Gå til toppen

Leder

De har masser af goe ideer ovre i Århus. De kan sagtens følge med København og Haderslev, der jævnligt inviterer forkyndere af andre livssyn og budskaber end det kristne ind i kirken. Først ville en teaterdirektør i samarbejde med selveste domprovsten ”befri” den stakkels gudstjeneste for sig selv og i stedet erstatte den med ”tværæstetik” og ”interaktivitet”. Nu går Langenæs sogn og sognepræst Anne Ehlers skridtet videre, idet de i denne uge havde inviteret bandet Solbrud til at spille i kirken. Bandet, hvis medlemmer kommer fra et venstreorienteret miljø omkring ungdomshuset i København, er et såkaldt blackmetal-band.Blackmetal har som genre rødder i satandyrkelse og er præget af had til kristendommen.

En af deres tekster indeholder disse poetiske linjer: ”Fanget i evighedens tåger / Du skal ej finde hvile / I din evige seng, i jordens dyb / Kun orme skal høre din gråd / En voldgrav så dyb / Omkranser slottets sorte mure / Fyldt med sorgens salte tårer / Tronsalen i det sorte slot / Vidner kun om død / Vægge beklædt med de dødes hud”.

Så hvis din første tanke er: ”Nå for søren, der er da vist lagt i kakkelovnen for sognepræsten til en alvorlig tjenstlig samtale hos biskoppen”, så er det meget forståeligt, men dér må du rigtignok tro om. For biskoppen var bekendt med arrangementet og syntes, det var en helt fjong idé. Til dr.dk udtaler han, at han ikke forventer, at publikum vil kalde på djævelen ved koncerten. Ved en simpel søgning på Youtube kan man ellers forsikre sig om, at bandets fanskare har for vane at råbe et taktfast ”Satan! Satan!” under koncerterne. Biskoppen uddyber:” ”Det, der normalt sker i kirkens rum, er jo i den grad at tale det onde, mørket og djævlen imod. Kirken bygger på en modsigelse af alt dét, og det kan ikke tage skade af en koncert.” Det er muligvis den tolerante biskops personlige holdning, men burde han ikke stå som garant for, at ”Lov om kirkers brug” bliver overholdt? Her står der i §5 stk. 2: ”Menighedsrådet kan med biskoppens tilladelse stille kirken til rådighed til brug for ikkekirkelige formål. Det er herved en betingelse for biskoppens tilladelse, at det påtænkte formål ikke strider mod kirkerummets karakter.” Hvad mener biskoppen egentlig ”strider imod kirkerummets karakter”, hvis ikke en ”hyldest til døden og mørket” gør?

Heller ikke kirkens præst Anne Ehlers kan se noget problem ved at spille hyldestsange til døden og mørket i det kirkerum, hvis hele funktion er at understøtte budskabet om, at Døden og mørket er overvundet. Til dr.dk udtaler hun således helt på linje med biskoppen, at et kirkerum kan bruges til alt. ”Hvis der bliver forkyndt ondskab, påvirker det ikke en millimeter alt det løfterige og glædelige, der også sker i det kirkerum”, siger hun. Hun understreger i øvrigt, at det aldrig har været kirkens hensigt at provokere eller være sensationelle ved at invitere bandet ind i kirken. ”Det er udelukkende, fordi vi synes, det er spændende, at vores ny-restaurerede rum kan lægge lyd til en helt anden genre, end vi er vant til”, forklarer hun videre til dr.dk. Efterfølgende har Anne Ehlers forsikret om, at der var ”nærvær og fokus” under koncerten og at bandet er kede af at blive slået i hartkorn med satanisme. Anne Ehlers skylder måske at uddybe HVAD der var fokus på og bandet skulle måske overveje hvordan de kommunikerer, eftersom de inden koncerten ifølge deres facebookside glædede sig til at ”hylde mørket og døden”.

Der er med invitationen til et band der hylder døden og mørket i kirken taget et afgørende skridt videre i kirkens evindelige forsøg på at finde nåde for dem, der er totalt ligeglade med den, på nær når kirkerummet kan bruges til koncerter, modeshow, ølsmagning eller andre kulturelle arrangementer. Hvor de fleste kirker dog nøjes med at invitere dem, der er ligeglade med Jesus, har Langenæskirken valgt at lefle for dem, der direkte signalerer had og foragt for evangeliet. Det er godt nok progressivt. Men Århus domprovsti har jo også ansat en professionel kommunikator (ja lyset er for de lærde blot), der skal ”skabe nye måder at kommunikere kirke og kristendom på” og ”opdyrke samarbejder med aktører i eksempelvis kultur- og erhvervslivet.”. Domprovstiet reklamerede forud for koncerten da også begejstret på domsognets facebookside. Det er jo også oppe i tiden, som man siger, at overveje, hvad kirkerummet ”kan” – uden sammenhæng med sagen og menigheden i øvrigt.

Det er ifølge ”Lov om kirkers brug” lovligt at bruge kirkerummet til andre formål end kirkelige. Med mindre det altså strider mod kirkerummets særlige karakter. Tak til Langenæskirken for at gøre det klart at dette forbehold i praksis ikke har nogen betydning. Vi ønsker Langenæs kirke og Århus domprovsti tillykke med deres nye legekammerater. Domsognet og Langenæs har til fulde skabt nye måder at kommunikere kirke og kristendom på ligesom det er lykkedes dem at opdyrke helt nye og utraditionelle samarbejder.

Nana Hauge, Merete Bøye og Stine Munch.

 

Støtte til Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel drives på frivillig basis. Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412

Konto: 3412 312 082

Vi takker for enhver støtte. Tak til alle, der har støttet hidtil med små og store beløb. En særlig tak skal lyde til Grundtvigsk Forum, der har givet os 5000 kr til annoncering.

Nyt Babel som pdf

af Nyt Babel

Her kan du downloade Nyt Babel i pdf-format, lige til at printe ud.

Kender du nogen, der ikke har adgang til internettet og derfor ønsker at modtage Nyt Babel per post, så kan du enten selv tage et print og give til vedkommende, eller sende en mail til mmb@km.dk med navn og adresse - så skriver vi dem på abonnent-listen.

Hukommelsestab og Internationalromantik

af Anders Raahauge

Noget, man med det samme kan springe over, når spørgsmålet gælder unges historieløshed, er drøftelsen om, hvorvidt den er reel. Deres uvidenhed om danmarkshistorie og verdenshistorie er slående, og aviser har gennemført tragikomiske tests, som afslørede udbredt tvivl blandt de unge adspurgte om, hvorvidt Danmark er et katolsk eller protestantisk land eller om Grundtvig er nulevende, den slags. 

Man behøver heller ikke længere fægte imod de forkølede indvendinger fra pædagogside i form af den kendte remse: gold paratviden er irrelevant, måske endda unødigt tyngende, for fakta kan man altid slå op. 

Den argumentation hører man stedse sjældnere. Det er jo også sådan, at er man noget nær blank på et område, kan man ikke udfylde huller på nogen meningsfuld måde. Har man ingen turban, kan der heller ikke falde appelsiner i den.

Det nytter heller ikke, på gammelsocialistisk facon, at afskrive de mægtiges historie efter devisen: hvorfor lære om fyrsterne, når kun borgerligt naive kan tro, at tingene blev afgjort på kongeslottet og i adelens palæer? Selv de mægtigste skikkelser er kun marionetdukker, der dingler i produktivkræfternes snoretræk.

For det første, er det usandt, at nøglepersoner er uden indflydelse på historiens gang. Menneskene i historien reagerer ikke kun med et subliminalt, krybdyragtigt refleks på anonyme, økonomiske strukturer.

For det andet er det jo ikke sådan, at de unge, til gengæld for manglende klassisk historisk viden, kan brillere med særlig indsigt i økonomisk historie. Selv i gymnasiet, hvor de næppe ved hvem Valdemar Atterdag eller Cromwell er, kompenserer de ikke ved at rable analyser af europæisk handel ovenpå Trediveårskrigen af sig.

Hvad de unge i dag hører i historieundervisningen er heller ikke længere især sociologisk og økonomisk historie, men snarere en usammenhængende række punktnedslag, gerne angående eksempler på disciplinering og tugt. Især i folkeskolen holder man fokus på det sansenært anskuelige: latrinspanden, ferlen, spanskrøret, vadmelsdragten - alt det hverdagsagtigt ”vedkommende”, man lokker med fra pædagogisk hold af frygt for at eleverne skal tænde af på det mindre maleriske.

Det er glimrende med fortidens dagligdag i øjenhøjde, som Troels-Lund introducerede så fornemt til i Dagligt liv i Norden, men da jo som supplement til basal viden om den store historie. Alle disse snapshots fra alkove og stald må ikke stå alene.

At historieundervisningen i folkeskolen er lagt om i den retning, er ikke noget jeg påstår. Jeg har i embeds medfør som journalist gennemtrawlet de to mest udbredte systemer fra forlagene Gyldendal og Systime for folkeskolens historieundervisning for 7-9. klasse – ramt duftende nærvær dukkende op af en fortidståge uden mange årstal.

Ned i møddingen

 Den ekstreme indzooming på detaljen skal sandsynligvis imødegå en distraktion hos eleverne, som indfandt sig, da de forkætrede kongerækker røg ud i 70'erne. Dengang satsedes på klassekampens sociologiske vinkel, men den er i sagens natur for abstrakt til at fænge hos skolelever. I frustration over manglende engagement, har man sandsynligvis formodet, at det sansenære var noget de unge kunne ”relatere til”. Man sprang altså fra en grøft over i den anden i stedet for atter at køre på landevejen som i undervisningen før 1970'erne.

Inspirationen til dette fokus på detaljen er inspireret af Michel Foucaults værk, der i 1990'erne blev kult på universiteterne. Han fokuserede på magtens mikrostrukturer, hvorigennem den indfanger det brogede folk for at rette det af – i skole, fængsel, hospital osv.

Foucault var ikke historiker men filosof. Men han borede sig dybt ned i den historiske detalje med sin ”vidensarkæologi”, og af sine fund nede i lagene drog han vidtløftige konklusioner på det idehistoriske plan. 

Nøgterne faghistorikere ryster gerne på hovedet af dem; især af hans vigtigste tese: hævdelsen af store og pludselige episteme-skift fra top til bund i de europæiske samfund.

Historieundervisningen røg altså fra høj abstraktion ned i møddingen eller ud til gabestok og træhest. Sansenært fortids-skrammel i undervisningen pirrer dog næppe dagens cyber-overstimulerede børn. Det gør imidlertid stadigvæk den gode fortælling, som inddrager store skikkelser, krigene og alliancerne, den som tegner de store linier. Svend Tveskæg og Erik Plovpennig er anderledes fængende end temaugens vælling og vadmel. Børn lytter på en anden måde, når der optræder mennesker, som handlende skaber linier og forløb.

Historie på skinner

Store linier findes ganske vist også i den historie, der handler om klasser og feudalisme, men de er ikke kun vanskelige at gribe for børn og unge. Det materialistiske historiesyn er tillige problematisk på grund af sin tyrkertro på, at historien kører på skinner. Dens aktører nedskrives til ”agenter” for de økonomiske kræfter, og et åndeligt niveau med nogen art af selvstændighed anerkendes ikke: det opfattes som et simpelt spejl af produktionsforholdenes hårde realitet. Og afspejlingerne omfattes med største mistænksomhed, for de anses som instrumenter til besmykkelse og tildækning af den materielle virkelighed med al dens undertrykkelse.

Går en konge således over til kristendommen, da vil den sociologiske forståelse se bort fra al formodning om, at han kunne have truffet det valg af oprigtige grunde. Klam kalkule må have tilsagt fyrsten at det var magtmæssigt opportunt for ham at lade sig kristne. Kan man tro andet, er man som et naivt barn, mens materialisten er den gennemskuende voksne, der bag alle rosenrøde fabler ser det gustne motiv eller den sociale tvang.

Det er en logik, der desværre stadig dominerer, selvom marxismen har takket af. Dens sociologiske metode har den efterladt som en noget nær enerådende, kulturel arv.

Fortidens fejltagelser

Men er historieløsheden nu så slem? Hvorfor skal man overhovedet vide noget om historie? Lars Løkke Rasmussen røbede for ikke så længe siden, at han ikke kendte megen danmarkshistorie, og det skammede han sig ikke over. Han giver sig af med at centralisere og nedlægge, og da er det vel ligefrem en fordel at være blank på sin danmarkshistorie. Så bliver man ikke så nemt grebet af følelser og hæmmet af nostalgiske hensyn. Kan man ikke også leve fint uden al den fortid

”Jamen man skal da kende historien, ellers er man dømt til at gentage dens fejltagelser!” Sådan hedder det altid. Og det er næsten altid nazismen, der bruges som eksempel på en fortidig brøler, som er god at undgå. 

Man hører kendetegnende nok aldrig om ædle og smukke sager, som var værd at bevare eller gentage. Det er fordi moderniteten jo regner sig selv for suverænt gennemskuende og fortiden overlegen.

Men er man forhippet på at undgå, at noget slemt skal gentage sig, så er problemet, at den fremadskridende historie hele tiden byder på forandrede omstændigheder. Nok er der intet nyt under solen, og også det onde kommer igen og igen. Men aldrig to gange i ganske samme klæder.

Stirrer man efter skråremme og støvletramp, så opdager man ikke den nye totalitarisme. Den bliver jo ikke identisk med Hitlers. Muligvis kommer den i en pæn, soft udgave, midt i demokratierne, hvor man i godhedens og fælleskabets navn stilfærdigt umyndiggør menneskene. Under henvisning til dyden kan bestemte holdninger eller ytringer diaboliseres, og typer af livsstil og private værdier erklæres uønskede, fordi de anses for inkompatible med nye, knæsatte visioner for dyden.

Og mens man holder udkig efter nazismens gamle uniformer, kan SA-metoder atter tages i anvendelse af nutidens velmenende udrensere – for som sådanne opfattede man jo i Nazityskland sine SA'erne og ikke som bøller. Nu kan autonome vinde magten over gaden, knægte ytringsfriheden og blive strøget med hårene for det. I følge journalisternes historiske visdom forhindrer de autonome en slem fortid i at vende tilbage. Den djævelske ironi er, at de i deres brutalitet genopfører den fra uventet kant.

Blindheden for sådanne fænomener kommer naturligvis af mediernes unisone overtagelse af det sovjetiske venstre/højre-skema, der sætter socialisme og fascisme som diametrale modsætninger og anbringer konservatisme grænsende op til fascismen.

