Gå til toppen

Leder

Der tales meget om at slippe gudstjenesten, kirken, liturgien m.m. fri i disse år. Prøveritualer, drop in-dåb og vielse, Høsterkøbeksempler og en liturgikommision, der skal ”gentænke” nadver og dåb skal vel alt sammen løsne den gamle, stive folkekirke op.

Sagen er dog, at løbet i virkeligheden er kørt. For i løbet af de sidste 20-30 år har flere og flere sogne ”udviklet” deres ”egen” liturgi, som ikke blot drejer sig om småvariationer, men om særlige indslag i gudstjenesten eller i forbindelse med de kirkelige handlinger. En ny trend som vi tidligere har beskrevet, er den vi ser i forbindelse med konfirmationsgudstjenester, hvor der mange steder synges sange som bl.a Lille Idas sang, Linedanser, Livstræets krone eller andre lovprisninger af mennesket og dets muligheder, i stedet for salmer eller hvor kirkerummet er lavet om til en togstation eller et dansegulv for præsten. (Det nummer, man i år kommer til at høre ved konfirmationsgudstjenesterne bliver, at dømme efter begejstringen blandt sognepræster på facebook, årets danske melodi grand prix-vinder, Love is forever. Fordi den passer bare så lige i øjet på evangeliet til Bededag, mener man.)

Juleaftensdag-gudstjenester skal også have særlige indslag, når nu folk er kommet. Som fx en præst der synger Jul i Angora eller andet festligt. Folk skulle så nødig få det indtryk, at den gamle kirke ikke er omstillingsparat og med på (u)noderne. Men også ved højmesserne rundt omkring kan der være særindslag, som kan virke overraskende, når man sagesløst kommer i den tro, at man skulle til en helt almindelig gudstjeneste. I takt med, at disse udviklende indslag filmes og deles på de sociale medier, lægges der et pres på menigheder og præster for at finde på noget endnu mere spektakulært, end de gør i nabokirken. Det er endt der, hvor en fast liturgi egentlig skulle forhindre at vi endte, nemlig hvor vi selv skal opfinde gudstjenesten, og hvor genkendeligheden er svær at få øje på.

I stedet for, at de enkelte kirker er lemmer på samme krop, bliver de snarere som små konkurrerende koncerner, der forsøger at overgå hinanden i opfindsomhed, og som forsøger at brande sig selv som helt (j)unikke størrelser. Det minder om tendensen med, at enhver lille provinsby skal have sit eget logo og sin egen vision, såsom Struer - lydens by, Uggerhalne - det gode liv, eller hvad med: Mærk Næstved) og brande sig på sit helt særlige særpræg, selvom man egentlig bare er en helt almindelig lille hyggelig provinsby.

En ting er ændringer i liturgien og livsfilosofiske sange i stedet for salmer. Noget andet er, at man nogle steder har ændret både nadver og dåbsritual, så nadver og dåb har fået et helt andet indhold end det, der i det væsentlige har været der siden oldkirkens dage.

Dåbens betydning af forvandling og nadverens tilsagn til det syndige menneske kan man nemlig ikke iflg. de pågældende menigheder, være bekendt at tilbyde mennesker i dag. Tanken må vel være, at vi mennesker har gjort gevaldige fremskridt, siden dengang Jesus døde for vores synder og overtrædelsers skyld. Vi har gjort så store fremskridt, at vi i grunden ikke har brug for en frelser mere, men mere en terapeut, der kan bekræfte os i, at vi er gode nok, når vi bliver lidt i tvivl.

Hvad skal liturgikommissionen så? Skal den stramme op på de individualiserede gudstjenesteformer, eller skal den stadfæste den opsplitning af folkekirken i atomer, der allerede er i gang? Det er ikke helt klart. man må håbe på det første, for gudstjeneste og ritualer er ikke noget, man bare lige opfinder eller ændrer. Det er størrelser der er formet langsomt og over århundreder. Liturgi varierer naturligvis fra sted til sted og over tid; men grundlæggende følger de fleste kristne kirker i verden et mønster, der også kan findes i beskrevet i Bibelen: Der læses fra skriften, der fejres nadver, der bedes, der lovsynges. Fokus har alle dage været, hvad Gud vil sige til mennesket og ikke omvendt. Liturgien skal endvidere åbenbare noget af Gud for os, så vi kan underkaste os ham og gøre hans vilje og så vi kan forenes med ham og med hinanden.

Den hollandske teolog Hans Boersma mener, at tabet af denne sammensmeltning af menneske og Gud kan ske via gudstjenestens liturgi, der er en af hovedårsagerne til kirkens krise. Hvis der ikke i gudstjenesten sker en delagtiggørelse i det hellige, hvis ikke gudstjenesten tager klart udgangspunkt i Guds ord og hans bud, så kan kirkens lemmer næppe modstå den moderne verdens strømninger.

En sand gudstjeneste skal minde os om, at vi tilhører Kristus og hans historie. Den skal også lære os, at vi ikke bare kan omskrive den historie, men at vi skal se vores egen historie i lyset af det, som Guds ord åbenbarer for os, siger Boersma.

Man taler så tit om, at vi skal forkynde ind i tiden, at vi skal gøre evangeliet aktuelt. Men det er lige omvendt. Vi skal lade alting, også tiden, forandres af det, vi hører i evangeliet, og vi skal lære og forkynde i kontinuitet med det, som generationerne før os lærte og forkyndte.

Der har været mange forsøg på at forny kirken, gudstjenesten og fromhedslivet, men det har altid taget udgangspunkt i begyndelsen. I apostlenes lære og praksis og tradition, ikke i det, den omgivende verden gav sig af med. Da Grundtvig ville forny kirkens sangværk, gjorde han det ved at gendigte bl.a. salmernes bog. Da de gudelige vækkelser fornyede kirken i det 19. århundrede, læste de Kingo og Luther. De lod sig forvandle, de forvandlede ikke kirken og kristendommen til ukendelighed efter forgodtbefindende.

Hvis vi skal forny kirken i dag, skal vi gøre det samme. Vi skal lade den forvandle os. Vi vil ikke have en kirke der bevæger sig med verden, vi vil have en kirke der bevæger verden.

Støt Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel er et nettidsskrift, som drives på frivillig basis. Det redigeres af Stine Munch, Merete Bøye og Nana Hauge. Læs det på nytbabel.dk.

Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412

Konto: 3412 312 082

Vi takker for enhver støtte. Tak til alle, der har støttet hidtil med små og store beløb. 

Nyt Babel som pdf

af Nyt Babel

Her kan du downloade Nyt Babel i pdf-format, lige til at printe ud.

Kender du nogen, der ikke har adgang til internettet og derfor ønsker at modtage Nyt Babel per post, så kan du enten selv tage et print og give til vedkommende, eller sende en mail til mmb@km.dk med navn og adresse - så skriver vi dem på abonnent-listen.

Forkyndelsesfrihed i folkekirken

af Kristoffer Garne

Det følgende er en let omskrivning af et oplæg holdt på en temadag om forkyndelsesfrihed i folkekirken af holdt i Taarnborg, Ribe, d. 4. marts 2019

---

Tak for indbydelsen til at sige noget om forkyndelsesfrihed i folkekirken, et emne, der ligger mig meget på sinde, og som jeg ofte tænker på, både som en daglig udfordring i mit virke som præst og som en principiel sag.

For nu at begynde et sted, så har jeg spurgt mig selv, hvorfor man har inviteret lige netop mig og ikke alle mulige andre, man også kunne spørge, til at sige noget om dette emne. Hvis vi antager, at det ikke beror på en tilfældighed, eller at det ikke var fordi alle andre sagde nej, så må der, tænker jeg, være tre grunde til, at man har indbudt mig.

For det første fordi jeg som ung præst, der er ordineret for knap to år siden, må forventes at have nogle friske overvejelser over præsteløftets bestemmelser og præstens opgave som forkynder af Guds ord inden for nogle bestemte rammer, men også med en vis frihed.

For det andet fordi jeg som præst i en grundtvigsk valgmenighed, der jo i udstrakt grad benytter sig af folkekirkens gældende frihedsrettigheder, må have et særlig forhold til disse og have gjort mig nogle tanker om, hvad det vil sige at være en fri menighed inden for den fælles kirke.

For det tredje fordi jeg i kraft af mine studier i bl.a. Grundtvig og nyere dansk kirkehistorie må kunne forventes at forene mine overvejelser med en teologisk betragtning af de historiske forhold, der ligger bag den aktuelle ramme for forkyndelsesfriheden.

Og dette sidste er netop, hvad jeg vil gøre, altså komme med en række teologiske og historiske overvejelser over forkyndelsesfriheden. Jeg tænker, at de andre indbudte talere [Kristine Garde og Ingrid Ank, red.] er bedre til at sige noget om de mere juridiske og almene aspekter af spørgsmålet. Jeg tænker også, at det er bedre at komme med nogle overordnede overvejelser, som vi kan diskutere ud fra, i stedet for at gå for direkte ind på de aktuelle sager.

Mine overvejelser falder i fem dele: For det første et kig på præsteløftet. For det andet et kig på Den Augsburgske Bekendelse under inddragelse af Leif Granes overvejelser over den rummelige folkekirke. For det tredje en kort gennemgang af udviklingen i Grundtvigs syn på frihed og inden for den fælles kirke. For det fjerde et kig på præsten J.H. Monrads overvejelser over den ”tålsomme folkekirke”, og endelig for det femte nogle opsamlende overvejelser om rammerne for den enkelte præsts og menigheds frihed. 

Præsteløftet

Så vidt jeg kan se, hænger hele præstens ret til at forkynde, som han/hun finder bedst, på én bestemt central formulering i præsteløftet. I forbindelse med sin ordination lover den vordende præst både ved sin underskrift og ved sit talte ja og håndtryk til biskoppen at ville ”beflitte sig på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger”.

