Leder

Reformationen, hvis begyndelse vi markerer i år, var som bekendt en besindelse på, hvem der er kirkens Herre. En besindelse på, hvorfor vi overhovedet har en kirke på jorden. En besindelse på, at det lys der er kirkens, det har den fra Verdens lys, fra Kristus. Det er ved Ham, der er lys, og det er i Ham, mennesker er lysets børn. Ikke ved egen hittepåsomhed eller foretagsomhed.

Den reformation kom dog ikke ud af den blå luft, men var blot den seneste og voldsomste af adskillige kirkereformationer. Munkebevægelsen, der startede i det 4. århundrede, var et opgør med en stadig mere sekulariseret kirke, og det samme var de kirkelige reformbevægelser i middelalderen. Kirken holdt heller ikke op med at reformere sig efter Luthers død. Fx var de gudelige vækkelser i starten af 1800-tallet, som senere delte sig i det vi kender som grundtvigianisme og Indre Mission, en form for kirkelig reformbevægelse, der ville føre kirken tilbage til sit udgangspunkt. 

Grundtvig selv stod ligesom Luther i et voldsomt opgør med sin samtids kirke, der var præget af den rationalistiske og åndløse tidsånd, som havde resulteret i en sekulariseret form for kristendom. Der er al mulig grund til at tro, at Grundtvig opfattede sig selv og sit værk som en fortsættelse af Luthers reformation af kirken og at han, ligesom kirkelige reformatorer før ham, ønskede at bringe Lyset, Kristus, tilbage i kirken.

Hvordan fejrer vi så reformationen? Udover mange gode arrangementer og gudstjenester, overvejer vi så, om vi også i dag besinder os på, at Kristus og Han alene er kirkens lys? Hvordan ser det ud med kirken i dag? Vil den ”nøjes” med Verdens lys eller vil den, ligesom det er sket så mange gange førhen, gerne lægge noget til?

Ofte kan man få det indtryk, at det er det sidste, der gør sig gældende. Evangeliet skal ikke bare forkyndes, det skal gøres aktuelt og vedkommende. Som om det ikke var det i sig selv. Kirken, gudstjenesten og kirkelivet skal fornyes. Ikke ved at besinde sig på sin grund, men ved at finde på noget nyt. Man undskylder kirkerummet, bibelteksterne, præstekjolen og salmerne og inviterer hvad som helst indenfor, som man tror, kan trække fulde huse, om det så er et satanistisk dødsmetals-band. Et sted aflyste man gudstjenesterne og smed menighed, præster og organister på porten for at lukke op for Thomas Helmig, banale humanistiske betragtninger og fadervor-rap med samlejebevægelser. Alt sammen for at imødekomme det moderne menneske. 

Intet, intet må støde eller være uforståeligt for dette moderne menneske. Intet af det, der foregår i kirken, må udfordre eller stille krav. Og frem for alt må det moderne menneske ikke kede sig. Det skal underholdes. Dette moderne menneske er efterhånden blevet den selvfølgelige målestok for alt, hvad der skal foregå i en kirke, og sogne og pastorater gør alt for at brande sig som friske og omstillingsparate, fuldstændig ligesom også kommuner, kunstmuseer og biblioteker gør det.

På trods af det store pres, der lægges på præster og menigheder for at finde på nyt og gøre aktuelt, er det dog i de fleste sogne sådan, at præster, organister og menigheder arbejder samvittighedsfuldt og omhyggeligt med at forkynde evangeliet. Med de samme ritualer, den samme gamle trosbekendelse og det samme gamle fadervor. Der bedrives menighedspleje og børnearbejde, der døbes og begraves og der pudses kirkesølv, tændes lys og sættes blomster på alteret. Det er bare ikke så interessant for pressen, eller noget der scorer mange likes på de sociale medier. Så det hører vi ikke så meget om.

Interessant er det også, at flere er begyndt at istemme den kritik af en kirke der ikke vil være kirke ved ”de små ting”, som dette tidsskrift har forsøgt at fremføre (velvidende at vi står på skuldrene af først og fremmest Tidehverv). Også ”moderate” stemmer maner til besindighed og opfordrer kirken til at stå ved sig selv. Anna Libak udtaler således, at det ikke er folkekirken, der trænger til en reformation. Det er derimod folket. "For danskerne er blevet kirkefremmede og mener hele tiden, at kirken gør alt muligt galt og er uvedkommende for dem. Men sandheden er, at kirken har strakt sig endog meget langt for at komme folket i møde. Hvad mere kan den gøre" (Kristeligt Dagblad den 26.10.)

Den 28. oktober udtaler Bent Meier Sørensen, også i Kristeligt Dagblad, at den grundtvigianske dialogbevidsthed er gået for vidt, og han efterlyser ligefrem præster, der tør sige at kristendommen er sandheden, uden at pakke det ind.

En klog præst har engang sagt at ”Når kirken bliver foragtet, så er det dens egen skyld, for så betyder det, at dens menneskelige sider er for fremtrædende, så det ikke er klart, at kirken giver verden lyset fra himlen. Kirken bliver kun ringeagtet af verden, når dens egne agter den for lidt."

Kirken bliver ringeagtet, når dens egne agter den for lidt. Det siger sig selv. Hvordan skal vi overbevise andre om kristendommens sandhed, hvis vi selv skammer os over den og på forhånd antager at Kristus i sig selv ikke er noget for moderne mennesker? Nej vel? Vi kan ikke forvente, at hverken indforståede eller udenforstående kan se, at Kristus er verdens lys, hvis vi hele tiden selv underbyder og undskylder Ham. Lad os nu derfor være stolte af evangeliet, lad os værne om dets særlighed og lad os da nøjes med det ”ringe middel” og have tillid til Guds Ånd – at den virker bedst i stilhed og ikke med kæmpehånd.

Lad os da agte kirkens Herre og bygge på ham alene.

Glædelig reformationsdag!

Støtte til Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel drives på frivillig basis. Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412

Konto: 3412 312 082

Vi takker for enhver støtte. Tak til alle, der har støttet hidtil med små og store beløb. 

Nyt Babel som pdf

af Nyt Babel

Her kan du downloade Nyt Babel i pdf-format, lige til at printe ud.

Kender du nogen, der ikke har adgang til internettet og derfor ønsker at modtage Nyt Babel per post, så kan du enten selv tage et print og give til vedkommende, eller sende en mail til mmb@km.dk med navn og adresse - så skriver vi dem på abonnent-listen.

Swift as it goes – aktuel antihumanisme

af Torben Bramming

Alle kender Jonathans Swifts roman om Gullivers rejse – i hvert fald de tre første bøger. Den fjerde kom af gode grund aldrig med i de børnebogsudgaver, som har stået i så mange danske hjem. Det er et hårrejsende kapitel, en kritik af mennesket, sådan som de tre første bøger mere diskret var det. Det er mennesket, som syndigt langt ud over, hvad Grundtvig så poetisk kan kalde mennesket i dyreham, der beskrives. At kalde mennesket for et dyr ville i Swifts optik være en grov fornærmelse overfor dyrene. Kun Guds uudgrundelige nåde kan frelse synderen, hvis han eller hun omvender sig, hvad Swift ikke ser de store tegn på.

Det er måske ikke overraskende, at Tidehverv igennem Tage Schacks optik fremdrog Swift i 1930’ernes opgør med indre missions hellige og de grundtvigske menigheders evolutionerende perfektion. Helt overraskende aktuel er Swift derimod i den franske højreorienterede intelligentsia hos Maurice Dantec og især Philippe Muray – To forfattere som Houellebeque støtter sig på og fremhæver i sit foredrag i anledning af, at han modtog den tyske litterære Schirmerpris i 2016.

Jonathan Swift blev født i Dublin i 1667 og døde sammesteds i 1745. Swift er teolog, uddannet i Dublin og Oxford, og han blev tidligt ordineret og præst, hvad han dog opgav, da han i flere omgange blev privatsekretær for en indflydelsesrig engelsk aristokrat. Det bragte ham nærmere indflydelsens og berømmelsens tinder, som han i så høj grad ønskede sig.

Swifts liv var præget af storm. Han var efter en flirt med ”whiggerne” blevet skuffet over deres politik og blev derefter politisk ”tory” dvs. konservativ. Han udgav flere tidsskrifter og bidrog til den politiske debat – han var ambitiøs. Men Swifts beskyttere i den engelske overklasse faldt ved Dronning Annes trontiltrædelse, og dermed døde hans håb om et stort embede i den engelske kirke.