Uforklarligt bliver det dermed, hvorfor konservative kredse i Nazityskland var regimets eneste seriøse modstandere.

Nationalsocialisme og kommunisme er totalitære tvillinger, og det socialistiske, samfundsomstyrtende, anti-konservative, traditionsfjendtlige og værdiknusende element var den diabolske kraft bag nazismen.

Menneskenes dårskaber

Naturligvis kan man lære af historien, men næppe i forholdet 1:1. Man kan sikkert især lære at blive klogere på menneskets dårskaber – alle arvesyndens former – blive klogere ved verdenshistoriens sære tableau på samme måde som ved at læse Henrik Pontoppidan eller se Shakespeare og Henrik Ibsen. Både verdenshistorien og litteraturen introducerer til nedrigheden, stoltheden, magtbrynden, herskesygen. Men jo også til offerviljen og godheden. Man lærer om menneskene.

Man kan vel iagttage mønstre i koalitioner, traktater, fredsslutninger. Man kan forstå, hvorfor en nation tumlede ud i en bankerot som følge af en dum økonomisk politik og hvorfor en anden afværgede fallitten ved fremsynet styring – men går vi blot et halvt århundrede tilbage i tiden, er forudsætningerne så anderledes, at en moderne økonom sikkert vil trække på skuldrene og betragte økonomiske løsninger fra fortiden som kuriosa.

Men i lighed med juristen og polit'en vil han kunne føje en særlig dybde til sin tekniske fagkundskab ved at kende historien, måske oprette en udefinerlig klangbund i sin forståelse af sig selv og sin verden. Ikke for at undgå gentagelse af helt bestemte historiske fejl, men for selv at være bedre påklædt menneske. I stand til at begå friske fejl – men da i det mindste påklædt.

Er motivationen for at kende historien fremtidsrettet, som den jo vil være det i denne nytte-orienterede epoke, så går der funktionalisme i det. Vi skal for tiden alle udvikle os til mere velfungerende individer, og det skal historien så også: udvikle sig og blive mere velfungerende i fremtiden.

Men angriber man sin historie på den emsige måde, så tier den. Det er en hovmodig tilgang, som stadig plejer Oplysningtidens dumme antagelse om, at fortidens mennesker var mindre udviklede end vi. Men de var ikke dummere og fejlede næppe værre end vi kommer til det, her i vores øjenhøjde med begivenhederne.

Grundtvigs hjerte

Man bør hellere gå til historien som Grundtvig gjorde. Ja, mindre kan selvfølgelig gøre det. Man behøver ikke genoptage hans vældige sværmerier og ubændige syner, men man skal lære af hans undersmukke blik for folkets åndelige virkelighed. Opelske blikket for, hvordan fortiden er sælsomt strømførende med sit stik stukket ind i fælles sprog og skæbne. 

Og det kan nemmere læres af de unge, fordi det vil føles vedkommende. Lokumsspanden antager pædagoger er vedkommende, fordi den er så ramt realistisk og folkelig. Men det drejer sig jo om en reduceret og karikeret folkelighed. Den keder, fordi den ikke er opladt med sansen for sammenhæng. Spanden står alene som kuriosum. Eller højst sammen med træhesten – som så kun skal illustrere undertrykkelse og uretfærdighed i en slap klassekampshistorie, hvor man er fikseret på der, der skilte.

Man skal også kunne se det, som knyttede sammen: den usynlige kæde af kærminder, båndene, der bandt, som årene randt, for da træder historien én nær på kærlig, dramatisk, forfærdende eller stilfærdig vis. Lavmælt eller larmende, knugende eller opmuntrende. Da angår den os.

Derfor er Dybbøl blevet sådan et voldsomt tema, da medierne af jubilæumsgrunde tog 1864 op. Tragedien stak knugende ud gennem alle forfladigende forsøg på relativering. Et stort sår, som atter binder opmærksomheden. Dumhed, kortsynethed, tapperhed, loyalitet.

Nederlaget er vedkommende på en anden måde, end hvis det hele var overgået schweizere eller portugisere. Folk løfter hovedet og lytter: dengang landet blev lille. Vi er stadig små, var det sådan det begyndte? Man lytter.

Det er ens eget folks fortid, det er ikke abstrakt, det er interessant, og det er til at huske. Det var altså dem, som under Dybbøl led, dem der elsked ungt og drømte langt og så kun alt for kort. Okay så, det var frem af dem at folket stod.

Og i skoleklassen kan man, med opmærksomheden således fangen, udvide perspektivet i radier: hvem var Bismarck? Havde han langsigtede planer, som den krigeriske støtte til slesvig-holstenernes oprør kun var optakten til? Var Dybbøl en militær generalprøve? Førte han flere krige? Han samlede et rige, et kejserrige; hvilken umådelig krig gjorde en ende på det? Hvorfor trækker nogle historikere en linie fra overgangen til Als i sommeren 1864 helt op til Anden Verdenskrig, fortsættelseskrigen til Første Verdenskrig? Sådan kan man komme fra det hjemlige til det internationale.

Nationalromantik

Men optagethed af hjemstavnen og folket lyder jo som den skæreste nationalromantik. Den, der angiveligt i en rus gjorde os til danskere for 165 år siden, som Uffe Østergaard og andre en overgang hævdede det.

Eftersom de ikke hævder det længere, kan man forresten se, hvordan man kan ”lære” stort set alt af historien: 1848 gjorde os til danskere, hvad hverken almue eller elite følte sig som tidligere, for bondens horisont endte ved sognegrænsen og han foragtede den hovedstad, han kun kendte frasagn om, mens adelsmanden talte fremmede tungemål osv. Men man kan også lære, at danskerne følte sig som danskere, allerede da Dannevirke blev opført og alle landsbykirkerne blev bygget på ingen tid.

Nationalromantikken er jo et modbydeligt sværmeri, lyder mediernes mantra, den tidlige rod til nationalsocialismen, eller hvad? Vi skal vel ikke til igen at slå os for brystet i chauvinistisk selvovervurdering og nedgøring af andre nationer?

Selvsagt ikke. Grundtvigs nationalromantik var jo heller ikke således aggressiv. Lyder han af og til sådan, når han omtaler ”tydsken”, så skyldes det jo den objektive kendsgerning, at ”tydsken” selv valgte at være Danmarks fjende i hans samtid. Og hans hyldest til Danmark kommer af lutter kærlighed, ligesom man kan sætte sin kone over andre kvinder, sine børn over naboens børn. Danskerne elsker han, ikke fordi de er bedre, men fordi de er hans landsmænd.

Hvis en nationalromantik begynder at antage nationalistiske træk, som det blev tilfældet nede hos ”tydsken” efter 1864, er fanden naturligvis løs. Men ikke alle udvikler sig ikke som Tyskland 1870-1945, selvom den uhyggelige solo-historie efterhånden opfattes som fast matrice for enhver vurdering af den mindste godhed for fædrelandet. I den smukkeste ømhed vil journalistikkens egenartede begavelse altid se spiren til kommende erobringskrige som de førtes af Preussen, Kejserriget og Det tredje Rige.

Kildekritikkens selvfedme

På historieskrivningens felt beredte kildekrikkens positivisme det første syrebad for den såkaldt romantiske forståelse af historien. Herhjemme forbindes kildekritikken med dens pioner Erik Arup, professor 1916-47. Den forholdt sig, som ordet siger, kritisk til kilderne og forstod sig som videnskabeligt objektiv. På universitetet omdøbte man undervisningslokalerne til ”laboratorier”, man var ubestikkeligt neutrale og skånselsløs over for gamle illusioner: slut med ædle og rene skikkelser og et ”tappert” folk.

Denne positivistiske nøgternhed er jo hjerteskærende vanfør i sin blindhed for de følelser, som i virkeligheden ofte har drevet aktørerne på historiens scene. Vil man i anti-romantikkens navn uddrive al tale om for eksempel tapperhed, så ser man ikke, at tapperhed faktisk findes. Man erstatter altså ikke fordrejninger med objektivitet, man fordrejer blot på sin egen måde.

Det er jo også sigende, at den som anlægger den komplet kyniske alen på fortiden, tænker anderledes, når sagen drejer sig om hans egen historie med ægtefælle og børn. De udgør ikke noget ”forestillet fælleskab”. Selvom det godt kan se sådan ud for os andre udenforstående: hvad vil han med den dumme hejre? Jamen han elsker hende jo.

Nok er megen idioti udsprunget af the linguistic turn med dens ”alt er sprog”, ikke mindst den grasserende konstruktivisme. Men sansen for sproget har også bragt den gode gamle fænomenologi på banen igen. Dens hermeneutiske forståelse af kognition lader efterhånden forestillingen om objektiv historieskrivning fremstå som meget naiv.

Der findes ingen nagelfast historisk dom, der kommer i stand gennem ”uvildig” kildekritik, for der findes ingen uvildig læsning. Historikeren må tolke sine kilder så lødigt som muligt, men når ikke hinsides den uophørlige drøftelse af dem. Derfor er der jo også forskellige lejre i historikerlauget. Historievidenskaben er en humanvidenskab, ikke en naturvidenskab.

Den skal have orden i papirerne, og historikeren må forsøge at iagttage sig selv og sine egne præferencer. Men han kan ikke springe over sin egen skygge.

Nissen flytter med

Historisk sværmeri er altså ikke overvundet, fordi man har gjort det af med nationalromantisk historieskrivning. Nissen flytter med. Nu gælder sværmeriet bare rengøringsvanviddet med den skurebørste, der fjerner lagene af smuk og ganske virkelig maling fra det antikke møbel. Den bestræbelse har sine egne, nye kæledægger og prügelknaber.

Nationalromantikken er afløst af en anden romantik, som man kan kalde Internationalromantikken. Den vil overskride fædrelandenes virkelighed, afsløre at de aldrig var andet end forestillede fællesskaber, ideologi og humbug, pisket frem ved indoktrinering fra oven, ikke udsprunget af kærlighed fra neden. Åndelige, historiske bånd vil den i det hele taget, ligesom marxismen, nedtone systematisk. De store katedraler opførtes angiveligt ud fra rene illusioner, som kunne bruges folkeligt undertrykkende, ikke ud fra nogen virkelig tro.

Internationalromantikken romantiserer til gengæld rettigheds-idealisme og globalisering, alt det, som skal bankes ind i hovederne på de tungeste to tredjedele af befolkningen. Et projekt, hvis fallit senest fra 2016 er blevet åbenlys for selv den mest monomane internationalromantiker. Man kan ikke banke varm luft ind i solide hoveder, så i disse år får de nye sværmere den såkaldte ”populismes” boomerang i hovedet.

Men Internationalromantikken ønsker post-national grænseløshed, krydret med forfriskende indvandring fra egne uden for Europa, for den mener, at nationer er roden til alt ondt.

Andre mener, at kunne uddrage den lære af historien, at fornuftige grænser gerne er fredsstiftende, og at megen konflikt vil komme af den idealistiske klasses kombinationen af sin religiøse uvidenhed med dens åbenhed for folkevandring.

Måske er dette også grunden til, at epokens elite af internationalromantikere ikke melder sig ind i debatten om historieløshed. Deres visioner svæver smukkest uden irriterende ballast af historisk dannelse.

Dens fravær er i det hele taget betingelsen for det kronologiske snobberi, som er forudsætningen for de mest hule visioner. Internationalromantikken opfatter fortiden som et mørke, hvor overtro herskede. Første lys faldt ind med renæssancen, og solens opgang begynder med Oplysningen. Ved dens lampe skræmtes gamle genfærd bort, ”skramlet” begyndte at blive kørt ud på, hvad Marx kaldte historiens losseplads. Derved vil vejen banes for en fremtid med varm, mellemfolkelig forståelse, hvor vi fører politik med sans for menneskerettigheder og internationale samarbejdsorganer. Her kan man vel tale om et i høj grad forestillet fællesskab.

Afskåret bagtil

Desværre er vi begyndt at acceptere historieløsheden så småt. Man ser bedre det egentligt grelle ved den, hvis man forestiller sig en udlænding udstyret med den. Træffer man en hollænder, formoder man spontant, at han svarer lige ud ad landevejen, hvis man stiller ham et par meget enkle spørgsmål om hans lands fortid. ”Hvorfor bekender I troskab til den spanske konge i jeres nationalsang? Hvad var det dog for en alliance?"

Aner det ikke, svarer hollænderen måske. Da vil danskeren undre sig: helt ærligt – er han ikke hollænder? Og så er han blank på emnet Holland? Man formoder at her ligger landet som del af identiteten.

Men for eget vedkommende dispenserer vi gerne: herregud, vi er her jo, landet ligger her, det kører meget godt, administration og forvaltningen administrerer og forvalter; det går fint uden fortid og erindring. Vi lever glad og gerne med en forkortet identitet, fordi vi lever i det tilvante rum. Men en franskmand, der intet ved om Frankrig før 1980, ville vi regne for sær.

Vi har fået os en beskåret identitet. Som et fladt baghovede. Ens tilværelse bliver uden resonansrum, ens land uden baggrund. Et landområde med nogle nulevende politikere og studieværter, som bliver skilt. Var landet en person, var det en person uden biografi og personlig identitet. Da var landet som en dement person.

Det er smukt og godt at vide, hvad der var landets skæbne i fortiden, ligesom det er smukt at vide lidt om sin familie – det er jo beklemmende, når en 14-årig ikke aner, hvor hans forældre er født, eller hvad hans farfar egentlig lavede.

Man er skæbneforbundne i landet, for man har haft meget sammen. Og skæbne skal man lære at tage på sig for at blive voksen, både ens personlige og landets. ”Hver glans, hver plet vil jeg bære.”

Begge skæbnedimensioner er der vist stedse færre der ønsker at slæbe på. Det gælder om at kaste de tyngende sandsække, så varmluftballonen kan stige til vejrs. Man vil ikke se sig over skulderen men bestandig udvikle sig ud i futuristiske nye udgaver, der skifter karriere, ægtefælle og er en forvandlingskugle.

Men man har – nolens volens – en skæbne, også selvom man lever hæsblæsende og uden erindring. Landets skæbne viser sig smukkest i dets fællesskab af bånd. Det er ikke nationalromantisk at konstatere deres eksistens – men måske en smule romantisk, for så vidt romantikken regner det usynlige for det virkeligste af alt. 

Det gør kristendommen også. Derfor knytter Grundtvig så gerne sans for kristendommen sammen med sansen for familie og fædreland:

”Er os tomme ord og lyde
eget folk og fædres land,
ved vi ej, hvad de betyde
mer end mængde, muld og strand,
tant er og hvert ord, vi tale
om Guds riges bjerg og dale,
om Guds folk og menighed.”

