Gå til toppen

Leder

Det er advent. Vi venter og længes. Vi venter på Kristus, der kommer i Herrens navn. Advent er tid til bøn og stilhed.

Bøn begynder med alvor og sandhed. At søge Gud for at få fred, trøst, glæde, mening eller mod er naturligt. Men den dybeste bøn gælder ikke dette. Det gælder nærheden til den, der er tilværelsens grund.

Mennesket skal derfor ikke så meget søge Guds trøst som trøstens Gud. Samtidig kan man ikke sige, at den begærende bøn er ”mindre værd” end taknemmelighedens bøn.

Men måske føles Gud indimellem fraværende, når vi beder, fordi vi selv er ukoncentrerede. Derfor må vi fokusere på sandhed og alvor og det dybeste i os, når vi beder. Bønnen skal være absolut meningsfuld, vi skal samle os. Og det er jo også det, ordet "kollekt" betyder. Det kommer fra det latinske collecta: "noget indsamlet", af colligere: "samle sammen".

Men med at samle sig og finde det dybeste i os menes ikke alment navlepilleri eller en psykoanalyseren efter det ubevidste, eller hvad sådan noget nu hedder. Det handler snarere om at lægge livet frem for Gud, som Guds barn. Uanset hvad man har på hjerte og på samvittigheden. At man ærligt lægger sit liv i Gud Faders hænder og lytter efter hans svar.

Bønnens hemmelighed, kan man måske sige, er længsel. Længsel efter Guds nærvær og tro og tillid til det. Og når det kommer til bønnen, er det bedre at længes efter Gud og famle sig frem i netop denne længsel, end at have en masse højpandede teologiske tanker om, hvordan Gud er.

Det Nye Testamentes teologi om bøn er altid bøn i Jesus Kristi navn og ved Helligåndens hjælp. Og Bibelens ord er vigtige at fordybe sig i livet med bøn. Jo mere, vi begriber, hvem Gud er, des mere tager vores bøn form af netop den erkendelse. Hvis vi ikke fordyber os i Guds ord, bliver vore bønner måske ikke alene begrænsede og overfladiske, men også løsrevet fra virkeligheden. Måske åbner vi os ikke for den virkelige Gud, men for det, vi ønsker, Gud og livet skal være. Hvis vi er overladt til os selv, har vores sind en tilbøjelighed til at skabe en Gud, der ikke findes.

Hvis bønnen ikke er et svar til den Gud, vi møder i Bibelen, taler vi bare til os selv. Vi kommer til Gud i Jesu navn. Det er kun gennem Kristus, at vi kender Gud. Og Kristus kender vi igennem Det Nye Testamente, hvorfra vi snart igen skal høre fortællingen om dengang, da befrielsen begyndte.

 

Om Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel er et nettidsskrift, som drives på frivillig basis. Det redigeres af Stine Munch, Merete Bøye og Nana Hauge. Læs det på nytbabel.dk.

Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412

Konto: 3412 312 082

Vi takker for enhver støtte. Tak til alle, der har støttet hidtil med små og store beløb. 

Nyt Babel som pdf

af Nyt Babel

Her kan du downloade Nyt Babel i pdf-format, lige til at printe ud.

Kender du nogen, der ikke har adgang til internettet og derfor ønsker at modtage Nyt Babel per post, så kan du enten selv tage et print og give til vedkommende, eller sende en mail til mmb@km.dk med navn og adresse - så skriver vi dem på abonnent-listen.

Grundtvigs julesalmer

af Merete Bøye

Det følgende er en omskrivning af mine noter til en sangaften om Grundtvigs julesalmer. Udgaverne af de omtalte salmer er fra Den danske Salmebog 2003.

______

Gamle Grundtvig er næsten altid aktuel i Danmark på den ene eller den anden måde. For år tilbage talte jeg med en (nu afdød) engelsk Grundtvigforsker, som sagde, at hans interesse for Grundtvig var blevet vakt, da han som stor dreng i 50’ere var en tur i Danmark, hvor han havde undret sig over, hvordan det kunne være, at næsten alt i Danmark – næsten uanset hvad det var: andelsslagterier, gymnastikforeninger, højskoler, kirken, grundloven – havde noget at gøre med én mand: Grundtvig.

Grundtvig gennemsyrer ikke bare vores kirke og skole, men hele vores samfund. I 2008 optrådte han sågar i DRs julekalender, Pagten, hvor vi fik at vide, at hans bedste ven, da han boede i Thyregod som dreng, var en nissepige. Det skal man nok tage med et gran salt, men det er fint, at DR løfter sin opgave som ”public service”-kanal og lærer de danske børn noget om deres kulturarv.

Barndom og ungdom

N.F.S. Grundtvig blev født d. 8. september 1783. Hans far, der var præst i Udby på Sjælland, stod for en gammeldags lutherdom og tilsluttede sig ikke den rationalistiske oplysningskristendom, som var tidens modeteologi. Rationalisme kommer af ratio, som betyder fornuft på latin, og netop fornuften var i højsædet. Oplysningskristendommens mænd mente, at den slags gammeldags overtro, som ikke stod for en nærmere prøve af fornuften, skulle fejes ud. I stedet målte man kristendommen med samme målestok, som man målte alt andet under Oplysningen efter: ud fra sin samvittighed og sin fornuft.

I Oplysningstiden mente man, at Gud skulle erkendes på grundlag af den menneskelige fornuft eller erfaring. Fornuften og kristendommen, mente man, sagde det sammen, når man blot forstod dem ret. Jesus kom til at stå som ”den store lærer” eller pædagog. Han havde lært menneskene at tro på det alvise forsyn, at leve et fromt og godt levned, og at tænke på deres egen udødelige sjæl og livet efter døden. Altså ”Gud, dyd og udødelighed”.

Men denne oplysningsteologi var gået forbi præstegården i Udby. Lille Grundtvig blev i stedet opdraget med noget så umoderne som Kingos salmer og studier af danmarkshistorien. Under sit teologistudium blev han, som de fleste andre, påvirket i retning af Rationalismen, men han læste også tyske og danske romantikere som Goethe, Schelling og Oehlenschlæger, for Romantikken var også en væsentlig strømning i tiden. Rationalismen fik i modsætning til Romantikken  ikke rigtigt tag i ham, og efter endt studium begyndte han i stedet at interessere sig for den nordiske mytologi. Han ønskede at vække det danske folk ved hjælp af en blanding af nordens myter og kristendommen. Men han ønskede ikke at blive præst, og han påbegyndte i stedet en karriere som digter og historiker.

Men Grundtvigs far var blevet gammel. Han skrantede og ville gerne have sønnen hjem til Udby som kappellan. Det var Grundtvig ikke umiddelbart indstillet på, men han holdt alligevel i 1810 det, der hedder en ”dimisprædiken”, hvilket er en prædiken, man skulle holde efter endt studium, såfremt man ønskede at komme til at virke som præst. Hans prædiken havde overskriften Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?, og heri hudflettede Grundtvig tidens dårlige trosliv, som skyldtes præsternes elendige prædikener. Kirkerne var ikke længere Kristi kirker, for det var ikke Hans ord, der blev forkyndt i dem. Det var kun menneskeord. Sniksnak om små ligegyldigheder eller lærde falbelader uden teologisk bund. Præsterne troede i deres hovmod, at de ”ved menneskekløgt”, dvs. ved fornuften, kunne løse menneskelivets gåde. Nu gjaldt det så om ”mandigen at svinge Ordets kraftige Sværd mod Synd og Vantro uden at agte på tidens letsindige Spot”.

Han fik en fin karakter for prædikenen, men da han lod den udgive, vakte den forargelse i vide kredse. Det gik Grundtvig på, og han holdt nu prædikenen op som et spejl for sig selv. Var han selv bedre? Var han ikke også selv hovmodig, blottet for tro og kærlighed? Han kom ud i en sjælekrise, hvor han plagedes af det, vi i dag kalder angstanfald. Gode venner hjalp ham hjem til Udby, hvor han begyndte at virke som faderens kapellan.

Da han kom ud på den anden side af depressionen, var han nået tilbage til sin barndoms lutherske erkendelse af menneskets afmagt og tro på Guds nåde og på Kristus som forsoner. ”Nu blev Bibelen min bog”, skrev han i sin dagbog. Denne lutherske bibelkristendom skulle være hans våben i kampen mod Rationalismen.

Da skrev han sin første salme, helligtrekongersalmen Dejlig er den Himmel blå. Han indsendte den til et ugeblad til tryk og skrev i et følgebrev, at han mente, tidens rationalistiske, autoriserede salmebog, Evangelisk-Kristelig Salmebog, lignede ”stillestaaende Vande”, og han ønskede i stedet en ”rindende Bæk”. Han ønskede salmer, der var poetiske og fortællende fremfor moraliserende, og han kunne tænke sig en salmebog med salmer af Kingo, Luther og andre salmedigtere, heriblandt ham selv. Denne salme markerer Grundtvigs begyndelse på mere end 60 års salmedigtning ud fra den målsætning at få skabt en ny og mere levende salmesang i Danmark. Salmen blev udgivet under titlen De hellige tre Konger – en Barnesang.

Et barn er født i Betlehem (1820)

I 1820 skrev Grundtvig endnu en ”barnesang”, nemlig julesalmen Et barn er født i Betlehem. Det er oprindelig en gammel latinsk salme, som har været brugt i Danmark i mange hundrede år – siden reformationen i forskellige oversættelser. I Evangelisk Kristelig Salmebog optrådte den dog ikke. Grundtvig genopdagede den i 1817, og i 1820 udgav han sin egen gendigtning af den.

Vers 1: ”Thi glæde sig Jerusalem”. (Derfor skal Jerusalem glæde sig). Det er det ny Jerusalem, der tænkes på, altså den himmelske stad. Med andre ord: Et barn er født her på jorden, og derfor glæder himlen sig.