Derefter trak han sig tilbage til Irland, hvor hans satiriske og politiske forfatterskab ofte tvang ham til at udgive under pseudonym – på et tidspunkt var der udsat en dusør på 300£ til den, som kunne afsløre det rigtige navn på forfatteren til et af hans skrifter mod den engelske udnyttelse og udsugning af Irlands befolkning. Swift endte sine dage med to elskerinder, som ikke kendte noget til hinandens status. Han blev domprovst ved St. Patricks i Dublin og æresborger af byen. Hans sind formørkedes efterhånden og han blev efter flere sygdomsanfald sindssyg og døde som sådan i elendighed, ganske som det burde gå for ethvert tænksomt menneske ifølge Swift.

Fjerde bog - antihumanisme

I fjerde bog er Gulliver på hestenes ø og skal til den hestefyrste, han tjener, gøre rede for, hvordan menneskene opfører sig i Gullivers verden. I hestenes verden har de deres parallel i de beskidte og dyriske yahooer, som enhver god hest afskyr. Gulliver kommer her med en sønderlemmende kulturkritik, der gør det af med enhver humanistisk optimisme på den menneskelige naturs, morals og kulturs vegne, fordi menneskets intelligens er helt på højde med dets forfængelighed og ondskab. Det kunne den kloge hestefyrste ikke rigtig tro på, men, siger Gulliver, det er fordi yahooerne på hans ø ikke har våben til at øge ondskaben med. Menneskene i hans del af verden er derimod uovertrufne i ødelæggelsens og myrderiets kunst. Man genkender hos Swift i de groteske beskrivelser Rabelais' fantastisk virkningsfulde opremsninger fra Gargantua og Pantagruel:

Og da jeg ikke var ukendt med krigskunsten, gav jeg ham en beskrivelse af kanoner, feltslanger, musketter, karabiner, pistoler, kugler, krudt, sabler, bajonetter, kampe, belejringer, tilbagetog, angreb, miner, kontraminer (…) skibe sænkede med tusind mands besætning, tyve tusind dræbte på hver af siderne, dødsrallen, løse lemmer, der flyver omkring i luften, (…) mennesker trampet til døde under hestehov, flugt, forfølgelser, sejr, slagmarker overstrøede med lig, der ligger til føde for hunde, ulve og rovfugle, plyndring, hærværk, voldtægt, brand og ødelæggelse. Og for at fremhæve mine egne kære landsmænds tapperhed, forsikrede jeg ham, at jeg har set dem med et slag sprænge flere hundrede i luften under en belejring, og ligeså mange i et skib og været vidne til, hvordan de døde legemer i stumper og stykker faldt ned fra skyerne, til stor morskab for alle tilskuerne. (GR, s. 270-71)

Derefter kommer han med en sønderlemmende kritik af teologien og derefter af retsvæsenet, som han beskylder for at være videnskaben om at gøre hvidt til sort og sort til hvidt. Så bundkorrupt, at:

... det så fuldkomment er lykkedes dem i bund og grund at sammenblande sandt og usandt, ret og uret, at det tager tredive år at afgøre, om den mark, jeg har taget i arv efter mine forfædre i seks led, tilhører mig eller en vildfremmed, som bor trehundrede engelske mil borte. (GR, s. 274)

Han beskriver, hvordan penge har gjort menneskene ubarmhjertige, så der er tusind fattige for én rig, og hungersnød, skønt der er mad nok i landet, for mandens hang til vellevned og kvindens forfængelighed skaber opdeling blandt mennesker, hvor kampen for penge forårsager at en uhyre del af befolkningen:

... ser sig nødsaget til at søge deres udkomme ved tiggeri, røveri, tyveri, snyderi, rufferi, mened, spytslikkeri, angiveri, falsk, spil, løgn, kryberi, hykleri, smædeskriveri, fritænkeri og lignende beskæftigelser. (GR, s. 276)

Swift går hårdt til den verdslige øvrighed, som han anser for dobbeltbundet og alene drevet af personligt magtbegær, hvor de tre vigtigste ”dyder”, som hersker i regeringskontorerne, er uforskammethed, løgn og bestikkelse, selvom der tales med flammende indignation mod korruption. Hestefyrsten vil have at vide, hvad en premierminister så egentlig er, og Gulliver giver ham gerne besked:

(Han) er en person, der er fuldkommen fri for glæde og sorg, kærlighed og had, medlidenhed og vrede, eller hos hvem i det mindste ingen andre lidenskaber tages i brug end voldsomt begær efter rigdom, magt og titler, at han anvender sine ord til alskens brug undtagen til at angive, hvad han har i sinde, at han aldrig siger noget sandt uden i den hensigt at man skal antage det for en løgn, eller en løgn i den hensigt, at man skal tage den for en sandhed, at de, han taler værst om bag deres ryg, er på den sikreste vej til forfremmelse, og når som helst han begynder at rose en til andre, er man fortabt samme dag. Det værste tegn, man kan modtage, er et løfte, særligt når det bekræftes med en ed. Efter dette trækker ethvert forstandigt menneske sig tilbage og opgiver alt håb. (GR, s. 279)

Men værst af alle går Gullivers kritik ud over adelen, der styrede England og på mange måder holdt talentfulde folk som Swift fra de store embeder samtidigt med, at de var uduelige. Hestefyrsten ville vide om den engelske adel var lige så noble som de brunnakkede, Isengrå og hvide hos Houyhnhnmerne:

At adelen hos var så vidt forskellig fra den forestilling han (hestefyrsten) havde om den, at vore unge adelsmænd fra barnsben opdrages i lediggang og luksus, og at de, så snart deres alder muliggør det, øder deres kraft og pådrager sig unævnelige sygdomme hos løsagtige kvinder. Og når de næsten har ødelagt deres formue, indgår de ægteskab med en eller anden kvinde af lav byrd, utiltalende af ydre og af usund konstitution, bare for pengenes skyld; og hende hader og foragter de. De børn der fødes i sådanne ægteskaber, er i almindelighed skrofuløse, kalveknæede og vanskabte. På den måde består slægten i almindelighed ikke længere end i tre generationer, med mindre hustruen sørger for at skaffe sig en sund fader blandt naboerne eller tjenerskabet, til racens forbedring og fortsættelse. Jeg sagde til ham, at et svagt og sygdomsbefængt legeme, magre ansigtstræk og usund teint er de sande tegn på blodets adel og at et sundt og kraftigt ydre er i den grad nedværdigende for en standsperson, at folk deraf drager den slutning, at hans far må have været lakaj eller kusk. (GR, s. 281)

Om at sove i kirken

Det er ikke kun standspersonen, som er ond og denne hogwartske ordmaler skåner hverken fattige eller rige, kirkegængere eller søndagsdriveri i sengen. Swifts prædiken Om at sove i kirken beviser om ikke hans antihumanistiske tese, så dog at han skriver med gyldighed for i dag:

Der er ingen undskyldning så plat, som ikke vil indfinde sig i folks samvittighed for at undskylde deres fravær fra den offentlige gudstjeneste.  Nogle er så uheldige, at de altid føler sig utilpasse om søndagen. De mener, at intet er så usundt som luften i kirken. Andres kalendere er så mærkelig forheksede, at de altid uheldigvis er forhindret af andre aftaler. Hos andre er det tegn på vid og stor dybde at blive hjemme om søndagen. Andre igen oplever sære spasmer af dovenskab, som anfalder dem særlig på denne dag og tvinger dem til sengs. Andre er fraværende af ren og skær foragt for kristendommen. Og sidst men ikke mindst er der ikke få, som ser på dagen som en hviledag og derfor kræver samme privilegium som deres husdyr; at holde hviledagen hellig ved at æde og drikke og sove efter ugens anstrengelser. I alt dette er den værste omstændighed, at det er disse personer hvis fremmøde er mest påkrævet, og som har mest brug for en læge. (Om at sove i kirken, oversat af Torben Bramming, Tidehverv maj 2017)

Som allerede Vorherre selv forudsagde i lignelsen om indbydelsen til det store gæstebud, hvor folk falder fra af flere forskellige og forudsigelige grunde, sådan så Swift sagen gentage sig i det Irland, hvor der herskede kirketugt og sådan gentager det sig igen og igen til dommedag. Problemet stopper dog ikke med de værste syndere, der slet ikke kommer i kirken. De, der så dukker op, er ikke meget bedre:

Hvis menigheden skulle inddeles i grupper alt efter, hvordan de modtager Guds ord i prædiken, hvor lille ville gruppen af dem som modtager den, som de burde, da ikke være! Hvor megen af den såede sæd ville da ikke falde på vejen, på stenet grund eller blandt tidsler! Og hvor lidt god jord ville der være til at modtage det! En prædikant kan ikke, når han står på prædikestolen, se rundt i kirken uden at opdage, at nogle hele tiden hvisker, og ved deres ansigtsudtryk og fagter giver anledning til mistanke om, at det er deres næste de diffamerer i selvsamme minutter. Andre har til stadighed rettet deres fantasi og øjne på en sådan mængde forskellige objekter, måske for at tilgodese de mindst ønskværdige lyster, at de aldrig så meget som en eneste gang retter deres opmærksomhed mod det, det drejer sig om. Prædikantens stemme ikke så meget som afbryder dem. Nogle folks sind fyldes med forfængelige, verdslige eller ondskabsfulde tanker. Nogle sidder på lur for at latterliggøre alt, de hører, og med megen vid og humor skaffer de sig et lager af latterlige ting ved at forsyne sig fra prædikestolen. Men af al dårlig opførsel er der intet der måler sig med dem, som kommer herhen for at sove. Opium er ikke så beroligende for mange som en eftermiddagsprædiken. En vedvarende vane har forårsaget, at præstens ord kun bliver en slags uniform lyd i det fjerne, som er det mest effektive middel til at vugge sanserne til ro. For at det er lyden af selveste prædiken, som knuger sanserne, er indlysende af den ene grund, at de alle vågner rent rutinemæssigt så snart den standser, og jeg skammer mig over at gentage, at de selvsamme så modtager velsignelsen med megen fromhed, omtågede og besmittede som de er med laster. (Tidehverv maj 2017)

Luderen er også ond

Læser man Dickens, finder man en dybtfølt sympati med de mennesker, som er havnet på samfundets bund. Den ædle prostituerede og tyv, Nancy, fra Oliver Twist er et godt eksempel. Hun vil blive i fornedrelsen for at redde voldspsykopaten Sykes, koste hvad det vil. Der er noget ægte i hende, som synden ikke formår at udslette. Swift forbeholder langt fra det gode til de lavere klasser, de fattige og udstødte. De har blot færre midler til at udøve deres ondskab end rige mennesker. Falskheden hersker også her. I et satirisk-ironisk digt om en prostitueret fra Drury Lane i London A beautiful young nymph going to bed (written for the honour of the fair sex) kommer dette elegant til udtryk. Nymfen Corinna, som er prostitueret, går i seng efter en lang arbejdsdag og affører sig mere end tøjet:

Then seated on a three-legged chair,
Takes of her artificial hair:
Now picking out her crystal eye,
She wipes it clean, and lays it by.
Her eyebrows for  a mouse’s hide,
Stuck on with art on either side,
Pulls of with care, and first displays’ em,
Then in a playbook smoothly lays’ em.
Now dexterously her plumbers draws,
That serve to fill her hollow jaws.
Untwists a wire; and from her gums
A set of teeth completely comes…

så går nymfen i seng og vågner:

Corinna wakes. A dreadful sight!
Behold the ruins of the night!
A wicked rat her plaster stole,
Half ate, and dragged it to his hole.
The crystal eye, alas, was missed;
And Puss had on her plumpers pissed.
A pigeon picked her issue-peas,
And Shock her tresses filled with fleas.
The nymph, though in this mangled plight,
Must every morn her limbs unite…
Corinna in the morning dizened,
Who sees, will spew; who smells, be poisoned.
(JW, the complete poems, s.453-4)

Man har beskyldt Swift for misogyni, og digte som dette kan jo siges at pege i den retning, men da han lader samme behandling overgå alle mennesker uden hensyn til stand og køn, kan det kun være den kvindelige forfængelighed, der lægger dette perspektiv på hans forfatterskab. Det er antihumanistisk i sin intention og selv på dommedag, hvor Herren kommer igen, mener Swift, at de opståede kadavere primært kommer i forventning om at se deres fjender blive fordømt.  

Over stok og sten

Swifts digtning er aktuel, klar og hele tiden fyldt af satire og ironi til randen. Det er en vild digtning og jeg vil afslutte med det vildeste digt, der er et resultat af hans mani for hestevæddeløb. Han hører musik i væddeløbet og følger i digtet Cantata væddeløbshesten Pegasus på en måde, der distancerer Emil Bønnelycke på sit bedste ekspressionistiske amokløb. Vi er på væddeløbsbanen i Dublin, og Pegasus kommer ind på langsiden:

now slowly move your fiddle stick,
Now tantantantantantivi,
Now tantantantantantivi quick, quick.
Now trembling, shivering, quivering, quaking,
Set hoping, hoping, hoping hearts of lovers aching,
Fly, fly-y-y-y
Above the sky
Rambling, gamboling, ra-a-a-ambling, gamboling,
Trolloping, lolloping, galloping,
Trolloping, lolloping, galloping, trollop,
Lolloping, trolloping, galloping,
Lolloping, trolloping, galloping, lollop,
Now cree-ee-eep, sweep, sweep, sweep the deep,
See, see, Celia, Celia dies,
Dies, dies, dies, dies, dies, dies, dies,
With true lovers’ eyes
Weeping sleep,
Sleeping weep
Weeping sleep,
Bo peep, bo peep, bo peep,
Bo peep, peep, bo bo peep
(JW, The complete poems s. 564)

En beskeden afslutning

Swifts satiriske skrifter har også formet og præget engelsk nutids satire dybt. Som eksempel skal blot gives den elegante måde, hvorpå Edmund Blackadder i sæson tre indfletter A modest proposal, hvori Swift satirisk hudfletter den måde man behandler de fattige irere under en hungersnød. Blackadder fortæller den stupide prins George og den beskidte Baldrick, at man i Irland er så fattige at man foreslår at slagte velopfedede spædbørn på 10 kg for at kunne give et sundt og nærende alternativ til kalkun i juletiden.

Klimamission i folkekirken?

af Jens Olaf Pepke Pedersen

Under det store klimatopmøde i København i 2009 valgte flere af landets kirker at følge en opfordring fra Klima- og miljøgruppen under Danske Kirkers Råd om at lade kirkeklokkerne ringe 350 gange til ”alarm, håb og handling”. De 350 klokkeslag skulle symbolisere de 350 CO_2-molekyler, der højst må være per million molekyler i atmosfæren, hvis vi skal holde os under det niveau, som gruppen anbefaler af hensyn til klimaet.

Egentlig var der spændende perspektiver i initiativet, for næste naturlige skridt måtte vel være, at kirkerne fx under de kommunale budgetforhandlinger også kunne bruge klokkerne til at ringe ud, hvad skatteprocenten eller grundskyldspromillen højest måtte være i det nye skatteår. Men ifølge biskoppen i Roskilde, Peter Fischer-Møller, der anbefalede ringningen, var klimaet netop ”ikke en partipolitisk sag. Det handler om klodens og vor fælles fremtid, som vi som kirke også bør forholde os til”, som han sagde til Politiken.

Det er dog oplagt at stille spørgsmålstegn ved, om klimapolitik ikke også er partipolitik, og om kirken derfor bør forholde sig til klimapolitikken. I hvert fald er det da noget specielt, at kirken ligefrem har en mening om atmosfærens kemiske sammensætning.

Klimaspørgsmålet er imidlertid en langvarig interesse for Peter Fischer-Møller, der op til klimatopmødet i 2009 sammen med 14 andre danskere fløj til Egypten for at deltage i en af Danmissions talrige dialogkonferencer, som ved denne lejlighed handlede om klimaændringer. Man kan undre sig over, hvorfor Danmission ser det som sin opgave at arrangere en konference om klimaændringer i Egypten, men ifølge Fischer-Møllers forklaring, var et af formålene at få gang i samtaler mellem muslimer og kristne, og heldigvis kunne han efterfølgende berette, at der da var gode samtaler over såvel måltider som udflugter samt endda godt humør, når tingene ikke lige gik efter planen.

Umiddelbart før klimatopmødet i Paris i 2015 blev Fischer-Møllers klimakarriere kronet med udnævnelsen til klimaambassadør for den internationale og tværkirkelige organisation ACT Alliance, og han udtalte i den anledning til Kristeligt Dagblad, at ”klimaengagerede kristne og kirken har en særlig rolle at spille i den fortsatte kamp for at redde klodens klima efter Paris-mødet".