Vi er del af eget folk og fædres land og indgår fra fødslen i et fællesskab, som er mere end end mængde. Og vi bebor et område, der er mere end jorden og vandkanten, et fædreland, fædrenes, som vi arver.

Det åndsfællesskab erfarer man kun i kærlighed, og hos Grundtvig er øret for denne tone herneden altså en gavnlig forudsætning for at forstå og modtage Guds rige. Med sproget som det, der symboliserer, fremkalder og virkeliggør.

Sproget har man ikke for sig alene men kun i fællesskab. I det kan ånden slå ned og med den kærligheden, troen og håbet. Usynlige hver og en – men stærkere end alt andet.

Foranderlighed forgår

af Theis Johansen

Skuer man ud over det folkekirkelige landskab, rammes øjnene af en tiltagende svie ved synet af begreber som ”yoga- og spaghetti-gudstjeneste” eller tiltag som zumba i kirkerummet. En hel del af disse moderne aktiviteter støder man på i utallige kirker landet over, idet de hilses velkommen af visse danske folkekirkepræster – flere indgår sågar selv aktivt i indførslen og udførslen. Man forsøger således på krampagtig vis gennem handelskapitalismens dekadente formel om udbud og efterspørgsel at lokke flere kunder til den ’hellige’ butik, hvori der tilbydes syndsforladelse over en kop kaffe og en croissant.

Og den såkaldte ”modernisering”, der som en flodbølge skyller ind over landet og hiver solide traditioner op med rode med argumentet om, at ”kirken skal følge med tiden”, bakkes op af kirkens ledere – bl.a. Københavns domprovst, Anders Gadegaard, som åbenhjertigt til DR fortalte om, hvorledes Folkekirken burde lade sig inspirere af Tiger-milliardærens cafékirke på Vesterbro, hvor man velsagtens kan tage sig et slag bordtennis ind over det gamle alter eller dyrke yoga i det æstetiske kirkerum.

Mig bekendt er der imidlertid ikke fundet skriftlige vidnesbyrd, der kan bevidne, at Jesus eller dennes disciple dyrkede yoga på tempelpladsen i Jerusalem; ej heller erindrer jeg, at Paulus og Simon Peter skulle have spillet en bordtenniskamp til apostelmødet. Derimod ryddede Jesus Kristus tempelpladsen i Jerusalem, fordi han anså denne form for kræmmermarked med pengevekselerer og salgsboder, der havde gjort sit indtog på tempelpladsen, som den rene afgudsdyrkelse – andetsteds hos Matthæus hedder det ligefrem, at man ikke kan tjene både Gud og mammon. Kirken er et bedehus for Gud og må behandles som sådan. Udgangspunktet er det samme i dag, hvor det ingenlunde må blive markedet og underholdningsværdien, der skal regulere vor gudstjeneste og vor kirke. Tværtimod.

Kristne filosoffer fra Anselm af Canterbury til vor egen Søren Kierkegaard er alle enige om, at Gud er uforanderlig. Som uforanderlig, almægtig Gud skabte han verden, ligesom han som uforanderlig, almægtig Gud åbenbarede sig i timeligheden, hvad Kierkegaard kalder et paradoks, da vi som mennesker ikke er i stand til at begribe åbenbaringen med vores egen fornuft. Troen er det lykkelige sammenstød imellem forstandens tilsidesættelse og hengivelsen til paradokset. Dette åbenbaringens øjeblik er netop hele kristenhedens essens: at Gud blev menneske.

Når vi således bør behandle kirken som et bedehus for den evige, almægtige Gud, bør kirken for så vidt muligt udgøre et evighedens rum, i hvilket vi i ly fra tidens foranderlighed kan ihukomme, hvorledes den evige, uforanderlige Gud blev menneske, tog bolig i blandt os og døde for vore synder på korset. Dermed sagt er det kirkens opgave at forkynde evangeliet rent og purt uden moderne tendenser og foranderlighedens forgængelighed. Thi alt, der er foranderligt, forgår – det samme vil gøre sig gældende for kirkerummet og den samlede kristenhed, såfremt vi profanerer rummet med alverdens nyreligiøse bevægelser.

Tolerance og multikulturalisme blev til "religion"

af Villy Klit-Johansen

Tolerance og multikulturalisme er de store ledestjerner på himlen over en stor del af folketingspolitikerne. Det samme gælder en stor del af den opinionsdannende medieverden samt kirke- og kulturlivet.

De to begreber er på det nærmeste udtryk for en moderne, meget udbredt, ”religion”. Når jeg bruger ordet ”religion” skal det forstås som det, man bygger sit liv på og agerer ud fra. Da Gud var død, måtte man jo finde på noget.

Hvis man tænker lidt over denne moderne ”religion”, rejser det spørgsmål sig, om den måske i virkeligheden bare er den rene indifferentisme, på dansk: ligegyldighed. Alt er lige godt og lige skidt. Undtagen naturligvis den kristendom, som har præget vores land gennem tusinde år, og hvis budskab har været til trøst for mennesker gennem utallige slægter. I tolerancens og multikulturalismens verden er kristendommen underligt nok kun skidt. Undtagen hvis den er omtolket til ukendelighed i den humanistiske tolerances billede, som det faktisk er tilfældet i store dele af Folkekirken. Omtolket til et udtryk for ens egen tolerance og godhed kan den til nød accepteres. –

Kristendom er i de kredse hadeobjekt og jagtbytte. Islam derimod ønsker de at fremme med alle midler. De vil nemlig ikke vide, at der er god og dårlig religion. De VIL ikke vide det. De lukker øjne og ører for alt, hvad der kan forstyrre dem og gøre dem utrygge i den fasttømrede tankegang, de én gang har slået sig til ro i. Under tolerancens tomme himmel.

Kritik af dårlig og skadelig religion kaldes i disse kredse ”dæmonisering” og ”fremmedfjendskhed”. Det værste er næsten, at den slags ofte opfattes som liggende i forlængelse af Grundtvig og det grundtvigske frisind og dyrkes som sådan.

Der var han igen, Grundtvig. Ham skal man ikke læse, man skal leve ham, hedder det. Hvis man alligevel kommer for skade at læse ham, og det kan man jo af vanvare komme til, så kan man konstatere, at han allerede tidligt i sit liv var på det rene med, at der er forskel på frisind og tolerance. Han holdt på Roskilde konvent oktober 1814, 31 år gammel, et foredrag ”Om polemik og tolerance eller om tvist og tål”. Foredraget er et, indrømmet, provokerende angreb på dele af præstestanden.

Det er rationalismen, han tager under behandling. Specielt det fra den franske oplysning stammende begreb tolerance. At tolerance også kan have en positiv betydning af tålsomhed og et tilgivende sind ved Grundtvig godt, men det er den fra oplysningstiden stammende brug af ordet, han tager op:

”Hvad er tolerance? Med dette ord mener vor tid, men siger det naturligvis ikke rent ud: neutralitet i den åndelige kamp, udspringende af ligegyldighed for meninger, som angår menneskets højeste anliggender, en ligegyldighed, der forbyder at hade og afsky og fordømme hvilken som helst mening det måtte være. En sådan ”tolerance” har som forudsætning, at godt og ondt, sandhed og løgn ikke er uforsonlige modsætninger, men kun forskellige sider af ét og det samme grundvæsens udvikling.”

Og lidt senere: ”løgn og ondt skal vi visseligen dømme og fordømme, men derfor ej det menneske hos hvem der findes løgn og ondt; thi det findes hos os alle …”

Under evangeliets tiltale er vi alle lige, der er ingen forskel på mennesker. I modsætning til islam – og humanismen – der gør forskel på mennesker og skelner mellem onde og gode, rene og urene. Grundtvig har en anden distinktion. Han er i stand til at skelne mellem et menneske og dets meninger, herunder dets løgn og ondskab. Det er befriende, og det er en forudsætning for det ægte frisind. Grundtvig kunne heller ikke opgive at skelne mellem godt og ondt, sandhed og løgn. Det er en helt afgørende forudsætning for det ægte frisind, som Grundtvig kæmpede for. Til gavn for Danmark indtil denne dag.

Det moderne begreb multikulturalisme kunne, ligesom tolerance, også have en positiv betydning. Det kunne stå for glæde ved kulturel mangfoldighed og fascination ved at møde det anderledes og blive beriget af det. Men det er kommet til at dække over en hårdnakket, virkelighedsfjern, benægtelse af religionens og kulturens betydning for, hvordan en stat og et samfund er opbygget og fungerer. Religiøse og kulturelle forskelle betyder i virkeligheden ingen ting, mener man.

Det giver sig udslag i en ideologisk forestilling om, at en stor mængde mennesker med en ekstremt anderledes religion som islam uden videre lader sig integrere i et gammelt land som Danmark. Og det har så ført til det ideologisk drevne, kamikaze-agtige, eksperiment med vores samfund, som vi er vidner til og, for de flestes vedkommende, ufrivillige deltagere i.

Begreberne tolerance og multikulturalisme er i dag udtryk for neutralitet, udsprunget af en ligegyldighed, der er skadelig, ja ligefrem farlig for vores land. Tør man ikke se det i øjnene og kæmpe mod det, med ordet naturligvis, er vores fremtid truet. “Naturligvis en kamp med åndens sværd; den verdslige magt har her intet at gøre”, siger Grundtvig i foredraget. Han talte jo ind i en kirkelig sammenhæng, hvor brug af verdslig magt for Grundtvig var utålelig. Dette udelukker ikke, at der i dag, foruden den åndelige og kulturelle kamp, også er en politisk kamp at kæmpe.

En generation fra udryddelse - grundlovstale

af Merete Bøye

Overskriften til min tale er lånt fra den amerikanske tidligere præsident, Ronald Reagan, som sagde:

Freedom is never more than one generation away from extinction. We didn't pass it to our children in the bloodstream. It must be fought for, protected, and handed on for them to do the same.

Det betyder, frit oversat:

Frihed er aldrig mere end én generation fra at udryddes. Den nedarves ikke automatisk til vores børn. Friheden må man kæmpe for og værne om, og overlevere til sine børn, så de kan gøre det samme.

Man skulle næsten tro, at Ronald Reagan havde læst Grundtvig, for Grundtvig siger næsten det samme i digtet Folket er endnu forblindet i 1839. Her skriver han:

Fred og frihed, lys og lempe, det er tidens sande tarv,
men den må sig selv tilkæmpe, hvad ej til den gik i arv.

Jeg er enig: friheden må man kæmpe for og værne om, hvis man ønsker,at den skal bevares. Men hvad er frihed egentlig? Vi taler meget om frihed. Frihed til det ene og frihed fra det andet, men hvad mener vi egentlig med ordet?
Friheden som sådan er højt besunget gennem årene, men det er som om, ordet kan dække over meget forskellige ting. Hvad er det, vi mener, når vi taler om frihed? Det er ikke altid det samme.

Det bedste guld

Der er en sang i højskolesangbogen, der hedder ”Frihed er det bedste guld”. Det er virkelig en hyldest til friheden. Frihed er ”det bedste guld”, som man kan ”smykke sig” med. Den er en mur til værn mod fjender, et ”gyldent skjold”, en ”dejlig brud” og en ”sikker havn”. Frihed er i det hele taget alt, hvad der er godt, fornemmer man. Da jeg gik i gymnasiet på katedralskolen i Århus i firserne hed det sig, at den gamle rektor på stedet plejede at give eleverne en fritime, hvis de troppede op på hans kontor og sang ”Frihed er det bedste guld”, for den sang rørte ham nu så dybt.

Sådan har mange danskere haft en ærefrygt for begrebet frihed. Indtil for ca. 20 år siden var det en selvfølge for de fleste danskere, at frihed er vigtigt. Der findes forskellige former for frihed. Grundloven beskytter en del af dem, såsom religionsfrihed, personlig frihed, ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed. Og den mest grundlæggende frihed er ytringsfrihed, for uden den kan man ikke have de andre.

I dag er det ikke alle, der mener, ytringsfrihed nødvendigvis er godt. Jeg har vanskeligt ved at forstå dem, så derfor gengiver jeg måske ikke deres standpunkt korrekt, men det, jeg hører dem sige, er, at ytringsfrihed er en god ting, så længe man bare ikke krænker nogen med det, man siger. Det lyder fint og godt, men det er i praksis en vanskelig regel at efterleve, for næsten uanset hvad man siger, er der nogen, der kan tage anstød af det. Den engelske skuespiller Stephen Fry har sagt det meget godt: ”Nutildags er det meget almindeligt at høre folk sige: ’Jeg føler mig krænket’, som om det giver dem bestemte rettigheder. Men det er jo ikke andet end vræleri. Det betyder ingenting, det har intet formål, der er ingen grund til at respektere det som et udsagn. ’Jeg føler mig krænket’ – okay, og hvad så?”

George Orwell sagde det ganske kort og præcist: ”Freedom is the right to tell people what they do not want to hear.” Frihed er retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre. At fortælle folk det, de gerne vil høre, behøver man ikke frihed til.

Fra livsnødvendig til ligegyldig

Der må være sket et eller andet på et tidspunkt mellem dér hvor den gamle rektor rørtes i hjertet af at høre ungdommen synge ”Frihed er det bedste guld” og så i dag, hvor man kan høre politikere og kendte skuespillere vrænge på næsen af den mest basale frihed overhovedet, friheden til at ytre sig.

Jeg har en eller anden idé om, at vores forældres og bedsteforældres generationer satte friheden – og frihederne – så højt, som de gjorde, fordi de havde levet i en tid, hvor de ikke kunne tages for givet. I dag er danskerne opvokset i fredstid og ingen kan huske, hvordan det var, da der ikke var fred og frihed i Europa. Ligesom luft er frihed noget, man sætter mest pris på, når den ikke er der.

Men det er de store, vældige, abstrakte friheder. Til daglig bruger vi også ordet på en mere jordnær måde. Den sammenhæng, hvor man hører ordet frihed mest, er reklamer. Rigtig mange reklamer handler om frihed: ”Føl friheden med Bluetooth-højtalere fra Motorola!”, ”Oplev friheden med Dailies Plus kontaktlinser”. Den amerikanske kilt-producent, Utilikilt, har sloganet: ”We sell freedom” – Vi sælger frihed.

