Leder

Sådan skal man betragte os: som Kristi tjenere og som forvaltere af Guds hemmeligheder; her kræves det så af forvaltere, at de findes tro. Men mig er det ligegyldigt, om jeg bliver bedømt af jer eller af nogen menneskelig domstol, ja, jeg bedømmer ikke engang mig selv; for jeg er mig ikke noget bevidst, men dermed er jeg ikke frikendt. Den, der bedømmer mig, er Herren. Fæld derfor ikke dom før tiden, før Herren kommer! Han skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil. Og da skal enhver få sin ros fra Gud. (1 Kor 4,1-5)

Den tidligere biskop over Fyens stift vakte for nogle år siden opsigt da han erklærede at kirkerummet er ikke mere helligt end et toilet. Hermed mente han sig i samklang med en tradition der kan føres tilbage til de gammeltestamentlige profeters kultkritik over Jesu tale om gudsriget som noget, der er tilstede hvor to eller tre er forsamlet over Paulus' opfordring til menigheden i Rom om at lade tjenesten for den anden være de kristnes gudstjeneste til Grundtvigs salme om kirken som bygget af levende stene.

En tradition, hvorefter der hersker enighed om, at kirken eller det hellige er der, hvor de troende forsamles og der, hvor der praktiseres tjeneste for den anden. Barmhjertighed vil jeg, ikke brændoffer og himlenes Gud vist ej bebor huse, som hænder mon bygge. Nej, arkepaulunet var kun en skygge af Guds herlighed, ligesom kirkehuset kun er menneskeværk og derfor ikke et særligt helligt rum.

Kultkritikken er nødvendig og berettiget. Det er en vigtig del af den judeo-kristne arv og tro, at Guds herlighed ikke er begrænset til et sted eller en bygning. Nej Guds hus og kirke er der, hvor troende forsamles og lovpriser Herren. Gudstjeneste kan man derfor holde alle steder, selv i den laveste hytte, og Gud kan være nærværende alle steder.

Kirkerummet er ikke helligt, er det så vigtigt for os at fastslå. Det er kun helligt, når ordet lyder. Ja det er sandt. Men derfra og så til at omgås kirkerummene med den ligegyldighed og lemfældighed, man efterhånden ser, er der et godt stykke vej. Vi nævner i flæng: lukning af kirker, overvejelser over hvad kirkerummet ”kan” – uden sammenhæng med sagen og menigheden i øvrigt – nedprioritering af gudstjenester i tyndt befolkede områder, anklager om at gudstjenester for få mennesker er at ligne med katolicisme hvor præsten ikke behøver en menighed for at holde gudstjeneste, fjollede præster i udklædningstøj og med hånddukker på den samme prædikestol og for det samme alter, hvorfra Guds ord lyder, upassende kristendomsfjendske koncerter i fungerende kirker og andre religioners forkyndere der får lov at forkynde anti-krist i kirken, og sådan kunne vi blive ved.

Kirkerummet er ikke helligt, nej. Men det vil ikke sige, at det er uden betydning. Kirkerne er ikke tilfældige bygninger, men er udtryk for tilbedelse af og respekt for Himlenes Gud. De mægtige og imponerende kirker der findes i hele verden, perlerækken af hvide middelalderkirker der er spredt udover det ganske, danske land og som står som Åndens vældige bygninger, lysende midt i dødsnaturen, er troens frugter. De er opført til at være en ramme om det kristne evangeliums forkyndelse. Med deres svungne buer i loftet eller deres rige udsmykning vækker de fantasien og taler til hjertet.

Kirkerne er opført med omhu og omtanke og stor omhyggelighed, med tanke ikke kun for dem der byggede dem, men også med tanke for de kommende generationer, for at vi kunne have et værdigt sted at forsamles i Jesu Kristi tro. I sorg og glæde, lykke og ulykke.

Kirkebyggeriets mange æstetiske kvaliteter er udtryk for tilbedelsen af himlens og jordens Herre, og selv de, der ikke til daglig tænker så meget på Jesus, drages til disse bygningsværker og kan fornemme den ånd, som de vældige kirkebygninger rummer. For de kalder med deres klokker, med deres spir og med deres statelighed, på gammel og på ung, disse kirker. De kalder os til at komme i kirken når de dybe og vigtige begivenheder i tilværelsen overgår os. Der bærer vi vores små børn til dåben. Der bærer vi vores døde hen, når vi skal tage afsked med dem. Der mødes vi for at fejre, når to mennesker skal binde sig til hinanden i et ægteskab. Der kommer vi for at lytte til Ordet om syndernes forladelse og evigt liv.

Og når kirkebygningerne rammes af islamistiske angreb (som ikke er hærværk sådan som TV2 fremstiller det, men rendyrket, ondsindet terror), som det skete i Cairo i søndags, hvor 25 kirkegængere blev dræbt og 40 såret, heriblandt mange kvinder og børn, eller når en præst halshugges foran Herrens alter som det skete i Frankrig i sommer, så ligger der naturligvis en stor signalværdi fra islamisternes side i at ramme netop HER, fordi her rammer man lige ned i kristentroens hjerte og sjæl. Så ja selv kolde hjerter kan forstå kirkerummets betydning og symbolværdi.

Kirkehusene som vores forfædre ærbødigt opførte, skal vi ære og værne, ligesom Jesus selv bekymrede sig om sine fædres tempel, for at det skulle være et sted for lys og liv og Guds nærvær. Ligesom templets mure ikke var ligegyldige for jøderne, sådan er vores kirker her i Grundtvigs fædreland også ladet med betydning. Vi er bevidste om, at det er menigheden, der er det sande Guds hus, og at Himlenes Gud ikke bor i huse, der er lavet af menneskehænder; og dog har kirkebygninger aldrig blot været neutrale rammer om menighedens liv og ordets forkyndelse. De er bygget til frelserens ære, og er os derfor så kære som vores hjem. 

Nyt Babel som pdf

af Nyt Babel

Hele Nyt Babel #11 kan her downloades i pdf-format - lige til at printe ud.

Mørketid og julelys

af Johan Christian Nord

Mørk er november og løvfaldet slut,
vandet begynder at fryse,
lyset fra solen og blomsterne brudt,
da må vort hjerte selv lyse.
(Thorkild Bjørnvig, ”Mørk er november”, Højskolesangbogens nr. 210)

November er mørk, og nu, hvor jeg skriver disse linjer, er løvfaldet allerede ved at være slut. Vandet er begyndt at fryse, og både solens og blomsternes lys er efterhånden brudt og glemt. For november er mørketid.

Men når disse linjer læses er det december, og lyset er på sin egen forsigtige og hemmelighedsfulde måde allerede ved at vende tilbage. Både i ganske håndgribelig forstand, fordi vintersolhvervet nu nærmer sig, og i åndelig forstand, fordi kirkens fejring af Gudssønnens fødsel nu ligger inden for den nærmeste fremtid.

December er ganske vist også mørk i det ydre, ja, måneden er i sagens natur endnu mørkere end den foregående, men alligevel hviler der et lys over julemåneden – i hvert fald for den, som har et levende forhold til højtiden og bærer rundt på minderne fra de julefejringer, der har afsluttet årenes gang i løbet af det liv, der er blevet levet. Måske er det særligt barnets tidlige erindringer om juletiden, der bliver hængende og ligger dér under overfladen, hvorfra de så kan pible frem som en godt gemt glæde, når juletiden igen nærmer sig, og bruse op til overfladen, når aftenen endelig er inde?

Som altid kan man jo kun svare for sig selv, og selv en højtidsstemt præst kan ikke vide, hvad der bor i dybet af andre mennesker. Så svaret må blive mit eget: I mit lille liv står julen som noget særligt, ja, som en fortryllet og lysfyldt tid, hvor virkeligheden har det med at flimre en smule, og hvor der vågner en særlig glæde i mig, som ikke er så let at beskrive, men meget virkelig at være i. Jeg husker den fra barndommen, og jeg glæder mig som en forventningsfuld far til at gøre mit for at række den videre til vores datter.

Ligesom i så mange andre hjem har vi i min familie vores særlige skikke ved juleaften. Én af dem er, at vi altid synger den samme adventssalme, inden vi sætter os til bordet. Det er Vilhelm Gregersens Der er noget i luften, som derfor har en ganske, ganske særlig plads i mit hjerte. For på sin vis er det den, selve juleglæden bor i – for mig. Så her skal der væves en lille historie ud af dens fire vers; vel at mærke ikke bare, fordi jeg holder af den, men fordi den er en virkelig god højtidssalme, som med den fineste stilfærdighed giver klang og vers til det, der er den egentlige juleglæde.

Salmens begyndelse er en sansning af årstiden; en udpegning af, hvad der sker omkring det menneske, der nu synger – og hvad der kan ske i det menneske, hvis hjerte bliver rørt af højtiden og salmeklangen:

Der er noget i luften, jeg véd ikke hvad,
som forår, skønt skoven har mistet hvert blad,
der er noget i luften som rosernes duften,
som fuglenes fryd,
skønt rosen er falmet, og fuglen er draget mod syd.

Ja, sådan er det jo. For den, hvis hjerte er blødt og åbent, kan det føles som om, det i juletiden er selve luften, der er sødet med andet og mere end, hvad vi ellers går og indånder. Det kan hverken forklares forstandigt eller beskrives tilstrækkeligt, men det føles lidt som forår. Selvom alt det grønne først er blevet både brunt og blødt og siden fejet til side eller brændt af. Ja, for det digtende sind kan det næsten indåndes som en stille duft af roser og høres som en fjern, men alligevel vedholdende efterklang af fuglenes forårsfryd, selvom roserne jo er døde, og fuglene for længst borte.

Når øjeblikket er rigtigt, kan man både se alt dette for det indre øje, høre det i det skjulte øre, dufte det med mindernes næse og mærke det med den sans, som vi mennesker jo ikke rigtig véd, hvad vi skal kalde, men som kirken kalder troen. For der er digtet både med og i levende billeder, og de er tilgængelige for enhver, som har den slags lyster og længsler, som salmen vil ind til.

I salmens andet vers udvides og fordybes disse billeder, og nu stiger minderne for alvor frem om alt det, som tiden har taget, men som stadig kan leve i det skjulte og gøre sit for at bære et lille liv gennem vinterens mørke:

Der er noget i luften, som gør mig så glad,
som trøster mit hjerte i ungdommens bad,
der er noget herinde, et strålende minde
med kærter og sang,
om julen derhjemme, derhjemme hos moder en gang.

Der indledes med ganske jævne ord, og vi hører endnu en gang, at der er noget ganske særligt ved den luft, som indåndes i juletiden: Den gør mig simpelthen så glad. Og så fortsættes der med en højstemt generindring af den ungdomstid, som man – eftersigende – også kan bade sit hjerte i, selv når den er kommet på tidslig afstand og kun findes som mindet om, hvordan man blev den, man skulle være. Et strålende minde, synger vi, for digteren har ønsket, at vi skal tænke på, hvor vi kommer fra, og hvad vi fik med fra det hjem, hvor der – forhåbentlig – var både lys og sang. Hjemme hos vores mor – dengang for kortere eller længere tid siden. De ord har en særlig klang, når man har lært sangen af sin mor og siden synger den sammen med hende – og forbereder sig på en dag at synge dem uden hende. Ja, for mig er det, som om at salmens dybeste lag først for alvor har åbnet sig i løbet af den sidste håndfuld år, efter at jeg selv er blevet voksen og har siddet dér ved julebordet og sunget de ord, som min mor engang har lagt i munden på mig, og som jeg ikke kan huske en tid uden.

Måske andre også har det sådan, eller en dag kan få det sådan, med de sange og salmer, der hører til i deres hjem. Det håber jeg, og jeg håber også, at ordene fra de næste to vers kan finde blivende sted i både mit hjems og andre hjems juleglæde i den fremtid, der kommer. For i salmens tredje vers når glædestonen endnu tættere på alt det, der både hører til den almindelige erfaring af julens liv og er hovedsagen i den kristne højtid:

Der er noget i luften, et barndommens bud,
som lyser imod mig som stjernen fra Gud,
som leder mig stille til frelseren lille
med barndommens fryd,
skønt barndommen flygted som fuglen, der rejste mod syd.

Ja, så er vi dér, hvor vi skal være – dér, hvor det underlige sker, at den jordnære familieglæde blusser op til en højde, hvor den kan blande sig med noget så uhåndgribeligt som hjertets stille, men klangfulde, forventninger om gode tider og himmelsk lys, der en dag skal gøre alle urolige hjerter glade. Det er barndommens budskab og barndommens jubel, der stædigt trodser årernes flugt og fuglenes vintertræk og nu melder sig med fornyet liv og kraft i blødgjorte menneskehjerter for at vise dem i retningen af den hemmelighed, som de ellers ikke selv kan se. Netop så højstemt og gådefuld er den kristne jul – skriver digteren, og synger vi om, når vi lader hans ord blive vores og får mod til at vedstå de længsler, som ser så tåbelige ud for den tørre forstand, men er så virkelige for den, der først har følt dem.

Det er dét, salmens sidste vers handler om, og dette sidste vers har bedst af at stå for sig selv. Det skal ikke tværes ud med mine mange ord. For den, der har ører, kan selv høre, og den, der kender til de dybe længsler, véd jo allerede godt, hvad vi nu venter på – og hvorfor juletiden igen i år vil gøre os så glade:

O kom til os alle, du højtidens drot,
om lokken er gylden, om håret er gråt!
Udbred dine hænder, mens lysene brænder,
og skænk os din fred,
thi evig, ja evig er glæden, når du følger med.

