Leder

Danmark har de sidste par måneder været præget af konfirmationer. Landet over er unge med deres familier kommet til kirken for at fejre denne særlige begivenhed, og det er umådeligt glædeligt, at stort set alle danskere deltager i denne festligholdelse.

Langt de fleste steder foregår det lødigt og værdigt. Konfirmationen finder sted ved en almindelig gudstjeneste med prædiken, kirkeårets læsninger, evt. altergang, salmer og ofte også en tale til konfirmanderne inden selve konfirmationshandlingen. Det er højtideligt og alvorligt og samtidig festligt og muntert. Det er lige, som det skal være, og alle er glade.

Naturligvis er der altid nogen, der skal brokke sig over den p.t. herskende mode i forbindelse med konfirmationer. I år er det trenden med at konfirmanden køres i limousine, hestevogn, veteranbil e.l. fra kirken til feststedet. Det er selviscenesættelse og udtryk for "se mig"-kultur. Det kan måske være rigtigt nok, men man kan også se sådan på det, at hvis folk ønsker at bruge penge på at holde et brag af en konfirmationsfest for deres søn eller datter, så hvorfor egentlig ikke.

Et andet udtryk for selviscenesættelse og "se mig"-kultur, der også er i stigning i forbindelse med konfirmationer, er til gengæld mere problematisk. Vi taler om den stigende praksis med præsters individuelle indslag ved konfirmationsgudstjenester. 

Vi er nok klar over, hvorfor denne selviscenesættelse finder sted, og hvor den kommer fra. Kravene til præster om at være karismatiske, medrivende personligheder med mange kompetencer og færdigheder har vist aldrig været højere. Hertil kommer forventningerne om bedre performance, dvs flottere tal (altså kirkegængertal), og det påvirker naturligvis præsternes psyke. Vi ved udmærket godt, at kriteriet for, om vi er vellidte eller ej, er det ene: Vi skal kunne "trække" nogle folk, sådan så vores "virksomhed", Team Folkekirke, kan komme til at ligne en succes. 

Et af de pinligste eksempler er præsten, der dansede gangnam style ned ad midtergangen i kirken. Dette blev filmet og delt på de sociale medier med forudsigelige kommentarer som: "Hvis alle præster var så friske, så tror jeg nok, folk ville gå meget mere i kirke" o.l. Og året efter måtte landets præster så igang med lægge hovederne i blød for at finde på noget helt junikt til deres egne konfirmations-gudstjenester. For man vil jo nødig være kedelig.

Videoen med "konfi style"-præsten er siden blevet fjernet fra YouTube, hvilket sikkert er heldigt nok, for i dag, hvor gangnam style er so last year, vil de fleste kunne se, hvor ubegribelig pinlig en forestilling, det var. Cringe, som de unge siger.

Men tendensen fortsætter, for hvert år lægger landets mest junikke og innovative friskpræster hovederne i blød for at være den, der præsterer årets store mediehit inden for konfirmations-show. 2018 har bl.a. budt på konfirmation med dsb-tema (fordi, som præsten sagde: "på alle mine tre konfirmandhold – der er der dæleme fart over feltet, så det måtte illustreres med et tog for at møde dem midt i deres verden og dér, hvor de er") og konfirmation med en performende entertainer-præst, der bl.a. fandt det passende midt i det hele at levere en konfirmationssang, han selv havde skrevet på Tommy Seebachs Under stjernerne på himlen (fordi vi ved jo, at hvis der er noget, de unge er vilde med, så er det grand prix-sange fra start-90'erne.)

Dette præsenteres så på de sociale medier eller i den lokale presse eller tv-station som "en anderledes konfirmation", som om det er noget meget positivt og forfriskende. Anderledes er det måske nok, men er det en kvalitet i sig selv at være anderledes? Vi synes ærligt talt, det anderledes på den ufede måde, når en præst ikke kan lade være med at lege entertainer. Tommy Seebach-præsten er den tidligere skuespiller Jesper Vigant, og han er en virkelig dygtig entertainer; men han misforstår bare sin opgave, når han gør konfirmationen til et show, der handler om, at folk skal se på hans performance og få en "fed oplevelse" ud af det. Det er måske fedt for ham og fedt for det publikum, som man vægrer sig ved at kalde menighed; men ved enhver gudstjeneste bør det være evangeliet og ikke præsten, der er i fokus. Ved en konfirmationsgudstjeneste bør det være evangeliet først og dernæst konfirmanderne, men stadig ikke præstens person.

Meningen med en gudstjenesteritual er heller ikke, at det skal være anderledes. Ritualet er der, for at gudstjenesten landet over skal være ens. Og netop ikke unik. Ritualet er der netop for at forhindre, at man falder i den fælde, der hedder, at man selv skal opfinde gudstjenesten, og at det hele dermed afhænger af ens egne evner og eventuelle udstråling. Meningen med ritualet er, at man ikke selv skal opfinde det, men hvile i det, der er overleveret. Det skal sikre, at gudstjenesten peger på Ordet, på Evangeliet og Kristus og ikke på præsten.

Så vil man slå ned på selviscenesættelse og "se mig"-kultur, så kan man passende begynde med præsters optræden ved konfirmations-gudstjenester.

Om Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel er et nettidsskrift, som drives på frivillig basis. Det redigeres af Stine Munch, Merete Bøye og Nana Hauge. Læs det på nytbabel.dk.

Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412

Konto: 3412 312 082

Vi takker for enhver støtte. Tak til alle, der har støttet hidtil med små og store beløb. 

Nyt Babel som pdf

af Nyt Babel

Her kan du downloade Nyt Babel i pdf-format, lige til at printe ud.

Kender du nogen, der ikke har adgang til internettet og derfor ønsker at modtage Nyt Babel per post, så kan du enten selv tage et print og give til vedkommende, eller sende en mail til mmb@km.dk med navn og adresse - så skriver vi dem på abonnent-listen.

Præsteembedet i dag

af Merete Bøye

Det følgende er en let bearbejdet, forkortet udgave af et oplæg holdt på Kaj Munks Præstegård i Vedersø d. 5. marts 2018. Tre oplægsholdere (biskop Elof Westergaard, sognepræst Lars Gustav Lindhardt og jeg) blev bedt om at besvare tre spørgsmål om vores syn på præsteembedet i dag.

_____

1. Hvordan fastholder man præsten som menighedens ydmyge tjener, men samtidig myndig forvalter af Guds hemmeligheder?

Det gør man ved at gøre sig klart, at man ikke altid tjener bedst ved at ligge på maven for at tækkes de mest højtråbende. Det er heller ikke ligefrem ydmyghed, der kendetegner de præster, der vil lære os andre at overtage tabloidpressens motto: "Give the people what they want". Man er som præst ikke bare menighedens tjener, man er Ordets tjener, altså Guds tjener. Men det er sådan set to sider af samme sag. Fordi en præst er ikke tjener forstået som noget i stil med en tjener på en fin restaurant – sådan én, der skraber og bukker og siger "javel herr" og "så gerne" og "jajaja, nu kommer jeg". Man er tjener i forstanden "ministerium", dvs man er ikke sat til at gøre kunderne tilpas, men til at tjene sine medmenneskers bedste, hvilket man ikke altid gør ved at give efter for ethvert krav, der måtte komme.

Som forbillede for sin tjenergerning skal man have Jesus, der gav sit liv for mennesker; men som ikke altid gav menneskene det, de forventede eller krævede. Han gav dem det, det havde brug for, nemlig Guds Ord, og det er nøjagtigt det samme, vi som præster skal gøre.

 

2. Hvordan undgår vi at funktionærgøre præsterne, og hvordan undgår vi synlighedskravet (og aktivitetskravet), som truer med at udbrænde præsterne?

Først funktionærgørelsen. Der er ikke noget folkeligt pres for at gøre præsten til en flipproletar, der "går på job" og låser døren til præstegården klokken 16. Vi kan sagtens undgå funktionærgørelse, hvis vi selv vil. Vi kan undgå det ved at sige – i flok – at vi ikke vil have det. Men det kræver nogle afsavn til gengæld. Det kræver, at vi fx siger: Nej tak, vi vil ikke have to fridage om ugen. Nej tak, vi vil ikke have søndagsfri. Nej tak, vi vil ikke have faste arbejdstider. Nej tak, vi vil ikke have "mere ledelse" eller "synlig ledelse". Nej tak, vi vil ikke have storpastorater, hvor vi får mange kolleger at spise sushi med i lækre sognehuse i vores betalte frokostpause. Nej tak til alle disse hyggelige goder, for vi vil hellere have frihed i embedet.

Det er det valg, vi står i: funktionær med tydelig ledelse, skemalagt fritid, klare regler og andre rare ting, som pattebørn har brug for. Eller frie præster med dertil hørende ansvar for vores egen embedsførelse. Jeg ved godt, hvad jeg vælger; men mange (især unge) præster, higer efter det andet, og så vidt jeg har forstået er det faktisk derfor, der bliver oprettet så mange storpastorater lige for tiden. Det er simpelthen lettere at skaffe ansøgere til den slags præstestillinger.

Det kan da også godt være, det er den eneste farbare vej. Jeg skal virkelig ikke idyllisere livet som landsbypræst, som kan være en temmelig ensom og utaknemmelig tilværelse. Jeg er bare forbeholden overfor, om det i længden er så meget skønnere at være tre præster om at betjene otte sogne på skift, og jeg tror i hvert fald, mange mennesker i de enkelte menigheder vil komme til at savne de dage, hvor præsten boede i præstegården og fx kendte alle børn og gamle i sognet. 

Synlighedskravet og aktivitetskravet er sværere at tale om. Egentlig er det et ganske rimeligt krav, at en præst skal være "synlig". Præsten skal være til stede – og hvis man ikke bor i sognet selv, må man fortælle folk i sognet, at man er til at få fat på, og at man altid har tid til at komme på besøg. Det er bare som om, at man i sit ønske om at være "synlig" i stedet kommer til at rende så meget rundt til alle mulige kirkelige og ukirkelige ærinder og begivenheder, at man desværre bliver så travl, at man netop ikke har tid til at snakke med folk på tomandshånd. Kaj Munk skrev: "naturligvis er dovne Præster en Vederstyggelighed, men somme Tider kan de flittige være værre." Det er stadigvæk sandt.

Munk fortsætter:

Fortravlede Præster - og ogsaa Provster og Biskopper - kan falde for den Fristelse at sige Ja, hver Gang, der bliver kaldt paa dem, og hæsblæse sig ind i en Tilværelse, hvor de [...] ikke har Tid til at være Mennesker, men bliver Talemaskiner og Professionals i det aandelige. [...] Blicher skrev Noveller, Bartholdy farer rundt i en Bil som en Slags Nøderkebiskop. Men der er ogsaa Præster - og de er slet ikke saa ringe endda - de tjener deres Land derigennem, at de har god Tid. Det er en særlig dansk Egenskab, som vi snart er ene om at sidde inde med i denne forjagede Verden, og lad os des mere frede om den! [...] De har Tid til at ransage Bøgerne og gøre sig Tanker over Historien. De har Tid til at give deres Sognebørn en Kop Kaffe, naar de kommer efter en Daabsattest, og passiare med dem. Og de har Tid til at opdrage deres Børn. Med andre Ord: De har Tid til at have Kultur. […] Se, det er den store, hellige Dovenskab. Som bliver syndig, naar den er gold, men all right i det Øjeblik, da den deler sit Lys med sine Omgivelser.

Det er godt set, for selvfølgelig skal en præst ikke være doven. Man skal ikke bare gå og fede den, men gøre sig umage for at leve op til sit præsteløfte. Det vil fx sige at "granske troens lærdomme" og "foregå menigheden med et godt eksempel". Det er helt uvurderligt, når en præst snakker med konfirmanderne eller med folk i sognet – når som helst, man er "uden manuskript" – at man føler sig inspireret og har noget på hjerte. Derfor er det vigtigt, at man bruger tid på at læse i Bibelen og andre bøger, gå til foredrag, holde læsekreds med gode kolleger e.l. Det er ikke "ekstra ting", det er ikke fritidsaktiviteter. Det er kerneopgaver. Det er det, man har lovet Gud og menigheden at gøre. Så nej, doven skal man ikke være.

Men det med hele tiden at springe omkring og sætte det ene smarte innovative skib efter det andet i søen, dét er galt. Jeg troede faktisk ikke, at der allerede fandtes kirkelig hektivisme på Kaj Munks tid, men det må der åbenbart have gjort, siden han har stiftet bekendtskab med kolleger, der var endt som "Talemaskiner og Professionals i det aandelige". Så det må være et gammelt fænomen.

Hvordan man kommer det til livs? Det bliver nok vanskeligt, for det er desværre nok et krav, der bunder i den febrile bekymringskultur, der er skyllet hen over hele det kirkelige landskab i de senere år, i takt med at befolkningen bliver mere og mere afkristnet og af-dannet. Hvordan får vi folk i tale? Hvordan får vi folk til at komme i kirke? Og vi lytter til dyre konsulenter og selvudråbte "fremtidsforskere", der kommer og hjælper os med at sætte vores "udfordringer" på formel i det for tiden mest fashionable skema hentet fra finansverdenen. (For ti år siden var det Bostonmatricen, nu er det megatrends og SWOT-analyse.) I forkromede krystalkugler har de skuet, hvor kirken bør gå hen, hvis den vil følge med tiden – idet de på intet tidspunkt spørger hverken sig selv eller andre, om kirken egentlig overhovedet skal og bør følge med tiden.

Fordi vi skriver faktisk indeværende år, ikke sandt, og derfor skal alting skal fornyes. Vi må lave højmessen om, vi må synge popsange i stedet for salmer, vi må sælge orglet og købe et trommesæt, vi må bygge en halmkirke, vi må erstatte kirkebænkene med sækkestole, vi må holde walk-and-talk-gudstjenester, vi må lave en YouTube-kanal, vi må dit og vi må dat. Og man kan tit som præst ikke rigtig undgå at føle sig som en fiasko, når menighedsrådet altid er så kede af det hele og ligesom har lidt svært ved at skjule deres skuffelse over, at heller ikke denne charmerende unge præst har formået at drive hele sognets ugudelige ungdom hen på kirkebænken. Det kunne være virkelig dejligt, hvis menighedsrådene rundt omkring ville være lidt mere stolte af deres præster – ville tale dem lidt mere op – ville sige til deres naboer og venner i sognet, at nu på søndag skulle de tage at komme med i kirke, for det er simpelthen så livgivende. Men det har nok desværre lange udsigter.