At beflitte sig betyder: at gøre sig umage. Præsteløftet har altså en realistisk erkendelse af, at det ikke nødvendigvis er nogen enkel opgave at forkynde Guds ord rent og purt, dvs. helt uden fremmede eller uvedkommende bestanddele. Men det er altså det, præsten i sin gerning skal anstrenge sig for.

Udtrykket ”Guds ord” klinger jo med alle de mulige konnotationer og forståelsesmuligheder, som det også gør i den kristne tradition, og det er godt sådan. Der står ikke, at præsten skal forkynde syndernes forladelse, Gud som verdens skaber, Kristus som verdens frelser, retfærdiggørelse ved tro alene eller andre læresætninger, men Guds ord med alle de forståelsesmuligheder, som ligger i dette udtryk, ikke mindst i den lutherske tradition.

Den vigtigste formulering er for mig at se den nærmere kvalifikation af, hvordan præstens skal forkynde Guds ord, nemlig ”således som det findes…” hvorhenne? i Biblens gamle og nye testamente samt i de bekendelsesskrifter, som ved lov er knyttet til kirken; dvs. de tre oldkirkelige bekendelser, Den Augsburgske Bekendelse (herefter CA=Confessio Augustana) og Luthers Lille Katekismus.

Man skal især lægge mærke til, hvad der ikke står. Der står ikke, at Guds ord ikke kan findes andre steder, men der står, at præsten er forpligtet til at søge det netop her. Der står heller ikke, at præsten skal forkynde Guds ord, præcis som det er formuleret i Biblen og bekendelsesskrifterne, men der står, at Guds ord kan findes heri.

Det er så præstens opgave at beflitte sig på at finde ud af, hvordan Guds ord findes heri og forkynde det, sådan som han/hun finder frem til det. Præsten kommer altså ikke udenom det, som han/hun lover i præsteløftet: ”ved flittig og alvorlig granskning af Guds ord og troens hellige lærdomme, altid fuldkomnere at danne og dueliggøre mig til dette hellige embede”. Vi har kun Guds ord på fortolkningens vilkår, og præsten må derfor anstrenge sig for at være en så god fortolker som muligt, og i dette arbejde er han/hun kun bundet af sin samvittighed, men er dog anvist til at arbejde med Biblen og bekendelserne som grundlag og udgangspunkt.

Selvom det i øvrigt var en noget lunken håndtering af sagen, så var det derfor med fuld ret, at Københavns biskop i forbindelse med sagen om Per Ramsdals ”nødløgne” om opstandelsen indskærpede, at præsten har ”fortolkningspligt”.

Præsten er fri til at forkynde Guds ord på den måde, han eller hun nu finder det i Biblen og bekendelsesskrifterne, men han/hun har bare at gøre sig umage med det fortolkningsarbejde, der ligger forud for forkyndelsen. Forkyndelsesfriheden kan kun være til stede under den forudsætning, at præsten ikke slækker på eller lader sig hindre i at lægge en arbejdsindsats i studerekammeret.

Den Augsburgske bekendelse

Jeg mener allerede at have antydet, at præsteløftet i en vis forstand indskrænker eller begrænser det omfang, hvori CA's nærmere bestemmelser kan være gældende for forkyndelsen af Guds ord. For bekendelserne og Biblen må altid holdes sammen og ud for hinanden, når præsten skal finde frem til, hvordan Guds ord lyder. Dvs. hvis præsten finder lærdomme i CA, som strider imod den måde, hvorpå han/hun er kommet til forståelse af Guds ord gennem en granskning af Biblen og bekendelsesskrifterne, så er han/hun i første omgang ikke bundet af disse lærdomme eller i hvert fald ikke af deres nærmere formulering.

Men præsten kommer ikke uden om at forholde sig til disse bestemmelser i sin søgen efter forståelse af det Guds ord, som skal forkyndes. Og præsten må også virkelig have sine gode grunde, hvis han/hun vil sige noget, der kunne forstås som liggende i direkte og bevidst modstrid med et central lærepunkt som fx retfærdiggørelse ved tro alene. Er præsten kommet frem til en sådan forståelse af Guds ord, må han/hun forberede sig på at komme i modvind og i åben strid med sine kollegaer og foresatte – og må også forberede sig på at blive irettesat og vist tilbage i studerekammeret.

Friheden under ansvar er dog altid til stede. Det mener jeg også ligger i CA selv, ikke mindst i art. 7 med formulering om, at ”til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt at være enig om evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning”. Så længe man er enig om, at der er et evangelium, der skal forkyndes – obs: på baggrund af skriften og bekendelserne – så er man fri til at spørge til og strides om den nærmere forståelse af dette evangelium, uden man derved forlader det fælles udgangspunkt.

Det betyder ikke, at bekendelsens formuleringer ikke er retningsanvisende og i den forstand forpligtende for forkyndelsen. Men præsten er ikke bundet til dem, selvom kirken engang har godtaget dem og fremhævet dem. Denne forståelse af friheden ligger i dokumentet selv. I hvert fald hvis man spørger den afdøde professor Leif Grane. Tillad mig at citere et par passager fra hans artikel om ”Confessio Augustana og den rummelige Folkekirke”, der er genoptrykt i artikelsamlingen Kristendommen i historien.

Grane skriver bl.a. ”Den kirke, der oprindelig stillede sig bag CA, vidste ikke af nogen anden autoritet i kirken end Guds ord. CA er derfor heller ikke blevet til for at udgøre en autoritet, men for at aflægge regnskab for en forkyndelse, der ikke kendte nogen anden autoritet end Guds ord … Den er blevet til ud fra den forudsætning, at sådanne autoriteter ikke eksisterer, og den vil ikke selv være en sådan.”

Hvad så med Biblen som autoritet, kan man nu spørge. Grane svarer: ”Skriften har autoritet, fordi dens budskab godtgør sig som sandhed. Spørger man så, hvad bliver der da af budskabets legitimering? er svaret: det kan kun legitimere sig selv derved, at det får myndighed over et menneske … skal skriftens sag legitimeres udefra, savner den netop myndighed”.

Og så er vi jo igen tilbage ved fortolkningspligten. Grane skriver mod slutningen af sin artikel: ”Det vil da sige, at CA ikke udelukker, men forudsætter den frihed, der gør ikke blot forskellige meninger, men også forskellige religioner mulige indenfor den samme kirkeorganisation. For den falske forståelse af evangeliet kan jo ikke bekæmpes med magt, uden at kampen selv gør den rigtige forståelse falsk. Vi må finde os i hinanden i den forstand, at vi er sammen, men aldeles ikke i den forstand, at vi ikke skulle sige fra overalt, hvor vi finder grund til det. Det er tværtimod vor simple pligt.”

Jeg skal om lidt komme tilbage til de alternativer, der kunne være til denne opfattelse. Jeg mener ikke, det kan og bør være anderledes. Men det skal siges med det samme, at det ikke behøver at betyde, at man gør en dyd ud af nødvendigheden og fx ophæver denne hellige almindelige rummelige folkekirke til lov og gør den til et skinnende eksempel for verden at skue. Kirken er, med et grundtvigsk udtryk, kun en borgerlig ordning om menighedernes gudsdyrkelse.

Grundtvig

Man skal dog huske, at dette syn på kirken som en ren borgerlig ordning kun kan lade sig forsvare uden videre i et land med religionsfrihed, dvs. hvor det ikke er forbundet med tab af borgerlige rettigheder at forlade den fælles kirke. Sådan var det ikke på Grundtvigs tid.

Grundtvig fik ørene i maskinen, da han langede ud efter Professor H.N. Clausen, som i en bog fra 1825 noget karikeret sagt gjorde det synspunkt gældende, at det var op til de lærde at definere den kristendom, som menigheden skulle tro på. Grundtvig mente, at denne kristendom allerede var defineret af traditionen, som præst og menighed var forpligtet på. Derfor burde Clausen træde ud af den kirke, som han var i færd med at omdanne til sit eget lufkastel.

Grundtvig blev ikendt en injuriedom og blev idømt censur som følge af sine anklager mod Clausen. Derfor nedlagde han sit præstembede. Og så skrev han et skrift om religionsfrihed, dvs. et skrift, hvori han slog til lyd for, at folk som Clausen og andre, der ikke kunne rummes indenfor den lutherske kirkes bekendelse og tradition, frit og uden borgerlige følger kunne forlade kirken og danne de menigheder, de ville.

Læg mærke til, at Grundtvigs forsvar for religionsfrihed ikke bunder i en moderne toleranceopfattelse eller et ditto frihedssyn, men i en trang til at kunne udøve den gamle religion i fred, uden at nogen skal kunne ødelægge den.

Grundtvig havde ikke på dette tidspunkt fantasi til at forestille sig, at kirken kunne rumme både ham selv og folk som Clausen – for nu ikke at tale om folk med helt andre anskuelser. Så hans næste standpunkt kom til at være, at hvis ikke Clausen kan forlade kirken, så må folk som Grundtvig i det mindste have lov til at danne deres egne frimenigheder af ”gammeltroende”. Det fik han imidlertid heller ikke lov til.

I værket Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet fra 1834 (som er udgivet med en fremragende indledning på grundtvigsværker.dk) opgiver Grundtvig tanken om dannelse af frimenigheder. Han har i mellemtiden fundet på ideen om sognebåndsløsning, dvs. enhvers ret til at knytte sig til den præst, som han/hun finder bedst. I skriftet her fra 1834 knytter Grundtvig forslaget om sognebåndsløsning sammen med et krav om præsters dogmatiske og liturgiske frihed inden for den danske statskirke.

