Swift as it goes – aktuel antihumanisme
af Torben Bramming
Alle kender Jonathans Swifts roman om Gullivers rejse – i hvert fald de tre første bøger. Den fjerde kom af gode grund aldrig med i de børnebogsudgaver, som har stået i så mange danske hjem. Det er et hårrejsende kapitel, en kritik af mennesket, sådan som de tre første bøger mere diskret var det. Det er mennesket, som syndigt langt ud over, hvad Grundtvig så poetisk kan kalde mennesket i dyreham, der beskrives. At kalde mennesket for et dyr ville i Swifts optik være en grov fornærmelse overfor dyrene. Kun Guds uudgrundelige nåde kan frelse synderen, hvis han eller hun omvender sig, hvad Swift ikke ser de store tegn på.
Det er måske ikke overraskende, at Tidehverv igennem Tage Schacks optik fremdrog Swift i 1930’ernes opgør med indre missions hellige og de grundtvigske menigheders evolutionerende perfektion. Helt overraskende aktuel er Swift derimod i den franske højreorienterede intelligentsia hos Maurice Dantec og især Philippe Muray – To forfattere som Houellebeque støtter sig på og fremhæver i sit foredrag i anledning af, at han modtog den tyske litterære Schirmerpris i 2016.
Jonathan Swift blev født i Dublin i 1667 og døde sammesteds i 1745. Swift er teolog, uddannet i Dublin og Oxford, og han blev tidligt ordineret og præst, hvad han dog opgav, da han i flere omgange blev privatsekretær for en indflydelsesrig engelsk aristokrat. Det bragte ham nærmere indflydelsens og berømmelsens tinder, som han i så høj grad ønskede sig.
Swifts liv var præget af storm. Han var efter en flirt med ”whiggerne” blevet skuffet over deres politik og blev derefter politisk ”tory” dvs. konservativ. Han udgav flere tidsskrifter og bidrog til den politiske debat – han var ambitiøs. Men Swifts beskyttere i den engelske overklasse faldt ved Dronning Annes trontiltrædelse, og dermed døde hans håb om et stort embede i den engelske kirke.
Derefter trak han sig tilbage til Irland, hvor hans satiriske og politiske forfatterskab ofte tvang ham til at udgive under pseudonym – på et tidspunkt var der udsat en dusør på 300£ til den, som kunne afsløre det rigtige navn på forfatteren til et af hans skrifter mod den engelske udnyttelse og udsugning af Irlands befolkning. Swift endte sine dage med to elskerinder, som ikke kendte noget til hinandens status. Han blev domprovst ved St. Patricks i Dublin og æresborger af byen. Hans sind formørkedes efterhånden og han blev efter flere sygdomsanfald sindssyg og døde som sådan i elendighed, ganske som det burde gå for ethvert tænksomt menneske ifølge Swift.
Fjerde bog - antihumanisme
I fjerde bog er Gulliver på hestenes ø og skal til den hestefyrste, han tjener, gøre rede for, hvordan menneskene opfører sig i Gullivers verden. I hestenes verden har de deres parallel i de beskidte og dyriske yahooer, som enhver god hest afskyr. Gulliver kommer her med en sønderlemmende kulturkritik, der gør det af med enhver humanistisk optimisme på den menneskelige naturs, morals og kulturs vegne, fordi menneskets intelligens er helt på højde med dets forfængelighed og ondskab. Det kunne den kloge hestefyrste ikke rigtig tro på, men, siger Gulliver, det er fordi yahooerne på hans ø ikke har våben til at øge ondskaben med. Menneskene i hans del af verden er derimod uovertrufne i ødelæggelsens og myrderiets kunst. Man genkender hos Swift i de groteske beskrivelser Rabelais' fantastisk virkningsfulde opremsninger fra Gargantua og Pantagruel:
Og da jeg ikke var ukendt med krigskunsten, gav jeg ham en beskrivelse af kanoner, feltslanger, musketter, karabiner, pistoler, kugler, krudt, sabler, bajonetter, kampe, belejringer, tilbagetog, angreb, miner, kontraminer (…) skibe sænkede med tusind mands besætning, tyve tusind dræbte på hver af siderne, dødsrallen, løse lemmer, der flyver omkring i luften, (…) mennesker trampet til døde under hestehov, flugt, forfølgelser, sejr, slagmarker overstrøede med lig, der ligger til føde for hunde, ulve og rovfugle, plyndring, hærværk, voldtægt, brand og ødelæggelse. Og for at fremhæve mine egne kære landsmænds tapperhed, forsikrede jeg ham, at jeg har set dem med et slag sprænge flere hundrede i luften under en belejring, og ligeså mange i et skib og været vidne til, hvordan de døde legemer i stumper og stykker faldt ned fra skyerne, til stor morskab for alle tilskuerne. (GR, s. 270-71)