En anden ting er, at man heller ikke kan deltage i et stiftsstævne eller provstikonvent uden at blive tvangsindlagt til alvorlig beskuelse af en statistik eller et lagkagediagram, der viser, hvor skralt det står til med den gamle kirke, hvorefter man i plenum, og derefter i grupper (forsynet med store post-its og speedmarkere), og derefter i plenum igen skal blive enige om, hvilke tiltag, "vi, som kirke" bør gøre for at forny kirken, sådan så den tiltaler nogle, der hedder "moderne mennesker". Det føles som at få en våd karklud slasket i ansigtet, og man ligger brak i flere dage bagefter, fordi det er så trist alt sammen – og fordi man jo af erfaring efterhånden véd, at alle de smarte tiltag og store visioner alligevel ikke hjælper på kirkegangskvotienten.

Hvor kunne det være skønt, hvis provsterne og bisperne i stedet gad tale kirken op, rose deres præster, og hvis de sørgede for at arrangere et brandgodt teologisk foredrag for præsterne i stedet for at hyre eksperiment-eksperter ind for at "give os redskaber" og "visioner" og så videre.

Men det er igen også meget op til os selv. Egentlig skal man bare mande sig op og sige et myndigt nej – ikke til enhver aktivitet, men til det, som en af mine gode kolleger kalder "kirkelig hektivisme". Og jeg ved godt, det er lettere sagt end gjort. Men det hjælper, hvis man har et godt netværk af kolleger, som bakker op. Derfor skal man sørge for at komme ud. Man skal knytte venskaber med ligesindede præster, dele erfaringer med dem og diskutere tingene sammen med dem, så man er bedre rustet til diskussionen i menighedsrådet derhjemme. Man skal også sørge for at have en stærk teologi, for så virker man mere sikker, når man skal argumentere for sit standpunkt."

3. Hvordan kan vi lade præsterne have nok i at være Ordets tjenere og sakramenternes forvaltere?

Jeg forstår nok ikke helt spørgsmålet: "hvordan kan vi lade præsterne have nok i det." Det er vel sådan set bare at lade os være i fred, og så lade være med at ødelægge præsteembederne rundt omkring ved at lægge alle mulige andre forpligtelser ind i dem. Og så tror jeg, meget var vundet, hvis vi kunne vænne os af med at overføre succeskriterier, der er hentet fra virksomhedsstrategier eller underholdningsindustrien, på kirken. Vi skal besinde os på, hvad kirken egentlig skal. Er det så vigtigt at tingene bliver slået stort op, giver genlyd, og imponerer? Er det fx et tegn på succes for kirken, når smarte præster i storbyen spiser økologiske canapeer med kulturlivets pinger?

Vi skal besinde os på, at Kirkens formål ikke er at drive folk ind i kirken og gøre kirken appetitlig, men at drive folk til Kristus. Man kan indvende, at folk skal ind i kirken, inden de kan høre forkyndelsen af Kristus. Men det nytter dog fedt, at de sidder i kirkebygningen, hvis det ikke er Ordet om Kristus, de får at høre derinde. Det er at give folk stene for brød.

Det mest tydelige eksempel på et menighedsråd og en provst, der er blevet fuldstændig afsporet, er Aarhus Domsogn og den stort anlagte teaterforestilling (eller var det en gudstjeneste?), Befri Gudstjenesten, som i februar 2017 blev sat op i den gamle domkirke, der måtte lukkes i tre uger, for at det storstilede projekt kunne realiseres.

Man nåede den attraktive gruppe af mennesker, som man gerne ville nå, nemlig "dem, vi ellers ikke ser så tit" (dvs dem, der ikke bryder sig om at gå i kirke). Thi de vil gerne komme ind i kirkebygningerne, når vi bruger dem til noget andet end at holde kirke, for det er ikke bygningen, men budskabet, der (normalt) lyder i bygningen, de har noget imod. Derfor bliver sådan en stort opsat forestilling med skuespillere og fin gourmetmad naturligvis et tilløbsstykke. 

Men selvom sådan et show tager sig fint og fornemt ud, så er det ikke finere og bedre end søndagens gudstjeneste med den ordrige forkyndelse og den ydmyge uddeling af sakramenterne. Tværtimod. Kirkens gamle sakramenter tager sig måske kedsommelige ud – de små, dagligdags ting: vand, vin og brød. Men de er den fineste – og den eneste – gave, kirken har at give.

Det, folkekirken trænger til, er ikke konsulenter og teaterfolk der vil lære kirken at gøre sig lækker. Folkekirken trænger i stedet til, at præster og myndigt lægfolk besinder sig og begynder at føle trang til atter at gøre kirken til stedet, hvor man ikke skammer sig over forkyndelsen af det gamle evangelium og uddelingen af de gamle sakramenter.

 

Jødehad - business as usual

af Søren Lydeking Pedersen

I den aktuelle omskærelsesdebat skal man selvfølgelig ikke trække nazikortet. Man skal heller ikke kalde folk antisemitter, fordi de ikke nødvendigvis bryder sig om omskærelse af drengebørn, og det er heller ikke denne skribents ærinde at gøre dette. Det er derimod skribentens ærinde at pege på en række sammenfald mellem den historiske antisemitisme og den nuværende diskussion om omskærelse af drenge.

Når man læser indlæg i avisen eller på facebook, kan man nemt få det indtryk, at det at være modstander af omskærelsen af drengebørn er et meget moderne og oplyst standpunkt. I virkeligheden forholder det sig modsat. Historisk set har der været en dyb skepsis overfor jødisk skik og tro i en lang række europæiske lande, herunder Danmark, siden den jødiske religion kom til Europa for over 2000 år siden. Antisemitismen var langt fra et nyt fænomen i 1930erne med fremkomsten af nazismen, og derfor giver det heller ikke mening at trække nazikortet.

Et par eksempler

Problemerne omkring jødisk kultur, skik og tro, stikker langt dybere i europæisk historie. Spændingen kan spores helt tilbage til de første kristne menigheder. Paulus diskuterer spørgsmålet om omskærelse i Galaterbrevet og afviser dette som pagtstegn for ikke-jøder. Kristendommen blev siden den dominerende tro i Europa og senere statsideologi i en lang række lande.

Som statsideologi blev kristendommen brugt til at legitimere den førte politik. Kong Davids kongedømme blev et ideal for enevælden, men den rette kristendom blev også brugt som politisk afgræsning overfor andre grupperinger. I Spanien drejede det sig eksempelvis om muslimerne, men også om jøderne.

Afgræsningen overfor muslimerne var indlysende, idet der var en lang og blodig militær konflikt på den iberiske halvø mellem kristne og muslimer. Problemet omkring jødernes tro var, at den sagdes at true den enhed, som den katolsk spanske krone under Isabelle og Ferdinand søgte at etablere i deres forenede kongerige.

Målet var politisk og religiøs enhed i riget, og her blev de spanske jøder tvunget til at konvertere til kristendommen og flygte. Selv hvis de konverterede, var det ikke nok. Der var en frygt for, at jøderne praktiserede deres tro i det skjulte. De lod måske deres børn omskære, de spiste ikke svinekød osv.

Alene i Sevilla blev over 700 jøder brændt på bålet i en periode på 12 år, inden de spanske jødeforfølgelser kulminerede med udvisningen af alle jøder (700.000) i 1492 fra Spanien.

Spanien er langt fra det eneste land, som har forfulgt sin jødiske befolkning, eller som har udvist jøder. Rusland, Østrig, Frankrig, England, Rumænien og en lang række andre lande har alle på et tidspunkt i historien udvist jøder, og så sent som i 1968 udviste Polen 12.000 jøder, blot fordi de var jøder.

Tysklands deportationer fra 1933 til 1945 er ikke et enkeltstående tilfælde. Alene af den grund skal man ikke trække nazikortet i den aktuelle omskærelsesdebat, for en problematisk tilgang til jødedommen har nazismen ikke patent på. Det er en del af en lang række europæiske landes historie og ideologi. Det har været god latin ikke at bryde sig om jøder og jødedommen.

Da man eksempelvis efterlyste morderen Jack the Ripper i Victoria-tidens England, var det således en jøde man ledte efter, for argumentet var, at ingen englishman kunne have begået så frygtelige forbrydelser, så det måtte selvfølgelig være en jøde.

Jødisk identitet

Grunden til dette er den samme som i dag. Jødisk tro og identitet udgør et problem i forhold til hovedparten af befolkningen. I dag er statsideologier sjældent kristen imperialisme, men det såkaldt sekulære samfund har overtaget en række kedelige træk herfra.

De jesuitiske missionærer forfulgte nidkært alle, der ikke delte den katolske tro, og vor tids sekulære missionærer udbreder sig med samme rethaveriske tilgang til eksempelvis omskærelsen. Hvor den kristne kirke for længst er blevet klogere og har erkendt medansvar i en række overgreb mod jøder, så fortsætter denne sekulære bevægelse med at gentage fordummende fordomme.

Aviser er igen i dag fyldt med læserbreve, hvor det eksempelvis er okay at skrive at Mosaisk Trossamfund aldrig har bidraget med noget positivt til det danske samfund. Eller at jøderne bare kan rejse, hvis de ikke vil indrette sig efter dansk lov. Det er helt normalt at betegne den jødiske tro som Abrahams psykotiske guds-fantasier og omskærelse som kønslemlæstelse.

Det bliver gang på gang fremhævet, at Danmark er et foregangsland, hvis et forbud mod omskærelse vedtages. Det er lodret forkert. Danmark vil vende tilbage til et forbud, som har eksisteret i en lang række lande op igennem historien. I 70 år har der i europæisk historie ikke været forbudt at være praktiserende jøde, og det har været god latin at skrive om den jødiske tro på samme måde som ovennævnte eksempler viser.

Det ser desværre ud til, at det ikke kun har været en lille mislyd i en lang og trist historie. Den historiske antipati imod jødisk skik og tro er på vej tilbage. Der er intet nyt i at fremstille omskærelsen som kønslemlæstelse eller at ville kriminalisere jøder, fordi de praktiserer deres tro. Det er desværre "just business as usual."

 

 

 

Et forsvar for prinsesserne

af Astrid Johanne Høg

Prinsessen, der sidder og venter på at blive reddet, er passé. Skal man tro The Guardian, er der med animationsfilmen Frozen kommet en opskrift på en moderne prinsesse, der gør de gamle prinsesser irrelevante. Længe har Askepot, Snehvide og Tornerose da også stået til måls for feministernes kritik. De bliver gang på gang fremhævet som bovlamme fortidslevn, der endda kan være skadelige for små piger, der kunne få den tanke, at ægteskabet er den eneste vej til et lykkeligt liv. Tidens fokus på identitetspolitik truer således med at overskygge filmhåndværket, hvorfor et forsvar for de gamle prinsesser er på sin plads.

I 2015 kom der en ny spillefilmsversion af Disney-klassikeren Askepot fra 1950. Ud over at skabe forargelse på grund af Askepots smalle talje og indsnørede liv, blev den nye film kritiseret for ikke at have moderniseret Askepot-figuren. Til eksempel beskrev Todd VanDerWerff fra Vox.com hende som simpel, kedelig og "en endnu større dørmåtte" end den oprindelige version. Det var også denne film, der gav The Guardian anledning til at proklamere, at Askepot havde dumpet "Frozen-testen". Underforstået: Askepot har ikke nogen værdi at tilbyde unge piger i dag.

Det virker som en ureflekteret adoption af den feministiske kritik, der siden 70’erne har forfulgt alle Disneys gamle prinsesser: Askepot gør bare rent og finder sig i al mulig ondskab indtil den dag, hun får glasskoen på og gifter sig med prinsen. Snehvide holder lav profil i en skov, indtil hun bliver gift. Tornerose bager kager sammen med sine tanter, til hun bliver 16 – og til slut også bliver gift. Det er de handlingsstrukturer, som Frozen efter sigende har taget et nødvendigt opgør med. I denne udvandede version af H.C. Andersens Snedronningen er filmens to hovedpersoner, prinsesserne Elsa og Anna, både iltre og handlekraftige. Den ene har superheltekræfter og den anden, Anna, kommer heroisk sin udkårne til undsætning. I et ikke så overraskende twist til slut ender filmen dertil med, at ingen af dem bliver gift. Filmens tema er eksistentielt og lyder som et ekko af alle nyere ungdomsfilm: Anna vil gerne realisere sig selv som ung kvinde, og Elsa vil gerne accepteres, selvom hun er anderledes.

Med deres eksistentielle kvababbelser er Elsa og Anna med andre ord gjort lettilgængelige for nutidens unge. Derimod tematiserer de gamle film fra årene omkring 2. Verdenskrig bunden af Maslows behovspyramide: Behovet for materiel sikkerhed, tryghed og social kontakt. De gamle prinsessers livsbaner er da også langt hårdere, end kritikerne vil anerkende dem for. Fælles for de gamle prinsesser er, at de lever som udstødte i størstedelen af filmen og gennemgår diverse traumer tidligt i barndommen (tab af forældre samt deres sociale plads). Idet de til slut får deres prins, genoprettes deres sociale plads, og de opnår med ægteskabet den tryghed, de mistede i barndommen.

Kærlighedsplottet er noget, nutidens kritikere har et uforholdsmæssigt stort fokus på. Det fylder meget i den feministiske blogosfære, at prinsen forelsker sig i prinsessen "kun fordi hun er smuk". Ifølge femsplain.com og lignende medier er det et problematisk signal at sende til unge piger, men i så fald er det jo godt, at kærlighedshistorien i realiteten fylder forsvindende lidt i de gamle film. Prinserne repræsenterer kun den sikre havn, som prinsesserne igennem hele filmen ønsker at finde. Med andre ord: Prinserne er deres belønning – det er ikke omvendt. Dette er et godt eksempel på, hvordan disse nutidslæsninger ikke bare er overfladiske men også – med et moderne ord – er privilegieblinde. De behandler ikke filmene på deres egne præmisser, men gennem narcissistiske briller, hvor moderne mennesker projekterer egne behov ud på de gamle prinsesser.

Askepot bliver kaldt en dørmåtte, fordi hun har let til tårer og fremstår blid. Hun forsøger end ikke at flygte fra sin skæbne. Men det er forkert at se hende som et passivt offer, blot fordi hun ikke flytter sig fysisk. Ligesom Tornerose og Snehvide er hun derimod altid i færd med at arbejde. I stedet for at svælge i selvmedlidenhed gør hun noget ved de umiddelbare problemer. Hvor Askepot i en enkelt scene sukker med blikket rettet imod kongeslottet, vender hun snart efter tilbage til det daglige arbejde. Dette er den konservative ballast, der balancerer et eventyr, der ellers ville være den rene eskapisme.