 

 

Sikken dejlig krig

af Anders Raahauge

En invitation til en deltager i debatprogrammet ”Anne Will” på den statslige ARD-kanal sørgede i november for stor opstandelse i Tyskland. Iklædt en niquab, heldragten med kun en smal sprække til øjnene, fremførte en muslimsk paneldeltager radikale synspunkter.

Det udløste en større, efterfølgende debat om frisindets grænser, som minder om den hjemlige vedrønde Imam-loven. Bør vestlig tradition for rummelighed også rumme de synspunkter, der vil samme rummelighed til livs? Synspunkter bør brydes frit uden at nogle af dem på forhånd er udelukkede, men kan man opretholde det smukke princip i den historisk nye situation, at et nyt, radikalt synspunkt er ankommet fra en helt anden kulturkreds til drøftelserne civilisation - et synspunkt, der dybest set plæderer for at drøftelser er af det onde og gerne vil dem til livs.

”Det hører med til vores forståelse af værdier, at vi konfronterer os med andre holdninger” sagde værten Anne Will, da to af aftenens paneldeltagere protesterede højlydt mod de synspunkter som kvinden bag niquaben, den schweiziske konvertit Nora Illi, fremførte.

Hun forsvarede islams kvindesyn og sin egen heldragt, som hun hævdede gav hende frihed. Men hvad der forargede mest, var den forståelse hun udtrykte for at unge, muslimske tyskere drager sydpå for at blive IS-kæmpere. Tyskerne viser ikke islam respekt, og derfor er det ikke så sært at de radikaliserer sig, hed det.

Krigen bliver for dem til en ”bitter-hård langtidsprøvelse med uafbrudte op- og nedture”, citeredes i udsendelsen fra en artikel, Illi har skrevet på det Islamiske Centralråd i Schweiz' hjemmeside.

De unges strabadser under den sorte IS-fane i Syrien kan i lyset af profeten Muhammeds liv tolkes positivt. Han var jo en krigsherre. Deres indsats vidner om civilcourage, skrev Illi.

I panelet var CDU-politikeren Wolfgang Bosbach forfærdet: ”Folk spørger med rette: burde staten ikke gøre mere for at forhindre dette - og så sådan en tekst citeret på statsligt tv! 'Bitter langtidsprøvelse'! Det lyder jo som Ironman!” 

Anne Will parerede: ”Hr. Bosbach, De kan vel nok forstå, at det ikke er vores tekst”. 

Bosbach anerkendte ikke argumentet: ”Nu har millioner hørt det. Det er ingen bitterhård langtidsprøvelse, det er en barbarisk terror-hær, der farer frem med uhørt grusomhed mod alle, der ikke underkaster sig.”

Han fik støtte af panelets islamekspert Ahmad Mansour: ”Dette kan man ikke gøre i statsligt tv. Det er åben krigspropaganda.”

Kulturens brogede berigelse havde mødt sin grænse. Udsendelsen mødte skarp kritik i den borgerlige presse. Die Welts Ralf Dargent taler om en ”skandale-udsendelse” og spørger, om det højreekstreme NPD nu også vil modtage invitationer fra Anne Will?

I samme avis skriver Henryk Broder, at han længe kun har betalt licens med betydelig ærgrelse. Et ”demokratigebyr” kaldes det dernede. Han erlagde beløbet, selvom det virkede på ham som om, han skulle betale ved indgangen til et supermarked, uafhængigt af. om han ville købe noget.

”Jeg betaler sådan set for den option at måtte have lov at købe. En forbruger af tv betaler ikke for det, han forbruger, men for det han kunne forbruge. Så lad gå da, tænkte jeg, hvis det tjener den sociale fred. Men nu er det slut.”

Synet af den tildækkede, der skønsnakkede IS var imidlertid dråben. Nu er det slut med at erlægge de månedlige 130 kroner, som udgør den tyske licens.

Millioner af muslimer fra Indonesien til Tunesien gik på gaden i vild forargelse over Jyllands-Postens fuldkommen harmløse tegninger, som de tilmed kun kendte fra hören-sagen, mens vores værdiforståelse skal bestå i at møde andre holdninger, bemærker Broder. Han vil gerne protestere:

”Det hører til vores værdiforståelse, at der er meget vi ikke diskuterer, fordi det hører til det indlysendes kanon. Tortur, prygle- eller dødsstraf er ikke noget at diskutere. Heller ikke æresdrab eller seksuelt misbrug af børn. Debatten for og imod børneægteskaber er blevet os påtvunget af indvandringen. Vi drøfter det nu, som vi for 15 år siden drøftede dåsepant.”

Det er også overflødigt at drøfte niquab eller burka, skriver Broder. Også ud fra argumentet med, at et forbud angiveligt vil forhindre muslimske kvinder i at komme ud og få lov at deltage i det sociale liv. Fuld tildækning er i selve sit væsen ikke social, lyder det fra Broder.

”Til det indlysendes kanon hører, at jeg kan se, hvem jeg har med at gøre. Det er den minimale forudsætning for enhver art omgang med hinanden. Det baserer jeg min værdiforståelse på.”

Debatten i Tykland er det sidste år blevet meget mere fri, og Henryk Broder er ikke længere en røst, der råber i ørkenen. Nu farer man også uden omsvøb frem fra de pæne medier:

Kulturredaktør ved Frankfurter Allgemeine, Michael Hanfeld, kalder Nora Illi for ”den perfekte propagandist for en nihilistisk tilintetgørelseskult, fordi hun kan fremstille undertrykkelsen – især af kvinderne – som befrielse.”

Videre skriver Hanfeld: ”Illi taler ikke om mord på de 'vantro', altså alle dem, der ikke vil underkaste sig IS, ikke om voldtægter og tvangsægteskaber. Hun taler om den fuldt tildækkede kvindes 'selvudfoldelse'.”

Redaktør på magasinet Focus, Carin Pawlak, kalder udsendelsen for ”en offentlig ørefigen til feminismen i Tyskland, der i årtier har kæmpet for kvinders rettigheder.”

Udsendelsens redaktør Juliane von Schwerin forsvarer sig. Panelets sammensætning førte til en ”tilpas og nødvendig konfrontation”, udtaler hun.

Die Welt har interviewet paneldeltager Wolfgang Bosbach, der opfordrer til tydeliggørelse af, hvad der falder ind under den grundlovssikrede religionsfrihed.

”Religionsfrihed er ikke tåbelighedsfrihed”, erklærer han. Kommer det til kollisioner mellem sharia-islam og vestlig frihedstradition, må førstnævnte vige.

Man standser ikke den voksende islamisme i Tyskland gennem terapeutiske debatprogrammer, anfører Bosbach.

”Vi må ikke længere tabuisere eller marginalisere åbenbare konflikter, men tale tydeligt om dem. Og bliver man bedt om ikke at bære et kors ved et moskebesøg, skal man give afkald på moskebesøget. Også på den måde kan man give et tegn.”

Kvinden i niquaben, 32-årige Nora Illi, er datter af en socialpædagog og en tysk psykoterapeut og var som ung punker. Siden lod hun sig døbe katolske, men viede sig siden til buddhismen. På en ferie i Dubai med sin fraskiltefar som 17 årig traf hun en muslimsk gejstlig, der omvendte hende til islam.

Hun optræder hyppigt i schweiziske og tyske medier. 'Niquab-Nora', kalder schweizerne hende.

”Det ligger i mandens natur, at han på et tidspunkt savner en anden kone”, har hun udtalt om ægtemænd. Derfor skaber flerkoneri harmoni.

Hendes mand har foreløbig dog kun hende. Qaasim Illi kalder han sig, også konvertit og schweizer. De har fire børn. Han er kendt for sin anti-Israelske propaganda og hyldester til palæstinensiske selvmordsattentater. Han er dømt for racisme, våbenbesiddelse og besiddelse af forbudt pornografi.

Konvertitterne gør væsen af sig for tiden i Tyskland. I december måned afslørede den tyske Bundesverfassungsschutz, landets efterretningstjeneste, en muldvarp i sit hovedkvarter i Köln. Det skete samtidig med at de tyske myndigheder har indledt en kampagne mod landets salafister, en radikal muslimsk gruppering som står særligt stærkt i Tyskland. Den blev forbudt for en måned siden.

Muldvarpen var knyttet til arbejdet med uskadeliggørelse af salafist-miljøet og blev afsløret i at meddele fortrolige oplysninger om efterretningstjenestens operationer. Han røbede dem under en chat med en efterretningsagent, der udgav sig som islamist.

Den 51-årige familiefar, som var konverteret i al hemmelighed, foreslog tillige sin chatpartner at skaffe adgang for ligesindede brødre til efterretningstjenestens hovedsæde i Köln, så de kunne udøve et bombeattentat mod ”de vantro”, hvilket bestemt måtte være ”i Allahs ånd.” Han erklærede sig tillige villig til ”at gøre alt for at hjælpe brødrene.”

Rugbrødsgudstjeneste

af Stefan Teilmann Laub Nielsen

 

Hvad har rugbrød og gudstjenesterne med hinanden at gøre? Det korte svar er: intet – og så alligevel. I det mindste i overført betydning, og det kræver en forklaring.

Rugbrød er for mig noget helt grundlæggende. Det spiser jeg på en grå tirsdag i februar med en kedelig spegepølse ovenpå, og jeg spiser det på en festdag med rødspættefilet og remoulade på. Rugbrødet er med til hverdag og fest. Og det er der hele tiden.

Gudstjeneste er for mig noget helt grundlæggende. Den er der på en grå søndag i februar i en halvtom kirke, og den er der første søndag i advent med fulde huse. Gudstjenesten er der til hverdag og fest. Og den er der hele tiden.

Uanset hvor mærkelig sammenligningen kan virke, er rugbrød og gudstjenester noget, der altid har været der, og altid vil være der. Det er noget, jeg ikke kan undvære, hverken når det er kedeligt eller festligt. Og netop de to ord kedeligt og festligt mener jeg, bliver to poler, når der skal planlægges gudstjeneste og gudstjenesteformer. Er gudstjenesten eller højmessen ikke lidt for kedelig og gammeldags? Kunne vi ikke peppe den lidt op og få lidt flere mennesker i kirke? Så kan vi gøre lidt reklame på facebook, hænge et banner op foran kirken, skrive et indlæg i lokalavisen etc. Det synes, at være nogle af overvejelserne bag nyere gudstjenesteformer som motorvejsgudstjeneste, spaghettigudstjenester, Grand Prix-gudstjeneste, motionsløbsgudstjeneste, rockgudstjeneste, halloweengudstjeneste, sejlertræfgudstjeneste etc.

Kirker skal naturligvis have lov at lave de gudstjenester, de ønsker. Jeg har selv deltaget i en række af dem, og kan blot konstatere at de stort set alle fokuserer på noget andet, end hvad jeg opfatter som det centrale i gudstjenesten: prædikenen. Når jeg fra tid til anden går i kirke, er det som regel noget jeg gør søndag formiddag. Så spørger jeg min kone, om jeg lige kan gå til højmesse, og så tager jeg som regel vores søn, Jens, på fem år med. Der er ikke nogen bestemt anledning, jeg har bare lyst til det. Vi har dygtige præster, som udlægger evangeliet på en let forståelig måde, uden at tale ned til menigheden. De forstår at finde ind til kernen i teksten, og videreformidle den så ”moderne” mennesker kan forstå den. Med ”moderne” mener jeg, at præsterne formår at gøre en 2000 år gammel tekst nærværende. Og det er for mig det centrale i en gudstjeneste.

Måske er jeg let at distrahere, men ligeså snart der er rockband, folk der sidder i løbe-, sejler- eller halloweentøj, grand prix-musik eller kirkerummet er flyttet til et aflukket stykke motorvej, kommer det i min optik til at handle om noget andet. Derfor har jeg kun været med til få af de nævnte gudstjenestetyper. Til rockgudstjenester lå fokus i langt højere grad på bandet, end på hvad præsten sagde. Til halloweengudstjenester lå fokus i langt højere grad på udklædning, græskar og uhygge, end på hvad præsten sagde. Og sådan kunne jeg blive ved.

Jeg bliver så at sige ”hylet ud af den”, samtidig med at jeg sidder med en fornemmelse af at være blevet lokket i kirke. Og der er en verden til forskel på, at have lyst til at gå i kirke og så blive lokket i kirke. Faktisk har jeg siddet med en dårlig smag i munden, når kirken er blevet fyldt med mennesker, der normalt ikke går i kirke under dække af alt mulig andet end selve gudstjenesten. ”Så fik vi lokket jer ind. Nu skal I høre om Kristus!” Lidt polemisk stillet op, men jeg tror, pointen er der. Folk kom ikke for at få evangeliet forkyndt, men det er jo netop det, man går i kirke for. De kom for at få Grand prix, rock, græskar etc., men fik noget andet. Og det bliver i min optik falsk varebetegnelse.

Min svigerfar sagde på et tidspunkt: ”Kan de kirker ikke bare lade folk være i fred? Hvad er det for et reklameshow?” Jeg er helt enig. Lad folk gå i kirke, hvis de har lyst til det. Lad være med at lokkekampagner med spaghetti, rockmusik, motion og alt mulig andet. Og her er måske en modsigelse, for har kirkerne ikke lov til at lave de gudstjenesteformer, de vil? Jo, bestemt. Men skal vi absolut lokkes med det via reklamer, bannere, Facebook og hvad ved jeg? Og i øvrigt er der en lille, men vigtig, forskel på at holde spaghettigudstjeneste og at holde fx en kort gudstjeneste med mulighed for spisning bagefter. Kirkekaffe, frokost efter højmessen etc. er gode tiltag, men det er efter gudstjenesten. Adskillelsen af tingene er centralt.