Sådan gik det imidlertid ikke. Religionsfriheden kom før den rummelige folkekirke, nemlig med grundloven i 1849. Det blev altså Grundtvigs første forslag, man i realiteten fulgte. Hans vilde ideer om, at statskirken kunne rumme også jøder og andre religiøse menigheder, der eksplicit frasagde sig det lutherske trosgrundlag, er ikke blevet realiseret, endsige diskuteret, selvom det, i parentes bemærket, måske kunne have noget for sig i dag.

Grundtvigs fuldstændig frie kirke blev ikke til noget, men dog vedtoges sognebåndets løsning og senere i 1868 valgmenighedsloven, som muliggjorde dannelsen af frie menigheder inden for folkekirken. Disse tiltag hilste Grundtvig naturligvis velkommen. Kirkelig frihed var ham et og alt, også i langt videre omfang, end man almindeligvis forestiller sig. Kristendom er bekendelsen af Kristus, og den kan kun ske i fuld frihed: ”Dog kun hvor frit han nægtes kan, Aabenbar frit bekjendes han, Ordet ei Christus vil binde”. 

Monrads tålsomme Folkekirke

I stedet for at tale om den rummelige folkekirke, som let bliver til et gode, man fremhæver for dets egen skyld, eller til et hyklerisk udtryk, når der er noget, der ikke kan rummes, kunne man måske i stedet for tale om den tålsomme folkekirke, sådan som præsten og redaktøren af Dansk Kirketidende J.H. Monrad foreslog det i en artikel fra 1901, som sognepræst Thomas Hårbøl meget fortjenstfuldt genudgav og kommenterede på bloggen Sciptorium Theologiae i januar 2015.

Monrad opregner to alternativer til den tålsomme folkekirke: For det første den brutale, hvor man kan smide kætterne på porten, så snart de træder bare lidt ved siden af.

For det andet den unerede kirke – efter prøjsisk eksempel –, ”hvor man ælter modsætningerne (fx mellem Luther og Calvin) sammen til et fælles standpunkt – eller hævder, at man har gjort det”. Hårbøl mener, at den danske folkekirke med opretholdelsen af fælles symboler, men faktisk, anerkendt splittelse måske mest af alt ligner denne model – selvom den i bekendelsesgrundlaget ikke gør det.

For det tredje er der så den model, som Monrad foretrækker, og som han kalder den tålsomme folkekirke. Heri bevarer man den fælles borgerlige ramme, men giver fuldkommen frihed til at danne frie menigheder inden for kirken og lader det være op til de enkelte menigheder selv at trække de konfessionelle grænser. Præsterne skal dog også have frihed til at nægte at betjene dem, de ikke deler tro med, og disse kan så opsøge en anden præst i den statslige religionsanstalt.

Afslutning

Man kan mene om denne model, hvad man vil, men man mindsker det hykleri, som mange i dag kan føle, der er med faktisk bekendelsesramme, men i praksis tilladelse til hvad som helst – dog ikke til, at præsterne kan afvise at betjene nogen.

En anden oplagt og mere sandsynlig mulighed er at bevare status quo og så i Granes ånd (som han vil sige er CA’s ånd) huske at indskærpe dels den frihed, der findes i traditionen og bekendelsesskrifterne, dels præsternes – og ikke mindst de tilsynsførendes – pligt til at danne og dueligøre sig i teologien i stedet for at lade fortolkninger bero på mere eller mindre tilfældige skøn.

For mig at se er der dog tre forhold, som bør overvejes, hvis man ønsker at beholde den nuværende ordning og samtidig sikre friheden.

For det første bør der ske en teologisk og juridisk afklaring af tilsynets omfang. Hvor går grænsen mellem biskoppens og provsternes hhv. kollegiale teologiske strid og så brugen af magt i omgangen med kaldsfæller, hvis forkyndelse og embedsførelse man ikke bryder sig om. Jeg synes, der har været for mange sager, der ser ud til at have befundet sig i en gråzone mellem teologisk samtale og (u)berettiget magtanvendelse.

For det andet bør det indskærpes, at præsten ikke kun lover at forkynde Guds ord, men også ”med al ærefrygt og sømmelighed forvalte de hellige sakramenter efter Kristi indstiftelse, og såvel her som ved de øvrige hellige handlinger udføre alt i overensstemmelse med de for folkekirken gældende forskrifter”. Præsten er fri i sin forkyndelse, dvs. i sine prædikener, taler, foredrag, avisindlæg, bøger osv., men han/hun er ikke fri ift. forvaltning af det fælles gode, nemlig liturgien. Der er og skal ikke være liturgisk frihed for præsterne, for det er menigheden, der bestemmer over sin gudstjeneste – og vel også over, om den vil belemres eller beriges med nye salmer udenom den autoriserede salmebøger. Det er derfor godt, at man fra biskoppernes side har lagt op til en afklaring af spørgsmålet om autorisation og frihed i liturgien, for dette punkt trænger i den grad til en opstramning – eller en de facto flytning af rammerne.

For det tredje bør man huske, at man ikke kan adskille åndelig og økonomisk frihed fuldstændigt. Der er ikke kirkelig frihed, medmindre menighederne har ret til at bruge pengene, som de vil – fx på at ansætte præster, hvilket i dag er for vanskeligt, selvom pengene er der. Desuden bør det også overvejes, om man ikke for frihedens skyld skulle gøre det lettere – og ikke, som det efterhånden lader til at blive: mere besværligt – for valgmenigheder og trossamfund udenfor folkekirken at arrangere sig, som man vil, fx ved at give mulighed for opkrævning af kirkeskat.

Dette var, hvad jeg havde at sige for nu om emnet forkyndelsesfrihed. Jeg går personligt ind for så meget frihed som muligt, men kun på et oplyst og afklaret grundlag, hvor de rammer, der må og skal sættes omkring friheden, for at den kan herske, hele tiden må være op til revurdering eller i det mindste være genstand for omtanke og overvejelse. Jeg håber at have givet mit bidrag til dette. Tak for ordet.

Forsvar for gudsfrygten

af Merete Bøye

Da en engel fra Gud trådte ind i den unge jomfru Marias hus i Nazareth, hilste han hende med ordene: ”Herren er med dig, du benådede!” Og Maria blev forfærdet over ordene og spurgte sig selv, hvad det dog skulle betyde. 

”Som lyn indtræder Gabriel med et: hilsæl, som skrækker, skønt det fryder” - sådan gendigter Grundtvig Gabriels hilsen. Maria blev med andre ord både bange og glad, for sådan er det, når mennesker møder det guddommelige. Når Bibelen fortæller om, at Gud henvender sig til mennesker, enten det er ved at tale direkte til dem, eller det er gennem en engel, så reagerer de med frygt. I mødet med det guddommelige bliver man på én gang grebet af frygt og fascination. Skræk og fryd. For den naturlige reaktion, når man ser et sendebud fra den mægtige Herre, der ved alt og kender én til bunds, er frygt. Når englen siger: ”Frygt ikke”, så siger han det ikke, fordi der generelt ikke er grund til at frygte Gud, men for at fortælle Maria, at det budskab, han bringer fra Gud, er et godt budskab: Hun har fundet nåde for Gud.

Kristne mennesker blev før i tiden kaldt ”gudfrygtige”. Et mærkeligt ord, synes mange i dag, for vi har gennem de seneste generationer ikke talt ret meget om at frygte Gud. Vi har haft en tendens til at fortælle hinanden, at Gud er ligesom en stor, blød krammebamse, hvem der ikke er nogen grund til at frygte. Eller at Gud er abdiceret, at han blev svag og skrøbelig, da han døde på korset, og at han nu ikke længere har nogen magt i verden og derfor heller ikke bør frygtes. Vi synes, frygt er af det onde, og vi bryder os ikke om følelsen. Men det er fordi, vi har glemt, at frygt kun er en dårlig følelse, når den vil hindre os i at gøre det gode og rette. Frygt kan også være det, der tværtimod driver os til netop at gøre det gode og rette. Sådan er det, når det er Gud, vi frygter. Vi frygter ikke Gud, fordi han er ond, men fordi han er retfærdig. Vi frygter Guds retfærdige dom over vores feje og onde gerninger.

I fortællingen om Moses hører vi om jordemødrene Shifra og Pua, som nægtede at kaste de små hebræiske drengebørn i Nilen, ikke fordi de elskede Gud eller fordi de ikke kunne bære at gøre børnene ondt, men ”fordi de frygtede Gud”. Shifras og Puas gudsfrygt frelste med andre ord de små drenge fra døden.

Hvis det er Gud, der dømmer vores gerninger og sindelag, så vil man naturligvis frygte ham. Sådan frygter man også en menneskelig dommer i en retssal, hvor man er stillet for retten. Og omvendt: Hvis Gud ikke dømmer os, så er der heller ingen grund til at frygte ham. Så kan vi gøre som vi vil; så gælder Guds lov ikke, og heller ikke det dobbelte kærlighedsbud, som hele loven som bekendt hviler på.

Vi frygter typisk folk, der har mere magt og myndighed, end vi selv har. Jo mere mægtig, man er, des mere frygtet er man også. Men den mægtigste af alle er Gud. Derfor er der kun én måde, på hvilken man kan blive fuldstændig frygtløs over for alle verdens mægtigste mænd, og det er ved at frygte Gud. Shifra og Pua frygtede Gud, derfor gjorde de Guds bud og frelste de de hebræiske babyer. De andre jordemødre frygtede Farao, derfor gjorde de Faraos bud og druknede de små drenge.

Det var jordemødrenes frygt for Gud, der befriede dem for deres frygt for den egyptiske hersker. Gudsfrygt er således en frisættende følelse, som sætter os fri fra den snærende frygt, som vi ellers kan have for onde, magtfulde mennesker.