At de alle tre bliver venner med dyrene tjener til at vise, at de bruger deres energi på at hjælpe dem, der er svagere end dem selv. Derfor behøver Askepot ikke at flygte ud af vinduet, og Tornerose behøver ikke selv at tage kampen op imod dragen. De præsterer noget langt sværere: De beholder optimismen og hjertevarmen sat i en situation, hvor kynismen ellers truer med at overtage det rene hjerte. Og hvis filmene siger noget om skønhed må det være, at den netop hænger sammen med det indre. Tænk blot på, at både Tornerose og Snehvide er klædt i pjalter, når prinsen ser dem første gang. Ved at vende tilbage til filmene, hvordan de faktisk forløber, ser vi, at budskabet ikke begrænser sig til en flad pointe om romantisk kærlighed, men hvordan man kommer igennem et hårdt liv med sjælens renhed i behold.

Askepot, Tornerose og Snehvide har så langt fået de hårdeste vilkår af samtlige prinsesser. Men selv sat i den ultimative magtesløse position, bevarer de modet. De synger, imens de udfører de slidsomme pligter, som en uretfærdig skæbne har pålagt dem. De fleste vil genkende den visdom: De, der bliver bitre og kolde som reaktion på livets uretfærdighed, gør sig til livsfanger i egen bitterhed. De, der bevarer optimismen sammen med arbejdsetikken og gør noget ved deres umiddelbare problemer, holder sig oppe. 

I dag, hvor de færreste af os lider alvorlige materielle afsavn, kommer de største kriser netop, når vi føler os fastlåste. Depression kommer sig typisk af, at man møder langvarig modgang af årsager, man ikke umiddelbart kan ændre ved. Man er måske født ind i hårde sociale vilkår. Eller man er nødt til at arbejde i en udsigtsløs stilling. Eller ens nære har fysiske eller psykiske problemer, der opsluger al energien. Og når det ser sortest ud, kommer der ikke nogen fe-gudmor med en trylleremse og gør det hele godt igen – så langt kan eventyret om Askepot alligevel ikke hjælpe os. Men hvor børn vokser fra troen på magi, behøver de ikke vokse fra troen på, at det kan betale sig på uventede måder leve et liv med flid og næstekærlighed.

 

Fra individ til folk - juli 44

af Ole Juul

Nedenstående artikel er en omskrivning af det foredrag, jeg på seminarer landet over i 2018 og 2019 holder om Martin A. Hansen og Besættelsen.

_____

Omkring 1. juni 1944 kontaktede Bente Hammerich, der sammen med Aksel Heltoft redigerede det illegale blad Folk og Frihed, Martin A. Hansen og anmodede ham om dels at skrive et indlæg til en illegal antologi, Der brænder en Ild, hvori han begrundede nødvendigheden af stikkerlikvideringer, dels at levere bidrag til bladet. Svaret fra Martin A. Hansen blev et uforbeholdent "ja", og hermed indledtes hans aktive deltagelse i modstandskampen. Allerede en uge efter blev hans første bidrag trykt i Folk og Frihed. Efter arrestationen af bladets redaktører i december '44 blev Martin A. Hansen hovedkraften bag Folk og Frihed og overtog arbejdet med både at redigere og selv skrive en stor del af stoffet.

Som modstandsmand under besættelsen erfarede Martin A. Hansen et enestående fællesskab båret af ansvar og tillid. Grunderfaringer fra denne tid blev for Martin A. Hansen et vidnesbyrd om, at fællesskab er muligt – også i moderne tid. Som sådan måtte disse rigt indhøstede erfaringer fra modstandskampen føres videre i reorganiseringen af samfundet efter besættelsen, hvilket blev anslaget i en række indlæg både i det nu legale Folk og Frihed og i andre blade, der udkom efter befrielsen. Det viste sig dog hurtigt, at den officielle politiske linje gjorde forventningerne til skamme, hvilket naturligt førte til skuffelse, men aldrig til opgivelse.

D. 20. august udkommer bogen For Folkets Frihed på Gyldendal. Bogen indeholder de vigtigste af Martin A. Hansens artikler til de illegale skrifter, der udkom herhjemme under besættelsen samt en række artikler af nulevende litterater, historikere og teologer, der alle forholder sig til vigtige temaer hos Martin A. Hansen.

Med udgangspunkt i artiklen Juli 44, som Martin A. Hansen lader trykke i Heretica, 6.årgang 1953, nr.2, vil jeg i det følgende belyse Martin A. Hansens særlige syn på et fælles etisk og moralsk instinkt i folket, sådan som det kommer til udtryk i hans refleksioner over hændelserne i det besatte København under folkestrejken i juli 1944. Sluttelig vil jeg drage en sammenligning tilbage til kristningen af Danmark o. år 1000, hvor et lignende skred i den enkelte og folket gør sig gældende, sådan som Martin A. Hansen beskriver det i Orm og Tyr (1952).

heretica

I foråret 1946 mødes tre ganske unge forfatterspirer i Aarhus. Ole Wivel, Bjørn Poulsen og Thorkild Bjørnvig. Det er Ole Wivel, der med henblik på et nyt litterært tidsskrift har foranlediget mødet, og efter mødet er der de tre imellem en fælles vilje til igennem et tidsskrift at bekræfte poesien som den eneste gyldige erkendelsesmagt i en tid, hvor alle andre erkendelsesveje, politiske som religiøse, synes lukkede. Som økonomisk garant for foretagendet har Ole Wivel Knud W. Jensen, som allerede understøtter Wivels eget lille forlag, som blev dannet i 1945, og som litterær og åndelig garant har man Martin A. Hansen i tankerne.

Det skulle senere vise sig, at tanken bar god frugt, og i 1948 udkommer det første nummer af tidsskriftet Heretica med Thorkild Bjørnvig og Bjørn Poulsen som redaktører. I de næste 6 år sætter tidsskriftet dagsordenen for den litterære debat herhjemme ikke mindst i kraft af Martin A. Hansens indflydelse. Martin A. Hansen var efter krigen en af de mest anerkendte forfattere herhjemme, og hans essays og artikler i Heretica blev toneangivende for debatten. Da han sammen med Ole Wivel i 1950 overtager redaktionen af tidsskriftet, sker der et betydeligt sporskifte. Ikke blot advokerer Martin A. Hansen for mere nordisk litteratur, men tillige også for ansvarligheden overfor læserne, som dybest set grunder i Martin A. Hansens ønske om, at Heretica kunne fortsætte, hvor det illegale tidsskrift Folk og Frihed i december 1945 måtte slippe. (Jeg kan her henvise til mine to bøger: Den tavse Gud. En læsning af Heretica 1948-53 (1998) og Fortællingen om Martin A. Hansen og Heretica (2009)).

Ved nytårsskiftet 1952-53 beder Tage Skou-Hansen, som i de to sidste årgange af Heretica redigerede tidsskriftet sammen med Frank Jæger, Martin A. Hansen om stof til Heretica. (Se artiklen Hinsides drab og ansvar, som Tage Skou-Hansen skrev til PS – Om Martin A. Hansens korrespondance med kredsen omkring Heretica (2005)). Tage Skou-Hansen er vidende om, at Martin A. Hansen i sensommeren 1944 sendte et såkaldt "brev" rundt til forskellige venner og bekendte i Danmark, hvor han i nogle dagbogslignende stykker beskriver, hvad der gik for sig i København i juli 1944. Martin A. Hansen regnede selv med, at "brevet" var gået tabt, da de fleste modtagere givetvis havde brændt det, men det viste sig, at nogle få breve stadig var i families og venners besiddelse, idet Martin A. Hansen får et tilsendt fra sin mor i foråret 1952.

D.3. februar 1953 sender Martin A. Hansen et brev til Tage Skou-Hansen, hvor han gør rede for skriftet:

Har det gamle stykke interesse for Heretica, råt som det er, jeg vil intet rette, uden enkelte rent meningsforstyrrende fejl, kan jeg måske nok nå at skrive en side eller to inden 15.februar om noget af det andet, der hører med, og da, tror jeg, det vil have en vis aktualitet i tidsskriftet.

Martin A. Hansen når at få skrevet Efterskrift og artiklen, som den bliver trykt i Heretica, består altså af to dele: Dagbogsoptegnelser, "et subjektivt historisk aktstykke" fra julidagene i København dateret lørdag d. 1. juli 1944, søndag d. 2. juli 1944, mandag d. 3. juli kl.11.00. Og Efterskrift, som er dateret i februar 1953, hvor Martin A. Hansen gør sig nogle centrale tanker og refleksioner over, hvordan selve situationsbeskrivelserne fra disse julidage i 1944 er blevet til, og hvad der fortsat kan have aktualitet i debatten.

Folkestrejken

Først nogle nedslag i selve "brevet", dette subjektive aktstykke, som blev sendt illegalt til familie og venner.

Den store folkestrejke i København havde ligget og ulmet længe som en protest mod besættelsesmagtens hærgen og især en protest mod samarbejdspolitikken. Nu blev den udløst som en konsekvens og reaktion på henrettelsen d. 29. juni 1944 af otte medlemmer af Hvidsten-Gruppen.

Folkestrejken var noget helt særligt, da det var en spontan folkelig reaktion, der ikke var organiseret af hverken fagforeningsfolk eller Frihedsrådet, men alligevel endte med at blive en kort, men effektiv generalstrejke, som Frihedsrådet så valgte at støtte. Tidligere havde der været sabotage på industrisyndikatet i København, og denne sabotage udløste hævnakter fra det tyske terrorkorps Peter Gruppen (som også var ansvarlig for mordet på Kaj Munk i januar 1944) og dele af Schalburg-korpset mod bl.a. Borgernes Hus, Studenterkollegiet og Tivoli. Det var især disse hævnakter, som var organiseret af besættelsesmagten, der satte sindene i kog. Den største provokation var dog, at Werner Best indførte udgangsforbud og spærretid i København. Alt dette tilspidsede situationen med skyderi på åben gade, hvor adskillige civile mistede livet, og sporvognsfunktionærerne var de første, der nedlagde arbejdet, da det ganske enkelt blev for farligt.

Martin A. Hansen refererer nogle øjenvidneberetninger:

Har truffet mange øjenvidner, der har oplevet forfærdelige scener. Her på torvet kom i går en kvinde gående sammen med et par tyskere. Nogle unge mennesker råbte mær efter hende. Hun vendte sig om og skød to af dem, den ene gennem nakken, så kuglen gik ud af munden på ham, og han var dræbt på stedet. På Nørrebros Runddel, hvorfra patruljer udgår, og hvor der ligesom i andre knudepunkter er opstillet flakskyts, der kan bestryge gaderne på langs, blev folk beskudt i vinduerne. En ung pige, vore venners bekendt, var på besøg hos en veninde derude. De så forsigtigt ud af vinduet. "Nu peger de herop", siger veninden. "Hvor", siger den unge pige og strækker sig lidt frem. Hun blev staks skudt gennem hovedet.

Større bydele og indfaldsveje ind til byen bliver afspærret, så det er særdeles vanskeligt at få fødevarer frem.

Martin A. Hansen reflekterer over, hvad der i grunden hændte i storbyen:

Det begyndte som en protest mod spærretiden og greb om sig ved skydningen i gaderne. Nu er der en vældig reaktion mod vold og uret. Man vender igen tilbage til troen på, at man vil sejre ved strejken, selv om den sultende befolkning må give op i løbet af få dage. I denne store gestus letter man sig for det opstemmende nag, det er foragtens demonstration, nu og da forplumret af ungdoms og pøbels udskejelser. Det regner man for uundgåelige omkostninger, også de dræbte og sårede, der øger harmen, og de fleste taler med sympati om Vesterbrodrengene og kæmperne på Nørrebro, som har fået lavinen til at styrte.

...

Jeg tror, man tør sige, at København i disse dage genoplever sin fortids store øjeblikke, da den rejste sig mod overmagten på trods af al fornuft. Ingen spørger mere: Hvorfor gør vi det? På det spørgsmål har instinktet svaret klart, hvad den tørre fornuft er ude af stand til.

Instinktet, personificeret ved modstandsbevægelsen, handler mod ondskaben, når den er synlig, truende og nærværende. Fornuften, personificeret ved samarbejdspolitikken (Vilhelm Buhl, Erik Scavenius), forsøger at få det bedste ud af det. Vi ved, at der rundt om i landet har været kritik af modstandskampen, en kritik, der anså det for tåbeligt og landsskadeligt at genere besættelsesmagten. Martin A. Hansen har ganske givet kendt til denne kritik, som uden tvivl også har lydt på hans hjemegn på Stevns, og i en artikel til Folk og Frihed i september 1944, som han kalder Brev fra København, skriver han et fiktivt "brev" til en "bror på landet".

"Hjem", det var stenbroen, det var København. Jeg håber, at byen nu vil regne mig for en af sine egne. Inden vi rejste ud til jer, havde vi set, hvad København gemte under det, man kalder "Grinet". Det var nok det største, vi til nu har oplevet, Folkestrejken. Men det kunne eller ville I ikke forstå.

I Dag og Myte, som blev trykt i 1947, skriver Martin A. Hansen:

Folkestrejken kan bære sit navn. Den blev den dyrebareste fællesoplevelse i vor tid. Ikke ved barrikadelarmen, men ved sindsroen, i stilheden, da en fælles erkendelse stod helt afklaret. Lige så alvorlig og realitetsbetonet i ånd som munter-stilfærdig i udtryk.

Fællesinstinktet

I brevet udtrykker Martin A. Hansen nu en stolthed over det, han ser ske i København.

Man mærker i kredse og bydele, man kommer i, en forunderlig indbyrdes hjælpsomhed. Én har rigeligt med kartofler og giver andre, en anden har meget brød og smør. Naboer, som aldrig har taler sammen, kommer og koger mad hos hverandre og morer sig imens.

...

Byens holdning i dag er værdig og stolt, uden falske drømme og uden mindste tegn på eftergivenhed og modløshed.

Martin A. Hansen er klar over, at mange af de oplysninger, han får, hvor han selv er "under jorden" i Brønshøj, kan være opdigtede, datidens svar på "fake news", men alligevel under det alt sammen finder han selv ind til dette

fællesinstinkt, der undertiden får alle til at tænke, sige og gøre det samme på samme tid, en storbyens samvittighed, der er steget op fra sit dyb [...] [og] giver sig forunderlige udslag i stram selvdisciplin, selvbeherskelse, gavmildhed, hjælpsomhed, offermod, indbyrdes forsonlighed [...] en besynderlig fællesvillen, i hvilken den enkelte ikke føler sig som et nummer, et led, en del af helheden, men som helheden selv, som ansvarlig for alle, hvert dræbt barn er hans eller hendes, hver skudt mand er deres søn eller broder, en viljens storhed, der ofte hæver sig over den enkeltes formåen til daglig, og som viser den, der mistroisk har set på det, der rummes i begrebet "Massen", at flokken og fællesskabet har højere og ædlere egenskaber, end man har været tilbøjelig til at tro. Disse dage lærer den skeptiske, at massen ikke uden videre er "masse", at "massepsykosen" ikke blot forringer mennesket, at flokken ikke altid sænkes til den ringestes niveau.