Oprindelig er den latinske salme blevet brugt ved de krybbe-andagter, som man holdt i senmiddelalderen. Det var en slags krybbespil for voksne, hvor man sang vekselsang og dramatiserede juleevangeliet. I Grundtvigs gendigtning er salmen blevet til en børnesang. Den fik overskriften ”Julesang for christne Børn”, og som motto fik den det gamle mundheld: ”Det er godt at være barn om julen”.

Vi er vant til at opfatte Grundtvig som en populær digterpræst med masser af tilhængere (grundtvigianere), men det var først, da han var omkring 50 år gammel, at han begyndte at få en smule vind i sejlene. De første mange år var han lidt af en enegænger, der blandt dannede mennesker stod alene med sin kritik af tidens fornuftsdyrkelse. Som nævnt var han i 1810 kastet ud i en voldsom sjælekrise eller depression, og det var han med jævne mellemrum livet igennem. I 1824 skrev han en af de måske gladeste julesalmer, vi har: Velkommen igen, Guds engle små. Men den blev til julemorgen 1824 efter en lang, sort, depressiv nat, hvor Grundtvig ikke havde kunnet se andet end tvivlen og frygten og sorgen.

Velkommen igen, Guds engle små (1824)

I vers 1 nævnes ”fugl og sæd i dvale”, men hvilken fugl går i dvale? Ifølge Jørgen Kjærgaards Salmehåndbog hentyder Grundtvig sandsynligvis til en gammel folkeovertro, som sagde, at svalerne overvintrede i mosen. Men det kan også være, han mener mursejleren, som faktisk kan gå i dvale, hvis der ikke er føde nok.

I vers 3 tales om engle, der har ”gæstet en hytte før”. Mon ikke, Grundtvig mener jomfru Marias ydmyge bolig , som blev besøgt af englen Gabriel? Det kan også være, han tænker på Abrahams telt i Mamre, Lots hjem i Sodoma, eller måske dem alle tre. Generelt ser Guds engle stort på de pekuniære forhold hos de mennesker, som de gæster, og det er det, Grundtvig ønsker at formidle.

”Vi puslinger har i hver en vrå”, skriver Grundtvig i vers 4. På dette tidspunkt havde han to små drenge med sin første kone, Lise: Johan på 2 år og Svend på 3 måneder. Siden fik de også en lille Metha.

I vers 6 hentyder Grundtvig til sin egen (og lægfolkets) længsel efter en ny og bedre salmesang til at erstatte den tørre og moraliserende Rationalismes: ”Da høre vi julesang påny, som sig med hjertet rimer.”

Jakobs stige, som englene gik op og ned ad, omtales i vers 7: ”Da vandre Guds engle op og ned på salmens tonestige.” Når den nye salmesang bryder igennem, så kan vi ligesom Jakob se himlen åben over os og englene stige op og ned.

Salmen ender med de kryptiske ord: ”lad julesorgen slukkes”. Som sagt er salmen skrevet lige efter en forfærdelig nat, fuld af mørke tanker. Derfor må man regne med, at det først og fremmest er sin egen sorg, Grundtvig tænker på. Samtidig er det en indrømmelse af, at sorgen stadig findes, også i julen, som ellers er så glæderig en tid. Men der er også trøst at finde midt i julesorgen.

De stærke jyder

Som nævnt gennemgik Grundtvig i 1810 en krise, og ud af den krise voksede en forståelse af, at det var nødvendigt at søge tilbage til Luther og til Bibelen. I 1825 skete der igen noget med Grundtvig, idet hans bibelsyn ændrede sig. Det gik op for ham, at kirken havde været til før Bibelen blev skrevet ned, og at det ikke var ”Bogstaven som sådan”, der rummede Guds Ord. Guds ånd skulle levendegøre den døde bogstav.

På Horsens-kanten var der nogle lægfolk, der kaldtes ”de stærke jyder”. De trådte op imod deres lokale præster, som var rationalister, og krævede en bedre forkyndelse. Grundtvig var ikke teologisk på linje med de stærke jyder, men i 1825 skrev han alligevel et par mindre artikler, hvor han tog dem i forsvar. Han kunne godt forstå, at de følte trang til at gøre opgør, når præsternes forkyndelse var så åndløs, som den var. Folket var vågnet og havde opdaget, at der var en afgrund til forskel på luthersk kristendom og så den moral-kristendom i fornuftige sko, som præsten prædikede.

Kirkens genmæle

Grundtvig kom til at tænke over menighedens stilling i forhold til dels Bibelen, dels præsterne. Det gik op for ham, at menigheden var ældre end skriften var, og at denne menighed altid havde bekendt sin kristne tro. Fejlagtigt troede Grundtvig, at den såkaldt apostolske trosbekendelse gik helt tilbage til apostlenes tid. Vi ved nu, at det er en bekendelse, der udviklede sig over århundreder og først fik den form, vi kender, omkring år 200. Men Grundtvig havde ret i, at menighedens bekendelse i en eller anden form selvfølgelig er ældre end de nedskrevne nytestamentlige beretninger. Denne opdagelse af trosbekendelsen, fandt sted i 1825 og kaldes for Grundtvigs ”mageløse opdagelse”.

Grundtvig nedfældede disse tanker i det lille, stærkt polemiske skrift, Kirkens Gienmæle, som var et svar til den højtestimerede professor H.N.Clausens digre og lærde værk Katholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus. Clausen forfægtede det synspunkt, at Bibelen var den eneste rettesnor og genstand for teologisk forskning, og derudover mente han, rationalist som han var, at kirken skulle være ”et samfund til at fremme den almindelige religiøsitet.” Grundtvig sagde, at sådan en kirke ikke var andet end et ”luftkastel”. Desuden skulle Kristus ikke søges i døde bøger, men er levende til stede i menighedens bekendelse, i dåben og i nadveren, mente Grundtvig. Han satte trumf på ved at kalde anfægte Clausens teologiske kyndighed og kalde ham for en vranglærer og en kætter. Clausen anlagde og vandt en injuriesag, og Grundtvig blev sat under langvarig politicensur. Han nedlagde kort tid efter sit embede, dog ikke som direkte følge af censuren.

Englandsrejserne

I 1828 var han i audiens hos kong Frederik VI, som spurgte ham, hvad han var beskæftiget med for tiden. ”Ingenting, Deres Majestæt”, svarede han, og sagde, at han vidste heller ikke, hvad han skulle tage sig til, medmindre kongen ville støtte ham økonomisk, så han kunne rejse til England og studere de gamle angelsaksiske (oldengelske) håndskrifter. Det gik kongen med til, og opholdene i England 1829-31 blev meget vigtige for Grundtvig. (I parentes bemærket er Grundtvig en anerkendt angelsaksiskforsker i England. Det er for en stor del hans fortjeneste, at englænderne i det hele taget selv begyndte at interessere sig for de gamle oldengelske skrifter, der lå og samlede støv i bibliotekerne.)

Men han lærte også noget andet i England, nemlig betydningen af frihed. I 1834 skrev han bogen Den danske Statskirke upartisk betragtet. Bogens motto er 2. Kor. 3.17: ”Hvor Herrens Ånd er, der er frihed”. Ånden kan kun virke i frihed. Al tvang i trossager strider mod troens ånd. Gejstlighedens magt over lægfolket skulle brydes, og troen være en fri sag for alle. Der skulle indføres ”sognebåndsløsning”, sådan så man kunne knytte sig til den præst, man ønskede, på tværs af sognegrænserne. Men også præsterne skulle sikres frihed – først og fremmest frihed i forkyndelsen.

Grundtvig havde en forståelse af, at ånd kvæles uden frihed. Denne opfattelse blev forstærket under englandsrejserne, hvor han så en ustoppelig foretagsomhed og handlekraft, som han forstod var betinget af friheden. I 1832 skrev han i fortalen til Nordens Mythologi de berømte linjer: ”Frihed skal være vort løsen i Nord / frihed for Loke såvel som for Thor.” Med disse tanker bidrog Grundtvig meget til at forme det moderne Danmark. Man sporer som nævnt hans indflydelse i alt fra andelsslagterier til højskoler.

Lovet være du, Jesus Krist (1837/1845)

Fra midten af 1830’erne begynder det for alvor at tage fart med Grundtvigs salmedigtning. I 1837 udgiver han første del af sit Sang-Værk til den danske Kirke, hvor han tager fat på det enorme projekt med at forny hele den danske salmetradition. Herfra stammer Grundtvigs gendigtning af Luthers salme, Lovet være du, Jesus Krist.

I vers 3 skriver Grundtvig om Kristus: ”Verden går i dit ledebånd.” Et ledebånd er den gamle udgave af det, vi i dag vil kalde en gå-sele. Altså den slags sele, som man sætter på små børn, der lige har lært gå, så de ikke tuller ud og bliver kørt over i trafikken o.l.

”Himlens lys kom i dig til jord / skinner til ny oplysning stor”, står der i vers 4. Heri ligger måske et stik til oplysningskristendommen: nu kommer der en ny og bedre oplysning. Derudover hentyder det til juleteksten fra Johannes-evangeliet, hvor Jesus beskrives som ” Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske”.

Glæden hun er født i dag (1837 / 1847)

”Lovet være du, Jesus Krist, at du menneske vorden est.” Og senere: ”Du, som har skabt og styrer alt, blev dog på skød Barnlille kaldt”. Denne spænding mellem den vældige, himmelske Gud og det spæde, skrøbelige menneskebarn i krybben, er Grundtvig også optaget af i salmen Glæden hun er født i dag. Der er igen tale om en gendigtning af en gammel latinsk salme.

”Han, som var frygtelig”, dvs. han, som man burde frygte, ”og utilgængelig i sin høje bolig, han nu i barnedragt har sig i krybben lagt, med vort støv fortrolig.” Det utrolige er sket: den højeste gud lod sig føde som det mindste lille barn. I Jesus Kristus smelter alle modsætninger sammen.