Summa summarum: Der er to problemer med alle disse eventlignende gudstjenester. For det første skifter fokus let fra prædikenen og forkyndelsen af evangeliet til noget andet, om det så er rock, motionister eller motorvej. For det andet skal der gøres reklame for at lokke folk i kirke, og så forkynde de ”lokkede” i løbe-, sejler- eller halloweentøj. Kirken vil gerne være lidt festlig, moderne og indbydende – og det skal folket vide. Og hvad egner sig bedre end reklamer i alle mulige former?

Men kirken er både hverdag og fest, uden at den behøver at blive pakket ind i alt muligt. Der er alle de ”almindelige” gudstjenester første, anden, tredje, fjerde, femte etc. søndag efter Trinitatis, og der er den festlige gudstjeneste første søndag i advent. Jeg kommer til begge dele. Ligesom jeg spiser rugbrød til hverdag og fest.

Måske er det tid til at introducere begrebet rugbrødsgudstjeneste?

Er en fyldt kirke udtryk for en levende sognekirke?

af Johannes Engholm Gjesing

Naturligvis er det en glæde, når en kirke har mange flittige kirkegængere. Men er det modsat udtryk for en fiasko, hvis et sogns kirke er knap så velbesøgt? Er der ikke også andre ting, der afgør, om en kirke er sund og levende – eller hvad?

Da jeg som nyslået præst i 00'erne virkede i Vojens, besøgte jeg ofte min nabo, Anton. Anton var en gammel mand godt oppe i 90'erne. Han havde været bonde hele sit liv i det sønderjyske og boede nu på plejehjem.

Anton var flittig kirkegænger og havde lagt øre til mange præsters prædikener. Det var nu ikke dem alle, han brød sig om. ”Men”, som han sagde, ”det er med præster som med døden. Man lærer at leve med det” Selvom han nu var blind, så spadserede han stadig hver søndag med raske skridt mod kirken med præsten halsende efter sig. Ja, hvem var det i virkeligheden, der ledte hvem, kan man spørge?

Da emnet en dag faldt på den til tider vigende kirkegang, udbrød Anton: ”Sådan er det. Det går op, og det går ned. Kirkegangen var heller ikke for god i 1930'erne”!

Det er befriende at høre sådanne ord fra en moden mand med livskundskab, som formår at anskue tilværelsen ud fra det rette perspektiv.

En sådan moden måde at anskue tilværelsen på kan man ofte savne. Som alt andet i samfundet er der også tendens til at ville måle en kirkes succes på antallet af kirkegængere, antallet af arrangementer og hvad der nu ellers nævnes kan. Bevares! Enhver præst og ethvert menighedsråd drømmer naturligvis om en høj kirkegang. Og de mange aktiviteter er også en vigtig og uundværlig del af folkekirkens liv.

Men spørgsmålet er, om en høj kirkegangsprocent også nødvendigvis er et bevis på, at en sognekirke er en succes? Umiddelbart vil man jo sige ja. Går folk i kirke, må det jo være udtryk for, at man er glad for kirken i sognet. Og de fyldte kirker er jo også dem, vi helst vil fortælle om. Det giver god presse.

Men man kan også forestille sig en dygtig præst med en meget markant teologisk profil. En sådan præst vil måske kunne trække ligesindede kirkegængere til langvejs fra. Målt på kirkebænken er præsten en succes. Men det er jo ikke sikkert, at folk i sognet bryder sig om præsten, eller at de anser sognets kirke som deres sognekirke. Det samme kan man sige om en præst, der måske er en blændende arrangør af spektakulære events, der trækker folk til huse. Præsten bliver måske kendt og endda populær ud over landet, men er han en god præst i sit sogn?

Man kunne modsat forestille sig en præst, der har en lav kirkegang. Men alle i sognet kender præsten. Han eller hun er måske aktiv i mange folkelige sammenhænge, og man har tillid til præsten som en borger i sognet. Selvom sognebørnene ikke søger kirken hver søndag, møder de præsten med tillid ved livets afgørende knudepunkter. Hvis der er tale om, at kirken skal nedlægges, vil der derfor komme kraftige folkelige reaktioner.

Præsten har et kald som ledende person i menigheden. Men præsten har også et folkeligt kald som en fremtrædende person i sognet. De to funktioner kan let kollidere. Hvis præsten isolerer sig med de mest kirkevante om det ”rene” budskab, forvandles sognemenigheden til en sekt, der støder de ikke så kirkevante fra sig. Det, der skulle være en sognekirke, har nærmest antaget karakter af en frikirke, der ikke føler sig bundet til et bestemt sted, men alene af en bestemt forkyndelse eller måske af en karismatisk personlighed. Hermed har præsten svigtet sit kald – netop som en sognepræst, der både skal komme de kirkevante og de ikke så kirkevante i møde.

Menighedsrådet kan være en vigtig faktor til at sikre sognekirkens folkelige forankring og holde præsten fast på, at man som sognepræst ikke kun har en kirkelig, men også en folkelig forpligtigelse. At præsten har en folkelig forpligtigelse er naturligvis ikke det samme som en forpligtigelse til at gøre kirken ”populær”. Ofte vil man vist finde, at en kirke, der bliver kendt for sine opsigtsvækkende initiativer, har en mere overfladisk folkelig forankring end kirken i et mere stille sogn, hvor kirken lever i en ubesværet vekselvirkning med sognets beboere. Man kan derfor også spørge, om fornemmelse af sogn og kirke ikke ofte er dybest indfældet i et lille sogn, der ud fra en statistikers betragtning ikke er rentabelt og i virkeligheden burde lukkes.

I betegnelsen folkekirke ligger ordet ”folkelig” gemt. Men folkelig er ikke uden videre det samme som populær. Den megen opmærksomhed på opsigtsvækkende og velbesøgte kirkelige engagementer må ikke gøre kirken til en konkurrent i underholdningsindustrien. Den konkurrence er kirken på forhånd dømt til at tabe.

Hedenskab og kristendom belyst ved to forfatterskaber

af Andreas Meng

Undersætningen i den Sætning: Gud er Kjerlighed, er: han er Din Døds-Fjende. (Søren Kierkegaard, ”Øieblikket nr. 5”)

Hvad der udgiver sig for at være kristendom, er sjældent andet end en forsødende tilsætning til en mere eller mindre udtalt folkereligiøsitet. Sådan har det nok været siden begyndelsen. Sådan var det også på Henrik Pontoppidans tid. Et forhold som han skildrede skarpt i sin novelle Knokkelmanden, hvor ægteparret Ane og Simon render fra den ene heksedoktor til den anden i grufuld forventning om Anes snarlige død, for at få hjælp til at fjerne den uheldige forhindring, som driver en kile ind i deres ellers så lykkelige hverdag.

Mod bogens afslutning føjes kristendommen til som endnu en sutteklud i rækken, der ikke vil lade Ane være død, men give det hele mening. Sådan er det også i vore dage, hvor man bilder hinanden ind, at man kommer i himlen og kan kigge ned, at man bliver en stjerne på nattehimlen, en gæst ved langbordet eller som Hella Joof siger det i sin katekismus: ”Døden betyder, at vi forlader vores krop og går over i en anden form. Intet forsvinder. Vi har altid været her og vil altid være her”. Altså, vi dør ikke, det er bare en leg, for så uretfærdig vil Gud dog ikke være, at han sådan lader os dø, han elsker os jo, ham den gamle, og kender da alle vores gode sider.

Med ”alt kød må dø”, mener vi det ikke så radikalt enfoldigt, det må da bare betyde, alt det dårlige må blive fjernet fra os: den ømme ryg, rygetrangen, at vi bander for meget eller begærer vores medmenneskes hustru. At alt det gode i os overlever døden, og bliver potenseret, det er hvad man forstår ved Paulus’ tale om, at man er levende ved guds ånd. 

Men ligesom Ane og Simon er vi alle trælle for døden. I vores iver for at undgå Guds dom over synderen, er vi slaver af ethvert forsøg på at slippe udenom den: det være med magisk overtro på karma, livsfilosofier om at ”gribe dagen”, spisevaner, det teknologiske – og medicinske fremskridt eller troen på kødets opstandelse. Og dermed lever vi ikke for Gud og vores medmenneske, men har så evigt travlt med at hytte vores eget.

Ordet

Ikke desto mindre udgives denne sutteklud dog ofte som et udtryk for en ægte kristentro. Umiddelbart kan det også være svært at skelne, fordi ordene er de samme. Men evangeliet, det er skillelinjen, og hvor det forkyndes, da ses tingene i det rette lys. Derfor vil det da også være nærliggende at belyse to stykker litteratur der forkynder det ene og det andet. Her kan man med fordel tage fat i Kaj Munks Ordet og Martin A. Hansens Høstgildet. Det interessante ved en sammenligning af disse to tekster er, at de begge to omhandler sammenlignelige begivenheder: to dødsfald, og at de begge har som forudsætning at forkynde kristendom. Begge forfattere var da også kendte både i samtiden og i eftertiden for deres indsats under krigen, deres litterære værker (og dette gælder måske specielt Hansen) og for deres forkyndelse (omvendt her gælder dette vel mest Munk). De to historier har samme tema, om man må bruge sådan et ord, men i forkyndelsen er de adskilt.

Kaj Munks Ordet omhandler to familier i Vestjylland, en grundtvigiansk og en missionsk. Den grundtvigianske gårdejer, Morten Borgen, har tre sønner, hvoraf den mellemste, Johannes, er blevet sindssyg og anser sig selv for at være Jesus. Den yngste søn, Anders, vil gerne gifte sig med den missionske Peder Skrædders datter, men denne del af historien skal vi ikke opholde os meget mere ved. Hvad der er stykkets klimaks, indtræffer nemlig ved Mikkels, Mortens ældste søns, kones død.

Inger, som hun hedder, dør i barselssengen. Tilbage står Morten, Mikkel og hele gården i magtesløshed. Morten er da ikke sen til at give sig i hast med forklaringerne til Ingers død, ”Dette her er godt for noget, Hr. Pastor”, og præsten supplerer med et, ”Saa visst som der er en Mening i og med Livet, er Døden kun en Overgang,(…)”, og som den tredje af Jobs venner kan Peder Skrædder da også føje mening til forargelsen, ”Jeg synes, hun ligger der som et Offer for dine Synder, Mikkel”. Ind i scenen træder også Johannes, som efter en kort forsvinden er blevet fundet og kureret for sin sindssyge.

Johannes, som er vendt tilbage med ”Opstandelsestroens Sejrsforvisning”, griber fat i Mikkels og Inges datter og får ved deres fælles bøn vakt Inge til live igen. Den naive barnetro og det lidenskabelige mod til oprigtig bøn. Det er svaret. Ejer vi blot det rette sind, den rette tro og lidenskab, så kan vi overkomme døden. Eller med hans egne ord: "Jeg har skrevet et skuespil, hvor en brændende tro kalder en død tilbage til livet”.

Hvis altså bare vi har en tilstrækkelig stærk og inderlig tro på gud og tør bede i denne, så kan vi få det som vi ønsker os det. Og det vil i store træk sige: at overvinde døden ved os selv. Og så er døden jo alligevel ikke så svær, for tror vi bare nok, så dør vi da slet ikke. Niels Nøjgaard er da heller ikke i tvivl om, at dette drama ikke væsentligt relaterer sig til dette liv, men til ”livet bag graven”. Eller sagt på hellask: ”Døden betyder, at vi forlader vores krop og går over i en anden form. Intet forsvinder. Vi har altid været her og vil altid være her”, og man kan med Munk tilføje: hvis da blot du ejer den lidenskabelige, naive og modige sejrsforvisning.

Her er troen en egenskab ved os selv, og ved den egenskab skal ikke Gud sejre, nej, der skal vi sejre og beholde livet, om end vi dør. Ved os selv skal vi sejre til at forblive os selv. Hvor man i gamle dage blot skulle grave et brugt brudeskørt ned ved midnatstide, være modig på kamppladsen eller ofre lidt til vætterne ved midsommer, introducerer ”kristendommen” nu bare en ny måde at bjerge livet på: den valuta man kalder ”tro”.

Høstgildet

Martin A. Hansens novelle Høstgildet fra samlingen Agerhønen tager sit udgangspunkt i et høstgilde på landet. Ved festen sker der det tragiske, at en røgter, Johan, dræber en ung dreng ved navn Jens Otto ved at drikke ham ihjel. Da Jens Ottos far kommer for at hente drengen og slår præstens tilbud om hjælp hen med et, ”kan du gøre ham levende?”, stiller det den unge præst i en eksistentiel fortvivlelse, for det kan han rigtignok ikke.

Han kan heller ikke bruge alle de fine forklaringer, der tilbydes mennesket som forklaring på lidelsen og døden: ”Ja. Nielsen kunde jo let forklare det. Mening? Vilde han sige, det er en Prøvelse. En Herrens Prøvelse … men den Tanke hører hjemme i høj og tynd Luft”.

Det er teologisk tankespind, når mennesket prøver at gå Gud i kortene og komme udenom den forargelse som døden er: ”Jeg har lært meget af den dreng, alt hvad jeg ved, sagde han, jeg har lært, hvad der skulle være mit kald. At give det meningsløse mening. At komme med noget, der er større, rigere, dybere end trøst og råd. Men jeg har ikke lært at komme med det. Jeg kommer tomhændet”.