Nej, det er det modsatte, der sker, en oplevelse, der ikke kan eller vil glemmes. Det er altså ikke kun øjenvidneberetninger og andenhånds usikker viden, han hæfter sig ved, men hvad han også selv har erfaret i dagene "under jorden" i Brønshøj.

Jeg tænker ikke på larmen ved barrikaderne, men på den store stilhed sidenhen. Sproget, som nyfødt levede i en munter-stilfærdig bemærkning. Og i tystheden hørte man, der var et folk til.

Eneren går ind i begrebet "folket", inspirerer det, og bliver selv et "folk". En vilje hos den enkelte, der mærkværdigvis bliver til denne fællesvillen, der konstituerer folket. Martin A. Hansen udvikler dette synspunkt i artiklen Intelligens og Masse, der er optrykt i Hemmelighedens kunstner (1991). Det kan også læses i Eneren og Massen (1950) i serien Mennesket i tiden.

I artiklen Sæt plove i jorden, (Folk og Frihed, 27. oktober 1945) beskriver Martin A. Hansen to kraftfelter, som modstandskampen gav indsigt i.

Det første var den enkeltes valg. Når det var afgjort, mødte han det andet kraftfelt, sammenholdet, fællesskabet, dette rige sted, hvor intet var umuligt, hvor evner smittede.

Martin A. Hansen indrømmer, at der også i og omkring strejken og urolighederne har været det, han kalder "ungdoms og pøbels udskejelser", der har resulteret i at "mange sagesløse mennesker har mistet livet eller førlighed på grund af andres drengestreger og dumdristighed". Men som han konkluderer: "Uden den næsten vilde beslutsomhed, som gadens børn viste det første døgn, var strejkeviljen næppe blevet udløst hos alle". Martin A. Hansen sanktionerer disse "udskejelser", og han har en klar fornemmelse af, at der bag "udskejelserne" er en fælles vilje til at udvise ordentlighed.

På Amager blev der renset ud hos en nazistisk tobakshandler. Gerningsmændene viste uhyre selvbeherskelse, idet de gjorde bål af tobakken – den dejlige tobak – og ikke tillod nogen at stjæle det.

Det er afgørende for Martin A. Hansen, at den selvbeherskelse, der kan være i den enkelte, overføres til "massen", og så slutter han dette historiske aktstykke med følgende ord:

I julidagene trodsede København og gjorde den militære overmagt illusorisk og tvang sin vilje igennem.

Det er massen, fællesskabet i storbyen, der sejrer endeligt. I etisk forstand handler massen godt, for det gode, når det onde er synligt, nærværende og truende. Det åbne spørgsmål efter læsningen af brevet er, om massen altid vil handle for og med det gode.

besættelsen var ikke smuk poesi

Martin A. Hansen er altså i vinteren 1952/-53 blevet opmærksom på brevet, og så er det, at han nu i Efterskrift, som er skrevet nogle måneder før udgivelsen i Heretica i 1953, gør sig nogle interessante overvejelser.

Han skriver indledningsvis, at når han overhovedet mener, at det er en god idé at optrykke dette aktstykke fra besættelsestiden så mange år efter, skyldes det, at "folkestrejken i '44 efter min mening er en mærkelig og stor hændelse i vor nyeste historie". Det er ikke en interessant begivenhed, men netop en hændelse, der kommer til den enkelte og til folket. Martin A. Hansen beskriver nu sin egen personlige situation og den historiske situation d. 9. april 1940. "Vi var duelige til at rømme, trænet i at vige". Det var en historisk bevidsthed, som også hans far og farfar kendte til. Det lå i tiden. "9.april kaldte ingen på én. Vor ungdoms pointe". Men så gentager Martin A. Hansen den erfaring, han fik, at "strejken var en bekræftelse af en vældig natur".

Martin A. Hansen er opmærksom på, at den generation, der følger efter ham, og som han har på nært hold i fællesskabet omkring Heretica, er blevet præget af en art skuffelse, som især gjorde sig udslag efter valget i oktober 1945. Men han aner, at i lyrikken, i poesien som en selvstændig erkendelsesart, som det udtrykkes i Heretica, ligger der nyt håb og livsforventning, der som erfaringerne fra juli '44 er "kostelig", de har "blivende værd". Men af samme grund kritiserer han nu den unge generation, der ikke for alvor forstod krigens betydning og den "fællesvillen", der under besættelsestiden fandt sit udtryk. For nogle af dem var Besættelsen blot noget, der skete, uden at den satte sig spor hos dem. Og så er det, han knytter til ved en diskussion, der blev ført i Heretica i de sidste årgange.

Skriftet er jo blevet mere kættersk på det sidste. En ung litterær retning har stærkt præget sidste årgang, en neo-ekspressionisme kunne man måske kalde den. Den gør oprør mod fyrrernes "engagerede" litteratur, mod "Etikerne". Den vil endelig befri poesien fra fordomme og de historiske vilkårs imperativ. [...] Jeg har fået det indtryk, at om et bestemt forhold, besættelsestiden, har den unge retning en så færdig mening, at man kan reagere.

Og Martin A. Hansen reagerer, og hans reaktion er rettet mod en tendens hos generationen af unge lyrikere, især Jørgen Gustava Brandt. I skriftet Den geniale monotoni, som er trykt i Heretica i begyndelsen af 1952, erklærer Gustava-Brandt, at som historisk faktum og realitet ragede krigen ham en fjer, "men vi levede intenst i dens mørke, røde og dybblå univers". At Gustava-Brandt under Besættelsen ikke har været gammel nok til at tage politisk stilling og ikke har følt valget tynge overhovedet, er til at forstå. Jørgen Gustava-Brandt er i juli 1944 15 år gammel – Martin A. Hansen er 34. Men at forholde sig poetisk til krigens univers i dens farvepragt og at betragte den tyske besættelsesmagts soldater som "latterlige og ligegyldige gudebilleder" har provokeret Martin A. Hansen.

Martin A. Hansen skrev om angsten og det trodsige håb, groet ud af denne "fællesvillen", som han oplever i dagene og nætterne i juli 1944. Jørgen Gustava Brandt "havde det dejligt hele tiden". Og her i Heretica et års tid efter reagerer Martin A. Hansen så entydigt, når han skriver, at

det, der dengang var de manges ulykke, hver sjæls sorg og håb, det fortones nu som skyggespil i en uvirkelighedens natlige idyl, hvoraf poetisk sødme suges og sælsomme fabler flyver ud som flagermus. Besættelsestiden kommer til at minde om sceneriet i en fortælling af Hoffmann.

forståelsens stille kulde

Vi ved fra Dagbøger, at Martin A. Hansen i disse julidage i 1944, hvor han var gået "under jorden" i Brønshøj, har arbejdet med romanen Lykkelige Kristoffer. Og nu gør han sig i Efterskrift nogle tanker om arbejdet med romanen. Han kan ikke rigtig "få hul" på slutningen, men erkender nu i refleksionen, at især de sidste tre kapitler er præget af de erfaringer, som han gjorde i København i slutningen af Besættelsen.

Kapitlerne handler om Københavns belejring i 1536 og blev til i hine nætter. [...] Det var næsten som at få slået koøjet ind og få søerne bagefter, da man blev sig fuldt bevidst, hvordan romanens og dagens hændelser ligefrem flød sammen.

Martin A. Hansen erkender, at det primært er på det personlige plan, at "hændelserne" i disse junidage har gjort en forskel, og måske kun på det personlige plan. I historiens refleksioner og tilbageblik er der ikke samme erfaring.

Om et par århundreder, måske ikke engang det, vil grundige forskere, der for pålidelighedens skyld søger at være uanfægtelige som naturen, ryste mig og dem, jeg holder med, sammen med soldaterne derovre og dem, de holder med, i et sold, og karakterisere os som en tidsarts mennesker, der i det væsentlige lignede hverandre og bare var forskellige i smånuancer. Ja, de fleste i den eftertid, som er os fjern nok til, at al personlig forbindelse er udvisket, glemt, ligegyldig, vil betragte os med forståelsens stille kulde, der er frygteligere end had.

Men selv om Martin A. Hansen med sit historiesyn og sine refleksioner ved, at det er sådan fat, så ved han også, at han er personligt ansvarlig overfor det, der sker i hans egen tid. Og så er det, han reflekterer over artiklen Dialog om Drab og Ansvar (Der brænder en Ild, oktober 1944), der forsvarer drabene på stikkerne. Martin A. Hansen ved nu i eftertanken, at samme artikel og ikke mindst ræsonnementet vil blive udsat for hård kritik, og han ved, at han ikke kan give nogen dybere begrundelse for forsvaret for stikkerdrab. Der er ingen religiøs, ingen historisk, ingen fædrelandskærlig begrundelse.

Det var nøgent. Det afstod fra de moralske eller endda religiøse begrundelser, som undertiden forekom da. De var for mig at skønne vildfarelser, i værste fald åndeligt bluff. Begrunderen kan heller ikke klæde sig i et harnisk fra vore fædrelandssange. De handler allesammen om noget andet. De er måske fra ridderligere tider. De forudser ikke at man skal lægge sig på lur og skyde en fjende ned bagfra. Og Guds vilje kan sådan en begrunder sandelig ikke bruge som et skjold for sin person.

Sådan måtte Martin A. Hansen af en indre nødvendighed konkludere. Men det kunne ikke være anderledes. Det måtte gøres. "Genkaldes situationen, da ses det, at anderledes kunne det ikke være."

ingen hjælp hos grundtvig

Martin A. Hansen påtager sig ansvaret for det skrevne og for det skrevnes fatale konsekvens, at han med sin "blodige pen" har drevet unge mænd ud i drab, hvoraf nogle selv har mistet livet. Og det er et tungt ansvar at bære.

Vi kan læse det i et brev til Axel Heltoft, 1./2. november 1950:

Thi det er lige stærkt og nærværende og frygteligt for mig, at man har ansvar for nogle af dem, der er stumme i graven, at de vil banke på ens dør den dag, man opgiver, inden man har gjort, hvad man kunne. [...] At disse døde har et forfærdende krav på mig.

Martin A. Hansen ved, at han står alene med og i valget, at han bryder med idealer og med arvet tro, og at han bryder med en nedarvet etik.

Han må tage i betragtning, når han da ikke vil bruge forloren begrundelse, at han i sit forsvar for en kæmpende skares nødværgeret og dens brug af fortvivlet dystre midler bryder med tro og idealer, som han ved er højere. Han bryder med al ædlere etik og ved det…..Alvorligere er, at han med ét hug skiller sig fra det hvis værd i folket han kender, og som kampen også gælder, Grundtvigs værk. Men Grundtvig har ikke forudset så frygtelig en nødvendighed. Der er ingen hjælp at finde hos ham.

I Dagbøger d.3. marts 1947 gør Martin A. Hansen sig nogle lignende tanker om det grundtvigske, som han gennem hele sit voksenliv havde et anstrengt forhold til:

Det nytter ikke at regne med kirken, som samfundsinstitution, som materialiseret skikkelse og organisation som opbyggelig i vor kultur i dag. Den fortsatte reformation mennesket må igennem – som poesien – den isnende isolation først – før det opbyggelige – det folkelige – hos socialisterne og de grundtvigske nu – højskolen – er reparationer. Man må slippe Grundtvig for at få fat på ham igen.

I et brev til Alex Garff d. 9. oktober 1950 skriver Martin A. Hansen som en opfølgning af disse refleksioner over "det grundtvigske", at

en af Grundtvigs store drømme har min generation for altid sprængt og knust. Det var hans drøm om Guds virke i det danske folks skæbne. Hvordan knuste vi den? Da vort folk var i nød sendte vi unge mænd ud i mørket for at dræbe skjult, til snigdrab. Ingen skjald kunne nogensinde besynge drabet af det menneske, der skydes ned fra ryggen. Ingen kunne kalde det Guds virke. Jeg siger det jo ikke for at fordømme. Jeg har selv ansvar for det sammen med andre. Jeg begrundede selv dengang nødvendigheden af likvidationerne. Men havde man øjne at se med, da så man også en afgrund åbne sig under vore fødder. For at redde det dyrebare, den folkelige frihed og ret, måtte vi krænke det hellige.

Ét er, at Martin A. Hansen vedkender sig ansvaret og er ramt i det inderste af det. Et andet er, at han nu endegyldigt må vedstå, at han tog fejl i eftertidens bedømmelse og dom af stikkerdrabene. Det fylder meget i ham og for ham, og han kommer her i Efterskrift ind på det svigt, som ledende politikere og andre udsatte dem, der måtte bære ansvaret, for. I Dialog om Drab og Ansvar havde han forfægtet den overbevisning, at domme og likvideringer af stikkerne efter krigen ville blive forelagt danske domstole, så at disse nødværgehandlinger gennem retten "kunne lægges på folkets skuldre".

Deri tog jeg helt fejl [...] Det skete ikke. Det var en fejl [...] En lille flok medlemmer af vor nation, de der skød, de der dømte, de der begrundede, er faldet uden for folkets ret. Det må de selv om.

Og så slutter han Efterskrift med følgende ord:

Gerning af den art, absolut stillingtagen i værk som dette, minder af natur om de store synder og er det måske også, og overfor dem er fortrydelsen bare som musens piben når kloen griber den.

Hele Efterskift er præget af, at der er noget afgørende, som Martin A. Hansen aldrig har glemt eller fortrængt. At der er skyld og ansvar, som ikke kan skydes bort og tillægges andre. At det ikke kunne være anderledes. Det har holdt hårdt for ham, og han ved, at han står alene.

Men tilbage efter læsningen står også en fornemmelse af, at Martin A. Hansen har anet noget absolut storladent i julidagene i 1944, noget som i den grad har sat sig i sindet og givet ham tro på og indsigt i det, han kalder de "store hændelser i et folk". Og disse hændelser, disse erfaringer, blev siden hen også brændstof for ham i det, han tænkte og skrev. Martin A. Hansen var på ingen måder i tiden efter lammet i sit skriveri. Det var noget andet, han nu fokuserede på.

de store hændelser

Her skal nævnes Orm og Tyr, som Martin A. Hansen skrev og udgav i 1952. I dette storværk om overgangen fra vikingetidens nihilisme til den tidlige kristendom med det store kirkebyggeri, som blev en konsekvens, har han fat i lignende hændelser i folket. Jeg er overbevist om, at erfaringerne fra julidagene i 44, som han beskriver og i Efterskrift reflekterer over, har sat sig som en dyrekøbt erfaring, der nu i Orm og Tyr udmøntes i en tolkning af, hvad det var, der hændte i folket omkring trosskiftet.