Biskoppens spændende rejser, som hans klimadiplomati kaster af sig, er ham vel undt, og hvis Danmission har det svært med at diskutere forfølgelse af kristne i Mellemøsten, så er klimaproblemer sikkert et ganske uproblematisk emne for et dialogmøde. Men er det kirkens opgave at føre i klimapolitik?

Klima- og miljøgruppen under Danske Kirkers Råd er naturligvis ikke i tvivl, og de mener også, at de har det teologiske grundlag i orden. I deres Teologisk og etisk grundlag står der således, at ”Gud Helligånd gør mennesker til sin kirke, frie i Guds kærlighed til at takke og dyrke Gud og til at tage imod livets gaver og opgaver, lokalt og globalt.” Hvilke opgaver Gud ”lokalt og globalt” har pålagt mennesket uddybes med henvisning til 1. Mosebog hvor Gud har givet ”mennnesket til opgave at være forvalter og hersker over skabningen”.

Herefter konkluderer Klima- og miljøgruppen, at den ”tror på, at kristne og kirker har et profetisk kald til at modvirke social og økologisk nød og uretfærdighed i verden”, og derfor arbejder gruppen ”på at skabe størst mulig bevidsthed i kirkerne for, at de rige, industrialiserede lande, inklusiv Danmark, gennem vores miljøbelastende adfærd og forbrug, har et historisk medansvar for miljø- og klimakrisen, der rammer de mest udsatte (herunder ikke mindst de fattigste) lande i verden hårdest”.

Dermed adskiller Klima- og miljøgruppen sig sådan set ikke fra andre politiske fortolkninger af Biblen, som for eksempel den befrielsesteologi, der opstod i 1950'erne og 1960'erne i Latinamerika og (kraftigt inspireret af marxismen ) kæmpede imod social uretfærdighed og skæv fordeling af ressourcer, som bevægelsen anså som et udtryk for synd.

Med samme argumentation kan man derfor også argumentere for, at kristne ud fra en guddommelig garanteret viden om, hvad der i enhver situation skal siges og gøres, skal blande sig i stort set alle politikområder, uanset om det drejer sig om klima, miljø eller samfundets politiske og økonomiske indretning. Netop det spørgsmål behandler teologen K. E. Løgstrup i bogen Den etiske fordring, hvor hans modargument er, at kristne er nødt til at tage stilling på ganske samme vilkår som enhver anden ikke-kristen, hvilket vil sige, at de skal bruge deres fornuft, indsigt og menneskelighed. Ifølge Løgstrup udstyrer Kristendommen ikke den ”enkelte med en politisk eller etisk bedreviden”, og han advarer derfor imod at lade Kristendommen stivne i ideologi, for ”at argumentere med det kristne budskab i politiske og etiske spørgsmål fører altid til den forenkling af problemerne, der ganske udelader de afgørende overvejelser. De falder under bordet. Den kristne sidder med favnen fuld af betragtninger, der er ligeså rigtige, som de er intetsigende, ligeså smukke, som de er banale, men han overlader alle vanskelighederne til de ikke-kristne”.

Det samme kan siges om Fischer-Møllers klimamission, hvor indholdet er en lind strøm af gode intentioner og almindeligheder. Til netmediet Altinget udtaler han således, at der må være en inspiration fra Kristendommen i debatten om emner som klima og udviklingsbistanden, men leder man efter konkrete forslag til politiske tiltag sidder han (med Løgstrups ord) tilbage med favnen fuld af smukke, men banale betragtninger, og han beskæftiger sig ikke med nogen af de konkrete vanskeligheder.

Fischer-Møller er således ikke til megen hjælp, når politikerne skal fastsætte afgiftsatserne på elbiler, finde støtteniveauet til biomasse eller beslutte, om der skal opføres nye vindmølleparker i Jammerland Bugt eller ved Mejl Flak.

Man kan også sætte spørgsmålstegn ved om klimaændringer vitterlig er den største trussel mod menneskeheden. I disse år ændrer samfundet sig dramatisk og med stor hastighed på en måde, som klimaændringer aldrig ville kunne forårsage: Store betonklodser og bevæbnede soldater er blevet en del af gadebilledet, vejspærringer og terrorsikringer er en fast bestanddel af selv den mindste byfest, og det er pludselig blevet normalt, at hjemmehjælpere, borgmestre og samfundsdebattører skal have politibeskyttelse.

Hvis man mener, at klimaændringer er et anliggende for kirken, så ville det mest oplagte være at se på den underliggende drivkraft bag vores stigende forbrug, nemlig befolkningstilvæksten. FN har således vedtaget 17 bæredygtighedsmål, men ikke et eneste af dem handler om at få klodens befolkningstal til at blive bæredygtigt. Forskere har også defineret ni såkaldte ”Planetary boundaries”, men heller ikke her indgår klodens befolkning. Forklaringen er, at emnet er omgivet af både politiske og religiøse tabu, så her ville Fischer-Møller måske netop kunne gøre en forskel.

Men det bedste ville efter min mening være, at de af kirkens folk, der har et – i øvrigt helt legalt - behov for at få politisk indflydelse, udlever dette behov gennem et af de mange politiske partier, men lader være med at bruge folkekirken som en platform.

 

 

 

Det øjeblik

af Jens Brun

Byrons genialitet som digter er hans evne til at fange øjeblikket og få det til at stå dirrende for øjet og sindet – et øjeblik. Således versene om den skibbrudne Don Juan, der er blevet reddet af Haidee, og da han falder i søvn, sidder hun bøjet over ham i hulen ved stranden.

And when those deep and burning moments passed
And Juan sunk to sleep within her arms
She slept not, but all tenderly, though fast
Sustained his head upon her bosom’s charms;
And now and then her eye to heaven is cast
And then on the pale cheek her breast now warms,
Pillowed on her o’erflowing heart, which pants
With all its granted, and with all its grants.
(Byron: Don Juan, 2.sang, stanza CXCV)

Byron fanger øjeblikkets intensitet, dets tyngde af lykke og opfyldelse. Som barnet stirrer fortryllet på juletræets lys, som en troende henført stirrer på hostien, som en gnier grådigt stirrer på sit fyldte pengeskrin. Deres betagelse er dog intet imod den lykke, Haidee føler, når hun ser på sin elskede, som sover.

For there it lies so tranquil, so beloved
All that it hath of life with us is living.

I det øjeblik er der en åbenhed mellem Juan og Haidee; det, han er, lever instinktivt i hende og hos hende, hans væsen er givet hende i beskuelsen, i åndedrættet hun mærker på sin egen hals, når hun bøjer sig over den sovende. Øjeblikkets erkendelsesindhold kan ikke beskrives alment, øjeblikket er ikke springbræt til nogen visdom, som varer ud over øjeblikket selv. Øjeblikket er et øjeblik af åbenhed, sagde vi, og i åbenheden grænseløs accept: Som det kød og blod i al dets skrøbelighed, forgængelighed, lyst og svigefuldhed, som Don Juan er, lever han hos Haidee, han er helt kendt af et andet menneske, øjeblikket er et øjeblik af alle grænsers og forbeholds fravær mellem to mennesker. Alt hvad den anden er og har af liv, lever med mig.

Øjeblikket er åbenhed, grænseløs accept, totalt, uforbeholdent nærvær. Men alle disse bestemmelser er kun ord, der spiller på grænsen til det uudsigelige, som dog lever i billedet, det poetiske øjebliksbillede. Det er, og det forsvinder. Det er ikke åbenbaring, det lægger ikke op til noget filosofisk eller æstetisk helhedssyn, baner ikke vejen for nogen Gesamtlösung. Det er bare øjeblikket, og efter det er døden. Efter øjeblikket ikke erkendelsens videreførende lys, ikke indgang til klarere livsopfattelse, - der er øjeblikket, og så døden.

There lies the thing we love with all its errors,
And all its charms, like death without its terrors.

Byron er blevet rubriceret som romantismens digter sammen med Heine, og på dansk grund Aarestrup, Christian Winther og Steen Steensen Blicher. I reaktion mod romantikkens borgbyggerier af helhedsfilosofier og teorier, der fandt det absolutte og konstruerede tilværelsen derudfra – filosofisk (Schelling og Fichte) eller æstetisk (Novalis og Schiller) – vil Byron og Heine alene det opfyldte øjeblik, størst mulig nærhed til livet. Fra teoretisk skyggespil til øjeblikke af livsintensitet før døden.

