Leder
Folkekirken har en udviklingsfond, og denne fond har en vision: Dåbsprocenten skal vendes, kontakten mellem unge og kirke efter konfirmationen skal forbedres, og så skal dørtrinnet mellem kirken og det øvrige samfund sænkes, så kirken opleves som åben og gæstfri af flest muligt.
Til dette formål efterlyser fonden ”projekter” – disse skal bl.a. gøre det lettere for forældre at vælge dåben til. Jeg forstår nok meningen eller måske ikke – med lettere, menes der da, at det skal gøres mere tillokkende at blive døbt til Jesu Kristi død og opstandelse? Eller menes der, at der skal missioneres mere? Eller skal der skrives flere foldere om, at det er dejligt at blive en del af en stor historie og en sammenhæng? Når denne vision efterfølges af den noget floskuløse vision om at dørtrinnet til folkekirken skal sænkes, så bliver man lidt mistænksom. Menes der simpelthen, at der skal pilles ved dåbens indhold? Skal kvantitet afløse kvalitet? Skal der ikke mere tales om synd og nåde?
Det er ikke let at vide. Det burde jo sådan set bare være folkekirkens formål at forkynde menneskets fattigdom og Kristus som frelser og derpå døbe alle dem, der ønsker at høre denne frelser til for at blive rig ved ham. Er det med sådanne store bogstaver, der menes, at man skal tale om dåben, så skal det hilses meget velkommen; men vi fornemmer, at det snarere har noget at gøre med, at dåbens betydning skal pakkes ind i nogle livsfilosofiske fraser. Men man kan da håbe, at vi tager fejl.
Vi stiller os også lidt tvivlende over for, at sådan noget som dåbsprocent kan løses med et ”projekt”. Er det ikke et langt sejt træk, der skal til? Er det ikke mennesker, der tør være tydelige omkring deres tro på Jesus Kristus som frelser, der skal til? Som tør stå op midt i en åndelig ørken og sige: "Omvend jer og tro på evangeliet!" Er det ikke præster og menigheder, der brænder med evangeliets ild, og som ikke skammer sig over evangeliet og dåben, men bærer disse frem og sætter dem på stage? Er det ikke kun sandfærdig tale om menneskelivet, som et liv der mangler noget, som er brudt og ikke kan selv, der kan få folk til at tørste efter dåben? Kan længsel efter Gud fremkaldes ved et projekt? Blæser Helligånden i sidste ende ikke, hvorhen den vil?
Også med hensyn til kontakten mellem kirke og unge efter konfirmationen mener fonden, at der bør gøres noget. Der er vel ikke noget i vejen for, at lokale kirker kan holde efterkonfirmationslejr, kirkehøjskole for unge, teensang og hvad der nu ellers allerede er. Det er da fint at give flere penge til sådan noget. Siden der også er gymnasiepræster og universitetspræster samt diverse fora som Studenterkredsen, studentermenigheder og Tidehvervs sommermøde, som frekventeres af mange unge (dog uden statstilskud), samt Ukirke og natkirke, vil jeg da mene, at de unge er passet op med præster og kirke i alle ender og kanter. Tankevækkende er det dog, at alt dette i de 20-30 år det har eksisteret åbenbart ikke har formået at fastholde denne kontakt til udviklingsfondens tilfredsstillelse. Det står dog fast, at flertallet af etniske danskere stadig holder sig til folkekirken.
Det tredje fokusområde retter sig generelt mod at sænke dørtrinnets højde ind til kirken. Både for mennesker af dansk afstamning og mennesker, der kommer til landet – evt. med en anden tro – kan folkekirken opleves som et anderledes og fremmed sted. Den oplevelse vil Udviklingsfonden gerne ændre på ved at støtte projekter, der har en åben og gæstfri kirke som mål.
Det er en mærkelig præmis, at kirken ikke skulle være åben og dørtærsklen lav. Kirkerne er nemme at kende i landskabet. De fleste steder er der gudstjenester hver søndag. Man kan gå ind og være med og gå igen, og hvis man ønsker at være anonym, kan man være det – noget man faktisk sætter ganske stor pris på, når man har været til gudstjeneste i USA, hvor alle nye opfordres til at rejse sig op og sige lidt om sig selv under gudstjenesten. Hvis man er mere til foredrag eller kor (både for voksne og børn i alle aldre) kan man gå til det. Ofte gratis eller meget billigt. Eller man kan gratis deltage i studiekredse og litteraturkredse. Man kan være med i sorggrupper, man kan få besøg af præsten eller man kan bede om en sjælesorgssamtale. Man kan være med i strikkeklub, madklub, babysalmesang og børnegudstjenester med billig mad, og hvis man ikke er medlem, kræves man ikke til regnskab for det. Man kan endda få sine børn døbt og konfirmeret uden at være med til at betale. Det er da generøst og åbent.