Martin A. Hansen er her igen inde på det, der sker, når den enkelte forenes med andre enkelte i fællesskabet.

Når mængdens valg helt afhænger af de enkelte, af de utallige enkeltes valg, da opstår til gengæld en fælleskraft af større magt og dybere virkning end en slavisk masses stemningsophidselse. Den stormende slaviske masse kan kun destruere, men snart er dens kraft udtømt og siver tilbage fra vragstumperne som bølgen ved havet, og rejser den sig mod et slaveri falder den mat til ro i et andet. Men når en sjælden gang de enkeltes reaktion forenes i en mangfoldighedens beslutning, da er noget afgørende sket. Bagefter er den enkelte og de mange ikke mere helt de samme. Man ville ikke skrive om det, dersom ikke vor egen generation havde oplevet det, i den mærkeligste hændelse i vor tilværelse, en begivenhed, som skønt ikke fuldt forstået, alligevel er bestemmende for denne bogs syn. Jeg tænker på folkestrejken sommeren 44.

Ikke alene nævner Martin A. Hansen hændelserne fra juli 44, da han skriver Orm og Tyr. Han tillægger dem også den betydning, at erfaringen af disse hændelser og refleksioner over samme har været bestemmende for synet. Altså er det det samme, der er på færde i folket, da man vælger kristendommen, som den fælles tro.

Vi ved, at kristentroen herhjemme har været længe undervejs. Vikingerne har bragt den med vestfra, England, Irland. Nu kommer den så som et endeligt skred i sindet. Pludselig er den der og sætter helt nye normer.

Kristningen i Norden er en beslutning, der er truffet over længere tid. Af den enkelte for folket og i folket. De, der byggede de første kirker, var døbte kristne, men de havde Nordboerens sind og tanke i sig. Eksempelvis tog den unge kirke det gamle nordiske retssyn til sig og udviklede det, og det er for Martin A. Hansen denne retssynstanke, der sætter sig igennem i opgøret mod besættelsesmagten. Martin A. Hansen har her atter fat i det, der for ham er afgørende: At der er hændelser i et folk, hvor enere går sammen i fællesskaber, der sikrer eksempelvis et demokrati.

Som jeg læser Juli 44 og ikke mindst Efterskrift, er det ikke kun et tilbageskuende og mismodigt blik, der lægges ned over den tid, hvor det alt sammen hændte, men i lige så høj grad et forsøg på at se fremad, at vække til nyt mod til at samle landet i disse nødvendige fællesskaber, som har deres oprindelse i de skred, der af uforklarlige grunde sker i et folk, når enerne går sammen i fællesskabet, drevet af en lov, der er højere og dybere end, hvad man selv kan sætte af normer. Dette er helt afgørende for demokratiet. Derfor er beskæftigelsen med Martin A. Hansen og Besættelsen og læsningen af hans artikler i de illegale skrifter ikke kun en historisk beskæftigelse, men endnu mere en besindelse på, hvad det er, der samler et folk, og hvad der dybest set konstituerer et demokrati.

Som anført i begyndelsen af denne artikel, håbede Martin A. Hansen på, at Heretica kunne blive en slags fortsættelse af Folk og Frihed. I Heretica hedder det kort og godt, at "poesien må gå et ærinde", og der er altid for forfatteren et ærinde at gå for den enkelte, et ærinde for folket og for folkets frihed. Lad mig slutte med ord fra Martin A. Hansen selv, fra Sæt plove i jorden, som med sin titel siger det, der var hans inderste ønske og forhåbning om det, der skulle komme.

Selv om det længe, alt for længe, skal vente med virkelig at udmønte værdierne, vil der blive begyndt. Atter af den enkelte, som tager det hverv på sig at lære de andre, hvad de egentlig ejer. Og så må man håbe på det fælles.

 

Kirke, skole og hjem

af Nana Hauge

Bibelteksterne er svære at forstå ikke bare for konfirmander, men også for voksne. Deres lixtal overgår den almindelige læsers formåen, påstår et indlæg i KD den 11. april.

Det er sandt, at bibelteksterne ikke kan tilgås uden forudsætninger. Det kan gudstjenesten i øvrigt heller ikke. Men det har nu heller aldrig været meningen. Fromhedspraksis i hjemmene har altid været en forudsætning for at forstå det, der skete, når man samledes den første dag i ugen. Det har selvfølgelig svigtet i perioder, men det var faktisk noget, f.eks. Martin Luther forsøgte at råde bod på med sin katekismus, som jo var tænkt som hjælp til den husfader, der skulle lede fromhedslivet i familien, så familien når den kom hen i kirken kunne forstå, hvad det var, præsten talte om. På samme måder var mange af Luthers salmer egentlig ikke tænkt til kirkebrug, men til brug i hjemmene. Til oplæring og indføring i den kristne tro.

Under vækkelserne var det netop også ved bibellæsning og salmesang i private hjem, at folk blev bevidste om deres tros indhold og det var det, der gav dem myndighed til at danne frie skoler og menigheder. Her, i de vaktes forsamlinger, var kvinderne også forkyndere, og jævne bondekoner kunne sagtens læse Luther og Kingo. Den almindelige læser er dermed blevet meget ringere end for 150 år siden,  da disse bondekoner med få års skolegang sad og læste Luthers skrifter, Kingos salmer og bibelen i deres hjem, da de gudelige vækkelser prægede det danske land, men lad det ligge, det er en anden diskussion.

Da en husstand dengang bestod af også de ansatte på gårdene, blev jo ganske mange mennesker draget ind i denne fromhedspraksis med salmesang og bibellæsning – og de ansatte fulgte ikke sjældent deres husbond i kirke om søndagen. Oplæring og praksis i hjemmet blev naturligvis suppleret ved skolen. I de første frie skoler var der bibelfortælling og salmesang hver dag. Og i statens skole var der som bekendt salmevers og morgensang med fadervor langt de fleste steder indtil 1975, da skole og kirke blev skilt.

Langt ind i forrige århundrede har hjemmet og skolens oplæring altså været en forudsætning for at forstå, hvad der skete ved gudstjenesten om søndagen. Jeg møder stadig mennesker fra ca. 60 år og opefter, der er vokset op i grundtvigske familier, hvor sang og bibelfortælling var en del af hverdagen. I dag er det vist kun missionsfolkene, der har sådan en praksis. Forsvandt det fra de grundtvigske kredse i forbindelse med 68? Det ved jeg faktisk ikke.

Pointen er, at udbytte af gudstjenesten om søndagen afhænger af fromhedspraksis og oplæring i skole og hjem.

Nu om dage er hele opgaven med fromhedspraksis og oplæring i den kristne tro overladt til kirkens ansatte. Og de gør et kæmpe arbejde for at oplære og indføre: babysalmesang, minikonfirmand, konfirmationsforberedelse, børnegudstjenester, kurser for voksne, og folkekirken har endda en skoletjeneste, der hjælper folkeskolelærere med at oplyse børn om kristendommen. Der bliver udgivet andagtslitteratur, mundrette og letlæselige bibeloversættelser, bedekranse, gendigtninger af bibelen, osv, osv. Jeg tror aldrig, der har været bedre mulighed for at finde information og hjælp, og så har jeg ikke engang berørt hvad der findes på det oceaniske internet.

Spørgsmålet er dog, hvordan man får fremmet praksis med oplæring m.m. i hjemmet? Det har jeg ikke svaret på, men jeg er ret sikker på, at det er en vigtig komponent, hvis gudstjenesten om søndagen skal give mening.

 

Ydersiden - Om Anders Nørgaard

af Torkil Jensen

I går, d. 17. maj 2018, var det 75 år siden, valgmenighedspræsten Anders Nørgaard døde.

Anders Nørgaard var født i Vendsyssel i 1879. Han skulle fra omkring 1920 og godt 20 år frem blive en markant stemme i den grundtvigske verden. Som deltager i grundtvigsk menighedsliv i sin studietid, men først og fremmest som en ægte præstegårdsteolog, levede Nørgaard sig bogstaveligt talt ind i det syn på Grundtvig og det grundtvigske, der skulle blive hans livsgrundlag og ståsted: Grundtvigs kirkelige anskuelse. Den blev eksistentiel virkelighed for ham.

Derfor forkyndte han. Både om, hvad der var grundtvigsk, og navnlig om, hvad der efter hans opfattelse ikke var grundtvigsk. Det vinder man sig ikke mange venner på, men det måtte koste, hvad det ville. Det kostede i sidste ende livskræfterne. Nørgaard blev kun 64 år gammel.

Det, der kaldes kirke både nu om stunder her til lands og andre steder og også i gamle dage, er jo yderside. Det er en nærmere eller fjernere virkning af kristentroen med dens menighedsliv og så mange andre rent verdslige kræfter. Kirken, den hellige almindelige kirke, menigheden, er vor Herres rige her på jorden, men bliver aldrig et rige af denne Verden med en verdslig organisation og sligt. Men har de "religiøse" kun sans for ydersiden, kan de let komme til at gå kirkens dør forbi. 

Sådan sagde valgmenighedspræst Anders Nørgaard i et foredrag i 1922. Sproget klinger gammeldags i nutidens ører. Men når man læser Nørgaards skrifter er man ikke i tvivl om, at han er en mand med et ærinde. Et budskab.

Nørgaards ærinde var som en anden Martin Luther at vende tilbage til det oprindelige. Og det vil for Nørgaard altså sige til Grundtvigs "mageløse opdagelse" fra 1825.

Den går kort fortalt ud på, at de første kristne holdt gudstjeneste, længe før de skrev noget ned om det. Derfor sætter Grundtvig gudstjenesten i centrum. Sakramenterne i centrum. Anders Nørgaards motto bliver Grundtvigs verslinjer: "Kun ved badet og ved bordet hører vi Guds ord til os".

Alt andet kirkeligt er følgelig i Nørgaards optik afledninger af dette Kristi nærvær ved døbefont og nadverbord. Også Bibelen. Men indhold skaber form. Det som Nørgaard i foredragscitatet kalder for "yderside."

I Nørgaards samtid havde humanismen efter hans opfattelse godt fat i kirke og højskole. Det var de to steder, han koncentrerede sit angreb imod. Formuleret som en anklage for at være kommet alt for langt væk fra det, Nørgaard kalder for "hjertebladet", som altså er nærværet i gudstjenesten. Det alene er det sande grundtvigske. Men mange grundtvigske skoler og organisationer kastede sig efter hans opfattelse i stedet for over "sager" inden for samfund og kultur og gjorde disse afledninger og virkninger til det oprindelige.

Han kan derfor i sine erindringer for eksempel angribe organisationen Kirkeligt Samfund (det nuværende Grundtvigsk Forum) med ordene:

Forvandlingen begyndte den dag, da oplevelsen begyndte at afløses af betragtningen, det umiddelbare af det middelbare, da grebetheden afløstes af tilslutning, da det der eksisterer i kraft af livet lever godt fordi det er blevet institution, anerkendt, understøttet, ikke blot af Staten, men af den offentlige mening.

Når man kaster en sten blandt hunde, så hyler den, der bliver ramt. Sådan er det i dag; sådan var det på Nørgaards tid. Og den grundtvigske verden hylede mod Nørgaard.

Mest markant kom det til udtryk på Vallekildemødet i 1937, hvor Anders Nørgaard ganske vist ikke selv deltog, men glimrede ved sit fravær og i høj grad blev den væg, som mødets deltagere spillede bold op ad.

I og for sig ikke fordi man var uenige i betydningen af Grundtvigs mageløse opdagelse. Men fordi man var uenige i, hvilken betydning den har for menneskelivet. Det skulle senere blive til den berømte årstalsdebat om, hvornår Grundtvig var mest Grundtvig. I 1825 eller i 1832, hvor han ifølge en anden vigtig Grundtvigforsker, Kaj Thaning, havde et "opgør med sig selv" og efterfølgende betonede menneskelivets betydning i sig selv.

Denne adskillelse mellem det kristelige og det menneskelige gjorde Anders Nørgaard aldrig med. Menneskelivet kan ikke adskilles fra Kristi nærvær i gudstjenestens sakramenter. Denne debat er velkendt i den grundtvigske verden.

Mindre kendt i dag er måske det opgør med synet på Bibelen som åbenbaringsstedet som Anders Nørgaard også gik til kamp imod. Her blev hans modstandere vægtige folk som Karl Barth og den første generation af Tidehverv.

Anders Nørgaard skrev i 1936 bogen Protestantismens Grundskade. Den har sin oprindelse i et foredrag som Nørgaard året før havde holdt for nogle af de første tidehvervsfolk, der i løbet af 1930'erne fik embeder blandt andet på Østfyn.

Tidehvervsfolkene kunne følges langt med Nørgaard, når talen var om humanismens indtog i kirke og skole. De kunne enes med Nørgaard i, at man intet må sætte ved siden af åbenbaringen i Jesus Kristus.

Men de kunne ikke enes med ham, når han med Grundtvig ville sætte sakramenternes nærvær over åbenbaringen i Bibelen. Netop fordi gudstjenesterne er ældre end Bibelen, sættes de over skriften.

"Den nærværende taler (ved døbefont og nadverbord) – det er den fraværende, der er nødt til at skrive" siger Nørgaard.

De unge præster var meget interesserede i dialog med Anders Nørgaard. Når det ikke blev til mere end ansatser midt i 1930'erne, skyldes det langt hen ad vejen Nørgaards form. Han var netop ikke et dialogens menneske. Hans opfattelse af sit ærinde er ofte blevet sammenlignet med en gammeltestamentlig profets: Han var blevet kaldet til at bringe Grundtvigs kirkelige anskuelse, afledt af den mageløse opdagelse, ud i verden. Nørgaards tålmodighed med diskussionslystne modstandere kunne derfor være på et meget lille sted, og derved stødte han nok mange fra sig, der ellers kunne have fulgt ham. Nu blev det Thanings Grundtvigopfattelse, der langt hen ad vejen sejrede, og Nørgaard forblev i høj grad en parentes.

Men mange af hans ord har aktualitet her 100 år efter. Det kirkelige liv er trængt i en sekulariseret verden, hvor det menneskelige er gået på egen hånd i et omfang som jeg tror ville komme bag på selv Kaj Thaning. Måske er der brug for at vække Nørgaard til live igen om end i en form, der respekterer de 75 år, der nu er gået siden hans død.

