må få frimodighed til at tale, som jeg skal." (Ef 6,20b) Eller i teksten med det berømte "gunstige øjeblik": "Bed om, at jeg må gøre den kendt og tale, som jeg skal." (Kol 4,4)
To pointer: For det første, vi skal have proportionerne på plads. Den strid, vi kæmper, er hård, men i det store perspektiv ændrer det ikke på kampens resultat: Lammet har sejret! For det andet, nogle af os skal deltage i offentlig debat og give offentlige vidnesbyrd, andre af os skal måske høre kaldet fra Paulus og begynde aktivt at bede om frimodighed til de af vores folk, der strider ved slagmarkens front!
Jesus formaner os til at være frimodige, og Paulus beder om forbøn for sin frimodighed. Derudover er det vigtigt at se, at frimodigheden har en kilde: Det man selv har set og hørt! "Men Peter og Johannes svarede: 'Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham; men vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt.'" (ApG 4,19-20) Frimodighed og vidnesbyrd hænger altså sammen. I den forstand er den kristnes engagement i det offentlige rum under én hat karakteriseret ved vidnesbyrdet.
Igen: Der er realisme i NT. I samme tekst som den kraftfulde beretning om Peter og Johannes står der:
"Og nu, Herre, se dog deres trusler, og giv dine tjenere at tale dit ord med fuld frimodighed; ræk din hånd ud til helbredelse, så der sker tegn og undere ved din hellige tjener Jesu navn." Da de havde bedt, rystedes det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt af Helligånden, og de forkyndte Guds ord med frimodighed. (ApG 4,29-31)
Jeg tror ikke, Peter og Johannes’ vidnesbyrd over for ypperstepræsterne var tom retorik, men de var ikke undtaget fra at have brug for Guds nærhed og kraft for at kunne vidne!
Igen fordi vi ved, at hvis vores budskab reelt skal være livsforvandlende, så må det ske ved Herrens styrke. Eller som der står senere i ApG om Paulus og Barnabas: "De blev der i lang tid og forkyndte frimodigt i tillid til Herren, som bekræftede ordet om sin nåde ved de tegn og undere, der skete ved deres hænder". Det vækker spørgsmålet: Har vi tillid til, at Gud kan bruge vores ord?
Et andet bibelsk aspekt, som jeg finder ret afgørende. Kender vi vores modstander? Og tør vi se konsekvenserne i øjnene? Paulus siger, at kristnes modstandere ikke er vores ikke-troende medmennesker, men onde åndsmagter (Ef 6,12). Men de onde åndsmagters herre, Satan selv, har en skræmmende indflydelse på vores verden, hvis vi tør tage Paulus’ ord alvorligt:
Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder, som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn. Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre. (Ef 2,1-3)
Det er en side ved bibelsk antropologi, som vi ikke nyder at beskæftige os med. Men tror vi på det? Tror vi det, så fatter vi, at det offentlige rum kun er neutralt i juridisk forstand. I åndelig forstand gives det neutrale rum ikke. For mennesket kan åndeligt set ikke befinde sig i en neutral zone.
Det betyder også, at den optimisme, jeg indledte med at gøre mig til talsmand for, er en "realistisk optimisme". Eller med andre ord: En teologi, der kender til skabelse, syndefald, forløsning og fuldendelse og proportionerne imellem dem.
Da Jesus blev inkarneret, var motivet kærlighed til en falden verden (Joh 3,16). Han kom til sine egne, men de tog ikke imod ham (Joh 1,6). Men han kom alligevel. Det stoppede ham ikke. Inden Jesus forlod jorden, udsendte han sine disciple med det intense budskab: "Jesus sagde igen til dem: 'Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.'" (Joh 20,21). Jesus sender os til en falden verden, der hverken vil kendes ved ham eller ved os, hans kirke. Men han sender os alligevel. Kommer vi?
Vores aktuelle situation
Så vidt jeg kan se, er det en styrke for almindelige kristne, at den offentlige debat er blevet meget pluraliseret, og der er mange stemmer, der kommer til orde. Der er dog nogle hager, som jeg synes, vi skal reflektere over. Henrik Kaare Nielsen har i en væsentlig artikel om "æstetiseringsprocesser" i det offentlige rum påvist, at kampen om opmærksomheden hviler på det faktum, at opmærksomhed er en knap ressource.
Mere og mere ekstreme midler må tages i brug for at vinde folks gehør. Det kan være grove ord, karikaturer, sjofelheder, skønmaling og meget andet. Jeg synes, der er visse kristne debattører, der af og til tenderer i denne retning. Men kan kirken leve med det? Og i hvilket omfang? Målet er vel ikke bare at blive hørt, men at blive taget alvorligt, lyttet til, forstået og først på dén baggrund eventuelt modsagt. Det må og skal være en kongstanke for kristne, at vi taler pænt om og med vores medmennesker. "Pænt" er her ikke lig med "uden kant" eller "pussenusset", men anstændigt, lødigt, grundigt og ærligt.