Og præsten tager denne magtesløshed på sig. Han kan hverken gøre fra eller til, han har ikke gode råd eller fortællinger, der kan lindre smerten. Han har kun et, og der er bønnen til Jesus Kristus om opstandelsen i gud, og med den går han hjem til den sørgende familie for at være tomhændet sammen med dem i bønnen til Gud.

”Kan du gøre ham levende, Præst? Præsten saa den store, haarde Mand i Øjnene og svarede: - Kan du tro sammen med mig, da skal Jesus Kristus kalde ham op … Da vidste Præsten, at han havde brudt Muren og givet Faderen den første, frygtelige Hjælp, og han gik tilbage for at være hos den døde”. 

Han havde brudt muren, den mur som er mellem os mennesker, men som kun kan brydes ned ved Kristus, den mur som også adskiller liv fra død. Ikke ved vores tro, men ved Jesus Kristus gøres vi levende. Ikke til vores eget, men til et liv for ham og medmennesket: dvs. det, som er livet.

”Og han gik tilbage for at være hos den døde”. Den døde er død, han bliver ikke andet. Her er opstandelsen ikke, at den døde ikke er død alligevel, men at den døde er levende i gud. Når vi dør, da er vi ikke uden ham, men levende for Gud. Det var dødens brod, at den adskilte os fra Gud, men ved korsdøden er dødens brod væk, således at Gud bliver alt i alle, når vi er blevet til muld. Den opstandelse, som vi ikke fatter og ikke ved hvordan ser ud, men som man må tro og håbe på, er en opstandelse til Gud: den er livet. Både her og hisset. Og den vil altid betyde vores afdøen. Når vi bliver til intet, når vi ankommer tomhændede, da står Gud der. At blive til intet overfor gud, det er kristendom.

Den kristne kender ikke en bedre virkelighed end den ikke-kristne, men tror og håber, at under lidelsen og døden, som vedbliver at være en forfærdelse og en forargelse, er vi ikke forkastet af Gud, men under Guds nåde. Under døden, der er livet. Under korset, der er vi ikke længere fortabelsens æt, vredens børn, men Guds børn og arvinger til evigt liv.

Mennesket er ikke ene – dette er paa engang død og evangelium. (Tage Schack, ”Afhandlinger”)

Dåb og folkelighed

af Villy Klit-Johansen

Kristendommen er folkelig i en meget dyb forstand af ordet, og det bunder i virkeligheden i dåbspagten. For en ordens skyld oplyser jeg, at dåbspagten er den pagt, som Gud stifter med et menneske i dåben. Det er ikke sikkert, det er så selvfølgeligt i vore dage.

En gammel bekendt og noget ældre kollega af mig fik et godt råd af sin far. Min kollega var i begyndelsen af teologistudiet og var foruroliget og betænkelig ved meget af, hvad han hørte på fakultetet. Han syntes, at teologerne ligesom pillede det hele i stykker. Måske oplevede han det bare som en hård overgang at komme fra et miljø, hvor kristentroen var noget selvfølgeligt, til det akademiske miljø, hvor alting nødvendigvis må undersøges kritisk. Eller måske mødte han virkelig tanker, der var af en helt anden ånd, det var svært at afgøre, og det kan selvfølgelig gøre et ungt menneske usikker.

Hans præstefars råd til ham lød: ”Hold du dig til din dåbspagt.”

Det var et godt råd, for det er vigtigt at skelne mellem den akademiske teologi på universitetet og så kristentroen, der lever i kirken og i hjertet. Dåbspagten er et ståsted og et hvilested for troen, og samtidig giver den frihed til at prøve tanker af, uden at troen bliver væltet omkuld.

Dåbsdebatten

For nylig var der en debat om dåben, forårsaget af en udgivelse fra Folkekirkens Konfirmandcenter, betitlet Hellas Katekismus. Der blev luftet mange forskellige synspunkter. Nogle mente, at dåben ikke er et nådemiddel (som formidler Guds nåde til mennesker), men derimod en bekendelse af evangeliet (baptisterne Steenbuch, Hylleberg og Møller-Hansen, KD 25/10). En mente, at dåben strengt taget er unødvendig, for på Kristi kors bliver alle mennesker gjort til Guds børn (Lars Sandbeck i en af biskop Skovsgaard oprettet tråd på Facebook). En enkelt satte i kampens hede spørgsmålstegn ved, om Grundtvigs dåbssyn virkelig var luthersk. Nogle beskyldte endda os, der hører hjemme i den lutherske kirkeafdeling, for at gøre dåben til en betingelse for Guds nåde!

De fleste indlæg i denne evige debat er præget af tidens tendens til spiritualisme/rationalisme i forskellige nuancer. Ordet spiritualisme bruges om det at lægge vægt på det indre, åndelige, og nedvurdere det ydre, legemlige, såsom kirke, sakramenter og legemlig opstandelse. Rationalisme er fornuftsdyrkelse af forskellig slags. Rationalister mener typisk, at evangeliet når til mennesker gennem deres egne kloge fortolkninger af skriften, altså menneskers fortolkninger af døde bogstaver.

Spiritualismen og rationalismen fører til synspunkter som disse: At dåben er menneskets bekræftelse på troen (baptistisk), at genfødelsen ikke sker i dåben (reformertes opfattelse), eller at dåben er et tegn eller bare en forkyndelse af noget, som vi sådan set godt ved i forvejen fra evangeliets forkyndelse (almindelig spiritualisme/rationalisme). På denne linje synes sognepræst i Risskov, Hanne Marie Houkjær, at ligge, når hun i Aarhus Stiftstidende den 4/12 2016, i bedste mening naturligvis, skriver til en tidligere konfirmand, der har meldt sig ud af Folkekirken: ”Kan du huske, vi talte om, hvem der er Guds børn. Om man også er Guds barn, hvis man ikke er døbt? Du sagde, hvorfor så blive døbt, hvis man alligevel er Guds barn. Jeg tror, jeg svarede dig, at det man er, er jo ikke lige meget. Det er værd at markere det! Tegnet på, at vi er elsket, har navn, tilhører andre er værd at fejre.”

Dåbspagten

Disse linjer skal ikke bruges til et teologisk skoleridt, men blot til et stilfærdigt vidnesbyrd om et gyldigt alternativ. Alternativet er dåbspagten, og det er ud fra den, dette er skrevet. Det bliver i praksis i første omgang nogle overvejelser over et par salmer. Hvis man vil lære om kristendom, kan man nemlig med fordel gå til salmebogen.

Vi begynder i salmen Sov sødt barnlille. I 4. strofe er der stor begejstring blandt Guds engle i himlen. Hvorfor? Fordi bønnen Fadervor er nået derop:

De råbe, de sjunge:
På jordklimpens tunge
et ord af Guds Søn
er blevet til bøn ...

Jordklimpen er mennesket. Det er et ord af Guds Søn, der er blevet til bøn på menneskets tunge. Ja, det er klart. Fadervor er jo Herrens bøn. Jesus har selv formet bønnen, og han lærte sine disciple den. Nej, det er ikke det, der er meningen! Det er meget større.

Grundtvig skriver om dåben, og han læner sig, som så ofte, op ad dåbsritualet. Han er overbevist om, at den korsfæstede og opstandne Herre står lyslevende ved døbefonten og siger Fadervor til den, der bliver døbt, selv om det er et menneske, der lægger stemme og hånd til. I denne sammenhæng er Fadervor det lille Guds ord (”det lille Guds ord”, strofe 3); det store Guds ord er så trosbekendelsen, som Grundtvig ellers plejer at kalde det lille ord af Vorherres egen mund.

Vel er Fadervor en bøn, men først er den Guds levende ord til den, der bliver døbt. Det er en gave, der overdrages, endda under håndspålæggelse. Så kan det ikke blive mere personligt! Med andre ord: Jeg er døbt. Jeg er Guds barn. Fadervor er min bøn. Gud lytter til mig.

Er det noget, Grundtvig finder på? Nej, i det dåbsritual, han var døbt med og selv døbte med, var rækkefølgen i de enkelte elementer anderledes. Fadervor kom lige efter evangeliestykket om de små børn, der blev båret til Jesus. Det går tilbage til Luthers dåbsritual, Taufbüchlein, og sikkert længere tilbage. ”Børneevangeliet” slutter: ”og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” Luthers ritual, der er dejligt fri for den småsnakkende stil, der senere har bredt sig, både i ritualet og ikke mindst i præsternes regibemærkninger, går direkte, uden snak, over til Fadervor. Der står ganske enkelt (min oversættelse): ”Så lægger præsten sine hænder på barnets hoved og beder Fadervor, mens fadderne knæler ned: Fadervor, du som er i Himlen osv.”.

Lige præcis dét kunne jeg godt ønske ændret i vores ellers udmærkede dåbsritual: At få Fadervor tilbage på dens plads, hvorfra nogle emsige teologer fik den flyttet i 1912. De har åbenbart ikke været opmærksomme på en vigtig pointe.

Men altså: I Markusevangeliet får vi ikke oplyst de velsignelsesord, som Jesus sagde, da han velsignede de små børn, men ved dåben er det Fadervor! Fadervor er de ord, hvormed Kristus velsigner den, der bliver døbt. I salmen Op til Guds vi gå, der er digtet direkte over dåbsritualet, hedder det:

Så lærer os Guds Søn
sin egen barnebøn,
indånder i vort bryst
sin egen barnerøst.

Guds Søn med faderfavn
os giver børnenavn,
Gud siger om vor bøn:
Den kommer fra min Søn.

Dér er det hele sagt. Forenet med Guds Søn i dåben er vi Guds børn, og Gud hører vores bøn, som kom den fra Jesus selv.

Dåbens ord

Guds ord til os i dåben, hvilket er det, der gør dåben til dåb, er først og fremmest Troens ord (den apostolske trosbekendelse). Troen får vi givet i dåben.

Dernæst er det også håbets ord, som er Fadervor. Håbet er også Guds gave til os i dåben.

Og endelig er det fredens ord. De sidste ord i dåben er ”Fred være med dig”. Det er de ord, som den opstandne Frelser mødte sine disciple med påskedag om aftenen, da de sad frygtsomme bag en stængt dør. Nu siger han det til den, der bliver døbt. Det er klart, at det er et vigtigt led i dåbsritualet.

Fred er det samlende udtryk for hele frelsens realitet. Og det er ikke bare et fromt ønske af præsten. Det er Herrens eget mægtige ord, hvori han giver os det, som ordet lyder på. Ved dåben giver han altså denne store gave personligt til den, der bliver døbt: sin fred. Fred? Ja, "det er den fred, vor frelsermand / med angestsved har bragt i stand.” Mens præsten siger ”fred være med dig”, lægger han/hun hånden på barnets (eller ved voksendåb den voksnes) hoved, fordi det er et led i dåbspagtens oprettelse.

For Grundtvig er dåben livets kilde. Det er nemlig en historisk kendsgerning, at det er i menighedens forsamling, ved døbefont og nadverbord, at evangeliet er levende overleveret gennem slægterne fra apostlene til i dag. Bibelens ord og præsternes udlægninger er derimod lysord, der oplyser det liv, vi fik i dåben.

Denne skelnen mellem livsord og lysord er vigtig, for der er så mange, der gerne vil fortælle os, hvad vi skal tro. Der er mange, der gerne vil spille paver. I disse tider, som på Grundtvigs tid, er det især de før omtalte spiritualister og rationalister.

Genfødelsens bad

Ofte taler Grundtvig om, at dåben er badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden. Det er den netop i kraft af Guds ord. Guds ord og vandet tilsammen, eller sagt på grundtvigsk: troen og dåben tilsammen, er genfødelsens bad, hvor vi fødes til et nyt liv som børn af den himmelske Fader.

Jeg bringer to citater fra Grundtvigs prædiken i Vartov fastelavns søndag 1842 (bør læses langsomt og opmærksomt):

"det var såre ilde, at det i den sidste tid hartad glemtes, at vor dåb er ingenlunde blot som omskærelsen et tegn, men er i sandhed et genfødelsens og åndsfornyelsens bad, hvori de troende får syndernes forladelse og fødes af Ånden til Guds børn i Jesus Kristus, fordi de døbes, tvættes og renses af Ham, som døber med den Helligånd."

"Vil således fjenden pege på vandet i dåben og spørge, om vi endnu som blinde papister kan tro på den umulighed, at det aftvætter vore synder, da svarer vi med Morten Luther, nej, det er ikke vandet, men Guds Ord, som vandet er sammenføjet med, Guds Ord, hvorved både himmel og jord blev til, der gør dåben til et genfødelsens og fornyelsens bad i den Helligånd ..."

Grundtvig var en god teolog, og han var ikke bange for at udtale sig om kristendom i ret ”dogmatiske” formuleringer. Han udfolder dåben bredt i prædiken og salmer, og så samler han lige det hele i en katekismusagtig formulering, der som en maggi-terning indeholder hele essensen. Man burde næsten lære den udenad. Nedvurderingen af god teologi og dogmatik er en gammel sygdom, der synes at være ret udbredt i vor tid. Det er en af grundene til, at dagens kirke er så svag. Her kan vi lære af Grundtvig.

Man kan roligt fastslå, at Grundtvig havde et luthersk dåbssyn (jf. Luthers lille Katekismus). Men han gentog ikke bare Luther. Grundtvig havde et andet og dybere syn på Ordet, end Luther havde og kunne have. Grundtvig indså, at livskilden ikke var den døde skrift, men Guds levende ord. Han havde jo set, at skriftteologien førte til et skriftteologernes pavedømme, og det havde på ingen måde hindret den ødelæggende rationalisme.