Nørgaards tanker udmøntede sig i de sidste år op til hans død i et ønske om at skabe en kirkeskole for sin tolkning af den ubrydelige sammenhæng mellem det kirkelige og det menneskelige. Han nåede det ikke selv, men folk som Poul Engberg stiftede i 1946 Dansk Kirkeskoleudvalg, der siden afholdt mange møder blandt andet på Snoghøj Folkehøjskole. Mange teologer og andre teologisk interesserede har også deltaget i Teologmødet. Mottoet for skolen er naturligvis også et Grundtvigcitat: "Kirken skal med Jorden stå, skolen skal med solen gå, riget at oplyse". Naturligvis skal en kirkeskole beskæftige sig med menneskelivet i alle dets facetter, men det skal ske i sammenhæng med Grundtvigs syn på, hvad en menighed er, og sakramenternes centrale betydning som "hjertebladet."

Anders Nørgaard ligger begravet i Vejstrup på Sydøstfyn. I menighedens midte.

 

Selma Lagerlöf - med band til dansk lutherdom

af Margareta Brandby-Cöster

Selma Lagerlöfs författarskap kom jag i kontakt med innan jag visste något om Danmark. Från barndomen har jag läst hennes böcker och fascinerats av dem. När jag sedan som student blev teolog upptäckte jag att det finns ett spännande samband mellan hennes verk och luthersk kristendom.

Jag kom till Lund 1966 och den första danska teologibok vi läste, Søes Den kristelige etik, lämnade mig oberörd. Så kom nästa danska bok in i studierna, K E Løgstrups, Den etiske fordring. Då insåg jag att det var dags att köpa ett danskt lexikon. För i och med Løgstrup (1905-81) påbörjades en lika stor förbundenhet med Danmark, som den jag hade med Selma Lagerlöf.

Förutom Løgstrup, kom sedan också Prenter, Grane, Sløk och många andra in i studiet och längre fram inleddes de många resorna till danska teologiska möten och konvent och jag läste Præsteforeningens blad, Dansk Kirketidende och Tidehverv, ja, jag skrev till och med uppsats på 80-talet om det oprindelige Tidehverv med titeln Evangelium på inga villkor. Dessutom lärde jag och Henry känna en del av de teologer, som nu är döda, Kaj Thaning, Knud Hansen, Jørgen Kristensen, Jan Lindhardt m fl och en del som fortfarande lever och skriver, t. ex. Ole Jensen. Så finns där idag yngre teologer som jag nu kan följa för att se hur dagens teologiska diskussion utvecklar sig. Under årens lopp har jag också översatt en del danska teologer till svenska, såsom Leif Grane, Knud Hansen, Bent Falk, Johannes Møllehave och inte minst Løgstrup och hans bok Den etiske fordring (svensk översättning Det etiska kravet, Daidalos förlag 1994, med förord av Gustaf Wingren). Då hade jag också förmånen att få läsa danska vid Göteborgs universitet.

Efter denna livslånga samvaro med såväl Selma Lagerlöfs verk som dansk teologi fick jag möjligheten att skriva en doktorsavhandling om lutherska drag i Selma Lagerlöfs författarskap, Att uppfatta allt mänskligt, underströmmar av luthersk livsförståelse i Selma Lagerlöfs författarskap, Karlstad University Studies 2001 (den finns som pdf på nätet och man hittar den om man googlar på Att uppfatta allt mänskligt). Där berör jag litet hur det danska på många sätt påverkat Selma Lagerlöf och ger avtryck i hennes berättande.

I min avhandling försöker jag, att ur en etablerad luthersk teologisk diskurs, från framför allt 1900-talet, fånga och presentera fyra tankefigurer; den om ordet och tron, om skapelse- och försynstanken, kallelsetanken samt en inkarnationsteologisk tanke. Att mycket i Selma Lagerlöfs författarskap kan tolkas inom ramen för en luthersk skapelseteologisk syn tycks mig klart, men det förefaller också som om Selma Lagerlöf från unga år skulle ha fått sin lutherska förankring kompletterad i Danmark, i grundtvigska kretsar, där hon fick många kontakter redan under åren som lärarinna i Landskrona.

Selma Lagerlöf och Danmark

Selma Lagerlöf fick redan som ung lärarinna vid flickskolan i Landskrona, innan hennes egentliga författarskap börjat, kontakt med Danmark. Under hela livet fortsatte sedan dessa kontakter, inte minst genom vänskapen med hennes danska översättare Ida Falbe-Hansen (1849-1922) och Elisabeth Grundtvig (1856-1945). Ida Falbe-Hansen var lärare, utbildad i nordiska språk och litteraturhistoria. Hon arbetade aktivt med tidens pedagogiska frågor, undervisade och skrev böcker i litteraturhistoriska ämnen. Hon var också aktiv i kvinnorörelsen. Hon och Elisabeth Grundtvig, som var barnbarn till N.F.S. Grundtvig, översatte Selma Lagerlöfs verk till danska, först tillsammans och sedan Ida Falbe-Hansen dött, Elisabeth Grundtvig ensam. Elisabeth Grundtvig hade en lärarexamen men tjänstgjorde inte som lärare. Också hon var synnerligen aktiv i kvinnorörelsen. Från Landskrona reste Selma Lagerlöf ofta till Köpenhamn och deltog i Kvindelig Læseforenings sammankomster, särskilt efter 1891, och hon bidrog där med högläsning ur vad hon skrivit.

I Köpenhamn kom Selma Lagerlöf också i kontakt med grundtvigska, intellektuella kretsar. Bland annat träffades man hos köpmannen Jacob Marstrand (1848-1935), vars hem blev en samlingsplats för en krets av liberalt orienterade, grundtvigska människor. Hon lärde känna den förste rektorn på Askov højskole, Ludvig Schrøder (1836-1908), som hon också besökte i Askov i september 1895. Om detta besök, som uppenbarligen gjorde stort intryck på henne, berättar Selma Lagerlöf i andra delen av Från skilda tider. Hon brevväxlade med Schrøder så länge han levde.

Faktum är att det var Georg Brandes (1842-1927) som på allvar öppnade dörren för Selma Lagerlöf som författarinna. Hon har själv skrivit om detta i berättelsen Den öppnade dörren (Höst, Bonniers 1933). Där skriver Selma Lagerlöf om hur det var när hon just hade kommit ut med sin första bok, Gösta Berlings saga, och var lärarinna vid flickskolan i Landskrona. I Sverige kom boken ut 1891 och i Danmark 1892 strax före jul. Selma Lagerlöf blir då bjuden at fira jullovet hos vännen och kvinnosakskvinnan Sophie Alberti (1846-1947) i Köpenhamn och de funderar över hur mottagandet av Gösta Berlings saga ser ut i Danmark. Det hörs inte mycket om boken. Selma Lagerlöf får då rådet att skriva en rad till Georg Brandes, Danmarks och tidens store litteraturkritiker, och plötsligt står han utanför dörren. De samtalar under en timmes tid och några dagar därefter har han recenserat boken. Plötsligt sker en omsvängning och alla är intresserade av den. Selma Lagerlöf skriver:

Det Brandeska handtaget öppnade emellertid framgångens dörr för mig inte bara i Danmark. Det återverkade också på min ställning i Sverige och det förskaffade mig min första tyska översättare. Skillnaden mellan tiden före och efter var i alla fall så tydlig, att jag alltid måste betrakta Georg Brandes såsom en av de förnämsta främjarna av min bana och jag känner mig till honom stå i en tacksamhetsskuld, som jag aldrig skall kunna avbörda mig.

Hur mycket Selma Lagerlöf fick ta emot av inspiration i kontakt med Danmark och hur mycket av det danska som stämde med något i hennes egen bakgrund är naturligtvis svårt att med säkerhet uttala sig om. Att Selma Lagerlöfs mångåriga utbyte och kontakt med dansk kultur och litteratur har präglat henne tycker jag mig däremot kunna se tydligt i hennes texter och försöker därför något belysa denna problematik i min avhandling genom ett par jämförelser mellan verk av henne och de båda danska författarna Henrik Pontoppidan (1857-1943) och Jakob Knudsen (1858-1917).

Selma Lagerlöf och Jakob Knudsen

Hos prästen och författaren Jakob Knudsen kan man finna intressanta drag, som vid en jämförelse med Selma Lagerlöf blir extra tydliga. Att Jakob Knudsen tillsammans med andra danska författarkolleger fanns i Selma Lagerlöfs medvetande vittnar några rader om ur ett brev till akademiledamoten Per Hallström. Selma Lagerlöf skriver sitt brev i januari 1916. Hon satt då, som första kvinna, i Svenska Akademien sedan 1914:

Det vore roligt om det kunde ordnas så, att Heidenstam finge ett Nobelpris nästa år, och likaså vore det mycket önskvärt, att ett pris kunde ges till en dansk, detta ligger mig varmt om hjärtat. Men jag undrar om Gjellerup skulle vara den som danskarna själva skulle rösta på. Jag är inte säker på att han har nog stort anseende hemma, för att hans val skulle bli väl mottaget i hans eget land, och det tycker jag skulle vara förfärligt för honom själv. Jag tänker inte nu på politik, utan på hans litterära anseende. Jag skulle helst vilja ge Brandes priset, och om han inte kan få det, så röstar jag helst på Troels Lund. Men jag skulle också gärna ge min röst till Pontoppidan eller Knudsen. (Ur Rolf Arvidsson, "Selma Lagerlöfs brev till Per Hallström" ur Lagerlöfstudier 1966 utg. av Selma Lagerlöf-sällskapet, Lund: CWK Gleerup, 1966, 20.)

Jakob Knudsen fick inte Nobelpriset och han dog 1917. Jakob Knudsen och Selma Lagerlöf var alltså födda samma år, så det var också Knudsen-jubileum i 2017. År 1917 fick dock Henrik Pontoppidan och Karl Gjellerup dela på Nobelpriset.

Utdelande eller manipulation

I den lilla romanen Den gamle præst av Jakob Knudsen (København: Gyldendals Tranebøger, 1968, utkom första gången 1899) och en berättelse av Selma Lagerlöf, Vattnet i Kyrkviken (Troll och människor I, 1915) ser jag betydande likheter i deras tänkesätt. Båda berättelserna hör hemma inom det område som har med Guds ord att göra och handlar om hur ordet och sakramenten enbart kan delas ut för gemenskapens skull. Däremot kan det inte användas som manipulation utifrån rädsla eller beräkning eller som en magisk tingest. Då förlorar ordet sin karaktär av skapande ord, sin "epifanikaraktär" för att tala med Johannes Sløk (1916-2001), och blir till ett ord som underkastas människans maktbegär.

I Jakob Knudsens berättelse bekräftas detta genom att ordets och berättelsens epifanikaraktär behålls. I Selma Lagerlöfs berättelse bekräftas samma sak genom att ordet manipuleras och förlorar sin epifanikaraktär. Man kan med Johannes Sløk säga, att eftersom den religiösa utsagan inte tillhör det rationella språket har den inte samma funktion som det rationella språket, nämligen att informera eller argumentera. Det rationella språket är handlingsmässigt sett "sterilt" (Johannes Sløk, Det religiøse sprog, Centrum 1981.)

Manipulation av sakramentet

I Selma Lagerlöfs Vattnet i Kyrkviken kämpar en präst mot folklig övertro men lyckas dåligt. En kväll kommer fiskaren Gille till prästgården. Han är på väg hem och tänker fara över den isbetäckta sjön. Prosten försöker hindra honom eftersom vårisarna är riskabla. Gille berättar att hans mor, medan hon väntade honom, hade sett näcken och fått rådet att hon skulle se till att det barn hon födde inte drack av vattnet i sjön där näcken visat sig. Däremot skulle hon uppfostra honom till fiskare. Då skulle det gå bra för honom. Sjön som sådan var Gille därför inte rädd för, inte ens på vårvintern.

Prosten förstår nu att han måste rädda Gille från sjön. Men när det inte går genom övertalning tar han till andra medel. Han ger Gille nattvarden. Men det finns inget vin i flaskan som han förvarar ihop med kalken och han går inte ner i källaren och hämtar nytt. "Må Gud vara mig nådig!" tänkte han. "Jag fyller kalken med den vätska, som är helig nog att användas i hans andra sakrament." När så Gille tar emot kalken störtar han upp och frågar vad prosten har gett honom att dricka. "Jag har gett dig det, som du i din hedniska övertro aldrig har vågat smaka", sa prosten. "Jag har gett dig vatten ur Kyrkviken, men jag har helgat och invigt det. Nu har det flutit över dina läppar, inte som vatten, utan som Kristi blod. Må det övervinna det naturliga vattnets makt! Må det befria din själ från … " Gille störtar iväg utåt sjön och försvinner. Till slut hittar man Gilles hatt och karlarna som hade letat efter honom sa att "han måtte inte ha aktat sig nog ändå. Han måtte ha druckit sjövattnet". När de sa detta, hörde de plötsligt rösten från en svag och bruten man, men någon sådan hade de inte haft med sig när de gick ut för att leta. Då upptäckte de att rösten kom från prosten:

De hade aldrig förr sett en människa så förkrossad. Det var ungt, sorglöst folk, de flesta av dem, men de stod runtomkring den brutna mannen och grät som barn, medan han talade.

När han hade sagt dem vad han denna aftonen hade upplevat, gick han upp mot land ensam. De andra smög tysta efter, bara så nära, att de kunde behålla honom i sikte och se, att han mäktade stappla hem och inte blev liggande på vägen.

"Det är slut med honom", viskade de till varandra. "Han kommer aldrig mer opp i en predikstol."

Ja, så slutar berättelsen. På grund av sin rädsla hade prästen blandat in övertron i nattvardskalken som ett motgift. Han delade inte den kalken med Gille utan försökte ge honom vattnet för att betvinga makterna, inte för att förkunna en barmhärtig Gud.

Gille var en del av den tro som tog naturen på allvar och levde i överensstämmelse med den. Prästen förvandlade sin nitälskan inför Guds ord till ett maktbegär och en magi, alltså till ett rationellt språk, där Guds ord blev ett vapen i en kamp mellan folket och prästen.

De förra prästerna hade väl tänkt, att när det nu en gång var så, att det fanns rå i skogen och näck i strömmen och tomte på gården, så kunde man inte neka folk att skydda sig för deras ondska genom offer eller genom att sluta någon slags fördrag med dem, men det ville den här sistkomna prosten inte höra talas om.

Prästen såg befolkningens tro som ett uttryck för att de slöt en sorts hedniskt fördrag med naturen eller offrade till den som till hedniska gudar. När han däremot försöker betvinga denna folktro genom att ge Gille vatten från Kyrkviken istället för nattvardsvin förstår han inte, att han själv ger sig in just på detta hedniska eller magiska sätt att reagera. Han försöker använda Gud för sina egna syften och brukar nattvarden som ett magiskt medel; inte som den tröst i nöden som den är tänkt att vara. Det argumenterande, rationella språket tog överhanden och förvandlade därmed det skapande ordet till död.