Så er der den sædvanlige gamle traver med at kirkerummet-salmerne-bibelen-præstekjolen og hvad ved jeg er fremmedgørende. Det har resulteret i adskillige friske tiltag som rytmiske salmer i letforståeligt sprog, sækkestole i stedet for kirkebænke, balloner og hånddukker (også til voksne) præster der kører på skateboard i deres præstekjoler, nyoversættelser af bibelen til moderne sprog, alskens ”alternative” gudstjenester, andre religioners forkyndere og ”kulturpersonligheder” der inviteres til at ”prædike”, nadvertapas og meget mere. Hvis vi skal blive ved med at sænke tærsklen, ender vi snart i katakomberne.
Er det egentlig undersøgt om alle disse tiltag har fået flere til at komme til tro på Jesus Kristus? Har det vendt dåbstallet? Kommer de begejstrede, der overværede pink vibes og spiste kalvehjerte på en bund af havtorn i domkirken i Århus virkelig til tro, og har det sænket kristendommens ”tærskel” at man lukker antikrist ind i kirken i form af dødsmetalkoncerter?
Er det løsningen at sekularisere kristendom og gudstjeneste yderligere? Viser erfaringer fra fx Tyskland og England os, at det er løsningen? Nej tværtimod! I et interview i Kristeligt Dagblad den 29. maj, udtaler professor i kirkehistorie ved universitetet i Göttingen, Thomas Kaufmann, at Den lutherske kirke i stedet for at stå på mål for sin teologiske arv, har travlt med at omfavne det moderne samfund i panik over den dommedagsstemning, der hersker angående kirkens fremtid. Kaufmann mener, at kirken går fejl i dette forsøg på at agere medkultur. Kirken skulle i stedet agere modkultur. Det er en gammel indsigt. "Kirken i en hast forgår om den fod vil flytte", skriver Grundtvig. Alt i verden forandrer sig, men kirken skal stå stille. Den skal gentage sig selv. Den skal holde fast ved evighedsordet. Således skriver Rudolph Arendt, (Og de begyndte at være glade, Aros, 1989) at kirken, hvis den for at holde sig ny og tidssvarende begynder at finde på nyt i stedet for at stå fast, så er den affældig. Gentagelse er ikke uden videre tegn på alderdom og forandring er ikke uden videre tegn på liv. Således, skriver Arendt, er det et tegn på liv, at kirken ikke bliver træt af gentagelsen, og et tegn på død, når der råbes på nyt.
Alt dette projektmageri lugter langt væk af, at kirkeinstitutionen er blevet sit eget formål, snarere end den korsfæstede og opstandne, Kirkens Herre, Jesus Kristus. Han kan rigtignok se så myg og kedelig ud. Men han er alt, vi har. Det vil kirken for det meste ikke stille sig tilfreds med. Det forekommer for fattigt. Man vil gerne have mere at byde på. Og det har kirken da også: sammenhængskraft, klimakamp, kunst og kultur. Det er den rige kirke, skriver Niels Grønkjær i en prædiken til 23. s.e.t. De lange gevandters kristendom, kalder han det. Disse lange gevandter bliver så glade, når dem der ellers er ligeglade med kirken nikker anerkendende til den. Men det er ikke klimaarbejde, der er kirkens rigdom. Det er ham, der gjorde sig fattig, for at vi kunne blive rige. Det er ham der er vores rigdom. Han er alt, hvad kirken skal leve af.
Det er muligvis velment med denne fond og dens visioner. Vi kunne dog godt savne noget mere evangelisk frimodighed. Det er ødelæggende at arbejde ud fra det åg, der hedder: "Folk kommer ikke i kirke. Gør noget!" Vi skal ikke skræmmes og skræmme for kirkens skyld. Ja, vi gør slet ikke noget af det vi gør for kirkens skyld, men for Kristi skyld. Hvorfor er det, at så mange provstikonventer, stiftsvisioner og kirkeministerielle skrivelser mm. går ud på, at man skal have forevist skræmmende statistikker m.v., som viser, hvor skidt det hele går? Tror man, det er motiverende for os som præster?
Vi går typisk bare nedtrykte hjem og sover efter at have fået sådan en omgang serveret. Det er ikke det, der får os til at udtænke geniale nye idéer eller giver den fornødne energi til at fremstå tilstrækkelig karismatisk og opildnet til, at folk synes, vi er noget ved at høre på. Tværtimod.
Tal dog kirken og Kristus op i stedet. Indgyd præsterne den evangeliske trøst og det mod, der skal til at gå ud i alverden med de to små ting der er kirkens eneste berettigelse og rigdom og række trøst og håb videre. Ellers vil den negative spiral fortsætte.
Alle vore trofaste læsere ønskes en frydefuld og velsignet sommer!