Det er ikke kun Det gamle Testamente, der vil lære os at frygte Gud i stedet for mennesker. Jesus siger det samme: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.” (Mt.10.28)

Men vi har i lang tid gemt gudsfrygten væk og i stedet fokuseret ensidigt på kærligheden til Gud. Det er naturligvis ganske nødvendigt at tale om kærlighed, når vi taler om Gud, for vi hører i Johannes' første brev, at ”Gud er kærlighed” og i 1. Korinterbrev, at kærligheden er det største af alt. Men denne tale om kærlighed må ikke få os til at glemme, hvem Gud er. Gud er ikke en skrøbelig ting, der har brug for vores bekymrede omsorg og skærmende arme. Selvom han fødtes i verden som et lille menneskebarn, så tag ikke fejl af ham, for dette barn er himmelkongen, som har al magt på jorden og i himlen. Dette barn er Gud.

Holder vi os Guds væsen for øje, så forstår vi, hvordan vi må frygte og elske ham på én gang. Det forklares godt i CS Lewis' børnebøger om fantasilandet Narnia, hvor Jesus kendes som en stor løve, der hedder Aslan. I den første bog får vi forklaret, hvem Aslan er, gennem denne dialog mellem en indbygger i Narnia og fire børn, der er kommet til landet fra England via en magisk passage:

"Aslan er en løve – løven, den store Løve."
"Åh", sagde Susan, "Jeg troede, han var et menneske. Er han nu helt ufarlig? Jeg vil nok være ret bange for at træffe en løve."
"Ufarlig? Hvem sagde, han var ufarlig? Selvfølgelig er han ikke ufarlig. Men han er god. Han er Kongen, skal jeg sige dig."

Gud er ikke ufarlig, men han er god. Derfor skal vi frygte og elske Gud, vores himmelske konge. Og når vi gør det, så finder vi, at vi kan slippe al vores jordiske frygt og bekymring og trygt sige som den gudfrygtige Maria fra Nazaret: "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord". Amen.

Skriften vidner om Kristus – det lutherske bibelsyn

af Mads Jakob Jakobsen

”Skriften er det, der driver på Kristus.” Væbnet med dette Luther-citat er både præster og professorer gået på jagt i Bibelen efter det sande Guds ord, og i særdeleshed efter det uægte Guds-ord. For Skriften med stort S er jo kun det, der handler om Kristus, og dermed kan alt det andet i bedste arianske stil skæres bort og forkastes efter eget forgodtbefinden. Og der er meget af Bibelen, der skal udelades efter denne Lutherlæsning; så meget, at man i dag jævnligt kan støde på den tanke, at Luther helt afskaffede Det gamle Testamente.

Noget anderledes forholder det sig imidlertid, når vi vender os til Luthers egne skrifter. Her finder vi ingen søgen efter den sande Skrift eller overvejelser om, hvorvidt det enkelte vers nu også hører til Skriften eller ej. Tværtimod finder vi overalt den dybeste tiltro til hele Bibelen som Guds sande og uforfalskede ord. Hvordan forholder det sig så til det ovennævnte citat?

Målt på anvendelsen af citatet skulle man tro, det var en hyppigt forekommende vending i Luthers skrifter. Med den tro, kommer man dog til at lede længe efter kilden. Udsagnet forekommer kun en enkelt gang i en førsteudgivelse og er ikke at finde i de senere udgivelser. Luther må have anet et misbrug i det fjerne, men trykpresse og internet har åbenbart det til fælles, at er det først ude, så er løbet kørt.

”Skriften er det, der driver på Kristus” er et citat som hentes fra førsteudgivelsen af Luthers Nye Testamente som et forord til Jakobsbrevet. Han tager her atter hul på den gamle diskussion om brevets kanonicitet, som Luther betvivler, da det driver på gerningerne mere end på Kristi fortjeneste. "Et stråbrev" kalder han det af samme grund. Luther bruger altså ikke udsagnet til at differentiere mellem de enkelte bibelord, men alene i forhold til, hvorvidt skriftet hører til i Kanon.

Den næste misforståelse, som knytter sig til dette ord i dansk teologi er det definerende udtryk, citatet får på dansk: "Skriften er det, der driver på Kristu", mens det nærmere burde oversættes i overensstemmelse med Luthers generelle Skriftsyn, Skriften, som vidner om Kristus.

Luther er ikke ude på at definere Skriften, men han tager udgangspunkt i det bibelske og nytestamentlige aksiom at Skriften vidner om Kristus, sådan som Jesus selv siger det i Johs. 5, 39. og som det fremgår af beretningen om Emmaus-vandrerne. For at forstå Luther er det vigtigt at få fat på, at det ikke er ham selv, der giver Skriften dette vidnesbyrd, men Kristus, for var det bare Luther, så var ladeporten åbnet på vid gab for det arianske bibelsyn, som er det diametralt modsatte af Luthers. Men med Kristi vidnesbyrd om Skriften vovede han at trodse paven og alle sofister, fordi han deri alene fandt en sikker grund for sin tro.

Skriften i et hele vidner altså om Kristus, og dog er det ikke igennem en allegorisk læsning af Skriften, vi skal nå frem til dette betydningsindhold. Luther gør stærkt op med enhver form for højere forståelse af Skriften. Teksten har ikke andet vidnesbyrd end det, som enhver filolog kan drage ud af den. Bibelens ord betyder nøjagtigt det samme, som ordet i enhver anden bog, hvorfor han heller ikke har noget problem med at oversætte Biblen til tysk og gøre bogen tilgængelig for den brede befolkning.

Bibelen er enkel og letforståelig, mener Luther, i modsætning til hans forgængere og samtidige, som først mente at kunne finde den egentlige betydning gennem den firfoldige tekstudlægning, en metode som udelukkede de fleste fra bibelstudiet. Men det kræver ikke en teologisk doktorgrad at forstå Bibelen, siger Luther, blot man holder sig til ordlyden, som han kæmper så indædt for i nadverstriden, hvor han står urokkelig fast på hvert eneste ord i dets bogstavelige betydning: Når Jesus siger, dette er mit legeme, så betyder det ikke ”hentyder til” eller ”symboliserer”, men så betyder er er. Og det uanset, hvor mange fornuftige og logiske indvendinger, Zwingli og hans kammerater kunne komme med: fornuften må bøje sig for Ordet. For det eneste alternativ er, at ordet bøjer sig for fornuften, og det er det samme som afgudsdyrkelse.

Alligevel er der hos Luther en skelnen mellem det, vi i dag opfatter som den bogstavelige betydning, og den, som Luther opfatter som den bogstavelige betydning. For selvom vi i Bibelen kan læse om Absalon og Samson og mange flere af Israels store personligheder, så er ikke disse beretninger Skriftens egentlige indhold: Det egentlige indhold er Kristus. Luther benægter ikke de historiske beretninger, han forudsætter dem i deres bogstavelige betydning. Men ligesom jøderne ikke havde megen glæde af at støde på den historiske Jesus, sådan har vi det heller ikke – og man kan kun forestille sig hvilket ansigt, Luther ville have stillet op, hvis han havde fået kendskab til nutidens stræben efter at afdække den historiske Jesus. Kristus skal ikke kendes i kødet, men i Ånden.

Sådan skal også Skriften læses åndeligt, så at vidnesbyrdet om Kristus træder frem. I de sene skrifter bliver denne læsning mere og mere forceret, og dog insisterer Luther på, at han stadig holder sig til den bogstavelige betydning. Derfor søger han heller ikke efter Kristusallegorier, men han ser Kristus som det egentlige subjekt i de bibelske beretninger, som f.eks. da Gud skabte himlen og jorden, hvor Luther særligt standser op ved, at Gud skabte med sit Ord, hvilket vil sige ved Kristus.

Samtidig bemærker han, hvordan Ordet er adskilt fra den, der taler det, men heller ikke er en del af skaberværket, som arianerne hævder det, og finder således Johannes-evangeliets Kristus-vidnesbyrd bekræftet på Biblens første blad. Kristus skal dog generelt forstås i bredeste forstand og ses i lyset af den lutherske skelnen mellem loven og evangeliet: loven som fordømmelsen uden Kristus, d.e. alle vore egne gerninger, evangeliet som frelsen i Kristus, d.e. Kristi gerning for os.

Men skønt Kristus-vidnesbyrdet således er at finde overalt i Bibelen, så er der dog bøger, hvor vidnesbyrdet er stærkest og tydeligt, nemlig Johannesevangeliet, Salmernes Bog og Pauli breve, særligt Romerbrevet, som enhver kristen ifølge Luther flittigt burde studere.

En væsentlig forudsætning for denne bibeludlægning, hvor Luther tager udgangspunkt i både enkeltord og enkeltvers, er hans faste tro på, at Bibelen vitterligt er Guds eget ord. Luther formulerer ikke nogen egentlig verbalinspirationslære, men gennem hans skrifter samler sig et billede af hans forståelse af Bibelen som det Gud-menneskelige ord.

Bibelen er Guds vidnesbyrd om sig selv, som i et hele er talt af Gud selv gennem Guds ånd. Derfor kan Luther skrive, at Davids ord er Guds ord, Johannes’ ord er Helligåndens ord, for den egentlige forfatter er Gud selv. Og dog er den fulde menneskelighed fastholdt.

Moses, David og Paulus har ikke modtaget Skriften under ekstase eller været uden deres egen fornuft, mens de skrev. Gud har ikke mekanisk ført hånden, men har gennem Ånden givet dem at skrive, som Gud ønskede. Derfor fornemmer vi de enkelte forfattere bag de enkelte skrifter, ligesom Luther kan se stort på eventuelle historiske afvigelser. For det er ikke skriftets egentlige sigte, og derfor ser vi hos Luther også en direkte tilgang til det teologiske indhold i hans udlægning af de enkelte paulusbreve.