I banken kan man høre ordet frihed brugt om økonomiske forhold : ”Det gir jer en vis frihed, at I er gældfrie nu”. Folk der er på efterløn siger ofte, at de ”nyder friheden” – og dermed mener de, at de nyder ikke at være bundet op på en hverdag i faste rammer; de nyder, at de har de fornødne økonomiske rammer og den fritid, der skal til, for at de kan gøre mere eller mindre hvad de vil, når de vil. Forældrepar kan nu også holde "børnefri" ferie, hvilket ikke betyder, at de holder ferie med deres børn, men at de holder fri fra deres børn. 

Friheds-kæmper

Hvis man sammenligner den frihed det giver at gå med kilt eller tage sig en weekend på hotel uden børn med ordet friheds-kæmper, så kommer reklamebranchens og bankens frihedsbegreb til at lyde noget overfladisk. Det var jo ikke friheden fra snærende underbukser eller friheden fra at være sammen med deres børn, som frihedskæmperne under 2. verdenskrig gav deres liv for. For dem var frihed noget dybere. Frihed var en tilstand, et menneske kunne være i – modsat trældom.

At man er er frit menneske, der kan trække vejret frit, tale og tænke frit – det er noget helt andet og langt mere dyrebart, end hvad mange mennesker i dag lægger i ordet ”fri”. Det er dén frihed, Reagan talte om, da han formanede amerikanerne til at passe på deres frihed og kæmpe for den – fordi den altid kun er én generation fra at uddø.

Frihed fra normer

Den kulturradikale ateist Poul Henningsen, bedre kendt som PH, skrev en vise i 1940, som hylder friheden. Den er skrevet under besættelsen, men det er egentlig kun det sidste vers, der kan tolkes i retning af opsætsighed over for besættelsesmagten. De andre handler om en anden form for frihed. Nemlig friheden fra at være bundet af konventioner – og af andre mennesker. Frihed til at reagere mod normerne, gøre sig fri af alle snærende bånd. PH skriver: ”Alle mine kys er ikke ja og ikke nej. De ord, jeg svor med haand og mund, de gælder kun den svimle stund, det netop er kysset fra dig, jeg ka li.” og ”Kunne vi forbyde de tre ord: Jeg lover dig, var vi vist i elskovskunst paa mere ærlig vej.” M.a.o: Så længe, jeg ikke med ord har lovet dig noget, så har jeg ikke ansvar for dig, vi har ingen magt over hinanden, og så er vi begge frie. Siden har der vist været eksperimenteret så meget med såkaldt ”fri” kærlighed, at de fleste nok må erkende, at hvis frihed forstås som frihed fra bånd, så er kærligheden aldrig fri. Kærlighedens natur er at binde og lænke mennesker sammen. Med den forskel til fysiske bånd og lænker, at det gør mere ondt at løse dem end at binde dem.

Det er mit indtryk, at de fleste af dem, der gennem 70'erne tog PH på ordet og eksperimenterede med såkaldt ”fri kærlighed” gjorde den erfaring, at den slags frihed, som går ud på at være fri for ansvar over for andre, selv dem man elsker mest – det er en djævelsk frihed, som ikke i længden er ønskværdig. Det er ikke sand frihed. Sand frihed er er mere end bare ubundethed og grænseløshed.

Digteren Jens Rosendal skrev i 1979 hvad jeg opfatter som en slags tømmermands-sang oven på netop 70'ernes ”frie kærlighed” - den sang, der hedder Engang var frihed ordet.

Engang – da Rosendal var ung, fornemmer man – engang var han optaget af at søge frihed, forstået som at blive fri for grænser og bånd, som PH. ”Engang var frihed ordet, der brændte i mit sind. De grænseløse vidder, den frie åbne vind. Engang var altings frihed fremdriften i min hånd. Det var min agt, mit arbejd, at sprænge alle bånd.” Men grænseløsheden og den frit svævende tilstand blev for meget for ham. Det var tvivlen, der blev grænseløs og vandringen, der blev endeløs, og han fandt ud af, at mennesker har brug for grænser, og brug for at tage ansvar for andre mennesker. Den PH’ske frihed var ikke den frihed, han ønskede sig. Rosendal skriver ”Nu beder jeg om grænser, et sted, hvor jeg kan stå… Nu beder jeg om ansvar og frihed for den plet, hvor jeg skal være hjemme og slås for arv og ret.” Han ønsker altså grænser, ansvar OG frihed. Frihed i den forstand, jeg omtalte før – den slags frihed, som frihedskæmperne kæmpede for.

Den kristne frihed

Når vi i kirken taler om det kristne menneskes frihed, så er det også en dyb og grundlæggende frihed, vi tænker på: at vi er fri fra lovens trældom, fra syndens slavelænker. Når jeg med Anne Sofie Seidelins udgangsbøn takker for ”at jeg går ud herfra som et frit menneske” – så takker jeg ikke for, at jeg har penge, at jeg har bluetooth-højtalere, at børnene er fløjet fra reden, eller at jeg kan gøre hvad jeg vil uden at tænke på andre – nej, jeg takker for, at jeg ikke lever i slaveri, at jeg har min frihed, at jeg frit kan tænke, tro og tale, at jeg er i den allerdybeste forstand et frit menneske. Derfor kunne tidligere fængselspræst Carl Lomholt også bruge netop denne udgangsbøn over for de indsatte, han var præst for. For selvom de var i fængsel, så var de i kristelig forstand frie.

Kristendommen handler i en nøddeskal om, at vi er gjort frie. Vi er frelst i Kristus. Ordet ”frelse” er et gammelt ord, der oprindeligt kom af ”fri-halse”. Slaver skulle gå med en ring om halsen, og når de blev sat frie, fik de ringen slået af. Så var de fri-halset – de var frelst. At være frelst – at være fri i kristen forstand – er med andre ord at leve uden jernlænker. Men det er ikke at leve uden bånd. At være frelst og leve som et frit menneske er at være bundet til Gud og næsten, på en anden måde, i kærlighed og ansvarlighed. Som kristen er man helt grundlæggende fri. Man er befriet fra ”Djævelens fængsel”. Det er en frihed fra syndens og dødens lænker. Det er friheden til at være sig selv. Og det er en frihed, som kun Gud kan give.

Når vi i Danmark har en tradition for at mene, at frihed er vigtigt – og når vi har en grundlov, der giver os frihed til at tænke, tro og tale frit – så er det derfor min påstand, at det i vid udstrækning er fordi, Danmark står i en kristen tradition.

Ytringsfrihed – den grundlæggende frihed

Den grundlæggende frihed er som sagt ytringsfriheden. Uden friheden til frit at tænke og tale, er der heller ingen pressefrihed eller religionsfrihed. I et land uden ytringsfrihed har folket ingen indflydelse, men er helt i hænderne på magthaverne. Som George Washington sagde det: ”Hvis ytringsfriheden bliver taget fra os, så kan vi føres, døve og blinde, som får til slagtehuset.”

Der er mange, der bruger udtrykket, at man har frihed under ansvar. Det er et udtryk, der er hentet fra Grundloven, og det er rigtigt, at vi har frihed under ansvar. Men det kan nok være gavnligt lige at se på, hvad udtrykket egentlig dækker over. Det bliver tit brugt af dem, der går ind for begrebet ”ytringsfrihed MEN” og siger, at ”vi har ytringsfrihed, men vi har ikke ytringspligt”. Men frihed under ansvar betyder ikke, at man skal tænke sig om, inden man taler. Det kan være gavnligt at gøre det, bevares, men man har altså ret til at lade være. Hvilket vist de fleste på et eller andet tidspunkt har prøvet at være taknemmelige for.

Debattøren Georg Metz siger: ”Ytringsfriheden, som er en hjørnesten i de borgerlige rettigheder, fritager jo ikke én fra omtankens forpligtelse.” Men det er faktisk lige nøjagtig, hvad ytringsfriheden gør. Og det er dybt alarmerende, at Georg Metz og med ham mange andre mennesker fra landets skrivende lag tilsyneladende slet ikke har forstået, hvad ytringsfrihed er.

Ytringsfriheden er ikke først og fremmest din ret til at sige din mening, men naboens til at sige sin. Frihed er retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre, som Orwell sagde. Det er dermed også friheden til at sige noget dumt, vulgært eller stødende. (Og dén frihed har Georg Metz sandt for dyden selv benyttet sig af utallige gange, så han burde om nogen værdsætte den!)

At vi har frihed under ansvar er noget, der kommer fra Grundlovens §77, hvor der står: "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene."

Det vil sige, at alle danskere stadigvæk har lov til at sige og skrive lige hvad de vil, også selvom det er ubegavet eller stødende. Men samtidig må de også tage skraldet for det, de siger og skriver. Hvis man skriver løgnagtigt og ærekrænkende om andre, så er det det, der hedder injurier, og det kan man straffes for ved en domstol. Her går ytringsfrihedens grænse. Men ellers kan man sige og skrive, hvad man vil. Der er dog også den såkaldte blasfemi-paragraf og den såkaldte racismeparagraf, som sætter nogle grænser for, hvad man må sige om bl.a. religion. (Det kan man mene om, hvad man vil. Jeg mener, de paragraffer må være overflødige, så længe vi har injurielovgivningen, men det er en anden snak.)

Censur

I §77 står der også, at ”Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” Før Grundlovens indførelse i 1849 kunne bøger og tidsskrifter blive underkastet censur, hvilket betød, at de skulle læses igennem af en embedsmand, inden de kunne trykkes. Først når han havde godkendt det efter evt. at have rettet i indholdet, kunne de trykkes. Nu har vi forbud mod censur, og det vil sige, at man først kan stævne en forfatter eller journalist for injurier og lignende efter at hans bog eller artikel er udkommet.

Så der er ingen dansker, der behøver frygte for at komme under politicensur, ligesom fx Grundtvig var det i en periode af sit liv. Til gengæld har såvel medierne som de fleste privatpersoner siden 2005 påført sig selv en betydelig grad af selvcensur. Man siger tingene anderledes i det offentlige rum end mellem sine venner – og det er især i forhold til islam. Hvem tør i dag trykke en satirisk tegning af Muhammed? Der vil man tænke sig om en ekstra gang. Og det kan godt være, nogen prøver at bilde sig selv eller andre ind, at når man ikke vil tegne muhammed eller kritisere islam, så er det ikke fordi man er bange for repressalier, men blot for at være hensynsfuld og tolerant. Men det klinger nu lidt hult, når man samtidig ikke har nogen problemer med at trykke læserbreve, der er kritiske over for Indre Mission, producere børne-tv, sågar til jul og til påske, der latterliggør kristendom over en bred kam, eller bringe en lind strøm af tegneseriestriber, der gør nar ad Jesus, Moses, Buddha og Shiva. Hvis man virkelig ønsker at tage hensyn til religiøse og etniske minoriteter, hvorfor er det så kun islam og muslimer, man ikke vil gå for nær, mens man gerne vil være talerør for kritikere af andre minoriteter, såsom Jehovas Vidner eller jøder

Satiremagasinet Charlie Hebdo gjorde grin med alle religioner. Mest kristendommen, faktisk. Men redaktionens lokaler har ikke været hjemsøgt af vildt omkringskydende kristne fundamentalister. Det er nemlig en del af de kristne fundamentalisters fundament, at man skal vende den anden kind til, så dem kan man roligt håne, spotte og latterliggøre uden at være bange for voldelige repressalier.

Nej, hensynsfuldhed og tolerance er bare en fernis hen over den frygt, der i virkeligheden driver værket. Hvilket blev smerteligt tydeligt d. 30. september sidste år, da ingen aviser turde trykke en eneste Muhammedtegning på tiårsdagen efter deres udgivelse.

Censur kan ingensinde på ny indføres, står der i Grundloven. Men der er kommet en anden lov i landet, som siger noget andet. En lov, som et lille mindretal mener, står over Grundloven – og der er tilsyneladende et flertal, der mener, at dette mindretal skal have lov at tilsidesætte vores grundlov til fordel for deres religiøse lov. Det er mig uforståeligt, hvorfor nogle mennesker er begyndt at agitere for en begrænsning af friheden og udtrykke forståelse for voldsanvendelse imod dem, der giver udtryk for islamkritiske holdninger. Men hvor ofte har man ikke hørt det påstået, at det fx er Kurt Westergaards egen skyld, at han må leve under jorden, for han kunne bare have ladet være med at fornærme Muhammed. Eller at det var Finn Nørgaards egen skyld, at han blev skudt på Krudttønden, for han kunne jo bare have ladet være med at deltage i dét arrangement til fordel for ytringsfriheden.

Dog skal det siges, at ingen trods alt har sagt, at det var Dan Uzans egen skyld, at han måtte lade livet, for han kunne jo bare have ladet være med at være jøde. Eller at det var de 130 parisere på Bataclans egen skyld, at de blev dræbt, for de kunne jo bare lade være med at gå i byen og more sig. Men de hundredevis af kvinder, der blev voldtaget og befamlet nytårsnat i Köln, de kunne nu godt have holdt armslængde, synes nogle nu alligevel. Lige sådan tage en lang nederdel på og så følges ad nogle stykker ad gangen og kikke ned i jorden, når de kom forbi en vis type mænd, ikke også? Eller blive hjemme, simpelthen. Eller tage en fætter med, hvis de partout skulle i byen. Ikke sandt? Frihed under ansvar, ikke sandt?

Politikerne er rådvilde

Vi har det stadigvæk relativt frit. Vi har stadigvæk vores grundlovssikrede frihedsrettigheder, i hvert fald på papiret. Men en voksende befolkningsgruppe i Danmark er underlagt omfattende censur, ikke bare af deres tale og skrift, men også deres påklædning, seksualpraksis, spisevaner, omgangskreds m.v. Jeg taler naturligvis om den muslimske befolkning i Danmark, som vi desværre i alt for mange år har ladet fuldstændig i stikken.

Sharialoven er i muslimske kredse i konkurrence med grundloven og overtrumfer den oftere og oftere, uden at der bliver skredet ind fra hverken myndighedernes eller politikernes side.

Politikerne har måske nok viljen til at handle. De kender i hvert fald befolkningens ønsker, set i lyset af de seneste valg til hhv folketinget og Europa-parlamentet. Men evnerne kniber det med. Hvad gøres der fx ved Grimhøj-moskeen, som er et af hovedcentrene for forkyndelsen af, at sharialoven står over grundloven, og for udbredelsen af den opfattelse, at det er i orden at udbrede islamiske love med vold og magt? Folketinget har komponeret en såkaldt ”aftale om antiradikalisering”, hvor de vil indføre nogle ”initiativer rettet mod religiøse forkyndere, som søger at undergrave danske love og værdier.”