Til kamp mod det ufolkelige dødbideri

Dybest set er spiritualister og rationalister to alen ud af ét stykke. Om vægten lægges på psykologi og følelsesliv eller på fornuften gør mindre forskel, end man forestiller sig. Begge er menneskets eget hovmodige forsøg på at bygge en himmelstige. Dette dødbideri skal der selvfølgelig gøres op med i teologisk kamp. Det med at spille paver kan de spare sig. I dåben og nadveren, hvor Herren er lyslevende blandt os, hører vi Guds ord til os.

Det betyder, at kristendom er en folkelig sag. Vi har alle lige og direkte adgang til Gud. Og dét hvad enten vi er lægfolk eller teologer. Teologerne har intet fortrin her. Hvis de har trang til Guds nåde, må de som alle andre søge til dåbspagten. Evangeliet er folkeligt.

Det havde Grundtvig lykke til at formulere klart i prosa og endnu bedre i vidunderlig poesi, og det har haft meget stor betydning for kirken i Danmark.

Guds kraft (prædiken)

af Christoph Blumhardt

Christoph Blumhardt er ikke helt ukendt i teologiens historie, specielt ikke efter Barths brug af ham. Alligevel findes der stort set ikke noget materiale om ham på vores modersmål, og da slet ikke når det gælder hans vigtigste bidrag: prædikerne. Og det er ærgerligt, fordi disse prædikener stadig har noget væsentlig at sige.

Man kan bide mærke i meget ved Blumhardts forkyndelse: efterladenskaber fra faderens, Johann Blumhardts, pietisme eller Blumhardts baggrund i socialdemokratiske bevægelser. Men det ejendommelige, det sære for os, ved Blumhardts forkyndelse, er ikke disse ting, men Ordet fra Gud, om hans gennembrud ind i vores verden, om Gudsriget som omstyrter vores tilværelse og sætter os i eksistens. For Blumhardt var det ikke menneskets opgave at finde frem til Gud eller bygge tårne ind i himlen, men at modtage Guds nåde, som er tilsagt os i hans søn Jesus Kristus.

Jesus Kristus, som er det Guds Ord, der er talt direkte til os nu! Ikke et ord om en stor mand fra antikken, som besad en enestående etisk adfærd, men Ordet som taler sandt om vores liv, vores død og vores opstandelse i Gud nu! Og det er i sandhed særpræget tale, både på Blumhardts tid og i vores tid, fordi Gud altid må føre en kamp mod os og vores vilje, som er at overdøve Guds ord til os. Og så er det i og for sig ligegyldigt, hvad vi kalder denne skrigen og skrålen, den bliver ikke andet. 

Selv når Blumhardt benytter sig af sætninger, som til forveksling kan minde om noget, man hører i kirken i dag, så er der dog noget anderledes ved det. Tag sætningen: "det er indenfor Guds kraft at gøre os glade"; det betyder ikke, som i dag, at Gud hjælper os til at få vores liv til at lykkes, men at Gud gør os glade for sin retfærdighed. At han gør os glade ved at vandre i troen på hans nåde.

Man kan ”… kun være Christen i Modsætning eller modsætningsviis” (Kierkegaard) og Guds Ord er altid et ”Holdt! Og fremad!” (Barth). Dermed er der sagt det vigtigste, så kan man lade alt andet forgå.

Andreas Meng

---

 Guds kraft - prædiken af Blumhardt - oversat af Andreas Meng

Fordi de hjælpeløse undertrykkes,
og de fattige stønner,
rejser jeg mig nu, siger Herren,
og bringer redning til de forfulgte.
(Salme 12, 6)

Hvordan? Hvordan vil Gud gøre det? Det er altid en gåde. Flere steder i Bibelen kan man læse, ”Gå væk! Lad mig ordne det!”. Nogle gange lyder det ligefrem, som om Gud er irriteret over, at han endnu ikke har kunnet løse det. Men så kommer der et tidspunkt hvor han siger, ”Jeg kan gøre det alligevel. De fattige og de lidende er foran mig; de har brug for min hjælp”. Men hvordan vil han gøre det?

Meget kan siges for at besvare dette spørgsmål. De modløse siger, ”Åh ja, han er i stand til at velsigne mig, selvom jeg lider, og så er der trods alt evigheden”. Men på den måde er ikke en eneste lidelse overvundet, ikke en eneste tåre er tørret væk. Alt dette med evigheden – helt ærligt, jeg har visse betænkeligheder, når folk prøver at trøste mig med evigheden. Hvis jeg ikke ser nogen hjælp i verden, hvem kan så garantere mig hjælp i evigheden? Eller er Frelseren kun tilstede i evigheden?

Jeg tror, han er kommet til os! Derfor er denne trøst ikke tilstrækkelig. Det er rigtigt, at mange tidsmæssige situationer ikke bliver løst i vores jordiske liv, men bagved det. Spørgsmålet er så, om løsningen kommer, direkte efter jeg har forladt dette jordiske liv. Dette kan jeg ikke tro på; Guds historie i verden er ikke så mekanisk. Ting sker mere spontant, og kampen er hårdere end vi forestiller os. Vi kan ikke bare danse rundt, dø og så tro at alting vil være godt i evigheden. Nej: Udviklingen sker her og nu. Der er landvinding og der er tilbagefald, alt afhængigt af hvor meget lidelse der kan tages fra os, og i hvor stor grad Gud kan hjælpe os.

Det ligger indenfor Guds kraft at gøre os glade. Han er nødt til at bruge kraft; vi er nød til at tro på hans kraft. Det er, hvad Gud skabte os til. Hvis der er mennesker, der i deres ånd tjener Guds kraft, så vil disse mennesker drage en lille smule af denne kraft ind i vores verden og være de bedste repræsentanter for Gud. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt en mand beslutter sig for at blive omvendt. Det vigtigste er, at Gud sætter sig for at gribe ind for ham, og vinde ham.

Frelseshistorien går støt frem på de tidspunkter, hvor Guds hjælp er vist i gerninger, som vi overhovedet ikke har del i. Når den dag kommer, hvor vi alle er i himmerig og det sidste ryk kommer, så vil vi blive overrasket over, i hvor høj grad Gud har været nødsaget til at gribe ind for os. Selv imod vores vilje, har han brugt sin kraft til at frelse os.

Gud, som er i Himlen, kommer for at møde os. Han tvinger sig vej, mere og mere, i retning af os, indtil han bryder igennem til denne verden. Det er Guds intention, i sin indsats for os. Hjælpen vil være forsinket, og lidelserne vil ikke blive overvundet, før barriererne mellem evigheden og denne verden er brudt igennem. Et hul må laves ovenfra og nedad, ikke fra neden og opad.

Kristendommen ser det dog omvendt. Kristne ser ikke andet end huller opad, som man kan benytte til at komme væk fra verden; de vil flyve væk som duer og blive frelst. Men ifølge Bibelen må hullerne laves fra oven, så hjælpen kan flyve ned til vores Jord. For nuværende kræver det en fantastisk kamp, for at dette kan ske igen.

Ved du hvorfor? Fordi ingen tror på det. Alle ønsker at komme væk og blive frelst, og det selvom de ikke engang ved hvad der er bagved livet. De har endda travlt med at dø; men når de når dertil, gnider de deres øjne. Det smerter mig, at kristne generelt ikke forstår dette. Det er derfor, tingene går fra dårligt til værre. Jeg ved meget vel at folk vil sige, ”igen kommer gamle Blumhardt med sine glade historier”. Men bevis venligst for mig, hvilket af disse to ting der følger Bibelens budskab: vores død eller Guds fremtid for os?

Bibelen handler fra første til sidste kapitel om Guds komme til denne verden, og intet er sagt om alt dette med at dø. Alle ord i Bibelen garanterer mig handlinger fra Gud lige hvor jeg står. Gud skal bare løfte en finger mod vores nød, og der er opnået mere, end hvad hundrede velfærdsinstitutioner kunne opnå. Det er på den måde vi må se det. Hvad der kommer fra Gud, må også komme i den nære fremtid; for vi kan ikke tvinge det. Vi må bede Gud om at gribe ind; vi må være bibelske. Det er alt hvad jeg vil sige: bliv bibelske igen! Forståelse og visdom vil blive givet i tilgift, hvis vores største interesse er Guds komme og Jesu komme. Vi bør gøre krav på vores arv, vores ret til sejren over synd og død her på jorden, ikke ved vores tro, men ved Guds kraft.

Vores egen fattige og svage tro er til ingen nytte. De fleste mennesker tror bare på deres idéer. Det lyder hårdt, men jeg kan ikke lade være med at sige det. Jeg kan ikke holde det ud når folk bliver ved med at ævle om tro; de gør dem så egocentrerede, og de har kun tillid til sig selv. Jeg ved også hvad tro er; men den form for tro vi selv laver, hvor vi tvinger noget til at passe sammen med vores idéer – det er ikke hvad jeg vil have. Jeg siger, at det er Guds kraft, der forløser os, og i sandhed vil forløse mange mennesker, selv dem som ikke rigtigt tror. Hvem kan stille sig frem og sige om sin tro: ”jeg har den sande tro”? Det er en illusion!

Når vi går tilbage til den bibelske virkelighed, så vil et lys penetrere alle vores handlinger. Hvis vi husker på Guds forsøg på at trænge ind i vores verden og opnå noget her, vil vores hjerter og tanker, vores hænder og fødder, blive fuldstændigt forandret. Det er ikke nok bare at have en religion. Hedningerne har også en religion; det er ikke nok at den bare er en smule anderledes end deres. Gud er ligeglad med din religion. I tider, hvor han ikke kunne komme ned og hjælpe, foretrak han at lade folk blive irreligiøse. I Egypten gjorde israelitterne hvad end der passede dem, og de blev ødelagt. Alligevel sendte han sin hjælp til dem; for hans hjælp afhænger ikke af menneskers religion, men af Guds trofasthed og nåde og kraft. Det afhænger af hjerter, der venter på hans komme. Lad os være forenet i dette håb, og være forsikret i, at Gud ser de lidende på denne jord og siger: ”nu vil jeg rejse mig. Nu vil jeg bringe redning”. Og vi ved, at den store redning vil komme på Jesu Kristi dag.

Dengang sønderjyderne forlangte deres kirke tilbage

af Anders Raahauge

People got the power
to redeem the work of fools
(Patti Smith)

Intet nyt under solen. Den netop udkomne bog ”Værdikamp og folkeeuro” fortæller et interessant stykke kirkehistorie med klare paralleller til 2016. Det er græsrøddernes oprør mod eliten, dengang som nu. Eneste forskel er at en opstand dengang kunne være åndeligt motiveret.

Forfatteren er tidligere leder af Landsarkivet i Aabenraa, dr.phil. Lars N. Henningsen, specialist i Slesvig-Holstens historie.  Og hans værk fortæller om et drabeligt sammenstød i 1797 mellem statsmagt og folkelighed.

Oplysningsideerne har på dette tidspunkt grebet mange af de intellektuelle, som jo, dengang som nu, var et let bytte for trends, halsende efter enhver lygtemand, der forjætter nye tider, blot man kapper fortøjningen til ”mørk” tradition og gammelt skrammel - det fra fædrene overleverede gyldne arvegods.

Egentlig passede Oplysningens fransk-tyske strømning til kirke og kristendom som en boksehandske til et blåt øje (med den engelsk-amerikanske er det en anden sag, men den var det desværre ikke, man herhjemme lagde sig efter). Den kontinentale Oplysning kronede den menneskelige fornuft, der fik status af erstatningsreligion. Revolutionen i Frankrig guilluotinerede jo også præster og lod kirker omdanne til templer for fornuften.

Ikke desto mindre mente mange protestanter mod nord, at også kirken burde få lagt et drop ind, som kunne lade denne strømning flyde ind i dens legeme. Ja, herhjemme var det en hovedsag; som Georg Brandes bemærkede med ærgrelse: den rigtige Oplysning slog i Danmark ikke igennem i filosofi og litteratur, men kun i ”den ynkeligt afblegede form af teologisk rationalisme.”

Henningsen fortæller i sin bog meget interessant, at akademisk forfængelighed hos teologerne spillede en rolle, dengang som nu. Mange af dem var begyndt at skamme sig over deres fag, som efterhånden blev set skævt til af de mest progressive på de øvrige fakulteter.

Og allerede dengang var det blevet almindeligt med agnostiske stud.theol”er. En senere rektor i Slesvig by mindes sin studietid på teologi på Kiels Universitet i 1790”erne:

”De fremtidige teologer var ikke troende, men anså ikke bare dogmatikken som et brødstudium, men ganske konsekvent kirken som vores kommende forsørgelsesanstalt, hvor enhver måtte finde ud af det med den kirkelige tro som han kunne.”

Teologer med fingeren på tidsåndens puls, mente, at kirken ikke måtte falde ud af trit med verdslighedens ideologiske manøvrer. Den teologiske rationalisme ønskede at feje alt det ud, som den antog var groet i en folkelig overtros mistbænk: ud med arvesynden, ud med treenigheden, ud med Jesu mirakler og ud med kødets opstandelse, denne alt for uidealistiske, påtrængende konkrete fabel. Og fra gudstjenesten skulle forsvinde korstegnelse, opløftning af brød og vin forud for nadveren, fornægtelse af djævelen ved barndedåb og udveksling af ringe ved vielsen.

I stedet skulle kristendommen lægges om til at være en moralsk (i dag ”etisk”) lære, der henvender sig til det ædle i mennesket, fremelsker og dyrker denne kerne, så den kan vokse og folde sig ud.

Vi bliver ved fornuftens og dydens hjælp fuldkomne i dette liv, ja, menneskeheden som helhed skal skride frem, vokse i visdom og sjælsadel.