Vers 2 fortsætter med modsætningsparrene: ”Født er han ved midnatstid, skabte sol og måne, / han, som ejer verden vid, hus i stald vil låne; / han, som på skyerne ager blandt stjernerne, svøbes som de spæde! / Ham, som på dommedag taler med tordenbrag, nu man hører græde!” Han, der har skabt solen og månen, blev født i den mørkeste nat. Han, der ejer alt, må låne en plads i en stald. Han, som taler med dunder og drøn på Dommedag, ligger nu og græder i vuggen, med et lille spædbarns stemme. Det er tid og evighed, der mødes i mennesket Jesus.

I vers 4 fortælles det, at Gud gjorde den utrolige rejse fra Himmel til Jord og dermed forbandt dem med hinanden. Derfor tør vi også håbe og bede til, at vi kan fare op til himmels med Jesus Kristus, ligesom han fór ned til jorden: ”Til os du dalede, / lad os til Himlene nu med dig opfare!”

Vor Herre, han er en konge stor (1845/1857)

Et andet aspekt af modsætningen mellem himmel og jord behandler Grundtvig i salmen Vor Herre han er en konge stor. Denne salme handler om forskellen på den jordiske kongemagt og den himmelske.

”Vor Herre han er en konge stor / og troner i Himmerige, / dog mellem de kristne små på jord /usynlig han er tillige”, skriver Grundtvig i det første vers. Vor Herre er med andre ord en stor konge, men han er på den anden side også en usynlig konge.

I vers 2 får vi at vide, at det at forhindre børn i at tilegne sig Guds ord, er lige så slemt som at slå Jesusbarnet ihjel: ”Og kvaltes i barnemund Guds ord, / da toges Guds Søn af dage;” Forhindrer man børn i at høre om Gud, er man lige så slem som Kong Herodes, der efter sigende slog alle de små drenge i Betlehem ihjel – for at være sikker på at få ram på Jesus. Men det er vanskeligt at standse Guds ord, for Guds budbringere, englene, kan ikke stoppes af døre og låse, sådan som almindelige kongers budbringere kan. Det hører vi i vers 4: ”Guds engle endnu så vel som før / gør alt, hvad han vil beslutte, / og låse man kan slet ingen dør, / at de jo derind kan smutte.”

Vers 5 fortæller, at den himmelske konge samtidig er en tjener, som ”tjene må alt de små til gavn, hvis broder han ville være.” Jesus er også på dette område en modsætningsfyldt skikkelse.

Venner! sagde Guds engel blidt (1846)

Grundtvig har skrevet den eneste salme i salmebogen, der tager udgangspunkt i englenes bud til hyrderne julenat. I de første tre vers af Venner! sagde Guds engel blidt udfoldes englens budskab grundigt:

”Hvorfor er I nu bange”, spørger englen. Det er det bibelske ”frygt ikke”. Englen skal ikke frygtes, fordi det budskab, han bringer, er en kilde til fryd og glæde: ”Kildevæld kun er budskab mit til lutter frydesange.” Denne englesang har ”efterklang … trindt i kristenheden”, dvs. overalt i den kristne kirke, ”hvor ånd har mæle og sang har væld”. Man kan med andre ord genopleve den himmelske lovsang ved gudstjenesten.

I vers 5 fastslår Grundtvig: ”Kirke, du er vort Betlehem.” Det samme, som hyrderne så og hørte på marken ved Betlehem, kan vi se og høre i kirken. ”Og alle små derinde… skal deres frelser finde.” Ikke bare alle, men alle små, for over for Gud er vi alle små – vi er alle børn. Og det er netop ved at møde det levende ord og den levende sang i den levende menighed, at Kristus også bliver levende for os. Dette er i det hele taget et kerneanliggende hos Grundtvig.

Kimer, I klokker (1856)

Salmen Kimer, I klokker er sikkert tænkt til at blive brugt ved juledags froprædiken i bykirkerne, som begyndte kl. 7 om morgenen. Klokkerne kimer ”før dag i det dunkle”, dvs tidligt om morgenen, før solen er stået op.

”Fred kom til jord, Himmelens Fred med Guds Ord”, står der i det første vers. ””Guds Ord betyder hos Grundtvig (som hos evangelisten Johannes) næsten altid Jesus Kristus.

Vers 2 rummer den smukke beskrivelse af julen som ”solhverv for hjerterne bange”. Festen for Jesu fødsel ligger meget symbolsk på omtrent samme tidspunkt som vintersolhvervet. Ligesom vi véd, at solen i gang med at vende tilbage, selvom det stadig er mørkt, sådan betegner Jesu fødsel ikke den klare, lyse, lange sommerdag, men et stille solhverv. Fra nu af bliver dagene længere, ikke kortere. 

Lyset kommer umærkeligt til verden og bryder langsomt mere og mere igennem. Påske og pinse udspringer af jul, som Grundtvig siger i en anden salme. Julen har betydning, fordi den er et vendepunkt for de bange hjerter.

Flugten til Sverige

af Finn Rudaizky

I oktober 1943 flygtede Finn Rudaisky til Sverige med sin familie. Nyt Babel har fået lov at bringe hans beretning, som han fortalte ved en markering i Dragør i anledning af 75-året for det vi kalder jødeaktionen og evakueringen af de danske jøder.

Finn Rudaizkys beretning

Jeg var kun 18 måneder gammel, da jeg på Dragør havn sammen med min mor, far og storesøster i oktober 1943 blev hjulpet ombord i en af Dragørs fiskekuttere for i al hemmelighed at blive sejlet til Sverige på flugt fra nazister og håndlangeres jødeforfølgelser under 2. Verdenskrig. Af frygt for nazi-patruljernes kontrol på vandet fik jeg et trygt sovemiddel. Så var barnegråd elimineret. Dragør og Tårbæk er i mit liv blevet steder, som jeg holder utroligt meget af. Det har min livshistorie bestemt.

At blive sejlet af en fisker og hans kutter fra Dragør var ikke alene en uselvisk og livsfarlig gerning af fiskeren. Men andre modige borgere i Dragør, hjalp også. Ellers havde de mange lykkelige “fisketure” med forfulgte jøder, aldrig have kunnet lade sig gøre. Eksemplet er enestående fra datidens Europa, hvor mange landes befolkninger lukkede øjnene og var passive, da jødeforfølgelserne satte ind. Derfor er Dragør og Gilleleje enestående eksempler på en dansk befolknings mod ved, med livet som indsats, aktivt at redde deres jødiske landsmænd og sejle dem til Sverige. Vores lille familie blev sejlet til Linhamn. Ikke uden problemer. For motoren sagde stop undervejs, men alligevel lykkedes det at få båden og de jødiske flygtninge sikkert i land. Det mindesmærke, som Dragør har sat op på Dragør Havn er for mig derfor mere end blot en mindeplade med en historisk begivenhed. Den fortæller mig også om samvittighedsfulde Dragør-borgere. Kun i Albanien og Bulgarien så man faktisk noget tilsvarende ske. Den lokale befolkning var aktivt med til at forhindre, at nazisterne kom i gang med deres ellers planlagte udryddelseskampagne af jøder.

Og hvorfor blev Tårbæk også et elsket sted for mig? Det blev det, fordi droschevognmand Sven Severin fra Arresøgade på Nørrebro kørte min mor, storesøster og mig til Pension Fønns i Tårbæk, da vi blev advaret om, at nazisterne var på vej til vores lejlighed i Guldbergsgade 101. Min far var ikke med, for han skulle aftale overfart til Sverige med Dragørs fiskere og deres medhjælpere. Den nat, vi boede på Pension Fønns på Tårbæk Strandvej, kom nazisterne med støvletramp og stor transportbil til vort overnatningssted. På pensionatet boede permanent to ældre jødiske damer. De var begge tæt på 95 år gammel. De blev “transporteret” væk som en sæk kartofler. Målet var transport til de uhyggelige KZ-dødslejre.

Den ene dame døde på en kuldamper fra Langelinie til Tyskland, mens den anden dame bukkede under i KZ-lejren i Theresienstadt. Igen og igen har jeg stillet mig selv spørgsmålet: Hvad pokker skulle nazisterne og deres danske stikkere dog med de to syge ældre damer? Jeg har aldrig kunnet give mig selv et andet svar, end at det måtte være en grusom ondskab, som lå bag den beskidte handling.

Min familie blev ikke taget den nat, men min mor har fortalt mig, at hun hørte megen larm og støvletramp. Da nazisterne var kørt væk med de to damer, blev vi hjulpet væk fra vores gemmested. Hvordan min mor så fik etableret kontakt til min far, kan jeg ikke huske at have fået oplyst. Det må have været svært, for der var jo ingen mobiltelefoner.

Jeg er dybt beæret over at være inviteret til Dragørs markering af 75-året for redningen af danske jøder. Jeg kommer i dyb ærbødighed og med stor respekt for de familier, som påtog sig en livsfarlig opgave for at redde andres liv. Især derfor står Dragør for mig som et livskraftigt lys ih en ellers så trist tid.

Tak til fiskerne, Dragørs borgere og deres familier. Det var fantastisk, hvad I præsterede.

 

 

Min kære elskede Alvilde

af Stine Munch

Den 11. november 1918 kl. 11 sluttede 1. Verdenskrig. Tæt ved 35.000 mænd fra Sønderjylland deltog i krigen. De kunne nu vende hjem – bortset fra de godt 6000 faldne, som lå begravet på slagmarkerne, og de ca. 4.000 i allieret krigsfangenskab, som måtte vente, samt de ca. 4.000 krigsinvalider, som allerede var kommet hjem eller befandt sig på lazaretter spredt ud over hele Tyskland. Som født og opvokset i Sønderjylland har jeg kendt nogle af disse veteraner, som aldrig nogensinde glemte, hvad de oplevede i krigen.