Men vi kan ikke drage nogen direkte parallel mellem den europæiske romantisme og den danske. Romantismen får en ganske særlig udformning på dansk grund, og det skyldes en naturvidenskabelig opdagelse.

I 1820 opdagede fysikeren H.C. Ørsted elektromagnetismen. Elektricitet og magnetisme havde man kendt gennem mange århundreder, men forbindelsen mellem dem, de modsatte poler, der tiltrækker hinanden og skaber enhed i det stoflige, det var Ørsteds opdagelse. Denne opdagelse inspirerede danske forskere på alle områder. Et strålende eksempel herpå kan læses i Henrik Stangerups romanbiografi om naturforskeren P.W. Lund, der i 1826 rejste til Brasilien og begyndte sin forskning i fossiler og jordens historie. Lund er fast overtydet om, at ligesom Ørsted havde fundet elektromagnetismen, således kunne forskere på alle livets områder finde frem til et samlende princip, en levende ånd, der gennemtrængte og fastholdt alt i et helhedssystem, som man godt kunne tyde som en guddoms skabelse. Romanen hedder Rejsen til Lagoa Santa, og P.W. Lunds fossilsamlinger, som han sendte hjem fra Brasilien, kan stadig studeres på museer i København og Paris.

Ørsteds opdagelse fik også betydning for periodens digtere. Den danske romantisme er i høj grad historien om digternes forsøg på at sætte navn på den kraft, der gennemsyrer alt i natur og samfund. En filosof som Sibbern og digtere som Ingemann, Christian Winther og Aarestrup er enige om, hvad kraften hedder og er: Kærligheden! Forelskelse og erotiske oplevelser leder frem og op mod tilværelsens samlende princip, det, der giver mennesket dets sande liv, kærligheden. Ikke en kærlighed til et enkelt menneske, en sådan kærlighed er kun afsættet, nej, der er tale om, at forelskelse og erotik katapulterer mennesket op i den højere sfære, hvor det integreres i den kærlighed, der omslutter alt og er altets mening. Altså kærlighed til al-naturen og al-menneskeheden. Den mest interessante udformning af denne kærlighedsfilosofi på dansk grund er Aarestrups. Han søgte den hedest, og han fandt ud af, at den var løgn.

I Digte, 1838, er der en samling digte, som Aarestrup kalder Erotiske Situationer. Disse digte udgør en novelle, der fortæller om en mand og en kvinde, hvor han søger at drage hende ind i sit kærlighedsunivers. Et af digtene hedder I en Landsbykirke og handler om, hvorledes alt er fugtigt og vammelt og skident og utroværdigt i det kolde kirkehus. Men hun,den elskede, sidder lige ved siden af, og hendes krop er det nye tempel, der er en fuldgod erstatning for det gamle, udtjente kirkehus! Novellens midtpunkt er digtet Skovensomhed, hvor han endelig får held med sit forehavende:

Igjennem Bøgeskoven
Jeg dig ved Haanden førte
Det var saa grønt og kjøligt
Vi Nattergalen hørte.

Det var, som hele Verden
Med Blomster og med Grene
Med Skyer og med Stjerner
Tilhørte os alene.

Vi talte ikke sammen
Vi kunne Intet sige
Som snoede, tavse Ranker
Eensomme, lykkelige.

Saa frit, afsides var det,
Saa ubevogtet, stille
Det var, som om vi Intet
Meer ønskede og ville.

Her har vi den så i sin opfyldelse, kærlighedsuniversalismen. Hele verden er samlet i de to, der snoer sig om hinanden i skovensomheden. Nu, nu skulle i hvert fald han, som er initiativtageren, så kunne tage skridtet op i den universelle kærligheds sfære. Men nej, totalt ærligt indrømmer digteren, at de i dette opfyldelsens øjeblik ikke opdager andet, end at de er ensomme. Som Adam og Eva ikke opdagede andet ved at spise af Kundskabstræet end dette, at de var nøgne.

Mener Aarestrup nu ikke bare med ”eensomme”, at de er alene ude i skoven? Nej, Aarestrup er præcis i sit sprog. Mener han ”alene” så skriver han ”alene”. Og ”ensom” er i Aarestrups sprog altid forbundet med kulde, med solens og den ligefremme livsopfyldelses fravær. Så hvorfor ”Eensomme”, de har jo lige fuldbyrdet deres elskov derude i skovensomheden? Fordi – og det er digtets nøgne ærlighed – de intet andet og intet mere ønskede og ville! Han troede, at ved elskovsoplevelsen derude i skoven, snoede om hinanden som slanger, ville dørene gå op og tilværelsens universelle kærlighedskraft, kærlighedens elektromagnetisme, åbne sig for dem.

Men ingen døre åbnede sig, der stødtes ikke i noget guldhorn, der kom ingen himmelsk røst og sagde, at her, her i erotik og elskov, var himmel og jord forenede, for her boede kærligheden. Kun tavshed og ensomhed, fordi de ikke ville mere og andet end dette, og det var ikke nok. Resten af digt-novellen handler om, hvordan hun sygner hen og dør, mens han finder ind i et æstetisk univers, hvor han kan overleve ved at digte og gendigte den erotiske oplevelse. Digtningen udsætter hans død. Aarestrup døde af fedme i 1857, 57 år gammel.

Her kunne man jo så som teolog hæve pegefingeren og sige: Der kan I se! Al den snak om kærligheden som den universelle livsopfyldelse, al den snak om, at bare vi omslynger al verdens millioner med vor kærlighedsfølelse, så når vi ind i det guddommelige, så hæver vi os over den satte borgerlighed – al den snak er hul og falsk, det erfarede Aarestrup. Kærligheden er ikke det universelle og kærligheden er ikke nok. Mennesker må ønske sig mere, ville mere: De må ville Gud og først finde hjertets fred ved at hvile i Hans vilje. Men den pegefinger behøver jeg ikke løfte her, den pointe har læseren sikkert selv fundet for længst.

Der er en lignende tosidet udvikling hos de danske guldaldermalere, Købke og Lundbye. Købke maler øjeblikket lige så smukt, dybt og varmt, som Byron digter det. Han kan male et kornloft og udsigten fra det, så det skinner i formiddagssolen, han kan male en morgenvandrer ved Sortedamsdosseringen så man er sikker på, at alt hvad der findes har en dyb plads og betydning i en Almægtig Skabers hånd og hviler trygt dèr. Sådan maler Lundbye også i begyndelsen, han har den samme evne til at male køer, gårde, træer så man fornemmer, at her står alt trygt i Guds faderhånd.

Men senere i sit korte liv begyndte Lundbye at male billeder, hvor kaos, uorden og ødelæggelsesmagter lurer i billedets dybde. Som f.eks. hans nordsjællandske vinterlandskab fra 1841. Kanen med hest foran og mennesket i kanen forsvinder næsten, knuget ned af den hvide sne, de truende snedriver og den sortblå vinterhimmel. Mennesket er en myg, som en ufølsom skæbnehånd klasker til døde i næste nu. Senere maler Lundbye skyformationer, det faste land er væk, skyernes tumultariske drift frem og tilbage bliver hans sidste motiv, tomhed, endeløs tomhed, som Prædikeren sagde.

Lundbye var et af de mennesker, der ikke kunne se hvad verden og livet skulle blive til, hvis enevælden ophævedes og Frederik VI's trygge guldalderdanmark skulle forvandles til et europæisk demokrati med regeringsskifte fra måned til måned. Lundbye døde i 1848 som soldat i den første slesvigske krig ved en vådeskudsulykke. En samling opstillede geværer væltede, et enkelt af dem gik af og traf Lundbye i hovedet. Så tilfældigt, så meningsløst døde den danske guldalder. Men årene fra 1820 til 1850 er og bliver en utrolig stor periode i dansk åndsliv pga. inspirationen fra Ørsteds opdagelse. Og de universalistiske spekulationer om eros og kærlighed er da vist ikke helt forsvundne endnu. Jeg sad på lærerværelset på et gymnasium og hørte en religionslærer foredrage sin visdom: ”Jeg gider sgu ikke fortælle eleverne om dogmerne og opstandelsen og Gud og Helligånden. Jeg siger til dem at kærlighed er det eneste guddommelige, det må være nok!”