När man hittat Gille död ute i Kyrkviken är därför prästen också död som förkunnare. Han har inte varit en tjänare åt Guds ord. Han har satt sig över det ord som han skulle räcka till en behövande människa och istället velat använda det som manipulation. Insikten om detta krossar honom. Man skulle kanske kunna invända, att prästens handlande dikterades av en god vilja, nämligen viljan att rädda Gille undan de farliga vårisarna och en förmodad död. Men problemet här är inte ett livräddningsproblem, utan problemet är att prästen inte delar ut nattvarden åt Gille utan manipulerar den. Det ser visserligen ut som om han delar ut nattvarden, men istället undanhåller han Gille nattvardens löfte och ersätter detta med sin egen rädslas besvärjelse. Prästen ersätter det förkunnande ordets nyskapande förmåga med det rationella, argumenterande språket, och därmed har han förrått det ord han är satt att förkunna, nämligen det ord som likt vinet och brödet delas ut till mottagaren.

"De nød nu i Fællesskab den hellige Nadver …"

I Jakob Knudsens roman Den gamle præst berättas det också om en nattvardsgång. Boken handlar om greve Trolle som, i förbittring över att drängen Magnus Jensen försökt våldföra sig på hans dotter, råkar slå Magnus så illa att denne faller ner från höskullen och slår ihjäl sig. Inom ramen för detta händelseförlopp diskuterar Jakob Knudsen konflikten mellan samhällsmoralen å ena sidan och den enskildes frihet gentemot samhället och bundenhet gentemot sitt samvete å den andra sidan. Greve Trolles dråp ger anledning till ett par långa samtal mellan den gamle prästen i församlingen, pastor Castbjerg, och greven. Greven vill genast gå och anmäla sig till sognefogden men prästen avråder honom. De två har ett långt samtal om lagens och frihetens roll i livet, också i förhållande till den väckelse som drar genom socknen och där man vill tillämpa Jesu bergspredikan som levnadsregel i tolstojsk anda.

Pastor Castbjerg menar att greven av kärlek till hustrun och familjen skall hålla tyst med att det är han som är skyldig. Den friheten har han, menar prästen, eftersom familjelivet hör till den privata sfären i livet. Överhetens lag och tvång däremot hör hemma i den samhälleliga delen av tillvaron, och där är överheten tillsatt av Gud. Utifrån samhällets lag måste greven bli dömd, till stor olycka för den familj han i det privata har ansvar för. I det privata är samvetet rättesnöret för de andras skull, för kärlekens skull. Tvång i lagens mening hör hemma i det yttre, i samhällets ordningar, medan det tvånget inte gäller på det andliga området. Där gäller samvetet som lag och det medför frihet i det privata (detta utvecklar Jakob Knudsen t.ex. i boken Idé og Erindring, i kapitlet Frihed og lighed, København: Gyldendal, 1949).

Till slut erkänner dock greven för Magnus föräldrar att det är han som dödat pojken, och erkännandet blir snabbt en nyhet på orten. Greven inser att hans hustru, som är sjuk, inte kommer att överleva att han blir dömd för brottet. Därför bestämmer han sig för att ta livet av sig. Återigen går han till prästen och berättar hur det ligger till. Efter att ordentligt ha informerat sig om allt förstår pastor Castbjerg att greven ser självmord som den enda lösningen på problemet, och han säger till greven att han är beredd att dela ansvaret för detta med honom. Greven blir rörd och tacksam över prästens inställning, men prästen säger (sid. 138):

De maa ikke takke mig for det, men alene Gud den Almægtige; der er jo ingen uden Han, som kan give et Menneske Ret og Magt til at raade saaledes. Han være baade Dem og mig naadig, og bevare vor Tro og Fred – ogsaa i vor Dødsstund. – - Herre, Gud! bevar mig! velsign mig! for Jesu Skyld! – - Ja, Grev Trolle, men jeg kan ikke skilles fra Dem og dermed – - jeg kan ikke sige Farvel til Dem, inden jeg har mødtes med min Herre og Frelser i den hellige Nadver, – og jeg vil ogsaa gerne have Dem med, skønt jeg aldrig ret har kunnet blive klog paa, om de var Kristen eller ej.

Pastor Castbjerg gör nu i ordning för nattvardsfirandet. Han sätter sig i sin länstol, och han håller en sorts skriftetal. Han citerar Jesu ord om att ingen har större kärlek än att han ger sitt liv för sina vänner. Visserligen är greven nu en stor syndare och det steg han tar får samma konsekvenser som om han överlämnade sig till samhällets domare. Men, säger prästen, det är inte för att agera överhet på egen hand, som han nu tar det här steget. Det är av kärlek till sina närmaste. För denna kärleks skull kommer Frälsaren att ha fördragsamhet med honom. Prästen fortsätter (sid. 138-139):

" ... Ja, her kommer vi, Herre Jesus! – paa Vej fra Synd til Synd, besmittede med Blod og med Dødsskyld, til dig, som udgød dit uskyldige Blod for at tvætte vore Synder rene. Bland Dit Blod med os, at din Død maa blive vor, og dit Liv vort evindelig! – …

... Du evige Fader! som er eet med din Eenbaarne, hav Tak, at du ikke lader os ene, men kommer til os, naar Prøven skal staa, og gør os stærkere end os selv og end Verden – og lader os ved din Aand vælge og gribe det, som – trods alt – er det bedste nu, og som vi derfor aldrig skal fortryde! Amen!"

De nød nu i Fællesskab den hellige Nadver, og den gamle Præst sang alene en Salme for Greven, da denne var saa bevæget, at han ikke kunde synge med. Han havde lagt sig paa Knæ ved Præstens Stol, med Panden mod dens Armlæn. ...

… De sad ganske stille nogle Minutter. Saa hævede Greven Hovedet og sagde: "Nu vil jeg gaa. De kan jo komme efter mig, inden vi venter det." 

Præsten bøjede sig frem og kyssede ham: "Farvel, mit kære Barn, – sov sødt, til vi ses igen!"

Greve Trolle går sin väg och precis som fiskaren Gille i Selma Lagerlöfs berättelse så går han i sjön. Men han drivs inte dit i förskräckelse och ångest för okända makter. Han går därför att han har dödat en människa, men också därför att han älskar de sina och inte vill låta dem uppleva rättegång och dom. Och han går efter att ha fått ta emot Guds tröst och hans välsignelse tillsammans med den gamle prästen, som delade hans ansvar och likt en syndare tog emot samma nattvard som greven. Förkunnelsen hade uppenbarat en ny verklighet för honom, nämligen Guds nåd också till den som inte kan leva.

Guds löfte skall bara delas ut

De båda historierna har, med sina olika innehåll, exakt samma poäng, nämligen att Guds ord och löfte, som i nattvarden blir till handling, endast kan delas ut för att inlemma syndare i Guds gemenskap. Guds ord kan däremot inte användas för att betvinga naturen, för att utföra magi, för att förklara bort synden eller för att visa på någon förtjänst hos den som deltar i den. Johannes Sløk skriver om detta i Det religiøse sprog (sid. 183-184):

Det er formelen for det religiøse sprog overhovedet: det er et informationsløst budskab, der i sig selv er handling – den kontradiktoriske modsætning til det videnskabelige sprog, der er en budskabsløs information, og som i handlingsmæssig henseende er steril. [...] Med det rituelle udsagn er sagen en anden. [...] Udsagnet tilhører aldeles ikke præsten, udgår ikke fra ham. Hvis det var tilfældet, måtte han hellere stryge bemærkningen og i stedet holde en festtale. Vi nødes til at hævde, at udsagnet slet ikke udsiges af nogen, at det udsiger sig selv, og at det just derved er selve oprindelsens sprog. Det er ren epifani, thi det er jo et myte-ord: og det fastslog vi tidligere: det ejendommelige ved mytens beretning er, at den ikke har nogen forfatter – selv om den i triviel forstand må være forfattet af en eller anden.

Som ingående i det mytiska språket kan nattvarden enbart bli till förkunnelse då den hävdar sin "citatsanning", delas ut och skapar en ny verklighet. Guds ord och löfte, i förkunnelse och sakrament, kan alltså aldrig användas som medel för andra syften än för att just dela ut Guds löfte. Genom att visa på fasthållandet vid detta respektive visa på avvisandet av det, får här Jakob Knudsen och Selma Lagerlöf samma ärende med sina motsatta berättelser. De är barn av samma lutherska samhälle och det finns all anledning att fira dem ordentligt och läsa deras böcker på nytt, nu när det är 160 år sedan de föddes.

 

Satanistisk liberalisme og posthumanisme

af Jonas Zuschke

Satanisme er et betændt begreb, der forstås som mange ting, såvel i den dybere analyse som i de overfladiske udtryk. For denne analyse vil jeg benytte det traditionelle brug af begrebet, som lyder: antitesen til en religion, indenfor religionens egne rammer. Med andre ord: det totale opgør med dét, som Gud har skabt. Jeg vil søge at belyse, hvordan dette kommer til udtryk i moderne politik i form af progressiv liberalisme.

Første gang vi møder dette opgør, er ved Faldet. Forklædt som en slange, lovede Fjenden vores tidligste forfædre, at de kunne blive mere end, hvad Gud havde skabt dem til. De kunne blive guder selv – blive mere end de var, blive mere end mennesker.

For at kloge sig på dette spørgsmål, hvad mennesket er, og hvordan mennesket narres af Fjenden til at søge at blive mere, kræver at det først bliver etableret "hvad mennesket er". Såfremt dette spørgsmål skal besvares ud fra Skriften, møder vi problemstillinger som ikke kan besvares konkret, ift. nutidige problemstillinger. Spørgsmål omkring ægteskab og om mænd og kvinder, kan håndgribeliggøres, men hvad fortæller Skriften os om cyborgs – halvt menneske, halv robot. Eller de skøreste identitetspolitiske udskejelser, som at identificere sig selv som et dyr, eller andet ikke-menneskeligt?

Disse spørgsmål forbliver ubesvaret, såfremt vi søger et konkret svar. Vi kan dog, og bør, alligevel forsøge at besvare disse problemstillinger. Vi kan begynde med at afgrænse hvad mennesket er gennem negation. Mennesket er ikke mekanisk. Mennesket er ikke en kat.

Vi kan fortsætte; ved at definere mennesket gennem relation. Mennesket er ét, den ene blandt de mange. Familien, klanen, nationen består af flere mennesker – hvoraf mennesket er det ene, altså individet. Individ kommer af det latinske individuum, hvilket oversættes til "det udelelige". Dette forstås i relationen: nationen består af klaner, klaner består af familier, familier består af individer – altså den enhed, som ikke kan opdeles yderligere.

Dette lyder forhåbentlig indlysende. Unødvendigt at påpege, endda. Men nej, desværre, for tiden er en anden.

For et par år tilbage blev en video af en ung dame, som interviewer svenske studerende, delt flittigt på tværs af platforme. Den unge dame talte med de studerende om identitet. Hun adspurgte dem om, hvad deres reaktion var, på at hun mente at kunne identificere sig som barn, pensionist, mand og asiat. Alle de studerende syntes det var såre fint; der kom blot én indvending, som lød på, at den unge svenske dame ikke lignede en asiat. Først da intervieweren spurgte, om de mente at hun var en kat, mødte hun modstand. Ingen modsigelser som sådan, men mange forundrede blikke. 

For os, som så videoen, var det morsomt. Et komisk koncept, som blev eksekveret godt. Men det er ikke blot morsomt – det er tragisk. For denne unge dame bød os ikke blot på et grin, men også et blik ind i fremtiden. 

Dette spørgsmål, hvorvidt mennesket kan være en kat, er et symptom på en helt konkret variant af liberalismen, som givetvis kan skride frem i forskellige tempi, men ikke kan bremses helt, medmindre den fuldstændigt afvikles.

Liberalisme er, ligesom satanisme, et begreb som dækker over mangt og meget. Derfor må vi afgrænse, i hvilken form det her anvendes.

Liberalismen kan overordnet kategoriseres i to former. Den negativt definerede: frihed fra. Og den positivt definerede: frihed til. Den positivt definerede liberalisme er den, vi også kender som borgerlig liberalisme, eller på tysk: Rechtsliberal. Modsat denne står den negativt definerede liberalisme, som vi kender som progressiv liberalisme, eller på tysk: Linksliberal.

Den variant af liberalisme, som denne analyse beskæftiger sig med, er udelukkende den negativt definerede liberalisme. Den liberalisme, som lover frihed fra, eller frigørelse. Denne, den præliminære analyse afslører ikke fyldestgørende, hvordan denne negativt definerede liberalisme i sandhed er Satans værktøj til at gå i rette med Guds skaberværk, og gøre mennesket til mere end det er.

Frihed fra, frigørelse, er en proces. Denne proces er dog ikke bundet til en konkret frigørelse, men er frigørelse som sådan. Denne proces eller progression er troen på udviklingens iboende værdi, hvor fremtiden altid er bedre end fortiden, og den betragter derfor frigørelse som sådan som et gode. Derfor forudsætter den også nødvendigvis en kontinuerlig progression – ellers ophører den med at eksistere, og erkender derved sit eget nederlag. Den negativt definerede liberalisme, frigørelsen, kan derfor kun eksistere i én form: den lineært akkumulerende progression, som skal føre til noget bedre – frigørelse for frigørelsens skyld. Denne monotone progression beskriver den amerikanske videnskabsmand Gregory Bateson i sin bog Mind and Nature: A necessary unity, som værende en "monotonisk proces". Den monotoniske proces er idéen om en konstant udvikling, vækst, akkumulering, et stadigt fremskridt, alt sammen ledsaget af idéen om én specifik indikator. I denne sammenhæng, er denne ene indikator frigørelsen. 

Bateson konkluderer, at når denne proces finder sted i naturen, ophører den pågældende art med at eksistere. Dette er også tilfældet for mennesket – men mennesket uddør ikke. Menneskets frigørelse når et niveau, hvor der til sidst, nødvendigvis, vil være tale om en frigørelse fra det at være menneske. Transitionen fra individuum, udelelig, til dividuum, delelig. Hvorvidt dette bliver mekanisk, og mennesket bliver halvt robot, eller det bliver biologisk, og mennesket bliver halvt kat, eller det bliver pure indbildninger, og mennesket tror at kunne være alt andet end menneske, må tiden vise.

Den monotoniske proces stopper ikke af sig selv – den bliver stoppet. For hver dag, den ikke stoppes, nærmer vi os stadigt mere den virkelighed. Den progressive liberalisme, frigørelsen, er ikke et naivt politisk forsøg på at gøre verden bedre – den er vejen til posthumanisme, menneskets transition fra udelelig til delelig – vejen væk fra Guds skaberværk, og nærmere den virkelighed, som Slangen lovede Eva.