Min oldefar deltog også i krigen. Han døde dog før jeg blev født. Men her er hans brev, som kan minde os om, at vi skal kæmpe for fred. For at minde os om, at vi skal gå i fred til hinanden, med Guds fred skal vi ud i verden. Ikke fordi vi kan stoppe al krig i verden; men vi kan starte i det små og se med mildhed på næsten. Ikke selv være årsag til krig og ufred og splittelse.

Min oldefar, Hans Lundrup, skrev dette brev i vinteren 1918.

Han var sønderjyde og deltog jo så i krigen på tysk side. Han blev indkaldt til tjeneste, selvom han var en gift mand og far til små piger, hvoraf den ældste, Hildur, var min farmor. Hans kom til fronten i Frankrig, men kom, Gud være lovet, hjem til sin familie igen.

Jeg bringer her brevet som en påmindelse til os alle og i taknemmelighed overfor dem, der gik foran os.

 

Sammenskrivning af breve fra Hans Lundrup til hans hustru Alvilde, vinteren 1917-1918. Schwerin og Frankrig, 25 km fra fronten.

 

Min kære elskede Alvilde.

I gaar har jeg faaet 2 Breve fra dig og i Dag Brev og Kort. Mange tak for dem. Det gør mig ondt for dig at du sørger saa meget for mig og glæder det mig endnu mere at vide at du holder så meget af mig. Jeg føler det rigtigt nu, at vi to hører sammen. Jeg havde ikke ventet at faa saa stor Genkærlighed. Hjertelig tak for det min egen elskede Alvilde.

Atter gik en dag af dette år. Jeg kan ikke vide, hvor mange der endnu skal gå, inden jeg kan komme hjem til Eder. Vi har mere tjeneste nu, og kosten bliver for hver dag ringere og mindre. Det er ikke sådan som at være hjemme hos dig, du er bedre til at skaffe noget på bordet.

Den Nat jeg stod Vagt var den deiligste jeg har haft her. Alt var saa rolig og stille. Det er ikke ret tit der er Ro her.

Nu bliver vi altså iklædt og kommer måske til Fronten, men hvorhen ved vi ikke. Jeg skal nok skrive flittigt til dig, min kære Kone og så må du ikke gaa og ængste dig for mig. Jeg skal nok passe paa, saa godt jeg kan, men derfor kan man jo nok have Uheld. Det er ikke let at undfly sin Skæbne.

Jeg længes ellers meget nu igjen, men man kan ikke gøre for det. Jeg prøver somme Tider paa at kvæle Længslen, men den lader sig ikke tvinge.

Og dog maa vi ikke klage, men takke Gud mange Gange fordi han har bevaret os og vore smaa og vort lille Hjem for alt ondt, og saa vil vi med hverandre bede om at han vil beskærme os og vort Hjem for Sorg og fare og at vi må samles glade og lykkelige til et fredeligt og godt Arbeide derhjemme.

Ja! Kære Alvilde. Alt staar i Gudfaders Haand. Det er et stort gode som man rigtig paaskønner naar man er ene, og det er jeg jo den meste Tid, endskønt jeg kan ikke klage over de tyske Kammerater. De er meget flinke, men man forstaar jo ikke rigtig deres rette Mening. De længes alle efter Freden lige som vi andre.

Nu en kærlig Hilsen til Eder alle I Kære. Eders hengivne Mand og Fader.

Folkekirkens ledelse

af Agnete Raahauge

Åh, hvor kan man græmme sig over, hvad man i et letsindigt øjeblik siger ja til. F. eks. at skrive en artikel om folkekirkens ledelse. 

For rent ud sagt – jeg har svært ved at forestille mig et emne, der umiddelbart keder mig mere. For mit indre blik tårner bjerget af betænkninger sig op, som kirkeministerielt nedsatte kommissioner de sidste 10-15 år har udspyet. 

Betænkninger om folkekirkens økonomi, provstiernes kompetencer, folkekirkens styre m.v. Betænkninger, jeg for skams skyld forsøgte at læse med tændstikker i øjnene for ikke at falde i søvn over den uendeligt kedsommelige ophobning af blodfattige redegørelser for, hvordan folkekirken af i dag langt bedre kunne varetage sin mission, hvis der ændredes her, klippedes der, gaves større kompetencer hist og mere uafhængighed af staten pist.

Men for hver betænkning, jeg møjsommeligt tyggede mig igennem, blev min kvalme større over den sære naive tro, der syntes at ligge til grund for de mange ændringsforslag: Troen på, at folkekirkens eksistens som kristen kirke kan sikres ved at indrette den på rette vis.

Der er nemlig ét forhold, som disse evige overvejelser over magtfordelingen i folkekirken lader ude af syne: det ikke uvæsentlige, at ethvert medlem af folkekirken, fra lægfolk, menighedsrådsmedlemmer, over præster, provster, biskopper til kirkeministre og departementschefer er viklet ind i arvesyndens garn, og derfor kan selv den mest sindrige magtfordeling ikke gardere folkekirken mod den gamle slanges snedige forsøg på at friste sjælene til at kvæle Guds ord, som er kirkens eneste grund.

I de samme år, som jeg gang på gang forsøgte at holde koncentrationen ved betænkningernes sider, var slangen godt i gang med sin virksomhed. En kirkeminister med magtbrynde trumfede sin tro på den hellige almindelige ligestilling igennem og tilsidesatte 2000 års kristen opfattelse af ægteskabet som Guds gode ordning for slægtens bevarelse.

En del af de biskopper, der i kraft af deres høje embede med mund og pen skulle forsvare folkekirkens evangeliske-lutherske bekendelse, bøjede sig, trods deres skepsis over for indførelsen af det nye ægteskabsritual, for ministeren med en klynkende forklaring om, at de, som den gældende ledelsesstruktur i folkekirken nu var, jo ikke havde myndighed til at sige nej, når staten, in casu kirkeministeren, sagde ja. Ikke så meget som en kraftig prædiken om ægteskabet måtte de åbenbart holde, når ministeren ikke ville høre den. 

Men høg over høg. Nok kan en magtfuldkommen kirkeminister gøre bisper tavse, men til gengæld kan bisperne så true præsterne til tavshed. For ligesom bisperne ikke må sætte sig op mod ministeren, forbyder decorum præsterne at tale mod deres biskop.

Iflg. den folkekirkelige ledelse må præster åbenbart ikke frygte Gud mere end mennesker, i hvert fald ikke mere end deres biskop, så brugen af tjenstlige sager som disciplinært middel er taget kraftigt til i de sidste 10 år.

En præst blev indkaldt til tjenstlig samtale, fordi han formastede sig til offentligt at ytre, at det nye ægteskabsritual var ubibelsk og i strid med Luthers ægteskabsteologi, og at de bisper, der gik ind for det, derfor førte vranglære.

En anden præst blev indkaldt til tjenstlig samtale og truet med afsked for i en prædiken at have ironiseret over de mange alternative gudstjenester, hvor underholdning og kulinariske oplevelser får lov at overskygge Guds ord. Det var jo ukollegialt, og det hører med til den decorum, præster lover at overholde, at vi skal udvise et sådant forhold mod embedsbrødre, at der ikke med ret kan føres klage over os.

Imidlertid er forpligtelsen på decorum i præsteløftet underordnet løftet om at tjene Guds ord og løftet om at bekæmpe misbrug af nådens midler, så det, den formastelige præst lærte af den tjenstlige samtale må jo være, at præsteløftet ikke må tages alvorligt, hvis det kan gøre kolleger kede af det, for i folkekirken rangerer det gode rygklappende kollegaskab over Guds ord.

Og mens flere biskopper rask væk inviterer imamer til at bede til Allah ved deres gudstjenester, indkaldes præster til tjenstlige samtaler for at have holdt prædikener, der er polemiske mod Islams lære.

Bisper og præster har ganske vist begge i præsteløftet forpligtet sig på kirkens bekendelsesskrifter, heriblandt Den Augsburgske Bekendelse, hvor i det i artikel 1 hedder, at vi fordømmer de kætterier, der fornægter treenigheden, bl.a. det muhammedanske kætteri. Men man er vel ikke kirkelig leder for at lade sig binde af forpligtelsen på bekendelsesskrifterne – det gamle skrammel.

Så man ser: det er ikke en garanti for Guds ords frie løb, at bisperne får stadfæstet en formel ret over for kirkeministeren, for slangens fristelse til at bruge den biskoppelige magt til at ensrette præsterne, så de ikke tager deres embede så alvorligt, at det bliver til gene for bisperne, til forargelse for tidsånden eller giver skår i det gode kollegiale fællesskab, den garderer fløjlsmaven ikke imod.
Hvad så med en fladere ledelsesstruktur? Er den evangelisk-lutherske kirke ikke netop folkets kirke? Bekender den sig ikke til det almindelige præstedømme, hvorfor den rettelig bør være demokratisk ledet?

Bisperne er jo også folkevalgte – valgt af præster og menighedsråd, hvilke sidste også har kaldsretten, eller mere præcist indstillingsretten, når sognet skal have ny præst.

Imidlertid skal man ikke læse mange embedsopslag, før man får en desillusioneret fornemmelse af, at den ønskede præsts forpligtelse på evangeliet ikke tillægges større vægt end præstens evner og vilje til at være altfavnende sogneblæksprutte. Mange gange kan man allerede af embedsopslaget forudse skuffelsen over den valgte præst, hvis han (m/k) lægger mere vægt på søndagens prædiken end underholdningen i børnefamilieklubben. For slet ikke at tale om, hvis hans prædikener ikke er tidssvarende og kommer moderne menneskers krav i møde.
Så er der den mellemledelsesstruktur, der hedder provstiet. En af de utallige betænkninger handlede vist om, at provstiet skulle overtage noget af den centrale plads i folkekirken, som de enkelte sogne hidtil havde haft.