Sønnen bliver ikke ganske smidt på porten, han bør blot ikke længere forstås som Kristus men som mennesket Jesus, et fortræffeligt forbillede, en uforlignelig lærer af visdom. Ikke Guds søn, ikke det inkarnerede Guds ord, ikke ved sin gerning sandheden, vejen og livet - men den formidable morallærer og patent-idealist.

De rationalistiske præster holdt i øvrigt også op med at kalde sig ”præster” og foretrak betegnelsen ”lærere”, og prædikenen kaldtes ”læreforedrag.” Og mennesket måtte ikke lade sig tynge af nogen indbildt syndighed, men blot lade sig lede ad rette idealistiske veje for at antræde sin selvfrelse.

Det er ikke noget nyt blandt teologer, at ”synd” kan blive et ord, man undgår. Behovet for en nådig Gud, der virker frelsen, følte man sig ude over. Det var den lutherske ortodoksi, der altid kredsede om ide, som sikkert blot var middelalderlig. Hadet til den ”mørke” middelalder var i det hele taget, dengang som nu, udtalt.
Man omtolkede kristendommen til en deisme og en panteisme: Gud er ikke længere en personlig fadergud, men tydes som et væsen, der svæver som en suveræn kraft ude i universet eller gennem alnaturen. Her lader han sig også med fordel aflæse.

Det var denne idealistiske rationalisme, der fremprovokerede de kirkelige vækkelser i Danmark; dem som med tiden udspaltede sig i grundtvigianisme og Indre mission.  Men det gik herhjemme faktisk løs allerførst i Slesvig-Holsten.  Det havde flere grunde, fortæller Lars N. Henningsen i ”Værdikamp og folkeuro”.

Dels var landbefolkningen her særligt velstående og derfor udpræget selvbevist, dels havde det Tyske Kancelli i København, centraladministrationens ”ministerium” for Slesvig-Holsten, udset sig hertugdømmerne som stedet, hvor de rationalistiske reformer først skulle sættes igennem. En art pilot-projekt, der løb af stabelen allerede i 1797 med en ny kirkeordning for hertugdømmerne.

Af forsigtighedsgrunde fik forordningen ikke kongens signatur. Man vidste måske godt, at man optrådte udfordrende og bevægede sig ud på tynd is. Fraværet af dén underskrift kom imidlertid til at underminere dens myndighed, påpeger Henningsen.

Det var nemlig sådan, at landbefolkningen i Slesvig nok var selvstændig, stejl og trættekær, men dens udprægede vilje til konfrontation gik kun ud over de lokale myndigheder. Kongen i København omfattede den derimod med dybeste hengivenhed. Henningsen citerer rørende, skriftlige vidnesbyrd.

Stod kongen ikke som reformens officielle giver, blev deres modstand derfor særlig voldsom.  Og det blev den. Protesterne begyndte i sydvest, bag digerne, og bredte sig mod nord og øst.

Og det bemærkelsesværdige er, at de ikke kun vednte sig imod forandring i gudstjenesteformen. Samtidens progressive beskrev ellers arrogant og nedladende den folkelige protest, som blot et udslag af tykpandede bønders skræk for enhver forandring. En stædig almue tålte åbenbart ingen fornyelser af ritualerne, som jo burde gøres tidssvarende, så de kunne leve op til ”vor tids smag og bedre indsigt” og undgå ”mystiske og
uforståelige ord og orientalske talemåder”, som en af reformens bagmænd formulerede det.

Men landmanden havde faktisk større teologisk tæft end tidens toneangivende teologer. Han kunne se, at ritualet også repræsenterede en tolkning af kristendommen. Det var for ham ikke ligegyldigt, at man erstattede den aronitiske velsignelse med et nyformuleret velsignelsesønske: ”Herren lade eder alle daglig erfare og taknemmelig føle, hvor venlig han er !” (sic!). For ham var det ikke nogen overfladisk trimning af gudstjenesteformen, at man ikke længere skulle fornægte djævelen. Han forlangte sine synders nådige forladelse, for han vidste, han var en synder. Han kunne ikke bruge et foredrag om dyd og moralske fortræffeligheder til noget.

Hør hvad et par husmænd fra Dynt på Broager skrev og lod cirkulere til underskrift for at standse reformen: ”Vi arme syndere beder, at vi må blive ved de gamle ceremonier, fordi mange dog derved er blevet salige.”

På Angel fortæller en præst at han blev opsøgt af 200 husfædre, der klagede over, at han ikke længere gav dem næring af evangeliet for deres sjæle og ro for deres samvittighed; de fik kun filosofisk fornuftslære, og de bad ham stå fast på den hellige bibels gamle, rene, sande evangeliske lære ud fra den augsburgske bekendelse.

Henningsen citerer kirkehistorikeren Hans Hejselbjerg Paulsen, der slår fast, at reformen ikke strandede på blot stædig oppositionslyst og modvilje mod rituel fornyelse, men på den sønderjyske befolknings alvorlige kristendomssyn og dens trofaste holden ved det nedarvede. Den mere æstetiske modstand spillede også en rolle, men den centrale grund til vreden var religiøs.

Modstanden var så voldsom, at myndighederne blev tvunget til et tilbagetog, og forordningens reformer blev gjort frivillige.

Der fandtes faktisk fromme skikkelser blandt top-embedsmændene, som i stilhed åndede lettet op. Ellers var stemningen i flertallet præget af forbitret skuffelse. Man anså udkommet som en frastødende sejr for pøbelen, og man var forargede over, at statsmagten således viste svaghed i stedet for at stå fast på en nødvendighed, som menigmand ikke kan fatte.

Var der nogen der sagde ”Brexit” og ny afstemning? Eller ”Trump” og ny optælling?  Vi andre kan i dag med ærefrygt betragte den folkelige reaktion. Man var anfægtede! ”Vi arme syndere bede...” Man bliver under læsningen helt rørt over sådanne reaktioner.

Og vi må i dag konstatere, at disse seje mennesker, sammen med ligesindede nord for Kongeåen, kom til at redde kirken. Ingen kat ville jo i længden have kunnet holde ud at høre på den rationelle teologis etiske selvfedme. De var de fremsynede, med deres virkelighedssans, mens de nominelt ”progressive” tog synet af deres egen næsetip for en sikker pejling af en fjern lykke.

Denne folkelige sans for kristendom var den, der havde tiden for sig. Deres forståelse, med blikket for menneskets synd, skulle i det 20. århundrede blive indlysende for de (bedste) teologiske professorer, som atter besindede sig på evangelisk kristendom med dens realisme og dens åbenbaring af håbet, det eneste sted, hvor virkeligt håb er at få.

Første Verdenskrigs chokerende barbari knuste nemlig den idealistiske naivitet med dens barnagtige tillid til menneskets dyd og fornuft og dens tyrkertro på moralsk fremskridt gennem historiens gang.

Yderligere faldt fjollet human optimismes aktier med Anden Verdenskrigs rædsler, og bankerotten kom med Holocaust.

Ja, de som altid svinger som et siv for vinden, fordi de dybest set tænker sociologisk, røg jo med jødeudryddelsen over i den anden grøft og hævder nu med megen patos, at ”efter Auschwitz” må vi afskedige troen på en nådig Gud og enten blive bitre ateister eller Gud-er-død-teologer, der ordentligt kan prale med, hvordan de ser tomheden og intetheden lige i øjnene , angiveligt som de allerførste i historien.

Henningsen peger selv på paralleller fra 1797 til nutidens Folkekirke, hvor mange vil fornyelse af sprog og form; noget han omfatter med forsigtig velvilje.

Som aktivisternes modpol i dag sætter han ikke konservative lutheranere, men snarere dem, som vil gøre gudstjenesteformen mere fysisk hands on med ydre former til at tage og føle på: rigtig aske i ansigtet askeonsdag, pilgrimsvandring, lysmesser og rollespil, genindførelse af privat skriftemål, måske endda med håndspålæggelse. En gen-ritualisering, alt det med kirkens ”krop” og ”sanselighed.”

Forresten: sønderjylland blev helt ”gult” ved sidste folketingsvalg, hvor DF blev største parti i landsdelen. Sønderjyder er stadig udpræget kongetro. Eller ”royale”, som det hedder nu - med en voldsom udvidelse af det kongelige hus. Og de er stadig stejle, når det skal være, og kan lide at føre proces.

Det er en fortræffelig bog, Lars N. Henningsen har skrevet. Han har noget så sjældent for moderne historikere, som sans for kristendom. Værket er trykt på tykt og glittet papir og rigt illustreret. Dets lave pris vidner om megen fondsstøtte.

 

Lars N. Henningsen
Værdikamp og folkeuro – Bønder, præster og øvrighed i 1790”ernes Slesvig
Historisk Samfund for Sønderjylland
363 s.
268 kr.

 

Herbeners Luther-bashing

af Mathias Harding

I et indlæg ’Vi trænger til et opgør med det rosenrøde billede af Luther’ (d.06.11.16 i Dagbladet Politiken) slår Jens-André P. Herbener endnu engang til lyd for sin Luther-bashing.

Dette indlægs opbygning må være velkendt for de fleste Politiken-læsere. Skabelonen er nemlig altid den samme: først fremsættes modparternes (bemærk altid i flertal!) ensidigt positive omtale og bedømmelse af enten Luther, lutherdommen eller reformationen. Læseren fornemmer klart ved denne fremstilling, at modparternes omtale og bedømmelse heraf er udtryk for absurditeter og grov manipulation med virkeligheden. Dernæst får læseren den besindige, heltemodige og moderne Herbeners modsvar. Kortfattet lyder et sådant svar i retningen af "lad jer ikke narre. I virkeligheden var Luther hele vejen igennem en såre ond mand, og alt, hvad der er fulgt kølvandet på ham er også såre ondt. Oplysningstiden alene bør vi takke for åndsfriheden". 

Nu kommer så det overraskende, som Herbener strategisk undlader at fortælle sine læsere. Herbeners modparter, hans mange modstandere, findes ikke. Jo det skulle da lige være oppe i Herbeners eget hoved. I moderne teologi, dvs. den teologi der i dag bedrives på de danske og udenlandske – herunder tyske – teologiske fakulteter, findes ikke forskere, der hævder at Luther ikke havde sine mørke sider, endsige lutherdommen eller reformationen sine negative følger. Ej heller i den brede offentlighed – herunder blandt ikke-teologer – hævdes noget sådant, hverken nationalt eller udenlands. Med andre ord: den Luther-apologetik eller reformations-apologetik, som Herbener fremstiller, findes ikke nogetsteds.

Der findes masser af positiv omtale og bedømmelse af Luther, lutherdommen og reformationen. Det gør der af en god grund. Det er ganske åbenbart, at de omtalte størrelser har været befordrende både for den samlede kristendoms positive udvikling og for Vestens, dvs. kristenhedens, århundredlange udvikling af åndsfrihed. Det sidste ganske vist mest på det indirekte plan.

Jeg vil nu slutte af med et fromt ønske om, at Herbener i fremtiden i stedet vil kaste sig over islamkritikken. Det passer hans argumenter og kritik nemlig meget bedre til. Det kommer nok bare ikke til at ske.

 

 

 

Leonard Cohens 'Suzanne'

af Peter Danielsen

I anledning af Leonard Cohens bortgang bringer Nyt Babel en artikel af Danmarks bedste Cohen-fortolker, sognepræst Peter Danielsen fra Rimsø

------------------------------

Den canadiske digter og sangskriver Leonard Cohen udgav kort før sin død albummet You Want It Darker. Endnu et mesterligt værk, fyldt med dybde og eksistentielle overvejelser. Cohens sange rummer som regel et væld af dimensioner, hvor også religiøse elementer, hovedsageligt jødiske og kristne, ofte er på spil. Allerede i de tidlige værker var dette tilfældet. Og her er der især en bestemt sang, der i en årrække har ligget mig på sinde.

Det drejer sig om sangen Suzanne fra Cohens første album, Songs of Leonard Cohen. Denne sang rummer, som flere af hans sange, en interessant og karakteristisk dobbelthed, hvor erotiske elementer optræder i gensidig afhængighed med religiøse temaer, her med det kristne evangelium.

Suzanne er et hebræisk navn, som betyder lilje. Liljen anvendes på grund af sin renhed ofte som symbol på Jomfru Maria, men samtidig peger andre elementer i Cohens sang i retning af Eva fra det Gamle Testamentes skabelses- og syndefaldsmyte.

Det ser således ud til, at Leonard Cohen ligesom de tidlige kirkefædre har været opmærksom på forestillingen om Maria Jesu mor som den nye Eva og dermed på ideen om Den dobbelte Eva.

Suzanne takes you down to her place near the river (1. linje I 1. vers). Floden her kan dels tolkes erotisk, så ”hendes sted nær floden” er kvindens køn, og dels tolkes åndeligt så floden bliver et billede på evangeliet. I den kristne tradition op igennem historien findes der en fortælling om at de fire bibelske floder Pishon, Gihon, Tigris og Eufrat, sprang fra en enkelt klippe i Paradis, og videre at klippen var Kristus og floderne de fire evangelier.

I løbet af sangen sker der en forvandling af både Suzanne og den person, som tiltales. Denne forvandling kan på samme tid være en konsekvens af den kropslige forening af mand og kvinde, og foreningen af krop og ånd igennem evangeliet.
You can hear the boats go by (1. vers). Båden eller skibet er et ofte anvendt symbol på den kristne kirke. Som Noahs ark flød oven på vandende, sådan flyder (kirke)skibet også oven på syndens destruktive vande til frelse.