Det er fint, at regeringen tager sagen alvorligt, men aftalen er bare dybt problematisk, fordi det er en kæmpe gummiparagraf. Hvem skal afgøre, hvad der undergraver danske love og – ikke mindst – danske værdier. Hvem bestemmer, hvad der er danske værdier, og hvad der undergraver dem? Det er helt meningsløst. Og det kan snart blive frihedens forsvarere i stedet for dens modstandere, der kommer til at blive ramt af den lov. For prædiker Lars Hedegaard ikke had, når han advarer om islams skyggesider? Undergraver kristne friskoler ikke danske sekulære værdier, når de fortæller børnene, at verden er skabt af den kristne Gud?

Så længe, man ikke vil sige højt, at dette handler om radikal islam, så nytter sådan en lov intet. Den skader mere, end den gavner. Man er nødt til at nævne problemet ved navn og sige: det er islamismen, der er et problem. Men islamismens iboende voldspotentiale kan man allerede bekæmpe med grundloven i hånd, hvis man vil. §78 stk.2 siger nemlig, at ”Foreninger, der virker eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.” Så hvis en islamisk prædikant opildner til vold (eller det kan også være en kristen eller buddhistisk prædikant, bevares, det er der bare ikke den samme præcedens for), så kan man med grundloven i ryggen trække vedkommende i retten og få ham dømt. Hvorfor gør man ikke det?

Grundtvig er ophavsmand til udtrykket ”munden fri – hånden bundet”. Det betyder, at ytringer ikke skal kriminaliseres – men det skal vold. Spørgsmålet om man bruger ord eller sværd er hele humlen i dette her. For når vi kan sige i dag, at ytringsfriheden er truet, så er den jo ikke truet af, at der er nogen, der ”prædiker had”. Den er truet af, at der er nogen, der bruger vold mod dem, der ytrer visse holdninger. Man skal være mere end almindeligt ræd af sind, før man censurerer sig selv af frygt for vrede læserbreve eller et hånligt blik. Det er ikke af frygt for ytringer, at Jyllandspostens redaktionslokaler nu er under stærk politibevogtning. Det er ikke af frygt for ytringer, at Charlie Hebdo er holdt op med at tegne Muhammed. Det er af frygt for vold og drab. Det er heller ikke af frygt for ytringer, at præsten i Tingbjerg har forladt sit embede, at mange forlag tænker sig om en ekstra gang, inden de udgiver islamkritiske bøger, eller at mange muslimske piger i Danmark ikke tør gå utildækkede på gaden. Det er af frygt for vold og drab.

Denne frygt har grebet mange mennesker. Den breder sig som ringe i vandet. Jeg taler som præst med mennesker, der har brug for sjælesorg, fordi de er bange for, hvad der skal ske med Danmark – og dermed med deres egne børn og børnebørn – i de nærmeste årtier. De læser Houllebecqs og Boualem Sansals dystopiske fremtidsromaner om et Europa i islamismens greb, og de er bange for, at det går i opfyldelse, men de tør ikke selv stå frem og sige islamiseringen imod. Men det er de nødt til.

Hånden fri - munden bundet

Tænk, hvis vi under Muhammed-krisen i stedet for kollektivt at dukke nakken, alle sammen havde lavet hver en tegning af Muhammed og postet den på internettet? Hvilken forskel, det ville have gjort! Så ville vi have vist de voldelige islamister, at vi ikke kan trues. At vi står sammen. At vi er parat til at forsvare vores kultur og vores frihedsrettigheder, koste hvad det vil.

I stedet lader vi os kue. Vi bøjer os dybere og dybere i støvet for islam med dens mange religiøse forbud og skelnen mellem rent og urent. Og vi skal ikke stikke os selv blår i øjnene ved at kalde det tolerance, for det er det ikke. Vi indretter bederum for muslimer, men ikke for buddhister. Vi udrydder svinekød fra børnehavernes menuer for at imødekomme muslimer, men undgår ikke oksekød af hensyn til hinduer. Vi finder os i, at vi alle skal spise kyllinger, som en imam er blevet betalt for at råbe ”allahu akbar” over. Vi opretter svømmehold for burkini-klædte muslimske piger, som må bade for nedrullede gardiner, og kalder det i ramme alvor: et integrationsprojekt.

Selvom grundloven stadig lover os ytringsfrihed, pressefrihed, religionsfrihed og forsamlingsfrihed, så har vi de facto ikke de friheder længere.

For vi kan ikke kritisere Muhammed, vi kan ikke tegne ham, jøderne kan ikke gå på gaden med davidsstjerne på, og Trykkefrihedsselskabet kan ikke holde årsmøde uden PET-beskyttelse. For nu slet ikke at nævne Lars Vilks-selskabet.
Men værst af alle har de muslimske piger og kvinder det. De lever i kontrollerede parallelsamfund, hvor det ikke er grundloven, men sharialoven, der gælder. Og det får den lov til, for, som tolerancens forkæmpere siger: ”Det er jo en del af deres kultur at gå med tørklæder og indgå arrangerede ægteskaber.”

Vi er i praksis ved at have vendt op og ned på Grundtvigs ord: ”Hånden fri – munden bundet”. I hvert fald i de områder af landet, hvor der bor mange muslimer. Måske er der mange af de piger, der trives med at gå tildækket, ikke måtte svømme sammen med drenge, ikke måtte komme med til klassefester og i det hele taget få deres liv styret i alle ender og kanter af deres fædre og brødre. Men hvad med dem, der ikke gør? De piger har vi ladt fuldstændig i stikken. I tolerancens navn, vel at mærke. De piger kan ikke bare forlade deres familie og begynde at leve på en vestlig måde. For de er ikke bare kontrolleret med ord, men med vold. Det er der snart så mange, der har vidnet om, at det simpelthen ikke er troværdigt at benægte, at det er sådan, det er. Ahmed Akkari, Naser Khader, Yahya Hassan, Firoozeh Bazrafkan, Massoud Fouroozandeh, og mange flere. I disse miljøer gælder det, at hånden er fri, munden bundet.

Problemet er os selv

Vores frihed i Danmark er truet. Men den er ikke truet af islam. Den er ikke truet af muslimerne. Friheden er truet af danskerne selv. Den vestlige kultur er ved at gå under i selvhad. Vi kan næsten ikke kritisere vores egen kultur nok, og rose andre kulturer nok. Jo mere fremmed for os, en kultur er, des bedre synes vi om den. I vores egen kultur har vi kun blik for det onde, i de andres, kun for det gode. Den vestlige kultur er undertrykkende pave-åg, blodige korstog, kedelig kølig protestantisme, umenneskelig slavehandel, tromlende kolonialisme, blegfede legemer og brun sovs og nazi-Tyskland. De andres kulturer er varmblodet salsadans, lækker hummus, eksotisk åndelighed, slanke, sunde kroppe, inciterende rytmisk musik og smukke klædedragter. De andre er bedre i kraft af deres farve, deres mad, deres tro, men først og fremmest i kraft af, at de har været undertrykt af os. Et undertrykt folk har altid ret, som man siger.

Men i vores selvudslettelse og dybe knæfald for det anderledes, giver vi køb på alt det, vi holder af ved vores egen kultur – og åbner døren på vid gab for alt det fra den fremmede kultur, som mange mennesker faktisk er flygtet her op til de blegfede frikadelledanskeres kakkelborde for at undgå. Jeg talte sidste år med en kurdisk journalist, som var flygtet fra islamisk stat. Han sagde: ”det dummeste, Europa har gjort, er at åbne ladeporten for alle, der vil hertil. Nu kommer mine fjender herop efter mig.” Han fik desværre ret – det viste sig, at der gemte sig ikke så få islamistiske krigere i migrantstrømmen fra den arabiske verden.

Vi skal passe på, at vi ikke i misforstået hensyntagen svigter både os selv og dem, der er kommet til vores land fra den islamiske verden, fordi de er forfulgt eller uønskede dér. Det burde ikke være sådan, at folk som Naser Khader skal leve med politibeskyttelse her i Danmark. Og det burde forresten heller ikke være sådan, at disse mennesker skal kaldes for ”husnegre” eller ”præmieperkere” eller hvilke grimme gloser pæne mennesker ellers kan finde på at overdænge dem med, bare fordi de holder af de frihedsværdier som vi hylder her i landet – og advarer os om, hvad der kan ske, hvis vi gør knæfald for dem, der vil vores frihed til livs.

Vil vi bevare vores land, vores frihed, vores kultur og værdier, så kræver det, at vi selv står ved dem. "Aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv", sagde den national-konservative digter Valdemar Rørdam i 1907, og han havde så ganske ret. Ingen kan tage vores arv og kultur fra os, hvis vi ikke selv giver køb på det.

Derfor skal vi rette ryggen og være stolte af vores land, vores tro, vores kultur. Vi skal insistere på, at grundloven står over sharia-loven. Vi skal også insistere på, at vores kultur er værd at bevare. At vores vaner og dyder er værd at holde i hævd. Og det vil sige at stå fast på danskernes kristne og sekulære traditioner for fx seksuel frihed, ligestilling mellem køn og mellem racer, og retten til frit at tænke, tro og tale. Det vil også sige at stå ved, at man godt kan lide frikadeller og kartofler, at hejse Dannebrog med stolthed og kærlighed, når der er noget som helst at fejre, og at synge med på vores fædrelandssange af karsken bælg og uden ironisk distance. Lige så vel som en iraner kan være stolt af at være iraner og en ghaneser stolt af at være ghaneser, kan en dansker godt være stolt af at være dansker. Man skal have kærlighed til sit fædreland, uanset hvor man kommer fra, og derfor skal vi danskere også vise vores kærlighed til Danmark, til det danske sprog og til det danske flag – ikke kun Grundlovsdag, men alle dage. Vi har meget at være vores fædreland taknemmelige for.

Der er grund til at have kærlighed til det danske samfund med dets foreningsliv, sociale sikkerhedsnet, høje grad af tillid og omsorg for de svageste. Der er grund til at have kærlighed til det danske landskab med de bløde grønne bakker, høje bøge, havet og søerne, de hvide landsbykirker og det milde klima. Der er grund til at have kærlighed til den danske litteratur: Blicher, H.C. Andersen, Henrik Pontoppidan, Holberg, og til den danske sangskat: Thøger Larsen, Oehlenschläger, Drachmann. Og til den danske kirke, som Grundtvig, Kierkegaard og Jakob Knudsen har sat deres præg på.

Sidst men ikke mindst er der grund til at have kærlighed til den danske grundlov, der nu i 167 år har sørget for, at Danmark er et af de frieste lande i verden. Den frihed skal for enhver pris holdes i hævd, værnes om og kæmpes for. For den er det bedste guld.

Jeg vil lade Valdemar Rørdam levere de afsluttende ord:

Vort løsen er: Trods alt!
Når Danmark har os kaldt,
så står vi eller falder, som Dybbøls kæmper faldt.
For fædreland og sprog,
for dansk i mund og bog,
for kongeborg og bondegård, for hjemmets mindste krog.
Vi ved, et fjæld kan sprænges, og tvinges kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.
Med penge, liv og blod
til sidste åndedrag
for Danmarks frie flag!

 

 

Til mine børn

af Stine Munch

København, sommeren 2016.

Kære Gudrun, Agnethe og Anders.

I denne sommer, 2016, sker der så mange forfærdelige ting i hele verden. Det virker, som om verden brænder, og jeg ved, at det bekymrer og optager jer. På mange måder står vi overfor en ny tid. Alt brydes op. Det, vi kender, forsvinder, og noget nyt dukker op. På denne tærskel vil jeg skrive et brev til jer; om det, der er vigtigt for mig at give videre til jer.

"Stol på Gud", har jeg så ofte sagt. Det er vigtigt.

Men hvorfor? Man kan vel leve sit liv uden? Og korsfæstelse og opstandelse; kan man tro på det? Kan man virkelig håbe på - oprigtigt - at det ender godt? Sådan har særligt én af jer, ofte spurgt. Og sagt, at kristendommen vel kan være god nok som sutteklud og som trøst for den enkelte.

Og umiddelbart forstår jeg det jo. Når man anskuer kristendommen som en religion, der hævder uforståelige fænomener som korsdød, forsoningsoffer og opstandelse. Det lyder jo så tåbeligt, og jeg forstår, at man kan have svært ved at acceptere det, tro det. Jeg forstår det simpelthen heller ikke.

Er det billedtale og poesi? Eller er det konkret og virkeligt? Svaret på det spørgsmål er et "ja!". Det er begge dele. 

Men forstå det, det gør jeg heller ikke. Og heldigvis, for hvem ville mennesket være, hvis det forstod alting. Det er omvendt en befrielse ikke at have svar på alt. Svarene og håbet er udenfor os selv. Jeg mener: hvis det hele kun var op til mig, så var alt håb da virkelig ude. 

Og derfor afhænger mit håb alene af een bestemt, nemlig Kristus alene. Og håbet er udenfor mig. Derfor har jeg alt at håbe på. Alting afhænger ikke af mig. Gud er med, det har han selv sagt gennem Kristus, og det er vi lovet i dåben, hvor der blev sagt til enhver af os: Jeg er med dig alle dage indtil verdens ende. 
Og du skal ikke gøre noget for at fortjene det. Du får det hele, gratis, af nåde. Derfor er kristendommen mit livsgrundlag. Et livsgrundlag som forkynder, at enhver er elsket, præcis som han eller hun er. Ikke fordi man har fortjent det, men fordi man er Guds barn. Det er det mest frisættende og favnende, man kan leve på, og derfor skal man give det videre til sin næste. Og I er mine næster. 

I al den tid jeg har kendt jer - fra jeg ventede jer - har jeg tænkt og bedt og håbet for jer i kristendommens lys. Ja, noget af det allervigtigste har for mig været at give evangeliet videre til jer. Og salmerne, de danske sange og traditionen for kirkegang og refleksion over det talte og skrevne ord. Kort sagt, vores danske arv og kultur.

Fra I var små, har Asser og jeg sunget Jakob Knudsens Se, nu stiger solen for jer. Nok først og fremmest fordi vi lærte den salme, da vi gik på efterskole sammen, og fordi vi kan den udenad og med flere stemmer.

Men også fordi, Jakob Knudsen i den salme beskriver, hvor smukt livet er. Som en stille jublende morgen fyldt med farver og lys og skønhed. For sådan er livet, som vi får forærende hver dag. Om solen og havet hører vi om på de første sider af Bibelen, hvor der står, at Gud svævede og vandene og sagde: "Der skal være lys!" og der blev lys. Det gryede ad den første dag, og hver eneste ny dag er et lige så stort under, en gave som vi får af Gud, så vi kan kaste os ud i livet og tage imod hver ny dag med de oplevelser og opgaver den giver os.