Hvor præster for år tilbage passede deres sogn på egen hånd og ud over gudstjenester, kirkelige handlinger og undervisning frit fandt på, hvad de ellers fandt det tjenligt at sætte i værk i sognet, der udgår der nu det ene initiativ efter det andet fra provstiet, så også de tungnemme præster kan komme i gang med skole-kirkeprojekter, konfirmandevents og demensandagter på provstiplan – for slet ikke at tale om studieture for alle provstiets præster med fuld forplejning over flere dage, mens sognene kan lade de døde begrave de døde. 

Og mageløst af alt: provsten kan tillade, at præsterne skærer ned på antallet af gudstjenester, hvilket er meget bekvemt, når det tilstræbes, at præsterne arbejder sammen i teams, så den enkelte præst kan være sammen med sin familie på flere søndage andre steder end i kirken.

Ganske vist beder vi i kirkebønnen – i hvert fald i den, der foreslås i ritualbogen – om, at Guds ord må få frit løb iblandt os. Men så frit løb, at det hver søndag når ud i alle sogne, det er for meget forlangt i en moderne ledet folkekirke.
Jeg indrømmer: dette signalement af dagens folkekirke er tegnet med den dystreste pen. 

Men de mange betænkninger taget i betragtning, hvis formål var at optimere folkekirkens virke ved hjælp af nye strukturer, er det bemærkelsesværdigt, som Guds ords frie løb bremses af optagetheden af alt muligt andet end ordets frie løb.

For det er ikke muligt at lede kirken, så slangen ikke stadig hvisker sit så frygteligt overbevisende: Vist er kirkens raison d’etre, at Guds ord skal have frit løb iblandt jer, men det går ikke at se bort fra, at tiden ændrer sig og kirkens image lider skade, hvis den lyder alt for utidssvarende; at der også skal indfanges nogen til at høre ordet, og det må gøres med en vis smiger, så det nytter ikke noget, at ordet støder an, og er det ikke spild af kræfter at prædike for tre gamle koner, når de kunne tage bilen til nabosognet og være med i et stort gudstjenstligt fællesskab?

Så hvad er der at sige til spørgsmålet om folkekirkens ledelse? 

At den gode kirkelige ledelse ikke kommer af måden, folkekirkens indrettes på, men af gudsfrygt. Af bispers, provsters og præsters frygt og bæven for at blive forkastet som en utro og uduelig tjener på regnskabsdagen.

Den frygt har enhver af os, som er ordineret til det særlige præsteembede grund til at have, for hvem kan sige sig fri fra forfængelighed, magelighed, selvretfærdighed, følgagtighed m.v. 

Men så sandt som ordets tjenere i særlig grad har grund til at frygte regnskabsdagen, så sandt må vi hver især holde så fast ved ordet om Kristus, vores dommer, som har ført også vor, de uduelige tjeneres sag – så fast, at vi, som det hedder i en af kirkeårets kollekter, hellere forlader alt andet end det. Så vi er bange for ikke at prædike nok – og bange for ikke at prædike sandt.

”Ve mig, om jeg ikke forkynder evangeliet”, sagde en vis apostel, som prædikede, formanede, trøstede og revsede uden hensyn til tidsånd, magter og myndigheder. For hans myndighed udsprang af den nåde, han, som havde forfulgt Guds kirke, dog havde modtaget, og dermed af den opgave, han havde fået betroet.

Bispekirke, kongekirke, statskirke, folkekirke, det kan være ét fedt, hvis Ordets tjenere ikke frygter regnskabsdagen, så apostlens ”Ve mig, om jeg ikke forkynder evangeliet” genlyder i dem.

Gudsfrygt styrker folkekirken, men eftersom gudsfrygt ikke kommer af ledelsesstrukturer, men er Helligåndens værk, så må det være tilladt med et fromt ønske til folkekirkens såkaldte ledere:

Til folketing og kirkeministre: Bed om, at Gud vil give os trofaste Ordets forkyndere, råb op, når kleresiet vil andet end tjene Guds ord – og bland jer i øvrigt uden om.

Til bisperne: Drop de smålige tjenstlige samtaler og koncentrer jer om at føre tilsyn i henhold til kirkens bekendelsesskrifter – og vend dagligt disse mod jer selv. Og præk så i øvrigt frimodighed for præsterne, så de ikke opgiver ævred over manglende succes. Og forman menighederne, som knurrer over, at deres præst ikke har formået at skabe det eftertragtede jublende kirkelige liv, til at takke for, at vi må leve i denne salige tid, da vi kan høre Guds hellige evangelium. 

Og til bisper og provster: Lad den gamle sognestruktur være i fred, så hver præst er forpligtet på at være ordets tjener i sit sogn eller sine sogne. Kvæl jeres forkromede drømme om en ny og mere levende folkekirke, for folkekirken er sognets kirke, hvor to og tre er forsamlet i Herrens navn. I kan ikke gøre den bedre end det – men I kan desværre ødelægge meget ved at være for emsige.

 

En bøn

Almægtige, evige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader! Vi beder dig, at du vil give os trofaste, fromme forkyndere og lærere af dit ord, og ved din Helligånd bevare dem, som du giver os, i den rette og sunde lære, dygtiggøre dem til frimodigt at forkynde Jesu Kristi evangelium og gendrive al falsk lære, og til i et helligt og ulasteligt levned at ære deres tjeneste, for at din menighed hos os må bevares og opbygges på den eneste sande grundvold, Jesus Kristus, din enbårne Søn, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed.

 

 

 

 

 

 

%MCEPASTEBIN%

Finansiering af migrantvalgmenigheder

af Kristine Garde

Et udtryk for den højtskattede frihedslovgivning i folkekirken er valgmenighedsloven, som går tilbage til 1868, og som senest er justeret i 2013. Formålet med loven er at give medlemmer af folkekirken, der ønsker at danne en særlig menighed inden for folkekirken, ret til at få valgmenigheden anerkendt som en del af folkekirken, §1. Der stilles dog visse betingelser: 1) 50 personer, der har valgret til menighedsråd, skal underskrive ansøgningen, 2) en person, der opfylder kravene til ansættelse som folkekirkepræst, skal afgive erklæring om at ville være valgmenighedspræst, og 3) valgmenigheden skal have en indviet kirke(sal) med inventar eller adgang til at benytte en kirke, §§ 2 og 3.  

Med valgmenighedsloven, som i år har bestået i 150 år – et jubilæum, som i øvrigt blev fejret ved at lade valgmenighedspræst Morten Kvist holde gudstjenesten i forbindelse med Folketingets åbning efter sommerferien – har det været muligt at håndtere eventuelle problemer i de lokale sognemenigheder, uden at de pågældende ”udbrydere” behøvede at træde ud af folkekirken og danne frimenigheder. Mange steder findes der et mangeårigt sundt vekselvirkningsforhold mellem sognemenigheder og valgmenigheder, hvilket afspejler valgmenighedsinstitutionens styrke. 

Der er imidlertid behov for at justere valgmenighedsordningen, eventuelt også selve valgmenighedsloven, så den kan tilgodese de særlige forhold, der gælder for en migrantvalgmenighed. 2014 blev Danmarks første – og indtil nu eneste – migrantvalgmenighed, Church of Love, oprettet med hjemsted i Odense og satellitmenigheder i Aarhus og København. 

Med denne oprettelse blev missionsbevægelsen Church of Love, stiftet i 1997, transformeret til en migrantvalgmenighed. Som missionsbevægelse havde Church of Love arbejdet visionært med migranter under ledelse af Massoud Fouroozandeh. Arbejdet gik under navnet ”Folkekirkens migrantarbejde” for at vise, at man havde sigte på folkekirken. Derfor lå det også i kortene, at missionsbevægelsen på et tidspunkt skulle omdannes til en migrantvalgmenighed, og at Massoud Fouroozandeh skulle være valgmenighedens præst.  

Valgmenigheden havde i de første år ikke egne lokaler eller egen kirkesal, men benyttede bl.a. en lokal kirke og menighedsfaciliteter til gudstjenester og kirkelige aktiviteter. Med en stor privat donation i ryggen blev det i foråret 2017 muligt at få eget menighedshus med kirkesal, idet man købte det nedlagte bibliotek i Vissenbjerg, og for opsparede midler foretog man en påkrævet ombygning. Den 17. december 2017 blev en særlig mærkedag for Church of Love, for netop denne dag indviede biskop Tine Lindhardt kirkesalen, så valgmenigheden fremover kunne holde gudstjenester i en kirkesal med det foreskrevne inventar. 

Valgmenighedens medlemmer er hovedsageligt farsitalende konvertitter med muslimsk baggrund, hvilket afspejles i de kirkeligt-kulturelle aktiviteter, som både tjener den kristne mission blandt muslimer og deres integration i det danske samfund. Church og Love ønsker ikke at lukke sig om sig selv, men tværtimod at bygge bro til det omgivende samfund. Der lægges således vægt på, at de mange arrangementer skal være åbne for ikke-medlemmer, såvel migranter som etniske danskere.  Som et resultat af dette arbejde kan valgmenigheden registrere en dobbeltbevægelse, nemlig dels en tilkomst af nye gæster, herunder etniske danskere, dels en naturlig afkobling af nogle familier, der har været i tæt kontakt med valgmenigheden, men som i forbindelse med flytning har knyttet sig til den lokale sognemenighed og iværksat aktiviteter her. 

At valgmenighedens arbejde kan føre til, at nye kristne med muslimsk baggrund vælger at blive optaget i den lokale sognemenighed og deltage aktivt i dens aktiviteter, kommer ikke som nogen overraskelse. Det var, hvad man regnede med kunne indtræffe, især når migrantvalgmenigheden består af en hovedmenighed og to satellitmenigheder. Faktisk betragter valgmenigheden det som udtryk for vellykket integration, også selv om man inderligt ønsker at kunne eksistere som migrantvalgmenighed i en pæn årrække. Ingen kan som bekendt spå om fremtiden, men jeg vil da ikke udelukke, at fænomenet migrantvalgmenighed engang i fremtiden bliver betragtet som en (kirke)historisk parentes. Nu og forhåbentlig overskuelig fremtid er migrantvalgmenigheden med dens fokus på forkyndelse af det kristne budskab blandt muslimer en væsentlig del af folkekirken side om side med andre valgmenigheder. 