Jeg ved, vi kan være ganske forskelligt anlagt her, og vores natur – herunder temperament – tillader et kontinuum af tone og stil i offentlig debat. Grundreglen må dog være, at vi selv taler til og omtaler folk, som vi selv gerne vil tales til og omtales.
Samtidig åbner NT, så vidt jeg kan se, for nogle nuancer, fordi sagen også afgør stilen. Taler vi om evangeliets kerne, må angreb herpå modgås skarpt (Gal 1,8; 2,11). Ligger emnerne et par skridt fra kernen, skal det afspejles i stil og tone (2 Tim 2,23-26). En fare kan jo være, at man melder så skarpt ud om et emne, at man kan have svært ved at trække det tilbage eller nuancere. Det er ikke blot en taktisk overvejelse. Jeg tror, vi er mange, der klynger os til vores skråsikkerhed i teologiske spørgsmål, fordi det giver en følelse af at have magt over sin tro. Men troens styrke er ikke min overbevisning, men Jesus Kristus.
Skråsikkerhed og markante udmeldinger kan give vældig applaus fra egne rækker, men det må også være en udfordring, hvis man hele tiden får at vide, at man er et "åndeligt fyrtårn" for bibeltro kristendom. Det kan give en følelse af uovervindelighed og overlegen indsigt, som i sidste ende kan blive en katastrofal afgud.
En anden hage, man kan overveje angående kampen om opmærksomhed: Konsekvensen er, at kun det, der skaber virak på sociale medier, egentlig eksisterer. Det tvinger os til at være evigt aktuelle, debatskabende og relevante. Og her bliver man jo hurtigt mere og mere febrilsk. Man ved jo, hvor meget den klassiske klummeskribent bliver presset til at levere mere og mere tyndbenede bidrag, hvis de da ikke i overtiden vælger at smide et krænkelseskort eller levere en bredside mod dette og hint.
Tidligere havde vi redaktionelle deadlines, der måske nok var stressende, men dog også gav en form for spilleregler og ramme omkring vores deltagelse. Nu er deltagelsen altid øjeblikkelig på sociale medier, og dit bidrag vil ofte være hurtigt glemt igen – og så starter møllen forfra. Medierne – både de landsdækkende og de sociale – er blevet den absolutte fælles referenceramme, som er dét, vi deler – også lokalt. Med sognepræst Jens Ole Christensens ord er medierne i dag "baggrundsstrålingen for det daglige liv".
Men hvilke arenaer skal vi egentlig kæmpe på, når medierne er allestedsnærværende? Jeg vil gerne pege på to udfordringer ved at forstå de landsdækkende medier som vores primære arena for vidnesbyrd – og dernæst alligevel afvise dem!
Først: I 2016 udkom en meget omtalt bog i USA med navnet The Benedict Option. Den er skrevet af Rod Dreher og beskriver et bud på, hvad kristne bør gøre som svar på den stigende sekularisering. Ifølge Dreher er kampen i de store medier omsonst. Kristne får ikke lov til at bringe egne agendaer i spil, men er henvist til at være narren, der optræder til morskab for de festende. Kristne hives ind for at repræsentere antikverede synspunkter om sex, alkohol, kønsliv, familieformer, tøjbrug og alt muligt andet, som folk så kan afvise per automatik og grine af. I stedet bør vi gøre, som Sankt Benedikt opfordrede til i det femte århundrede, da Romerriget faldt sammen: Trække os tilbage til lokale samfund, hvor vi lægger vægt på stærke familieforhold, lokal mission, høj troskab mod kirken, ivrige bibelstudier og lokal diakoni. Når medierne kun interagerer med os som et vansiret fremmedlegeme, så bør vi børste støvet af kappen og forlade cirkusteltet, siger Dreher.
Dernæst: En personlig refleksion, som er i forlængelse af Drehers tanker. Det er en reel udfordring ved landsdækkende medieoptrædener, at de kan skade – eller i hvert fald besværliggøre – lokale vidnesbyrd. Det må mane til eftertanke for de personer, der engagerer sig i offentlig debat, at mens de forholdsvist trygt kan gemme sig bag computerskærmens blå lys, betaler mange pædagoger, advokater, tømrere, bankmænd, kassedamer, professorer osv. prisen ved at skulle forsvare det aparte synspunkt i frokostpausen eller henover fyraftensbajeren. Når det går højest, kan det være svært at få naboen til seriøst at engagere sig i en snak, hvis man pludselig er sat i forbindelse med "tumpen fra TV". Derudover kan ægtefælle og børn let rammes af skytset mod debattøren, og det er nødvendigt at have afklaret det forhold – med sig selv og sin familie.
Men selvom det er udfordrende med disse tanker, så finder jeg dem alligevel utilstrækkelige. For det første fordi, kristendommen er en offentlighedsreligion, hvis sandhed skal råbes fra tagene. Paulus ville prædike for kejseren i Rom, ikke hengemme sig i trygge rammer i kirkens skød.