Derefter kommer han med en sønderlemmende kritik af teologien og derefter af retsvæsenet, som han beskylder for at være videnskaben om at gøre hvidt til sort og sort til hvidt. Så bundkorrupt, at:
... det så fuldkomment er lykkedes dem i bund og grund at sammenblande sandt og usandt, ret og uret, at det tager tredive år at afgøre, om den mark, jeg har taget i arv efter mine forfædre i seks led, tilhører mig eller en vildfremmed, som bor trehundrede engelske mil borte. (GR, s. 274)
Han beskriver, hvordan penge har gjort menneskene ubarmhjertige, så der er tusind fattige for én rig, og hungersnød, skønt der er mad nok i landet, for mandens hang til vellevned og kvindens forfængelighed skaber opdeling blandt mennesker, hvor kampen for penge forårsager at en uhyre del af befolkningen:
... ser sig nødsaget til at søge deres udkomme ved tiggeri, røveri, tyveri, snyderi, rufferi, mened, spytslikkeri, angiveri, falsk, spil, løgn, kryberi, hykleri, smædeskriveri, fritænkeri og lignende beskæftigelser. (GR, s. 276)
Swift går hårdt til den verdslige øvrighed, som han anser for dobbeltbundet og alene drevet af personligt magtbegær, hvor de tre vigtigste ”dyder”, som hersker i regeringskontorerne, er uforskammethed, løgn og bestikkelse, selvom der tales med flammende indignation mod korruption. Hestefyrsten vil have at vide, hvad en premierminister så egentlig er, og Gulliver giver ham gerne besked:
(Han) er en person, der er fuldkommen fri for glæde og sorg, kærlighed og had, medlidenhed og vrede, eller hos hvem i det mindste ingen andre lidenskaber tages i brug end voldsomt begær efter rigdom, magt og titler, at han anvender sine ord til alskens brug undtagen til at angive, hvad han har i sinde, at han aldrig siger noget sandt uden i den hensigt at man skal antage det for en løgn, eller en løgn i den hensigt, at man skal tage den for en sandhed, at de, han taler værst om bag deres ryg, er på den sikreste vej til forfremmelse, og når som helst han begynder at rose en til andre, er man fortabt samme dag. Det værste tegn, man kan modtage, er et løfte, særligt når det bekræftes med en ed. Efter dette trækker ethvert forstandigt menneske sig tilbage og opgiver alt håb. (GR, s. 279)
Men værst af alle går Gullivers kritik ud over adelen, der styrede England og på mange måder holdt talentfulde folk som Swift fra de store embeder samtidigt med, at de var uduelige. Hestefyrsten ville vide om den engelske adel var lige så noble som de brunnakkede, Isengrå og hvide hos Houyhnhnmerne:
At adelen hos var så vidt forskellig fra den forestilling han (hestefyrsten) havde om den, at vore unge adelsmænd fra barnsben opdrages i lediggang og luksus, og at de, så snart deres alder muliggør det, øder deres kraft og pådrager sig unævnelige sygdomme hos løsagtige kvinder. Og når de næsten har ødelagt deres formue, indgår de ægteskab med en eller anden kvinde af lav byrd, utiltalende af ydre og af usund konstitution, bare for pengenes skyld; og hende hader og foragter de. De børn der fødes i sådanne ægteskaber, er i almindelighed skrofuløse, kalveknæede og vanskabte. På den måde består slægten i almindelighed ikke længere end i tre generationer, med mindre hustruen sørger for at skaffe sig en sund fader blandt naboerne eller tjenerskabet, til racens forbedring og fortsættelse. Jeg sagde til ham, at et svagt og sygdomsbefængt legeme, magre ansigtstræk og usund teint er de sande tegn på blodets adel og at et sundt og kraftigt ydre er i den grad nedværdigende for en standsperson, at folk deraf drager den slutning, at hans far må have været lakaj eller kusk. (GR, s. 281)
Om at sove i kirken
Det er ikke kun standspersonen, som er ond og denne hogwartske ordmaler skåner hverken fattige eller rige, kirkegængere eller søndagsdriveri i sengen. Swifts prædiken Om at sove i kirken beviser om ikke hans antihumanistiske tese, så dog at han skriver med gyldighed for i dag:
Der er ingen undskyldning så plat, som ikke vil indfinde sig i folks samvittighed for at undskylde deres fravær fra den offentlige gudstjeneste. Nogle er så uheldige, at de altid føler sig utilpasse om søndagen. De mener, at intet er så usundt som luften i kirken. Andres kalendere er så mærkelig forheksede, at de altid uheldigvis er forhindret af andre aftaler. Hos andre er det tegn på vid og stor dybde at blive hjemme om søndagen. Andre igen oplever sære spasmer af dovenskab, som anfalder dem særlig på denne dag og tvinger dem til sengs. Andre er fraværende af ren og skær foragt for kristendommen. Og sidst men ikke mindst er der ikke få, som ser på dagen som en hviledag og derfor kræver samme privilegium som deres husdyr; at holde hviledagen hellig ved at æde og drikke og sove efter ugens anstrengelser. I alt dette er den værste omstændighed, at det er disse personer hvis fremmøde er mest påkrævet, og som har mest brug for en læge. (Om at sove i kirken, oversat af Torben Bramming, Tidehverv maj 2017)
Som allerede Vorherre selv forudsagde i lignelsen om indbydelsen til det store gæstebud, hvor folk falder fra af flere forskellige og forudsigelige grunde, sådan så Swift sagen gentage sig i det Irland, hvor der herskede kirketugt og sådan gentager det sig igen og igen til dommedag. Problemet stopper dog ikke med de værste syndere, der slet ikke kommer i kirken. De, der så dukker op, er ikke meget bedre:
Hvis menigheden skulle inddeles i grupper alt efter, hvordan de modtager Guds ord i prædiken, hvor lille ville gruppen af dem som modtager den, som de burde, da ikke være! Hvor megen af den såede sæd ville da ikke falde på vejen, på stenet grund eller blandt tidsler! Og hvor lidt god jord ville der være til at modtage det! En prædikant kan ikke, når han står på prædikestolen, se rundt i kirken uden at opdage, at nogle hele tiden hvisker, og ved deres ansigtsudtryk og fagter giver anledning til mistanke om, at det er deres næste de diffamerer i selvsamme minutter. Andre har til stadighed rettet deres fantasi og øjne på en sådan mængde forskellige objekter, måske for at tilgodese de mindst ønskværdige lyster, at de aldrig så meget som en eneste gang retter deres opmærksomhed mod det, det drejer sig om. Prædikantens stemme ikke så meget som afbryder dem. Nogle folks sind fyldes med forfængelige, verdslige eller ondskabsfulde tanker. Nogle sidder på lur for at latterliggøre alt, de hører, og med megen vid og humor skaffer de sig et lager af latterlige ting ved at forsyne sig fra prædikestolen. Men af al dårlig opførsel er der intet der måler sig med dem, som kommer herhen for at sove. Opium er ikke så beroligende for mange som en eftermiddagsprædiken. En vedvarende vane har forårsaget, at præstens ord kun bliver en slags uniform lyd i det fjerne, som er det mest effektive middel til at vugge sanserne til ro. For at det er lyden af selveste prædiken, som knuger sanserne, er indlysende af den ene grund, at de alle vågner rent rutinemæssigt så snart den standser, og jeg skammer mig over at gentage, at de selvsamme så modtager velsignelsen med megen fromhed, omtågede og besmittede som de er med laster. (Tidehverv maj 2017)
Luderen er også ond
Læser man Dickens, finder man en dybtfølt sympati med de mennesker, som er havnet på samfundets bund. Den ædle prostituerede og tyv, Nancy, fra Oliver Twist er et godt eksempel. Hun vil blive i fornedrelsen for at redde voldspsykopaten Sykes, koste hvad det vil. Der er noget ægte i hende, som synden ikke formår at udslette. Swift forbeholder langt fra det gode til de lavere klasser, de fattige og udstødte. De har blot færre midler til at udøve deres ondskab end rige mennesker. Falskheden hersker også her. I et satirisk-ironisk digt om en prostitueret fra Drury Lane i London A beautiful young nymph going to bed (written for the honour of the fair sex) kommer dette elegant til udtryk. Nymfen Corinna, som er prostitueret, går i seng efter en lang arbejdsdag og affører sig mere end tøjet:
Then seated on a three-legged chair,
Takes of her artificial hair:
Now picking out her crystal eye,
She wipes it clean, and lays it by.