Ifølge valgmenighedsloven skal en valgmenighed selv afholde samtlige udgifter, herunder aflønning af præsten, idet medlemmerne ikke betaler den kirkeskat, som folkekirkemedlemmerne afkræves. Det er en indlysende fornuftig ordning for de gængse valgmenigheder, bestående af etniske danskere i gode økonomiske kår og deraf følgende muligheder for at dække disse udgifter. Situationen stiller sig derimod vanskeligere for en migrantvalgmenighed som Church of Love, hvis medlemmer næsten alle er indvandrere eller flygtninge med begrænsede økonomiske ressourcer, hvortil kommer, at medlemmerne bor spredt og allerede af denne grund har transportudgifter for at kunne deltage i gudstjenesterne udover de uundgåelige faste udgifter. Valgmenighedens bestyrelse og præst må derfor se i øjnene, at støtte udefra til disse udgifter er en nødvendighed, hvis valgmenigheden skal kunne bestå på længere sigt

Nogen ville måske komme på den tanke, at Church of Love har forbygget sig, og at det ville have været bedre, om valgmenigheden ikke havde anvendt den store donation til erhvervelse og indretning af egne lokaler som ramme for menighedens forskellige aktiviteter. Hertil er blot at sige, at udgifterne til den daglige drift næsten er det samme som valgmenigheden måtte betale i huslejen for et lille kontor og leje af kirkelokaler. Og man kan virkelig godt unde konvertitterne at samles i lokaler, der tydeligt bæger præg af egen kultur. 

I en overgangsperiode indtil årsskiftet 2018-2019 har Church of Love nydt fondsstøtte til dækning af præstens løn, men denne kilde er nu udtørret, og senere ansøgninger om fondsstøtte til løbende udgifter har været resultatløse. Det er dog min opfattelse, at en valgmenighed som Church of Love og eventuelle andre migrantvalgmenigheder, der måtte blive oprettet, burde nyde en offentlig støtte, f. eks. således at en valgmenighed, hvor over 60 % af medlemmerne har en anden etnicitet end dansk, kan få støtte til de faste udgifter, særlig lønudgifterne. Det drejer sig ikke om store penge, idet Church of Love har et meget begrænset personale.

Valgmenigheden Church of Love er en del af folkekirken, og som valgmenighed bidrager den konstruktivt til at tackle en både folkekirkelig og national udfordring. Missionsbevægelsen Church of Love kunne have valgt ikke at lade sig omdanne til en migrantvalgmenighed under gejstligt tilsyn af stedets provst og stiftets biskop samt under overopsyn af KirkeministerietAt Church of Love efter moden overvejelse besluttede at blive indlemmet i folkekirken i henhold til valgmenighedslovener en beslutning, migrantvalgmenigheden ikke fortryder; i så fald kunne den blot opløse sig selvDa Church of Love er en del af folkekirken, fortjener valgmenigheden at blive påskønnet for sit omfattende missionsarbejde med økonomisk støtte, allerhelst i form af fast aflønning af dens præst, selv om valgmenigheden principielt skal afholde alle udgifter selv. 

Hvor der er en fælles vilje, finder man for det meste en god løsning i tide.  

 

The New Normal

af Jens Brun

Måske er det først nu i vores tid, vi har forudsætningerne for at forstå og praktisere Luthers toregimentelære. Den forudsætter nemlig accepten og forståelsen af, at der er mere end én virkelighed. Og det har ellers indtil nu været bestræbelsen – politisk, kulturelt og såmænd også kirkeligt – at udforme en enhedskultur, hvor én samlet virkelighedsopfattelse skulle herske. Det var der sikkert mange gode grunde til, sikkerhedsmæssige, juridiske osv. Det er bare ikke muligt længere, og måske har det også været et ideal, som aldrig rigtig blev virkeliggjort. Måske har de stærke og herskende bare altid defineret deres virkelighed som ”virkeligheden”.

Men nu er vi i hvert fald derhenne, hvor hver enkelt samfundsgruppe eller hvert enkelt menneske gennem de snart uendelige muligheder via de digitale medier skaber og udformer sin egen virkelighed og siger: "Dette her er min verden, sådan ser virkeligheden ud for mig!" Disse virkeligheder kan så være baseret på noget æstetisk, på en bestemt etnicitet, på en bestemt seksualitet eller bestemt opfattelse af, hvad der er ”det gode liv”, eller på en religiøs interesse. Forskellige er de, og forskelligheden opfattes sjældent som noget problem af dem, der lever i disse virkeligheder. Tværtimod opfattes retten til at konstituere sin egen virkelighed som et naturligt og selvfølgeligt frihedsgode. Men ikke alene har hver enkelt sin egen virkelighed, man har flere virkeligheder, og pendler ugenert frem og tilbage imellem dem: Han er vildtobservatør for GreenPeace om dagen, og om aftenen og natten spiller han på et E-sports hold, der i CounterStrike udrydder japanske marodører af Burmas jungle. Det går fint.

Hvordan det så trods alt kan lykkes at opretholde en vis fællesmængde i virkelighedsopfattelsen, så vi kan bevare demokrati og retsstat, ja, det er politikernes store udfordring i disse år, og vel ikke bare politikernes. Men det er ikke emnet her.

Luthers to – regimente lære fastslår, at den kristne i hvert fald lever i to virkeligheder, statens og Gudsrigets, samfundsforpligtelsens og troens. Luther så og formulerede med skarphed, at det, der gælder i troens dimension, og det, som troen skænker, på ingen måde gælder og på ingen måde opfyldes i den fælles samfundsvirkelighed. Bøndernes sociale og politiske krav ved bondeoprøret var uden tvivl berettigede, men de var ikke udtryk for Gudsrigets virkelighed. Blev alle bøndernes krav opfyldt – ikke en tøddel af Gudsriget ville dermed være åbenbaret eller givet. Derfor afviser Luther begrundelsen af politiske krav ud fra Skriften og troen. Gudsrigets virkelighed er for ham af en helt anden art end den politiske og samfundsmæssige virkelighed.

Alle politiske krav og alle samfundsutopier kan udtrykkes i billeder, hvor man om-arrangerer det, der findes i dag. I det retfærdige samfund deles værdien af det, der produceres, ligeligt mellem alle, men der produceres stadig. Det kender vi, og sådan bliver det ved med at være. Kristus derimod fører mennesket ind i troens mørke, hvor der ingen billeder er, men kun fællesskabet med Gud selv i kærlighedens ligelighed.

Korset er evangeliets indhold, men ikke korset som et billede, men korset som en historisk éngangs-virkelighed, og bag ved den åbner sig opstandelsens nye liv, som ikke må trivialiseres ved at beskrives i billeder fra den nuværende virkelighed. Luther trækker her på skriftudsagn som 1.Johs. 3,2: ”Nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive.” Og Kolossenserbrevet 3,3: ”I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud.” Og på Matthæusevangeliets ord om, at i Himlen gives de ikke bort og tager ikke til ægte, men lever som engle i Himlen.

I vores danske salmetradition kan vi se, at Brorson til tider nærmer sig den forståelse af virkelighedens flertydighed, som toregimentelæren lægger op til. F.eks i en salme som Salmebogens nr. 646: Som lilliens hjerte kan holdes i grøde. Salmen handler om den kristnes dobbeltvirkelighed: ”I Himlen de leve, på Jorden dog gå”. Og den tematiserer også det synliges skuffelse og manglende sandhed i forhold til det usynlige. Det, der kan ses, skuffer. Det er ikke den sidste og yderste sandhed, tværtimod, der ligger noget bag og ud over det synlige, og kontakten med dette ekstra, dette "udenfor", er troens livsnerve.

”Din sommer skal kendes/ når vinteren endes/ så alle Guds helgeners skjulteste grave/ skal findes at være Guds blomstrende have.” Længslen efter udtrædelsen i denne udenfor–dimension kommer ofte frem hos Brorson, f.eks. i Troens rare Klenodie nr. 229: ”O bierge-toppe/ Af friheds herre-stand/ Naar man er oppe/ Fra verdens leer og sand/ Er sovet rolig/ Fra hendes tummel hen,/ Og nu fortrolig/ Med sielens beste ven/ Og Gud sin bolig/ I hiertet har igien.”

Her er Luthers to- regimente lære udtrykt i smuk, kristen poesi. Ligesom der i slutningen af marts måned ligger standhaftige klatter af sne, som ikke vil lade sig smelte men stædigt bider sig fast i den gamle vinter, således er der reaktioner i os, der vil fastholde den gamle enhedskultur og den ene virkelighed. Når det kommer op i os, taler vi om, at dette kristelige om at leve i Himlen og dog gå på Jorden, vist vist er en særlig kristen skizofreni og det kan da vist ikke være psykisk sundt.

Men tværtimod: Det er det naturlige og rigtige svar: At vi lever i denne nådens tid, hvor evangeliet om Gudsriget er forkyndt og den tomme grav peger frem mod en ny livsdimension, hvis fulde væsen vi ikke kender endnu. Som kristne lever vi med Gud, når vi i samarbejde med andre forsvarer og opbygger fred og retfærdighed og opretholder fædreland og trygge rammer for os selv og vore børn. Og vi lever med Gud, når vi finder ind på de veje, som verden ikke kender, op til friheden og freden og glæden inde i troens mørke, i kærlighedens ligelighed med Gud. Det er det normale. Men fordi det skal forkyndes igen og igen er det altid: The New Normal!