Når jeg synger salmen, tænker jeg ofte på et digt af Ivan Malinowski, som min faster Gunhild og hendes mand Carl brugte ved deres vielse i Løjt Kirke i maj 1989. Det var det år, jeg blev konfirmeret, og jeg var ganske lydhør overfor alt, der foregik i kirken. (At det var Johannes Møllehave, der viede Gunhild og Carl, gjorde mig nu heller ikke mindre lydhør).

Malinowskis digt lyder:

med et
som en fløjte
glæden

Men Carl havde skrevet digtet lidt om, så det lød sådan her:

hver dag
fløjten
som på ny

Og sådan er det, på trods af synd og død: hver dag! Står solen op! Indtil videre i hvert fald! Hver dag kan vi glæde os, hver dag kan vi synge og høre fløjten som påny. Gunhild og Carl fik lavet deres vielsesringe som en fløjte, der snor sig rundt om fingeren. Hver dag: glæden - som en fløjte.

Der er glæde med alt dens lys, og der er sorg med al dens mørke. Og Gud er også med på det natmørke hav. Han skabte lyset ved verdens begyndelse, og midt i historien sendte han sit Ord, Kristus, som skaber lys i vore hjerter, selv når alt er sort som natten. Som der står i Johannesevangeliet: "Lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det".

For livet er ikke kun glæde og lyse dage, og det beskriver Jakob Knudsen også i sin store salme. Han fortier ikke, at der er problemer og sorg i verden; synd og død. Alt det, som vi gør forkert, eller som går galt for os.

For eksempel når vi mister mennesker, som vi er nært knyttet til, sådan som det skete for jer, da Elias, en lille dreng i vores familie, blev alvorligt syg og døde. Til hans begravelse sang vi: Se, nu stiger solen. Det var - i hvert fald for mig - en slags trosbekendelse og en trodsig salme mod døden, der havde taget et barn, som ikke engang nåede at blive fem år gammel.

Tidligt begyndte jeg at bede Fadervor med jer, inden I skulle sove. Da I blev lidt større, ville I selv bede med, og da I blev endnu større, blev det mindre populært at bede sammen. Og nu er det næsten kun den yngste af jer, jeg stadig beder sammen med. 

Mens Elias var syg. bad vi ofte for Elias, og for at han måtte blive rask. Da det blev klart, at Elias ikke ville overleve sin sygdom, ændrede jeg den frie bøns ordlyd fra bønnen om, at drengen måtte blive rask, til at Gud ville være hos ham i hans lidelse. Men I protesterede! Vi skulle bede for at Elias blev rask. Punktum. Der skulle ingen forbehold være. 

Jeg begyndte at tage forbehold i bønnen, fordi jeg som voksen vidste, at Elias netop ikke kunne overleve, men jeg blev senere klar over, at det også var fordi, jeg ikke turde lægge den syges liv i Guds hånd. Jeg måtte hellere nedtone håbet i bønnen, for hvordan ville I reagere, når I opdagede, at bøn ikke er den rene trylleformular? 

Den uvægerlige katastrofe indtraf, og Elias døde. Og der skete så også det, at I, mine børn, anklagede Gud for ikke at redde ham: hvorfor gjorde Gud ikke Elias rask, når vi bad ham om det? 

Og jeg prøvede at forklare jer, at Gud ikke altid gør, som vi beder ham om, og når Guds almægtighed blev anfægtet, forsvarede jeg den almægtige med, at vi mennesker ikke kan gennemskue Guds vilje, og at det nok også er meget godt. Det hjalp selvfølgelig ikke noget. Elias var død, og når Gud ikke havde hjulpet os, var han enten dum, eller også fandtes han ikke.

Så ingen ville høre mere bibelhistorie eller bede mere. Og vi skulle heller ikke synge salmer eller gå i kirke. Jeg vidste ikke, hvad jeg nu skulle gøre og følte, at jeg faldt helt igennem som forælder - og sådan set også som præst. 

En dag sagde en kollega til mig, at jeg skulle holde op med at forsvare Gud. Jeg skulle turde være i fortvivlelsen sammen med mine børn, jeg skulle skælde ud på Gud sammen med jer, lade Ham selv tage ansvaret for Elias' død og ikke prøve på at sige: Gud kan ikke gøre for det, han prøver jo sit bedste, eller noget i den stil. 

Jeg tænkte, at jeg jo ikke havde noget at tabe - som det stod til, var jeres tro allerede tabt. Derfor gik jeg hjem og sagde til jer, at jeg også var meget ked af, at Elias var død, og at jeg synes, vi alle sammen havde noget, vi skulle sige til Gud. I bønnen sagde vi noget af det værste, vi (dengang) kunne finde på: Fuck dig, Gud, at du tog Elias fra os. Det kunne du fandme ikke være bekendt. Amen. 

Efter at vi havde klaget til Gud, faldt der ro på os alle. Naturligvis ikke sådan, at sorgen over Elias' død forsvandt, eller at det meningsløse pludselig gav mening. Slet ikke. Men det gav ro, at både børn og voksne var fælles om, at det at miste Elias netop var meningsløst og ikke kunne forklares med noget som helst. Anderledes sagt måtte vi lægge sagen og meningsløsheden i Guds hænder. Også jeg selv, der ellers havde så travlt med at forsvare den almægtige Gud. 

Jeg forstod dels, at det er forkert at tro, at børn ikke kan omgås død og ulykke, dels at børns spørgsmål om døden og om Gud ofte volder voksne stort besvær.  Fra barn til barn og fra tilfælde til tilfælde, må man omhyggeligt tage hensyn til barnet og til de forestillinger, som det selv har fundet på eller overtaget. 

Ved at være imødekommende overfor barnet viser der sig også en vigtig mulighed for os voksne. De vanskelige spørgsmål om tro, som børn har, er i høj grad også vanskelige for os voksne. 

Hvis vi lader os udfordre af børns spørgsmål og ikke blot affærdiger dem med hurtige og måske blufærdige svar, kan barnet blive en katalysator for og berige og nuancere vore egne overvejelser om Gud. Og det leder mig til at fortælle om én af de andre salmer, jeg har sunget for jer: Grundtvigs Sov sødt, Barnlille. For selv om I nu snart er voksne, kan I blive ved med at synge den salme for jer selv. Måske synes man, når man ikke længere er et lille barn, der bliver puttet i seng om aftenen, at det jo bare er en sød og romantisk vuggevise, men det er den ikke.

Sov sødt, barnlille har Grundtvig skrevet til sig selv i et forsøg på kæmpe sig ud af depressionens tyngende tåger og angsten for at dø, da han var næsten 60 år gammel. 

Og da han var allerlængst ude, blev han opmærksom på det usynlige kors, han fra dåben havde båret på sin pande og sit bryst - da fandt han livsmodet igen og skrev:

Gudsfingrene grande,
slog kors for din pande,
Guds enbårnes røst
slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade.

Sådan trøstede en voksen, dødsangst mand sig, og hans salme har siden bragt trøst til mange mennesker, både børn og voksne. 

At Gud i Kristus skænker os tilgivelse for alle fejl og brist, så vi hver hver dag frimodigt kan kaste os ud i livet på ny, selvom det igen og igen går i kludder for os, er den største trøst og noget af det allervæsentligste i den kristne tro. Og det får vi forkyndt ved barnedåben, allerede når vi lige har begyndt livet i al dets mangfoldighed. Sådan som det blev forkyndt for jer, mine tre, i Sct. Johannes Kirke på Trøjborg i Århus.

Nu er Vor Frue Kirke jeres kirke. Gudrun og Agnethe er konfirmerede dér, og Anders synger i kirkens drengekor.

Vor Frue Kirke ligger midt i København, midt inde i byens larm og liv. Om foråret og om efteråret ses en klar og tydelig regnbue i kirken. Solens lys brydes i dørens glas og sender en smuk regnbue gennem kirken fra den store hoveddør og op til Kristus i koret. På den måde ligner det lange gulv i vores kirke broen Bifrost i den nordiske mytologi. Broen forbinder Midgård, hvor menneskene bor, med Asgård, hvor guderne bor.

Lige sådan forbinder Vor Frue Kirkes lange midtergang fra hovedindgangen, som ligger lige ud til verdens larm, med Kristus i koret længst oppe i kirken, som forkynder os Ordet fra Gud.

I den tid vi har kendt hinanden, i al den tid jeg har været jeres mor, har jeg forsøgt at lære jer at forbinde menneskelivet og Guds rige. Nu er I ikke længere små, men jeg er stadig jeres mor, og jeg holder nok aldrig op med at fortælle jer om Gud. Jeg ved, at I indimellem beder mig tie stille, specielt når I har venner på besøg, og det har I alle tre tit.

I denne sommer læste jeg noget af Søren Kierkegaard, som måske gav mig et råd om, hvordan man fortæller sine voksne børn (mere) om kristendommen. Det gør man ved at være tavs. Ikke sådan at forstå, at man ikke skal tale, men mere sådan: "Nej, Tavshed er som den milde Belysning i det hyggelige Værelse, som venligheden i den tarvelige Stue".

Når nu jeg efter bedste, ringe evne har forsøgt at opdrage jer i den kristne tro, så skal jeg ikke længere prædike og fortælle jer lignelser fra det nye testamente i tide og utide men lade Guds ords magt komme til. 

Når Kierkegaard skriver, at kvinden skal tie og være tavs, kan man opfatte det provokerende, men det tror jeg ikke, der er grund til. I stedet kan vi mødre, der til tider kan være aldeles dominerende og endda manipulerende overfor vores børn (og mænd), måske lære at give lidt mere slip og lade Gud råde:

"Lad mig beskrive dig en saadan Kvinde, en Ordets Hører, der ikke glemmer Ordet; men glem dog ikke over denne Beskrivelse selv at blive en saadan! Som sagt, hun taler ikke i Menigheden, hun tier; ej heller taler hun hjemme om Religionen, hun tier. Hun er heller ikke som en aandsfraværende, langt borte i andre Egne: du sidder og taler med hende; og som du bedst sidder, siger du ved dig selv: hun er tavs – hvad betyder denne Tavshed? Hun passer sit Hus, er ganske nærværende, som med sin hele Sjæl ved end den mindste Ubetydelighed, hun er glad, stundom fuld af Spøg og Munterhed, hun er, næsten mere end Børnene, Glæden i Huset – og som du allerbedst sidder og ser paa hende siger du til dig selv: hun er tavs; hvad betyder denne Tavshed?

[…] lad os ikke forske videre derefter, men betænke, at denne Tavshed, det er just hvad vi behøve, hvis Guds Ord skulle faa lidt Magt over Menneskene."

De fleste Kierkegaard-kommentarer og biografier er, så vidt jeg ved, ret enige om, at Kierkegaard aldrig skrev et ord om sin mor. Men jeg tror, netop denne kærlige og varme kvinder, som han beskriver som "tavs", er hans mor. Det har jeg flere argumenter for, men det må jeg skrive om et andet sted.

Ærindet med at citere Kierkegaard er i denne sammenhæng at lære mig denne kærlige tavshed, efter at jeg i snart 18 år har talt om Gud til jer uafbrudt. Således at Guds ord kan få ro til at slå rod i den gode jord:

"Skaf Tavshed, anbring Tavshed, Guds Ord kan ikke høres, og skal det, betjent ved larmende Midler, raabes støjende ud for at høres med i Spektaklet, saa bliver det ikke Guds Ord; skaf Tavshed!" 

Inden jeg forsøger at lære mig tavshed, vil jeg vende tilbage til det, jeg startede med. Denne sørgelige sommers islamiske terror rundt omkring i hele verden. 

D. 26. juli 2016, blev den katolske præst Jaques Hamel halshugget af to islamister under morgenandagten i sin kirke et sted i Normandiet. Inden sin død, havde Jacques Hamel denne sommer skrevet således i kirkebladet:

"Lad os i sådanne øjeblikke høre Guds indbydelse til at tage os af denne verden, at gøre den verden, hvor vi lever, til en mere varm, mere menneskelig, mere broderlig verden.

Det er tid til mødes med vore kære og venner: et øjeblik at leve og opleve noget sammen. Et øjeblik til at være opmærksom på andre, hvem de så end er."

Hvor er der dog en verden til forskel mellem den kærlighed, han her giver udtryk for, og den ondskab og det had, han blev offer for. Og det er kristendom. At besvare ondskab og had med kærlighed. Jesus siger jo: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.

Elsk din fjende. I ved - både som søskende og som børn af forældre - at det indimellem kan være svært nok at elske dem, der elsker os. Og de fleste kender jo til at have et anstrengt forhold til nogen i familien. 

Men Jesus siger: Hvis I bare elsker dem, der elsker jer, hvad særligt gør I så?
Jesu kærlighed er grænseløs! Elsk Jeres fjender og bed for dem der forfølger jer. 
Er det overhovedet muligt at honorere det krav? 

Jeg ved ikke, hvordan man skal kunne elske en fjende, der slår uskyldige ihjel. Jeg ved ikke, hvordan man skal elske to hjernevaskede unge mænd, der skærer halsen over på en gammel præst midt i en gudstjeneste i en morgenstille kirke. Jeg ved ikke, hvordan man skal elske mennesker, der gør børn fortræd. Og så videre. I kender jo allerede så meget af verdens ondskab. Og vi bliver ikke færdige med det, Jesus siger om at elske sin fjende. Om vi nogensinde kan tage det rigtigt ind i hjerte og krop, ved jeg heller ikke. Men jeg tror, at det er afgørende for verden og for os mennesker i den, at Jesus siger det, og at vi skal gentage ordene, også selvom de stiller umådelige høje krav til os, og vi har svært ved at forstå dem.

For ordene om at elske fjenden er afgørende for, hvordan vi ser på vores næste og på mennesker, der er anderledes end os, og afgørende for, hvordan vi lever og håber i verden.  

Gud elsker ikke det, vi gør af onde ting mod os selv og hinanden, og han elsker ikke vores had til hinanden, men han elsker sine menneskebørn og Gud vil, at vi skal elske hinanden. På trods. Ja, hvis alle mennesker på jorden ville og kunne høre på Jesu ord om næstekærligheden, så ville alle verdens problemer være løst.
Vi sættes fri af troen på, at ethvert menneske er elsket alene ved at være Guds barn, og ikke kun ved at gøre sig fortjent til det ved nogen som helst form for gerning. Troen er ikke krybende og kuet. Men at strække sig i krampagtig anstrengelse for at nå det umulige, mens man tramper på andre, er ikke tro.