Der bliver ikke brugt krudt eller blæk på at forklare, hvem Paulus var, hvilken situation han var i, eller hvad der ellers kunne være af historisk interessant materiale, men allerede fra første linje er vi midt i det egentlige, som indledningen til hans store Galaterbrevsforelæsning er et fint eksempel på: ”Fremfor alle ting må man vide, hvad det er for en sag, St. Paulus behandler i dette brev. Og det er netop denne, at han vil bevise og fremholde, at han har lært Galaterne ret og vel, hvorledes man ved troen på Kristus skal få Guds nåde, syndernes forladelse og retfærdighed osv. ”

På samme måde er det afgørende for Luther ikke, hvad der skete for Paulus eller blev sagt til Peter, men hvad der bliver talt til os i dag. Guds ord må forkyndes og læses, så det lyder til os. Denne samtidiggørelse med den historiske fortælling skal dog ikke ske ved vores imagination, ikke ved afmytologisering eller ved at vi sætter os i kong Davids sted og sammenligner vore kår med hans. For selvom vi kan finde mange lighedstræk, der også billedligt kan være tjenligt, så vil der altid være så essentielle forskelle, at det vil ende i rent subjektivisme.

Men den egentlige samtidiggørelse sker i Kristus. Derfor er det først i mødet med Kristus, Skriften åbner sig for os. Men dette er mysteriet, som alene Gud kan gøre. Uden Guds Ånd til at åbenbare Kristus for os, vil Bibelen blot være en død bog. Men med Ånden træder hele Bibelen, både Det nye og Det gamle Testamente, ud af bogreolen, som Guds egen bog til os.

Intet kan altså være mere forkert, end når det påstås, at Luther afskaffede Det gamle Testamente, eller at Luther kan bruges som argument for at skelne det enkelte skriftsteds autoritet over det andet. Ethvert forsøg i en sådan retning er netop det, som Luther gjorde så stærkt op med, nemlig forsøget på at binde Guds ord med fornuften. Det må være den anden vej rundt. Fornuften må bindes under Ordet i tro og lydighed mod det vi ikke fatter med forstanden. Af ingen anden grund, end at Gud selv har talt.

-

Artiklen bygger hovedsagligt på E. Thestrup Pedersens afhandling: Luther som Skriftfortolker, En studie i Luthers skriftsyn, hermeneutik og eksegese, Arnold Busck 1959, København

Kristne, kend din krop!

af Mikkel Tode

”Kroppen dør, men sjælen lever videre”. Sådan er der mange, der siger. Også kristne. Og det er i grunden besynderligt, for vi kristne bekender ellers ufortrødent troen på ”kødets opstandelse og det evige liv” søndag efter søndag. Og snart er det påske, og vi glæder os til at høre evangeliet om Kristi opstandelse fra de døde. Vi glæder os til at gå ud til graven sammen med kvinderne og finde den tom, og til med Maria at få vores vaklende hjerte smeltet, når havemanden pludselig kalder os ved navn dér midt i morgensolen.

Kommer vi til kirken søndagen efter, vil vi også sammen med den vantro Thomas få at høre, at: ”Salige er de, som ikke har set, og dog tror.” Og det er vel ingen sag for os. For kalder man sig kristen, så tror man selvfølgelig også på, at Kristus opstod fra de døde med hud og hår og fór til himmels nogle uger efter, selvom man ikke selv har set det. Så kan vi smile lidt overbærende ad den dumme Thomas og selvtilfredst læne os tilbage i kirkebænken og skråle med på ”Det er så sandt at ingen så …”

Men når det kommer til vores egen opstandelse, så er det åbenbart ikke så lige til. Slet ikke, når denne opstandelsestale drejer sig om vores krop. Vi erfarer jo på lige fod med den vantro Thomas, at kroppen på en lidet flatterende måde rådner op i den kolde grav og bliver der, når et menneske dør. Vi vil, ligesom ham, ikke tro på det, vi ikke har set, med mindre vi får håndgribelige beviser.

Og så finder vi på søforklaringer. Så må ”kødets opstandelse” betyde noget andet end kroppens opstandelse, fordi vi med vores fornuft ikke kan få regnestykket til at gå op. Så er det åbenbart nemmere eller måske ligefrem bedre at forestille sig et liv efter døden, hvor man svæver rundt som en plasticpose i Guds himmel til evig tid. Men spørgsmålet er, om en sådan tilværelse egentlig kan karakteriseres som sandt menneskeliv, og ikke mindst om opstandelsestro overhovedet giver mening, hvis ikke den omfatter kroppen.

Vi har alle sammen én. Den kan være tyk eller tynd eller midt imellem, og vi kan være mere eller mindre tilfredse med dens udseende og muligheder eller mangel på samme. Men helt grundlæggende er kroppen vores måde at være i verden på. Det er den, der muliggør, at vi kan kysse vores kæreste på panden og klappe hundehvalpe og plukke blomster. På samme måde er det også kroppen, der får tæsk af ægtefællen eller får cancer og taber håret. Den er, meget kort sagt, vores relation til det virkelige liv.

Kroppen kan heller ikke, selvom det af og til kunne være rart, bare lægges væk ligesom en fjernbetjening eller en dåseøl. Vi har den altid med os i vores møde med verden. Den er vores synspunkt og udgangspunkt, og vi kan overhovedet ikke have nogen omgang med det værende eller verden, uden at vores krop står som midtpunkt for vores møde med den. At være menneske kan altså ikke skilles fra dette at have en krop; vores jeg er kropsligt, og ingen kunne da heller finde på at tale om et menneske dér, hvor der ikke også var en krop.

Så vidt den logiske slutning: hvis vi vil tro på, at det evige liv overhovedet skal være vores liv, så må kroppen nødvendigvis være omfattet i denne tro. Men er man kristen, så tror og bekender man selvfølgelig også, at vores jeg, krop som sjæl, er perverteret af arvesynd og utilstrækkelighed. Denne bitre sandhed kan intet menneske komme ud af selv, uanset hvor gerne vi ville, eller hvor ivrigt de søde kærlighedspræster forsøger at aflyse den.

Mennesket er på én gang Guds skabning, som udgangspunkt skabt i hans billede med krop og sjæl for at rive gangene i Paradis og synge salmer. Og samtidig er det efter syndefaldet underkastet Djævelens magt, nemlig synden og med den døden. For døden er intet andet end syndens løn, som Paulus skriver til romerne. Med synden er mennesket blevet fjernet – eller rettere: har mennesket fjernet sig selv – fra det liv, vi fra begyndelsen var skabt til, og fra det fællesskab med Gud, som gudbilledligheden er udtryk for.

Men Gud sendte som bekendt sin Søn for at frelse det fortabte fra synd og død og Djævelen. Kristus kastede en gyngende bro over det dyb, der før lå mellem Gud og mennesker, med sin død og opstandelse. Og han gør det igen og igen i sit kirkeord, når blot vi tør være sårbare og tro det. Det er hans håndsrækning til os tosser, der ikke ved vej ud af det forbistrede morads, vi selv har rodet os ud i. Den er den hånd, der trækker os op af dyndet og fører os tilbage til fællesskabet. Og ligesom perversionen angik det hele menneske med krop og sjæl og alt, hvad det rummer, så gør Guds frelse det naturligvis også. Ellers kunne det være lige meget.

Så selvfølgelig gælder frelsen også vores krop. Hvis ikke den gjorde, så ville Gud jo lade en del af sin skabning gå fortabt, som om den bare var et meningsløst, elastisk sjæle-hylster. Det ville også betyde, at Gud skulle være helt uanfægtet af den legemlige død, som er det forfærdeligste i hele verden og som punkterer drømme og sætter skel og knuser hjerter med sin istaphånd. Og det ville heller ikke give nogen mening at døbe børn og barnlige sjæle. For hvis vi tror, vi får vores synders forladelse og evigt liv i dåben, men at kroppen skulle være dømt til gravens ormegård, så kunne vi jo lige så godt sige, at det kun var kroppen, der syndede, og ikke også sjælen. Og den holder ikke. Nej, troen på – eller forkyndelsen af – kødets opstandelse er i bund og grund udtryk for syndernes virkelige forladelse og synderens frelse.

Når Gud frelser, er det hele mennesket, han frelser. Krop og sjæl. Det kan ikke understreges nok. Og derfor er enhver forestilling om et evigt liv som en turkis kosmisk energi eller en lama eller en slags himmelsk marsmand udelukket, i hvert fald for den kristne. Dels ville det være inkonsekvent at tro på Kristi legemlige opstandelse, men ikke at tro på sin egen pga. fornuften – som om det er særligt fornuftigt at Kristus skulle stå op og være frisk som en havørn efter at have været stendød i tre dage; som om det overhovedet er fornuftigt at tro på Gud i det hele taget. Og dels ville man have overset hele pointen med opstandelsen.

I disse dage, hvor relativismen breder sig i folkekirken som en farsot, er det vigtigt, at vi besinder os. Hvis nogle mener, de med et snuptag kan aflyse arvesynden, ville det ikke undre mig, om forkyndelsen af kødets opstandelse snart står for skud. Men så skal vi på lige fod med Thomas lade os tiltale og tie for vores Gud, når han siger: ”Salige er de, som ikke har set, og dog tror.”

Hvis vi kan og vil lade hjernen ligge i to minutter og gribe de ord med hjertet, så kan vi også i den kommende påsketid høre evangeliet om vores synders nådige forladelse, og høre forkyndelsen om Kristi opstandelse som forkyndelsen af vores egen opstandelse. Og indtil han engang kalder os ved navn i Paradisets morgensol, kan vi i mellemtiden læne os tilbage i kirkebænken og synge med af karsken bælg på den salme, jeg nævnte til at begynde med:

Men det, som intet øje så,
vil kirken holde søndag på
og vidne frit, som Ånden bød,
om ham, der døden gennembrød,

og bringe alle små det bud,
at nu er han for dem hos Gud,
og som han delte med dem her,
de vist skal arve med ham der.