På hver deres måde er Byron og Aarestrup ateister. Deres ateisme er ikke afmægtigt stormløb mod en Gud, som de er bange for og derfor ikke vil tro på, som hos f.eks. Feuerbach. Deres ateisme er overbevisningen om, at der findes ikke andet og mere for os i eksistensen end det, der sker og erfares i det opfyldte, lykkelige øjeblik – og så for Aarestrups vedkommende de uendelige digtvariationer, æstetiske genoplevelser af øjeblikket.

Som sådanne ateister er Byron og Aarestrup med til at påvise utroværdigheden i alle de filosofiske og teologiske tolkninger, der vil se aftryk og vejvisere fra noget større i de enkelte øjeblikke. Forklarende skæbne- og livsløbsoverbygninger over øjeblikkene afviser de. Den slags tolkninger er på én gang angst for det store liv i sig selv og gramseri på det. Al denne fortolkning, denne sammenkædning af enkeltbegivenheder til skæbneprocesser, er forsøg på at pine noget ud af øjeblikket, som er mindre end øjeblikkets faktiske rigdom. Don Juan og Haidee er i dette øjeblik, det lærer dem ikke noget, det fører dem ingen steder hen, men de er hos hinanden, deres liv er hos hinanden, og så fortsætter de, indtil de dør. Men der var et øjeblik, hvor de hvilede fredfyldt hos hinanden, fredfyldt som døden, og uden alle dens rædsler. Byron fandt en lykke i øjeblikket, Aarestrup kun ensomhed, fordi han ikke ville mere; trods alt havde han ønsket og villet for lidt.

På den måde bliver romantismen forspil til et teologisk opgør med den romantisk inspirerede helhedstænkning. Den kristne forkyndelse kan ikke sandsynliggøres ved eller udtolkes af det, der sker i vor skæbne og i vort livsløb, deri er kun øjeblik og død. Kristentroen lever alene i ordet om og troen på den korsfæstede. Gud er en dåre og Gud er svag, det indrømmer Paulus i 1.Kor. 1, 25. Og han bortargumenterer heller ikke i det følgende Guds dårskab og Guds svaghed. Tværtimod; men dèr, hvor Gud er svag, opstår der et tomrum, en mangel på opfyldende forklaring og tryg sandsynlighed, og i dette tomrum lyder så ordet om korset. På den måde bidrager romantismen til at gøde den jord, hvoraf den dialektiske teologi kunne vokse frem.

Bæredygtighed - når ordet tager magten

af Jarl Gorridsen

I dag er natur og miljø som begreber vores nye helligdom. Tidens prædikanter er biologerne, og de sande troende er ”naturgenoprettere”. Mange af de discipliner og indsatser, der har skabt vores samfund med sammenhængskraft, socialt sikkerhedsnet, høj levestandard, lav arbejdsløshed og alt det andet, er ikke længere prestigefyldte. I dagens Danmark har kun natur- og miljøbegreberne reel magt – og det hellige ord er ”bæredygtighed”.

Jeg er økonom - med kandidatgrad og det hele. Jeg har snart 25 års erfaring med salg og ledelse indenfor international handel, ligesom jeg har undervist på overbygningen på Århus universitet i 8 år ved siden af mit job. Jeg ved godt, at det ikke tæller sådan rigtigt – jeg ved godt, at man i dag helst skal være biolog eller uddannet indenfor ernæring for at have rigtig pondus og kompetence anno 2017. Jeg er derfor ydmyg, når jeg med min andenrangs-kompetence alligevel tillader mig at causere over et af de begreber, der i dag driver folkestemningen.

Da jeg gik på Handelshøjskolen i 1989 – 1994, betød ”bæredygtighed” slet og ret: at indtægterne var højere end udgifterne. Det var et rigtig økonomi-ord og man kunne forholde sig konkret til det. En analyse af bæredygtighed gik slet og ret ud på at se, om indtægterne var større end udgifterne for derefter at kunne vurdere, hvorvidt projektet skulle sættes i søen, altså om det var bæredygtigt.

Sådan er det ikke mere. I dag er bæredygtighed noget man påberåber sig, hvis man sælger håndplukkede æbler i kasser lavet af en social-økonomisk virksomhed på forsøgsordning, eller hvis man gennemfører en dannelsesrejse til en nystartet produktionsvirksomhed i et underpriviligeret land langt borte. Bæredygtighed kan naturligvis også omsættes til forretning. Hvis en restaurant serverer sit brød i kurve, der er håndflettede af folk, der selv er kørt ud til marsken og selv har skåret rørene, eller hvis glassene er håndpustede et sted i verden, hvor folk har ringere kår end herhjemme – ja så er det vist nok også bæredygtigt. Nogle gange er det dog nok, at de er håndpustede på et glaspusteri ved vestkysten. Det er ikke altid til at finde ud af.

Bæredygtighed er således ikke længere et begreb, der er forbundet med nogen reel viden eller analyse. Det er ikke længere nødvendigt at indsamle data for at kortlægge begrebet. Det er rigeligt blot at lukke øjnene og føle. Ikke tænke. Blot føle. Hvis det lyder rigtigt og føles rigtigt, så kan det sagtens være bæredygtigt, og så kan det bruges som argument eller markedsføring. Det kan f.eks. bruges politisk som argument for at få gennemført aktiviteter for skatteborgernes penge eller som argument for et projekt i en virksomhed.

I mit eget virke som udvalgsformand i Danmarks 10. største kommune [Silkeborg, red.] ser jeg desværre beslutninger, der baseres på denne noget luftige tilgang. Alle byggeprojekter vurderes f.eks. ud fra et ”bæredygtighedsskema”, hvor en af faktorerne beskæftiger sig med, hvorledes projektet skaber en følelse af fællesskab. På et konkret større boligprojekt var det således planen at oprette nogle fælles steder, hvor beboerne kunne mødes og vaske deres biler. Dette ville ifølge vurderingen fremme det ”gode naboskab”, og det ville således gøre planen mere bæredygtig. Der skulle lige lidt almindelig midtjysk snusfornuft til i form af mit spørgsmål: ”Øøøøhhh…hvem skal betale vandet på den plads, og hvordan sikrer man, at folk husker at slukke det. I ved – når man ikke selv betaler, så har man vel tendens til at bruge lidt rigeligt.” Heldigvis blev det ikke til noget, men tænk hvis der ikke havde siddet en skeptiker i mødet og gjort opmærksom på, at kejseren ikke havde tøj på? Så havde boligområdet skulle afsætte plads, rør, vandhaner, afløb og ikke mindst gratis rent vand til rådighed. Gad vide, hvor det bæredygtige eller miljørigtige ville have været i det projekt?

Det er derfor vigtigt at være på vagt – og vigtigt at ”stå fast”, når man ser noget, hvor man tænker: ”det her er altså for tosset”. For der er faktisk ikke rigtig nogle grænser for, hvor langt bæredygtighedsbegrebet kan strækkes. Især hvis man er af den rigtige æt. Det er nemlig ikke lige meget, hvem der fremfører projekter og deres grad af bæredygtighed. Det er skam ikke alle forundt sådan at slynge om sig med begrebet i en samfundsmæssig sammenhæng. Man skal helst være af en særlig acceptabel ”stand” – det kunne f.eks. være, at man er uddannet indenfor natur, eller at man er medlem af særlige græsrodsbevægelser eller partier. Det kan også være, at man lever sit liv på en særlig måde eller spiser efter en spændende diæt. Så kan man sige ”bæredygtighed” med særlig troværdighed.

Når folk med denne troværdighed bruger ordet ”bæredygtigt”, sker der noget specielt. Så stopper diskussionen. Det er lidt ligesom at have en trumf i kortspillet, der overtrumfer alt andet. Når først B-kortet er spillet, så forstummer al tale. Man kan nikke og bifalde, men man kan ikke protestere, og særligt ikke, hvis man ikke tilhører den stand af mennesker, der har ret til at mene noget om det. Vi andre derimod - vi, der bærer rundt på andenrangs-uddannelser, som f.eks. økonomer, og som har henslæbt alle vores arbejdsår i det private erhvervsliv og nu tilmed er folkevalgte for et liberalt parti, kan ikke bruge B-ordet med nogen nedarvet ret. Faktisk kan vi heller ikke så tvivl om sammenhænge, hvor B-ordet er brugt. Vi kan bare holde kæft, kan vi. Hvorfor? Ja - fordi enhver ved, at vi ikke rigtig har forstået konceptet, og at vi i øvrigt altid handler i snæver egennyttighed uden det store blik for fællesskabet.