I blev skabt til at gå oprejst. Det er kristendom. Så derfor, min kære tre, stol på Gud og gå ud i verden med frimodighed. Og stå fast på det, som er vores. Den historie, som er vores, de sange, som er vores. Hold fast på, hvem I er.

Kærlig hilsen mor.

"Vil du være rask?" - Anmeldelse

af Stine Munch

Jeg bryder mig på ingen måde om at lave mad. Måske også fordi jeg sådan set ikke er interesseret i at spise det. Det gør jeg så alligevel, men mest for at overleve. Men da jeg havde læst nogle kapitler i Stenders seneste bog, lagde jeg den fra mig og begyndte at lave rigtig mad.

Én af Stenders pointer er nemlig, at man skal smage og sanse livet noget mere, og maden er jo et udmærket sted at begynde. Mange kender Stender fra hans dyre skærtorsdagsmåltid i kirken for år tilbage.

Dengang synes jeg egentlig, at det var ret usmageligt, fordi der skulle betales en ret stor sum for et måltid i kirken. Men nu lader det til, at Stender har fået sine ideer om mad ned på et fornuftigt plan.

Stender er nemlig enig i, at fokus på ernæringsrigtig kost og sundhed kan overdrives, og et af afsnittene i bogen hedder da også ortoreksia, diagnosen for sygelig optagethed af sundhed.

Når Stender går op i mad (og sex) er det ud fra ideen om, at vi får for lidt ud af livet, hvis vi ikke tillader os at nyde det! Og det kan der sandelig være noget om. Bogens undertitel er: 40 indbydelser til at leve livet, og Stender formår i høj grad at indfri sit løfte. Og det er vel at mærke ikke blot indbydelser til at leve livet, det er indbydelser til at leve livet i lyset af Kristus.

Stender forfalder netop ikke til den populariserede og populære udlægning af kristendommen som en brugbar "livs-poesi", noget i retning af kristendom uden Kristus (altså uden Hans guddommelighed). Der er således også et religionsteologisk afsnit om kristendommens intolerance: "Men for os kristne er og bør der ikke være andre sandheder end kristendommen."

Stender har en del gode one-liners (og nogle pointer på lidt flere linjer) til eftertanke, f.eks: 

* Vor tids problem er, at vort jeg er overvægtigt. Vi skal i gang med en afvikling af os selv. Folk får ustandseligt at vide, at de skal finde sig selv i stedet for at finde de mennesker, der har brug for dem.

* Hullerne i vore mønter skal fortælle os, at penge er tomhed.

* Vi har enormt travlt med at kontrollere os selv og mest af alt andre. Vi skal ikke blive for glade eller for vrede. Vi skal ikke gå for meget op i Gud. Det gælder om at have kontrol med sin tro, så man ikke bliver terrorist. Vi skal ikke give andre folk for mange komplimenter. Vi skal ikke lade os smelte fuldstændigt af et kys. Vi skal ikke spise for meget. Vi skal ikke glo for meget. Kontrol er på alle måder blevet vigtig i vort samfund.

* Kan vi lide at leve, kommer vi til at lide for det.

* Tiden er inde til, at mænd begynder at reflektere over deres køn og gør op med kvindernes kællingesnak og moraliseren.

Jeg har hørt indvendt, at der kan være lidt for meget "carpe diem-teologi" over Stenders bog, men jeg mener faktisk ikke, at det er en berettiget kritik, fordi han hele tiden holder sig til evangeliet og henviser hertil.

Så konklusionen på denne anmeldelse må være, at jeg er begejstret. Både min mor og far og søster og svoger skal have bogen Vil du være rask? i julegave!

Prædiken til 11.s.e.trinitatis

af Nana Hauge

"Vi kan ikke se bort fra, at der er en vej der fører til døden. At der er kræfter i verden der truer vores eksistens. At dødens ødelæggende tilstedeværelse findes i vort liv.

De gamle israelitter vidste det: Det vidste, at der var kræfter, der truede livet. Derfor havde de fået Guds lov at følge. En vej at gå gennem mørkets dal. Den vej som kunne sikre dem den hverdag som de måtte ønske sig og som ethvert folk vel ønsker sig: at bo i sit eget land og se livet fortsætte generation efter generation. Afgørelsen for den vej står de nu ved efter deres ørkenvandring og umiddelbart før indgangen til det forjættede land. Vil de vælge livet eller døden?

Opfordringen fra Gud Herren er klar! Vælg livet. Vælg velsignelsen. Så skal du leve. Det er også opfordringen til os. Vælg velsignelsen! Du skal hverken hente den oppe fra himlen eller nede fra underverdenen. Kristus ER opstået fra de døde. Tilgivelsen, velsignelsen, er bragt til veje og skal ikke søges langt borte eller højt oppe. Frelsen er ikke noget fjernt eller indviklet noget. Nej,det ord der skænker dig alt dette er ganske nær. I din mund og i dit hjerte så du kan handle derefter. 

Så vælg da livet! Vælg velsignelsen. Det vil egentlig bare sige at vi skal forlade os på Gud Herren! At forlade sig på Gud, at elske Gud, at vælge livet - det var også den franske præst Jaques Hamels opfordring, der står skrevet i hans sommerhilsen til hans menighed i det kirkeblad der blev hans sidste: 

”Lad os formå at forstå invitationen fra Gud til at øve omhu for denne verden og skabe en varmere, mere menneskelig og mere næstekærlig verden dér, hvor vi bor og lever.”

Kort tid efter blev Jaques Hamel som bekendt koldblodigt myrdet foran alteret til morgenmessen i den kirke, hvori han gjorde tjeneste. Dette var mordernes, de der kalder sig korsets bekæmpere, dette var deres gudstjeneste, som en nonne der var tilstede under angrebet har beskrevet det: ”De optog sig selv, de udførte en form for prædiken ved alteret. Det var forfærdeligt!” 

Jacques Hamel er nu en martyr for Gud, et blodvidne. De to, der myrdede ham og tog resten af den lille forsamling, der var kommet sammen denne morgen, for at høre Herrens ord, som gidsler, er derimod ikke martyrer. Selv om nogen angiveligt vil kalde dem sådan og forstå dem sådan. For selve martyrbegrebet er et kristent begreb. Martyr er den, der vidner om Gud, selvom det koster ham eller hende livet. Martyr er den, der sætter sit liv til for andres skyld. 

Men mindre kan også gør det, for også den der lever sit liv i tjeneste for andre mennesker, vidner om Gud. For sådan vidner et menneske om Gud: ved at elske meget. For den menneskelige indbyrdes kærlighed er en frugt af at høre Gud til. 

Lad mig slå det fast igen: Jesu Kristi far æres ikke og gøres ikke stor ved at ofre andre mennesker, men ved selv at ofre sig for andre. Vidne om Gud gør derfor den, der forstår og tager imod den invitation, Jacques Hamel taler om i sin hilsen. Den invitation der lyder fra Gud til at øve omhu, til at skabe en varmere og mere kærlig verden, der hvor vi bor og lever. 

Vidne om Gud gør den, der forlader sig på Gud. Den, der lader Gud være Gud. Den, hvis hele hjerte og tillid er rettet mod Gud. Det er derfor, at det er kvinden i Lukas' fortælling, der vidner om Gud. Hun, som levede i synd, hun, som ingenting havde. Hun har kun sit stakkels hjerte at give. Hun ved, at hun ingenting kan give som nogenting er værd.  Det er alt, hvad jeg har, siger hun. Men det er også alt, hvad jeg vil have, siger Jesus. 

Det er alt hvad han vil have: vores hjerte. At vi forlader os på Ham. ”Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. (siger Gud Herren) Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham!” Tag del i den afgørende kamp for livets sag mod de mørke og livsødelæggende magter, der også i vor verden i dag er truende til stede. Lad dit liv være et vidnesbyrd om Gud. Et levende offer. Et liv i tjeneste for næsten. For dette skal være vores gudstjeneste. 

Efter mordet på Jaques Hamel oprettede en svensk præst en facebookgruppe med formålet at sætte fokus på og vise solidaritet med verdens forfulgte kristne. [faceookgruppen "Mitt Kors / My Cross", red.] Hun opfordrer folk til at tage et billede af deres kors og poste det i gruppen. Gruppen fik på kort tid over 3000 medlemmer. Men initiativet faldt ikke i god jord hos Svenska Kyrkans ledelse. En kommunikationskonsulent udtalte: (for sådan nogle har de i Sverige – og de kan faktisk udtale sig på kirkens vegne fordi Svenska kyrkan har en øverste instans – et kirkeråd) at kampagnen er ukristelig (!)

Men at bære korset frem er faktisk vores opgave som kristne. Vor Herre siger: du skal ikke sætte dit lys under en skæppe. Nej du skal sætte det op på bordet, hvor det lyser for alle som er i rummet. Nej vi må for alvor mande os op. Eller som Paulus siger et sted: Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. Og vi som har fået så meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.

Vil du det? Vil du leve ved korset? Nu er det vores tur til at svare. Der er ikke andre der kan svare for os. Spørgsmålet er ingen eksamen eller test. Det er et evangelium. Det er et tilbud. 

Og det er dig ganske nær. I din mund og i dit hjerte så du kan handle derefter.

Amen.

What Would Lærer Urup Do?

af John Anton Richardis

Redactricernes bemærkning:
Vi var blevet lovet en alvorlig og dybdeborende artikel fra den lovende unge Johan Christian Nord; men han er åbenbart blevet for stor til sit eget hovede, siden han har fundet embede som valgmenighedspræst (som om det skulle være noget!), thi han har meddelt os, at han "desværre ikke havde tid alligevel." I stedet har han prakket os dette indlæg fra en os ubekendt personage på. Vi beklager og undskylder på forhånd for indholdet.

.

Blandt fromme amerikanere anvender man efter sigende gerne udtrykket What would Jesus do?, når man føler trang til at mane til eftertænksomhed og ønsker at stemme den lyttende til ret kristelig handling. Her hos os er den slags kristelig højstemthed ikke almindelig gangbar mønt, og det er ikke kun de kirkefremmede, men også en væsentlig del af os, der gerne går til kirken, som ville finde spørgsmålet om, hvad den gode Nazareth-tømrer ville gøre, både ringe anbragt og lidet opklarende. For nok har Hans Hauge en gang sagt, at han kunne have været Jesus – vist nok i en udredning af Markus-evangeliets adoptions-kristologi – men skidt nu med detaljerne, for det er han jo ikke, og det er hverken du eller jeg.

Vi er ikke Jesus, og vi har ikke anden adkomst til, hvad han ville gøre end at lytte til, hvad det fortælles, at han allerede har gjort, og hvad han hver eneste dag formaner os at gøre, nemlig at elske vores Gud og vores næste og gøre vores for at udbrede det Gudsrige, som til allersidst skal stå som Herrens punktum på hans historie med os. Men det drilske med kærlighedsbuddet og misionsbefalingen er jo netop, at ingen af delene giver os nogen konkret anvisning på, hvad vi skal gøre i det enkelte øjeblik, hvor vi et liv, der skal leves, og en afgørelse, der skal træffes til gavn og glæde for de mennesker, vi er endt sammen med.

Så nej, her hos os går vi ikke rundt og stiller hinanden næsvise spørgsmål, om hvad kirkens Herre ville have gjort: Ville Jesus have bombet Afghanistan? Ville han fortælle det til sin hustru, hvis han havde været utro (hvis han altså havde haft en hustru)? Hvilken melodi, ville han mon foretrække til afsyngelsen af Hil dig, frelser og forsoner? Og ville han vælge en Twix eller en Marsbar, hvis man stillede ham over for to chokoladebarer, og han pinedød kun måtte få den ene, selvom han er den levende Guds søn? Nej, vel. Det er simpelthen for dumt – og læseren overvejer allerede, om denne artikel mon ender med andet og mere end sniksnak og platheder.

Det gør den. For nu kommer vi til sagen. Sagen er (som læseren jo allerede har lugtet på overskriften, og derfor har ventet tålmodigt på, at skribenten kom i omdrejninger), at vi har en anden mand, vi kan gå til, når vi vil vide, hvad vi skal gøre. Han hedder Hans Urup og er en kernesund skolelærer af gammelgrundtvigsk avl. Han har aldrig levet, men det gør ikke noget, for jydehelten Jakob Knudsen har digtet så billedrigt og træfsikkert om ham, at vi ikke behøver at gøre andet end at læse romanen om hans gøren og laden, for at forstå, hvad der kræves af os, når vi stilles over for den slags vanskeligheder, som menneskelivet ikke bliver træt af at diske op med. Romanen bærer – som en del læsere vil vide, og som I andre nu endelig får fortalt – den simple titel Lærer Urup og er udgivet i 1909.

Den handler om den behjertede skolelærer Hans Urup og al den strid og møje, han som klarsynet naturmenneske må gå igennem i mødet sin tids unatur og dvale-dumme tåbeligheder. Romanens grundsigte er en gennemlysning af forholdet mellem orden og frihed, og det går ikke stille for sig, når vores skolelærer-helt ruller sig ud med sin afsværgelse af denne verdens dårligdomme. For Hans Urup er noget så sjældent som en mand, der i al almindelighed bare har ret, hver gang han åbner munden, og som derfor – forståeligt nok – er velsignet med nogle ret så velvoksne anlæg for vrede, når han møder pjaltede lømler og opstyltede undermålere, der har hengivet sig til tidens unatur. Hør bare her, hvordan det lyder, når vores ven får øje på byens lømmel nr. 1, underklasse-driverten Skov-Johan, der er midt i bevidst at forstyrre og skræmme nogle småpiger, som ellers var midt i en hyggelig skøjtetur på byens tilfrosne sø. Urup står på søbredden, kikker ud på den skændige opvisning og tænker sit – som den, der stadig hænger på, sagtens kan tåle at læse i en vis udstrækning:

"Urup stod nogle få alen fra ham og betragtede ham. Det var som om synet elektrificerede Urups sjæl, den sprudede gnister, tankerne myldrede frem i ham. Det slog ham, hvor umuligt det ville være for en bondkarl – uden fremmed, moderne påvirkning – at gøre noget sådant. En upåvirket bondekarl ville jo i sin kreds blive anset for sindssvag, hvis han gjorde sligt; han skulle nok hytte sig! – Det overvældede Urup – den umiddelbare følelse af de forandringer, som i vore dage måtte fuldbyrde sig i samfundet: at en karl på mindst sytten år kunne stå og gøre ondt, praktisere den mest åbne, frække ondskabsfuldhed lige for øjnene af en ældre, fremmed mand! – Skov-Johans blik ramte ham just i det samme. Et glimt blot. Det mindede ham om et uforglemmeligt hæsligt øjekast, der havde mødt ham en gang i hans barndom. Han var kommen løbende igennem et krat, ikke langt fra hans faders skole [altså den skole, hvor Urups far var lærer – tillader vi os at tilføje som servicebemærkning til læseren]. Han mødte får og lam hist og her, mens han løb, men han så ingen hjorddreng. Indtil han kom forbi ham i en skjult lysning i skoven, hvor hjorddrengen lå og syndede mod naturen. Ah, de øjne! – Men dette her var næsten værre, det var mere ondt, frivillig, magelig ondskab og unatur. Blot for at gøre ondt, for at ødelægge glæden for andre! –  – Aa, men tiden var jo også fyldt af unatur. Nu gik sådan en efter al sandsynlighed derhjemme hos forældrene, arbejdsløs fordi han ikke ville arbejde, underholdt af den frie fattigkasse. Det var jo da ligefrem til at blive sindssyg af! Hvad skulle sådan en næsten forslå tiden med – andet end med det unaturlige! –  – At dog også gengældelsen skulle forhindres i at gå sin naturlige gang, at ikke sulten kunne få lov at lufte ud, at udrydde den dovne uduelighed!"