YouTubes politiske dagsorden

af Merete Bøye

I et lille område ved San Francisco-bugten ligger hovedkvartererne for Google, Facebook, YouTube, Twitter og Paypal samt endnu flere store firmaer, der har det tilfælles, at de i de senere år er gået aktivt ind i kampen imod fake news (falske nyheder) og hate speech (hadsk tale) på Internettet. Det gør de ved at nægte mennesker og medier, som de anser for at være skadelige, tilstedeværelse på deres platforme. Det kaldes deplatforming, og det er en bekymrende tendens.

I dette og de følgende udgaver af Nyt Babel vil vi bringe artikler, der på forskellig vis belyser, i hvor høj grad et kartel af virksomheder i Californien bestemmer, hvad du kan se og læse på internettet. Denne gang med særligt fokus på YouTube

-

Internettet skaber muligheder – på godt og ondt

Internettet har de seneste mange år haft kronede dage som stedet, hvorfra især yngre mennesker uden tiltro til mainstream-medierne henter deres viden om omverdenen. I takt med, at gamle medier som tv, radio og papiraviser bliver stadig mere ensartede og midtsøgende, blomstrer nettet med aktive youtubere, der har millioner af fans, webfora som 4chan og reddit, der lader store skarer af vittige nørder indgå i kreativ samtænkning, og sociale medier som facebook, hvor alle og enhver kan få en platform, finde ligesindede og deltage i samfundsdebatten med politikere og meningsmagere. Debattører kan leve af at lave videoer til YouTube takket være crowdfunding, særligt via Patreon. Web-giganterne i Californien har vokset sig store takket være disse mange tilfredse kunder, og de har nydt godt af den mediemæssige revolution, som internettet har været.

Mange kritiserer nettet i almindelighed og de sociale medier i særdeleshed, fordi alle og enhver kan udtrykke sig på skrift, uanset hvor velformuleret, man er, og hvor godt underbygget ens holdninger er. Det skaber grobund for, at nyheder spredes hurtigt, men også for at fejlagtige oplysninger kan sive ud i offentligheden. Det er det, man kalder for ”fake news” - falske nyheder. Desuden kan der være en hård tone, når upolerede debattører billedligt talt farer i totterne på hinanden i avisernes debatspor og ikke mindst på twitter og facebook. Det er det, nogle kalder for ”hate speech” - hadsk tale.

Et moralsk kartel i Silicon Valley

Falske nyheder og hadsk tale lyder som ting, som alle kan enes om at være imod. Hvem bryder sig om løgn og had? I hvert fald ikke de gode mennesker i de store californiske firmaer. De har sat sig for at bekæmpe hadspredere og løgnere på hver deres platform, hvilket ville være en ærværdig målsætning, hvis de havde evne og vilje til at gå til værks uden slet skjulte underliggende politiske dagsordener. Det har de ikke, hvilket de heller ikke lægger skjul på. Deres fortælling er, at de indgår aktivt i en moralsk kamp for at gøre verden til et bedre sted, som er befriet for løgn og had. Set fra deres modstanderes side ser det dog nærmere ud til, at de arbejder aktivt på at gøre verden til et ufrit sted, som er renset for mennesker med holdninger, de opfatter som højreorienterede. Til eksempel har Googles medarbejdere mottoet: ”lad være at være ond” (don't be evil), hvilket i praksis betyder: ”lad være at være konservativ”.

Man hører ofte den indvending, at Google, YouTube, Facebook, Twitter, Paypal og Patreon m.fl. er private firmaer, som har ret til selv at vælge, hvem de ønsker som kunder, og hvordan de behandler dem. Men disse firmaer er, som Carl Benjamin (Sargon of Akkad) har sagt det, ”et moralsk kartel fra Silicon Valley, som bruger den slags bullshit til at mobbe og de-platforme og de-funde deres modstandere, som ikke har gjort andet end at følge loven og leve deres liv på en måde, som [disse firmaer] ikke bryder sig om.” 

Youtubes politiske dagsorden

De californiske elitehipstere, der driver YouTube, producerer ved udgangen af hvert år en video, der skal opsummere de vigtigste eller morsomste ting, der er sket på YouTube i året, der gik. YouTube Rewind, hedder den.

YouTube Rewind 2017 var ikke særlig populær. Den fik 4.1 mio likes og 2.1 mio dislikes. Det er en like/dislike-ratio på 2:1, hvilket mildest talt ikke er imponerende. Videoen blev stærkt kritiseret, og en del af kritikken gik på, at de youtubere, der optrådte i videoen, hverken var de mest kendte eller de mest interessante. Til gengæld var de politisk korrekte grænsende til det kedelige. Youtuberen med flest subscribere, PewDiePie, optrådte slet ikke.

Så skulle man tro, at YouTube i 2018 havde tænkt, at de hellere måtte oppe sig og gå en anden vej for ikke at gentage fiaskoen, men nej. Tværtimod valgte de at skrue endnu højere op for korrektheden og mangfoldighedsevangeliet. Heller ikke i Rewind 2018 optræder PewDiePie, selvom han nu har over 90 millioner subscribere, og videoen er fyldt med prædikende indslag, der spænder fra det intetsigende til det direkte kvalmende.

I skrivende stund har Rewind 2018 2.5 mio likes og 16 mio dislikes. Det giver en like/dislike-ratio på 1:6. Til sammenligning har den mere ydmygt producerede, men til gengæld morsommere Rewind 2012 en like/dislike-ratio på 16:1

Hvad har de dog tænkt ude i de kreative californiske kontorer, mens de har udtænkt Rewind 2018 over deres økologiske skinny-latte? Mon deres krøllede hjerner har udtænkt denne opvisning i det mest sukkersøde, patroniserende, mangfoldighedsprædikende indhold, YouTube har at byde på, fordi de ønskede at støde og krænke 6 ud af 7 seere?

Nej, de har haft en tyrkertro (hvis det udtryk stadig ikke er blacklistet (må man overhovedet sige blackliste?)) på, at hvis bare de kunne kommunikere det lækkert nok, så ville folk synes, at 8 minutter med tv-ekvivalensen til tivolidrys med glimmer på bare var top-nice. Fordi alle dem, de kender, elsker nemlig den slags ting, og alle dem, de kender, hader PewDiePie, og alle dem, de kender bliver utrygge og kede af det over at høre om Kekistan og Pepe the Frog, se spicy memes eller lytte til populære konservative eller klassisk liberale youtube-kanaler som Sargon of Akkad, Jordan B Peterson, PragerU og Louder With Crowder. Så naturligvis undgår de disse ubehagelige ting og fokuserer i stedet på det, som de regner med, at folk kan lide, nemlig ligegyldig underholdning og regnbuefarvede holdninger, som endelig ikke må krænke nogen.

Resultat: 16 mio dislikes. YouTube Rewind 2018 er den mest dislikede video på hele platformen. Ja, det var faktisk det, du læste: den mest dislikede video på YouTube er produceret af YouTube selv.

Dette skyldes selvfølgelig, at YouTube bliver bestyret af mennesker, som ikke har nogen føling med, hvad YouTube er. YouTube er det vægtigste alternativ til mainstream medier, vi har. At se mainstream tv i dag føles for almindelige konservativt indstillede mennesker som at se DDRs stats-tv under den kolde krig. Nyhederne er nøje censureret og selektivt formidlet af blegrøde journalister. Men på YouTube kan alle få en kanal. Derfor er det dér, vi går hen, når vi gerne vil vide, hvad der virkelig foregår i verden. Her finder vi rå mobiltelefon-optagelser fra Frankrigs gader, hvor de gule veste marcherer, reportager fra Sydafrika, hvor hvide farmere får frataget deres jord med voldelige metoder, live-streaming fra pro- og antiislamiske demonstrationer og meget mere. At gå på YouTube føles som at tænde for radioen og høre ”Her er London” under 2. verdenskrig.

Men det kan snart få ende, for YouTubes ledelse har ikke forstået, hvad YouTube er – eller måske opfatter de det decideret som et problem. I hvert fald reagerer de med at de-monetize (fratage retten til at finansiere sin kanal via reklamer) populære konservative youtubere, lukke kanaler ned uden varsel m.m., for de er tilsyneladende mere interesserede i at gøre den politisk korrekte elite tilpas, end i at imødekomme deres egne brugere. De fleste større konservative eller klassisk liberale YouTube-kanaler har i perioder været mere eller mindre demonetized, og kontroversielle kanaler som Tommy Robinson News og Infowars (Alex Jones) er blevet helt lukket ned, angiveligt ”for violating YouTubes terms and policies”.

først kom de efter alex jones ...

Som de artige og lydhøre mennesker, de er, har medarbejderne hos internettets giganter lært lektien fra stort set alt moderne børne-tv: ”Vi kan alt, hvis vi arbejder sammen som et team.” (Det var også det, folk sagde, inden de byggede Babelstårnet, og vi ved jo, hvordan det gik med det projekt.) For hvad nytter det, at man lukker én af rævens udgange, hvis den har tyve andre, som den kan benytte? I det seneste år har vi set nogle bemærkelsesværdige eksempler på, at når ét firma beslutter sig for at lukke munden på en person eller kanal, følger de andre trop. Her er, hvad der hændte sammensværgelsesteoretikeren Alex Jones fra kanalen Infowars i løbet af to måneder i 2018.

Den 24. juli fjernede YouTube fire af Infowars' videoer p.g.a. ”hate speech” og fjernede kanalens ret til at livestreame. Tre dage senere blev Alex Jones suspenderet fra Facebook i 30 dage, ligeledes grundet ”hate speech”. Den 6. august fjernede Facebook, Apple iTunes, Apple Podcast App, YouTube og Spotify alt indhold fra Alex Jones og Infowars for at ”overtræde deres regler”. Youtube fjernede bl.a. The Alex Jones Channel, som havde 2.4 millioner abonnenter. I løbet af august blev Alex Jones og Infowars også fjernet fra Vimeo, Pinterest, Mailchimp, LinkedIn, Twitter, Periscope og Apple App Store. Sågar Jones' paypal-konto blev suspenderet. Infowars kan nu følges på videomediet BitChute, og Alex Jones kan følges på det sociale medie gab.com.