68-kirken

af Claus Egelund

De, der husker valgkampene fra firserne, vil sikkert huske, at der på den tid opstod en del partier på venstrefløjen med navne som KAP og SAP. Disse opstod parallelt med, at DKP stadig eksisterede, og der var således en hel vifte af partier at vælge af på den yderste venstrefløj.

Det var billedet i firserne, nu er det på den anden fløj, at der vokser partier frem. Sådan er det i politik, men det vil sikkert overraske, at der fra slutningen af tresserne og frem til murens fald, voksede flere kristent-marxistiske organisationer frem i Sverige. Her kan blandt andet nævnes Kristna Studentarörelsen (KRISS) og Kristna Fredsrörelsen (KRF). Organisationer hvis medlemmer var meningsdannende i den svenske kirke i hele perioden, og som på sin vis stadig er det. Dette fremgår af bogen 68-Kyrkan, med undertitlen Svensk kristen vänsters möten med marxismen 1965-1989.

Bogen er skrevet af den svenske historiker Johan Sundeen, og er et stort og meget grundigt værk på små 400 sider og så et par hundrede sider med 2000 fodnoter. Det sidste var nok til at skræmme forfatterens søn til at blive ingeniør i stedet for historiker. Bogen går meget altså meget minutiøst til værks i sin beskrivelse af de kristne marxistiske strømninger. For en dansker betyder det, at der nævnes mange personer, steder og organisationer, som jeg i hvert fald ikke umiddelbart kan nikke genkendende til. Det er altså ikke kirkelig sladder, man får ud af at læse bogen, med mindre man er meget interesseret i og godt inde i svenske kirkeforhold. Til gengæld får man et godt indblik i, hvad der drev politiseringen af den svenske kirke. For der var virkelig tale om en politisering af kirken i et omfang, som jeg ikke mener, at vi har set i Danmark. 

Det er selvfølgeligt fristende at læse bogen, så man bruger den som yderligere et bevis på, at Sverige og den svenske kirke lider af galoperende politisering, og det er da også en konklusion, der ligger nær. Særligt hvis man også tænker nutiden med. Her findes der også mange eksempler, som Helena Edlund, der i 2016 stod bag aktionen Mit Kors på facebook, og endte med at blive mobbet ud af den svenske kirke for at rette fokus mod de forfulgte kristne i Mellemøsten. Eller man kan tænke på, da biskop i Stockholm Eva Brunne opfordrede til at fjerne korsene i Sømandskirken og sætte en pil, der pegede mod Mekka, i stedet.

Det spændende er dog ikke, at vi endnu en gang kan pege fingre af svenskerne, men bogen beskriver nogle dynamikker, som jeg synes, man også kan spore i Danmark. Blandt andet hvordan en ensretning i holdninger opstår. Det gør den ikke som et parti eller en idrætsforening, ved at der bliver holdt en stiftende generalforsamling. Bevægelsen er heller ikke resultatet af en ”konspiration”, hvor de implicerede aftaler at tage magten og derefter ved ”en lang march” indtager de kirkelige institutioner fra uddannelse til bispesæder. Men det sker ved, at der vokser et holdningsfællesskab frem, der langsomt former hinandens idéer, hvad der med tiden får det til at se ud som om, der er tale om en fasttømret organisation. Den gruppe, der opstår, kan så oven i købet med tiden kan få et næsten sekterisk præg.

Der var mange faktorer involveret i kirkens drejning mod venstre, Vietnamkrigen nævnes som en vigtig faktor, og i dens kølvand var der en decideret antivestlig og antikapitalistisk stemning i mange europæiske lande. Hvilket fik folk til at vende hovedet mod øst og kommunismen. En tendens der også fandtes i Sverige.

Men bogen peger også på en anden drivkraft, som jeg finder vigtig og som trækker tråde til dagens Danmark. Politiseringen og venstredrejningen af den svenske kirke opstod nemlig på baggrund af en offentlig debat i 50’erne og 60’erne, hvor kirken havde været trængt af datidens ateister og intellektuelle, der angreb kirken for at være ufornuftig og uden betydning i en moderne verden. En kritik, der altså ikke er væsensforskellig fra den kritik, ateistisk selskab fremfører herhjemme i dag. Det lader dog til, at de havde mere succes med deres angreb i Sverige, for kirken blev virkeligt presset i diskussionerne. Den følte sig så at sige isoleret i samfundsdebatten, og bekymringen over denne position var en medvirkende årsag til den aktivistiske marxismes indtog i kirken.

Ved Kirkernes Verdensråds møde i Uppsala i 1968, begyndte der nemlig at blæse andre vinde. Med en række aktioner som daglige interviews og udgivelse af en avis tog en politisk aktivisme sit indtog, og kirken kunne hermed vise sig på højde med samtidens politiske strømninger. Efterfølgende skrev to af aktivisterne Per Frostin (senere professor i systematisk teologi) og Martin Lind (senere biskop i Linköping) bogen Kristen Vänster, en bog med Jesus på forsiden, og det virker umiddelbart som en from bog, men ser man nærmere efter, så er hans glorie en inskription, hvor der står "Med FNL for Vietnams folk!"

I de følgende år opstod der i Sverige en syntese mellem kristendommen og marxismen, der på nogle måder adskiller sig fra det øvrige Europa, hvor man holdt sig mere til en dialog mellem marxisme og kristendom. Symbolet på denne fusion kan man se på bogens omslag, der prydes af et billede af Karl Marx med en bibel i hånden. Religionen var altså ikke længere opium for folket, men en platform som man kunne stå på i udbredelsen af det marxistiske gudsrige på jorden. Et gudsrige der altså ikke var en eskatologisk størrelse, som Gud i sin godhed en gang ville bringe, men noget som skulle tvinges igennem her og nu, om nødvendigt med våbenmagt og revolution.

Det medførte en række forhold, som vi også kender fra Danmark i 70’erne. Et af disse var idealiseringen af de kommunistiske lande: Kina, Sovjetunionen, Cuba, DDR osv., mens man samtidigt så stort på, hvordan kristne blev behandlet i netop de lande. Man måtte altså slå nogle gevaldige intellektuelle knuder på sig selv. Biskop emeritus Lars Carlsson begræd således, at DDR faldt i 1989, fordi der var så mange gode erfaringer fra landet! Da borgerne i DDR endeligt kunne rejse ud af landet og fx se deres slægtninge i Vesttyskland, stod der altså repræsentanter for den svenske kirke på sidelinjen med en løftet pegefinger. Kirken havde med andre udviklet sig til et trossamfund, hvor det med C.S. Lewis' ord ikke længere var vigtigt, hvad der var op og ned, mens alt gik op i højre og venstre.

Efterfølgende har der ikke været megen selvransagelse i den svenske kirke, der ikke har haft et opgør med de problematiske sider af kirkens politisering. Politiseringen af den svenske kirke er altså ikke standset. Faktisk synes den at være fortsat i et stadigt højere tempo, særligt efter at kirken blev løst fra staten.

Valget til Kyrkomötet, som det øverste styrende organ hedder, er blevet mere eller mindre overtaget af politiske partier. Partier der ikke fører kirkepolitik, men partipolitik. Det har resulteret i et gevaldigt fald i medlemstallet, da de, der ikke deler kirkens politiske holdninger, ikke længere føler sig hjemme i kirken. Disse moderne forhold er ikke omtalt i bogen, men udviklingen, som bogen beskriver, peger i denne retning. Hvor galt det kan gå, hvis kirken politiseres, tjener altså som en advarsel i den hjemlige debat, hvor der stadig er stor opbakning til en synode, der blandt andet skal gøre kirken synlig.

Bogen står også som en advarsel til den bekymrede kirke, der for at blive hørt og spille en rolle i samfundet vil løbe efter tidsånden. En tendens, som vel altid har været i kirken, og som vi pt ser i kampagnen "Grøn Kirke", og når kirkerne i København går med i årets Pride for mangfoldighed. Begge dele synes mig at være et forsøg på at spinne et godt budskab om kirken på baggrund af det, der nu er oppe i tiden, og man må spørge sig selv, om man ikke hører til i kirken, hvis man mener, at den globale opvarmning skyldes andre faktorer end CO2, eller hvis man synes, at det var bedre at holde gudstjeneste end at gå i optog. 

Sundeens bog går alt i alt meget i dybden og henvender sig nok alt i alt mest til dem, der har en særlig interesse i Svenska Kyrkan, men den kan altså også læses som en advarsel imod, hvilke udskridninger, kirken i dag trues af.

 

Johan Sundeen
68-Kyrkan
491 sider
Bladh by Bladh
2017
ISBN9789188429209

 

 

 

 

24. søndag efter trin. 2018

af Søren E. Jensen

En prædiken om folkekirkens troværdighed


I de seneste år er det ikke ualmindeligt, at man i en kirkelig strid bruger argumentet, at det og det kan man ikke tillade sig at hævde, alene fordi synspunktet ødelægger folkekirkens troværdighed.

Der er næppe tvivl om, at selve udtrykket "folkekirkens troværdighed" ubevidst er inspireret af de sidste mange års managementfilosofi, hvor en hvilken som helst virksomhed skal fremstå troværdig, og for at øge troværdigheden har virksomheden ikke bare kvalitet, men ligefrem kvalitetsstyring.

Sagde jeg virksomhed? Undskyld, jeg mente organisation, for naturligvis kan en moderne, kvalitetsstyret arbejdsplads ikke kalde sig noget så gammeldags som virksomhed, for hvis det bare er en virksomhed, er det sikkert ikke andet end en skummel fabrik som med stor profit producerer et eller andet ragelse med et dumt svin ved roret. I en organisation er vi derimod sammen om det kvalitetsstyrede produkt, lige fra lagerassistenten til manageren, og der er i øvrigt ingen forskel på de to, måske bortset fra at den ene har ret til at fyre den anden, men lad os ikke forstyrre af den slags detaljer, for det afgørende er, at arbejdsfællesskabet i sig selv er et bevis på organisationens troværdighed.