Her eyebrows for a mouse’s hide,
Stuck on with art on either side,
Pulls of with care, and first displays’ em,
Then in a playbook smoothly lays’ em.
Now dexterously her plumbers draws,
That serve to fill her hollow jaws.
Untwists a wire; and from her gums
A set of teeth completely comes…
så går nymfen i seng og vågner:
Corinna wakes. A dreadful sight!
Behold the ruins of the night!
A wicked rat her plaster stole,
Half ate, and dragged it to his hole.
The crystal eye, alas, was missed;
And Puss had on her plumpers pissed.
A pigeon picked her issue-peas,
And Shock her tresses filled with fleas.
The nymph, though in this mangled plight,
Must every morn her limbs unite…
Corinna in the morning dizened,
Who sees, will spew; who smells, be poisoned.
(JW, the complete poems, s.453-4)
Man har beskyldt Swift for misogyni, og digte som dette kan jo siges at pege i den retning, men da han lader samme behandling overgå alle mennesker uden hensyn til stand og køn, kan det kun være den kvindelige forfængelighed, der lægger dette perspektiv på hans forfatterskab. Det er antihumanistisk i sin intention og selv på dommedag, hvor Herren kommer igen, mener Swift, at de opståede kadavere primært kommer i forventning om at se deres fjender blive fordømt.
Over stok og sten
Swifts digtning er aktuel, klar og hele tiden fyldt af satire og ironi til randen. Det er en vild digtning og jeg vil afslutte med det vildeste digt, der er et resultat af hans mani for hestevæddeløb. Han hører musik i væddeløbet og følger i digtet Cantata væddeløbshesten Pegasus på en måde, der distancerer Emil Bønnelycke på sit bedste ekspressionistiske amokløb. Vi er på væddeløbsbanen i Dublin, og Pegasus kommer ind på langsiden:
now slowly move your fiddle stick,
Now tantantantantantivi,
Now tantantantantantivi quick, quick.
Now trembling, shivering, quivering, quaking,
Set hoping, hoping, hoping hearts of lovers aching,
Fly, fly-y-y-y
Above the sky
Rambling, gamboling, ra-a-a-ambling, gamboling,
Trolloping, lolloping, galloping,
Trolloping, lolloping, galloping, trollop,
Lolloping, trolloping, galloping,
Lolloping, trolloping, galloping, lollop,
Now cree-ee-eep, sweep, sweep, sweep the deep,
See, see, Celia, Celia dies,
Dies, dies, dies, dies, dies, dies, dies,
With true lovers’ eyes
Weeping sleep,
Sleeping weep
Weeping sleep,
Bo peep, bo peep, bo peep,
Bo peep, peep, bo bo peep
(JW, The complete poems s. 564)
En beskeden afslutning
Swifts satiriske skrifter har også formet og præget engelsk nutids satire dybt. Som eksempel skal blot gives den elegante måde, hvorpå Edmund Blackadder i sæson tre indfletter A modest proposal, hvori Swift satirisk hudfletter den måde man behandler de fattige irere under en hungersnød. Blackadder fortæller den stupide prins George og den beskidte Baldrick, at man i Irland er så fattige at man foreslår at slagte velopfedede spædbørn på 10 kg for at kunne give et sundt og nærende alternativ til kalkun i juletiden.