You can spend the night beside her. And you know that she's half crazy, but that's why you want to be there (1. vers). ”She´s half crazy”. Hvorfor blive hos en person, der er småskør? Mange år senere skrev Cohen følgende linje i en sang: ”Let’s do something crazy, something absolutely wrong” (Waiting for the miracle 1992).

Måske skyldes fascinationen af det vanvittige, at det samtidig er det grænseoverskridende. Men læst åndeligt, kan det også være en understregning af kristendommen som dårernes tro.( jf. bl.a. 1. Kor. 1, 18 -31) 

And she feeds you tea and oranges that come all the way from china. Appelsintræet symboliserer renhed, kyskhed og gavmildhed, og afbildes ofte, især i renæssancen i malerier af jomfru Maria. Appelsintræet er dog også ofte anvendt i stedet for æbletræet i billedkunsten, hvor motivet er syndefaldet. 

Når Suzanne i sangen således i sangen giver appelsiner, knyttes hun som den første Eva sammen med den anden Eva, jomfru Maria. Dermed genanvendes kirkefædrenes tanker om den dobbelte Eva.

Kina betyder "riget i midten". De dobbelttydige appelsiner kommer således ligesom theen, som Suzanne serverer, fra riget i midten. Leonard Cohens sang rummer tre vers og altså netop et vers i midten. Dette vers handler om Jesus.

And just when you mean to tell her that you have no love to give her, then she gets you on her wavelength. And she lets the river answer that you've always been her lover.

Netop da hovedpersonen vil fortælle Suzanne, at han ikke har noget at give hende, sørger hun for at de kommer på bølgelængde, så han forstår at de dog altid har været elskende, og hun lader floden svare ham. Det forhold at floden svarer, kan afsløre, at der er mere på færde end den konkrete flod. Her hæver floden som kvindens køn sig sandsynligvis videre op og forstås åndeligt som evangeliet, der åbner for en kærlighed, der ikke blot er distanceret, men derimod involveret. Relationen mellem de to er under alle omstændigheder forvandlet ved flodens svar. 

And you want to travel with her. And you want to travel blind. At rejse blindt med nogen, kan udtrykke fuldstændig hengivelse, samtidig med at "to travel blind" kan oversættes med at rejse uden billet, altså gratis, man kunne ligefrem overveje om der i evangelisk sammenhæng er tale om den gratis nåde?

And you know that she will trust you. For you’ve touched her perfect body with your mind. Der er tale om gensidig tillid. Suzanne stoler på sangens mand, fordi han har berørt hendes krop med sit sind eller sin forstand. Hun berøres fysisk, men berøringen finder sted gennem fortællerens bevidsthed, så der er samtidig tale om en emotionel berøring. Alligevel er det Suzannes krop og ikke hendes sind/bevidsthed der bliver berørt. Ratio (fornuften) berører altså soma (kropsligheden), hvilket fører til tillid.

Der er her ligeledes tale om et rollesammenfald, en forening af det somatiske (det kropslige) og det psykiske (det mentale) og samtidig en forening af det emotionelle (det følelsesmæssige) og det rationelle (det bevidsthedsmæssige). Herved inviteres lytteren/læseren/hovedpersonen til at engagere sig og reflektere over forholdet mellem krop og ånd og mellem fornuft og følelse. Det antydes, at de forskellige elementer ikke kan tænkes uafhængigt af hinanden, men at de optræder i gensidig afhængighed.

Vers 2 lyder således:
And Jesus was a sailor when he walked upon the water.
And he spent a long time watching from his lonely wooden tower.
And when he knew for certain
only drowning men could see him,
He said: all men will be sailors then
until the sea shall free them.

Som nævnt er skibet i kristen tradition blevet tillagt symbolsk religiøs betydning. Denne betydning fastholdes og styrkes nu, hvor det siges, at Jesus var en sømand, da han gik på vandet. Der henvises sandsynligvis til vandringen på søen (Matt 14, 22-23), hvor Jesus frelser den synkende og bange Peter som råber: Jesus, frels mig!, og Jesus frelser ham med det samme!

I Leonard Cohens tekst er der tale om at Jesus beder fra et ensomt trætårn. Der henvises måske til en jødisk legende (genfortalt af Richard Pau Evens: The tower), der handler om en ung mand, som drømmer om at blive set op til, hvorfor han bygger et højt trætårn, hvorfra han kan se ned på alle, som omvendt må se op til ham. Men oppe i tårnet føler han ensomhed og fra tårnet kan fuglene se ned på ham. Først da en gammel dame om vinteren skænker de sultne fugle mad, forstår han, at storhed ikke er at andre ser én, men at man ser andre. Sandhed er ikke, at man er mere ophøjet end andre, men at man hjælper med at løfte andre højere, sådan som Jesus netop gjorde, Når det i verset desuden siges at Jesus var en sømand, kan det betyde, at Jesus selv kendte sømændenes vilkår, dvs. et liv mærket af angst og fare for at drukne. Det antydes, at mennesket måske først virkelig bliver i stand til at se sin afhængighed af Jesus, når det havner i dyb nød, som Peter ved Genesaret Sø. 

Søen eller havets vand, som kan medføre drukning og destruktion, bliver samtidigt også et middel til frelse. Det er oplagt her at tænke på dåbens vand, som ”drukner det gamle menneske”, men samtidig også frelser.

But he himself was broken
long before the sky would open.
Forsaken, almost human,
he sank beneath your wisdom like a stone

Jesus har også selv erfaret at være nedbrudt og forladt, og Cohen beskriver ham som nærmest menneskelig, måske en ironisk bemærkning til dem, der vil gøre ham til en overmenneskelig mester. Nu henvises der tydeligt til dåben – med den åbne himmel: ”og det skete, da hele folket lod sig døbe, at også Jesus blev døbt, og mens han bad, at himlen åbnedes” (Luk 3,21) Det er umiddelbart derefter at der i Lukasevangeliet lyder: ”du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag”.

At Jesus sank under visdommen som en sten, henviser måske til Mathæusevangeliet: ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb.” Og ikke at forglemme: ”denne verdens visdom er dårskab for Gud”(1. Kor 3,19). Stenen falder tungt under visdommen, men som der endvidere står: ”Den sten, som bygmestrene vragede, er blevet til hovedhjørnestenen”(Matt. 21,42).

Jesus var sønderknust, og således ydmyget blev hans guddommelighed bekræftet. Jesus sank ikke i havet, for han bragte ikke til fald, men han sank ned i under-bevidstheden, som en (mølle)sten.

And you want to travel with him,
and you want to travel blind.
And you think maybe you’ll trust him,
for he’s touched your perfect body with his mind

Hovepersonen synes nu at have haft en konkret erfaring med Jesus, og denne erfaring har ført til en forvandling af hans relation til ham. Ligesom i forholdet mellem kvinden Suzanne og fortælleren, udtrykkes her ønsket om at rejse blindt. Læg dog mærke til, at der er her er tvivl involveret. I første vers vidste hovedpersonen, at han ville stole på Suzanne, her tror eller håber han på, at han vil have tillid til Jesus. Jesus har (med sin Ånd eller sin bevidsthed) rørt mennesket i dets kødelighed og forvandlet det. Måske Cohen selv, der skønt han var jøde livet igennem har søgt og på mangen vis hyldet Kristus.

Now Suzanne takes your hand, and she leads you to the river. Suzanne tager nu hovedpersonens hånd og fører ham/os til floden. Der er altså sket en udvikling. I vers 1 blev man ført til et sted nær ved floden. Men nu føres personen til selve floden. She is wearing rags and feathers from Salvation Army counters. Igen ses et eksempel på en beskrivende sætning, der på den ene side godt kan forstås umiddelbart og enkelt: Suzanne bærer simpelthen gamle klude og fjer som hun har købt I en Frelsens Hærs butik, hvor der sælges genbrugstøj. (I betragtning af at teksten er skrevet sidst i 60érne giver en sådan klædning såmænd udmærket mening). På den anden side kunne det, idet man tager hele sangen i betragtning, tolkes sådan at kludene og fjerene symboliserer en engel, altså en budbringer direkte fra ”frelsens hær”. Der spilles vel ganske givet på dobbelttydigheden.

She leads you to river. Med vers 1 in mente, hvor Suzanne kan tolkes både som Eva der førte til syndefaldet, og dermed til refleksionens og selvets fødsel, og ligeledes som et symbol på jomfru Maria (den anden Eva) der føder frelseren ind i verden, så kommer denne frelse altså direkte til hovedpersonen, den der tiltales – og dermed ham/hende/os, der lytter til sangen.

And the sun pours down like honey on our lady of the harbor. Solen synes her at være et symbol på Kristus; honningen er på grund af sin renhed og sødme blevet symbol på Guds værk og Kristi præstegerning. Endvidere er Paradis, som skal skænkes dem, som tror på Kristus, kendt som landet, der flyder med mælk og honning. Samtidig kædes solen og månen sammen med Jomfru Maria i Johannes' Åbenbaring (kap 12), hvor der tales om en kvinde, der er klædt i solen, med Månen under sine føder.

I den sammenhæng er det meningsgivende, at solen altså hældes ud over ”havnens kvinde” som honning. Havnen er nemlig et traditionelt symbol på evigt liv, og skibene, der søger havnen (jf. vers 1, the boats go by), kan lignes ved sjæle, der søger himlen. Her er det altså Suzanne-figuren, der på en måde tilvejebringer himlen eller forløsningen eller frelsen, om man vil.

And she shows you where to look
Among the garbage and the flowers.
There are heroes in the seaweed ...

Denne linje kan, som resten af sangen måske tolkes erotisk, men den evangeliske tolkning synes tydligere ved at Suzanne viser os, at godheden, sandheden og frelsen findes alle vegne og at det kan være svært at skelne præcis hvor; det kan ligeså vel være i skidtet vi finder Kristus, som i blomsterne. Det kan være svært at skelne rent fra urent, det der fører til frelse, og det der fører til fortabelse. Derfor skal man passe på ikke at luge ukrudtet (fortabelsen, ondskaben) væk, så man kommer I til at rykke hveden (frelsen, sandheden) op sammen med det. (Matthæus kap 13,29).

There are children in the morning.
They are leaning out for love
They will lean that way forever,
while Suzanne holds the mirror.

Der er (Guds) børn i (eller om) morgenen, de rækker ud efter kærlighed, og de vil række ud efter kærlighed, så længe Suzanne holder spejlet. Spejlet er nok her også et dobbelttydigt billede. På den ene side er det pletfri spejl et symbol på Jomfru Maria, og på den anden side er klogskab eller refleksion én af renæssancekunstens 7 dyder, og klogskaben afbildes nogen gange som en kvinde der holder et spejl og en slange.

Alle vegne er der mennesker, der rækker ud efter kærligheden, som børn, der forsvarsløse vågner i morgengryet og kalder på den voksnes kærlighed. Og sådan vil det være for evigt, både blandt blomster og i affaldet, fordi vi har forladt Paradiset med refleksionen og klogskaben, som konsekvens af syndefaldet, men uden egen evne til at give os selv og hinanden den kærlighed, der frelser!

Således sammenholdes det mangetydige i Leonard Cohens sange. Den religiøse kærlighed og den erotiske kærlighed står ofte i et spændingsforhold til kærligheden til og i fornuften.

Læg mærke til, at det til sidste er Suzanne, der har forvandlet hovedpersonen, som altså bade kan være Cohen og os alle. Mødet med Suzanne har åbnet et mysterium, der er større end det var til at begynde med. And you want to travel with her And you want to travel blind. And you know that you can trust her, For she's touched your perfect body with her mind.

 

Prædiken til 1. søndag i advent

af Nana Hauge

Herren havde brug for æslet. Kongernes konge, Jesus Kristus, kan nemlig bruge selv de mest uanseelige væsener i sin tjeneste. Derfor, når Han i dag holder indtog i dit hjerte og du tager imod Ham som en konge, som kongernes konge, så har Han også brug for dig. 

Ligesom han havde brug for æselet og havde brug for sine disciple til så ringe en ting som til at hente et æsel til sig, så har han også brug for den mindste lille uanseelige ting, du gør i Hans tjeneste. Alt hvad du gør i hans navn er en stor og hellig gerning. Er du far eller mor? Tro på Jesus Kristus og så er du en hellig far og en hellig mor. Snak med dine børn hver morgen, irettesæt og forman dem, pas huset, sørg for mad. Alle disse gerninger er hellige. Det er i sandhed en rigtig kirke, ja et paradis, der hvor det sker. Der hvor mennesker i deres daglige liv tjener Gud i det små. Tragt ikke efter det høje, men hold jer til det lave, siger Paulus et sted. Og det gjorde Jesus jo også. Han holdt sig til det lave. 

Ligesådan er det mindste, han har skabt, stort. Derfor er han nær for selv den mindste orm. Derfor skal ingen af hans små ringeagtes, for som han siger: "Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt.”

De, som tog imod ham, gav han børnekår. Gav dem magt til at være Guds børn. Børn i hans rige. For Hans kongegerning bestod i at han oprettede et åndeligt rige på jorden. Hvor Han er vores konge og vi er Hans folk. 

Det var folk i Jerusalem også med på, så længe han imponerede i ord og gerning. De kunne ikke vente med at gøre Ham til konge.

Stor var deres glæde, da Han red ind i Jerusalem, den store konges by, som den kongesøn profeterne havde spået skulle komme. Nu ville befrielsen fra romernes åg komme. Nu ville denne Davids-søn genskabe den stormagt Israel havde været i fordums tid. 