Men er det nu alt sammen bare noget, der foregår oppe i mit hoved? Er det nu blot, fordi jeg personligt er småsur over, at mine begreber fra 90’erne har fået en ny betydning? Et rimeligt spørgsmål. Men det mener jeg faktisk ikke. I mit virke møder jeg mange virksomheder og mange ledere, og ve den leder, virksomhed eller endda politiske magthaver, der ikke har en målrettet strategi for bæredygtig og grøn omstilling. Det vil gå dem ilde, for så bidrager de til jordens undergang – og hvem ønsker det? Næ – derfor er der opstået nye jobs indenfor dette område i både private og offentlige organisationer. Men hvad med dagligdagen og tiltagene? Tjah, så meget er der måske heller ikke sket. Men det gør heller ikke så meget, for bæredygtighed er ikke noget, der kræver så megen analyse og krævende indsats, ofte er det nok med signalet og kommunikationen.

Jeg tror nok, jeg ved, at det er smart for både natur, miljø og pengepung at slukke lyset, skrue ned for varmen, køre flere i samme bil, ikke smide madrester ud, sortere sit affald, skifte til bedre vinduer, genbruge tøj i familien, begrænse tiden under den varme bruser og så videre. Men det dér med bæredygtighed, det har jeg opgivet at forstå til bunds. Men jeg er også kun økonom og liberal.

Jeg vil derfor gerne opfordre mine medborgere til at være på vagt. Der er grund til at tænke sig en ekstra gang om, når ypperstepræsterne melder sig på banen og beretter om gavnlige effekter og bæredygtighed. I skal ikke lade jer forføre af disse begreber, der fremføres uden meget fundament eller hold i virkeligheden – uden beregninger, analyser, forsøg eller alternative betragtninger. Måske er det blot i virkeligheden det moderne teknokratiske menneskes søgen efter nye genstande for tro, håb og kærlighed. Og allerhelst indenfor områder, hvor andre mennesker, større virksomheder eller ”det offentlige” skal være dem, der udfører tankerne, således man ikke selv behøver at anstrenge sig eller bringe ofre, men kan fortsætte sit liv og levned ufortrødent og med rigtig, rigtig god samvittighed.

Prædiken til 16. søndag efter trinitatis

af Stine Munch

Der boede en enke i byen Nain. Hun var i færd med at gå den tungeste gang, man kan gå på jorden. Hun var ved at bære sit barn til graven. Hun ønskede vel lige præcis, at det var sin egen grav, hun gik imod. Men det var det ikke. Det var drengens.  

Sådan som en mor, hvis barn jeg skulle begrave, sagde til mig: ”åh, læg mig ved siden af, så han ikke skal ligge alene! Han er alt for lille og han har jo aldrig været uden mig.”
 
Netop som enken fra Nain, sikkert med de samme tanker, for så længe siden gik dér, kom der en mand hen til hende. Han mødte hendes blik og sagde: Græd ikke!  
Sådan siger man ikke til en sørgende mor. Det er fuldstændig uhørt! Men fordi han var Jesus, Guds søn på jorden, gik det alligevel an.

For han gik hen til båren, hvorpå den døde dreng lå, rørte ved liget og sagde: "Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!" Og underet skete. Den døde satte sig op, han kom til live, han talte og Jesus førte ham hen til moren. Gud havde besøgt jorden, drengen og moren blev begge løftet ud af mørket og op i lyset - begge fik de livet igen. 

Der var sket et under. Men der skulle ske mere end det. For sidenhen var det Jesus selv, der døde og blev begravet. Men det var ikke en slutning. Det var en ny begyndelse. For Gud oprejste Jesus fra de døde. Graven blev tom. Mørket var brudt. Den opstandne gik ud i lyset.  

Hen over alle grave lyder det nu: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Gud har vist sig som dødens overmand. Og dermed besejret den fjende vi frygter mest. Døden, der tager livet fra os. 

Hvor utroligt og ufatteligt og uforståeligt det end kan lyde. Så forkyndes det for os, at vi ikke skal blive i graven. I mørket. I fortvivlelsen. Men at Gud i det sorteste mørke vil kalde livet i os frem på ny.  Både når vi engang rent faktisk dør, og skal hjem til Gud, men også her i livet, når vi synes, at alt er tabt, og der ikke er mere tilbage at hente. Mennesker der har været ude for en rystelse i livet, som fx og nok værst af alt kan være at miste et barn, kan miste lysten til livet aldeles. Men ofte fortæller de også, når rystelsen er kommet så meget på afstand, som den slags nu kan, at der er en vej ud af sorgen og savnet. Eller måske ikke ud. Men noget som gør, at man alligevel tør leve, uden den elskede.

Og det, der hjælper, er fællesskabet med andre. Hjælp fra folk, der trådte til og hjalp, da behovet var størst. Fællesskabet, medfølelsen, kærligheden, hjælpen fra andre mennesker. Sådan som vi også hører det i historien i dag. For det første; at en stor skare fulgte med enken i sorgen. Og ikke mindst, at Jesus kommer, og han ynkedes over hende. Men den afgørende sætning er ikke bare, at Jesus ynkedes over hende – det er jo følelser, som vi alle kan identificere os med. Men han sagde: ”Unge mand, rejs dig op!” – rejs dig op, eller stå op – opstå!”

Gud selv græder med moderen. Gud kom til enken og vækkede den døde igen. Gud kommer også til os. Ja, Gud er den, der står og tripper for at hjælpe os. Og han griber os, på den ene eller den anden måde, og ofte på en måde, som man slet ikke havde forestillet sig.  

Der er dog vist ikke siden nytestamentlig tid sket en decideret dødeopvækkelse. Men nu kommer Gud til os med sit Ord om, at Han er stærkere end døden. Ordet om, at han aldrig forlader os. Unge mand, jeg siger dig, stå op, bliv levende igen – Kun én kan give de ord indhold og virkelighed, nemlig Gud selv! Så når de ord lød og virkningen ikke udeblev, men satte sig igennem, var det som et ekko af de ord, der lød fra begyndelse – da alt var øde og tomhed; da Gud skabte ved sit ord: ”Der blive lys – og der blev lys!” Kaos og død og intethed blev med de ord overvundet.

Men opvækkelsen af enkens søn var jo ikke til evigt liv uden død – han blev vækket til liv, men døde bare senere! Døden som sådan blev ikke afskaffet, så hvilken sejr kan vi da egentlig tale om – er det ikke bare tomme og naive ord, som virkeligheden hurtigt kan sætte på plads? Hvad med alle forældre der har mistet et barn nu, i dag? Hvorfor kom Kristus ikke til dem, og vækkede deres barn? Hvilket budskab og hvilket håb har evangeliet til dem? Hvad med alle de forældre, syge at angst og bekymring fordi de våger over et dødssygt barn lige her oppe på Rigshospitalet? Hvad skal vi sige? Hvilket håb kan vi komme med, som ikke lyder dumt og hult?

Da tre små børn for lidt siden blev døbt, blev det evige livs håb forkyndt, og børnene har i dag fået løftet om, at de er Guds børn hele livet igennem, uanset hvordan det kommer til at gå, og det løfte gælder også i døden. Den kristne kirke og den kristne tro har ingen svar, som ikke kan anfægtes. Vi har kun fortællingen om ham, som gik omkring og gjorde alting vel – og så har vi en konkret begivenhed, nemlig dåben, hvorigennem vores liv bliver knyttet sammen med Kristi liv. I dåben får vi løftet om, at Kristus, der er livet selv, går ind under vores død, for at vi skal opstå og leve med ham. Dåben er en handling, hvor vores begrænsede liv bliver knyttet tæt sammen med opstandelsen.

Alligevel kan man med al rimelighed spørge: Hvis Gud har omsorg for os, sådan som vi netop hører om det i dag, hvor han ynkes over den døde dreng, hvorfor griber han så ikke ind, når vi rammes af ulykke, sygdom og død? Hvorfor gør han ikke som dengang i Nain? Er den historie i virkeligheden ikke en hån overfor alle de mange mødre, der har oplevet den vanvittige sorg, det er, at miste et barn Desværre er der ingen af os, der kan svare på det. Heller ikke kristendommen eller kirken eller præsterne har noget svar. I hvert fald ikke andet, end at vi desværre ikke kan bruge Gud som en magisk kraft til forhindre alt, hvad vi ønsker at blive befriet fra.