Senest er det gået ud over den kontroversielle islamkritiker Tommy Robinson (Stephen Yaxley-Lennon), som blev kendt i hele verden som manden, der fortalte os om det omfattende netværk af såkaldte grooming gangs, som har misbrugt og voldtaget adskillige mindreårige piger i England over en årrække. Robinson afslørede, at banderne mestendels bestod af mænd med muslimsk baggrund, at pigerne altovervejende var etniske engelske piger fra underklassen, og at de sociale myndigheder og politiet i chokerende grad har valgt at lægge låg på skandalen for ikke at fremstå som ”racister”.

Den 23. februar 2019 offentliggjorde Tommy Robinson sin dokumentarfilm Panodrama, hvor han bl.a. afslører, at den britiske reporter John Sweeney har samarbejdet med en NGO med det misvisende navn Hope Not Hate om at producere et afsnit af dokumentarserien Panorama med arbejdstitlen Tommy Takedown, som skulle være et karaktermord på Tommy Robinson. Få dage senere blev Robinsons facebook-side, som havde mere end en million følgere og dermed var blandt de tre mest populære facebooksider i UK, slettet uden varsel. Også Robinsons Instagram-profil blev slettet. Siden er han desuden blevet slettet fra Twitter, YouTube og Snapchat. Han kan nu følges på det sociale medie gab.com og på appen Telegram.

Eksemplerne med Tommy Robinson og Alex Jones er de blandt de grelleste sager, men mange konservative eller klassisk liberale YouTubere er blevet udsat for, at deres videoer er blevet demonetized eller slettet. Ikke engang internettets mest populære youtuber, den morsomme og ret uskadelige PewDiePie, skal vide sig for sikker. Han er for mange mennesker personificeringen af alt, hvad YouTube er og kan: en self made man, som med ydmyge midler som en computer, et kamera, og en god historie,i løbet af omtrent ti år har opnået at få næsten 100 millioner abonnenter. PewDiePie har ingen politisk dagsorden, men han kan godt lide at lave sjov og fyre vittigheder af, og det skal man passe på med i disse krænkelsesparate tider. Tidligere har man uden held forsøgt at hænge ham ud som nazist, og p.t. cirkulerer en underskriftsindsamling for at få hans kanal slettet, fordi han ”konstant bringer racemæssigt ufølsomt og provokerende materiale på sin kanal”, og ”hans nyeste videoer udviser racisme forklædt som humor”. Indtil videre har godt 60.000 skrevet under. PewDiePie er så ikonisk sammenknyttet med YouTube, at man kan sige, at hvis man fjerner ham fra YouTube, svarer det omtrent til at fjerne Jesus fra kirken. Dermed ikke sagt, at YouTubes ledelse ikke ville kunne finde på at gøre det. Vi lever, som man siger på nettet, i en klovneverden, hvor den slags absurde latterligheder ofte finder sted. 

Der findes alternativer til YouTube

YouTube har (sammen med streamingtjenester som Netflix og HBO) udkonkurreret de traditionelle flow-tv-kanaler. Der findes alternativer til YouTube, og de vil vokse sig større, i takt med at YouTube vælger at lukke sig om den demografiske gruppe, de finder moralsk attraktiv, og ekskludere dem, der ikke lever op til deres stadig mere restriktive moralske standarder. Dem, de andre ikke må lege med, må lege med hinanden, og det kan de fx gøre på videomediet BitChute. BitChute er ikke en YouTube-klon som forsøger at efterligne YouTube, men et reelt alternativ, som bevidst har valgt at indtage det ledige standpunkt, at censur ikke er okay. Grundlæggeren af BitChute, Ray Vahey, siger: ”Vi fik idéen ved at se på det øgede censurniveau på de store sociale medieplatforme i løbet af de seneste par år: bandlysninger, demonetisering og fiflen med algoritmer for at sende noget bestemt indhold ud i glemslen, og vi fik lyst til at gøre noget ved det.”

Anmeldelse - Lad verden ej ...

af Ole Juul

Tidligere sognepræst Villy Klit-Johansen har i slipstrømmen af debatten om dåbsritualet udgivet en lille pamflet med artikler om dåb og dåbssyn. Nogle af artiklerne har været udgivet tidligere i forskellige sammenhænge, andre er nye og skrevet til formålet: at belyse og begrunde en dåbspraksis, der fastholder dåben som et sakramente, men samtidigt holder den gældende barnedåbsdåbspraksis fri af enhver tænkelig form for sakramentalisme (at dåben virker uafhængigt af Guds ord og troen).

Skønt pamflettens titel er hentet fra Brorsons salme ”Her kommer, Jesus, dine små” (DDS 123), hvor vers 7 i adskillige kirker bliver sunget umiddelbart efter den fælles afsigelse af Trosbekendelsen/Dåbspagten, er hovedanliggendet i samtlige tekster Grundtvig Classic.

I den første artikel ”Lad verden ej…” redegør Klit-Johansen for det, der er det helt afgørende og grundlæggende i dåben, dåbspagten, ”det lille ord af Vor Herres egen mund”. Dåbens pagt, der består af Trosbekendelsen, Fadervor og Fredslysningen er det personlige forhold, som den treenige Gud opretter med et menneske i dåben, eller som det hedder senere i pamfletten, ”en urokkelig aftale om, at Guds kærlighed gælder mig” (p.29).

Det er helt afgørende for Klit-Johansen et pointere, at dåben ligger forud for Skriften, altså at dåben har været praktiseret før udfærdigelsen af skrifterne i Det Nye Testamente, hvorfor dåbspagten i Grundtvigs forstand ikke er udledt af Skriften.

Dåbspagten er altså, som jeg læser Klit-Johansens udlægning af Grundtvigs ”mageløse opdagelse”, forudsætningen for den sande dåb, "sætningen" eller "ordene", der går forud. Virkningen fordrer ingen melleminstans i skikkelse af en præst eller den rette teologi. Den er alene Guds ord til barnet gennem Kristus, som i tilspørgslen i Trosbekendelsen, i Fadervor og i Fredslysningen er til stede og nærværende med sin Ånd i dåbshandlingen.

”Livsordet” er Kristus. Men for at det forstås, fordres en oplysning af den tilstedeværende præst, der giver ”Lysordet”, dels i den forudgående dåbssamtale og –forklaring, dels i forkyndelsen i gudstjenesten. Præsten er altså ingen "shaman" eller den, der udvirker dåbens betydning, men alene den, der af menigheden er kaldet til at gennemføre den sakramentale handling. Bønnen bedes af Jesus gennem den, ”der lægger stemme og hånd til” (p.16)

Det er ligeledes afgørende for forfatteren, der i de små artikler ofte vender tilbage til egne erfaringer (et eksempel hvor et dåbsbarn på en tre-fire måneder mimer med på Forsagelsen og Trosbekendelsen vækker mildt sagt nogen undren hos læseren) i gudstjenesten, at pointere at dåben er et sakramente. Det turde være indlysende i den evangelisk-luthersk kontekst, men Klit-Johansen gør med efterdønningerne af dåbsdebatten gældende, at mangen en dåb i folkekirken er gjort, hvad han selv kalder ”a-sakramental”.

Med andre ord: Det er præsterne og teologerne, der ved at lægge hovedvægten på forkyndelsen kommer til at herske over menighedens tro, hvorved ”menigmand under den a-sakramentale teologis regimente får svært ved at finde fast grund under fødderne” (p.21).

Dåben forstået og troet som et sakramente betyder ganske enkelt, at Gud bruger dåben til at formidle sin nåde til sit skabte menneskebarn. Dåben er meget mere end et "tegn". Dåben er en pagt, Herrens ord til barnet, der er så gennemgribende for et menneske, at man med rette kan tale om en "genfødsel".

Hvoraf kommer troen da? Her er det, at man under læsningen uvægerligt kommer til at stille teksten nogle spørgsmål, som bestemt ikke er nye, men som er de spørgsmål, der stilles til Grundtvigs udlægning og forståelse af et menneskes kristentro. ”Kristen tro er et personligt forhold mellem et menneske og Gud, et forhold som Gud oprettet” (p.25). Altså er det Gud, der gennem Kristus, der er nærværende med sine ord i dåben, udvirker troen. Troen skænkes et menneske i dåben, og er ikke en gerning eller præstation.

Dog medgiver Klit-Johansen i sin udlægning af en luthersk-grundtvigs dåbslære, at ”troen kan falde i søvn, den kan måske dø af mangel på næring, og et menneske kan bevidst frasige sig troen” (p.26). Her er så kun ét at gøre: At vende tilbage til dåbspagten og stole på den. Men hvad hvis et menneske som voksen bevidst og uden at ryste på stemmen frasiger sig troen og derfor ikke vil vende tilbage til kultstedet, til døbefont og dåbspagt? Er det menneske da fortabt? Se, det aspekt af debatten forholder Klit-Johansen sig ikke til på samme måde, som han grundigt og pædagogisk forholder sig til pagtforståelsen. Eller er det i virkeligheden sådan, at fortabelsen ikke er en mulighed, når først "ordene" ved dåben er talt? Men hvad så med det menneske, for hvem ordene ikke bliver talt? 

Klit-Johansen har været omkring i de nordiske lande for at undersøge dåbsritualerne dér. Ikke mindst det svenske dåbsritual får en hård medfart af forfatteren. Med god grund. Og sluttelig kan Klit-Johansen i dette afsnit med tilfredshed konstatere, at dåbsritualet i folkekirken har bevaret det væsentlige fra apostelkirken og reformationen.