For det andet fordi, det er vores skabelseskald at forvalte verden. Kultur er både et substantiv og et verbum, og vi er kaldet til at kultivere verden. Vi er rigtigt nok også kaldet til at konservere verden, som det salt vi også er, så vi forhindrer råddenskab. Men vi er også kaldet til at få verden til at spire og gro. Det mandat er lagt i ethvert menneske og dermed også i enhver kristen.
For det tredje fordi vi er kaldet til at kæmpe for sandhed, fred og retfærdighed i denne verden, som en del af vores eskatologiske situation. Vores borgerskab er i Himlene, men vi lever på jorden og kæmper her for det, vi ved, skal realiseres ved Kristi genkomst: Fred og retfærdighed. Ultimativt er det åndeligt – at mennesker må finde fred med Gud, før det er for sent, ved at de erklæres for retfærdige ved Guds domstol. Men det er også socialt og politisk. Vi harmes over snyd, uretfærdighed, løgn og manipulation. Bibelen rummer utallige eksempler på troende, der taler den politiske elite imod, fordi de misbruger deres magt og midler. Den stemme må også høres i dag!
For det fjerde er det en grundlæggende sandhed, at det, vi ikke eksplicit fastholder, eroderer. Hvis evangeliet forudsættes, går der ikke længe, før vi taber det. Og hvis vi ikke eksplicit udlægger, underbygger og forsvarer vores livssyn, visner det.
Gør dit arbejde ordentligt
Hvis magthaverne skal lytte, og den offentlige opinion skal tage os alvorligt, må vi insistere på, at vi gør vores arbejde ordentligt. Vi lever i dag i et videns- og konkurrencesamfund, hvor der kæmpes om opmærksomhed, pladserne om bordet og retten til at være dagsordensættende. Der er mange, der gerne vil høres, og ingen får noget foræret gratis.
I nogle tilfælde kan vi slå på Grundlovens ordlyd i §79: "Ingen kan på grund af sin trosbekendelse berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige eller politiske rettigheder, eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt." Vi kan klage, hvis vi uretmæssigt bliver frakendt muligheden for offentligt virke, hvor begrundelsen direkte gives i vores konservative tro. Men vi kan ikke acceptere, at vi pylrer, så vi forsøger at undskylde vores manglende indsats og flid med, at folk holder os udenfor.
Hvis vi sikrer os, at vi har gjort vores hjemmearbejde, at vi er dygtige nok og kan vores kram, så bliver det langt sværere at afvise os i døren. Eller som en amerikansk bog siger: "So good they can't ignore you". Pointen er blot, at vores meritokratiske tradition i Danmark, hvor vi bedømmer folk på deres evner, ofte vil vise sig at være en fordel for os.
Når det er sagt, må realismen også finde ind. Ofte tillader tid, kræfter og evner ikke, at vi gennemtænker det hele fra ende til anden. G.K. Chesterton skulle efter sigende have sagt, at "Det, der er værd at gøre, er også værd at gøre dårligt". Det skal give frimodighed, ikke ladhed. Gud bruger uperfekte mennesker, og det må gøre os ydmyge og tillidsfulde.
Vores blik på verden
Når vi er mange, der føler, at kristendommen er presset helt ud på sidelinjen i dagens Danmark, medfølger ofte en ubehagelig fornemmelse: Fra min stol er det svært at se, at mine venner, naboer og arbejdskammerater har brug for Jesus. Ja, er det overhovedet så kritisk? De ser jo ud til at have det meget godt. Som en teolog har sagt det: "Det er ikke, fordi vi har fejlet i at være globale, eller fejlet i vores analyse af nutiden eller af de udsatte, men at vi reelt ikke er så sikre på, at religion ultimativt set er afgørende. At kristendommen er sand og at forkyndelsen af evangeliet er kritisk afgørende for alle på ethvert sted."
Jeg tror, vi har brug for at få italesat igen og igen, at virkeligheden rummer mere end det umiddelbare. Folk kender ikke deres dybeste længsel og nød, og det er faktisk bibelsk, at synden og dens konsekvenser må åbenbares for folk! Så nej, dine naboer og venner venter ikke på dit vidnesbyrd, men de er afhængige af det!
Det tager tid at ændre holdninger i et samfund, men det er kampen værd. Vi kæmper for sandheden med Guds ånd og kraft som vores styrke. Det vil koste, men det er prisen værd, for menneskers evige skæbne afhænger af det. Så gå med frimodighed på Paulus' formaning:
For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre eller ved mig, hans fange, men vær med til at lide ondt for evangeliet med den kraft, Gud giver. (2 Tim 1,7-8).
Michael Agerbo Mørch er cand.theol., ph.d.-stipendiat ved MF Vitenskapelig Høyskole i Oslo
Artiklen er en bearbejdelse af et oplæg holdt ved Evangelisk Luthersk Netværks Kirkefest på Børkop Højskole d. 28.09.2019.