Sådan tænker Hans Urup, for han véd, at ondskab er en sygdom, der sidder i viljen og kun kan kureres, når den tørner sammen med en vilje, der er mægtigere end den selv. Derfor træffer han da også sin afgørelse, da han næste gang ser driverten udfolde den slags unaturlighed, som kun kan trives, fordi ingen har slået den til jorden eller ladet den sulte ihjel. For Skov-Johan fortsætter sine udskejelser på isen, og den myndige skolelærer kan ikke se passivt til, da småpigerne igen bliver ofre for hans længsel efter ondskab og adspredelse – og denne gang gør Urup andet og mere end at tænke sit. Også dette optrin egner sig til langlemmet gengivelse:

"Skov-Johan havde skøjter på i dag og jog rundt på is-stykket efter småpigerne med en kæp i hænderne og bragte dem til at skvatte om, netop som Thekla havde beskrevet det [Thekla er en af de flinke piger fra Urups klasse, som har fortalt ham om ugerningsmanden.] Da Urup kom hen til isen, løb to drenge bort derfra, som også havde kæppe i hænderne.

'Vil De øjeblikkelig holde op med de kunster, Johan!' råbte Urup. Det var ham straks klart, at Johans hensigter var ikke blot ondskabsfulde, men også rå. Den lille tolvårs pige, som Johan i øjeblikket forfulgte, løb i retning af Urup. – 'Du skal la’e være!' gispede hun – med en sådan angst i stemmen, så det som et lyn drev Urup helt ud på isen. – Han skred, svingede med sin egetræs-stok for at holde balancen, hen mod Johan, der fortsatte sin fart i samme retning som pigen, uden tilsyneladende at bryde sig det mindste om Urup. Idet de fór forbi hinanden, drev Urup til ham med stokken tværs over hans ryg. Det var et meget kraftigt slag. Johan gav et højt brøl, benene skred fra ham, og han styrtede om på ryggen. Men i næste øjeblik var han oppe og fór frem mod Urup, der i farten var skredet et godt stykke forbi ham. – Urup stod naturligvis usikkert i sine sko på den glatte flade, – den anden var over ham, – med et forunderligt velbehag glemte Urup et sekund alt, idet han svang sin stok imod Johans hoved. Denne styrtede om uden en lyd, – kæppen han havde løftet mod Urup røg ham ud af hånden."

Ja, sådan må det jo gå, når en kernejysk skolelærer-helt støder på et afstumpet ungdoms-svin, og – som læseren nok allerede har fornemmet – opfyldes vores ven lykkeligvis ikke af nogen selvbebrejdelse, da han kikker ned på den livløse skikkelse foran sig, men derimod af en dybfølt vrede mod den moderne verden, der ikke vil kunne forstå glæden ved at slå et så sølle stykke liv for panden – og som endda har lagt et par af sine klamme fingre på hans eget indre. For handlingsgangen fortsættes sådan her – i direkte forlængelse af det netop citerede:

"Med et fuldkommen ublandet behag betragtede Urup ham, – der jo vel måtte være død, – men med et behag, som han vidste, i næste øjeblik ville synke ned og drukne i den mose af moderne skinkristeligt vrøvl, af rådden samvittighed og kulturfordærvethed, som fandtes i ham selv og uden om ham. Men han ville give sig selv lov til at være naturlig, så længe den sunde verden ville bære ham: ah – ja! Hvor han dog hadede den moderne skin-kristendom, med dens skidne afkom, den moderne kultur! – at man kunne finde på at ville holde liv i et menneske-høved som det, dér lå på isen, at man ikke længere vidste at gøre forskel på en ædel og ærlig hest eller hund og så et sådant skabet udyr, at man fablede og vævede om samfundsretfærdighed og så ikke engang kunne kende en forbrydelse fra hævnen over en forbrydelse! – – Han fornam allerede den kvælende stank fra den verden, som ville opsluge ham, så snart vreden var borte, han havde allerede åndenød i samvittigheden, – – da slog Skov-Johan øjnene op, satte sig straks efter over ende og så sig forvirret omkring. Men i næste øjeblik stod der en strøm af de råeste skældsord ud af halsen på ham."

Så vidt en lille smagsprøve på Jakob Knudsens skildring af modsætningen mellem det naturbundne menneske og den moderne verdens slatne mangel på selvafgørelse og handling i mødet med den drift til at hærge og ødelægge, som kan gøre et menneske til et dyr – og hverken før eller nu lader til at kunne uddrives med velvillig rundkreds-snak og fordringsløs understøttelse. Her skal der ikke røbes yderligere om romanens videre konfliktoptrapning, for sagen er jo netop, at den læser, der stadig hænger på og glæder sig ved citatmosaiken, enten allerede havde læst Lærer Urup, inden han eller hun gik i gang med læsningen af disse linjer, eller, hvis dette er første møde med den jordfødte og himmelvendte hedninge-grundtvigske krasbørstighed i egen højhed, nu selv bør have fået hjertelyst og åndelængsel efter selv at lære vores ven bedre at kende – og således vil gå i gang med romanen ved førstkommende lejlighed.

For det er sådan set dét, det hele drejer sig om: Læs, læs, læs, eller genlæs, genlæs, genlæs Jakob Knudsens Lærer Urup. Hvis du gør det, kære læser, så vil den jyske skolelærer-helt med tiden blive en del af sig selv. Han vil trænge ind i dig, og han vil stille og roligt påbegynde og befæste det arbejde i dig, som skal føre frem til, at du bliver helbredt for det, der et sted i fortællingen kaldes den moderne verdens bagvendthed – nemlig på den ene side vor tids lallede slaphed i den ydre hævdelse af lov og orden og på den anden side dens bund-utilstedelige befamling af det indre liv i den slags sager, som burde være frie og overladte til enkeltmennesket at træffe sine afgørelser om.

Lad denne skrivelse stå som en indbydelse, en opfordring og en (an)befaling: Gå til lærer Urup, og lærer Urup vil vise dig de hjertebånd, som gør dig friere, jo stærkere de binder dig. For Jakob Knudsens grundtvigske skolelærer er en sand efterkommer af dagens fødselar – ja, han er netop ét af de krafttilskud af gammel dansk tale, som vi har brug for, hvis grundtvigianismen skal blive ung igen.

Og så til allersidst: Jeg skylder rimeligvis en forklaring på, hvordan vores ven ville stille sig til de fire spørgsmål, der blev nævnt i indledningen som eksempler på slige sager, vi ikke just kan forvente nogen letfattelig vejledning i fra kirkens Herre, men som – således løftet – en inderliggørelse af lærer Urups karakterfasthed vil kunne give os svarene på. Så her kommer de:

1. Ville lærer Urup bombe Afghanistan? Svaret er et klart ja; lærer Urup vil til en hver tid bombe folkets fjender, hvis anledningen er gunstig og truslen virkelig. Men lærer Urup ville aldrig forsøge at indføre demokrati i fjerne ørkenlande.

2. Ville lærer Urup fortælle det til sin hustru, hvis han havde været utro? Svaret er, at lærer Urup ikke ville være sin hustru utro, så det skal vi heller ikke være.

3. Ville lærer Urup foretrække Laubs eller Hoffmanns melodi til Hil dig, frelser og forsoner? Svaret er Laubs melodi, for den er mest messe-mystisk – og dermed bedst (ja, hvis du sidder dér og holder med Hoffmann, så kender du ikke vores helt godt nok endnu – og bør gå i dit lønkammer og først komme ud igen, når du har besindet dig).

4. Ville lærer Urup vælge en Twix eller en Marsbar? Svaret er, at lærer Urup ville give dig en kindhest for at stille så dumt et spørgsmål, og derefter, naturligvis, vælge Twix'en, for der er – trods det mandige navn – ingen modstand i en Marsbar.

Så vidt for nu. Glædelig fødselsdag til Grundtvig og god fornøjelse til dig med inderliggørelsen af den gamle tale – og husk så for øvrigt ved førstkommende lejlighed at anskaffe dig en solid vandrekæp og at sætte dit kryds ved nogen, der vil rydde Christiania.

Det ville lærer Urup gøre!

Vorherrebevares! - Aarhus festuge bliver endnu mere progressiv!

af Johannes Gjesing

”I år havde vi dødsmetal i en kristen kirke”, udbryder arrangør hr. Niels Nytænker spontant, da deres rapporter på stedet mødte ham i en økologisk sushibar på Strøget. ”Det var fedt! Mørke i lyset, mørket bryder lyset - er det ikke bare totalt grænsesøgende, nytænkende og ud over kanten-agtig”?

Og jo! Det var en vild omgang, da Solbrud slog deres instrumenter an og med råb og skrig og støj fik det til at swinge i kirkerummet og hyldede mørket og døden.
Men det stopper ikke her. Det bliver nemlig endnu mere grænsesøgende næste år, afslørede arrangør hr. Niels Nytænker, mens vi indtog en kop fairtrade, økologisk mokka på en nærliggende cafe. ”Vi er allerede begyndt at tænke ud af boksen. Og 2017 bliver altså helt crazy”. Selvom det det meste stadig er hemmeligt, så løftede arrangøren dog lidt af sløret for næste års program.

”I det store telt vil der kommer et heteroseksuelt par og synge ikke moderne salmer. En ikke transkønnet person vil bede en bøn uden brug af remedier og effekter. Og i baren vil der serveret u-økologisk øl af bartendere uden piercinger eller tatoveringer i ansigtet. Er det ikke vanvittigt og totalt anderledes”, jubler hr. Niels Nytænker!

”Men vil et sådant indslag ikke kunne krænke og ødelægge festugen for nogen – minoriteter, sekulære”, spørger deres rapporter nervøst. Og jo – der er heller ikke enighed i festudvalget, fortæller hr. Niels Nytænker, der også selv er i tvivl om, hvorvidt det måske er for meget.

”Men vi har en plan B, der er knap så vild. Striptease i Domkirken! Du ved – sådan ligesom Gud skabte mennesket – med bar røv og det hele. Og jeg tror nok, man kan skrue Jesus af korsene, og så binder vi nogle damer op på dem i stedet for. Er det ikke totalt fedt fundet på”?

Vi drikker mokkaen ud. Mens vi slingrer ned af Vestergade siger hr. Niels Nytænker: Vi stemmer om, hvorvidt det skal være Plan A eller Plan B til mødet i november. Jeg tror faktisk, jeg stemmer på plan B. Der er ingen grund til at krænke menneskers følelser i det offentlige rum”!

(Vorherrebevares! er Nyt Babels afdeling for tant og fjas.)

Vorherrebevares! - Store sogne presser folkekirken

af Nyt Babel

I Vesterbro pastorat er der 23.549 medlemmer af Folkekirken, svarende til et medlemsprocent på 53%. Der er 14 ansatte præster, og der er er 30 kirkefunktionærer. Dvs. der er en præst pr. 1682 folkekirkemedlemmer og 785 folkekirkemedlemmer pr. kirkefunktionær.

Der var ifølge sogn.dk 102 begravelser svarende til ca. 7 begravelser per præst, og der var 109 konfirmander svarende til ca. 7 konfirmand per præst.
I Assens-Bågø pastorat er der 4708 medlemmer af Folkekirken svarende til en medlemsprocent på 81%.

Der er to fuldtidsansatte præster samt en provst, hvis stilling som præst er normeret til 50%. Dvs der er i alt 2,5 præst. Desuden er der ifølge sogn.dk fire ansatte. Dvs. der er en præst per 1883 folkekirkemedlem og en kirkefunktionær per 1187 medlemmer.

I 2014 var der i Assens-Bogø pastorat 87 begravelser svarende til 34,8 begravelser pr. præst og 102 konfirmander svarende til 40,8 konfirmand pr præst.

Konklusionen må være, at præster i landsogne har et langt højere aktivitetsniveau end præsterne i bysogne. Udvalget er nået frem til, at det umiddelbart er langt mere udgiftskrævende at drive et megapastorat som Vesterbro pastorat end et mindre som Assens-Bågø. Målt på lønninger er det ikke dyrere at drive det lille pastorat end det store.

Undersøgelser viser desuden, at der er procentvist væsentlig lavere kirkegang i byerne, ligesom medlemsprocenten er lavere i bysogne end i landsogne. Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, vil der i 2050 være i gennemsnit en kirkegænger per gudstjeneste i Vesterbro Pastorat. Det er bekymrende.

Der skal derfor nu nedsættes et nyt udvalg, der skal se på hvordan vi fremadrettet løser udfordringerne med Kirken i byen. Der er ansat en projektmedarbejder i en 4-årig stilling. Projektmedarbejderen skal arbejde med hvordan der kan etableres et beredskab der kan håndtere en konstruktiv omstillingsproces for Kirken i Byen.

Projektet kommer til at koste i alt 2 mill kr. Det er fundet for de penge.

(Vorherrebevares! er Nyt Babels afdeling for tant og fjas)
 
 

Støtte til Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel drives på frivillig basis. Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412

Konto: 3412 312 082

Vi takker for enhver støtte. Tak til alle, der har støttet hidtil med små og store beløb. En særlig tak skal lyde til Grundtvigsk Forum, der har givet os 5000 kr til annoncering.