Det skal dog ikke afholde Klit-Johansen fra at opstille sit eget "ønske-dåbsritual". Her er tydeliggjort, hvad der er hans ærinde. I stedet for læsningen af det, vi kalder Missionsbefalingen (Matthæusevangeliet kap.28, v.18-20) vil Klit-Johansen gerne, at præsten læser om Jesu dåb (Mathæusevangeliet kap.3, v.13-17). Begrundelsen er, at det ”nok er det nærmeste, vi i Det Nye Testamente kommer til en beretning om dåbens indstiftelse” (p.33). Det kan måske være rigtigt nok, men ordet ”nok” svækker begrundelsen. Så hvorfor ikke holde fast i Missionsbefalingen?

Den anden væsentlige ændring er, at Fadervor flyttes til lige efter læsningerne fra Det Nye Testamente. Denne flytning er naturligvis begrundet i, at til dåbspagten hører Fadervor. Som sådan er det til at forstå. Men Fadervor bliver så ikke længere forældrenes/faddernes/menighedens bøn for barnet. Det svækker det fællesskab, der opstår under dåben.

Summa Summarum: Villy Klit-Johansens lille pamflet er bestemt læsværdig, hvis man går efter at blive klogere på, hvordan dåbsritualet er "skruet sammen". Der stilles kritiske spørgsmål til Luthers og reformationens dåbsteologi ud fra en grundtvigsk forståelse. Det er oplysende, men det lukker sig lidt om sig selv. Og sådan er det jo, når man som Klit-Johansen med Grundtvig går "all in".

-

”Lad verden ej… – ”Livets kilde. Den faste grund”
kan bestilles hos Nielsine Madsens Forlag,
tlf. 21 46 93 85,
e-mail: nielsine.madsens.forlag@gmail.com
eller hos forfatteren: villy@klit-johansen.dk

Prædiken til 3. søndag i fasten

af Margrethe Horstmann

Gud lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Dagens evangelietekst er fra den såkaldte rejseberetning i Lukasevangeliet. Det er Jesu sidste rejse til Jerusalem, der er tale om, og den ender jo med hans død på korset. I dag hører vi om den modstand mod ham, der til slut førte til hans død. Det er folkeskarerne, hans tilhørere, der vender sig mod ham, eller de fra folkeskarerne, der i forvejen ikke brød sig om ham, der undrer sig og vil sætte ham på prøve.

At drive en ond ånd var noget godt. Som en hjernetumor eller en cancer, det lykkes at operere bort. Men tror vi stadig på onde ånder eller dæmoner? Vi ser hver dag tegnene på at de opererer, men vi kalder dem noget andet, så vi ikke risikerer at dæmonisere eller støde nogen. Kun virkelig onde dæmoniserer andre mennesker, det ved vi da.

At dæmoner kan være så udspekulerede at de bilder os ind at de ikke eksisterer, falder os sjældent ind. Dæmonerne vil nemlig ikke tros på; de vil ikke regnes for det, de er. De vil være en selvfølge, et selvfølgeligt gode.

Jesus uddrev en ond ånd, og det var godt. Det kunne Jesu modstandere sagtens se. Men det var Jesus, der havde gjort det, og det var ikke så godt, for han var ... ja hvem var han? Tømrerenes søn ovre fra Nazareth, der ikke havde studeret den hellige skrift til punkt og prikke, og som ikke bar noget tegn på værdighed.

Der var derfor noget, der var vigtigere end at dæmonen var jaget bort, og det var at Jesus måtte have gjort det ved selv at være i kompagniskab med dæmoner. Ja, sådan måtte det være, og at modstanderne derved får sig spundet ind i et net af selvmodsigelse er ligemeget, når bare de kan få lov at være imod.

Vi kender det så godt: Er det den forkerte, der siger det rigtige, så må det rigtige være forkert. Siger eksperten at jorden er flad, skal en hjemmegående husmor ikke komme og sige den er rund. Forhærdelse kalder man det.

Forhærdelsen er fristende, for den bringer fred. Den forkerte slags fred, som vi hører i dagens lignelse: Når den stærke fuldt rustet vogter sin gård, bliver det, han ejer, i fred. Det er besættelsens, dæmonens, fandens fred. Vi nærmer os årsdagen for Danmarks besættelse, og det er nærliggende at jævnføre: I besættelsesårene var Danmark vel besat, men de mest besatte var dem, der gik i samarbejde, og for hvem besættelsesmagten også var en indre sikkerhed. De ville selvfølgelig ikke befries, for da blev det åbenbart, hvad de havde gjort.

For besættelsesmagten gjaldt det om at se ud som noget andet end en besættelsesmagt. Det fremgår af det såkaldte Oprop, som blev slået op og omdelt i landet: ”Det tyske rige beskytter eder”. En parallel er selvfølgelig det 20. århundredes andet store diktatur, der befriede de besatte østeuropæiske lande ved en ny besættelse – så historien fortsatte.

Evangeliet vil fortælle os, at vi alle er besatte og ikke kan være andet end besatte – før vi hører, at vi er befriede. Og hører det ”straight from the horse’s mouth” – fra Skaberen selv. Han kommer ganske vist uden Oprop og jetjagere, men med et ord, der vil høres, så vi forstår, at det ikke kun er en befrielse i det ydre, men så sandelig ind i det allerinderste, for der ind er besættelsen trængt.

Så langt er vi nået i vort samarbejdspolitiske liv med besættelsesmagten, at vi ser befrielsen som en fare. Hører vi ikke igen og igen om folkekirken: Den bør også have et syn på det ene og det andet: klima, arbejdsløshed, unges identitet. Men så er folkekirken jo ikke mere bevendt end en hvilken som helst tænketank eller videnscenter, og måske endda mere til fals for nemme løsninger, netop fordi den ikke er det. Det skal den heller ikke være.

Men i dens huse, Guds huse, skal tales om befrielsen fra den besættelse som gør så mange af os ganske kulrede, så vi tror, at vi kan og skal frelse hele verden og næsten nu. Ja vel skal vi gøre hvad vi kan udrette, det skylder vi vor næste og vort fædreland. Men der er altså også noget, der hedder Guds Faderhånd.

Er vi i tvivl om besættelsen er det, med Rudolph Arendts ord, umuligt at være besat af det gode. Kun det onde kan besætte et menneske. Er man overbevist om altid kun at gøre det gode, vil man følgelig gang på gang på gang støde på onde mennesker, hvis ondskab består i at de tvivler på ens gode hensigter.

Man tænke blot på klimadebatten, der ikke altid har været præget af den værdighed, man kunne forvente hos dem, der ved bedst. Det gode kan vi nemlig ikke være besat af. Det skyldes at det slet ikke er mennesker beskåret at kende den hele virkelige befrielse i vores liv på jorden. Hos os viser den sig kun i glimt, stykkevis og delt.

Befrielsen, eller det godes indtog, betyder ikke at huset nu er fejet og prydet og rede til en ny og bedre verdensorden. Den viser sig gerne at være værre end den gamle. Der er ikke noget fornemt ved befrielsen, for den fører, som vi netop har hørt det, til ufred, måske endog sværd. Det er fordi, Guds fred er fred trods nød og fare, og den freds lys er ikke et fredslys, men en projektør, der skinner ind og lader alle de tilbageværende nullermænd i huset fremstå som det, de er: Potjemkinkulisser. Som Hitlers tusindårsrige, det kommunistiske imperium og menneskers egen ringeagt for deres fattige og umulige medmennesker er dæmoniske. Da er vi Jesu modstandere og er medskyldige i hans død på korset. Det vil vi bestemt ikke være, og bruger derfor megen tid og kunst på at grunde på om det da ikke i stedet er evangeliet, der skulle være noget i vejen med. 

Et liv i Guds fred er nemlig ikke et liv i en eller anden form for sund sjælelig tilstand, men et liv i stadig anger og anfægtelse. Skulle det være en trøst? Ja, for det holder os besættelsen fra døren og medmennesket for øje. Og nej, der er ikke tale om, at dette jordeliv, klimaet inklusive, er ligegyldigt. Ellers var vi ikke kommet til verden. Men der er tale om at vi alle, tilhængere og modstandere af det ene eller det andet, er under den samme tiltale, det samme Guds ord. Det er trøst til liv. Amen.

Salmer: 475, 166, 375, 634.

Tidehvervs sommermøde

af Nyt Babel

Sommermødet finder sted på Liselund ved Slagelse
fra den 1. til den 5. juli.

Program

Mandag den 1. juli:

Kl. 16: Katrine Winkel Holm: Darwin og menneskesynet
Kl. 19.30: Bent Blüdnikow: Dansk presse og Trump

Tirsdag den 2. juli:

Kl. 9: Claus Thomas Nielsen: De trinitate lX
Kl. 15: Agnete Raahauge: Skriftens klarhed
Kl. 19.30: Peter Thysen: Er der en grænse for den liturgiske frihed

Onsdag den 3. juli:

Kl. 9: Monica Papazu: Dannelsesbegrebet i middelalderen
Kl. 15: Elisabeth K. Jensen:
Kl. 19.30: Merete Bøye: De store dystopier

Torsdag den 4. juli:

Kl. 9: Jesper Bacher: En fortælling om to byer – Johannes Horstmanns teologi i tyveåret for hans død.
Kl. 15: Torben Bramming: Alkuin og Vesteuropas sjæl.
Kl. 19.30: Materiel aften

Fredag den 5. juli:

Kl. 9: Rasmus H.C. Dreyer: Ritualernes reformation. Kirkehistoriske betragtninger.

-

Tilmelding og yderligere oplysninger: Agnete Raahauge, AARA@KM.DK