Det lyder jo altsammen både positivt og optimistisk, ja hvis ordet findes, og det gør det nok, kan man ligefrem sige, at en moderne organisation ikke bare er livsbekræftende men sågar livskvalitetsbekræftende. Problemet er alene, at en sådan moderne organisation er blottet for selvkritik. Hvis lagermedarbejderen hævder, at det ikke går så godt i organisationen, som det fremgår af det kvalitetsstyrede værdigrundlag, så bliver manageren nødt til at fyre ham, da selv den mindste kritik besudler organisationens pletfri og kvalitetssikrede offentlige brand.

Omvendt kan man sagtens forestille sig en ensom manager som fra morgen til aften skal bære sit kvalitetssikrede smil, men om natten ligger vågen dybt ulykkelig plaget af tanken om, at han i grunden ikke er andet end fortidens dumme svin i forklædning. Han ryger måske ikke cigar som tidligere tiders karikatur af en virksomhedsleder, tværtimod løbetræner han og spiser frugt som en gal, fordi et sundt ydre er med til at afspejle organisationens troværdighed; men managerens indre er knap så smukt, tværtimod er det gennemforurenet af de løgne, han er tvunget til at servere, for at bevare organisationens glade og positive image.

Alt det være sagt fordi troværdigheden måske ikke i sig selv er så troværdig, det er i hvert fald en mistanke som man hurtig kan få, når ordet bruges så ofte, og når man ligefrem er begyndt at tale om folkekirkens troværdighed, kan det sagtens tænkes at tiden måske er inde til at give troværdigheden et serviceeftersyn.

Senest er folkekirkens troværdighed blevet truet af en sønderjysk præst som i en artikel i det lokale kirkeblad skrev, at kristendommen og darwinismen er hinandens modsætninger. Det kunne denne præst sådan set også godt have skrevet, for så vidt som at kristendommen ikke handler om at den stærke skal overleve, men tværtimod lovsynger at vi skal hjælpe den svage.

Den sønderjyske præst havde vist nok en mere bastant vinkel på emnet, hvor han simpelthen gjorde op med hele naturvidenskaben, og her er vi komplet uenige, og sådan skal det også være. Eller skal det? Den sønderjyske præsts biskop var nemlig heller ikke enig med præsten, faktisk var hun så uenig, at hun bag præstens ryg kontaktede en professor på Det teologiske Fakultet i København, som skulle undervise den vildfarne præst, sådan at præsten kom på bedre tanker om forholdet mellem kristendom og naturvidenskab.

Det klinger umiddelbart af kvalitetskontrol, da en professor i teologi da om nogen må vide hvad det drejer sig om. Her glemmer man bare, at teologi ikke er nogen eksakt videnskab men også er båret af smag og holdninger, og jeg har for eksempel engang været i en offentlig diskussion med den nævnte professor om kristendom og økologi. Vi var ikke enige, vi var faktisk rygende uenige, og alligevel hilser vi da stadig på hinanden. Men hvis for eksempel biskoppen for Roskilde Stift mente at professoren skulle undervise mig i en korrekt forståelse af økologisk kristendom – tanken er ikke helt abstrakt – så ville jeg nok takke nej.

Det gjorde den sønderjyske præst også, da det gik op for ham, at han stod foran en efteruddannelse om kristendom og naturvidenskab. Det ville han ikke være med til, og så kunne biskoppen ikke stille noget op, fordi folkekirken endnu ikke er nået dertil, at den er organisation med biskoppen som manager og provsten som mellemleder.

Biskoppen fik med andre ord en syngende lussing for sin fremgangsmåde. En kirkeretsekspert kaldte det for en "uskøn sagshåndtering, der tenderer magtmisbrug". En lektor i teologi – endda en kollega til teologiprofessoren som havde sagt ja til at efterundervise – pegede på, at en præst og en biskop er ligestillede når det gælder teologiske spørgsmål og mente derfor, at "det er en respektløs fornærmelse, hvis en kollega siger til en anden kollega, at du bør gå til noget efteruddannelse, ja, ovenikøbet bag kollegaens ryg har kontaktet en professor med henblik på et passende pensum til den uoplyste". Skrev den teologiske lektor altså, og han er ellers sådan en flink mand, som bor i Soderup.

Biskoppen selv erklærede, at hun naturligvis anerkendte en uenighed om videnskabelige teorier, her måtte præsten mene hvad han ville. Men så tilføjede hun: "Når det imidlertid udgives i sognets kirkeblad, bliver det en sag for offentligheden, fordi præstens synspunkter opfattes som repræsentative for folkekirken". Men på den måde må biskoppen også mene, at folkekirken er en organisation med repræsentative holdninger, og hvis man ikke deler dem, ødelægger man folkekirkens troværdighed.

Hvis det er forstået rigtigt, er det pludselig meget svært at være præst, da man så at sige hver søndag skal prædike over en tekst som er grundlæggende utroværdig- Det gælder også dagens tekst, hvor Jesus blandt mange uhyrligheder får sagt: "Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen men er overgået fra døden til livet".

Teologisk set giver sætningen særdeles god mening, da det hører til blandt grundpensum at betragte troen som ikke bare livgivende, men ligefrem som nøglen til evigt liv. Så kan man frygte, om man nu også tror rigtigt og tilstrækkeligt, men her har vi heldigvis dåben som sikkerhedsnet, da den som er døbt er sikret syndernes forladelse og det evige liv, som jeg fortæller alle dåbsforældre.

Det særlige ved dagens tekst er imidlertid, at Jesus går endnu længere, når han siger: "Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også sønnen dem levende, han vil". Det er et meget gavmildt budskab, da det sagtens kan tolkes sådan, at ikke bare de døbte men hvem som helst, ja selv de døde, har adgang til et evigt liv. Vi takker og hylder dig, du mægtige Kristus, og udbryder af hjertet et klokkeklart halleluja!

Det kan vi gøre her i kirken, hvor netop det helt utroværdige på en mærkelig måde ændres til en himmelsk troværdighed som sprænger enhver logik og forståelse. Hvis man derimod mødte op på et naturvidenskabeligt fakultet med påstanden om at troen er årsagen til et evigt liv, selv for de døde, så ville man nok støde ind i en række problemer. Og hvis man med hjælp fra en teologisk vejleder og på biskoppelig opfordring blev bedt om at moderere sin gudstro en anelse, så den harmonerede bedre med den folkekirkelige troværdighed, så ville hele teologien i bedste fald blive temmelig kedelig og på sine egne præmisser også helt utroværdig.

Men glem det og lad os være lykkelige ved i det mindste her i kirken at blæse på al sund fornuft ved at gentage og helt ind i den allerinderste sjæl acceptere og bifalde den måske mest pragtfulde sætning i dagens tekst: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve."

Amen!

En julehilsen fra Henrik Marstal

af Camilla Paaske Hjort Kiil

Pressemeddelelse fra kønsdebattør og folketingskandidat for Alternativet Henrik Marstal


Der sker i år en række opdateringer af julens traditioner, da den måde, tingene hidtil er foregået på, er helt uacceptabel set ud fra et kønsligestillings- og inklusions-perspektiv. Informer derfor venligst jeres børn om følgende:

 

Julemanden skal fra dags dato omtales som Julepersonen

Det er ikke længere Rudolph, der løber forrest, når Julepersonen kører ud med sin kane julenat. Af repræsentations- og minoritetsbeskyttelseshensyn er rensdyret Rudolph, som mistænkes for toksisk maskulinitet, blevet erstattet med giraffen Gerd, der har afrikansk baggrund og identificerer som en homoseksuel søpølse.

Rådet for Større Færdselssikkerhed bakker op om beslutningen om at give den alkoholismeproblematik- og samspilsramte Rudolph en mindre prominent placering.

Det jødiske rensdyr Blitzen er fritaget for tjeneste, idet man fandt, at risikoen for, at han nærer zionistiske sympatier, er for overhængende. Han erstattes med Jens Rohde. Julepersonen har accepteret at ansætte Rohde i et skånejob som led i den større terapeutiske udredning, han p.t. gennemgår efter at have oplevet noget, der ikke havde noget med islam at gøre.

Julekonen, som altid har levet en tilbagetrukket tilværelse på Nordpolen, hvor hun har fungeret som daglig leder i en omfattende drift af adskillige større nisse-sweatshops, har som led i en flugtstrategi gennemgået en kønsskifteoperation og skiftet navn til Jens Nordborg. Høn jages fortsat af Interpol, og mistænkes, ud over for driften af sweatshops, for gennem 30 år at have modtaget over 270 mio. kr. i uberettigede momsrefusioner fra den danske stat.

Der indføres totalforbud mod at afsynge eller afspille enhver form for julemusik eller julesange, indtil et tilstrækkeligt repertoire af ikke-patriarkalske viser er til rådighed.

Betingelserne for at modtage julegaver juleaften ændres ligeledes. Tidligere har kriteriet været, at barnet havde opført sig pænt hele året. Fra og med i år vurderer Julepersonen barnets potentiale som gavemodtager ud fra et langt mere komplekst spektrum af adfærdskarakteristika, herunder hvor kønsstereotypt, barnet opfører sig, samt hvor mange gram kød, det har indtaget om ugen i årets løb. Der vil også blive prioriteret ud fra barnets privilegiestatus, hvilket vil sige, at hvide drengebørn sættes bagerst i køen i det tilfælde, at Julepersonen har svært ved at nå hele vejen omkring.

Julepersonen kan i forbindelse med gaveuddelingen finde på at interagere i lumre seancer med såvel “mor” som “far”.

Der skal ikke længere stilles traditionel risengrød ud til nissen, da mange nisser faktisk er laktoseintolerante og mælk desuden er en ernæringskilde uløseligt forbundet med såvel hvidhedsprivilegier som mord.

Julen er naturligvis fremover en kødfri højtid.

GLÆDELIG JUL!!