De fattede ikke, at Han kom med befrielse, ikke fra jordisk overmagt, men fra synd og død og fortabelse. Med frihed til at være Guds børn. Det var derfor det festlige optog endte så brat med kors og død. Det var derfor hans kongekrone blev en tornekrone. Han kom virkeligt til sine egne, men Hans egne tog ikke i mod Ham.
Men der var nogen der tog i mod Ham og dem gav han magt til at blive Guds børn. De blev til den unge kirke. Men deres omgivelser forstod dem ikke. De kunne ikke i det ydre se nogen forskel. De kunne iagttage nogle tåber, der tilbad en mand på et æsel.

Derfor tegnede de, for at spotte og ydmyge, denne mand de første kristne tilbad, som en mand med æselhoved på et kors. Ironisk nok blev netop dette stykke graffiti verdens første afbildning af Jesus på korset. Og det der skulle være ment som spot – nemlig manden med æselhovedet – det giver dyb mening for den der forstår Kristi frelsesgerning. For æslet er et billede på tålmodighed og ydmyghed og udholdenhed. Et æsel bærer tunge byrder. Æselet er ikke noget dårligt billede på Ham, der bar al verdens synd. Spottecrucifixet som jeg henviser til findes på Palatinerhøjen i Rom.

Jeg er heller ikke sikker på, at jeg altid til fulde forstår, hvad det egentlig betyder for mig, at være et barn i det åndelige rige som Gud har stiftet på jorden, for hvad kan det egentlig hjælpe mig hvis fjendtlige magter ville overtage mit land og tage min frihed fra mig? For at forstå det må jeg derfor lytte til andre stemmer.

Jeg må lytte til dem, der har stået ved livets grænse og som gør det. Folk i Iran der omvender sig til kristendommen for at blive børn i Guds åndelige rige, selvom det kan betyde døden. Husmenigheder i Kina, der brænder af evangeliets ild, selvom det koster dem anseelse og arbejde og måske endda deres frihed. Pakistanske kristne, som må se deres kirker brænde ned gang på gang.

Mennesker, for hvem frihed er mere end blot uhindret bevægelse mellem pigtråd. For hvem det at leve er mere end at vegetere og blive mæt. Dem for hvem frihed er at være børn i hans rige og gøre Hans vilje og virke og vokse i Hans kærlighed. Vi er altid borgere i Hans rige. Uanset hvilke magter der vil herske over os her på jorden. 

Denne forkyndelse har gennem årtusinder været til trøst og opbyggelse for kristne mennesker. Den har indgydt dem mod til livet. Den har forvandlet mennesker. Af forbitrede og lidende har den forkyndelse skabt mennesker af beslutsomhed og mod. Virkeligt frie sønner og døtre af Den højeste. Alt dette er sket gennem Guds ord. 

Det er stort at leve sådan, som et Guds barn, som et barn i hans rige. 

I Jesu navn. Amen.

Rund fødselsdag i det grundtvigske

af Torkil Jensen

Halvfjerdsindstyve er støvets år
de stolteste strid og møje
om firsindstyve en kæmpe når
det mere han har at døje.

Sådan skriver Grundtvig i den gendigtning af Salme 90 vi i vores salmebog finder som nr. 713.

Og i disse dage fejres netop et 70års-jubilæum i det grundtvigske. Nemlig for ”Den grundtvigske Kirkehøjskole", der under navnet ”Dansk Kirkeskoleudvalg af 1946” blev stiftet den 27. november 1946 i Fyns Forsamlingshus i Odense.

Den grundtvigske Kirkehøjskole er en skole for oplysning om Grundtvigs kirkelige og folkelige syn. Der er særlig ét navn, der knytter sig til de tanker, der ligger bag denne skole. Nemlig valgmenighedspræsten Anders Nørgaard fra Vejstrup på Sydøstfyn. Han levede fra 1879 til 1943 og var i 1930'erne en kendt debattør og forfatter, blandt andet til trebindsværket ”Grundtvigianismen", der udkom i årene 1935 til 1938. Anders Nørgaard fik aldrig stor folkelig gennemslagskraft og har været forholdsvis glemt i mange år. Der synes imidlertid i disse år at være en stigende interesse for ham, ikke mindst blandt teologistuderende.

Når man følger diskussionerne inden for det grundtvigske i denne tid, er det påfaldende, hvor mange gange, det faktisk kan give mening at citere Anders Nørgaard. Det kunne naturligvis skyldes, at det grundtvigske ikke har flyttet sig siden hans tid, det var vel værd at overveje, og en læsning af hans bøger kunne godt give næring til den tanke. Men det er heldigvis mere nærliggende og jo da også mere konstruktivt at anse ham for at have været forud for sin tid.

Anders Nørgaards teologi kan næsten udtrykkes med et andet vers af Grundtvig:

Kun ved badet og ved bordet
hører vi Guds ord til os.

Det er Grundtvigs såkaldte ”Kirkelige Anskuelse” fra 1825, der ligger til grund. Det er kort fortalt en opfattelse, der bygger på, at menigheden og gudstjenesten var til, før evangelierne blev skrevet ned, og at det derfor er Ordet, som det har lydt ved døbefont og nadverbord, der har båret det kristne budskab frem gennem århundrederne. Af denne opfattelse følger det, som Nørgaard kalder det folkelige syn: at ethvert menneske netop ikke læser sig til, men i stedet for erfarer sig selv og sin historie ved at opdage sig selv som en del af det. I menighedslivet i kirken og i menneskelivet uden for kirken.

Det var dette, der lå Anders Nørgaard så meget på sinde, at han ville skabe en skole for oplysning om det.

I forbindelse med Nørgaards død den 17. maj 1943 skrev Kristeligt Dagblad: "Valgmenighedspræst Anders Nørgaard i Vejstrup var i de sidste Par Aar meget optaget af en Plan, der sikkert efter hans egen Mening skulde danne Kronen på hans Livsværk. Det var Tanken om en dansk Kirkeskole, hvor enhver, der fik Lyst til at lære Grundtvigs kirkelige Syn at kende, skulde kunde faa denne Oplysning. En af vore Medarbejdere besøgte Anders Nørgaard en Uges Tid før han døde og havde en Samtale med ham om denne Plan. Vi finder det naturligt, at den Tanke, som Anders Nørgaard haabede selv at kunne gennemføre, og som nu muligvis vil blive gennemført af andre kommer videre ud. Den fortæller ikke saa lidt om Anders Nørgaard og hans hele virke indenfor dansk Kirkeliv. Vi vil derfor her aftrykke et Referat af hans Ord om den danske Kirkeskole, saaledes som han selv godkendte det faa Dage før sin Død.”

”Anders Nørgaard fremhævede, at Oplysning ikke kunde gøre det. Ingen kan forstaa det grundtvigske Syn i Kraft af en intellektuel Proces, men han vidste lige saa vist, at vi heller ikke kunde blive Kraftkarle uden en saadan Oplysning. Det var ikke nogen ny Kirke eller nogen ny Sekt, Grundtvig vilde danne, sagde han. Man maatte i det hele taget forstaa at skelne mellem Kirken paa den ene Side og Oplysningen eller Skolen paa den anden Side. Grundtvig betoner atter og atter, at Kirken, Troen og Gudsordet altid er det samme, mens Oplysningen er meget forskellig gennem Tiderne. Derfor er det, at Grundtvig siger at ”Skolen skal med Solen gaa, og Kirken skal med Jorden staa.” En Skole eller en teologisk Oplysning, som staar stille, vilde ikke tjene Livet. Den vilde tværtimod være en Byrde for Livet.”

Disse næsten i bogstaveligste forstand sidste ord fra Anders Nørgaard blev hans åndelige testamente. Og blev dermed formålsparagraf for den ”kirkeskole”, en kreds af hans venner følte sig forpligtet til at oprette efter hans død og efter afslutningen af 2. verdenskrig.

Anders Nørgaard og hans Grundtvig-opfattelse skulle i eftertiden møde modstand fra den del af Grundtvigforskningen, der med årstallet 1832 og Grundtvigs bog ”Nordens Mythologi” ville sætte skarpere skel mellem det kirkelige og det folkelige. Men i en nutid, hvor striden inden for det grundtvigske i høj grad netop står mellem om ”Skole-Grundtvig” og ”Kirke-Grundtvig” synes jeg, Nørgaard ord om at de aldrig må skilles ad, er meget aktuelle ord:

”Men underligt tager de fejl, som mener, at det meget vel kan lade sig gøre at tage Grundtvigs folkelige Tanker og virkeliggøre dem, hvis de skilles fra hans kirkelige Syn. Det skal nok vise sig, at det bliver en haabløs Sag. Udgangspunktet er Forstaaelsen af Ordet og Menigheden, det er derudfra en given Sag, at den folkelige Oplysning maa følge, og det lader sig ikke gøre at føre den kirkelige Oplysning frem til Sejr, uden at den maa gaa Haand i Haand med den folkelige Oplysning."

I de første mange år var der grøde i Dansk Kirkeskoleudvalg af 1946. Mange har deltaget i de kirkeligt-folkelige møder på Snoghøj Folkehøjskole, som i deres velmagtsdage trak op mod 100 deltagere. Det fortsatte helt op mod årtusindskiftet. Og nye skud kom til. Der blev i mange år afholdt politisk-folkelige møder, og i begyndelsen af 1960'erne kom så det knopskud, der i dag har vist sig mest levedygtigt, nemlig det teologisk-folkelige møde, der i mange år blev afholdt på Askov Højskole, men som i dag lever videre under navnet ”Teologimødet på Liselund”. Det afholdes i samarbejde med Grundtvigsk Forum og Studenterkredsene i København og Aarhus.

Selvom deltagerantallet er faldet i de senere år, er der derfor ingen grund til at lade fejringen af 70 årsdagen være en forfaldshistorie. Men naturligvis skal Nørgaards tanker omsættes til handling anno 2016. 

En af de anklager, der i Nørgaards samtid lød mod ham var, at han ville give Grundtvig en renæssance uden skelen til, at der var gået 100 år siden Grundvig gjorde ”den mageløse opdagelse” om åbenbaringen ved døbefont og nadverbord i 1824. Den fejlslutning skal naturligvis ikke gentages ved at tage Anders Nørgaard uformidlet op 100 år efter han begyndte sit virke. Men der er meget godt tankegods at hente hos ham, og ikke mindst er der i dag stort behov for, at oplysning om sammenhængen mellem begreberne hos Grundtvig bliver tolket ind i nutiden. For skolen skal fortsat med solen gå, riget at oplyse. Temaet for ”Teologimødet på Liselund” bliver i januar 2017 som jo er indledningsmåneden på reformationsåret forholdet mellem Grundtvig og Luther og spørgsmålet om, hvordan arven efter Luther er blevet forvaltet i det grundtvigske.

70års-jubilaren ”Den grundtvigske Kirkehøjskole” tager fat på vejen mod de firsindstyve. Også selvom der skulle blive lidt mere døje ud af det.

Teologimødet på Liselund

af Nyt Babel

Den grundtvigske Kirkehøjskole i  samarbejde med Grundtvigsk Forum og Studenterkredsene i Aarhus og København præsenterer

Teologimødet på Liselund 2017

TEMA: Skal den lutherske reformation virkelig fortsættes?


PROGRAM:

Mandag den 23.januar:
13.30-14.30: Ankomst og indkvartering
14.30: Kaffe
15.00: Velkomst ved mødelederen,
derefter: Professor Morten Sørensen, CBS:
Sekularisering og frihedstradition – reformationens filosofiske arv?
18.00: Middag
19.30 Lektor Anders Holm:
Skal den lutherske reformation virkelig fortsættes?
21.00: Kaffe

Tirsdag den 24.januar:
8.00-8.45: Morgenmad
9.00: Valgmenighedspræst Isak Krab Koed:
Gudstjeneste i kirkesalen
10.30: Pastor ph.d.  Kim Arne Pedersen:
Striden om arven efter den grundtvigske reformation
12.30: Frokost
13.30: Lektor Kirsten Busch Nielsen:
Det lutherske kirkesyn
16.00: Kirsten M. Andersen:
Arven fra Luther og Grundtvig i dagens skole
18.00: Middag
19.30 tidl. lektor Jørgen I. Jensen:
Reformatorisk salmesang i grundtvigsk lys
Sangaften med kommentarer
21.30: Ostebord

Onsdag den 25. januar
8.00 – 8.45: Morgenmad
9.00: Morgensang
9.15: tidl. sognepræst Knud Nyboe Rasmussen:
Jakob Knudsen mellem Luther og Grundtvig
10.30: Afsluttende diskussion
12.00: Frokost – derefter afrejse

DELTAGERPRISER
På Liselund er der mulighed for forskellige indkvarteringsformer til forskellige priser, der alle dækker fuld forplejning og deltagelse i hele mødet:
Enkeltværelse med bad: kr. 2.900
Dobbeltværelse med bad: kr. 2.500
Enkeltværelse med håndvask: kr. 2.500
Dobbeltværelse med håndvask: kr. 2.100

Grundtvigsk Forum og Liselund giver tilskud til studerende. Priser for studerende er kr. 600 for billigste indkvarteringsform (dobbeltværelse med håndvask) Øvrige indkvarteringsformer normal pris.

BETALING
forud på: Reg nr. 7240 Kontonr.0001283485 (husk navn)
Der kan også betales på mødet

Støtte til Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel drives på frivillig basis. Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412

Konto: 3412 312 082

Vi takker for enhver støtte. Tak til alle, der har støttet hidtil med små og store beløb. En særlig tak skal lyde til Grundtvigsk Forum, der har givet os 5000 kr til annoncering.