Prædiken til 6.s.e.påske

af Laura Cæcilie Jessen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem. (Joh 17,20-26)

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Dagens læsning fra Johannesevangeliet er en del af det, der kaldes "Jesu ypperstepræstelige bøn". Den kaldes sådan, fordi Jesus i bønnen optræder som bindeled mellem Gud og mennesker. Guds kærlighed til menneskene går gennem Jesus – kun i Jesus kender vi Guds kærlighed.

Det er Jesus, der ved måltidet beder for sine disciple – han går i forbøn for dem hos Gud Fader, og han beder om, "at de alle må være ét". Men bønnen gælder ikke kun de disciple, der var til stede dér, ved måltidet for 2000 år siden – og heller ikke kun de af disciplenes efterfølgere, der fandt på at skrive det ned nogle hundrede år efter. Jesu bøn om, "at de alle må være ét" gælder hele den kristne kirke – på tværs af verden og på tværs af historien.

Men på hvilken måde er det, vi kan og skal være ét? Skal vi være enige – skal vi gøres ens i tanke- og levemåde? Skal vi, kirken, være ét som et politisk parti eller en religiøs sekt?

Nej, de kristnes enhed er i Kristus. Det er det navn, vi betegner os selv med: Vi kalder os kristne, fordi vi tilhører Kristus, den korsfæstede og opstandne Herre.

Gennem historien er eksemplerne utallige på, at mennesker af egen kraft har forsøgt at gøre sig til ét: Ét folk osv. Det kan måske lykkes for en tid, måske sommetider for flere hundrede år – men alle enhedskasteller har det med at brase så forbandet sammen, når deres sande væsen bryder igennem. For vi mennesker er ikke ét af os selv – vi er så ganske forskellige, og som stædige æsler trækker vi hele tiden i hver vores retning.

Det menneskelige er altid delt op – altid splittet. Vi er skabt forskelligt, først og fremmest som mænd og kvinder og måske alt muligt derimellem. Og vi har hver vores livsbaner, der rækker tilbage til før vi selv blev til et sted, livsbaner, som former os – så ganske forskelligt, efter hvad vi og vores forfædre nu er blevet tildelt af glæder og sorger. Og vi er selv personligt splittet op: Vi gebærder os forskelligt i forskellige sammenhænge, måske kan vi knap selv finde sammenhængen mellem vores forskellige fremtrædender.

At forsøge at samle den splittede menneskehed, at gøre menneskene til ét, ender – hvis viljen er stærk nok – i vold. Hug en hæl og klip en tå, så passer skoen nok.

Nej, kirkens enhed er ikke, at vi er ens og heller ikke, at vi skal gøres ens. Kirkens enhed er ikke politisk, den er ikke engang menneskelig. Vi er ét, fordi vi, trods alle vore forskelle, bekender os til én Herre. Ja, vi er som tråde, der samles i ét bestemt punkt: Kristus.

Der er det særlige ved Jesu ord, at det skaber, hvad det nævner. Når Jesus taler, taler han med Guds skaberord – når han siger, at vi er ét, så er vi allerede blevet ét. Når han siger "Følg mig", så har vi allerede rejst os og er begyndt at gå.

Og vi befinder os i dag på et dirrende punkt mellem himmelfart og pinse. Vi står stadig lidt forbavsede og glaner mod himlen, hvor Herren forsvandt op – var det dét? Var disse fyrre dage efter opstandelsen blot en lille encore, og nu er tæppet for alvor gået ned? Nej, dagen i dag peger frem mod pinsedag, hvor vi som menighed får Helligånden. Som der står hos profeten Joel: "Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker."

Det er dén ånd, der skal styrke og lede os som kirke efter Kristi himmelfart – det er den tid, vi stadig lever i: Helligåndens tid. Og det er dén ånd, der skal holde os fast i, at vi "alle må være ét" – ikke i os selv, ikke i sømløs enighed, men som en rodet forsamling af forpjuskede, oprejste mennesker: ét i Kristus.

Bog om folkekirkens ødelæggelse

af Nyt Babel

Nyt fra Tidehvervs Forlag: Folkekirkens Ødelæggelse – lille antologi med bidrag af Erik Sloth, Elisabeth Krarup Jensen, Merete Bøye, Nana Hauge og Agnete Raahauge.

Pris 50 kr. + porto 36 kr. 

Kan bestilles hos Agnete Raahauge

Mail: araa@km.dk, tlf. 74415325

Kursus: Menneskelivet er underligt

af Nyt Babel

et højskolekursus om lysten, livet og længslen

09.07. – 15.07. 2018

"Menneskelivet er underligt, langt mere end vi kan beskrive, dog lysner det op fra slægt til slægt, hvor mennesket holdes i live" – sådan sang Grundtvig om menneskets liv, og sådan har vi stadig god grund til både at synge og tænke og føle. For vores liv er jo forunderligt. Det vågner i lysten og blusser som en længsel efter at forstå, hvad det egentlig er, vi er med til som levende væsener.

På denne uges klassiske højskolekursus skal vi sammen gøre, hvad vi nu kan for at følge lysten og længslen ind i fortællingerne om menneskelivets kringlede kroge – for derinde forhåbentligt at blive bare en smule klogere på vores egen gåde.

Vi skal beskæftige os med fortællingens virkelighed, poesiens flyvekraft, menneskekærligheden i mørket, en dyrefabels opbyggelighed, billedkunstneriske huller i tiden, en drabsmands anatomi, countrymusikkens grundtone og højskolesangbogens hemmeligheder.

Målet er, hvad det altid bør være, når der holdes skole for livet: At holde mennesket i live og skabe fælles rum for, at lyset kan skinne – på os og på det lille liv, vi deler med hinanden. Alt sammen med Grundtvigs sang til menneskelivet som gennemgående tone.

Vel mødt til klassisk højskoleuge – med tid til sange, syner og samtaler.

Johan Christian Nord
- grundtvigsk valgmenighedspræst, kursusvært

Med ordet i menneskemunde – åbningsforedrag om det grundtvigske livssyn og ugens gang 

Ugen tager sin begyndelse ved Grundtvigs sang om det underlige menneskeliv. Meningen med dette indledende oplæg er at sige en smule om, hvad et såkaldt grundtvigsk livssyn mon kan være – og om højskoleugens komposition.

Iben Benedikte Valentin Jensen
– SEMINARIELÆRER OG OPRØRSK ÅND 

Fortællingens virkelighed – livsoplysningens stilling i tidens pædagogiske debat 

Kan I huske Knagsted? Han ved noget om forholdet mellem fortælling og moral. Knagsted fortæller Clausen, at han samler på kommaer: ”Jamen”, stammer overlæreren, ”så synes jeg ikke, at du rigtig må kunne nyde bogens indhold.” ”Nej vel” nikker Knagsted” men det har jo ikke noget at sige, når bare jeg får mange gode kommaer.”Knagsted har forstået, bag sarkasmen: Hvis vi ikke lytter til fortællingen, sidder vi til sidst alene med et bundt kommaer. Og tæller. Spørgsmålet i dette foredrag er, hvad det betyder for Folkeskolen og den pædagogiske praksis?

Kristian Kjær Nielsen
–fhv. højskoleforstander

Virkeligheden er ikke til at komme udenom – poetiske flyveøvelser 

Poesi er ikke følelser, men erfaring og virkelighed. Poesien taler til det hele menneske og ikke bare til intellektet. Med det som udgangspunkt vil foredraget foretage en række nedslag i moderne dansk og udenlandsk lyrik. I poesien kommer vi tættest på dagligdagens tale og det menneskelige liv.

Rasmus Vangshardt
–ph.d-studerende og boganmelder

Menneskekærligheden i mørket – Célines rejse til nattens ende 

Louis-Ferdinand Céline er kendt som en menneskehadende nihilist, der flakkede restløst omkring i Første Verdenskrigs landskaber med det ene formål at undgå at komme i kamphandlinger. Sådan skildrede han i hvert fald sin hovedperson i mesterværket "Rejse til nattens ende". Foredraget fortæller om romanen, der nok er dyster, men som også rummer flere oversete kærlighedserklæringer til næsten og livskraften i mørket – og i sit inderste er en vældig opbyggelig bog. 

Merete Bøye
–sognepræst, skribent og redaktør af Nyt Babel

Død over de u-kaninagtige kaniner – den pædagogiske opbyggelighed i Richard Adams dyrefabel Kaninbjerget 

Det er 46 år siden, nyligt afdøde Richard Adams skrev romanen Kaninbjerget, men bogens skjulte kritik af det unaturlige ved både vestlige demokratier og totalitære systemer er stadig aktuel.  På overfladen er det en børnebog, der handler om en flok kaniners kamp for at etablere en ny koloni. Men det er også en fabel, som vil lære os noget om, hvad der skal til for at opretholde et levedygtigt samfund.  

På deres færd kommer flokken i kontakt med to andre kaninsamfund, hvor indbyggerne har det dårligt, fordi de lever på en ”ukaninagtig” måde, der ikke er i overensstemmelse med den livsstil, som kaniner ellers naturligt finder ind i, når de følger de gamle skikke, som overleveres fra generation til generation. Kaniners tilværelse giver kun mening, hvis de lever i pagt med deres årgamle traditioner, frygter og elsker deres gud, og overleverer de gamle myter om kaninfyrsten El-ahrairah til hinanden gennem fortælling.  I en tid, hvor Ungdomsoprøret med al dets traditionsopgør og normløshed gik sin sejrsgang over hele den vestlige verden, skrev Richard Adams denne overraskende bestseller, som stilfærdigt og alvorligt leverer et overbevisende forsvar for traditioner og normer – og en klar advarsel mod at lade sig forføre af såvel totalitarisme som velfærds-ideologi.

Thomas Kluge
–billedkunstner  

Billedet i mørket og hullet i tiden 

Thomas Kluges billeder stiger altid frem fra en mørk baggrund – som lys, der kaldes frem fra det sorte. Vi har indbudt Kluge til at fortælle om sit arbejde med det virkelighedsnære, detaljemættede maleri – og hvad han nu ellers måtte have på hjerte, for han er en ret så snaksalig herre. Et særligt spørgsmål vi absolut ønsker at få besvaret er, hvad et ’hul i tiden’ mon er for en størrelse – og hvad sådan et hul kan have med malerkunsten.  

C.S. Nielsen
–sangskriver og musiker

Nederlagets manual – countrymusikkens grundtone + aftenkoncert 

Med dette foredrag kan man blive klogere på en af grundpillerne i amerikansk musik: country-genren. Tragedien er et essentielt element i det livssyn som viser sig i country- musikkens poetiske, kulturelle og sociale kerne. Vi vil komme omkring mytologiske og historiske emner som Syndefaldsmyten, den Amerikanske Borgerkrig, Depressionen i 1930erne, Sydstats-gotik, regionale og nationale traumer mm. I løbet af foredraget kommer vi via eksempler fra kunstnere som Hank Williams, Mary Gauthier, Johnny Cash, Iris DeMent, Merle Haggard og The Stanley Brothers tæt på centrale country-temaer som ensomhed, arbejdsomhed, fattigdom, fællesskab, frihed, bundethed, længsel, oprør, ansvar, afmagt, humor, misbrug, ubodelige forbrydelser og i sidste ende håbet om forløsning igennem kærlighed og tro. Vi skal se på hvordan country-musikken stemmer overens med den overordnede amerikanske selvfortælling (’den amerikanske drøm’) og hvorvidt den også går på tværs af denne. Om aftenen spiller C. S. Nielsen koncert med egne countrysange.

Anders Orris
–litteraturhistoriker

En morders anatomi 

Hvordan forenes det at være højt begavet med svækket impulskontrol med et liv som vanekriminel og drabsmand? Er man statsministermorder, fordi statsministerens enke siger, næsten tre år efter mordet, at hun så én i et splitsekund på gerningsstedet? Er det mere sandsynligt, at man er statsministermorder, når man før har slået et andet menneske ihjel og ens livsførelse i det hele taget placerer én på samfundets bund? Hvordan er det at få ens liv og ejendele endevendt af myndigheder med vidtgående beføjelser, når disse myndigheder i øvrigt har til opgave at finde så meget kompromitterende om en som overhovedet muligt og ikke tager skyldige hensyn til retsstatens grundlæggende princip? Kan man på en gang stikke en bajonet i en mand og myrde ham på åben gade i Stockholm, fordi han skubber til ens kasse med juleindkøb, og samtidig være et belæst, religiøst og efter overleveringen ganske venligt menneske? Tag med på en tur ind i Christer Petterssons liv – manden, der eftersigende dræbte Oluf Palme…  

pris

Pris pr. person i dobbeltværelse kr. 5.175,- og i enkeltværelse: kr. 5.475,-
Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu

Det fulde program

Tidehvervs sommermøde

af Nyt Babel

Tidehvervs sommermøde 2018

Rønshoved Højskole 25.-29. juni

Mandag d. 25. juni kl. 16:00
Christian Langballe: Den europæiske Menneskerettigheds-konvention: Et forsvar for Europa eller en opløsning

Mandag d. 25. juni kl. 19:30
Johs. H. Christensen: Det onde

Tirsdag d. 26. juni kl. 9:00
Claus Thomas Nielsen: De trinitate III

Tirsdag d. 26. juni kl. 15:00
Henrik Højlund: Folkekirken i dag

Tirsdag d. 26. juni kl. 19:30
Anders Raahauge: Pontoppidans præster

Onsdag d. 27. juni kl. 9:00
Monica Papazu: Athanasius Contra Mundum

Onsdag d. 27. juni kl. 15:00
Morten Rydal: Islam og universiteterne

Onsdag d. 27. juni kl. 19:30
Nana Hauge: Laura Ingalls Wilder – en hyldest til familien, Gud og Amerika 

Torsdag d. 28. juni kl. 9:00
Morten Brøgger: For menneskelivets skyld

Torsdag d. 28. juni kl. 15:00
Robert Landeværn Ryholt: Hjemmeskole

Fredag d. 29. juni kl. 9:00
Michael Pihl/Jesper Rosenløv: Debatten om korstogene

Priser

Voksne (bad på gangen): 3.700 kr.
Voksne (eget bad): 4.100 kr.
Studerende (sovesal): 2.200 kr.
Unge (13-17 år): 1.600 kr.
Børn (3-12 år): 700 kr.

Evt. leje af sengelinned: 100 kr.

tilmelding

Telefonisk eller skriftlig tilmelding til Thomas Helbig Hansen. Tlf.: 2124 8632 - Email: tidehverv@gmail.com, Girokonto: 1551 3001210