Guds omsorg er sådan, at vi kan komme til ham med alt, hvad der tynger os, og søge trøst. Vi kan komme med vores sorg og ensomhed - med følelsen af at være forladt, også af Gud. Dåben er ikke en vaccination mod ulykke og lidelse, heller ikke nogen garanti for at slippe uskadte igennem. Dåben er en dåb til livet, som det er. Og Gud er med som rammen om vort liv, som baggrunden for vort liv, som den, vi altid kan komme tilbage til.  

Kaj munk har engang skrevet en lille novelle om dette. Den hedder Et bitte Barn bliver døbt hos Ivers. Det handler om en nøddåb – præsten bliver sent på natten kaldt ud for at døbe et barn, man ikke tror vil overleve.

Inde i den trange Stue med de mange Senge, to store og 5 smaa, befinder der sig 4 personer. Jeg ser dem straks alle 4. Iver, der følger efter mig, ser vist kun de to. Der ligger hans Kone, allerede i sirligt hvidt, men endnu med Sved på Panden, rødspættet i ansigtet og med Øjnene halvt forvildet af den Angst og Kval, hun har stået igennem. Hun prøver at smile til mig, men det vil ikke rigtigt lykkes.Og der ligger saa ”sejren”, i en gammeldags Byss´ paa Hjul, helt pakket ind i varme tæpper, og ved siden af ham, bøjet ind over ham, staar Livets Engel, aandende Varme ind i kroppen og hidsende det spæde Hjerte til at blive ved med de uvante Slag. Men henne i Krogens Mørke står der en anden, jeg kender ham godt, jeg har set ham saa tit, naar jeg er kommen ud til mine Sognebørn, de gamle og de syge. Fra de tomme Øjenhuler tilkaster han Livets Engel et strengt og forskende blik: ”Hvor stærk mon du er, hvis jeg nu bestemmer mig til at prøve kræfter med dig?”. Men Englen besvarer ikke Blikket, lægger tilsyneladende slet ikke Mærke til ham, fortsætter blot sit Arbejde med Barnet.

Der er hældt lunkent Vand op i et Vaskefad, et rent Haandklæde er lagt frem, den hellige Handling kan begynde.

Jeg ved ikke, hvad Daab betyder. Jeg kender en Masse Forklaringer paa den, og jeg kender endnu større Masse Indvendinger imod den… Men i dette øjeblik, da jeg bøjer mig ned over det nyfødte Drengebarn, ved jeg næsten ikke andet end, at det er en stor og hellig Stund… Jeg smøger de uldne Tæpper til Side, og det lille rynkede Oldingeansigt kommer til Syne. Man har ikke vovet at vaske det mere end højst nødtørftigt., der sidder smaa blodkager rundt paa den spæde Pande.

Lille Menneskebarn, har du allerede været med ude i Krigen, helt ude ved Fronten, hvor det gaar så hedt til, at det kostede Blod? Det var altså det første, du skulde møde i denne Verden. Men det næste, se det er mig. Nej, ikke mig, for jeg staar her i en andens Navn. En, der sagde : ”Kom hid til mig, og jeg vil give jer Fred!”. Det første, du skulde opleve, Barnlille, var altsaa Krigen, men straks derpaa ham, der er Fred, Han er den der nu slaar sit Tegn over dit blodsprængte Pande og dit usikkert hamrende Bryst, og som smiler til dig og siger: ”Lad de maa Børn komme til mig!”.

Jeg nikker ned til den Spæde og begynder at nævne Ordene, Kirkens Bekendelsesord gennem Tiderne, klare, digteriske skønne Ord om Fjenden, vi vil sky, om Skaberen og Frelseren og Opretholderen, hvem vi tilhører, og Mor vil jo ogsaa gerne svare for sit barn, men det kniber med Kræfterne, og saa hjælper vi andre med at svare. Og nu er tiden inde, forsigtigt løfter Far det lille Spinkle Nor op i Puderne og lægger det i Mors Arm og bliver ved med selv at støtte det, og jeg dypper mine fingre i vandet.

Da folder Far hænderne, og underfuldt befriet begynder Mor at græde, og da jeg skotter hen i Krogen, er den Strenge Herre forvandlet. Han er blevet til et med Englen, synes jeg, og mit Hjerte slaar paa en gang bange og trygt.”

Sådan beskriver og forklarer Kaj Munk den kamp mellem liv og død, som end ikke vores børn går ram forbi af. Men han nøjes ikke med at beskrive – han kaster også troen og håbet ind i kampen, den tro og det håb, som bygger på Kristus, der kom og gjorde alting vel, fordi Gud i ham har besøgt alle sine menneskebørn. Unge som gamle – til lykke og velsignelse slægt efter slægt. På trods.

Så kære menighed, stol på Gud, han forlader os aldrig, hverken i liv eller død.

Du lille gud så svag og spæd

af Nils Kagebord

I anledning af reformations-året har Deres redactricer bedt en af vore dygtige danske salmedigtere, Nils Kagebord, om at gendigte Luthers salme, Vor Gud han er så fast en borg. Det har resulteret i denne spændende salme.

Du lille Gud så svag og spæd
bær med os i vor smerte
og gå med os og græd og græd.
Fyld vores angste hjerte
med drømmevæld så smukt
i glimt af solskins-lugt
En klarinet der ber
en klagesang i ler
som stryger os med håret.

Vor egen magt ej hjælpe kan.
Vi er som bristebobler.
Men Gud er selv en knækket mand.
Vi bøjer os som popler.
Han hænger der med gråd
og ved slet ingen råd
Hans far har ham forladt.
Han er sat skak og mat
og slået hjem i Ludo.

Temadag om Martin A Hansen

af Liselund

Temadag om Martin A. Hansen og ”Orm og Tyr” på Liselund,
lørdag den 4. november 2017

10.00 Ankomst, kaffe, velkomst ved Nana Hauge

10.30: Anders Thyrring Andersen, sognepræst og litterat: Kontrapunkt. 
Om arbejdsfællesskabet mellem Martin A. Hansen og Sven Havsteen Mikkelsen 
Foredraget skildrer mødet, venskabet og arbejdsfællesskabet mellem Martin A. Hansen og Sven Havsteen-Mikkelsen. De såkaldte kirkerejser rundt i Danmark og det øvrige Skandinavien sammen med Ole Wivel som forberedelse til det fælles værk ”Orm og Tyr”. De senere rejser og fælles bogudgivelser. Mødet og samarbejdet med Sven Havsteen-Mikkelsen blev i en årrække et af de væsentligste elementer i Martin A. Hansens tilværelse og var med til at sende forfatterskabet i en ny retning. Ligesom Martin A. Hansen fik kolossal betydning for Havsteens udvikling som kristen maler. Begge befandt de sig i et spændingsfelt mellem tradition og modernitet. Begge formåede de at forene et modernistisk formsprog med en kristen tro.

12.00 Frokost

13.00: Ole Juul (pastor emeritus, forfatter og formand for Landsforeningen Martin A. Hansen):
At binde mørkets fyrste – troen og opstandelsestanken i ”Orm og Tyr” 
En belysning af opstandelsestanken og -troen som den kommer til udtryk i religionsskiftet i Danmark o. år 1000, og som den levende beskrives i Martin A. Hansens store værk ”Orm og Tyr”. I foredraget trækkes der desuden linjer tilbage til novellerne ”Agerhønen”, ”Høstgildet” og ”Paaskeklokken” med påvisning af hvordan opstandelsestanken og -troen heri får et litterært/kunstnerisk udtryk.

14.30 Kaffe

15.00 Henning Nørhøj (Teolog, tidl. sognepræst og højskoleforstander): 
Fra soldyrkelse til folkekirkekristendom. Martin A Hansens ”Orm og Tyr" i et kirkehistorisk perspektiv Martin A. Hansen fortæller visionært og personligt om religionsskiftet i Norden. Selv om bogen bygger på solide studier, er det fortælleren og digteren, der skriver værket. Foredraget, der ledsages af billeder, vil sætte forfatterens indfølte skildring i centrum.

16.30 Afslutning

Pris: 400 kr incl. Frokost og 2 x kaffe

Tilmelding via www.liselund.dk 
eller ved henvendelse på info@liselund.dk eller tlf: 5852 3120
Liselund er beliggende på Slotsalleen 44, 4200 Slagelse